De Fortabtes Kirkegård Kirkegårdslågen knirkede da Toy åbnede den, men det var der ikke noget mærkeligt i, den var gammel som kirken selv. Han skulle tilbringe natten mellem gravene og på den måde vise sig værdig til at blive medlem af kulten Mørkets Engle. Toy følte sig fjollet som han stod der omgivet af gravsten. Han gjorde kun det her fordi han havde mødt Maria for en måned siden. Hun var vild med gotik og gik klædt som en kvindelig udgave af Dracula. Toy elskede hende. Han havde helt lagt sin tøjstil om fra Jeans til lædertøj og ring i næsen. Det var blevet for meget for en del af hans gamle venner, men Toy brød sig ikke om hvad de mente. Det eneste han tænkte på var at gøre Maria glad. En del af de typer hun hang ud med troede rent faktisk på deres eget vrøvl om vampyrer og varulve, men han var sikker på at Marias grund til at være i kulten var at det gotiske look klædte hendes spinkle hvide krop. Toy var klar over at kulten havde planlagt ting beregnet på at skræmme livet af ham i løbet af natten, så han blev ikke overrasket da han hørte en svag hvisken fra hækken til højre. Toy smilede. Bare tanken, at de skulle være i stand til at skræmme ham virkede absurd, men han måtte indrømme at kirkegården ikke var det mest muntre sted man kunne opholde sig omkring midnat. Det begyndte at blæse op og Toy ærgrede sig over at han ikke havde klædt sig varmere på. Så hørte han en stemme bag sig. >>Hvad laver du?<< Toy snurrede rundt og kiggede på en dreng der ikke kunne være mere end 11-12 år. Ungen så skræmt ud og det gik op for Toy, at det nok var hans gotiske outfit der gjorder drengen bange. >>Slap af jeg gør dig ikke noget. Hvad bestiller du her?<<, spurgte Toy. >>Jeg bor her<<, svarede drengen. 2
>>Hvad mener du med at du bor her? Ingen bor på en kirkegård<< Toy var irriteret. Hvad ville de andre tænke hvis de så ham sammen med den lille blegfis? For han var godt nok bleg. >>Ja men det er rigtigt. Jeg bor lige der oppe i det gule hus sammen med min far. Han er graver<< Toy så op og blev overrasket. Der lå en lille ejendom inde på selve kirkegården. Det forstod Toy ikke. Han havde været her før og huset var så stort, at det burde være umuligt at overse. >> Har du boet her længe?<<, spurgte Toy. >> Lige så længe jeg kan huske<<, svarede drengen. >> Hvad hedder du? << >> Klin<< Toy ærgrede sig over at have spurgt. Han prøvede jo på at blive af med den lille møgunge ikke? >> Nå, men tror du ikke at det er på tide, at du ser at komme inden for? Din far er garanteret urolig for dig.<< Nu måtte ungen da gå. >> Det tør jeg altså ikke, der er alt for langt hjem, men nu er du her jo også<< Toy var tæt på at stampe i jorden af raseri. >>Hvad mener du med at der er langt hjem? Huset ligger da lige der oppe.<< Toy var sig pinlig bevidst at Maria og de andre sandsynligvis kunne både se og høre ham. Han måtte gøre en ende på den her magtkamp i en fart. >> Klin, hvis jeg følger dig hjem tør du så godt gå? << Det lille blege ansigt lyste op i et stort smil så snart, at Toy var kommet med sit forslag. Toy brød sig ikke om det smil. Han anede et listigt glimt i de blå øjne som slet ikke hørte hjemme der. >> Ja så tør jeg godt. << 3
Klin vendte sig om og holdt en hånd for munden. Toy tænkte at det ikke var så mærkeligt at han var blevet forkølet i det her vejr. Klin hostede et par gange. Eller gjorde han? Faktisk syntes Toy mere det lød som en fnisen. De begyndte at gå op imod huset og fem minutter senere var de fremme. >> Åh nej! <<, sagde Klin, da de stod foran hoveddøren. >> Hvad er der galt<<, spurgte Toy hurtigt. >>Nøglen, den ligger over i skuret øverst oppe klædeskabet. Jeg kan ikke selv nå den<< Toy bandede. Han kunne selvfølgelig insistere på at de skulle få drengens far her ud, men det var ikke til at sige hvordan han ville reagere, når han så Toy stå der i mørket med ring i næsen iført en lang læderfrakke. Så var det bedre at hente nøglen til den lille møgunge. >> Vent her<<, sagde Toy og gik over imod skuret. Døren bandt så han måtte tage hårdt fat og da den endelig gav sig skete det så pludselig, at Toy nær havde fået den i hoved. Han ledte længe efter en kontakt