Sindssyge lovovertrædere og sagsomkostninger

DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET Sindssyge lovovertrædere og sagsomkostninger Cebina Hansen Nr. 92/2004 Projekt- & Karrierevejledningen

Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Nr. 92/2004 Sindssyge lovovertrædere og sagsomkostninger Cebina Hansen ISSN: 1339-5367 ISBN: 9788792677013 Se øvrige udgivelser i rapportserien og foretag bestillinger direkte på Projekt- & Karrierevejledningens hjemmeside. Projekt- & Karrierevejledningen Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Center for Sundhed og Samfund Øster Farimagsgade 5 1014 København K 35 32 30 99 www.samf.ku.dk/pkv pkv@samf.ku.dk

INDHOLDSFORTEGNELSE INDHOLDSFORTEGNELSE... 1 1. CASE... 3 1.1 INDLEDNING... 3 1.2 PROBLEMFORMULERING... 5 1.3 AFGRÆNSNING... 5 1.4 METODE... 5 2. ÆLDRE STRAFFERET OG RETSPLEJE... 6 2.1 Tiden før en straffelov... 6 2.2 Straffeloven af 1866... 7 2.3 Retspleje før loven af 1916... 8 3. STRAFFELOVEN AF 1930 OG NUVÆRENDE AFFATTELSE AF STRFL. 16... 9 3.1 Personkredsen i strfl. 16, stk.1, 1. pkt.... 9 3.1.1 Begrebet sindssygdom...9 3.1.2 Tilstande ligestillet med sindssygdom...10 3.2 Kort karakteristik af sindssygdommes indvirkning på personen... 11 3.3 Sindssyge og tilregnelse... 12 3.4 Sindssyge og begrebet skyld... 15 3.5 Kravet om utilregnelighed... 16 3.6 Begrundelse for straffrihed... 17 3.7 Hvorfor særforanstaltning?... 18 4. RETSPLEJELOVENS KAPITEL 91 - SAGSOMKOSTNINGER I STRAFFESAGER... 18 4.1 Historik og almene betragtninger... 18 4.2 Retsplejelovens 1007, stk. 1... 19 4.3 Retsplejelovens 1007, stk. 2... 19 4.4 Retsplejelovens 1008, stk. 1... 19 4.4.1 UDGIFTER, DER ER OMFATTET AF DET OFFENTLIGES REGRESRET... 20 4.5 Retsplejelovens 1008, stk. 4, 2. pkt... 21 4.6 Kan domstolene anvende 1008, stk. 4, 2. pkt. som generel hjemmel til en nedsættelse af omkostningsansvaret for sindssyge domfældte?... 22 5. KAN RETSPRAKSIS KRITISERES?... 24 6. NYERE TENDENSER, HERUNDER VEDTAGELSEN AF RPL. 1014A... 25 7. SAMSPILLET MELLEM RETSPLEJELOVEN OG STRAFFELOVENS REGEL OM STRAFFRIHED26 8. DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVENTION... 26 8.1 Tilblivelse, tiltrædelse og ikrafttræden... 26 8.2 Anvendelse og status i dansk ret... 27 8.2.1 Fordele og ulemper ved en inkorporering og forudsætningerne herfor...28 8.3 De relevante artikler i EMRK og Menneskerettighedsdomstolens praksis... 29 8.3.1 Art. 6, stk. 1, om retten til en retfærdig rettergang og Art. 6, stk. 3, litra c ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse....29

8.4 Kan de danske domstole foretage en selvstændig fortolkning af konventionen?... 32 9. RETSTILSTANDEN I NORGE... 33 9.1 Den norske straffe- og straffeprosesslov... 33 9.2 Særreaksjoner... 35 9.3 De norske regler om betaling af sagsomkostninger... 35 10. RETSTILSTANDEN I SVERIGE... 36 10.1 Den svenske straffelov (brottsbalk)... 36 10.2 De svenske regler om betaling af sagsomkostninger... 37 11. KOMPARATIV ANALYSE MED NORSK OG SVENSK RET... 38 12. SAMMENFATNING OG AFSLUTTENDE OVERVEJELSER... 38 13. FORSLAG TIL ÆNDRING AF RETSPLEJELOVENS 1008, STK. 4, 2. PKT.... 39 14. ØKONOMISKE KONSEKVENSER AF FORSLAGET... 39 15. KONKLUSION... 39 16. ENGLISH SUMMARY... 41 LITTERATURLISTE... 42 2

