Nyhedsbrev - Det ny H.C. Andersens Hus KÆRE NYHEDSBREVMODTAGER Tak for din tålmodighed! Der skal lyde en stor tak til alle naboer for jeres udholdenhed. Nedrivningen af en stor museumsbygning med tykke betondæk og -fundamenter går ikke lydløst for sig. Nu er arbejdet afsluttet, og vi har sagt farvel til vores skønne (men larmende!) sønderjyske entreprenører. Først bygger vi et badekar Nu skal vi i gang med selve anlægsarbejdet. Første skridt er etablering af en byggegrube - et stort underjordisk "beton-badekar". Det er nede i det badekar, vi senere skal indrette størstedelen af det ny museum. Du synes måske, at der har være lidt stille på byggepladsen den seneste tid. Det skyldes det forberedende arbejde til byggegrubeentreprien, hvor entreprenøren har haft travlt med at indrette og klargøre byggepladsen. Du kan se en oversigtstegning over byggepladsens indretning til byggegrubeentreprisen her under. Du kan klikke på billedet for at downloade planen som pdf-fil.
Det er svært at give helt præcise datoer for de forskellige aktiviteter på byggepladsen, men du kan se en overordnet tidsplan her. Der findes mange forskellige måder at udføre en byggegrube på. Til byggeriet af Det ny H.C. Andersens Hus har vi valgt en såkaldt slidsevæg-løsning. Mere traditionelle metoder som pælearmering og nedramning af spuns vurderes at være for voldsomme i et kvarter med mange fine, gamle huse, som ikke tåler mange rystelser. Slidsevæggen anlægges ved at grave en slidse på 60 cm. i jorden med en
speciel gravegrab. Samtidig med at grabben løfter en portion jord op af hullet, fyldes der op med en tilsvarende mængde bentonit/cement. På den måde sikres det, at trykket på jorden på begge sider af slidsen forbliver uændret under arbejdet. Når grabben har gravet en slidse på 8-10 meter, sænkes jernspunsen ned i den bløde bentonit. Når bentonitten er hærdet, graves næste del af slidsen, og processen gentages. Processen kan opsummeres i figuren herunder. Kælderen graves først fri for jord, når slidsevæggen er færdigetableret og hærdet. Det er entreprenørselskabet Per Aarsleff A/S, der har vundet entreprisen og skal udføre byggegruben. Aarsleff er allerede godt kendt i området, da de også udfører arbejder på vores nabobyggeplads (Thomas B. Thriges Gadeprojektet). Selve udgravningen og støbningen af slidsevæggen vil tage omkring seks uger forudsat, at der ikke opstår udfordringer med vejret e.l. Huller i hegnet Har du lyst til at følge med i Aarsleffs arbejde og alle de fremtidige aktiviteter på byggepladsen, har du nu mulighed for at få et kig ind bag det blå byggehegn. Vi har nemlig skåret kighuller i hegnet, så alle odenseanere høj som lav kan følge med i byggeriet af Det ny H.C. Andersens Hus.
Nabofølgegruppe H.C. Andersen-kvarterets grundejerforening tog i forsommeren initiativ til at starte en nabofølgegruppe, der med jævne mellemrum skal mødes med repræsentanter fra byggeriet. I sidste nyhedsbrev opfordrede vi alle andre nabogrupper med interesse i aktiviteterne på byggepladsen til at henvende sig. Det var der flere, der gjorde, og den 26. september kunne vi holde vores første nabofølgegruppe-møde.
Repræsenterede på første møde i nabofølgegruppen var: H.C. Andersenkvarterets grundejerforening, beboere i Bangs Boder 28, Arbejdernes Landsbank samt områdets øvrige erhverv repræsenteret ved HCAsouvenirs. Dette møde, såvel som alle fremtidige møder, bruges til at informere om byggeriets status samt til at drøfte de generelle forhold omkring byggeriet, som berører beboere og erhverv i området. Mere specifikke og personlige interesser ift. byggeprojektet tages ikke op på nabofølgegruppe-møderne. Der afholdes fire årlige møder i nabofølgegruppen. Mødedatoerne fastlægges løbende og tilpasses projektets aktiviteter og faser. Næste nabofølgegruppemøde finder sted den 10. januar 2019. Følg med på Instagram Følg vores instagram-profil, @nyhcandersenshus, og få et kig bag det blå byggehegn. Her viser vi billeder og fortæller små historier fra hverdagen på byggepladsen.
https://mailchi.mp/90690a2cd797/frste-nyhedsbrev-om-byggeriet-af-det-ny-hc-anders... 05-12-2018 Følg med i byggeriet af Det ny H.C. Andersens Hus på www.odense.dk/nyhcahus Spørgsmål til byggeriet kan sendes til nyhca@odense.dk Afmeld nyhedsbrev