Askepusteren og Ønskekvisten Tysk Folkeventyr Der var engang en rig Mand, der havde en eneste Datter, som han elskede over al Maade. Hans Hustru var død. Datteren var overordentlig smuk, og alt, hvad hun ønskede, gav hendes Fader hende, fordi han ikke kendte nogen større Lykke end at glæde sin lille Pige, maaske ogsaa, fordi hun var et Lykkebarn, for hvem ethvert Ønske blev opfyldt.»fader, forær mig en Kjole, der er vævet af Sølv, saa skal Du faa et Kys!«sagde Datteren en Dag til sin Fader, og han skaffede hende Kjolen.»Kære Fader, forær mig en Kjole, der er vævet af Guld!«sagde Datteren en anden Dag.»Saa skal Du faa to Kys!«Ogsaa dette Ønske opfyldte Faderen.»Kæreste Fader, forær mig en Kjole, der er vævet med Diamanter, saa skal Du faa tre Kys!«bad Datteren, og Faderen sagde:»du skal faa den, men Du gør mig fattig.«faderen skaffede Kjolen, og Datteren faldt ham om Halsen, takkede ham, kyssede ham tre Gange og raabte:»nu, min allerkæreste Fader, maa Du skænke mig en Ønskekvist, saa vil jeg altid være din egen lille Pige, som kun gør, hvad Du synes om!mit Barn,«sagde Faderen,»saadan en Kvist har jeg ikke og kan heller ikke saa let faa den! Men nu vil jeg prøve, jeg vil sætte alt ind paa at gøre Dig helt lykkelig!«saa rejste Faderen bort og tog Resten af sin Formue med og søgte overalt efter en Ønskekvist; men der var ingen, der havde nogen. Saa kom han til et Land langt, langt borte; der traf han en gammel Troldmand og hørte, at han havde en ønskekvist. Han spurgte nu Troldmanden, hvad Kvisten skulde koste. Den gamle Troldmand svarede:»hvis Menneskene kunde købe en ønskekvist for Penge, saa var der snart ikke flere Skove tilbage paa Jorden, selv om hvert eneste lille Træ og hver lille Kvist var en saadan. Den, som forlanger en saadan Kvist, ofrer sin Sjæl og dør tre Dage efter, at han har givet den fra sig, med mindre den, han giver den til, er parat til at ofre sin Sjæl for den. Saa gaar den første fri.godt!«sagde Faderen,»for mit elskede Barn ofrer jeg gerne alt. Giv mig Kvisten!«Den gamle Troldmand lod Manden skrive sit Navn i en Bog og opfyldte hans ønske. Den lange Rejse efter ønskekvisten havde slugt den sidste Rest af den rige Mands Formue. Men det var ham ligegyldigt; hans eneste Ønske og Tanke var at opfylde alle Datterens Ønsker og se hende lykkelig.»det er godt, at jeg dør!«tænkte han.»for hun vilde alligevel ønske mere, og naar jeg ikke mere var i Stand til at opfyldte hendes ønsker, saa vilde jeg blive meget ulykkelig!«datteren havde længtes usigelig efter, at Faderen skulde komme tilbage, og hun jublede af Glæde, da han gav hende Kvisten; hun vidste slet ikke, hvordan hun skulde takke ham. Men tre Dage efter havde Datteren et nyt ønske. Hun havde hørt om en vidunderlig smuk Prins, som boede i et fremmed Land, og som skulde være lige saa god, som han var smuk. Ham vilde hun gerne giftes med. Men Faderen sagde:»jeg har givet Dig alt, hvad jeg ejede, og for Ønskekvisten gav jeg min egen Sjæl. Nu forlader jeg Dig; Du maa selv se at finde Prinsen, som Du vil vinde. Lev lykkeligt og tænk kærligt paa mig.«materiale ID: TXT.8.1.4.da Side 1 af 5 www.gratisskole.dk
