OM TO ENDEMORÆNE-TRIN I DET NORDLIGE NORGE

OM TO ENDEMORÆNE-TRIN I DET NORDLIGE NORGE SAMT OM ENDEMORÆNERNES STØRRELSE 00 BETYDNING FOR OPDÆMNINO AV J. H. L. VOGT NOROKCEOCOO""'"'""'"T BIND Il, NO. Il. UTGIT AV NORSK GEOLOGISK FORENING. I KRI STIAN IA 1913

A. \V. BHØGGEHS BOKTHYKKEHI A/S.

Om to endemoræne-trin i det nordlige Norge, samt om endemorænernes størrelse og betydning for opdæmning. Av J. H. L. Vogt. Under mme re1ser i det nordlige Norge, hvor mm hovedopgave har været studiet av malmforekomster, har jeg leilighetsvis fm etat en del iagttagelser over endemoræner, klippebassiner osv. Det kan nu være paa tide at offentliggjøre nogen av disse iagttagelser, som for en del er ti aar gamle eller endnu ældre. De to her omhandlede endemoræne-trin i det nordlige Norge maa, som jeg leilighetsvis allerede tidligere har fremholdt 1, være at sidestille med de to ra-trin i det sydøstlige Norge og med de to Salpauselka-trin i Finland. Vi skal først gjennemgaa nogen Endemoræner, idet vi hegynder i Øst Finmarken og saa gaar videre til Vest-Finmarken, Tromsø amt og Nordlands amt. Sydvaranger. Sydvaranger-"halvøen" 2 begrænses baade mot vest og øst av to nogenlunde dype indsnit, nemlig mot vest av Langfjorden og dens fortsættelse Langfjordvandet, som sammenlagt har en længde av 20 l Se Kristiania Videnskapsselskaps Forhandlinger, møte 27de mai 190t-. og i min avhandling Uber die lokale Glaciation an den Lofotinseln, am Schlusse der Eiszeit, i Norsk geo!. Tidsskr., B. 1, No. 7, 1907, s. 9. Se gradavdelingskar!erne Nei<len og Svanvik.

4 eller 21 km., og som stryker snorlige, i retning N 5 V - og mot øst av den indre del av Bøkfjorden samt længere syd Pasvikelvens dalføre. Denne sidste indsænkning gaar omtrent parallelt med Langfjordens. I den søndre del, fra Langfjordvandet og Næverskrukbugten til Svanviken, er marken dækket av en meget tyk grundmoræne. - Ved mundingen av Lang!jorden optræder ved Langfjordstrømmen en endemoræne, som sætter tvers over fjorden. og som avspærrer fjorden saa vidt høit, at det ca. 50 m. brede fjordløp gjennem morænen ved fjære kun er ca. 1 m. dypt. - Indenfor morænen er fjorden dyp, utt>nfor derimot er det langgrundt. 5 km. længer mot ONO (eller O 20 N) møter vi en liten ende moræne foran et litet vand ca. 3/4 km. syd for Kirkenæs-anlæggene o.g herfra strækker sig et drag av endemoræner østover, nemlig i nærheten av Sydvaranger prestegaard og videre tvers over sundet til Skogsøen, hvilken ø tildels er bygget av morænen: dette gjælder ogsa a en stor grunde i fjorden ca. 3/4 km. SV for Skogsøen. - Langfjordvandet er spærret av en bred endemoræne, som bestaar av flere nær efter hinanden beliggende smaarygge, der tildels er omformet til terrasse (ca. 10 m. o. h.). - Ca. lf2 km. søndenfor Langfjordvandets nordende møter vi paany pn' moræneryg, dt>r stik ker som en odde ut i vandet. - Medregnet denne sidste ryg har mo rænerne ved nordenden av Langvandet en samlet bredde - maalt efter isens bevægelsesretning - av et par km. - I Pasvikelvens dalføre optræder en bred og høi endemoræne ved Harefossen. Denne rnoræne opdæmmer et stort vand (Brand bugten. Næverskrukbugten osv.), og Harefossens l'ksistence betinges ved morænen. Elven har i det væsentlige banet sig vei mellem morænen og det faste fjeld paa vestsiden (den norske side) av elven; litt fast tjeld sees dog ogsaa paa elvens østside ved den øvre del av fossen. Selve morænen ligger hovedsagelig paa russisk side. - I hvert av de to indsnit, detene paa vestsiden og det andet paa østsiden av Sydvaranger halvøen, gik frem en isbræ, som i de to dalløp maa ha hat tilnærmelsesvis like store dimensioner. Morænen ved Sydvaranger prestegaard - Skogsøen ligger 5 tils km. ONO for morænen ved Langfjordstrømmen, og Harefossen ligger ca. 9 km. O 20 N for Langfjordvand-morænen. Avstanden mellem de to endemoræner i hvert av de to avsnit er, naar der maales fra midten av morænerne: Langfjordstrømmen til Langfjordvand-morænen 13 a 14 km., og Skogsøen til Hare fossen ca. 14 km., - altsaa samme avstand begge indsnit. Det er indlysende, at morænerne ved Langfjordstrømmen og ved Skogsøen er samtidige, og at det samme gjælder morænerne ved Langfjordvandet og Harefossen. Vi møter saaledes her to markerte moræne trin.

5 Mellem disse findes nogen mindre moræner, saaledes i Pasvikelvens dalløp ved Elvenæs og Skoltefos, og i Langfjorden ca. 1 km. nord for Sandnæs. - Ifølge gradavdelingskartet Neiden synes der at optræde en tver-moræne mellem Munkfjorden og Neidenfjorden, 15 km. ret vest for Langfjordstrømmens moræne og vistnok tilhørende samme trin som denne. I Kaafjorden i Alten har man ved Øskarnes paa fjordens NV-side en fra fjeldsiden utstikkende moræne, som (ifølge REuscH) fortsætter ved Saltvik paa fjordens SO-side. - 4 km. længere ind i fjorden, ganske nær gruberne, optræder en indr'e moræne: net snevert løp gjennem denne fører ind til Kaafjordflns indre del, som utgjør et bassin for sig". (H. REuscH, Fra en reise i Finmarken, i Det nordlige Norges geologi, 189 1; se ogsaa kartblad Knafjord). Fra Kvænangen har K. PETTERSEN l beskrevet to meget store endemoræner, som deler fjorden i to bassiner, et indre mellem fjordbunden og den bakerste moræne, og et ytre mellem de to moræner. Avstanden mellem de to moræner er ca. 10 km. - Strømløpet, Vfld navn Storstrømmen, gjennem den ytre moræne er 5 favne (9.4 m.) og Lillestrømmen gjennem den indre moræne er 41/2 favn (8.7 m.) under laveste vandstand. Ifølge meddelelse av direktør G. THESEN er Oksfjordvandet, be liggende mellem Kvænangen- og Reisenfjordene, opdæmnet ved en tvermoræne. Likeledes findes der en moræne ved det trange og grunde ind løp, ved navn Strømmfln, til Strømfjorden, som ligger ca. 6 km. SV for Oksfjordmorænen. Lyngen. 2 Straks søndenfor Rotsund stikker der ved Spjaakenæs paa østsiden av Lyngenfjorden frem en lang og bred moræneryg, hvori man ser omlagning til terrasser i to trin, efter skjøn i høide ca. 50 og ca. 25 m. o. h. 3 Paa forsiden av morænen er Lyngenfjorden, som l Kvænangen, Et bidrag til besvarelse av spørsmaalet om fjorddan nelsen. Tromsø Museums Aarshefter IV. 1881. Over Lyngen og Salangen mangler endnu kart i maalestok 1: 100 000. 3 Jeg har ikke været iland her og kjender denne moræne kun fra dampskibsdæk; det samme gjælder ogsaa morænerne ved Skarmok og Sjursnæs.