1. Case I februar 2000 begås to overfald på Amager hospital. Den tiltalte, der er utilregnelig pga. sindssygdom, bliver frifundet for straf, men dømmes til ambulant psykiatrisk behandling. Herudover skal vedkommende betale en foreløbig erstatning på 1.480 kr. til det ene af ofrene. Desuden bliver domfældte pålagt at betale sagsomkostninger. Et beløb på 13.539 kr. Den dømte er på kontanthjælp. (Københavns Byrets 28. afdeling dom afsagt den 18. juni 2001). 1.1 Indledning Er der en formodning for, at sigtede på gerningstiden har været sindssyg, og vil det have betydning for straffesagens afgørelse, skal sigtede mentalundersøges 1, jf. retsplejelovens 2 809. Lægen skal ved denne undersøgelse bl.a. vurdere, hvorvidt sigtede kan antages at have været sindssyg på tidspunktet for den påsigtede kriminalitet, og hvorledes sigtedes nuværende sindstilstand er. Under straffesagen vil den sindssyge, forudsat de objektive såvel som de subjektive ansvarsbetingelser er opfyldt, blive kendt skyldig. Bliver den tiltalte af retten anset for utilregnelig pga. sin sindssygdom, vil pågældende være straffri, jf. straffelovens 3 16, stk. 1, 1. pkt. Oftest vil der i dommen stå, at tiltalte frifindes for straf. Den sindssyge vil, såfremt det er formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, blive idømt en særforanstaltning efter strfl. 68. Som et eksempel fra praksis kan nævnes U.2001.2502 H, hvor en skizofren kvinde kendes skyldig i forsøg på manddrab, frifindes for straf, men dømmes til anbringelse i Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland. Ved dommen vil den sindssyge også blive dømt til at betale sagens omkostninger. Dette følger af det almindelige princip i strafferetsplejen om, at den domfældte betaler straffesagens omkostninger. At den sindssyge er frifundet for straf, ændrer således ikke ved det faktum, at vedkommende er skyldig i overtrædelsen af et straffebud, og at dommen derfor har karakter af en domfældelse. Den sindssyge lovovertræder betragtes altså som skyldig i relation til rpl. 1008, stk. 1. Princippet om domfældtes betaling er også velkendt i den civile retspleje. Her er det som udgangspunkt den tabende part, der betaler både egne og modpartens sagsomkostninger, jf. herved rpl. 312, stk. 1. Et postulat kunne være, at det er urimeligt, at sindssyge domfældte skal betale sagens omkostninger. I civilprocessen er princippet til en vis grad forståeligt. Her er det parterne 1 I RM 5/2002 pkt. 4.1 er der fastsat nærmere retningslinjer for, hvornår en mentalundersøgelse bør iværksættes. Meddelelsen indeholder også retningslinjer for, hvornår mentalundersøgelsen bør forelægges for Retslægerådet, jf. pkt. 6. 2 Jf. Lovbekendtgørelse nr. 777 af 16. september 2002 i det følgende forkortet rpl. 3 Jf. Lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september 2002 i det følgende forkortet strfl. 3

selv (eller i hvert fald sagsøgeren), der ønsker en retssag gennemført. I straffesager er det sjældent den tiltaltes ønske at få sagen for retten og dermed risikere en domfældelse. Det er det samfundsmæssige ønske om at forfølge forbrydelser, der begrunder straffesagens rejsning. Findes tiltalte skyldig, kan han blive idømt en særforanstaltning, men skal betale sagens omkostninger. En særforanstaltning er ikke en straf. Det samme gør sig gældende for sagsomkostninger. Imidlertid kan det ikke nægtes, at idømmelse af sagsomkostninger i visse situationer vil kunne opleves som en straf. Især i de tilfælde, hvor omkostningerne løber op i betragtelige størrelser. Grundsynspunktet er, at sindssyge ikke straffes, men i stedet behandles. Sindssyges straffrihed begrundes med, at det vil være moralsk forkasteligt at møde dem med den bebrejdelse, der ligger i at straffe. At vi i Danmark har et system, der først erklærer den utilregnelige sindssyge for straffri for dernæst i samme retssag at idømme vedkommende sagsomkostninger, kan hos undertegnede vække forundring. Når det endvidere holdes in mente, at mange af de sindssyge domfældte typisk ikke er økonomisk velstillet, og ofte vil være på enten kontanthjælp, bistandshjælp eller pension, fører et eksempel som det ovenstående til instinktiv modvilje og en antagelse om manglende sammenhæng mellem straffelovens regel om straffrihed og retsplejelovens regler om