Med disse Ord bøjede Faderen sit Hoved og døde. Hans Datter græd og sørgede inderligt over ham og sagde:»en bedre Fader har aldrig levet!«og deri havde hun Ret. Da Faderen var stedet til Hvile, havde Datteren hverken Ven eller Frænde, hverken Gods eller Guld. Da tog hun noget gammelt Tøj paa og over det en Faareskindspels; derpaa hængte hun Sølvdragten, Gulddragten og Diamantdragten over Skuldrene. Saa tog hun Ønskekvisten i Haanden, svang den og ønskede sig i Nærheden af det Slot, hvor den berømte Prins boede. Da var det, som hun blev løftet i Vejret, og hun svævede, baaret af Luften, langt bort til fjerne Lande og var snart i en Skov, i hvis Nærhed Prinsens Slot hævede sig mellem de tætte Egetræer. Hun slog med Kvisten paa det tykkeste Egetræ og ønskede, at der var et lille Skrin, hvori hun kunde gemme sine Kjoler, og et lille Hus, hvor hun kunde klæde sig om, og straks stod begge Dele der. Nu klædte hun sig ud som en Dreng, og med Faareskindspelsen over Skuldrene gik hun op paa Slottet. Duften af Mad lokkede hende til Køkkenet; der tilbød hun Kokken sin Tjeneste og sagde, at hun var en forældreløs Dreng.»Velan,«sagde Kokken,»Du kan være min Askepuster. Du skal passe Ilden baade tidlig og silde og omhyggeligt sørge for, at Asken ikke falder ned paa Gulvet rundt omkring. Til Løn faar Du hele din Kost. Men Du maa ogsaa børste den naadige Herres Frakke og pudse hans Støvler, saa de skinner.«den unge Pige passede nu sit Arbejde i Skikkelse af en Dreng, og efter nogle Dages Forløb saa hun Prinsen, som kom hjem fra Jagt. Han kom med en Fugl, han havde skudt og lagde den i Køkkenet, for at man skulde stege den til ham. Prinsen var smuk og havde en herlig Skikkelse, og Askepusteren fattede straks en heftig Kærlighed til ham. Hun vilde gerne have gaaet lidt nærmere hen til ham, men det passede sig ikke. Da hørte hun, at der paa et Slot i Nærheden skulde staa et pragtfuldt Bryllup, som skulde vare tre Dage, og der skulde Prinsen være den fornemste Gæst og hver Dag komme og deltage i Dansen. Alle Mennesker, der bare kunde komme til det, var henne for at se paa alle Festlighederne. Da bad Askepusteren Kokken, om han ikke matte have Lov til at gaa over og se paa Dansen; for Køkkenet var i Orden, Ilden slukket indtil den mindste Gnist, og Asken fejet sammen. Kokken tillod sin Tjener at gaa derover. Askepusteren ilede ud til Egetræet, klædte sig i sin sølvindvævede Kjole og iførte sig sin egen Skikkelse i Stedet for Drengens. Saa slog hun med Ønskekvisten paa en Sten, saa den blev til en elegant Vogn, rørte ved et Par Hestebremser, saa de blev de herligste Fuldblodsheste, en Løvfrø blev Kusk, og en Græshoppe en fin Tjener i Liberi. Nu satte Askepusteren sig i Vognen, og saa gik det afsted, saa strygende, som om de fløj. Da den unge, statelige Jomfru traadte ind i Dansesalen, blev alle straks betaget af hendes Dejlighed. Prinsen fandt hende straks og bød hende op til Dans. Hun dansede fortryllende og var. meget lykkelig, men da de havde danset nogle Danse, forsvandt hun ud af Salen, steg op i sin Vogn, svang Ønskekvisten og raabte: Materiale ID: TXT.8.1.4.da Side 2 af 5 www.gratisskole.dk