6 her paa de fleste steder er 5-7 km. bred samt meget dyp, tilgrun det over en meget stor strækning, nemlig ifølge det gamle kart (i maalestok 1 : 200,000) over en flate paa adskillige km 2. Dampskibene maa gjøre en meget lang krok utenom det store grunde parti, naar de skal passere Lyngenfjorden og Rotsundløpet. I Kaa(jorden, som længer ind i Lyngenfjorden gaar ind mot SO, stikker likeledes en moræne langt ut i fjorden. Langnæset, som hærer sit navn med rette, er en lang grusryg, og i dennes fort sættelse følges en grund ryg til omtrent midtfjords. Ifølge mundtlig meddelelse av direktør THESEN, ved BirtaYarre (Lyngen) kobberverk, optræder der ogsaa en moræne ved Koberg og Kohergodden i Lyngens hovedfjord, ca. 5 km. syd for Lyngseidet. De to sidstnævnte moræner ligger paa omtrent samme topogra fiske nivaa.; fra Kaafjordens munding i Lyngenfjorden er der ca. 10 km. ind til Kohergmorænen og ca. 14 km. efter Kaafjorden ind til Langnæsmorænen. Først gik en vældig bred hræ frem til Spjaakenæs; ved tilhakerykningen delte saa hræen sig i to grene, en efter hver av (jor dene. Mellem de to moræner ved Spjaakenæs og Koherg er avstanden 24 1:1 25 km.; og regnet først efter Lyngen fjorden og senere efter Kaafjorden er der ca. 29 km. mellem Spjaakenæs og Langnæset. - Ogsaa paa vestsiden av Lyngshalvøen iagttages to moræne rækker. En mægtig moræne avskjærer Sørfjorden fra Ulfsfjorden. Morænen sætter her tvers over den store fjord, ved Skarmok paa fjor dens vestside og Jelsnæs paa østsiden. Fjordløpet, henævnt "Strøm men", tvers gjennem morænen, er kun en fjerdedel eller en tredjpdel saa bredt som selve fjorden, og det blev mig opgit, at slrømløpet ved fjære kun er 12 it 14 m. dypt. Ogsaa her har man et stort lang grnndt parti utenfor morænen, mens fjorden indenfor er dyp. Længer ind i Sørfjorden optræder ved Sjursnæs paa fjordens vestside en række grnsrygge, som ved høivand saavidt stikker op over fjorden, og som ved lavvand er ganske store. Likedan forholder det sig paa den anden side av fjorden, hvor man har store hol mer langt ut i fjorden. Der handles her om en undervandsmoræne, som:saavidt hæver sig op over fjordens nivaa. - Denne moræne lig ger 10 a 11 km. indenfor Skarmok morænen. Salangen. Moneneforholdene i Salangen er omtrent kongruente med de i Suliljelmas dalføre i Fauske. Beggesteds optræder først et Nedrevand og lidt længer ind et Øvrevand, og vandene ligger i begge dalfører kun nogen faa m. over fjorden. Nedrevandet er heggesteds

7 avspærret fra fjorden ved en endemoræne, og nogen faa km. høiere op i dnlførerne møter man en ny endemoræne, som skiller Øvrevan det fra Nedrevandet. - Selv navnene, Nedre- og Øvrevand er begge steds de samme. Den endemoræne, som ligger foran Nedrevand i Salangen, er omkring 1 km. lang; den hæver sig som en ryg til høide ca. 50 el ler 60 m. o. h. Oppe paa ryggen ligger Salangen 1kirke. Elven mel lem Nedrevand, som efter skjøn ligger ca. 5 m. over fjordspeilet, og fjorden er el par hundrede m. lang. Morænen mellem Øvre og Nedrevand hæver sig paa nordsiden av vandene til 20 a 25 m. og paa sydsiden til 30 it 40 m. over vand speilet, men er oftest meget lavere. Øvrevand ligger kun ca. 1 m. høiere end Nedre vand; elven eller strømmen fra Øvre vand til Nedre vand er kun 100 å 200 m. lang og paa det smaleste 50 a 60 m. bred. Maalt fra midtryg til midtryg paa de to moræner er avstanden 31/2 a 3:3/4 km. Øvrevand er bakenfor morænen nogenlunde dypt, men foran de to moræner er der stor tilmudring. I HELLANDS amtsbeskrivelse opgives Nedrevand til længde 2,8 km., areal 1,5 km2, høide o. h. omkring 4 m., dyp indtil 38 m.; og Øvrevand til omkring samme længde, areal 3,3 km2, høide 1 m. over Nedrevand og største dyp 56 m. Øksfjord pna Hindø. En ytre moræne sætter over fjorden ved Husjordøen Sti ømmen og avspærrer herved et indre fjordbassin. Fjordstrømmen gjennem morænen er kun 3-5 m. dyp. Desuten findes en indre moræne 21/2 km. utenfor bunden av Vestpollen. - Avstanden mellem de to endemoræner er 6 km. I Kanstadfjorden likeledes paa Hindøen, øst for Øksfjorden, avspærres den saakaldte lndre(jord ved en moræne. En række andre moræner i Lofoten er opregnet i mit arbeide "U ber die lokale Glaciation an den Lofotinseln am Schlusse der Eiszeit." l Ofoten.2 Her møter VI 1 el par fjordgrene med hinanden korrespon derende endemoræner. l Norsk geo!. Tidsskr., l, No. 7, 1907. - Endvidere henvises til den netop utkomne avhandling av TH. VoGT: Landskapsformerne i det ytterste av Lofoten, i Det Norske Geografiske Selskaps Aar bok 1\H 1-12. Se gradavdelingskartet Narvik.

8 Ved Langstranden (se profil fig. 2) sætter en vældig, konkav ind adtil buet moræne tvers over Rombakfjorden. - Fjorden, som her er omkring 1 km. bred, skjærer kun i et forholdsvis smalt løp, he nævnt Strømmen, gjennem morænen. Beisfjorden avspærres paa tilsvarende vis av en tvermoræne ved Fagernæs straks indenfor eller i utkanten av Narvik (se profil fig. 3). Fjordløpet er her paa det grundeste kun omkring 5 Ul. dypt ved lavvand. Forøvrig henvises om disse to moræner og om de store utfyld ninger paa deres forside til den efterfølgende fremstilling. I Skjomen, som er en meget dyp og lang fjord, der gaar ind til Frost.isen, var paa forhaand at vente en moræne omtrent i linje med Langstrand og Fagernæs morænerne i de to nærliggende fjorde, altsaa omtrent ved mundingen av Skjomen. Ved de bratte fjeldstyrt ninger her har jeg dog ikke set noget morænegrus; derimot. viser de paa opmaalingens kart avsatte oplodninger en barriere netop der, hvor morænen var at formode, nemlig straks utenfor Trangstrømmen, hvor fjorden er smalest. - Observationerne her er dog mangelfulde og usikre, og medtages clerfor ikke i det følgende. - I den indre del av Skjomen har jeg ikke været, og selv den ytre clel her kjen der jeg kun fra en dampskibstur. I Raandalen har man nær mundingen først et par ubetydelige smaavand, resp. 1 m. og 6 m. o. h., derefter følger Kringelvandet, 11 m. o. h., og Storvandet, 12 m. o. h. Del lille vand no. 2. (6 m. o. h.), er fuldstændig spærret av gabbro. Foran Kringelvandet og foran Storvandet ligger derimot lvermoræner, som opdæmmer disse vand nogen m. - Storvandet er tiere km. langt 1 og meget dypt; ved mit korte besøk (etpar timer) paa stedet i 1902 opgav man mig, at en mand, som var gaat tilbunds gjennem isen, blev soknet op paa 77 favnes dyp (145 m.) - Avstan den mellem de to moræner foran Kringelvandet og foran Storvandet er skjønsmæssig en eller halvanden km. Det tør dog ikke paastaaes, at disse to moræner svarer til de to moræuelrin, som vi ellers træf. fer oftest el stykke ut i de store fjorde. - Tænker vi os disse to moræner borte, vilde det lille 6 m's vand og de bakenfor liggende to vand, Kringelvandet og Storvanclet, danne et fælles klippebassin, der paa forsiden er spærret ved fast fjeld (gabbro). Skjærstad kirke og Misværfjorden. 2 Ved Skjær stad kirke paa østsiden og en liten odde paa. vest siden av Misværfjorden optræder en endemoræne, der forlsætter ved l Gradavdelingskarlet er endnu ikke utkommet. Jeg støtter mig her dels til mine egne iagttagelser sommeren 1906 og dels til J. REKSTADS senerefølgende beskrivelse i Geolo giske iagttagelser fru ytre del av Saltenfjorden, Norges Geo!. Unders., Aarb. 1910, No. Ill. - Se ogsaa kartblad Bodø.

