Bacheloropgave i varetægtsfængsling 1 S i d e
Indholdsfortegnelse Engelsk resumé... 3 Kapitel 1: Indledning... 5 Kapitel 2: Den historiske udvikling... 6 Kapitel 3: Varetægtsfængsling... 9 3.1 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens 762, stk. 1... 11 3.1.1 Ad: Begrundet mistanke... 11 3.1.2 Ad: Offentlig påtale... 13 3.1.3 Ad: Strafferammen... 14 3.2 De særlige fængslingsgrunde efter RPL 762, stk. 1, nr. 1-3... 17 3.2.1 Sikringsarrest efter RPL 762, stk.1, nr. 1... 17 3.2.2 Uskadeliggørelsesarrest efter RPL 762, stk.1, nr. 2... 19 3.2.3 Kollusionsarrest efter RPL 762, stk. 1, nr. 3... 22 3.3 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens 762, stk. 2... 25 3.3.1 Stk. 2, nr. 1 Begrundelse... 27 3.3.2 Stk. 2, nr. 2 Begrundelse... 28 3.3.3 Inhabilitet RPL 60, stk. 2, jf. 61... 29 3.4 Varetægtsfængsling efter RPL 763... 31 3.4.1 Ad: RPL 763, stk. 1, nr. 1... 32 3.4.2 Ad: RPL 763, stk. 1, nr. 2... 32 3.4.3 Ad: RPL 763, stk. 2... 33 3.5 Varetægtsfængsling generelt... 33 3.5.1 Frister for varetægtsfængsling... 34 3.5.2 Varetægtsfængsling efter domsafsigelse... 35 3.5.3 Misbrug af varetægtsfængsling... 35 3.5.4 Varetægtsfængsling ifht. strafudmåling... 36 Kapitel 4: Isolationsfængsling... 37 4.1 International kritik... 39 Kapitel 5: Varetægtsfængsling i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset... 40 Kapitel 6: Konklusion... 43 Kapitel 7: Kildefortegnelse... Error! Bookmark not defined. 2 S i d e
English resume The goal of this bachelor project is to give a thorough description of the use of remand under the Danish Administration of Justice Act (RPL). The subject was chosen because remand and solitary confinement are applied extraordinarily often in Denmark which has led to heavy international criticism. Remand, according to Danish law, presupposes certain general conditions. Some of these differ depending on which paragraph is to be applied, others remain the same. There are eleven possibilities for application of remand under Danish law. For the use of Article 762, paragraph 1 of the RPL, reasonable suspicion is required. The offence must be subject to public indictment, and the potential sentence for the alleged crime must exceed 1 year and 6 months. Besides the general conditions of remand, one of the following conditions must also be met: If suspected that the subject will attempt to flee he may be remanded under the rules for security arrests. If suspected that the subject will commit a new crime similar to the one he is charged with prior to the trial he may be remanded under the rules for rendering harmless arrests. And if suspected that the subject will attempt to interfere in the investigation of the crime he may be remanded under the rules for collusion arrests. After analyzing the circumstances for remand under the RPL, our project investigates the use of solitary confinement. In this chapter we both describe the rules and the actual use of solitary confinement. The Danish conditions have been heavily criticized by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT). The critique from this body of the European Council is also analyzed. Towards the end, our project examines and discusses the legal events in connection with the clearing of the Youth House in Copenhagen and the following remands. In order to give the most accurate description possible we have chosen to consult the real actors in this game of remand and have carried out interviews with representatives from the prosecution and the defense as well as the court itself. 3 S i d e
Forfatterfordeling: Denne opgave er udarbejdet af to forfattere, og. Nedenfor er en opdeling af opgavens indhold fordelt på stykkernes forfatter: Kapitel 1: Indledning Fælles Kapitel 2: Den historiske udvikling af Kapitel 3: Varetægtsfængsling af 3.1 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens 762, stk. 1 af 3.1.1 Ad: Begrundet mistanke af 3.1.2 Ad: Offentlig påtale af 3.1.3 Ad: Strafferammen af 3.2 De særlige fængslingsgrunde efter RPL 762, stk. 1, nr. 1-3 af 3.2.1 Sikringsarrest efter RPL 762, stk.1, nr. 1 af 3.2.2 Uskadeliggørelsesarrest efter RPL 762, stk.1, nr. 2 af 3.2.3 Kollusionsarrest efter RPL 762, stk. 1, nr. 3 af 3.3 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens 762, stk. 2 af 3.3.1 Stk. 2, nr. 1 Begrundelse af 3.3.2 Stk. 2, nr. 2 Begrundelse af 3.3.3 Inhabilitet RPL 60, stk. 2, jf. 61 af 3.4 Varetægtsfængsling efter RPL 763 af 3.4.1 Ad: RPL 763, stk. 1, nr. 1 af 3.4.2 Ad: RPL 763, stk. 1, nr. 2 af 3.4.3 Ad: RPL 763, stk. 2 af 3.5 Varetægtsfængsling generelt af 3.5.1 Frister for varetægtsfængsling af 3.5.2 Varetægtsfængsling efter domsafsigelse af 3.5.3 Misbrug af varetægtsfængsling af 3.5.4 Varetægtsfængsling ifht. strafudmåling af Kapitel 4: Isolationsfængsling af 4.1 International kritik af Kapitel 5: Varetægtsfængsling i forbindelse med politiets rydning af Ungdomshuset af Ulrik Vindberg Madsen Kapitel 6: Konklusion Fælles Hovedopgaven indeholder i alt 83.981 anslag fordelt ligeligt mellem de to forfattere. 4 S i d e