sagsomkostninger. Det er denne undren over retstilstanden, der danner baggrunden for dette speciale. Kritiske røster har da også været fremme med hensyn til princippet om, at domfældte betaler sagens omkostninger i straffesager. Kritikken har især været rejst over for den domfældtes pligt til at betale forsvarerudgifterne. Tilbage i 1960 stillede W.E. v. Eyben spørgsmålstegn ved, om reglerne egentlig var rationelle 4. I 1993 skrev Erik Werlauff en artikel med overskriften Reglerne om sagsomkostninger er forældede. Heri plæderer han for en afskaffelse af princippet i straffesager og for en revision af reglerne i den civile retspleje 5. To år senere er det den uoverskuelige og tilfældige måde, hvorpå sagsomkostningerne opgøres og opkræves, der kritiseres. Kritikken afsluttes med ordene: er tiden endnu næppe moden til en fuldstændig afskaffelse af systemet med, at domfældte skal betale sagens omkostninger i straffesager 6. En undtagelse til princippet blev imidlertid lovfæstet i 1997, da Folketinget indføjede en ny bestemmelse i retsplejelovens kapitel om sagsomkostninger 7. Af denne fremgår det, at når retten sættes ved spørgsmålet om ophævelse eller ændring af en foranstaltning (straffelovens 72), så er det som udgangspunkt det offentlige, der skal betale udgifterne hertil, jf. rpl. 1014a. 4 Jf. Juristen 1960 s. 217 ff. 5 Lov & Ret nr. 6, 1993, side 9 ff. 6 Fuldmægtigen nr. 5, 1995, side 79 ff. 7 Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 4

Den rejste kritik er ikke direkte rettet mod sindssyges omkostningsansvar, men med udgangspunkt i denne kan det spørgsmål rejses, om tiden ikke er inde til at lade reglen i rpl. 1014 a, også gælde hovedsagen, dvs. den sag, hvor foranstaltningen idømmes. Folketinget valgte i 1992 at inkorporere Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For at kunne vurdere hvilken betydning det vil få, såfremt den danske retstilstand må antages at være i strid med EMRK, er det også relevant at undersøge konventionens status og faktiske anvendelse i dansk ret. At der ikke før er sat spørgsmålstegn ved straffri sindssyges betaling af sagsomkostninger, har ikke afholdt undertegnede fra en undersøgelse heraf. Manglende diskussion behøves ikke være udtryk for, at reglerne ikke trænger til en kritisk gennemgang. 1.2 Problemformulering Kan der antages at være et misforhold mellem straffelovens regel om straffrihed og sindssyge domfældtes pligt til at betale straffesagens omkostninger. Er sindssyge lovovertræderes idømmelse af sagsomkostninger i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Rpl. 1008, stk. 4, 2. pkt., giver retten hjemmel til at begrænse omkostningsansvaret, hvis dette ellers vil stå i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår. Kan denne bestemmelse anvendes af domstolene som en generel hjemmel til en nedsættelse af omkostningsansvaret for sindssyge lovovertrædere. 1.3 Afgrænsning Straffrihed kan også komme på tale over for gruppen af mentalt retarderede i højere grad. Specialet vil imidlertid kun omhandle personkredsen i strfl. 16, stk.1, 1. pkt. Det vil ofte være både interessant og lærerigt at sammenholde den danske retstilstand med andre landes lovgivning. Det vil formentlig være mest udbytterigt at foretage en sammenligning med lande, hvormed vi har en vis fælles retstradition. Lande som Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Frankrig er således aktuelle. Grundet omfanget af denne afhandling vil der alene ske en komparativ analyse med retstilstanden i Norge og Sverige. Specialet vedrører en principiel stillingtagen til, hvorvidt sindssyge fortsat bør dømmes til at betale sagsomkostninger. Diskussionen om, hvorvidt anklagemyndigheden bør opgøre sagsomkostningerne til et bestemt beløb inden domsforhandlingen og politikredsenes uens praksis mht. hvilke udgifter, der skal opkræves som driftudgift eller sagsomkostning er selvfølgelig interessant, men ikke relevant i denne sammenhæng. Det vil derfor ikke blive behandlet yderligere. 1.4 Metode For at få en praktisk indfaldsvinkel på emnet er der taget udgangspunkt i en sag, der illustrerer reglernes anvendelse og konsekvenser for den persongruppe, de vedrører. Da domme forholdsvis sjældent indeholder en beløbsangivelse af de idømte sagsomkostninger, har det været nødvendigt at få hjælp til casen. Denne er fået ved 5

