This text is reproduced with thanks from www.karnovgroup.dk, with the permission of the copyright holder (Karnov Group) U.2003.1600V Frakendelse af dansk indfødsret på grund af svig i forbindelse med erhvervelsen. Side 1600-1603U.2003.1600V Frakendelse af dansk indfødsret på grund af svig i forbindelse med erhvervelsen. TfK2003.521/2 A, der havde fået dansk indfødsret med virkning fra november 1999, var ved ankedom den 18. april 2002 dømt for overtrædelse af bl.a. straffelovens 161 ved i februar 1997 at have afgivet falsk erklæring på tro og love, idet A i forbindelse med ansøgning om dansk indfødsret undlod at oplyse, at han i marts 1988 var straffet med fængsel i 2 år 6 måneder og udvist for bestandig. Efter anmodning fra ministeren for flygtninge, indvandrere og integration havde anklagemyndigheden den 1. juli 2002 herefter påstået A frakendt indfødsretten i medfør af indfødsretslovens 8 A. Bestemmelsen var indsat ved ændringslov til indfødsretsloven, og det fulgte af ændringslovens 3, stk. 2, at lovændringen fandt anvendelse, selv om dansk indfødsret var erhvervet før lovens ikrafttræden den 7. april 2002. Spørgsmålet om A's identitet var endelig afgjort ved ankedommen den 18. april 2002. En samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder af det svigagtige forhold, som A udviste i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret, og A's personlige forhold, herunder at han ved frakendelse af dansk indfødsret ville blive statsløs, førte til, at A frakendtes indfødsretten. V.L.D. 10. april 2003 i anke 12. afd. S-0071-03 (Vogter, Marie S. Mikkelsen, Gitte Kuhlwein (kst.) med domsmænd). Anklagemyndigheden mod A (adv. Kjeld Christensen, Sønderborg, e.o.). Aabenraa Rets dom 3. december 2002. Ved dom afsagt af Vestre Landsret den 18. april 2002 blev A idømt fængsel i 8 måneder for overtrædelse af bl.a. straffelovens 161 ved den 6. februar 1997 til politiet i Aabenraa at have afgivet falsk erklæring på tro og love, idet han, da han ansøgte om dansk indfødsret ved naturalisation, undlod at oplyse, at han ved Vestre Landsrets dom af - - - 1988 var idømt fængsel i 2 år og 6 måneder og udvist for bestandig. A fik dansk indfødsret med virkning fra den 4. november 1999. Ved tilkendegivelse af 1. juli 2002 har politimesteren efter anmodning fra ministeren for flygtninge, indvandrere og integration påstået A frakendt indfødsretten i medfør af indfødsretslovens 8A om frakendelse af dansk indfødsret erhvervet ved svig. >> 1601 >> A har påstået frifindelse og henvist til, at han ikke har udvist svig, da han ikke er identisk med den mand, der blev dømt i 1988, at dansk indfødsret ikke skal kunne frakendes med tilbagevirkende kraft og at der skal ske en afvejning af kravet om frakendelse over for den situation, som han kommer i som statsløs. Der har under sagen medvirket domsmænd. Sagen i hovedtræk:
Ved Vestre Landsrets ankedom af 18. april 2002 blev A anset skyldig i overtrædelse af udlændingelovens 59, stk. 1, nr. 3 ved uden tilladelse at have opholdt sig i Danmark fra den 5. oktober 1991 til den 4. november 1999, hvor han fik dansk indfødsret, straffelovens 161 ved at have afgivet falsk erklæring på tro og love i sin ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation, og udlændingelovens 59, stk. 5 ved den 18. december 2000 at have bistået 6 udlændinge med ulovlig indrejse og ophold i Danmark. Straffen blev fastsat til fængsel i 8 måneder. Landsretten fandt det ved dommen ubetænkeligt at lægge til grund, at A er identisk med X, der ved Vestre Landsrets dom af - - - 1988 blev idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens 244, stk. 4, 245, stk. 2, jf. stk. 1 og 119, stk. 1 og udvist af Danmark for bestandig. Efter afsoningen var han under sit hidtidige navn X blevet udsendt af landet den 6. december 1988. Ved dom af 2. oktober 1990 i Tyrkiet blev A's fødselsdato ændret til den senest oplyste, og ved dom af 29. april 1991 i Tyrkiet blev hans