Der var heller ingen, der saa, hvor hun kørte hen. Men Prinsen var meget ked af hendes pludselige Forsvinden. Men der var ingen, der kunde svare ham paa alle hans Spørgsmaal om, hvem hun var, og hvor hun var blevet af, og saa tilbragte han Natten i stor Uro og var om Morgenen meget mismodig. Kokken bragte Prinsens Støvler ned i Køkkenet og klagede over hans daarlige Humør, idet han gav Askepusteren Støvlerne til Pudsning. Denne tog fat paa Arbejdet og pudsede Støvlerne saa smukt, at Katten med Velbehag spejlede sig i dem og gav sit eget Spejlbillede et Kys. Men paa det Sted, hvor den havde kysset, gik Glansen af. Da Askepusteren nu i sit Drengetøj og med Faareskindspelsen over Skulderen traadte ind i Prinsens Værelse og afleverede Støvlerne, saa Prinsen straks den matte Plet, tog Støvlen og kastede den hen tit ham og skreg:»din Slyngel til Askepuster! Vil Du se, Du pudser mine Støvler ordentligt!«askepusteren tog Støvlen og gned paa den, til den atter blev blank. Om Aftenen kørte Prinsen atter til Dans, og Askepusteren bad sig igen fri. Da Askepusteren var kommet tidligt hjem den foregaaende Aften og ikke var blevet ude, længere end han maatte, gav Kokken ham igen fri. Og nu gik Askepusteren igen ud til sit Skrin og sit lille Kammer i Egetræet og iførte sig sin gyldne Dragt og skaffede sig ved Hjælp af Ønskekvisten en ny Vogn, nye Heste, nye Tjenere og kørte derpaa til Slottet. Der var Prinsen allerede. Men han var mismodig og forstemt, for han spejdede forgæves efter den skønne, vidunderlige Jomfru. Da traadte hun ind, straalende som en Dronning. Han ilede glædesstraalende hen og bød hende op til Dans. Aa, hvor hendes muntre Latter gjorde ham lykkelig! Hvor hun var glad og ung og pragtfuld! Han havde meget at spørge om, blandt andet, hvor hun var fra. Askepusteren svarede leende:»fra Støvlepudseriet!«Kort efter var hun forsvundet fra Salen, hurtigt som et Lyn sad hun i sin Vogn og sagde sit Trylleord: Prinsen søgte forgæves efter sin skønne Ubekendte. Han spurgte saa den ene, saa den anden af Bryllupsgæsterne, men ingen kendte hende. Han spurgte sin hemmelige Raadgiver, der havde ledsaget ham tit Festen:»Sig mig, min. kære Gehejmeraad, hvor ligger der en By eller et Slot, som hedder Støvlepudserjet?«Gehejmeraaden bukkede dybt og svarede:»naadige Herre! Det ligger - Støvlepudseriet - ja, det ligger - det ligger i i - aa, jeg kan ikke i øjeblikket komme paa, hvor det ligger! Skulde der virkelig være en By eller et Slot af det mærkelige Navn? Hvor skulde det ligge, Deres Højhed?«Prinsen vendte ham Ryggen og mumlede ærgerlig mellem Tænderne:»Jeg givet denne Gehejmeraad tusinde Guldmønter om Aaret, og saa véd han ikke engang, hvor Støvlepudseriet ligger! Det er skandaløst!«derpaa tænkte han ved sig selv, at naar Solen næste Morgen steg rosenrød op af Havet, saa var hans Humør vist ikke rosenrødt. Han havde ingen Ro paa sig, vilde gaa tidligt ud, tog sin Frakke paa, som Askepusteren havde børstet ren, opdagede nogle Støvfnug paa den, bad om en Børste og stampede i Gulvet. Askepusteren kom ilende med Børsten. Men Prinsen var nu saa skrækkelig vred, at han rev Børsten ud af Haanden paa ham, kastede den i Hovedet paa ham og raabte, at han en anden Gang skulde gøre sit Arbejde noget bedre. Den sidste Festaften kom der igen Masser af Mennesker for at se paa Festen, og Prinsen kørte ogsaa derhen. Materiale ID: TXT.8.1.4.da Side 3 af 5 www.gratisskole.dk