og da han endelig fandt en var den dækket af støv og edderkoppespind. Det undrede Toy. Hvis faren var graver og brugte skuret dagligt så burde der ikke være spindelvæv hen over kontakten lige meget hvor stort et sjuskehoved manden var. Toy skød problemet fra sig og trykkede. Et dunkelt lys bredte sig i skuret. Skabet stod ca. 7 meter væk op ad væggen. Det roede forfærdeligt. Skovle og spader lå hulter til bulter og en rive lå med tænderne opad. Det kunne nemt blive meget ubehageligt hvis man kom til at træde på den. Toy tog sig sammen og bevægede sig igennem kaos, imens han tænkte på at det var utrolig så god plads der var. Han måtte have taget meget fejl af dimensionerne, da han stod udenfor, men det var jo mørkt og han havde været optaget af døren. Endelig var han fremme. Skabet var for højt til at han kunne se hvor nøglen lå, så han var nød til at føle sig frem der oppe. Toy 4
ledte i lang tid, end til han var sikker på at der ingen nøgle var. Hvis den lille møgunge lavede skæg med ham skulle han komme til at fortryde det. I samme øjeblik mærkede Toy noget smattet på sine fingre og han trak øjeblikkelig hånden til sig. Han mistede balancen og begyndte, at falde og greb instinktivt ud efter noget at støtte sig til. Han fik fat i skaftet på et eller andet redskab, men i stedet for at rede ham førte det til, at en masse graveredskaber landede oven på ham sammen med et eller andet der føltes tungere, som om det var af sten. Toy børstede støvet væk fra øjnene og så at han var dækket af skovle, spader og 4-5 små granitkors der ikke var mere end 30 cm. høje. Blod løb fra hans pande ned på gulvet og det gjorder forbandet ondt i hans højre knæ. Pludselig stod Klin i døren med opspilede øjne. >> Hvad laver du?<< >> Jeg plukker violer for fanden, der er ikke nogen nøgle oppe på det skab!<< >> Nej, det var jeg også på vej over for at sige, jeg havde glemt at den lå under måtten<< Klin holdt en gammel nøgle af støbejern op til beskuelse. >> Nå men så fandt du den altså, så er jeg den der er skredet<< Toy lagde alle kræfter i og forsøgte at rejse sig. Resultatet var et frygtelig jag af smerte i hans højre knæ og han klappede sammen som en kludedukke. >> Er der noget galt<<, spurgte Klin. Toy kunne ikke se hans ansigt, men han anede en hånlig tone i drengens stemme. >>Ja, gud er der noget galt! Hjælp mig op herfra!<<, sagde Toy, men Klin bevægede sig ikke ud af pletten. >> Åh nej! Der er spildt blod på min skovl. Den var helt ny. Jeg fik den af min far i går<< 5
Klin kiggede bedrøvet på en skovl der lå foran Toy. >>Du har også væltet korsene!<< Klin styrtede hen til Toy og begyndte febrilsk at fjerne granitten fra ham. Han arbejdede hurtigt og snart var Toys krop fri, ikke bare af korsene, men også af redskaberne. Toy tænkte sig om. Selvom Klin ikke var særlig stor måtte han vel kunne støtte ham over til hoveddøren. Så måtte han tage konfrontationen med faren, der garanteret ville være skide sur. Derefter kunne han endelig komme væk fra den her forbandede kirkegård. >> Klin tror du, at du kan støtte mig ud herfra<< Toy håbede at han ikke lød alt for ydmyg. >> Hvorfor det? Kan du ikke bare gå selv?<< Toy mærkede vreden stige op i sig, men så bemærkede han også noget andet. Smerten fra knæet var helt forsvundet. Men det kunne den ikke være, det var umuligt. Toy gjorder endnu et forsøg på at rejse sig. Denne gang var han forberedt på de frygtelige jag, men der skete ikke noget. Han stod der i skuret og masserede sit knæ, men det gjorde ikke ondt. Det var næsten som om det hele var noget han havde drømt, men han kunne stadig se hvor han var faldet, hvilket betød at han måtte være vågen ikke? >> Kommer du<<, spurgte Klin, der stod og ventede uden for. >> Ja vent lidt. Jeg slukker lige lyset<< Toy begyndte at vende sig om, men standsede så pludselig. På gulvet lå de kors Klin havde fjernet fra ham spredt ud i en vifte. Fire af korsene skilte sig ud ved, at der var skrevet et navn på hver af dem: Judy, Kim, Lenny og Maria. Toy følte sig dårlig til pas. Ud over hans kæreste var det navnene på tre andre fra kulten. Det sidste kors var der ikke navn på, i stedet var det dekoret af tre vandrette streger. En til hvert bogstav tænkte Toy. Så forstod han det hele. Det var selvfølgelig meningen, at hans navn skulle stå der og 6
