2 Besigtigelsesdato: 18.02.2016 Besigtiget af: Maria Wedel Søe Journalnummer: 2010-7.82.07/101-0001 Kommune: Københavns Kommune Adresse: Admiralgade 20, 1066 København K Betegnelse: Buurmesters Gaard Fredningsår: 1959. Udv. 1988. Omfang: Forhuset og baghuset (1797-98 af Ernst Burmeister). I det følgende er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i ejendommen. Buurmesters Gaard ligger i en smal gade i den ældre del af Københavns bykerne. Ejendommen består af et fem fag bredt forhus, og et smalt baghus. De to bygninger er bygget sammen med to skrå smigfag. Sammen med naboejendommen mod nord indrammer bygningerne et smalt gårdrum. For- og baghus er grundmurede bygninger opført i tre etager over en høj kælder. Alle mure er pudset og hvidmalede. Forhusets facade har en lav, gråmalet sokkel og en lysegul kordongesims mellem stueetagen og første sal. Mellem første og anden sal ses under de tre midterste vinduer en flad murblænding med navnetræk: Buurmesters Gaard. Øverst afsluttes facaden ligesom gårdsiderne af en hvid enkel hovedgesims. I facaden ses en ældre, tofløjet hoveddør med en stejl trappe foran. Over døren er et overvindue og en konsolbåren fordakning, også kaldet et skur. Facadens vinduer er ældre korspostvinduer med en enkel tværsprosse i de nederste rammer, og kældervinduerne udgøres af ældre, etrammede vinduer med fire ruder. Begge døre er malet i en mørkegrøn farve, der næsten er grå og alle vinduer er hvidmalede. Mod gården er hovedsageligt seksrammedevinduer, dog er der i det ene smigfag en række korspostvinduer. Alle vinduer er ældre og hvidmalede som på facaden. I gårdsiderne findes tillige ældre, mørktmalede fyldingsdøre og op af baghuset er tilbygget en tidligere retirade. Bygningerne har et rødt, teglhængt heltag med store skorstenspiber i blank, gul mur. Skorstenspiberne er placeret i eller tæt på rygningen. I forhuset er der tre ældre heltagskviste mod gaden og én mod gården. Alle kviste har ældre vinduer og zinkbeklædte flunker. Der er tillige en del nyere tagvinduer i både for- og baghus. Bygningen er forsynet med tagrender og nedløbsrør i zink. Facaden mod Admiralgade.
3 Admiralgade 20 indeholder en lejlighed på hver etage, herunder også i tagetagen, mens spidsloftet er uudnyttet og anvendes til opbevaring. I kælderen er en forretning i forhuset og i baghuset er opbevaringsrum. Bygningens oprindelige planløsning er i store træk bevaret, og samtlige etager er disponeret med stuer en suite mod gaden, mens trappeopgangen, en forstue og en smigfagsstue ligger mod gården. Køkken, køkkentrappe og badeværelse er placeret i baghuset. Hovedtrappen er en ældre toløbstrappe med et dekorativt værn og vanger, afrundet håndliste og mægler. Trappetrinnene er beklædt med linoleum. I lejlighederne er interiøret velbevaret og præget af oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer i form af bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stukkatur og rosetter. Hertil kommer de oprindelige en- og tofløjede fyldingsdøre med ældre indstukne hængsler og tilhørende, klassicistiske gerichter. Der ses også lysnings-, brystnings- og helpaneler samt i enkelte stuer er der feltinddelte vægge. Enkelte rum har nyere parketgulve og nyere døre, ligesom der i køkkener og badeværelser overvejende er nyere materialer. I forhusets kælder er en bevaret, ildstedskappe, nyere murgennembrydninger og et nyere teglstensgulv. I baghuset er der tillige på alle etager bevaret ildstedskapper med buet, indmuret jern. Badeværelserne er placeret i de oprindelige køkkener, og i ildstederne er indrettet brusenicher. I lejligheden i tagetagen er hanebånd og bindingsværk i enkelte vægge synligt, og øvrige bygningsdetaljer og overflader er nyere. Retirade i gården. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan den forelå 48 timer efter, og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, som kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes paa 5 Alen til 1 Fag Vinduer med Piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget igen. Dog var det ikke
4 lykkedes at gøre alle gaderne bredere, men dog nogle. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murer- og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Forhuset blev opført i 1797-98 af bygmester Joachim E. Burmester. Der var oprindeligt og indtil 1870 - en konsolbåren dækplade over kældernedgangen. Pudsning og oliemaling af facaden omtales først i 1850. Bramsen, Bo red.: København, før og nu og aldrig, 1987 Bydelsatlas Indre By/Christianshavn, 1996 Engqvist, H.H.: Københavnske borgerhuse, 1948 Hartmann, Sys og Villadsen, Villads: Byens Huse Byens Plan, Danmarks arkitektur, København 1979 Langberg, Harald: Københavns gamle bydel, Foreningen til gamle bygningers bevaring, 1948 Langberg, Harald og Langkilde, Hans Erling: Dansk byggesæt omkring 1792 og 1942, Den almindelige Brandforsikring, 1942 Nationalmuseet: Historiske huse i det gamle København, 1972 Stadsingeniørens Direktorat 1947: København fra bispetid til borgertid www. Indenforvoldene.dk Den smalle baggård med smigfagene, der binder for- og baghus sammen. Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Admiralgade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Bygningernes stort set ens bygningshøjder og klassiske facadeproportionering skaber en samhørighed samt en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den smalle grunds traditionelle bebyggelsesstruktur med for- og baghus sammenbygget omkring et lille gårdrum. Det traditionelle miljøs autenticitet