9 Kvigstad ca. 4 km. længere mot vest (se REKSTADS geologiske kart). Ved Gradstrømmen skjærer Misværfjorden tvers gjennem morænen; løpet er paa det dypeste kun 6 m. dypt, mens man længer mot syd i Misværfjorden ifølge rektangelkartet har lodskud paa o p til 77 m. -- Ca. 3 km. indenfor Skjærstad kirke linder vi en ny endemoræne ved Sandø og Langholmen, derefter igjen ved Drevnæsodden og Roset og tilslut ved Laateran, 6-7 km. indenfor Skjærstad kirke- og Kvigstadmorænen. Morænen ved Laateran stikker frem som en liten odde paa fjordens vestside ; og nær ved et sjømerke omtrent midt i (jordløpet saaes ved lavvand en hel del rygge av grus og blokke. REKSTAD omtaler endvidere indenfor bunden av Misværfjorden op for Misvær og Mohus "en ret betydelig endemoræne, som er avsat samtidig med øverste terrassetrin her." - Jeg opfauet dannelserne her, ved min gjennemreise for nogen aar siden (1906), som en vanlig terrassedannelse, men skjænket dem forøvrig kun liten op merksomhet. Foran Nedre- og Øvrevand i Sulitjelmas dalføre. Om disse to velkjendte moræner henvises til ældre beskrivelser i mit arbeide "Salten og Ranen" (1890) og navnlig i OTTo NoR DENSKJOLDS "Topographisch-Geologische Studien in Fjordgebieten. 1 Nedrevand, som ved middelvandstand kun ligger omkring 1 m. o. h., avspærres fra fjorden ved moræner baade ved Finneide og ved Leifsætbugten. - Øvrevand, som kun ligger omkring 1 m. høiere end Nedrevand, avspærres igjen fra dette ved Hjemgammoræneu. - Hvis morænerne var borte, vilde Saltenfjorden gaa helt op til Skjønstu ved den østre ende av Øvrevand. - Avstanden mellem Hjem gammorænen og Finneid-Leifsætbugt-morænen er 3,5-4 km. (se profil fig. 4). Melø. l Holands{jorden er der to store undervandsmoræner, der som tverbanker sætter tvers over fjorden; den ytre ved Forøodden Kalvskjæret og den indre 31/2-4 km. længer ind ved Korsvik-Næsset. Fjorddypet er indenfor den indre banke 170 m., mellem bankerne 110 m. og utenfor den ytre banke omkring 16 0 m. eller noget der over. (lagttagelser paa stedet 1904, supplert ved dybdemaal paa kystkartet.) l Bull. of the Geol. Inst. of Upsala, No. 8, Vol. IV, Part Il, 1899. Se ogsaa kartblad Saltdalen.

10 Spillerdalen i Melø er en typisk sækkedal, ca. 11 km. lang. l dalen er der to vand, det indre 81 m. o. h. og 31/2 km. langt, det ytre 4!! m. o. h. og 11.12 km. langt. Foran hvert av vandene ligger der en tvermoræne. Avstanden mpilem disse er 31/2 km. - (lagttagelser l90t, og J. REKSTADs Bidrag til Nordre Helgelands Geologi, Norges geo!. Unders. Nr. 62, 1912; se ogsaa kartblad Melø). Ran en. Ved Finneidet mellem Finneidfjorden og Sørfjorden foreligger der en stor moræne, som forbinder Hemnæshalvøen med fastlandet (se profil fig. 5). Uten denne moræne, som hæver sig til høide ca. 50 m. o h., vilde halvøen ha været en fuldstændig omflydt ø. Denne moræne blev lagt op av den bræ, som kom ned Røsaadalen. l selve Ranenfjorden møter vi, ca. 22 km. ud i fjorden, et par nær hinanden beliggende banker, som kun saavidt hæver sig over fjordnivaaet og som for den væsentligste del arter sig som undervandsmoræner. Den ytterste (vestligste) av disse banker stikker frem i en liten odde ved Rognholmen, ca. 5 km. øst for Hemnesberget, og den inderste stikker frem i en lignende odde ved Store Høinæs set, et par km. længer mot øst. Disse to odder, som kun ligger nogen faa m. over fjordspeilet, og som læner sig mot den bratte fjeldvæg bakenfor, bestaar av morænegrus. Ut i fjorden kan den vestligste av disse moræner følges som en undervandsryg paa 16-25m.s dyp i en længde av noget over lf2 km. til litt forbi Ranskjæret. - Begge odder eller banker maa i det væsentlige tilhøre samme morænetrin, og det her omhandlede m9ræneled maa ha ligget. foran den store istunge, som kom ut Ranenfjorden med hele Dunderlandsdalen som nedslagsdistrikt. 12 km. indenfor Rognholmen optræder ved Skjaanæs nogen grusavleininger paa en odde over fjordspeilet, og i fjorden utenfor findes en ganske stor grusbanke. - Sandsynligvis handles der ogsaa her om en undervandsmoræne. Ranenfjorden er jevnlig 500-540 m. dyp; det er saaledes let forklarlig, at studiet av undervandsmoræner her blir vanskelig, særlig da lodskuddene paa sjøkartet ligger noksaa langt fra hverandre. Drevjebygden og Ømervandet i Vefsen. Ved gaarden Hatten litt nord for Ømervandet findes en moræne tvers over dalen, som her har længderetning NO til SV. Ca. 51/2 km. længer ned mot VSV a SV optræder en anden tvermoræne mellem Perjord- Kommermoen i Drevjebygden og Ø mer-

11 Yandet. Skuringsstriperne angir, at bræen. her bevæget sig ned dalføret fra Luktvasli til Hatten (fra NO til SV) og derfra i retning mot VSV fra Ømervandct over i Drevjebygden. Bindalen. Ved Bindalens kirke (Vatsaas) og i strøkets fortsættelse ca. 4 km. længer mot ONO, ved Heilstad, optræder en stor endemoræne, med længderetning ONO -NO; morænen ved Heilstad forbinder Vatsaashalvøen med fastlandet. Ved Øksningen er en tvilsom moræne, mu ligens tilhørende samme trin. 31(2 km. søndenfor Vatsaas-Heilstad-trinet findes en grusbanke, som adskiller indsjøen Lille F'loren (høide nogen faa m. o. h.) fra fjorden. Denne banke er temmelig sikkert en moræne eller en nu til terrasse omlagret moræne. Bindalsmorænen - eller morænerne - har tilhørt en hræ, som kom ned Bindalsdalføret ; dette er forholdsvis li tet; og morænerne er ikke saa store som de fleste ovenfor omhandlede, hvilke paa faa undtagelser nær tilhører meget store dalfører. Nogen andre moræner hovedsagelig i mindre dalfører, tildels forholdvis korte sækkedale osv. er beskrevne i de efterfølgende arbeider: H. REcscJI. Iagttagelser fra en reise i Finmarken, 1890. I Det nordlige Norges geologi, 1891. J. REKSTAD og J. H. L. VoGT, Søndre Helgeland. Norges Geo!. Cnders. No. 29, 1900. A. HoEL. Kvartærgeologiske undersøkelser i Nordre Trondhjems og ordlands amter. Archiv f. Mathematik og Natmv. B. 28, 1907. J. REKSTAD. Beskrivelse til det geologiske kart over Bindalen og Leka. Norges Geo!. Unders. Aarbog, 1909. J. REI{STAD. Bidrag til Nordre Helgelands Geologi. Norges Geo!. Unders., No. 62, 1912. J. REKSTAD. Geologiske iagttagelser fra ytre del av Saltenfjord. orges Geo!. Unders. Aarbok 1910. J. H. L. VoGT. Uber die lokale Glaciation an den Lofotinseln am Schluss der Eiszeit. Norsk geo!. Tidsskrift B. 1, 1907. - Like ledes mit tidligere arbeide Salten og Hanen. 1890. Destiten henvises til Th. VoGTS ovenfor citerte arbeide om Lo foten, videre til HELLANDS amtsheskrivelser og til flere av K. PET TEilSE:'IS arbeider. Kun en forholdsvis liten del av det nordlige Norge er hittil geologisk detaljkartlagt, og der maa her findes en utallighet av moræner, som endnu ikke er undersøkt.

