Finansminister H. P. Hansen gaar. Det er ikke godt med Helbredet, og allerede sidste Efteraar ønskede han at fratræde. I aftes meddeler Vestsjællands Social-Demokrat, at Finansminister H. P. Hansen har indsendt sin Afskedsbegæring, der i Gaar var forelagt Kongen. Overanstrengelse og Søvnløshed. I et Interview udtaler Finansministeren til Bladet, at han i længere Tid har lidt af Søvnløshed og har maattet tage Sovemidler. Der er ingen paaviselig Sygdomstegn, men Lægen erklærede, at Ministeren maatte aflastes i sit Arbejde. Efter Henstilling fra Statsministeren indvilgede H. P. Hansen i at fortsætte sit Arbejde som Minister til efter Rigsdagssamlingens Afslutning. Ministeren omtaler den omfattende Gerning, der er at udøve i Finansministeriet, og Bladet spørger, om det ikke har været muligt at fortsætte og faa tilvejebragt en Lettelse i Ministerens Arbejde. Hertil svarede H. P. Hansen: Nej! Det er muligt, at andre vil slippe lettere over det, end jeg har kunnet, men er man 60 Aar, naar man gaar ind til Ministergerningen, og man Livet igennem har været vant til at arbejde selv med Detailspørgsmaal i de Sager, der skal behandles, saa kan man ikke lægge sine Arbejdsmetoder om, og saa bliver Virksomheden i Finansministeriet for krævende. Heri ligger egentlig Finansministerens Motivering for sin Afskedsbegæring, og han udtaler sluttelig: Jeg føler, at jeg ikke har Kræfter til en Fortsættelse af Arbejdet i et Omfang, saa det kan tilfredsstille mig, og at gøre det halvt vil jeg ikke. Statsminister Stauning har gentagne Gange under vore Samtaler om Sagen søgt at faa mig til at ændre min Opfattelse, men jeg har maattet fastholde mit Ønske, og Stauning har ogsaa indset, at det var berettiget. De fire haardeste Aar, han har oplevet. I en Samtale med Politlken" minder Ministeren om, at han ved Rigsdagssamlingens Begyndelse sidste Efteraar pludselig blev syg med stærk Feber. Det lykkedes Lægen at faa ham stablet paa Benene, saa han kunde forelægge Finansloven, men allerede dengang følte han, at Tiden nu var inde til, at han maatte aflaste sig. Statsministeren bad ham fortsætte til Nytaar, men ved Nytaarstid var der ogsaa Vanskeligheder for en Tilbagetræden. Det er, siger Ministeren, de fire haardeste Aar, jeg har oplevet, og jeg har dog ellers ikke danset paa Roser i al min Tid. Men naturligvis: det har jo ogsaa været fire ekstraordinære Aar med alle de Vanskeligheder, som den økonomiske Omvæltning har ført med sig. Ligegyldigt hvor meget jeg har slidt i det, selv om mit Arbejdsbord var ryddet om Aftenen, naar jeg gik hjem, om Morgenen, naar jeg kom igen, var det atter fuldt af Sager, der skulde afgøres. Disse fire Aar som Finansminister er det værste Job, jeg nogensinde har haft! Hvem bliver Efterfølgeren? Statsminister Stauning udtaler paa Forespørgsel, at han ikke kan sige noget bestemt om, hvornaar den nye Finansminister vil blive udnævnt, men han antager om en Uge eller to. Hr. Stauning tilføjer, at det er med den største Beklagelse, han har modtaget Meddelelsen fra Finansministeren om hans Beslutning. Der har været det bedst mulige Samarbejde mellem ham og det øvrige Ministerium, og han har klaret sit vanskelige Hverv paa en fortrinlig Maade. Allerede da Hr. Bramsnæs for fire Aar siden gik af som Finansminister, nævnedes Landstingsmands, Skattedirektør Buhl som den kommende Mand. Naar man nu er