henvendelse til Dansk Epilepsiforening. Ved telefonsamtaler med Ellinor Palm Pedersen, kredsformand for SIND i København og forsvarsadvokat Kirsten Bindstrup, København, er det endvidere blevet oplyst, at de idømte sagsomkostninger alt afhængig af sagens karakter, vil ligge på et beløb fra et par tusinde kroner til 30.- 40.000 kr. Der er valgt en retshistorisk tilgang til emnet, og afhandlingen indledes derfor med en beskrivelse af, hvordan de sindssyges retsstilling har været gennem de sidste århundreder. Dette skyldes ønsket om at opnå en større forståelse for reglernes nuværende affattelse. Med udgangspunkt i straffelovens særregler for sindssyge lovovertrædere beskrives gældende ret og retsstillingen for de sindssyge kriminelle, da det er med vægten lagt på denne særstilling, at hovedparten af problemstillingerne behandles. 2. Ældre strafferet og retspleje 2.1 Tiden før en straffelov De første skrevne regler om sindssyges retsstilling findes i romerretten, mens beskrivelsen af de forskellige abnormtilstande findes i gamle græsksprogede skrifter. Der fandtes en bestemmelse med følgende ordlyd: cum satis furore ipso puniatur 8 sygdommen bærer straffen i sig selv. I romerretten blev sindssyge betragtet som personer uden en fri vilje og forvoldte de skade, blev de ikke straffet. Regler om straffrihed blev begrundet med, at sindssygdommen var straf nok i sig selv. I middelalderen var det kirken og dens kanoniske ret, der var fremherskende. Ved vurderingen af et menneskes handlinger var det afgørende at se på menneskets sindelag og vilje. Det subjektive kom således for første gang til at spille en rolle i læren om det retlige ansvar. Gratians dekret (1140) var en af middelalderens mest vigtige skriftsamlinger. Den var et forsøg på at bringe overensstemmelse mellem den lære, der kunne udledes af den verdslige romerret og den kanoniske ret. Her blev sagt om sindssyges straffrihed, at det vides at være fastslået ikke blot ved de menneskelige, men også ved de guddommelige love 9. Det var dog kravet om tilregnelse, der i middelalderen spillede den største rolle ved vurderingen af gerningsmandens strafferetlige ansvar. I de danske landskabslove fra 1200-tallet findes ikke særlige regler om de sindslidendes retsstilling. I 3. bogs kapitel 36 i Eriks Sjællandske Lov kan det dog af en lovregel udledes, at den sindssyge principielt bærer samme ansvar for sine handlinger som alle andre. Ville et nært familiemedlem imidlertid føre vidner på tinge og derved opnå at blive værge for den sindssyge, så blev konsekvensen, at værgen var ansvarlig for den sindssyges handlinger. En skyldbedømmelse flyttede altså ansvaret fra den ulykkelige og skyldløse til en slægtning 10. At det var en hel almindelig procedure dengang, skyldtes forvisningen om, at slægten havde del i ens skæbne, og dermed også var den 8 Romerret Lex 14D 1, 18 9 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side 16 10 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side 17 6