12 Om de to trin av endemoræner det nordlige Norge. Som netop omhandlet optræder der i en hel del fjorde eller fjord- og dalløp i det nordlige Norge to endemoræner, den ene liggende et stykke bakenfor den anden. Vi skal begynde med at gjennemgaa avstanden mellem de to mm æner, maalt omtrent fra midten av hver mm æne. l AvstandP-n mellem morænerne Sydvaranger : Pasvikelven Langfjorden. Kaafj orden i Alten Kvænangen... Lyngen: Lyngenfjorden.... Lyngen og Kaafjorden. Sør og Ulfsfjorden. Salangen....... Øksfjord paa Hindø... Salten: Misværfjo r den... Nedre- og Øvrevand. Holandsfjorden.... Hanen........ Bindalen.......... Samt i temmelig smaa dalfører: Spillerdalen i Melø.... Drevjehygden i Vefsen....... Km. 14 13 a 14 4 ca. 10 24 il 25 ea. 29 10 il 11 31/z it sa'4 6 6 it 7 31/2 it 4 3'/2 il 4 12 ('?) 31(2 (?) Videre gir vi en sammenstilling over morænemes avstand fra bunden av vedkommende fjord - eller for fjord- og dalløp, hvor morænerne har avdæmmet et vand, fra vandets indre ende, idet fjorden oprindelig gik hitind.

13 Sydvaranger: Harefossen 5 km. indenfor nuværende fjordbund, Skogsø utenfor Langfjorden l. Kaafjorden i Alten.! Kvænangen.... i Lyngen: Kaafjorden.. Lyngen fjorden Sør- og Ulfsfjorden Salangen l,... Øksfjord.. Salten: Misværfjorden.... Nedre og Øvrevand l. Holandsfjorden..... Ranen....... ': l' Bindalen l...... 1.. M. oræ ne-avstand fra fjordbund - -K. - -- --Km. 7 3 5 6 21 15 3 21h 8 101/2 18 10 (?) 2(?) 9 20 a 21 7 15 35 4-5 25 it 26 61/:J 81/2 14-it 15 14-22 22 5\:J --- --- - ----------'-----'----- Desuten ved fjorde - eller fjorde med opdæmmet ind SJØ som fortsættelse - hvor der kun foreligger en enkelt moræne, eller kanske rettere uttrykt, er kjendt en enkelt moræne. Skjærvø: Oksfjorden l. Strømfjorden. Ofoten: Rombakken. Beisfjorden. Finneide-Sørranen hvor der hittil kun l Moræneavstand fra fjordbund Navnlig den sidste liste kan med lethet kompletteres betydelig, specielt dersom man ogsaa vilde medta ganske smaa fjorde. o o o l l l l i 6 10 l Regnet fra indre ende av opdæmmet indsjø.

14 I en hel mængde, nemlig naar vi sætter nogen tvilsomme observationer ut av betragtning l, i mindst 12 el-. ler 13 fjorde eller fjord- og dalløp, er konstatert to bakenfor hinanden beliggende moræner -- nogen mellemliggende indre trin. hist og her ogsaa moræner mellem det ytre og det At de ytre moræner tilhører samme trin, og at det samme ogsaa gjælder de indre moræner, fremgaar efter min mening navnlig av følgende momenter: holde; avstanden mellem morænerne ; beliggenheten under nogenlunde ens topografiske for mangelen av markerte morænetrin i de bakenfor beliggende dalfører. Hvad avstanden mellem moræneroe betræffer, saa er denne ikke konstant, idet den veksler noksaa sterkt, fra 3 a 4 km. og op til næsten 30 km. Vi møter dog en viss relation mellem moræne-avstanden og akkumulationsomraadets størrelse, selv om der ikke et tale om nogen matematisk propotionalitet, idet den lokale topografi ogsaa maa ha spillet en meget vigtig rolle. I distrikter med noksaa litet nedslags- eller akkumulationsomraade, som f. eks. Holandsfjorden og Spillerdalen, er avstanden mellem morænerne liten, kun 31/2 km. eller noget derover. I distrikter med ganske stort nedslagsdistrikt stiger avstanden gjerne til 10 a 14 km., og i Lyngen, med høie fjelde og meget stort nedslagsdistrikt, er avstanden endnu større. l Heller ikke tages hensyn til morænerne i Drevjebygden, idet disse ligger noksaa langt inde i landet.

15 Betragter vi eksempelvis Øvre- og Nedrevand i Sulitjelmas dalføre, saa danner den ytre del av Øvrevand en noksaa smal rende, kun omkring 1 km. bred. Nedrevand er derimot mindst dobbelt saa bredt, og det deler sig tilmed i to grene, den ene mot Finneide og den anden mot Leifsætbugten. Isbræen stødte her mot opragende fjeld ret vest for vandets midtparti, og istedenfor en enkelt bræ fik man to istunger, en tilhøire og en tilvenstre. Dette maa ha været en sterkt medvirkende aarsak til den forholdsvis ringe avstand mellem de to morænetrin i dette dalføre. I Lyngen møter vi det stik omvendte forhold. I Kaafjorden og i den indre del av Lyngenfjorden forelaa to separate bræer, men disse forenet sig til en enkelt bræ der, hvor Kaafjorden og Lyngenfjorden stødte sammen. l Lyngenfjordens ytre del maa bræen saaledes ha været utsat for et dobbelt tryk med derav følgende stor avstand mellem de to morænetrin her. Ogsaa andre reliefmomenter, som fjorddypet, fjordbredden - eller ste1 kt utvidelse av fjordbredden, som f. eks. i den ytre del av Kaafjorden i Alten, - videre de omgivende fjeldes høide, maa tages med i betragtning. En kritisk gjennemgaaelse av den vekslende avstand mellem de to trin taler saaledes for, at de ytre og de indre moræner tilhører hver sit fællestrin. - I langt indskaarne {jorde som f. eks. Langfjorden (med dens fortsættelse Langfjordvandet). Lyngenfjorden, Sørog Ulfsfjorden, Misværfjorden, Nedre- og Øvrevand i Sal ten, Holandsfjorden og Ranens hovedfjord, finder vi morænerne langt ute i fjorden, mens det omvendte er tilfælde ved de kortere indskaarne fjorde. - Morænernes beliggenhet i forhold til landets topografi i det hele og store taler saa\edes ogsaa for en samtidighet.