efternavn ændret fra X til A. Den 19. juli 1991 blev han i Tyrkiet gift med K, der boede i Danmark, hvorefter han i september 1991 søgte og fik opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. På grundlag heraf indrejste han den 5. oktober 199[1] i Danmark, hvor han siden fik forlænget opholds- og arbejdstilladelsen. I ansøgningen af 6. februar 1997 om dansk indfødsret er der ved spørgsmålet om tidligere straffe sat kryds i, men også parantes om, rubrikken for nej og samtidig kryds i rubrikken for ja, efter at opslag i kriminalregisteret havde vist en mindre bøde for butikstyveri. Med virkning fra den 4. november 1999 blev A dansk statsborger efter at være løst fra sit tyrkiske statsborgerskab. Ved Sønderjyllands Statsamts bevilling af 15. november 2000 blev A skilt fra sin ægtefælle K. Deres 5 børn har alle dansk indfødsret. Under domsforhandlingen har A om sine personlige forhold oplyst, at han som nævnt blev skilt fra sin kone K den 5. november 2000. Nu i retsmødet er han på orlov fra afsoningen af den seneste dom, og det er meningen, at han igen skal giftes med K, når han er færdig med afsoningen den 25. marts 2003. Afsoningen begyndte den 25. oktober 2022. Han mener ikke, at de kan gifte sig, så længe han sidder i fængsel. Siden separationen og skilsmissen har de haft det sådan, at han har besøgt børnene næsten hver dag. Han har dog ikke boet sammen med K, men han hjælper hende med at passe børnene. Hans besøg varer 1½-2 timer hver gang. K har ikke arbejde, men hun har dansk indfødsret. De sidste 9 måneder indtil afsoningen havde han fast arbejde på - - -. Han har sidst været i Tyrkiet for ca. 3 år siden. Han besøgte dengang nogle af sine søskende, og han telefonerer stadig sammen med dem. Hans mor i Tyrkiet er meget syg. Udover sine børn og K har han ikke anden familie i Danmark. Proceduren: Anklageren har gjort gældende, at det ved Vestre Landsrets dom af 18. april 2002 blev konstateret, at A er identisk med den X, der i 1988 blev idømt fængsel i 2 år og 6 måneder. Der er tale om annullation af en afgørelse, der bortfalder som følge af, at A udviste svig, da han ansøgte om dansk indfødsret. Der er ikke tale om kriminalisering eller skærpelse af straf med tilbagevirkende gyldighed. Det er alvorligt for A, at han efter fratagelse af indfødsretten bliver statsløs, men han bliver ikke derfor automatisk udvist af Danmark. I den samlede vurdering skal det tages i betragtning, at forholdet er særdeles groft. Efter at være idømt 2½ års fængsel og udvist for bestandig antog A et nyt navn og fik ændret sin
fødselsdato, hvorefter han kun 3 år efter dommen på ny indrejste i Danmark og nogle år efter ansøgte om indfødsret med viden om, at han tidligere var udvist for bestandig. Siden hans erhvervelse af indfødsretten er der indtil nu kun gået 3 år, således at hans tilknytning til landet set i forhold til forholdets grovhed er uden betydning. Forsvareren har henvist til, at borgerne i et retssamfund skal kunne forudse konsekvenserne af deres handlinger, og at den nye bestemmelse i indfødsretsloven derfor ikke skal have betydning for, hvad A foretog sig før lovens ikrafttræden. Selvom fratagelse af indfødsretten ikke er nogen straf, vil det af A blive opfattet som en straf. A regnede med sikkerhed med at være dansk statsborger og opgav sit tyrkiske statsborgerskab i tillid hertil, og siden er der gået 3 år. I forbindelse med lovens tilblivelse blev der udtrykt betænkeligheder fra flere sider i anledning af, at loven kunne få tilbagevirkende gyldighed for forhold før dens ikrafttræden. Fratagelse af statsborgerskabet vil betyde, at A bliver statsløs, og han har intet andet statsborgerskab at søge tilbage til. At dette er en alvorlig situation understreges af, at der er indgået konventioner til imødegåelse af statsløshed. Ved en nærmere afvejning af de forskellige hensyn skal det tages i betragtning, at A gennem sin kone og 5 børn har en stærk tilknytning til