rette til at bære skylden for et sindssygt familiemedlems handlinger. Bestemmelsen gav desuden værgen mulighed for at tage den sindssyge i forvaring. Det var først med Danske Lov af 1683, at særregler om psykisk afvigende blev gældende i hele riget, idet der med Danske Lov blev skabt retsenhed i Danmark. Det var reglerne i DL 1-19-7 og DL 6-6-17. Den første bestemmelse gav hjemmel til forvaring af rasende, eller galind personer. Denne bestemmelse vedblev at være det retlige grundlag for administrativ frihedsberøvelse af sindssyge personer indtil vedtagelsen af sindssygeloven i 1938. DL 6-6-17 bestemte straffrihed for drab begået i Vildelse og Raseri. Straffen for drab var ellers dødsstraf. På den tid blev mange forbrydelser straffet med dødsstraf. Selvom DL 6-6-17 ifølge dens ordlyd kun hjemlede straffrihed for drab, var opfattelsen i det 18. århundrede den, at bestemmelsen burde og skulle have et videre anvendelsesområde. For A.S. Ørsted, der levede i årene 1778-1860, var straffrihed således et grundlæggende princip, der fulgte af selve straffens væsen 11. Hjælp til bedømmelse af den tiltaltes sindstilstand havde dommerne ikke. I 1700-tallet fandtes ikke regler om indhentelse af mentalerklæring. Dengang var det således ikke obligatorisk at anvende læger til bedømmelsen af gerningsmandens psyke. Det hvilede således på dommernes skøn, hvorvidt en lægelig vurdering var nødvendig. Om vedkommende var sindssyg, blev dengang ofte afgjort ud fra vidnesbyrd om gerningsmandens tilstand på gerningstidspunktet. Opførte vedkommende sig mærkeligt eller havde en uforståelig tankegang, var det ofte nok til at anse vedkommende for rasende. Der er dog eksempler på, at læger er blevet anmodet om at vurdere den tiltaltes mentale tilstand. Allerede dengang ansås lægerne nemlig for at være bedst egnede til at gennemskue, om gerningsmanden vitterlig var sindssyg på gerningstidspunktet 12. I 1800-tallet udvikles en egentlig psykiatri/retspsykiatri og bliver således et speciale inden for lægevidenskaben. I datidens strafferet blev sindssyge således ikke straffet. Begrundelsen var, at de ikke havde en fri vilje, og at deres gerninger derfor ikke kunne bebrejdes dem. De var uden skyld. Problemet var således ikke, om der skulle gælde et princip om straffrihed. Snarere at få afgrænset og defineret den personkreds, det gjaldt for, og om det skulle gælde samtlige den sindssyges handlinger. 2.2 Straffeloven af 1866 Trods den begyndende anvendelse af retspsykiatriske erklæringer i 1800-tallets straffesager fik lægerne ikke den store indflydelse på udformningen af reglerne for de psykisk afvigende. Ifølge Knud Waaben bærer reglerne præg af en manglende interesse i at trænge ind i principperne for utilregnelighedens og straffrihedens afgrænsning eller i det rette forhold mellem den retspsykiatriske rådgivning og domstolenes afgørelser 13. 11 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side 21-21 12 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side 27 13 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side 63 7

Der var to bestemmelser i loven, der regulerede retsstillingen for de psykisk afvigende. Straffrihed gjaldt for Handlinger, som foretages af Personer, der ere afsindige, eller hvis Forstandsevner ere enten saa mangelfuldt udviklede eller saa svækkede og forstyrrede, at de ikke kunne antages at være sig Handlings Strafbarhed bevidst, eller som i Gjerningens Øjeblik manglede deres Bevidsthed, jf. strfl. 38, stk. 1. Suppleret af strfl. 39, der lød En ringere Straf end den lovbestemte bliver at anvende på Taaber eller andre Personer, der, om de end ikke mangle al Bevidsthed, dog paa Grund af særegne Tilstande, som have Indflydelse paa Villiens Frihed, ikke have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer. Før straffeloven af 1866 havde der ikke eksisteret regler for gruppen af personer, der ikke var psykisk normale, men heller ikke afsindige. Bestemmelsen i strfl. 