16 - I de bakenfor det indre morænetrin beliggende dale er endemoræner sjeldne, idet man kun hist og her tinder nogen oftest forholdsvis mindre moræner, navnlig i dalenes midtre og øvre løp; eller moræner mangler her fuldstændig, selvfølgelig fraregnet de recente eller nogenlunde re cente moræner. Jeg er saavidt godt kjendt f. eks. i Kaafjorden i Lyn gen, i den indre del av Rombakken og dette dalf01 es fortsættelse op langs Ofotbanen, videre i Sulitjelmas dalføre, at jeg tror at kunne paastaa, at dersom der her hadde foreligget nogen større endemoræne, saa maatte dette ha tiltrukket sig min opmerksomhet. Sulitjelmas dalføre er og saa specielt studert av O. NoRDENSKJoLD, som heller ikke har fundet nogen endemoræne indenfor Hjemgamst.rømmen. Det samme gjælder ogsaa Dunderlandsdalen, hvor jeg har reist flere gange. Foran Langvandet ligger dog her en terrasse, som sandsynligvis er avsat foran en isbræ, og som efter min mening kan sammenlignes med de store terrasser foran Mjøsen, Randsfjorden osv. I V efsendalen møter vi i Bjørnaadalen ca. 15 km. søn denfor Mosjøen en mindre endemot æne foran Store Bjørnaavand og likeledes en mindre endemoræne foran Øvrevand etpar km. søndenfor Fokstad. - At vi i flere fjorde kun kjender en enkelt mm æne kan ikke anføres som argument mot vor slutning om to markerte morænetrin. V ælger vi Ofoten som eksempel, saa er det i hø i grad sandsynlig, at Langstrand-morænen i Rombakken og Fagernæs morænen i Beisfjorden tilhører samme trin, nemlig det indre (eller yngre) trin. - Det ytre (eller ældre) morænetrin skulde vi het vente noksaa langt ute i Ofotfjorden, men her er fjorden baade saa dyp og saa bred, at man - ved de sparsomme lodskud, som findes avsat paa

17 gradavdelingskartet 1 - ikke kan faa noget holdepunkt for studiet av undervandsmoræne. I meget dype og brede fjorde kan bræen ogsaa ha kalvet paa noget vekslende steder. Angaaende alderen av det ytre og det indre morænetrin skal først paapekes, at morænerne ofte viser terrasseindsnit, undertiden endog i flere nivaaer. Paa steder hvor morænerne stikker op forholdsvis høit, som f. eks. 50 m. over fjordspeilet, og hvor den marine grænse ligger nogenlunde lavt, har man terrasseindsnit i nivaa med den marme grænse. Videre fæster vi os ved, at der jevnlig er en meget betydelig avstand mellem det indre morænetrin og de bakenfo, i dalførene beliggende øverste terrasser, tilhørende den marine grænse. Da disse terrasser avsattes, maatte isen ha trukket sig tilbake til mindst bakenfor terrasseme. De to moi'ænetrin tilhøre1 saaledes en periode, betydelig ældre end den, som betegnes ved de øvre terrasse1. Overhodet godtgjør morænernes optræden langt ut i fjordene, at de avsættes paa et tidspunkt, da landet endnu for den allervæsentligste del var dækket av is. Dette gjælder selvfølgelig i mest utpræget grad for de ytre (eller ældste) moræner. Men avstanden mellem de ytre og de indre moræne1 er saavidt liten, at landet ogsaa da de indre moræner avsattes for den væsentligste del maa ha været islagt. I det sydlige Norge angir de to bekjendte raer (eller dobbelt-rae ) en periode, da landet likel edes for den væ 1 Kystkartet (i 1 : 50 000) er endnu ikke kommet i handel. Det vil dog nt>ppe være til nogen hjælp, idet man ikke har nogen detaljoplodning i rigtig dype fjorde. Norsk geo!. tidsskrift. B. Il, nr. r r. 2

18 sentligsle del var dækket av is; og det er derfor naturlig at trække parallel mellem det ytre ra og det ytre morænetrin i det nordlige Norge, - og mellem det indre ra og det indre morænetrin. Avstanden mellem de to raer i det sydøstlige Norge er ved Kristianiafjorden ca. 30 (eller 27 km.) og paa begge sider av Kristianiafjorden noget større, helt op til 50 a 60 km Moræne-avstanden er saaledes her større end i det nordlige Norge. Derimot er relationen mellem moræne-avstanden og akkumulationsomraadet i alle fald med rundt tal det samme i det sydlige og i det nordlige Norge, - og det avgjørende kan ikke være den absolute km.-avstand, men relationer mellem avstand og nedslagsdistrikt. De to store raer i det sydøstlige Norge og de to tilsvarende Salpauselka-trin i Finland (med indbyrdes avstand oftest 15-25 km.), angir to efter hinanden følgende klimatiske oscillationer. Vi vet, at disse gjorde sig gjældende over et landomraade helt fra Arendalskanten (eller endnu længere vestover) mot vest til Karelen i øst - altsaa over en strækning av henimot 1500 km. fra vest til øst (eller fra VSV til ONO). Saadanue klimatoscillationer maa nødvendigvis ha utstrakt sin virksomhet ogsaa længer nordover, -- avstanden fra de to Salpauselka-rækker til vore to morænetrin i det nordlige Norge er 750-900 km., altsaa mindre end fra Arendal til Karelen. Vi maa saaledes med logisk nødvendighet forutsætte to markerte morænetrin langt ute i fjordene i det nordlige Norge. Og naar vi saa finder disse trin netop, hvor de skulde ventes, og naar vi tilmed træffer omtrent samme relative moræne-avstand baade syd og nord i vort land, saa rnaa det ansees som sikkert, at det ytre morænetrin nord-

19 paa svarer til det ytre ra, og det indre tnorænetrin nordpaa til det indre ra. Istedetfor uttrykket ra skulde man heller bruke dobbelt-ra, idet hvert av de to ram bestam av en dobbeltrække av nær hinanden beliggende endemoræner 1. -- Noget tilsvarende møter vi til en vis grad ogsaa fleresteds i det nordlige Norge. Eksempelvis har vi foran Langvandet (i Sydvaranger) og i den ytre del av dette vand flere nær efter hinanden følgende morænerygge (se s. 4); noget lignende gjentar sig ogsaa andetsteds (se s. 9). Under det ytre moræne- eller ra-trin naadde isdækket i det nordlige Norge langt ut i fj01 dene, men det gik ikke helt tilhavs. - Som bekjendt har flere tidligere forskere uten videre forutsat, at det saa maatte forholde sig ; først nu er levert egentlig bevis herfor. men Trækker man en linje f. eks. rnellem Kvænangen Lyngen og Karelen, eller mellem Salten-Ranen og det sydvestre Finland, saa finder,vi, at isdækkets vest- eller nordvestgrænse kun laa et forholdsvis kort stykke utenfor det store vandskille mellem Norge og Sverige-Finland (længst mot nord), eller mellem Norge og Sverige (noget længere sydover). Da isdækket - ifølge analogi med NANSENS tverprofil over Grønlandsisen - maa ha strakt sig som en nogenlunde jevn bue fra vest til øst, eller fm nordvest til sydøst, maa isdækkets høieste del paa dette stadium ha be fundet sig noksaa langt øst ellet sydøst for det nuværende vandskille. l P. A. ØYEN, Nogen bemerkninger om ra perioden i Norge. Norsk geol. Tidsskr., B. Il. No. 7. 1911.

20 At den sidste rest av isdækket blev liggende igjen øst eller sydøst for vandskiltet maa altsaa bero paa momen ter tilhørende isdækkets konfignation allerede under raperioden. Og at isdækket i det nordlige Norge under denne periode ikke strakte sig helt tilhavs, vil vistnok igjen av hænge av, at isen under sit maksimum strakte sig meget langt mot sydøst, syd og sydvest (over store dele av Rusland, den nordtyske lavslette, Holland osv.), mens den mot nordvest for det nordlige Norge ikke kan ha naadd længer end til haveggen, idet man endnu længer mot nordvest kommer ut for det store oceandyp. Ogsaa paa Vestlandet, fra Stavangerkanten til Romsdalskanten, findes der som bekjendt en mængde moræner et stykke ut i fjordene eller foran opdæmmende indsjøer, der - som senere skal omtales - i regelen maa være avspærrede fjordgrene. Ogsaa her har man i flere fjorde eller indsjøer to endemoræner, med indbyrdes avstand omtrent som i det nordlige Norge. C. F. KoLDERUP gaar i sit arbeide "Bergensfeltet og tilstøtende trakter i senglacial og postglacial tid" 1 ut fra, at disse vestlandske moræner representerer de to ra-trin, og denne antagelse er utvilsomt korrekt. I snit i morænen ved Finneidet foran Nedrevand i Fauske og i nogen smaasnit etpar andre steder sees, at vore moræner viser samme lagbygning som de "skikkede moræner" (raerne) paa Østlandet. De maa saaledes være avsat paa samme vis som raeme, albaa under vand. - Hermed er dog ikke paastaat, at vore moræner skulde være l Bergens Museums Aarbok, 1907, No. 14.