Danmark, og at han >> 1602 >> efter en frakendelse af dansk indfødsret kun vil kunne blive i landet på tålt ophold uden rettigheder overhovedet. Dette er en retstilstand, som ikke er et retssamfund værdigt. Frakendelse af indfødsret er ikke obligatorisk. Rettens bemærkninger: Spørgsmålet om A's identitet er endelig afgjort ved Vestre Landsrets dom af 18. april 2002, og det kan derfor lægges til grund, at A i 1988 under navnet X blev idømt fængsel i 2 år og 6 måneder. Efter afsoningen af denne straf blev han den 6. december 1988 udvist af Danmark for bestandig. Han fik opholds- og arbejdstilladelse i Danmark i 1991, fordi han forinden havde fået ændret først sin fødselsdato og så sit navn. Under sit nye navn ansøgte han i 1997 om dansk indfødsret, idet han ved besvarelsen af et spørgsmål om tidligere straffe undlod at oplyse, at han tidligere var idømt en alvorlig fængselsstraf, der med sikkerhed ville have betydet et afslag på ansøgningen, hvis han havde nævnt den. Som fastslået i Vestre Landsrets dom af 18. april 2002 har han herved afgivet falsk erklæring på tro og love, og efter at have erhvervet dansk indfødsret har han i september 2000 overtrådt udlændingeloven ved at bistå 6 udlændinge med ulovlig indrejse. Disse oplysninger skal sammenholdes med A's tilknytning til Danmark og den betydning, som frakendelse af dansk indfødsret vil få for ham. Hans tilknytning til Danmark består i hans fraskilte ægtefælle og deres 5 børn, og da han har frasagt sig tyrkisk statsborgerskab, vil han efter en frakendelse af dansk indfødsret blive statsløs. Det må antages, at A netop derfor ikke vil kunne udvises efter frakendelse af dansk indfødsret. Det er herefter domsmandsrettens opfattelse, at A's overtrædelser af dansk lovgivning er så alvorlige, at A kan frakendes den indfødsret, som han kun har været i stand til at erhverve som følge af den svig, han udviste ved den 6. februar 1997 at afgive en falsk erklæring på tro og love om, at han ikke tidligere var straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder, jf. indfødsretslovens 8A. Der afsiges således dom i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand. Thi kendes for ret: A frakendes dansk indfødsret. Vestre Landsrets dom. - - - A har påstået frifindelse.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. A har supplerende forklaret, at hans børn fortsat bor i Danmark. Han besøger sin familie hver dag. Han har efter sin løsladelse søgt arbejde og regner med at kunne påbegynde arbejde i løbet af få dage. Han hedder A og har intet kendskab til den X, der i 1988 blev idømt fængsel i 2 år og 6 måneder. Landsrettens begrundelse og resultat: Det tiltrædes, at spørgsmålet om A's identitet er endelig afgjort ved Vestre Landsrets dom af 18. april 2002, og at det derfor kan lægges til grund, at A i 1988 under navnet X blev idømt fængsel i 2 år og 6 måneder. Efter bestemmelsen i 8A, stk. 1, i indfødsretsloven, kan den, der i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen. Det følger af 3, stk. 2, til den ændringslov, hvorved bestemmelsen i 8 A blev indsat i indfødsretsloven, at lovændringen finder anvendelse, selv om dansk indfødsret er erhvervet før lovens ikrafttræden. Loven trådte i kraft den 7. april 2002. I de almindelige bemærkninger til lovforlaget er der blandt andet anført følgende om lovens virkning på forhold inden lovens ikrafttræden, jf. L 33, folketingssamlingen 2001-02, 2. samling, pkt. 3.3.:»Det foreslås, at lovændringen også finder anvendelse i forhold til personer, der har erhvervet dansk indfødsret før lovens ikrafttræden. Den foreslåede bestemmelse om frakendelse af dansk indfødsret vil således også kunne anvendes i tilfælde, hvor de svigagtige forhold er begået - og indfødsretten erhvervet - før lovens ikrafttræden. Loven vil dermed få tilbagevirkende gyldighed. Det er ud fra principielle retssikkerhedsmæssige overvejelser i almindelighed forbundet med væsentlige betænkeligheder at