Santa Cruz af Torben Bech
Klokken var tre minutter over to, da Todd ikke kunne vente længere. Det var oktober i Santa Cruz i Californien, og vejret havde været skønt frem til i nat, hvor regnen var kommet. Det var en hård regn, men duften fra Redwoodgranerne og Eukalyptustræerne var mild og frisk. Everly svarede igen ikke sin telefon, så han ringede til Sean. Efter femte ring blev telefonen taget, og Seans stemme lød overraskende frisk, tidspunktet taget i betragtning. Todds stemme dirrede. - Undskyld jeg ringer så sent Sean. Everly er ikke kommet hjem, og hun tager ikke telefonen. Jeg er ærlig talt ved at være bekymret. - Har du talt med Melissa?, Spurgte Sean dovent. - Nej, svarede Todd. - Jeg ville prøve hende først. Har du hendes nummer? Todd lukkede øjnene, da han ringede op, ventede et ring, og var ved at ringe af igen, da Everly tog telefonen. - Hej Todd, sagde hun. - Er du okay, spurgte han bævende. Hendes stemme havde en klang af uendelighed over sig, da hun svarede. Ordene blev strakt ud. Og Todd kunne mærke sit eget åndedræt blive hurtigt af ophidselse. - Jeg kommer ikke hjem til dig i nat alligevel, Todd, sluttede hun af. Han bed sig i kinden. - Okay, svarede han. Vækkeuret ringede klokken syv, og selvom Todd næsten ikke havde sovet, var det en befrielse at stå op. Han lavede sig en firdobbelt espresso. To almindelige og to decaf. Han tog en håndfuld M&M's fra køkkenskabet og tyggede manisk på dem, mens han fodrede de to katte. Så steamede han mælken og kom den i kaffen, halvt kaffe, halvt mælk, og sluttede af med to toppede theskefulde brun sukker. Derpå satte han sig til at arbejde. - Jeg skal bare nå fem tegninger i løbet af dagen, en tegning per halvanden time, det er muligt at nå, sagde han til sig selv. Tegningerne var tekniske tegninger af butiksplazaer, der skulle opføres i Austin, Texas. Hans job var at gå tegningerne igennem for mangler og overholdelse af regler, så bygningerne kunne blive godkendt til opførelse. Arbejdet var kedsommeligt men det krævede tålmodighed og fokus. Todd så ud på terrassen og ud mod træerne der var dækket af dis. Han trak vejret dybt. Tog en slurk kaffe og gik i gang. Halvanden time senere var han endnu ikke halvt færdig med den første tegning. Han lavede sig en kop kaffe til og spiste en håndfuld M&M's. Kattene miavede og ville ud, og han åbnede døren til terrassen. Kattene var så vant til at være inde, at de tøvede med at gå ud. Forsigtigt prøvede kattene de halvvåde fliser af med poterne, før de endelig listede ud. Todd forbandede den tykke dis som kattene forsvandt i. Han satte sig til skrivebordet igen. Fokuserede. Telefonen ringede. Han lavede sin stemme om, så den lød frisk og oplagt. - ECD Design og Tilgængelighed. Hvad kan jeg hjælpe med? - Hallo? Hvid støj i den anden ende. - Er det dig Everly? Røret blev lagt på. Han kiggede ned i papirerne igen, tænkte, at det kunne have været Karen, hans ekskone som stadigvæk ikke kunne holde Everlys navn ud. Men det var for tidligt for hende i Austin, hvor hun stadigvæk arbejdede for ham på kontoret.