5 understøttes af den bevarede brostensbelægning i gårdrummet samt af retiraden. Den kulturhistoriske værdi ved Admiralgade 20 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede Københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Klassicismen som ideal vandt indpas efter enevældens afvikling i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, som blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Admiralgade 20 er i sin proportionering, struktur og facadedetaljering et velbevaret eksempel på de standarder og krav, som blev stillet til byens nye bygninger efter den anden store brand i København. Det klassicistiske formsprog kommer til udtryk i forhusets enkle og sparsomt dekorerede facade med kordongesims og den flade murblænding mellem første og anden etage. Ligeledes er korspostvinduerne med opdelte nedre rammer og hoveddørens to fløje med enkle fyldinger samt skuret over døren kendetegnende for periodens bygninger. Kontrasten mellem facaden og gårdsiderne er tillige et karakteristisk træk for perioden, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Ydermere er der stor kulturhistorisk værdi ved den velbevarede retiradebygning, der viser hvor toiletterne oprindeligt var placeret, og at disse var fælles for alle beboere i ejendommen. Facadens takt af korspostvinduer samt murdetaljerne på facaden. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i opdelingen med butik i kælderen og lejligheder herover. Hertil kommer den velbevarede planløsning i lejlighederne, der er kendetegnet ved disponeringen med de repræsentative stuer mod gaden, mens de funktionsbetingede rum, som køkken og badeværelse ligger i baghuset. Opdelingen mellem for- og baghus kan tillige aflæses af forskellen mellem hovedtrappen og bitrappen. De mange oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi er hovedtrappen med alle detaljer, stuernes paneler, vinduesindfatninger, feltinddelte vægge, stukkatur, en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og klassicistiske gerichter samt vinduernes anverfere, stormkroge og bevarede ældre glas. Endelig har ildstedskapperne stor kulturhistorisk værdi, idet de viser de oprindelige køkkeners placering, samt afspejler datidens mulighed for tilberedning af mad.
6 Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facade, der fremstår velproportioneret grundet de vandrette opdelinger, som skaber en visuel balance i den ellers høje facade. De horisontale linjer bidrager sammen med den regelmæssige og taktfaste placering af vinduerne til facadens overordnede rolige og værdige fremtræden. Hertil kommer de mørktmalede døre og især hoveddørens dybe placering i facaden, der giver en markant virkning og tyngde til det overordnede arkitektoniske udtryk. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes prunkløse udtryk, samt til den ensartede farvesætning, der skaber et meget helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de velproportionerede stuer og trapperummet, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer giver rummene den borgerlige klassicismes stringente elegance. Brystningspaneler og feltinddelte vægge samt den brede loftsgesims bevirker at rummene fremtræder velproportionerede og harmoniske. Hertil kommer stueetagens indbyggede skodder i lysningspanelerne, der ydermere er en elegant og tidstypisk løsning på et funktionelt problem. Endelig er der stor arkitektonisk værdi i trappens durchsicht, der sørger for at lyset kan fordele sig ned igennem trapperummet, samtidig med at man ved et kig op igennem oplever den ensartede detaljering i trappens vanger og balustre. Hoveddøren i facaden. De bærende fredningsværdier knytter sig overordnet til ejendommen som en repræsentant for et byhus opført efter Købehavns brand i 1795, der er traditionelt disponeret med et forhus sammenbygget med et baghus omkring et gårdrum. De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til de grundmurede bygninger med taktfast vinduesplacering, teglhængte tagflader med skorstenspiber og traditionelle ældre kviste. Hertil kommer facadens murdetaljer, herunder gesimser, blændingsfeltet og det konsolbårne skur over hoveddøren. Endvidere gælder det alle ældre eller traditionelt udførte døre og vinduer med alle detaljer samt retiraden op af baghuset. Endelig knytter de bærende fredningsværdier sig til den traditionelle materialeholdning og farvesætning. I det indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af den ældre grundplan på alle etager med stuer mod gaden, Et af de ældre vinduer med hjørnebånd.
7 smigfagsstue, hovedtrappen og fordelingsgang samt køkken og badeværelser i baghuset i forbindelse med den oprindelige køkkentrappe. Hertil kommer de ældre overflader som bræddegulve og pudsede vægge og lofter. Endvidere knytter de bærende fredningsværdier sig til de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder skorstenskerner, åbne ildsteder, fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, panelering, feltinddelte vægge og stukdetaljer samt vinduerne med stormkroge og anverfere. Endelig gælder det den traditionelle materialeholdning. Ingen angivet.