henvist til at gætter sig frem - og Hr. Stauning nægter med et Smil og fortælle, hvad der staar i hans Lommebog om Finansministeremner -, er det det samme Navn, der træder i Forgrunden. Finansminister H. P. Hansen er 65 Aar gammel. Han var Folketingets myndige Formand en Række Aar, til han i 1932 overtog Forsvarsministerstillingen ved L. Rasmussens Afgang. Men allerede Aaret efter, da Hr. Bramsnæs udnævntes til Nationalbankdirektør, forflyttedes han til Finansministeriet. Hr. H. P, Hansen vil ikke helt sige det offentlige Liv Farvel, han agter at bevare sit Folketingsmandat i hvert Fald Valgperioden ud, ligesom der maaske kan være Tale om, at han modtager Genvalg som Formand for Købstadforeningen. Finansminister H. P. Hansen, som af Helbredshensyn tager Afsked fra sit Embede, er født i Nykøbing 1872 som Søn af Arbejdsmand Ole Hansen. Ogsaa som Minister har han haft Hjem i Slagelse, hvor han tidligere var Redaktør og Borgmester. Han er stadig Medlem af Slagelse Byraad og Formand for Købstadforeningen. Fra fattig Bydreng til Minister. Den snart 65-aarige Finansminister H. P. Hansen fortæller til Socialdemokraten om sin Barndomstid i Nykøbing 1880-90. Jeg er født i Nykøbing, hvor min Far var Arbejdsmand. Han tjente 12 Kr. om Ugen, en efter Datidens Forhold rigtig god Løn. Far døde, da jeg var 10 Aar, og saa sad Mor tilbage med 5 Børn, hvoraf den ældste lige var kommet i Snedkerlære. Den Gang var der ingen Hjælp for en Enke undtagen Fattighjælp, og det vilde Mor ikke have. Saa maatte vi alle efter Evne bidrage til Hjemmets Opretholdelse. Jeg havde et halvt Aar i Forvejen begyndt med Byplads, og da jeg blev 10 Aar, fik jeg tillige Plads som Arbejdsdreng paa en lille Tobaksfabrik. Jeg strippede Tobaksblade til Cigarer og gik desuden Skraaspinderne til Haande. Jeg har været med til at lave adskillig god Sovs til Skraatobak. Vi gik kun i Skole hveranden Dag, 6 Timer. Ellers var Dagen inddelt saaledes: Paa Byplads fra Kl. 7 til 8, i Skole fra Kl. 8 til 2½, derefter paa Fabriken til Kl. 7 og saa igen i Byplads fra Kl. 7 til 8 om Aftenen. Den Dag, vi ikke var i Skole, gik det saaledes: Byplads Kl. 6-7, Fabriken 7-12, Byplads Kl. 12-1, derefter fri til Kl. 6 og saa paa Byplads Kl. 6-7. Om Søndagen var Butikerne jo aabne til Kl. 9 og efter Kl. 4 om Eftermiddagen, og det bevirkede, at man skulde møde paa Bypladsen to Gange hver Søndag. Fra mit 12. Aar kom jeg paa et Garveri... Fortjenesten var 75 Øre om Ugen som Bydreng og 1 Krone som Arbejdsdreng. Efter Konfirmationen kom H, P. Hansen i Plads paa en Gaard i Nakke, sejlede siden som Skibsdreng og Kok, men gik saa i Land i København og blev Lagerarbejder...