39 var således en nyskabelse i dansk strafferet. Straffeloven foreskrev altså straffrihed for alle de sindssyges handlinger. Ifølge juristen Carl Torp omfattede strfl. 38 fire persongrupper, der kunne anses for straffri. Det drejede sig om afsindige, der led af tvangstanker eller vrangforestillinger; sindssyge, der manglende bevidsthed om handlingens strafbarhed; personer, der manglede bevidsthed samt de i højere grad åndssvage. Der blev formentlig stillet krav om en vis varighed i tilstanden. Korterevarende/forbigående sindssygdom ville dog eventuelt kunne rubriceres under manglende bevidsthed 14. I 1800-tallet var forholdet mellem læger og jurister anspændt i hvert fald når diskussionen faldt på retspsykiatriske problemstillinger. Lægerne blev beskyldt for at udtale sig om gerningsmandens tilregnelighed i stedet for at afklare, hvorvidt denne var sindssyg. Juristerne derimod, for ikke at anvende lægernes erklæringer i straffesagerne 15. Denne strid blev bilagt med affattelsen af de nye regler i straffeloven af 1930. 2.3 Retspleje før loven af 1916 Der fandtes enkelte bestemmelser i Danske Lov, der regulerede spørgsmålet om betaling af sagsomkostninger. DL 1-24-2 forudsatte, at Udgifter ved Forfølgning til Straf ordentligvis ikke maa paaføres Kongen, hvor en privat er nærmest til at paatale 16. De fleste forbrydelser var underlagt privat påtale. Kongen kunne dog påbyde det offentlige at anlægge sag mod den formodede gerningsmand. Enkelte bestemmelser foreskrev også offentlig påtale. Det drejede sig om forbrydelserne mord og drab. I disse sager betalte det offentlige udgifterne. I sager, der var underlagt privat påtale, var udgangspunktet, at kunne den domfældte ikke betale, var det den forurettede sagsøger, der måtte betale. Dette førte til den uhensigtsmæssige situation, at forbrydelser i nogle tilfælde ikke blev påtalt 17. 14 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side 128-129 15 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side 129 16 C. Goss, Den danske Straffeproces i Forhold til Strafferetsplejens Grundsætninger fra Chr. V s Lov til Nutiden, side 14 17 C. Goss, Den danske Straffeproces i Forhold til Strafferetsplejens Grundsætninger fra Chr. V s Lov til Nutiden, side 12 8

Det kunne tænkes, at det var for at undgå lignende tilfælde, at retsplejeloven fik bestemmelsen om, at staten i første omgang betaler udgifterne ved straffesagen. 3. Straffeloven af 1930 og nuværende affattelse af strfl. 16 De fleste af de retspsykiatere, der havde indflydelse på udformningen af straffeloven, var af den opfattelse, at sindssygdom på gerningstiden burde medføre straffrihed. To af de fremtrædende jurister, Carl Torp og Aug. Goll, var enige heri. Flertallet af politikere og jurister var imidlertid ikke tilhængere af, at afgørelsen om straffrihed reelt kom til at bero alene på lægens konklusion. Hvilket kriterium, der herudover skulle betinge straffriheden, blev der stillet flere løsningsforslag om. Det blev kriteriet tilregnelighed, der vandt størst tilslutning i Rigsdagen 18. I en betænkning fra 1972 om de strafferetlige særforanstaltninger 19 blev det foreslået at afskaffe kravet om tilregnelighed, således, at straffrihed var givet med den psykiatriske diagnose. Dette blev afvist. I 1997 vedtog Folketinget at ændre begrebet åndssvag til mental retardering 20. Der er alene tale om en sproglig modernisering af bestemmelsen. 3.1 Personkredsen i strfl. 16, stk.1, 1. pkt. Personkredsen i strfl. 16, stk.1, 1. pkt., omfatter personer, der er sindssyge eller i en tilstand, der må ligestilles hermed. 