tillægge regler, der virker bebyrdende for borgerne, tilbagevirkende gyldighed. Borgerne bør til enhver tid kunne vide, hvilke regler der regulerer den enkeltes adfærd, og dette princip er udtryk for, at borgerne som regel har en berettiget forventning om, at retsvirkningerne af en handling afhænger af regler, der var trådt i kraft på det tidspunkt, hvor handlingen blev foretaget. Efter regeringens opfattelse gør de nævnte principielle betænkeligheder sig ikke gældende med hensyn til at tillægge den foreslåede regel om frakendelse af indfødsret tilbagevirkende gyldighed, skønt frakendelse af indfødsret vil have bebyrdende karakter. Frakendelse af dansk indfødsret vil således ikke have karakter af en strafferetlig sanktion eller retsfølge, men vil snarere kunne sammenlignes med annullation af en begunstigende forvaltningsafgørelse, som ansøgeren har opnået ved svigagtigt forhold. En person, der har opnået indfødsret uretmæssigt ved svig, vil ikke have en berettiget forventning om at bevare indfødsretten. Frakendelse af indfødsret i medfør af de foreslåede bestemmelser vil kun kunne ske i tilfælde, hvor korrekt oplysning af sagen ville have været til hinder for, at den pågældende erhvervede indfødsret. Ved frakendelsen mister den pågældende således ikke en retsposition, som han eller hun på erhvervelsestidspunktet var berettiget til at opnå. Tværtimod er der tale om at bringe virkningen af en uretmæssighed til ophør.«bestemmelsen var blandt andet på baggrund af omfattende bemærkninger i høringsudtalelserne over forslaget genstand for særskilt behandling i Folketinget, jf. udvalgets betænkning af 21. februar 2002, hvori et mindretal
foreslog, at bestemmelsen om tilbagevirkende gyldighed skulle udgå af loven. Flertallet i udvalget indstillede lovforslaget til uændret vedtagelse. I dansk ret vil udøvelse af svig, som har været bestemmende for indholdet af en forvaltningsakt, i almindelighed give grundlag for annullation af afgørelsen som ugyldig i forhold til den, der har handlet svigagtigt. Det må antages, at tilsvarende regler gælder i andre landes retsordner, jf. artikel 8, nr. 2, litra b, i De forenede Nationers konvention af 30. august 1961 om begrænsning af statsløshed. Efter denne bestemmelse kan statsborgerret opnået ved urigtige anbringender eller svig føre til, at en person fratages statsborgerret, uanset det vil gøre den pågældende statsløs. Det kan derfor ikke anses for uforudsigeligt, at svigagtige forhold af den grovhed, som A har udvist, og som har været bestemmende for meddelelsen af indfødsret, på et tidspunkt ville kunne føre til fratagelse af indfødsretten. Frakendelsen af indfødsretten og den omstændighed, at A, der i forbindelse med erhvervelsen af dansk indfødsret er løst fra sit tyrkiske statsborgerskab, herefter vil blive statsløs, kan ikke antages at stå i misforhold til grovheden af den udviste svig ved ansøgningen om indfødsret og det forhold, som i 1988 førte til udvisning af A fra Danmark. A blev ved dommen fra 1988 idømt en efter danske forhold meget langvarig fængselsstraf for blandt andet vold af særlig farlig karakter og blev udvist fra Danmark med indrejseforbud for bestandig. Hans aktuelle tilknytning til Danmark er opstået efter udvisningen for bestandig. Hans ægteskab er således indgået og børnene født efter dommen i 1988. Ægteskabet er ophørt ved skilsmisse i november 2000. Han har stadig familie i Tyrkiet, og han har ikke anden tilknytning til Danmark end til sine børn og fraskilte hustru. En samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder af det svigagtige forhold, som A udviste i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret, og A's personlige forhold, herunder at han ved frakendelse af dansk indfødsret bliver statsløs, fører herefter til, at A skal frakendes indfødsretten. Landsretten stadfæster derfor dommen. - - - Karnov Group Denmark A/S Nytorv 5 1450 København K Telefon: 33 74 07 00 salg.dk@karnovgroup.com