Kapitel 1: Indledning Vi har valgt at skrive om emnet varetægtsfængsling, fordi emnet i sig selv er et af de mest omdiskuterede emner indenfor den danske retspleje. Varetægtsfængsling rejser et fundamentalt retssikkerhedsmæssigt spørgsmål om, hvorvidt det er acceptabelt at fængsle en person på et tidspunkt, hvor han ifølge den almene retsopfattelse må anses som uskyldig. Danmark er et af de lande i verden, som anvender varetægts- og isolationsfængsling absolut mest, hvilket har medført stor international kritik. Denne kritik har ligeledes været en væsentlig motivation i vort valg af emne. I vor behandling af emnet har vi gået direkte til spillets aktører, og gennemført interviews med både repræsentanter for anklagemyndigheden, forsvaret og domstolene. Dette er valgt med det formål at få belyst emnet fra alle de involverede parters synspunkt. Vi har desuden gennemgået emnet ud fra den eksisterende teori og retspraksis på området, og sammenholdt dette med de informationer, som vi selv har fået ud af vore interviews. Efter denne gennemgang har vi valgt at beskrive teori og retspraksis for anvendelse af isolationsfængsling, samt gennemgå dommerens inhabilitet efter at have afsagt kendelse om varetægtsfængsling med hjemmel i retsplejelovens 762, stk. 2. Disse to emner har vi valgt, fordi de er så tæt knyttede til varetægtsfængsling som de er. Efterfølgende har vi gennemgået den internationale kritik af vores anvendelse af varetægtsog isolationsfængsling og set på, om denne kritik er berettiget. Til slut har vi valgt at gennemgå problemet vedrørende varetægtsfængsling i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset i København. Vi har udvalgt netop denne situation, fordi det er den mest omtalte brug af varetægtsfængsling siden lovændringen i 1978, og fordi varetægtsfængslingen i denne forbindelse i flere situationer skete på et meget tyndt grundlag. 5 S i d e
Opgaven vil ikke gennemgå den processuelle del af varetægtsfængsling, ligesom vi ikke vil se på hverken den varetægtsfængsledes rettigheder under varetægtsfængslingen eller på mulighederne for varetægtsfængsling udenfor retsplejeloven. Kapitel 2: Den historiske udvikling Det er en stor fordel for anklagemyndigheden at kunne tilbageholde en sigtet i en konkret sag, så man får mulighed for at forberede sagen uden at risikere, at den sigtede flygter, ødelægger beviser, påvirker vidner eller lignende. Af denne grund er det også forståeligt, at processuelle tvangsindgreb, som for eksempel varetægtsfængsling, har været brugt i lang tid; selv før staten begyndte at fungere som part i straffesager. Frem til 1800-tallet fungerede staten ikke som egentlig part i straffesager. Den forurettede part måtte selv gennemføre sagen, og staten fungerede i inter-partes forholdet ikke i større omfang end som en form for ordensmagt 1. Man stillede visse processuelle tvangsindgreb til rådighed, men lovovertrædelsen betragtedes i essensen som et mellemværende mellem de implicerede parter eller disses stedfortrædere alt efter forbrydelsens omstændigheder. Denne type partsopfattelse betød naturligvis, at brugen af de ovennævnte processuelle tvangsindgreb, skønt der var bemyndigelse hertil, var temmelig begrænset. Knapt hundrede år senere udvikledes så småt den opfattelse, at en forbrydelse snarere var en krænkelse af staten frem for den forurettede. Denne opfattelse udmøntede sig i, hvad der er kommet til at hedde den inkvisitoriske procesform 2. Med forordningen af 13. oktober 1819 fuldendtes omstillingen, og alle undersøgelses- og efterforskningsbeføjelser blev tillagt undersøgelsesdommeren, der også fik bemyndigelse til at bruge de processuelle tvangsindgreb i sit retsregime. Der skete herefter en hurtig udvikling i brugen af varetægtsfængsling. De processuelle tvangsindgreb blev med den inkvisitoriske procesform et instrument til at fremprovokere 1 Wilhjelm, s. 59 2 Wilhjelm, s. 59 6 S i d e