de fire andre kors var en hilsen fra Maria. Han begyndte at grine højt. De havde overgået sig selv! Alle de små detaljer med nøglen, kontakten og det rodede skur, men mest imponeret var han alligevel over påfundet med drengen. Gad vide hvor de har gravet ham op. Han håbede at Klins forældre vidste besked med det her, men realistisk var det nok ikke tilfældet. Hvad var Klin for øvrigt et navn? Det måtte være noget de havde fundet på. >> Er du ok?<<, hørte han Klin spørge uden for. >> Hvad, ja jeg har det fint, hvad med dig<<, sagde Toy og trådte uden for. Han ønskede ikke, at den lille splejs skulle opdage, at han havde luret dem. >> Vil du ikke med inden for<<, spurgte Klin. >> Nej jeg har det fint herude<<, sagde Toy, overdrevet frisk-fyrs-agtigt. Til sin store tilfredshed så han, hvordan usikkerheden bredte sig på Klins ansigt. De havde sikkert arrangeret den helt store rædselsnat inde i huset, men det ville der ikke blive noget af nu! >> Hvorfor går vi ikke en tur på kirkegården sammen<<, sagde Toy, og før Klin kunne nå at smutte væk greb han hårdt fat i hans arm og trak ham med. >> Av. Lad være<<, stønnede Klin. Normalt ville Toy aldrig gøre et barn noget ondt, men der var et eller andet ved natten og stedet der forandrede ham. Han følte en underlig form for frihed ved tanken om at han kunne gøre ved Klin, hvad han havde lyst til. Toy trak drengen rundt på kirkegården og lod tilfældet bestemme retningen. Efter ti minutter standsede han op og kiggede sig omkring. De var på et sted hvor der næsten intet lys var og hvor skyggerne fra de mange gravsten lignede hænder, der rakte ind over grusgangen. >> Ved du hvad der sker, når man dør Klin?<<, spurgte Toy og lagde sit sminkede ansigt helt hen til Klins øre. >> Så kommer man i himmelen?<< Drengen så bange på ham. 7
>>Nej Klin, så kommer du ned i en kiste og bliver begravet med en fin gravsten oven på, og ved du hvad der så sker?<< >> Nej<< Klins stemme var næsten ikke til at høre, selvom blæsten helt havde lagt sig. >> Så kommer ormene og æder dig!<< Nu græd Klin og pludselig mærkede Toy en ubehagelige sød duft. Den kom fra drengen. Hans jeans var våde. >> Din forbandede lille møgunge har du pisset i bukserne!<< Toy løftede armen for at slå Klin, men standsede i sidste øjeblik. >> Stop Toy, det må du ikke!<< Han genkendte Marias stemme med det samme og da han vendte sig så han hende komme løbende hen af havegangen. Det sorte læder gik i et med mørket og skabte en illusion af at hun kom svævende ned imod ham. Et par sekunder senere omfavnede de hinanden og Toy kunne mærke hvordan hendes hjerte slog hurtigt under hendes vest. >>Du må altså undskylde, vi ville bare lave lidt skæg med dig, men så kom Lenny lige pludselig, der med sin lille bror og han skulle absolut være med.<< Maria sagde det sidste med sin mest charmerende lillepigestemme, den hun brugte når hun ville have Toy til noget han ikke havde lyst til. Han tøvede et øjeblik for at virke mere maskulin, men gav sig så. >> Ok, men det må i fanme aldrig gøre igen<<, sagde han strengt. >> Nej, Nej!<<, svarede Maria energisk. Så begyndte de begge to at grine. Toy trak sig ud af hendes omfavnelse og så sig omkring. >> Sig mig hvor er Klin blevet af?<< >> Nå det ved jeg ikke. Han kommer og går, sådan har det altid været.<< Toy syntes Maria lød underlig ubekymret, drengen var jo ikke mere end 11-12 8
år. Men så kom han i tanke om, at han selv havde været lige ved at give Klin et alvorligt lag tæsk. Toy følte sig utilpas. Hvad havde han tænkt på? >> Du ser så bekymret ud. Er der noget galt?