Santa Cruz / 2. Todd løb tiden igennem i hovedet. Som det så ud nu var der lidt over en time tilbage per tegning.- Ikke nok. Men jeg skal nå det, sagde han til sig selv. - Jeg skal nå det. Kom nu! Da Everly dukkede op senere var han endelig i gang med sin anden tegning. Han var to timer bagud nu. Han genkendte lyden da hun åbnede døren. Genkendte hendes forsigtige trin på gulvtæppet. Han vendte sig ikke om. I stedet rettede han på brillerne og forsøgte at fokusere. - Hej, sagde hun endelig. Alting i ham kløede, og han vidste, at det var bedst ikke at sige noget. - For helvede Everly? Ordene kom uforberedt og højt. En facon han ikke brød sig om. Han lukkede øjnene og ønskede, at det kunne holde udbruddet tilbage. Da han åbnede dem igen, så han på hende. Uendeligheden, han havde følt tidligere, udvidede sig for øjnene af ham. Rummet imellem dem var enormt. - Du har altid vidst, hvordan jeg havde det. Det er ikke noget nyt, sagde hun. Han tog hver detalje ind. Måden hun sagde det på, mens hun knejsede med nakken et øjeblik. - Har du set bølgerne, spurgte hun. Et øjeblik tabte hun fokus. - Det er helt vildt i dag Todd. Det er virkelig smukt. De små dun på hendes overlæbe var våde af dug. Læberne var fyldige, som var de hævet op i løbet af natten. Hendes stemme blev fjern, da han vendte sig mod arbejdet igen. Bag ham talte hun nu i een lang strøm, men for første gang i meget lang tid kunne han fuldstændig fokusere på arbejdet, og han gik i gang med den tredje tegning. - Tre mere, sagde han til sig selv. Det var først, da hun tog fat i hans arm, at han hørte hende. - Hvad er der? - Vil du være sød at hente dine ting i dag? - Okay, sagde han. - Jeg er ude fra tolv til to. Kan du nå det der? - Okay, svarede han. Han hørte døren smække. Så kiggede han på tegningen igen. Halvanden time senere var han færdig med alle tegningerne, og han satte sig ind i bilen. Han kørte bagom ad King Street, videre ad Mission, og fortsatte på Swift, til han nåede West Cliff Drive, der snoede sig langs kysten og havet. Jo nærmere han kom kysten, des tættere blev tågen. Lyden af bølgerne, der slog mod kysten, blev højere og højere, indtil lyden var så voldsom, at den overdøvede bilmotorens dunken. Todd rullede vinduet ned. Bilerne holdt i kø langs hele kysten, og folk gik eller stod med blikket rettet stift mod havet. Todd tabte mælet, da han så den første bølge tårne sig op. Han beregnede, at den måtte være mellem femten og tyve meter høj. Det ridslede ham koldt ned ad ryggen. Bilerne bevægede sig i sneglefart fremad. Ved fyrtårnet og Steamer Lane fik Todd øje på en Surfer med et rødt bræt. En "gun", speciallavet til store bølger, med en spids næse og lang smal rød krop. Surferen bevægede sig over plænen ved fyrtårnet og videre ud mod klippen, hvor surferne hoppede i. Surferen masede sig igennem mængden af folk der havde vovet sig ud på klippen. Todd holdt vejret, da surferen nåede enden af klippen, og han tænkte på en kajaksurfer, han engang havde set blive taget af en stor bølge. Kajaksurferen forsøgte at undslippe, men blev kastet på ryggen den lange vej ned for at få bølgen over sig. Todd huskede, hvordan tilskuerne og han
Santa Cruz / 3. selv havde holdt vejret og ventede på, at kajaksurferen skulle dukke op i vandoverfladen igen. - Det er alt for vildt i dag, sagde han til sig selv. Og det var, som om surferen for enden af klippen hørte ham, for han vendte rundt med blikket stift rettet mod jorden og bevægede sig tilbage. Todd fnøs. Dyttede af bilen foran ham, som var stoppet op, og nu blokerede trafikken. Føreren af bilen hoppede ind igen. Kørte ind til siden og lod ham komme forbi. Klokken 13 kørte han op til Everlys rækkehus. Han var sulten, men havde ikke lyst til at spise. Han tog den tomme plastickasse fra bagagerummet med. Todd låste sig ind, og med det samme ramte den kvalme stank af gamle madrester ham og mindede ham om tømmermænd, mindede ham om morgener for længe siden. Lyden af Michael Jacksons "Billy Jean" kørte på repeat på anlægget. Selvom alt var ét stort beskidt rod, og der stod to-go kopper og takeawayrester overalt, så så Todd med det samme de ti UPS-ruller med tegninger, der stod i hjørnet af stuen. - Åh gud, sagde han højt. Han sukkede og gik træt over mod dem, noterede sig vasketøjet på gulvet og de brugte bind, der lå mellem undertøjet. Han så et par brugte engangsgummihandsker, der lå krøllet sammen i hjørnet af sofaen sammen med Everlys dildo, der havde form som et vandtårn, og som han havde fået et foredrag om havde netop denne form, da den ikke måtte repræsentere en penis. Han samlede tegningerne op. Gik ud i køkkenet. Han tog juiceren, selvom det havde været en gave til Everly. Han løftede låget og måtte gispe efter vejret. Frugt og grøntsagsrester lå dækket af blåt mug og grønt slim. Han tog den med alligevel. Resten lod han ligge. Han var ligeglad med sine sweatshirts, som hun havde lånt "for at have hans duft tættere på", og kunne i øvrigt ikke få øje på den navyblå hættetrøje, som var den, hun foretrak. Tanken om at hun havde været sammen med en anden iført hans trøje, fik ham et øjeblik til at lukke øjnene. Telefonen ringede. Han tog en dyb indånding. - ECD, det er Todd. - Du taler med Michael Clemens, må jeg spørge om jeg taler med Hr. Lozano? - Ja. - Hvordan fungerer din internetforbindelse, Hr. Lozano? Todd satte kassen på gulvet. Den ene rulle tegninger faldt ud. - Fucking lort. - Undskyld? - Tegningen faldt ud. - Nå da. Hørte du mit spørgsmål. - Ja, undskyld. Mit net fungerer fint, ellers tak. - Også til 9,99 Dollars om måneden for den hurtigste forbindelse? - Min kæreste har forladt mig, og hun har glemt at give mig det arbejde som UPS har sendt til hende, for at hun skulle give det videre til mig. Kan du hjælpe mig med det? - Nej Hr. - Jeg er fem uger bagud allerede. Og jeg har lyst til en øl. Jeg har ikke drukket i elleve år. - Okay.- Det er ikke okay. Han lagde på. Fucking Everly, tænkte han. Nu var han endelig ved at finde et flow, havde lagt en plan og fulgte den, og så lå der flere tegninger her. Nu hvor han lige var ved at komme igennem. Han sad i bilen og vidste ikke, hvorfor han sad der. Hvordan han var kommet derud. Hvordan han havde startet bilen. Alt var væk. Han var tilbage på West Cliff drive, da han så den
Santa Cruz / 4. navyblå hættetrøje med ryggen til. Han ville have genkendt hende på en kilometers afstand hvor som helst. - Giv mig min trøje, hvislede han. - Hej Todd. Det er Melissa. - Er det ikke for vildt derude? Todd så på Melissa. Et hoved lavere end Everly som ikke var høj. Brede skuldre. Navy cut og et par bryster, som hun gjorde alt for at skjule. - Fucking dildo, sagde han og vendte sig om, før han fik fat i trøjen. - Fucking dildo, gentog han for sig selv. - Den ligner kraftedeme en pik, så kan du sige hvad du vil. Han så på menneskene omkring sig, og de føltes, ligesom Everly, adskilt fra ham. Han var ikke en del af dem. Ikke en del af denne verden. Og i hovedet hørte han Everlys stemme, der talte og forklarede ham hvorfor dildoer, der ligner en penis er kønsdiskriminerende, og han trak vejret i korte paniske stød. Han stoppede ved plazaen overfor New Leaf. "The Red Room" stod der bøjet i grimt neon, ved siden af en surfshop. Todd gik indenfor. Gik hurtigt op til baren. - En Guinness, sagde han. Det var det, han havde drømt om, når han en sjælden gang tænkte på, hvad det egentlig var han havde lyst til, hvis han nu en gang skulle drikke igen. Han så hvordan bartenderen langsomt lod skummet falde og skænke lidt mere. Da øllen stod foran ham kiggede han på skummet. Tog øllen op til munden. Lukkede øjnene og tog en enkelt lille slurk. Bartenderen kiggede på ham. Todd smilede. - Den trængte jeg til, sagde han. - Der er ikke noget som en kold Guinness, sagde Bartenderen og begyndte at tørre disken af. Todd vendte sig og kiggede ud mod parkeringspladsen. Han kunne mærke kulden fra ølglasset, og det føltes hjemligt. Han satte glasset