en tilståelse, hvilket virkede som det primære formål med straffesagerne 3. Formålet med varetægtsfængsling ændrede sig, og det var slet skjult. Det hed sig endda, at sidde på bekendelse en midlertidig fængsling, der havde til formål at få den fængslede til at erkende sin skyld. I løbet af ganske kort tid åbnede inkvisitionsprincippet for en enorm mængde kritik af ikke mindst den skødesløse brug af varetægtsfængsling. Og debatten herom fik endda betydning for udformningen af juni-grundloven i 1849. En af princippets største kritikere var Hother Hage, der som den første gennemtrængende forfatter foreslog et alternativ til det inkvisitoriske princip, da han udgav sine tanker om det akkusative princip i 1847. Hages og andres kritik af den daværende brug af frihedsberøvelse som straffeprocessuelt pressionsmiddel kom ved udformningen af grundloven til udtryk ved visse restriktioner, der stadig står uændrede i dag nuværende grundlovs 71, stk. 1, 72, stk. 3 og 72, stk. 5 4. Den 18. december 1902 vedtog man i Folketinget for første gang en retsplejelov. Dette skete efter tre proceskommissioner, en mængde lovforslag (private og politiske), uenighed blandt juridiske forfattere og årtiers politisk tovtrækkeri mellem primært Venstre og Socialdemokratiet, og uenighed med Landstinget. Den store uenighed gik i høj grad på de betingelser, der skulle være til stede for at kunne varetægtsfængsle de såkaldte varetægtsbetingelser, primært hvilken grad af mistanke der skulle påfalde den sigtede, før han kunne varetægtsfængsles. Landstinget mente, at mistanke i sig selv var nok, mens Folketinget argumenterede for, at dette ville resultere i et retssystem, der lå alt for tæt på det gamle inkvisitoriske princip, og at skellig grund til at antage, at sigtede har gjort sig skyldig var langt mere effektivt for sikring af retssikkerheden 5. Landstinget endte med at indrømme denne ændring, og Folketinget frafaldt alle andre skærpelser. Desuden måtte man godtage, at Landstinget lempede kravet til indikation af flugtrisiko. I 1905 var man endelig nået frem til et kompromis med hensyn 3 Wilhjelm, s. 59 samt til dels Jørgensen, s. 27 ff 4 Wilhjelm, s. 61 5 Wilhjelm, s. 73 7 S i d e
til varetægtsbetingelserne, og disse fik den formulering, som på nær den senere fremkomne nr. 2d, var gældende helt frem til 1978 6. Siden da er der sket nogle få ændringer som for eksempel i L1935.175, hvor den såkaldte retshåndhævelsesarrest blev indføjet, da man i en konkret sag måtte indrømme, at betingelserne for varetægtsfængsling ikke var opfyldt. Vigtigst af ovennævnte ændringer var strafferetsplejeudvalgets betænkning om anholdelse og varetægt (Bet.1974.728), som udmøntede sig i L1978.243. I denne betænkning stillede strafferetsplejeudvalget forslag om afskaffelse af et par forældede regler (såsom muligheden for at varetægtsfængsle omstrejfere m.v.). Af mere interessant karakter foresloges det almindelige kriminalitetskrav for varetægt begrundet i flugt- gentagelseseller kollusionsrisiko hævet til en strafferammegrænse på 1 år og 6 måneder, og mistankekravet ændres fra skellig grund til rimelig begrundet. Desuden foresloges proportionalitetsgrundsætningen formuleret i en bestemmelse om, at varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis denne frihedsberøvelse kommer til at stå i misforhold til bl.a. den straf, som kan forventes idømt, hvis sigtede findes skyldig i den begåede forbrydelse 7. Efter kritik fra Højesteret af fængslingsbegrundelserne foresloges det i øvrigt, at der i den enkelte kendelse fra retten skal stå de omstændigheder, som retten begrunder sin beslutning om varetægtsfængsling med; altså omstændigheder, der viser, at betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt. Betænkningen kom som sagt til at danne grundlag for L1978.243, dog med en central ændring: man mente stadig, at varetægtsfængslinger blev brugt for meget, så det blev nu krævet, at den enkelte kendelse skulle indeholde de præcise, konkrete omstændigheder, som fik retten til at mene, at varetægtsbetingelserne var opfyldt altså en stramning i forhold til betænkningen. 6 Wilhjelm, s. 73 7 Wilhjelm, s. 85 8 S i d e