3.1.1 Begrebet sindssygdom Sindssygdom er ikke et juridisk, men et lægeligt begreb. Herved forstås de tilstande, der efter psykiatrisk terminologi hører under betegnelsen sindssygdom eller psykose 21. Som i hovedparten af FN s medlemslande anvendes det af WHO udarbejdede diagnosesystem ICD-10 (International Classification of Diseases, 10. revision) i Danmark. ICD-10 indeholder, udover de psykiatriske, alle lægelige diagnoser. I dansk retspsykiatrisk praksis anvendes imidlertid den lidt ældre udgave af ICD, nemlig ICD-8 sammen med ICD-10 22. De i befolkningen mest almindeligt kendte sindssygdomme er formentlig skizofreni, senil demens og manio-depressiv psykose. Når det vedrører spørgsmålet om tilstedeværelsen af en sindssygdom på gerningstidspunktet, vil retten som alt overvejende hovedregel lægge lægens konklusion til grund, men rettens valg af særforanstaltning følger ikke altid lægens anbefaling. Jf. herved U.1997.1329 H, hvor den tiltalte havde været mentalundersøgt på Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik. Konklusionen var, at tiltalte var sindssyg og kunne antages at have været det på tidspunktet for den påsigtede kriminalitet. Som mest formålstjenlig foranstaltning anbefaledes dom til psykiatrisk behandling i 18 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side 130-131 19 Betænkning 667, side 138 20 Jf. lov nr. 274 af 15. april 1997 21 Kommenterede straffelov, almindelig del side 160 22 Villars Lunn, Retspsykiatri, side 269 9

psykiatrisk sygehus eller afdeling. Retslægerådet tiltrådte dette. Blandt dommerne var der imidlertid enighed om dom til anbringelse i hospital for sindslidende. Ligeledes U.1981.800 H, hvor Retslægerådet anbefalede dom til psykiatrisk behandling, men hvor flertallet af dommerne stemte for en dom til anbringelse på et hospital for sindslidende. 3.1.2 Tilstande ligestillet med sindssygdom Denne betegnelse genfindes ikke i det psykiatriske diagnosesystem. Da den blev indført med straffeloven af 1930, var lægerne noget skeptiske over for denne nye sprogbrug. Intentionen med nydannelsen var at undgå, at afgrænsningen af området for straffrihed skulle være afhængig af psykiaternes enighed om, hvor grænsen for sindssygdom gik. Dengang kunne nogle psykiatere anse en tilstand for psykotisk, mens andre anså tilstanden som liggende uden for området af sindssyge 23. Ydermere skulle betegnelsen sikre, at tilstande, der ikke kan benævnes sindssygdom, men som frembyder samme indgribende sygelige forandring af sindet, kan mødes med straffrihed 24. Altså en udvidelse af straffrihedens område. I retspraksis ses betegnelsen dog anvendt relativt sjældent, idet det sker mindre end 10 gange om året 25. Der er tale om et blandet lægeligt-juridisk begreb. Juridisk i den forstand, at betegnelsen tilkendegiver, at der findes tilstande uden for psykosebegrebet, hvor straffrihed også bør indrømmes. Lægelig, fordi psykiateren på baggrund af sin lægelige viden skal beskrive tilstanden og dernæst vurdere, om tilstanden kan ligestilles med sindssygdom. Om vedkommende skal være straffri, afhænger som ved sindssygdom - af afgørelsen om tilregnelighed, der er forbeholdt dommerne. Selvom en abnorm tilstand stadig kan frembyde tvivl og den stillede diagnose kan være usikker, antages der generelt at være en høj grad af konsensus om klassifikationen af en given tilstand 26 blandt nutidens psykiatere. De fra retspraksis mest kendte eksempler på tilstande ligestillet med sindssygdom er formentlig U.1946.887 H (organisk hjernelidelse), U.1969.314 H (epileptisk tågetilstand) og U.1993.921 H (demens efter alvorligt kranietraume). En tilstand skal, for at kunne omfattes af strfl. 16, stk. 1, 1. pkt., nødvendigvis ikke være af længerevarende karakter 27. I retspraksis findes eksempler på tilfælde, hvor selv ganske kortvarige påvirkninger af gerningsmandens psyke er tilstrækkelig, jf. eksempelvis U.1977.889 V. Tiltalte, der led af sukkersyge, havde under kørslen fået insulinchok. Under insulinchokket havde tiltalte overtrådt færdselsloven ved at køre med en, efter forholdene, for høj fart i et tættere bebygget område og ved ikke at udvise fornøden agtpågivenhed til afværgelse af fare og skade for andre. Kørslen resulterede i en påkørsel med materiel skade til følge. Der var rejst tiltale for tre forhold. Tiltalte 23 Knud Waaben, Retspsykiatri og strafferet i historiens lys, side 131 24 Betænkning nr. 667, side 29 25 Knud Waaben, Retspsykiatri, side 72 26 Villars Lunn, Retspsykiatri, side 260 27 Gorm Toftegaard Nielsen, Strafferet I, side 277 10