21 avsat netop under landets maksimale indsynkning. Raerne paa Østlandet dannedes ifølge BRØGGER paa det stadium, da landet begyndte den store nedsynkning, og noget lignende kan antages ogsaa for vore moræner i det nordlige Norge. Noget bevis herfor er dog ikke levert. Om høiden av morænerne og om størrelsen av de foran dem avsatte avleiringer. Som eksempel vælger vi først Langstranden (se s. 8 og fig. 5) i Rombakken, som er en fjord med steile sider og uten et eneste skjær. Naar der ikke tages hensyn til morænen med dens tilbehør, tiltar fjorddypet i det hele og store nogenlunde jevnt utadtil. lndenfor morænen er dypet noksaa jevnt paa 105 til 110 m., og utenfor morænen er dypet endnu større, først paa 175 m. og længer ut i fjorden paa 215, 225 m. og derover. Man maa, som vi senere nærmere skal godtgjø re, ba ret til at gaa ut fra, at fjorddypet like under m01 ænen er omtrent som straks indenfor moræoen, idet den lille ved bræen bevirkede erosion omtrent gaar op i op med fjordens gradvis stigende dyp utadtil. Fjorddypet ret under morænen sætter vi følgelig til ca. 110 m., antagelig h and les der om lidt større tal. Mm ænens høide over fjordspeilet er ca. 40 m.; den samlede høide blir altsaa mindst 150 m., kanske nærmest omkring 170 m. Den indre av de to av K. PETTERSEN beskrevne moræner i Kvænangen hæver sig til bøide 49 m. o. h. Den korte og temmelig sikkert sterkt tilmudrede fjord bakenfor morænen viser lodskud paa 32-35 favne (60-65 m.), og den utvilsomt ogsaa noget tilmudrede fjord straks utenfor paa 60-80 favne (113-150 m.). Den indre morænes høide kan saaledes anslaaes til mindst 125 m., kanske 150 m.

r-- --- Flg 1 Ydre Profiletavbrudt lrjdre DrarY}rr)er]sfJord i 7 Kl'l') l æ 17gd e.::::.::. :... DrarT)rY]erJsfjord "...... :. :': ::,;:. ;' : :(:i.'::},, 'twfi?i #A i t,,.,.. 1i -co.«\'*' VNV '(\_ '\'Z\.... - «".2.( \.;:_ "' Fig Z '' N ''"''' R Orr]bakker;J ;.. Profilet avbr u "'t..j i 7 k YY1 l.., æl)gd...... e RorY}bakbot r;js / '"" " " a \ " "'0 0 'Tll':. n] 50 o.o VNV OfotDordeQ Fig.3 NarvikbugteQ 35-2'1flJ.JV L.JU/ -="'._.-,._ -ri - :/: ;;::t;;;\:':{;,: ;,;', : -,,,,:,:.:r\!\ o'.;\ : '. -0:-L:::. :i :,:i:;i ::: _ -.c.. - - - - - - 050 "' -- JO Cf5 jl 12krr) ws fsg_

Hjerrygai1'J =, 0 Øvrevand ø S SV l V Lær79deprofil Saltfjorder;- SkjærstadfjorderJ- Nedre-&. Øvreva17d- La17gvaryd o V Leifs et Nr! O.. FiCJ 5 fi rjrj e1de '""""'""""' '+' Fron" d(jorde ',1;,; 7:,...... \:. :.::. ;;i })iff; t?; ;," O qs 1 Kn) o : :] l l Fiq.b

24 Til fig. 1-6. Fig. 1-5 er i samme maalestok, for længden 1: 33,333 og med høiden tegnet ca. 3.5 saa stor som længden. Pilene angiver isens bevægelsesretning. Endemorænerne er betegnet hovedsagelig ved smaa runde ringe, og afleiningerne foran rnorænerne samt terrasseafleiningerne paa fig. 2 ved punktering. Det faste fjeld i undergrunden er angit ved skraa skraffering (l ikesaa pa a fig. 6). Fjordgjennemskjæringeme gjennem moræneme er paa fig. 1, 2 og 3 betegnet avbrudte streger. m tallene angiver fjord eller indsjødyp. Profil fig. 1 er avbrudt i 7 km.s længde; det samme gjælder ogsaa fig. 2. Fig. 6: Maalestok for længden 1 : 500,000 og høiden tegnet 10 gange saa stor som længden. Fjord og indsjø er her betegnet sort. Bakenfor den ytre mm æne har man lodskud paa 70-80 favne (132-150 m.) og straks utenfor morænen- fraregnet til mudringen like foran morænen - paa 90-100 favne (169-188 m.). Hertil kommer morænens høide o. h.; denne findes ikke angit hos K. PETTERSEN, men da morænen er bred og spærrer næsten tversover fjorden maa der i alle fald handles om et snes m. Alt i alt maa morænen saaledes være mindst 160 m., antagelig omkring 180 m. høi. Ved flere av de andre ovenfor omhandlede mm æner, kan vi paa lignende vis av karteme aflæse høide paa noget over 100 m. Ved de allerstørste av vore moræner i det nordlige Norge, nemlig ved Spjaakenæs langt ute i Lyngenfjorden og ved Skarmok mellem Sørfjorden og Ulfsfjorden. mangler desværre oplodning utenfor og indenfor morænerne. Antagelig er høiden i alle fald av den førstnævnte av disse moræner paa mindst 200 m.

25 Til sammenligning indskytes, at W. C. BRøGGER 1 i 1900-1901 beregnet høiden av Svelvik-morænen til meilem 150 og 190 m. Paa grundlag av det først i 1905 utkomne nye kystkart i maalestok. 1: 25,000 kan høiden nu bestemmes me1 e n øiagtig, nemlig til paa det høieste ca. 170 m. (ca. 120 m. under og 40 a 60 m. over fjordspeilet). Det omtrent s am menhængende Smaalens- og Jarlsbe rgra, likesom ogsaa de to Salpauselka-moi æner i Finland, hæver sig sjelden mere end 40 a 60 m. over den omgivende mark, men foran istungerne i de trange fjorde kan moræne-mægtigheten, saaledes som tidligere bl. a. betonet av BRøGGER, bli meget større. Ikke saa ganske sjelde n har vi her samlet høide paa 150 m., undertiden paa m ellem 150 og 200 m., hist og her vistnok ogsaa paa over 200 m. Det ved bræerne og hræelvene fre m til bræenden transpm terte material blev dels avsat i selve morænerne, - dels avlagret umiddelbart foran disse - og dels med elv eller fjord ført længere ut til havs. V ed de bræer, som utmundet ute i fjordene, spiller avlagringerne foran moræneme uten undtagelse en meget væsentlig rolle, og kvantitativt regnet er disse avlagringer i regelen større, tildels endog flere gange større end selve endemorænerne. Disse avlagringe 1 kan kun undersøkes ved hjælp av detaljkarter med talrike lodskud. Det bedste kart, vi i saa henseende har hertillands, e1 det i 1905 utgivne detaljkart maalestok 1 : 25,000 (Spe cialkart over den norske kyst l Nivaaforandringer i Kristianiafeltet. 1900-1901 (s. 138.).