I den følgende tid blev flere nye lovforslag på området fremstillet. Der var et i 1981 og to i 1983, men de blev alle henholdsvis forkastet, ikke færdigbehandlet, eller kunne ikke samle flertal 8. Først i 1987 med L1987.386 kom en ændring. Den udvidede brugen af den såkaldte retshåndhævelsesarrest (nuværende RPL 762, stk. 2, nr. 1); der forudsættes stadig særligt bestyrket mistanke, som indført ved L1978.243 9. Af senere lovændringer bør nævnes L2000.428, der satte en mængde begrænsninger for anvendelse og varighed af isolationsfængslinger, foruden at sikre dommerens upartiskhed i sager, hvor der har været anvendt varetægtsfængsling. Også L2006.542 og L2008.493 søgte at nedbringe varigheden af varetægtsfængsling i isolation, og det er tydeligvis stadig et emne, som politikerne arbejder på. Antallet af varetægtsfængslinger er højt, og Danmark bliver stadigvæk kritiseret fra internationalt plan for vores langvarige isolationsfængslinger 10. Kapitel 3: Varetægtsfængsling Beslutningen om varetægtsfængsling kan alene træffes ved en kendelse fra retten jf. RPL 764, stk. 1. Betingelserne for varetægtsfængsling, som vil blive behandlet senere, skal sammenholdes med den pågældende sags konkrete forhold, og det er derfor aldrig tilstrækkeligt at anvende standardiserede formodningsregler eller lignende. jf. EMD 26/6-91 Letellier mod Frankrig. Dette skal ses i lyset af uskyldighedsformodningen in dubio pro reo, som fremgår af EMRK art. 5-6 11. Varetægtsfængsling sker efter begæring fra politiet, og det er i praksis næsten udelukkende personer, som forinden er anholdt, der begæres varetægtsfængslet 12. Selv om det ikke er teoretisk umuligt at varetægtsfængsle en ikke anholdt person, er det dog meget svært at forestille sig en situation hvor det kunne blive aktuelt. Varetægtsfængsling kan ikke 8 Wilhjelm, s. 87 9 Wilhjelm, s. 87 10 http://www.cpt.coe.int/en/states/dnk.htm 11 Rehof og Trier, s. 163 12 Lindencrone og Werlauff, s. 651f 9 S i d e
anvendes overfor personer under 15 år, men den må antages at kunne anvendes overfor utilregnelige personer 13. Det fremgår af EMRK art. 6 (2) at: Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven. Man må dog samtidig erkende, at politiets muligheder for efterforskning forbedres betragteligt gennem muligheden for varetægtsfængsling. I sager om bandekriminalitet, sager om en længere række forbrydelser eller i sager med flere sigtede, kan varetægtsfængsling være absolut nødvendigt, hvis efterforskningen skal lykkes. De modstridende hensyn hhv. til sigtedes retssikkerhed og til politiets efterforskning er ganske åbenbare i spørgsmålet om varetægtsfængsling. Det er derfor kun naturligt, at der altid har været debat, om både hvornår der bør ske varetægtsfængsling, og hvor lang tid varetægtsfængslingen med rimelighed kan opretholdes. Varetægtsfængsling danner grundlag for en længere række af interessante problemstillinger. Der kan ikke alene stilles spørgsmålstegn ved, om det materielle indhold af varetægtsbestemmelserne tilstrækkeligt dækker over de situationer, hvor vi mener, at det er forsvarligt, eller endda nødvendigt at fængsle en person for en forbrydelse, som han endnu ikke er dømt for. Problemerne strækker sig også ind i samspillet mellem reglernes intenderede og faktiske anvendelsesområde, idet reglerne konstant bliver forsøgt udvidet i alle retninger af anklagere, for at omfatte så mange situationer som muligt. Dette sker, samtidig med at forsvarere kæmper for at begrænse anvendelsen til et minimum. Dette giver grundlag for en meget flydende fortolkninger af retsplejeloven, som vil blive illustreret senere. Den største problematisk er dog stadig, at varetægtsfængsling går imod den måske mest grundlæggende retssikkerhedsmæssige tanke bag vort retssystem at man kun straffes, hvis man er dømt skyldig af en ret. Når der gives mulighed for noget så indgribende som varetægtsfængsling, er det interessant at se på de elementer, der gør sig gældende, når reglerne føres ud i praksis. 13 Bet.1974.728 s. 71 og Gomard m.f. s. 147 1 0 S i d e
3.1 Varetægtsfængsling efter retsplejelovens 762, stk. 1 Betingelserne for varetægtsfængsling fremgår af RPL 762, stk. 1. Det kræves, at der er begrundet mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt lovovertrædelsen efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. 14 Ud fra formuleringen fremgår det, at tre overordnede elementer skal vurderes; graden af mistanke, den offentlige påtale og den potentielle straf. 