Omtale 13/7 (fuldt gengivet) Plovkarlen fra Nakke, der blev Finansminister. Det var de hvide Sejl over Isefjorden og Kattegat, der spændte Udlængslen og førte den unge Hans Peter Hansen ind i det Miljø, der blev Grundlaget for hans enestaaende Karriere. En Samtale med den afgaaende Minister, hvori han fortæller Træk fra de unge Aars Kampe, men ogsaa siger sin Mening om Dagens og Tidens vanskelige Problemer. En minister gaar. Mange Penne har i den Anledning været i Aktivitet, mange mærkelige Formodninger fremsat. Og dog er det en ganske naturlig Ting, der sker. I 47 Aar har Finansminister H. P. Hansen deltaget i politisk Arbejde, i 24 Aar været Folketingsmand, i næsten 30 Aar Byraadsmedlem, i 10 Aar Borgmester, og nu i næsten 5 Aar været Medlem af Regeringen kun meget udspekulerede Skumlere kan af den Omstændighed, at denne Mand nu har ønsket at frigøre sig for en Ministers anstrengende og krævende Hverv, udlede andet eller mere end det, han selv har angivet som Grund. Om faa Dage, sandsynligvis i Begyndelsen af næste uge, rykker H. P. Hansen da ud af Finansministeriets smukke, gamle Kontor paa 1. Sal i Kancellibygningen ud til Christiansborg Slotsplads. Her opsøger vi ham for et Interview paa Falderebet, og her fortæller han os, jævnt og tilforladeligt, som hans Væsen er, og uden brug af et eneste stort Ord, om den næsten eventyrlige Karriere, han har bag sig, fra han som forældreløs 10 Aars Dreng matte tage sin Skæbne i sin Haand og til han nu forlader en af Statens højeste, mest byrdefulde og betydningsfulde Poster. Drømmene om at blive Skibskok. Det er snart nogle Aar siden, H. P. Hansen, De forlod Ploven og gav Dem til at studere til Finansminister? Det er 47 Aar siden, ja at jeg forlod Landbruget om end dog ikke for at studere til Minister, som De siger; det var helt andre Tanker og Drømme, som besjælede En dengang. Jeg tjente i Nakke. Der var Udsigt over Fjorden og udover Kattegat, og naar jeg gik her, saadan mest om Foraaret, naar alting brød, og Solen skinnede paa de mange hvide Sejl derude, saa kom Udlængslen mod de fjerne Lande. Den var slet ikke til at modstaa. Saa stak De af? Ja, det gjorde jeg, paa en pæn maade dog; der skal være Orden i alting. Min Tanke var at blive Kok og senere Hovmester paa en ordentlig Skude. Jeg blev ogsaa godtnok Kok, d. v. s. i Fritiden, for paa det Skib, jeg var forhyret med i det halve Aar, jeg sejlede, maatte jeg i al den øvrige Tid gaa i Sjak med dem, der ladede, stuvede, arbejdede ombord og lossede, naar vi var i Havn igen. Det var ikke just det, jeg havde tænkt mig derhjemme i Nakke, og da saa i øvrigt Sømandsstrejken i 1890 hindrede mig i at komme paa Langfart, naa, ja, saa gik jeg i Land igen, og her blev jeg. De første Kampaar og siden. Vi fører Samtalen ind paa de politiske Kampaar i 90 erne. Der kommer et eget Liv i Ministerens klare, stærke Øjne; han fortæller om sin første Tillidspost indenfor Socialdemokratiet, som han straks efter sin Ankomst til København meldte sig ind i; det var som Kasserer i en af Afdelingerne i den store, gamle 5. Kreds. Her vandt han sine første større Sejre ikke mindst efter af 5. Kreds ved Omlægningen i 1894 blev delt i en 3-4 Kredse. Her var nok at tage fat paa for en ung, begejstret Arbejder. Om Aftenerne, naar Partiarbejdet ikke beslaglagde Tiden, udvidede han sine Kundskaber ved flittige Besøg Vinter efter Vinter i Studentersamfundets Aftenundervisning. Lederne indenfor Partiet lærte at vurdere ham, og i 1900 kom da ogsaa Hans Time, idet man gjorde ham