26 fra Drammen til Rødtangen) over den av BRøGGER i 1900-1901 studerte Svelvik moræne og avlagringerne foran for samme. Idet henvises til BRøGGERS beskrivelse skal jeg paa grundlag av det nye ka1 t komme med nogen supplerende bemerkninger, som vi har bruk for i det følgende. Bunden av Drammensfjorden bakenfor morænen v1se1' et jevnt og langsomt tiltagende dyp, jo længer man kom mer sydover i fjoi'den: Avstand inden for morænen Dyp i fjordens midtre del 12-10 km. 97-103 m. 10-8 " 101-107 " 8-6 " 105-110 " 6-4 " 110-114 " 4-2 " 114-117 " 2-1 " 116-117 " Derefte1 kommer morænen med avheld indadtil: 158 m.s høide (fra + 50 til -;... 108 m.) paa længde 670 m.; eller 130 m.s høide (fra + 40 til -7-90 m.) paa længde 530 m., altsaa med skraaningsvinkel 1: ca. 4,1 eller ikke fuldt 14 o (ca. 131/2 ). - Man forestiller sig gjerne al avhældet ved morænerne skal væ1 e steilere end 14, men faldet er dog her indadtil kun 1 : ca. 4 ; dette er forøvrig en ganske brat bakke. l Svelvik-morænen e1 maalt i fjordens mvaa 0,55-0,75 km. bred. Derefter kommer fjorden utenfor morænen med dyp i fjordens midtre del : 1 Paa profilerne fig. 1-5 er høiden tegnet 31/2 gang saa slor som længden.

27 Avstand utenfor morænen Dyp i fjordens midtre del 0-1 km. oftest 1-4 m. 1-2 " " 4-8 " 2-4 " " 11-17 " 4-6 " " 20-30 " 6-8 " " 23-30 " 8-8,5 " " 31-32 " 8,5-9 " " 30-45 " 9-9,5 " " 60-75 " 9,5--10 " " 86-130 " Og senere midtfjords efter fortsættelsen av Drammensfjordens rende, dyp paa 115, 120, 130, 154 m. Rødtangen ligger 9 km. og fjordgapet ca. 9,5 km. uten for morænen. lndenfor morænen har vi i 10 km.s længde et aldeles jevnt og gradvis tiltagende dyp, fra 101 til 117 m.; og 10 km. utenfor morænen begynder dyp paa ca. 120 til 130 m. og dedra stigende til 154 m. Dette representerer den faste fjeldgrund (kun med et ganske tyndt belæg av ler og andet løst material). - Videre maa det være berettiget at slutte, at den faste fjeldbund i fjorden, saaledes som angit paa fig. 1, ogsaa under de mægtige glacialavleiringe i det hele og store tiltar i dyp nogenlunde jevnt utadtil, fra 117 m. indenfor morænen til lidt over 120 m. paa de første 9 a 10 km. utenfor morænen. I denne forbindelse henvises til den av BRøGGER (1. c., s. 138-141) foretagne beregning, nemlig at {jordbunden indenfor 1norænen ved den bræ, som stanset ved morænen, kun kan være utgravet nogen ganske faa m. Fjordavleiningerne straks utenfor morænen maa saaledes efter fjordens midtlinje være omkring 110 a 115 m.

28 mægtige; 3 til 8 km. utenfor morænen avtar mægtigheten til 90 a 100 m. og omkring 9,5 km. utenfor morænen skraaner avleiningeme hmtig av. Ialt dækker disse avleininger foran morænen et areal av 15 km2 - BRøGGER har beregnet Svelvik-morænen med de foran liggende avleiringer til op imot 11/2 km3, derav i selve morænen mellern 1/ti og 1/4 km3 En reviderende beregning av mig, paa grundlag av det nye specialkart i maalestok 1: 25,000, viser det samme resultat, nemlig omkring 1,5 (eller 1,55) km3 for baade rnorænen og avsætningerne foran for samme, - og ca. 0,18 km3 alene for morænen 1 I selve morænen avsattes saaledes kun med rundt tal en ottendepart 2 saa meget som i avlagringerne foran for morænen. Vi tar saa nogen eksempler fra det nordlige Norge. Det ca. 5 (eller 5,6) km2 store Nedrevand (se s. 9 og fig. 4) i Sulitjelmas dalføre er næsten fuldstændig tilmudret foran Hjemgam-morænen. Vandet er saaledes over meget stor utstrækning kun et par m. dypt, og blot undtagelses vis har man dyp paa 20 m. eller noget derover, et sted paa 26 m., et andet sted kanske litt mere. Paa partiet straks bakenfor Hjemgam-morænen er Øvrevandel i flere km.s længde ca. 120 m. dypt - og endnu længer indover er dypet endnu større, hvorom mere nedenfor (se profil fig. 6). Det er saaledes noksaa sandsyn 1 Jeg har her gaat ut fra, at det faste fjeld under fjorden viser samme tverprofil som længer nord i fjorden, - at det faste fjeld efter fjordens midtlinje ret under morænen ligger 115 m. under fjordspeilet og længer ut i fjorden 120 m. under fjord speilet - og videre, al morænen ikke alene paa baksiden, men ogsaa paa forsiden skraaner under en vinkel av 14. 2 Muligens kan dette være litt for lavt, idet der ogsaa kan tænkes en mindre moræneavsætning nogen faa km. søndenfor Svelvik morænen.

29 lig, at avleiringerne i Nedrevand er mindst 100 m. mæg tige. Sikkert maal kan dog her ikke faaes. Ogsaa foran Fagernæs-morænen (se s. 8 og fig. 3), som spærrer over Beis jorden like ved Narvik, møter vi en lignende tilmudring, nemlig over hele Narvikbugten (Narvik havn) av areal ca. 3 km2, og endvidere ut mot fjordgapet til Ofotfjorden, saaledes ialt over et areal av ca. 6 km2 og i en længde av ca. 3,5 km. utenfor morænen. Narvikbugten viser et forbausende jevnt dyp, i den indre del paa oftest 25-30 m. og i den ytre del paa 29-33 m. - Derefter følger litt større dyp ut mot fjordgapet, saa kommer et forholdsvis brat avheld av de løse avlm ringer, og derpaa den faste fjeldbund med dyp 129, 170 rn. osv. ut mot stordypet paa mindst 300 m. i Ofolfjordens midtrende. I den indre ende av Beisfjorden (8 km. lang) optræder store terrasser, og fjorden selv er sterkt tilmudret fra disse terrasser av; det største dyp er saaledes her kun 50 m. Men fast fjeld kan man først faa paa adskillig større dyp. - Det faste fjeld utenfor de yngre avleiringer synes først at begynde ved dyp 120 m.; avleiringerne foran morænen er saaledes her antagelig omkring 80-90 m. tykke. Sik kert maal kan dog ikke her erholdes. Beisfjorden, som ligger midt mellem de ganske store fjorde Rombakken og Skjomen, hadde et noksaa litet akkumulationsomraade, men selv dette kunde levere meget betydelige glacialavleiringer. Baade ved Hjemgam, Nedrevand og Fagernæs-Nar vikbugten har de foran morænerne avsatte avlagringer meget større kubikindhold end selve morænerne. Ved N arvikbugten er de yngre avlagringer til stor nytte for Narvik havn. I Nedrevand derimot har de medført betydelige ekstraomkostninger for Sulitjelmaverkets trafik.