3.1.1 Ad: Begrundet mistanke Graden af mistanke, altså den styrke, hvormed mistanken retter sig imod en potentiel gerningsmand, varierer mellem de forskellige bestemmelser. Mistankegraden i RPL 762, stk. 1 er sat til begrundet mistanke. Dette udtryk afløste det oprindelige skellig grund, som kan spores tilbage til et mindretalsforslag 15, hvor formuleringen blev indført med det formål at forhindre varetægtsfængsling på grund af en løs mistanke. Denne formulering blev dog meget kritiseret i bet. 1974 nr. 728 s. 25 16. Kritikken opstod, fordi udvalget mente, at den oprindelige formulering medførte en vis forhåndsvurdering af skyldspørgsmålet. Ved vurdering om anvendelse af stk. 1 i forbindelse med meget alvorlige forbrydelser er der muligvis en uheldig tendens til at slække på kravene til varetægtsfængsling 17. Begrundet mistanke forudsætter, at mistanken ikke alene foreligger på et tænkt plan. Mistanken mod den anholdte skal være konkretiseret til en vis grad, og må derfor antages at skulle understøttes af en vis grad af bevis. Såfremt anklagede nægter sig skyldig, bør forurettedes forklaring ikke alene kunne danne grundlag for en konkretiseret mistanke. Her må dommeren foretage en konkret vurdering af, hvorvidt han mener, at der er tilstrækkelig mistanke om, at den sigtede har begået den forbrydelse, som han er tiltalt for. 14 RPL 762, stk. 1, 1. pkt. 15 Straffeprocesudkast 1899 mot. sp. 107 (423) 16 Gomard m.f. 147 17 Se eksempeltvis U1966.693H (Palle Sørensen) 1 1 S i d e
Denne vurderingsform kan på teoretisk plan resultere i et par problemer. Det er interessant at overveje, at begrundet mistanke er et meget subjektivt udtryk, og grundet den fri bevisførelse jf. RPL 344, jf. 880, kommer vurderingen til at stå den enkelte dommer frit for. Dommer Niels Viltoft skriver i sin artikel Varetægtsfængsling : [ ] folketinget kan foretage de stramninger i lovgrundlaget det vil for at begrænse antallet af varetægtsfængslede. Domstolene fortsætter med at varetægtsfængsle dem, som de hele tiden har fængslet.18 Udtalelsen kom i forbindelse med skærpelsen af mistankegraden i lovændringen i 1978 og er interessant, fordi den udtrykker et potentielt problem ved dommernes vurdering. Ifølge dommer Niels Viltoft følger dommerne i højere grad en personlig tråd i vurderingen end det, som egentlig er lovgivers tanke. Hvis dommerne vurderer begrundet mistanke efter samme målestok som mistanke, så er der ikke sket nogen udvikling, og tanken bag lovændringen i 1978 at nedsætte antallet af varetægtsfængslede er gået tabt. Dette karakteriserer endnu et problem, for hvis dommerne ikke ændrer deres holdning til mistankegraden, så opstår der et gråt område mellem mistanke og begrundet mistanke. Der kan dog rent sprogligt sættes spørgsmålstegn ved, om en mistanke nogensinde ikke kan være begrundet. Alle mistanker vil naturligvis ikke være velbegrundede, men alene det faktum, at en vis handling, udsagn eller lignende har skabt en mistanke, må denne handling anses som begrundelsen for mistanken, velbegrundet eller ej. Hvis en dommer vurderer, at der i en konkret sag er begrundet mistanke, for at en bestemt forbrydelse er udført, og dermed varetægtsfængsler, men vurderer dette på baggrund af det gamle mistanke - begreb (altså før stramningen af det materielle indhold), så risikerer man at ende i varetægtsfængsel, selvom den mistankegrad der påfalder én ikke opfylder de krav, som lovgiver har haft i sinde ved udfærdigelse af den gældende lov. Modsat er landsdommer Peter Rørdam dog uenig med dommer Niels Viltoft 19, men han indrømmer dog, at: 18 Viltoft, U.1989B.120, side 1. 19 Rørdam, U.1989B.243, s. 1 nederst 1 2 S i d e
I et vist omfang må man derfor affinde sig med, at der er forskelle i måden at håndhæve bestemmelserne på, og det vil der utvivlsomt blive ved med at være, uanset hvor meget de indholdsmæssigt strammes. 20 Eller som Bitsch siger i en anmeldelse af wilhjelms undersøgelse Tvangsindgreb i strafferetsplejen 1976-85 21 : [ ] man mente at kunne se, at nogle af dem, der før lovændringen blev fængslet, muligvis skulle løslades for fremtiden, men man kunne ikke finde ud af, hvem det var Dette giver naturligvis et problem, idet retsreglerne ikke anvendes som folketinget havde ønsket, da reglerne blev vedtaget. På den anden side bør man dog være opmærksom på, at folketinget tilsyneladende ikke fik formidlet budskabet godt nok om præcis hvem der ikke længere skal varetægtsfængsles. I sådan en situation er det naturligt at antage, at dommerne ikke ændre deres praksis før det ligger klart, præcis hvad de skal ændre den til. 3.1.2 Ad: Offentlig påtale De fleste straffesager kræver en anmeldelse for at blive efterforsket. Ikke fordi det altid er et formelt krav, men fordi politiet ofte ikke får kendskab til en forbrydelse, med mindre den anmeldes. Når politiet har fået kendskab til en forbrydelse, kan det dog som regel køre den som straffesag, også selv om ofret ikke ønsker at anmelde overtrædelsen, eller selv om ofret trækker sin anmeldelse tilbage. Dette betegnes offentlig påtale og betyder direkte, at det offentlige har ret til at påtale forbrydelsen. Det er dog muligt at give sin accept til, at visse former for forbrydelser bliver udført mod en, uden at der efterfølgende kan rejses en straffesag på baggrund af situationen. Der kan eksempelvis gives samtykke til en vis mængde simpel vold. Dette samtykke skal dog gives forinden handlingen udføres, og kan altså ikke ske efterfølgende ved at ofret forholder sig accepterende til episoden. 