dømtes for det første forhold, der var begået inden insulinchokkets indtræden. For de to andre forhold anså retten tiltalte for straffri i medfør af strfl. 16, stk.1, 1. pkt. Imidlertid skal sådanne påvirkninger ikke forveksles med de såkaldte abnorme enkeltreaktioner, der karakteriseres som en isoleret abnorm handling hos en i øvrigt normal person 28. Normal skal i denne sammenhæng forstås således, at gerningsmanden ikke befinder sig i en psykisk abnormtilstand, dvs. er sindssyg. En abnorm enkeltreaktion vil typisk ikke kunne karakteriseres som en sindssygdom eller en hermed ligestillet tilstand, men vil kunne omfattes af strfl. 85 om handlinger begået under indflydelse af stærk sindsbevægelse. Der er tale om et samlebegreb for forskellige reaktionstyper. Til begrebet kan bl.a. henføres kortslutnings- og panikreaktioner samt impuls- og afspændingshandlinger. Der er tale om handlinger, som for gerningsmanden vil virke personlighedsfremmed og uforståelig. Handlingen vil som regel virke meningsløs og uden motiv. Typisk vil reaktionen være inadækvat i forhold til situationen. Eksempelvis drab som følge af en mindre forulempelse 29. Et eksempel fra retspraksis er U.1990.56 H, hvor en 18-årig mand ved et besøg hos en intimmassøse tildeler denne 43 stik- og 16 snitsår. Massøsen dør af knivstikkene. Lægerne karakteriserede gerningsmanden som normalt begavet, let påvirkelig og sårbar med tendens til indelukkethed. Af udseende så han ud til være omkring 12-14 år, og modenhedsmæssigt var han endnu længere tilbage. Lægerne anså ham omfattet af strfl. 69 og anbefalede en særforanstaltning som mere formålstjenlig end straf. Spørgsmålet om anvendelse af strfl. 85 besvarede nævningene bekræftende. Trods det faktum, at sager om forsætligt drab i reglen ikke kan afgøres ved anvendelse af særforanstaltning efter strfl. 69, jf. 68, 2. pkt., imødekom dommerne anbefalingen. Begrundelsen skal findes i de ganske særegne omstændigheder omkring gerningsmandens person. I U.1985. 615 H havde den 52-årige spirituspåvirkede gerningsmand dræbt sin foresatte efter provokerende drillerier fra denne. Ifølge Retslægerådet kunne drabshandlingen karakteriseres som en abnorm enkeltreaktion. Gerningsmanden var ikke tidligere straffet. Han var normalt begavet, men grundet hans mangel på følelsesudtryk og indesluttethed anså Retslægerådet ham for karaktermæssigt at være svært afvigende. Retslægerådet konkluderede, at han kunne henføres til den i strfl. 69 omhandlede personkreds, men at han befandt sig på grænsen til strfl. 16, stk. 1. Som mere formålstjenligt end straf anbefalede Retslægerådet en dom til behandling. Nævningerne svarede nej til strfl. 16, stk. 1, men bekræftende på spørgsmålet om anvendelse af strfl. 85. Han blev idømt 8 års fængsel for overtrædelse af strfl. 237. Her vælger dommerne ikke at følge Retslægerådets anbefaling, men idømmer i stedet en straf, dog nedsat med henvisning til strfl. 85. 3.2 Kort karakteristik af sindssygdommes indvirkning på personen Der findes mange forskellige tilstande, der kan karakteriseres som en sindssygdom. Overordnet set er sindssygdommene inddelt i de organiske, manio-depressive, 28 Villars Lunn, Retspsykiatri side 317 29 Stephan Hurwitz, Kriminologi, side 167-169 11