il Forretningsfører ved Fyns Socialdemokrat. To Aar efter blev han Redaktør i Slagelse, og fra det Øjeblik begyndte Karrieren for Alvor. Naar De nu, ved en ny Etappe paa Vejen, ser tilbage over en begivenhedsrig Dagsmarch, hvilket Afsnit vil De da betegne som Partiets mest betydninsfulde? Det er vanskeligt at svare paa. Dagsmarchen, som De siger, spænder over en Tidsperiode med mange og store Begivenheder. Tænk paa Aarene omkring Venstres Sprængning, Albertikatastrofen, Grundlovsforhandlingernes Periode, Verdenskrigens Alvorsaar, det første Ministerium Staunings Tid og endelig nu sidst Perioden fra 1929, hvor vi har regeret sammen med de Radikale alle disse Afsnit har været af Betydning, stor Betydning tør jeg sige; men det mest betydningsfulde, ja, det maa nok være, hvor saa store og vigtige Love er blevet gennemført, og hvor Demokratiet efter aarelange Kampe endelig har sejret ogsaa i Landstinget. Samarbejdet med de Radikale. De blev i sin Tid, Hr. H. P. Hansen, opfattet som en meget kølig Iagttager af Forholdet til de Radikale; var det med Rette eller Urette? Med Rette. Jeg deltog i 90 erne i de Samarbejdsmuligheder, Forstaaelsen i Venstre overfor Socialdemokratiet dengang bød. Men Systemskiftet 1901 betød desværre ogsaa et Systemskifte i Venstre til konservativ Side, og paa kongressen i 1903 i Aarhus gik jeg ind for, at vort Parti i større Udstrækning nu maatte opstille egne Kandidater rundtom i Kredsene. Saa sprængtes Venstre to Aar senere, og det radikale Venstre dannedes; jeg saa imidlertid dengang saaledes paa det, at Skismaet i Venstre kun vilde blive en Periode. Jeg husker endnu, hvorledes Harald Jensen gik i Breschen for et Samarbejde med det nye radikale Parti, hvorimod jeg fraraadede et saadant. Formen for dens Tids Samarbejde, ja, for resten helt op forbi det store Grundlovsvalg, var jo Valgalliancens, og jeg kan godt føje til, at selv efter at jeg som Medlem af Folketinget var med i indgaaende Forhandlinger med de Radikale og fandt disse Forhandlinger baade naturlige og paakrævede, fast jeg dog fremdeles min Modstand mod det omfattende Samarbejde ved selve Valgene. Naa, fra 1920 fik vi Forholdstalsvalgmaaden, og saa faldt Spørgsmaalet jo væk af sig selv. I øvrigt bevarer jeg mange gode Minder om Samarbejdet, ikke mindst fra Perioden siden 1929, og jeg vil gerne ved den Lejlighed, der her gives mig have Lov til at understrege, at det ikke er et mindre godt indbyrdes Forhold i Ministeriet, der har faaet mig til at træde ud. saa tvinges man til at tænke over Problemerne. Hvorfor gik De ind i Politik? Det fulgte ganske af sig selv. Naar man som faderløs Dreng paa 10 Aar bliver stillet overfor Nødvendigheden at tjene til eget Ophold, og naar man fra Konfirmationsalderen har maattet klare sig selv, saa tvinges man til at tænke over Problemerne. Hertil kom, at de politiske Bølger i 80 erne, i mine Drengeaar, jo gik temmelig højt. Det var Kampen mod Estrup med den deraf følgende stærke politiske Spænding, der greb alle Sind, og hvorunder vi Drenge jo næsten alle var imod det Estrupske Regimente selv om vor Lærer, Justitsministerens Fader, jo saadan set kunde have RET I, HVAD HAN EN Dag sagde til os, at vi savnede Forudsætning for at kunne bedømme Spørgsmaal som Københavns Befæstning. Jeg nævnte før, at jeg kom til København i 1890, og jeg kan tilføje, at lang Tid gik der ikke, før jeg havde meldt mig ind i Socialdemokratiets Rækker. Dette var for mig, efter at jeg i nogle Maaneder havde læst Socialdemokraten og hørt nogle Foredrag, en ganske naturlig Ting. Den Økonomiske Politik og Finanserne. Men nu de mere aktuelle Problemer, hvordan vil De karakterisere Oppositionens gentagne Paastande om, at Regeringens økonomiske System nærmer sig et Sammenbrud? Den Paastand, svarer Ministeren, har været fremsat lige siden 1929 og vil fremledes blive gentaget, skønt de Paagældende ved, at den er urigtig, hvilket Statsfinanserne tilfulde viser, hvad Statens Økonomi angaar. Men, vil man sige, selvom Statsfinanserne er i Orden, saa hjælper det ikke, hvis Erhvervene gaar til Grunde. Det er naturligvis sandt, men det er ganske urigtigt at ville paastaa, at Regeringen ikke har gjort hvad gøres kunde for at fremme Erhvervenes Tarv.
