Afsløring af to Snaptun-sten lørdag den 24. oktober 2015 70 mennesker fra Snaptun var mødt frem til afsløringen af to Snaptun-sten. En står på Snaptunvej ved byskiltet og en står på Tønballevej ligeledes i nærheden af byskiltet. Ved stenen på Snaptunvej fortalte formand for Snaptun Lokalråd Bente K. Petersen om arbejdet med at få virkeliggjort ønsket om at lave en form for byport ved indfaldsvejene ved Snaptun. John Madsen holdt en flot tale om Snaptun-stenen. Talen er gengivet i sin helhed herunder. Herefter afslørede Bente K. Petersen den flotte stenhugning. 1
Ved stenen på Tønballevej afslørede Bent Fink Mikkelsen den anden sten, hvor stenhuggeren fra Filips Sten- og billedhuggeri i Horsens havde fået friere tøjler til at tolke det oprindelige billede fra Snaptun-stenen. Fra vedtagelsen på generalforsamling i Snaptun Lokalråd i maj 2014 om at lave byporte har arbejdsgruppen bestået af John Madsen, Bent Fink Mikkelsen og Bente K. Petersen. Gruppen har deltaget i samtlige processer med at finde natursten, aftale med vognmand og stenhugger. De flotte sten har været arbejdet værd og Snaptun har to enestående markeringer af, hvor byen begynder. 2
Snaptun Lokalråd trakterede med vin og sodavand til de mange fremmødte. Der blev skålet og talt meget om stenene. John Madsens tale ved afsløring af Snaptun-stenene den 24. oktober 2015 Kl. 13.30 Der er mange, der gennem tiderne har gået langs stranden fra Snaptun til Store Batteri, men der er ikke mange, der har været så heldige som fængselsforvalter A. J. Bruhn, Møgelkær, der en forårsdag i 1950 altså for 65 år siden - også tog turen. Man kan tænke sig, at strandlinjen dengang forløb anderledes, end vi finder den i dag, men da han på sin vandring når ca. 50 m nord for Store Batteri måtte han standse op. Her i strandkanten lå en hel særlig sten, som straks vakte hans opmærksomhed. Det var en sten af et særegent udseende, en sten, som han med begejstring tog med sig, og som han senere sørgede for blev overladt Forhistorisk Museum gennem fængselslærer Peder M. Sørensen, Møgelkær. 3
Alt det véd vi fra en artikel bragt i Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab fra 1959. Heri skriver navnkundige P.V. Glob i en artikel med overskriften Avlsten om det fund, som efterfølgende er blevet kendt under navnet Snaptun-stenen. P. V. Glob nævner heri, at ordet avlsten er overtaget fra norsk, hvor det er den gængse betegnelse for sten anvendt til beskyttelse af blæsebælgens tud. Avl er oprindelig afledt af islandsk og betyder esse. Midt i Snaptunstenen er der, som i andre avlsten, et hul, der skulle lede luften fra blæsebælgen til ildstedet. Den er fremstillet i fedtsten, - en grågrønlig stenart, der er så blød, at den let kan hugges eller saves ud af klippen og tilskæres med en lommekniv, men samtidigt er den ildog syrefast, samt vejrbestandig. Stenarten findes ikke i Danmark, men forekommer mange steder i Norge. Avl-stenen fra Snaptun henfører Glob til vikingetidens slutning, - altså tiden omkring år 1000, og han skriver yderligere i sin artikel, at Snaptun-stenen er den smukkest udførte avlsten, der kendes. Alene af den grund er stenen hel unik. Nu kan ingen vel lade være med at tænke, hvorledes er denne avlsten så havnet i vandet ud for Snaptun? Herom kan der kun gisnes. Af avlsten er der kun fundet dette ene stykke i Danmark, og det må oprindeligt have været fastgjort på en esse. Man kan da tænke sig, at Snaptun-stenen har tilhørt et smedeudstyr på et vikingeskib, der var strandet i Horsens fjord. At vikingerne på deres lange togter har haft brug for en smedje til udbedring af deres våben efter slag, er sandsynligt. Hvis Snaptun-stenen har hørt til en sådan transportabel vikingeskibssmedje, får man også en forklaring på den ejendommelige mandsmaske, som pryder den, idet eksempelvis norske langskibe fra Gokstad viser en rigdom af ornamentik både på selve skibet og på løse dele dertil, bl.a. mandsmasker anbragt ved åretollene. Snaptun-stenens motiv har yderligere det ejendommelige træk, at munden er forsynet med tværstreger, der måske angiver en sammensyning af den. Hvad der ligger bag en sådan sammensyning af munden er selvfølgelig vanskeligt at sige noget bestemt om, men man kunne tænke sig, at maskens mund er lukket på denne måde, for at den ikke skulle begynde at blæse med - og derved bringe falsk træk i essen. At stenen er så enestående berettiger naturligvis i høj grad til dens nuværende placering som fast del af udstillingen i viking-afdelingen på Moesgaard. Her kan enhver interesseret endda på nært hold - få lejlighed til at studere den nærmere. 4
For de nye sten, som vi afslører i dag, er der tale om to forskellige stenarter. Den mørke ved vandværket i Sahara er en hård granit, og heri fremstår motivet tilnærmelsesvis som på originalen. Ved Tønballevej er stenen en gnejs, som er en blødere stenart, hvis man da overhovedet kan tale om blødhed i forbindelse med sten. Men det kan man hos Filips Sten- og Billedhuggeri, hvor gnejsens beskaffenhed har gjort det muligt for stenhuggerne at arbejde med motivet ved at gå i dybden, så stenen derved har fået sit helt specielle reliefudtryk. Vi kan i dag konstatere, at arbejdet er veludført, og at der ud af stenenes neutrale urform er fremkommet to udtryksfulde Snaptun-sten. Avlsstenen med mandshovedet er - og vil også fremover være - fælles historisk gods for både byen og dens indbyggere; det er et håb, at de to nye sten må vække glæde og i øvrigt bidrage med lidt historisk vingesus til både nuværende og kommende generationer. Og ikke mindst er det et håb, at de to værdige sten i sig selv må opleves som en interessant og smuk velkomst for den, der kommer hertil. John S. Madsen 5