20 Rørdam, U.1989B.243, s. 1 øverst 21 Bitsch, U1988B.435, s. 2 1 3 S i d e
Selv om dansk strafferet gennemgående er ganske moderne, er det dog et levn fra ældre ret, at enkelte forbrydelser som fx selvtægt, ærekrænkelse og visse former for fredskrænkelser er undergivet privat påtale, hvorfor den forurettede må køre en eventuel straffesag efter de almindelige civilprocessuelle regler. Offentlig påtale kan dog ske, når almene hensyn kræver det, jf. RPL 725-727 og 989. Dette er dog klart undtagelsen, og hovedreglen er altså fortsat offentlig påtale. Ved overtrædelse af enkelte bestemmelser, fx strfl 275, stk. 2 om visse freds- og ærekrænkelser, er den offentlige påtale betinget af en begæring fra den forurettede. Dette betegnes betinget offentlig påtale. Hvis der i en sådan sag rejses tiltale, uden at der foreligger en begæring fra forurettede, skal der ske frifindelse jf. U2000.342H. Hvis en sag er underlagt betinget offentlig påtale, kan varetægtsfængsling eventuelt foretages som et uopsætteligt skridt, jf. RPL 720, stk. 3 22. Der findes her ikke regler om subsidiær privat påtale, hvorfor den forurettede ikke kan gennemføre en straffesag, hvis anklagemyndigheden ikke ønsker det. 3.1.3 Ad: Strafferammen Det er efter formuleringen i RPL 762, stk. 1 strafferammen, og ikke den forventede straf, der er afgørende for muligheden for varetægtsfængsling. Der er ikke mangel på vejledning for dommeren, når han skal foretage denne vurdering, og den volder derfor sjældent større problemer. Dommeren kan ganske enkelt se i lovbestemmelserne og derved direkte se, hvad strafferammen er. Den eneste modifikation til denne hovedregel er, hvis dommeren vurderer, at straffen vil udgøre bøde, fængsel i højst 30 dage, jf. RPL 762, stk. 3, eller hvis frihedsberøvelsen står i stærkt misforhold til den forstyrrelse af sigtedes forhold som den ville forvolde. Dette skal ses som et krav om en konkret vurdering i en hver anmodning om varetægtsfængsling. Det er altså ikke nok, at retten ganske skematisk ser på strafferammen for den mistænkte forbrydelse. Retten er ligeledes nødt til at se denne strafferamme i forhold til de konkrete forhold i sagen. Det skal derefter vurderes, om en 22 Karnovs note til retsplejeloven nr. 3294 1 4 S i d e
eventuel domfældelse må antages at medføre en straf på mere end 30 dages fængsel jf. RPL 762, stk. 3. Hvis ikke, må der ske løsladelse. Denne 30 dages regel kræver naturligvis en konkret vurdering i hver situation. Det kan anføres, at når en bestemmelse hjemler straf i over halvandet år, vil der nok i de fleste tilfælde ikke dømmes under 30 dages fængsel, men det kan dog sagtens forekomme. De 30 dage er dog ikke et udtryk for, at der nødvendigvis skal forventes en ubetinget straf. Der er næsten enighed i teorien om, at varetægtsfængsling også kan benyttes, når det er mere sandsynligt, at den påtænkte dom vil blive gjort betinget 23. Gammeltoft-Hansen er dog en smule uenig heri 24. Det skal dog samtidig bemærkes, at der relativt sjældent idømmes en rent betinget straf i en sag, hvor den sigtet har været varetægtsfængslet, idet man så i nogle situationer i så fald ville indrømme sigtede et erstatningskrav. Hvis tiltalte har nægtet at udtale sig, vil dette krav dog blive nedsat eller bortfalde helt efter en almindelig erstatningsretlig betragtning om egen skyld. Dette sker for tiltaltes tavshed må antages at have forlænget varetægtsfængslingen unødigt. Merethe Stagetorn påpeger dog, at denne praksis med nedsættelse eller bortfald af erstatning i sager, hvor tiltalte har henholdt sig til sin ret til ikke at udtale sig, muligvis ville blive omgjort af EMD, men på nuværende tidspunkt findes der ingen international praksis på området, og vi henholder os derfor til Højesterets afgørelser. Det må antages, at der i praksis løbende opstår situationer, hvori det har været til tiltaltes fordel at have været