30 Utenfor Langstrand-morænen i Rombakken møter VI (se fig. 2) først et grundt parti, paa 25-45 m.s dyp i omkring en km.s længde, og derefte1 en brat molbakke ned til 175 m. Længer ut tiltar dypet til 215-225 m., og 4 å 5 km. utenfor morænen stiger dypet til 320-340 m. Foran Finneid morænen (i Hemnæs), som er ca. 50 m. høi over fjordspeilet, og som forbinder Hemnæshalvøen med det første land (se s. 10), træffer vi i Finneidfjorden i 1,5 a 1,75 km.s længde et temmelig ijevnt dyp, paa oftest 40-45 m. (se fig. 5), og derpaa følger et noksaa brat avheld til 118 m.s dyp; længer ut tiltar fjorddypet til 146, 152, 198 m. og derover. En væsentlig del av brævandet vil forøvrig her ha hat sit avløp ut Sørfjorden. Ogsaa i Kanstadfjorden foran Kanstad-morænen, i Øksfjorden foran Husjord-morænen (begge paa Hindøen, se s. 7) og foran Reknæs-morænen mellem Øst-Vaagø og Store Molla, iagttages betydelig tilmudring foran morænerne. Og foran morænen ved Skjærstad kirke og Kvigstad utenfor Misværfjorden viser Saltfjorden utenfor Kvik stad over et areal paa 6 km2 et dyp paa kun 1 til 5 m.; medregnet tilgrundingen paa dyp 20, 30, 40 m. og noget der over maa de løse avleiringer her dække et areal av i allefald 8 km2. - Desvæl'l'e mangle man end nu detaljoplodning foran de store moræner i Kvænangen, Lyngenfjorden og Sør- og Ulfsfjorden, men de ovenfor nævnte eksempler hovedsagelig fra de middels store, tildels ogsaa fra kun forholdsvis smaa moræner i det nordlige Norge er tilstrækkelige til at godtgjøre størrelsen av de foran morænerne i det væsent lige ved brævandet avsatte avleiringer.

31 Til sammenligning indskytes nogen opgaver over den ved dypboringer maalte tykkelse av forskjellige terrasser, selv om disse ikke er avsat umiddelbart foran moræner. Ifølge I. P. FRns's "Terrænundersøkelser og Jordboringer i Størdalen, V ærdalen og Guldalen samt i Trondhjem" 1 traf man i flere bm hul i Værdalen fast fjeld først i dyp 94,6, 96,5 og 97,07 m., og man boret til dyp 87,9, 88,3, 89, 89 m. (og 91,5 m.) uten at træffe fast fjeld. - I Guldalen traf man etsteds fast fjeld i dyp 82,1 m., og man boret her andetsteds 72,2, 72,3 og 89,85 m. uten at træffe fast fjeld, - Like ved jernbanestati onen i Trondhjem boret man 86,2 m. uten at træffe fast fjeld. Avleiringerne var altsaa fleresteds over 90 m. tykke, temmelig sikkert paa enkelte slecler over 100 m. tykke. U nclertiden handles der vist nok om tal b etydelig større end 100 m. Om moræneavleiningernes opdæmmende evne, og om delvis avspærrede fjorde og opdæmmede indsjøer. Vi begynder med en tabel over delvis avspærrede {jorde, og medtar a) det mindste dyp ("strømdypet") ved lavvand i den dypeste rende gjennem morænen, og b) avstanden fra morænen til fjordens bund, henholdsvis til bund av fjorde n med bakenfor liggende avspærret fjorclbassin el ler moræne-opdæmmet indsjø. Moræner langt ut i fjo rdene, hvor dypet er saavidt stort, at der ikke kan tales om nogen egentlig avspærring av fjordene, medtages her ikke. l Norges geol. Unders., No. 27, 1898.

. ' 1 32 Langneset, Lyngen... Langstranden, Rombakken Skarmok, Sørfjorden Kvænangen: Ytre, Storstrømmen I ndre, Lillestrømmen Kaafjorden, Alten, indre. Gradstrømmen, Skjærstad. Strømfjorden, Reisen; smal Fagernæs, Beisfjorden.. Husjordø, Øksfjord... Kanstad, Kanstadfjorden... Langfjordstrømmen, Sydvaranger Strømdyp M. (60?) (25?) 12-14 ca. 9,5 " 8,7 grundt ca. 6 grundt 5 3 -;:)- 4 1 Fjordlængde bakenfor morænerne Km. 6 9,5 25 a 26 15 5 3 a a 15 10 8 8.5 5 20 a 21 ---- --- ------ O pga verne over slrømdypet ved fjære sjø kan være noget usikre; i teoretisk henseende er dog dette for vort bruk uten betydning. Tabellen kunde med lethet kompletteres i ganske væsentlig grad; men jeg finder det overflødig at ta end nu flere eksempler. Pa a gnmd av den sterke strøm foranlediget ved flo og fjære bærer de smale og grunde morænegjennembrud næsten altid navnet "strømmen" (Storstrømmen, Lillestrømmen Gradstrømmen, Langfjordstrømmen osv., meget ofte kun navnet Strømmen). Videre gn VI en tabel over nogen indsjøer bakenfor moræner: l. n SJøens l a v st and l I d 1Jndsjøens 11 I d. l Indsjøens n SJø ens l største, høide l fra fjord længde. dyp ; l M. Km. l Km. l M. i' Sulitjelrnas dalføre: Nedrevand ca. ca. 0,32 3,5 Øvrevand. " 1,5 10 1 (261) 328 Salangen: Nedrevand " 5 " 0,32 2,8 (381) Øvrevand... " 6, ea. 3 56 Oksfjorden; Reisen.... nogen m. " 0,7 l 6 il Vistnok ang - andet ydvar _ angel" 10 1,2, 6,3 f g ;e l N edrevandet baade i Fauske og i Salang-en er sterkt lilgrundet foran den indre moræne; maalene angir saaledes ikke vandenes oprindelige dyp. 2 Kort strøm mellem Øvre og Nedrevand.

33 Ogsaa denne liste kunde med lethet kompletteres. 1 Ved indsjøer som ligger ganske lavt ove1 fjordspeilet, er angivelsen av høiden o. h. av noksaa vak natur. Saaledes ligger Øvrevand i Sulitjelmas dalføre til de forskjellige aarstider 1,2-3,5 m. og Nedrevand 0,8-3,2 m. over laveste fjære, mens omvendt høieste flo i fjorden ligger 2,2 m. over laveste fjære. Ved høi flo kan saaledes fjorden gaa ind i Nedrevand, hvor van det ofte er noksaa brakt, og selv i Øvrevand har man paa støne dyp brakt eller salt vand (se OTTo NoRDENSKJOLDS avh. 1900). Der er saaledes en gradvis, tilmed næsten umerkelig overgang mellem de moræne-avspærrede fjordbassiner og de moræne-opdæmmede indsjøer. Hvis den faste landflate ved Langfjorden (Sydvaranger), paa Hindøen, ved Beisfjorden, Misvædjorden osv. var blit hævet kun nogen faa m. mere end tilfældet har været, vil de Langfjorden, Indrefjorden (i Kanstadfjorden ), indre Øksfjord, Beisfjonlen, Misværfjorden osv. bli omformet fra fjord med salt vand til indsjø med fersk vand. Og en ekstra hævning paa ikke fuldt 30 m. vilde bevirke at den indre del av Drammensfjorden blev en 18 km. lang indsjø, med avstand 10 km. fra fjorden. Omvendt vilde en sænkning av den faste landflate paa kun 3 m. være nok for at Skjærstadfjorden med salt vand vilde gaa helt til Skjønstu ved den indre ende av Øvrevand. Og var morænerne med deres tilbehør av mægtige avleiringer paa forsiden borte, saa vilde, for at beholde det 1 Bl. a. henvises til min ovenfor citerte avhandling om glacia tionen paa de ytre Lofotøer. Her er opført en række forøvrigt noksaa smaa moræneopdæmmede vand av længde resp. 1,5, 0,65, 1,8, 1,2, 2,2, 0,8, 1,5, 0,75, 1,2, 0,35 km. og av høide o h. resp. 2, 5, 15, 16, 24, 35, 36, 51 og 56 m. De allerfleste av disse vand, kanske samtlige, er avspærrede og opdæmmede fjordgrene. Norsk geo!. tidsskrift. B. II, nr. I r. 3