til munden. Igennem vinduet fik han øje på Surferen med det røde bræt, der gik ud af surfshoppen og over mod sin bil, tomhændet, og stadigvæk med blikket mod jorden. Todd satte øllen fra sig og åbnede døren. Surferen var ved at låse sig ind i pick-up trucken. - Hey! Sagde Todd, og gik over mod ham. Surferen skyndte sig ind, startede bilen, og kørte væk før Todd kunne nå ham. Todd fnøs. Gik tilbage til baren. Betalte og gik. - Jeg skal bruge en gun, sagde Todd i surf-shoppen. -Jeg har en half-gun. Sagde den langhårede knægt bag disken og tog et gult bræt frem. Todd vejede det i hænderne. Så fik han endelig øje på det slanke røde bræt. Det stod ved bagindgangen. - Hvad med det der? - Det er helt nyt, sagde drengen. - Gu er det ej, sagde Todd. - Det er blevet vokset men det er ikke brugt. - Hvis der er voks på, er det jo ikke nyt. - Jeg kan give dig 20 procents rabat. Skal du ud i dag? Det er kæmpestort derude, siger de. - Det er ikke ligefrem mit terræn, sagde Todd. - For farligt? spurgte knægten. Todd så på ham. Han tog trappen ned ved Pleasure Point. Til venstre for fyrtårnet. Trinene var glatte og grønne af alger. Brættet støttede han på hovedet, mens han holdt ved med begge hænder. Hans nye våddragt strammede og støvlerne sjappede, så meget for store var de. Han så ud mod havet og fik øje på en kæmpe bølge, der rejste sig som et fortidsmonster i disen. Todd
Santa Cruz / 5. ventede til bølgen slog mod trappen, pustede ud, og hoppede ud, da strømmen fra bølgen trak ud mod havet igen. Han padlede alt, hvad han havde lært for at komme så langt ud som muligt, før han blev ramt af det hvide vand fra endnu en bølge. Han mærkede allerede sine arme, og han fik et surt opstød. - Jeg kan for helvede ikke allerede være træt, tænkte han. Han koncentrerede sig om vejrtrækningen. - Trække vejret stille ind, puste langsomt ud, messede han. Han padlede videre. Det hvide vand ramte ham som en mur og kastede ham mod kysten. Han padlede og padlede, men stod stille indtil strømmen igen trak ham udad. Da den næste omgang hvide vand skyllede ind over ham, nåede han at vende brættet rundt og lade bølgen passere over sig. Da han dukkede op til overfladen begyndte han at padle med det samme, og han mærkede at han var forbi den første brænding. Lyden var allestedsnærværende og høj, og han havde svært ved at orientere sig. Svært ved at finde vejen rundt om næste brænding. Så fik han øje på en skikkelse i vandet længere fremme, og han fulgte efter, indtil disen gjorde det umuligt at se skikkelsen længere. Han var helt alene indhyllet i dis. Han så bølgen så sent, at det var uhyggeligt. Han blev hevet op og op i flere meters højde, og han padlede på livet løs for at komme om på den anden side, da så han "læben" på bølgen. - Shit, det var det, nåede han at tænke. Lyden var nu så øredøvende, at han ikke hørte sig selv skrige. Så hamrede bølgen forbi ham, og kun et lille stænk fra det brusende hvide vand ramte ham. Han var ovre på den anden side. Todd følte sig overraskende godt tilpas på brættet, selvom det var nyt. Armene bevægede sig af sig selv nu, mens bølger så store som tårne vuggede ham op og ned og passerede ham. Larmen gjorde det umuligt at tænke. Han kæmpede alt, hvad han havde lært. Han mærkede ikke længere sine arme. Mærkede ikke træthed. Så, ud ad tågen, kom bølgen rullende. Todd så den rejse sig højt og tidligere end bølgerne, der havde passeret ham før. Han mærkede spændingen i hjertet, da han vendte brættet for at padle med bølgen. - Jeg dør, tænkte han, mens han padlede alt, hvad han kunne. Han blev løftet højt, højt op. Han så læben på bølgen. Han så skummet på toppen. Og så, med et langt kraftfuldt tag, trak han brættet ud over bølgen. Han skubbede fra med armene på midten af brættet og hoppede. Brættet pegede direkte ned mod bunden. - Og nu, tænkte han, da fødderne fik kontakt med brættet. Han så kun bølgen. Og det føltes som om hele verden, i det sekund, så det samme som ham, og holdt vejret.