varetægtsfængslet. Dette sker, fordi domstolene i reglen vil løslade er tiltalt der er blevet idømt 6 måneders fængsel, hvis tiltalte allerede har siddet 4 måneder i varetægtsfængsel. Danmark har ikke noget konkret system til at håndtere sigtede der selv anmoder om at blive varetægtsfængslet, og lige netop dette problem er Danmark gentagne gange blevet anmodet om at finde en brugbar løsning på af CPT 25. I afvejningen mellem ubetingede domme og betingede domme/tiltalefrafald kan det faktum, at tiltalte allerede har siddet varetægtsfængslet i en vis tid, være det moment, der tipper vægten over mod et tiltalefrafald. Tiltalte har allerede modtaget en vis straf på dette tidspunkt, og i mindre sager kan det derfor anses som acceptabelt at lade tiltalte slippe med det. Denne 23 Bet.1974.728 s. 23, samt Smith m.f. s. 539 24 Gammeltoft-Hansen 1989, s. 131. 25 European Committee for the Precention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment 1 5 S i d e
vurdering kan også være relevant når det skal vurderes, i hvilke situationer der skal reageres, hvis betingelserne for en betinget dom, et tiltalefrafald eller en benådning overtrædes 26. Hvis en forbrydelses straframme kun når op på de påkrævede 1 år og 6 måneder under skærpede omstændigheder, må der allerede ved afgørelsen af varetægtsfængslingsspørgsmålet tages stilling til, om disse skærpende omstændigheder må antages at foreligge 27. Der kan ligeledes godt ske varetægtsfængsling, selv om den sigtede i forvejen er frihedsberøvet pga. afsoning af en anden straf, jf. U1975.461/1V 28. 3.1.3.1 Sagen U1981.3H I sagen U1981.3H havde en tiltalt A smuglet et barn til Danmark fra Thailand for at adoptere det. Det skete med moderens accept men mod Thailands myndigheders vilje. Hans kone B flygtede efterfølgende med barnet (formodentlig til Tyskland). Byretten i Holstebro fandt ikke betingelserne for varetægtsfængsling af A opfyldt, idet det vurderedes, at straffen ikke ville overstige hæfte. (Hæftestraf blev fjernet fra dansk lovgivning ved L2000.433 med effekt fra 1/7 2001, jf. Karnovs note til Straffeloven). Vestre Landsret stadfæstede kendelsen, dog med en lidt anden begrundelse. Man mente, at den egentlige grund til varetægtsfængslingen var at få A til at fortælle, hvor barnet var, og man ønskede ikke denne inkvisitorisk-lignende fængsling. Anklagemyndigheden påkærede med justitsministerens tilladelse, af principielle årsager, sagen til Højesteret. Spørgsmålet om varetægtsfængslingen af A afhang herefter om, hvorvidt han skønnedes at medvirke til Bs fortsatte unddragelse. Sagen endte med dissens fra én dommer, dommer Thygesen, som var i tvivl med hensyn til vurderingen af den potentielle strafferamme. Der var ingen tvivl om, at A havde brudt udlændingeloven 16, stk. 2, nr. 5 29, men strafferammen herfor er kun fængsel i seks måneder, hvorfor der ikke i lovgivningen er hjemmel til at varetægtsfængsle efter strfl 26 Lindencrone og Werlauff, s. 652 27 Bet.1974.728 s. 24 28 Karnovs note til retsplejeloven nr. 3291 29 L1973.344 1 6 S i d e
762, stk. 1, nr. 2, jf. ovenfor. For at imødegå dette havde anklagemyndigheden tillige sigtet A for overtrædelse af strfl 215, jf. 261, stk. 2, som har en strafferamme på 12 år. Eftersom bortførelsen fra Thailand skete med barnets mors samtykke kunne strfl 215, jf. 261, stk. 2 ikke umiddelbart bruges, men hvis man anser denne accept for tilbagekaldt af de Thailandske myndigheder, efter de begærede barnet tilbageleveret, så kan den bruges alligevel. Dommer Thygesen var dog i tvivl om, hvorvidt dette kunne lade sig gøre. De to andre dommere, Høyrup og P. Christensen havde ikke umiddelbart problemer med at henføre hjælpen til den fortsatte unddragelse under strfl 215, jf. 261, stk. 2, hvorfor A endte med at blive varetægtsfængslet. 3.2 De særlige fængslingsgrunde efter RPL 762, stk. 1, nr. 1-3 Udover de generelle grunde behandlet herover kræver varetægtsfængsling også opfyldelse af en af de såkaldte særlige fængslingsgrunde. Der er her tale om RPL 762, stk. 1, nr. 1-3, stk. 2, nr. 1-2, 763, stk. 1, nr. 1-2, stk. 2, samt udlændingeloven 35, stk. 1, nr. 1-2 og stk. 2. Det vil altså i alt sige 11 muligheder for varetægtsfængsling. Denne opgave vil dog alene fokusere på muligheden for varetægtsfængsling indenfor rammerne af retsplejeloven, og vil derfor ikke se yderligere på muligheden for varetægtsfængsling med hjemmel i udlændingelovens 35, stk. 1, nr. 1-2 og stk. 2. 3.2.1 Sikringsarrest efter RPL 762, stk.1, nr. 1 RPL 762, stk. 1, nr. 1: der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at han vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen Fængsling efter RPL 762, stk. 1, nr. 1 betegnes Sikringsarrest. Anvendelsen af denne fængslingsgrund er støt faldende i takt med, at det bliver sværere og sværere at gemme sig i Danmark. Som det fremgår af bestemmelsen, skal vurderingen af flugt/unddragelsesrisikoen ske på baggrund af den sigtedes forhold. Som momenter i denne 1 7 S i d e