Man maa dog erindre, at vi ikke bestemmer Verdensmarkedets Priser, saalidt som vi kan tvinge andre Lande til at købe flere Varer hos os, end de selv mener at kunne bruge. Heldigvis er Befolkningen i al Almindelighed klar over dette Forhold, og Kritiken bliver derfor tom og gold; men desuagtet vil Regeringen og dens to Partier fortsat arbejde med at skabe de bedst mulige Forhold for Erhvervene, herunder selvfølgelig ogsaa Landbrugets. De har med Held fastholdt Overskudslinjen paa det finanspolitiske Omraade, hvordan ser De med Deres store Erfaring paa Muligheden af at holde denne Linje ogsaa i den kommende Tid? Kravene til Statskassen har været stigende i de senere Aar paa Grund af Krise, Arbejdsløshed, daarlig Høst, høje Kornpriser osv. Heldigvis har Befolkningens Indtægter som Helhed ogsaa været stigende, og den ordinære Indkomstskat har som Følge deraf afkastet større Beløb end for nogle Aar tilbage; ogsaa de indirekte Afgifter har givet godt. Som bekendt har det desuagtet været nødvendigt ved en ekstraordinær Beskatning af de store Indtægter at skaffe Midler til nogle af de ekstraordinære Udgifter. Jeg tror ikke, man vedblivende kan regne med saa store Driftsoverskud paa Statsregnskabet som i de senere Aar; men meget vil her afhænge af Konjunkturerne, og vi har jo da trods visse foruroligende Tegn Lov at haabe, at vi ikke i den nærmeste Tid kommer ind i en Skærpelse af Tidens krisemæssige Momenter. Endelig har vi Skattekommissionen, hvis Opgave er at finde frem til mere retfærdige Beskatningsmaader, forhaabentlig vil Skattekilderne da flyde saa rigelig, at der fremdeles kan blive god Balance. Statens Laanepolitik. De har, indskyder vi, fornylig nævnt den Mulighed, at et nyt Statslaan kan blive nødvendigt. Er Overvejelserne i saa Henseende af valutarisk eller af beskæftigelsesmæssig Karakter? Tilfælde være nødvendigt at optage Laan i Udlandet; i Begyndelsen af 20 erne laante Danmark endog meget stærkt; men det har været kostbart for Staten, og derfor maa der efter min Opfattelse paa dette Omraade udvises Forsigtighed. Men naar Kravene medfører store Udgiftsbeløb til Udlaan storslaaede Anlæg og Arbejders Igangssættelse, ja saa maa Staten før eller senere optage Laan til disse Formaal, men dette bør saa vidt muligt ske indenfor Landets egne Grænser. Men, pointerer Ministeren, naar dette er sagt, maa jeg tilføje: der er aldeles ingen Grund til at raabe Alarm i den Anledning; Statens Gæld er i den forløbne Kriseperiode kun forøget meget lidt, medens til Sammenligning næsten alle andre Lande har forøget deres Statsgæld meget stærkt indenfor den samme periode. Danmark staar som et af de Lande, der har den mindste Statsgæld pr. Indbygger. Den svage Opposition. Forfatningsforhandlingerne. En Oppositionsfører beklagede forleden, at Vælgerne interesserer sig i svindende Grad for Oppositionen. Hvilken Betydning tillægger de Begrebet: en handledygtig Opposition? I en saa vanskelig Tid som den, vi oplever, vilde det være af den allerstørste Betydning for Landet og Befolkningen, hvis Oppositionen forstod sit Ansvar og handlede derefter. Jeg synes, det tjener Befolkningen til Ære, at den tager saa ringe Hensyn til den negative og golde Kritik, som Oppositionen synes at ville indskrænke sin Virksomhed til. Forfatningsforhandlingerne? Ja, siger H. P. Hansen, her tror jeg, der er muligheder for at opnaa en positiv Situation, i hvert Fald med de Konservative, skønt det jo egentlig burde være saadan, at Mulighederne for et Samarbejde med Venstre skulde synes større. Dog, jeg frygter for, at dette Parti i for høj Grad lever paa Minderne fra 1915 tager jeg fejl her, skulde det kun glæde mig. c-. Vi maa efter min Mening indrette vore Forhold saaledes, at vi ikke i væsentlig Grad importerer mere, end den fra Udlandet indtjente Valuta tillader os. Det har i visse