<<, spurgte Maria. >> Hvad? Nej der er ikke noget<<, svarede Toy. Men der var nu et eller andet galt. Der var noget ved hele den her historie han ikke rigtig kunne få til at hænge sammen. I tankerne gennemgik han hvad der var sket i løbet af natten. Først mødte han Klin. Ikke noget mærkeligt der, det havde de selvfølgelig planlagt og så fulgte han drengen op til den gule ejendom. Toy kiggede i den retning, men kunne ingen ting se. Burde taget ikke være synligt herfra? Åbenbart ikke, men månen var også helt dækket af skyer nu. Det næste han huskede var skuret og den forbandede dør, som det var næsten umuligt at åbne. Så var der kontakten, som de havde sørget for at dække med støv, skabet som Klin havde bildt ham ind der lå en nøgle oven på og det snask de havde placeret der så han faldt ned. Det var det første Toy ikke forstod. Hvad havde de egentlig tænkt på? Han kunne jo være kommet virkelig alvorlig til skade for redskaberne skovle og spader havde ikke været fake. Det samme gjaldet de sten kors. En af dem måtte nærmest have stået og lagt dem ned over ham i mørket. Det forekom ham mere og mere umuligt. Han havde vendt sig væk et øjeblik og så lå korsene i en pæn vifte, hvordan var det muligt? De vejede et ondt år! Til sidst var der det med knæet. Toy huskede hvor forfærdelig bange han var blevet da benene ikke kunne bære ham, og så et øjeblik senere var det som om, der aldrig havde været noget galt med det knæ. Han rakte instinktivt ud efter Marias hånd og hun tog den, men hendes berøring gav ham ikke den tryghedsfølelse som den plejede. Toy følte han stod med et stykke is imellem fingrene og skyndte sig at give slip. Tilsyneladende bemærkede hans kæreste ikke noget. >> Hvor er de andre henne?<<, spurgte Toy. 9
>>Ja det var det jeg tænkte, de må være lige her i nærheden<<, svarede Maria og viberede med næsebroerne. >> Hvad laver du?<< Toy stirrede forundret på hende. >> Når du ved det er Judy. Hun bruger den der parfume der stinker langt væk<< >> Nej nu må du lige stoppe, vi er færdige med at lege for i aften!<<, sagde Toy mere vredt end han havde tænkt sig. >> Ok. Jeg forstår faktisk heller ikke, at vi ikke har set dem<<, sagde Maria. Hun prøvede at tage ham under armen, men Toy holdt afstand. De havde gået rundt på den måde i nogle minutter, da de hørte en lyd af noget der blev slæbt hen af grusgangen. >> Der er de!<<, sagde Toy, og begyndte hurtigt at gå i retning af lyden. Han kom til enden af gangen og drejede brat om hjørnet for at overraske dem, men der var ingen. >> Sig mig lovede du ikke, at I var færdige?<< Toy vendte sig om imod Maria, men hun var der ikke mere. >> Jeg har fundet min skovl<< Det var Klin. Han stod fem meter fra Toy og betragtede det spor, som han havde lavet ved at slæbe skovlen efter sig. >> Klin nu viser du mig først hvor de andre er, og så skal du hjem i seng. Vi leger ikke mere forstået?<< >> Ja, ja det hele ender her. Kom det er denne vej.<< Toy traskede efter Klin endnu engang og det faldt ham ind, at det havde han gjort siden han trådte ind på kirkegården. >> Så er vi der<< Klin var standset op foran et ryddet gravsted, hvor et gabende hul ventede på stedets næste beboer. Toys følgesvend sprang ind og stillede sig med sin 10
skovl ved siden af graven og samtidig greb et par stærke arme Toy bagfra. Han kunne ikke bevæge sig. Skrækslagen så han Maria træde ud af skyggerne. I hænderne holdt hun et stykke rustent pigtråd. >> Min elskede. Jeg er så glad for at du kunne komme<< Hænderne, der plejede at være bløde, men som nu var sprukne og lugtede af jord kærtegnede Toys kind. Hurtigt krængede Maria pigtråden ned over Toys ansigt til det nåede munden. Så strammede hun til og tvang så let som ingen ting hans kæber fra hinanden. Blodet piblede frem og hun kyssede ham i timevis, mens hun slubrede den røde væske i sig. Toy døde lige før solen stod op. På det tidspunkt havde Klin fyldt graven og placeret et sort jernkors på den. Judy og Lenny spiddede ham på korset. Så forlod de Toy. - Om formiddagen kl.10 kom Asta gående med sin mand Leif gennem kirkegården. De var begge folkepensionister og gik denne tur hver dag. Det var Asta der først så Toy. >> Leif!<<, hviskede hun. >>Der er en mand derhenne. Han ser ud til at være dårlig. Skal vi ikke se om vi kan hjælpe ham?<< Leif kiggede på Toy, der befandt sig 20 meter væk. På den afstand kunne det godt se ud som om han lå hen over korset og brækkede sig. >> Nej Asta. Lad os se at komme væk. Det ligner en af de der narkomaner. Han er sikkert farlig!<< Asta så skræmt på Leif, og så skyndte de sig videre. 11