For tredie Gang bad Akepusteren om Lov til at gaa hen og se paa Dansen. Kokken rystede paa Hovedet, fordi Drengen var saa nysgerrig, men saa tænkte han:»man er kun ung én Gang, i Aften er det sidste Festaften,«og saa fik Drengen Lov at gaa. Askepusteren løb hurtigt ned til Egetræet, tog Diamantkjolen paa, skaffede sig Vogn, Heste, Kusk og Lakajer og viste sig atter ved Festen, mere straalende end nogensinde. Prinsen dansede kun med hende og spurgte ømt, hvad hun hed. Askepusteren smilede skælmsk og svarede: Cinerosa Børstehoved.«Fornavnet fandt Prinsen meget smukt, han kunde nemlig' ikke Latin, men Efternavnet forekom ham meget besynderligt. Han havde aldrig hørt noget om denne Familie, som sikkert var meget rig og fornem. Men han sagde alligevel, idet han satte en Ring paa hendes Finger:»Hvem Du end er, skønne Cinerosa, saa trolover jeg Dig nu med denne Ring!«Askepusteren rødmede dybt og sænkede sit Blik. Men straks efter fjernede den unge Pige sig, da Prinsen et Øjeblik ikke passede paa hende. Hurtigt sad hun i sin Vogn, men Prinsen havde givet Befaling til, at hans Vogn skulde køre tæt bagved hendes, for at han kunde følge efter hende. Askepusteren svang Ønskekvisten og sagde: Og saa kørte hun afsted. Hurtigt sad nu Prinsen ogsaa i sin Vogn og kørte efter hende, men pludselig var hendes Vogn ikke mere til at se. Men man kunde høre Støjen af den, og saa kørte Prinsens Kusk efter Lyden. Dansen havde varet længe, Morgenen begyndte at bryde frem. Det var allerede Tid, at Køkkenarbejdet skulde begynde. Askepusteren tryllede Vognen, Hestene og Lakajerne bort, men fik ikke Tid til at klæde sig om. Hun skjulte derfor hurtigt Diamantkjolen under Faareskindspelsen og ilede ned i Køkkenet. Men Prinsen, hvis Vogn, var kørt lige bagefter den dejlige unge Piges, saa med Forundring, at han var lige ved sit eget Slot og vidste ikke, hvordan det hele hang sammen. Han var meget mismodig og næsten syg af Skuffelse.»Vor Prins er slet ikke glad mere!«sagde Kokken til Askepusteren.»Han maa have en Portion kraftig Suppe - gør straks Ild paa!«morgendrikken var hurtigt tilberedt, Askepusteren kastede Kongens Ring deri, og Kokken bar Drikken op. Prinsen drak og fandt til sin Forundring sin Ring paa Bunden af Koppen. Han spurgte heftigt:»hvem har været i Køkkenet saa tidligt?eders Højhed, ingen andre end Askepusteren,«svarede Kokken.»Send straks den Fyr op til mig!«befalede Prinsen, og da Askepusteren kom, saa Prinsen skarpt paa ham, men Faareskindspelsen dækkede den unge Piges Skikkelse.»Kom her, træd nærmere, Askepuster!«bød Prinsen.»Kom og friser mig, min Frisør sover endnu!«askepusteren adlød, traadte ganske nær hen til Prinsen og redte hans tykke, bløde Lokker med Elfenbenskammen. Prinsen følte paa Faareskindspelsen. Den var gledet ganske lidt til Side, saa man kunde se noget fint Silketøj indenfor, gennemvævet af Diamanter saa klare som Dugperler. Det var Diamantklædningen, som Askepusteren ikke havde faaet taget af. Materiale ID: TXT.8.1.4.da Side 4 af 5 www.gratisskole.dk
»Nu kender jeg Dig, min Elskede!«raabte Prinsen henrykt.»nu er Du min, og jeg er din!«og han omfavnede sin Brud og kyssede hende. Kort Tid før Brylluppet udbad den skønne Brud sig en Gunst af sin Brudgom. Den gode Kok, som havde taget saa pænt imod Askepusteren og behandlet ham saa venligt, fik nu Ridderslaget og blev Adelsmand. Det blev han glad for; nu behøvede han ikke mere at lave Mad som ellers, men kunde selv i Ro og Mag hjælpe til med at spise den fyrstelige Mad, og da Brylluppet blev fejret med Pragt og Glans, bar han med Værdighed sine Ordner og Stjerner, alt mens han med egen Haand skar Stegen for ved Bryllupsmiddagen. Materiale ID: TXT.8.1.4.da Side 5 af 5 www.gratisskole.dk