overvejelse indgår, om sigtede har fast bopæl i Danmark, om sigtede har familie eller arbejde her, samt om han tidligere er udeblevet eller flygtet 30. Reglen bliver i praksis primært brugt mod udlændinge, som man frygter, vil rejse til deres hjemland, hvis de bliver sat på fri fod i stedet for at varetægtsfængsle dem. Statistisk set anvendes denne grund mindre og mindre efterhånden som det bliver sværere at gemme sig i Danmark over længere tid. Der er en formodning om, at kun få sigtede er indstillede på at forlade landet på mere varig basis, og denne formodning kommer den sigtede til gode 31. Ud over den nationale tilknytning, er det ligeledes væsentligt at se på størrelsen af den forventede straf. Selv om chancen for, at en dansk statsborger vælger at forlade landet permanent for at undgå straf anses som forholdsvis lille, må den alligevel antage at stige eksponentielt i forhold til den forventede straf. Drabsmanden har langt større incitament for at flygte fra landet end tyven, jf. bet. 1974 nr. 728 s. 25 32. Denne fængslingsgrund forudsætter ikke en frygt for permanent flugt, men kan ligeledes anvendes på situationer hvor unddragelsen må forventes kun at være midlertidig, jf. bet. 1974 nr. 728 s. 72. Bestemmelsen dækker ligeledes formentlig frygt for selvmord, jf. s. 26 i samme betænkning og U1972.780H 33. Gammeltoft-Hansen er dog uenig i denne betragtning, selv om hans antagelser går imod retspraksis på området. I sagen U1984.96H havde tiltalte været varetægtsfængslet i næsten fire år for en lang række forbrydelser. Varetægtsfængslingen stod til at udløbe den 19. december 1983, og ifølge Højesterets kæremålsudvalg forventedes afsagt endelig dom over tiltalte i marts 1984. Tiltalte påstod løsladelse, subsidiært anvendelse af mindre indgribende foranstaltninger end varetægtsfængsling for perioden frem til domsafsigelsen, jf. retsplejelovens 765. Under den sag hvis underliggende forbrydelse var lagt til grund for tiltaltes varetægtsfængsling, havde tiltalte udarbejdet flere detaljerede flugtplaner og havde endda forsøgt at undslippe fra fængslingen. Under hensyn hertil mente to ud af tre dommere at tiltalte ikke havde fastere tilknytning her i landet, end at han måtte forventes at 30 De konkrete momenter jf. U1974.1024H, U1978.908H, U1984.96H og U1989.738H 31 Lindencrone og Werlauff, s. 651 32 Lindencrone og Werlauff, s. 653 33 Cf. Gammeltoft-Hansen 1976 s. 122 og JUR1973.61 1 8 S i d e
forsøge at unddrage sig fuldbyrdelse, hvis han blev løsladt. De to dommere bemærker den betænkelige varighed 34 af fængslingen, men da man forventede endelig dom over tiltalte ganske få måneder efter, og den oprindelige dom (som var blevet anket) lød på fængsel i 7 år, stemte disse to dommere for stadfæstelse af varetægtskendelsen. Der var dissens i sagen, da den sidste af de tre dommere mente, at denne grund ikke alene kunne bære så langvarig en fængsling. Selv om denne dom illustrerer anvendelsen af RPL 762, stk. 1, nr. 1, skal man samtidig være opmærksom på sagens helt specielle forhold. Hvis tiltalte ikke gentagende gange havde planlagt at flygte, havde Højesteret muligvis ikke opretholdt varetægtsfængslingen under denne bestemmelse. 3.2.2 Uskadeliggørelsesarrest efter RPL 762, stk.1, nr. 2 RPL 762, stk. 1, nr. 2: der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at han på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran nævnte beskaffenhed Fængsling efter RPL 762, stk. 1, nr. 2 betegnes uskadeliggørelsesarrest. Denne bestemmelse har to begrundelser i praksis. For det første har mange sigtede begået kriminalitet af meget omfattende mængder, og hensynet til retssikkerheden synes derfor at tale for, at disse personer varetægtsfængsles for at få dem ud af omløb. Desuden er det, rent processuelt set, vanskeligt at gennemføre en straffesag, hvis der konstant dukker nye forhold op 35. Det, som umiddelbart adskiller 762, stk. 1, nr. 2 fra nr. 1 er gentagelsesmomentet. Selvom begge bestemmelser bruger ordvalget efter det om sigtedes forhold, er det ikke den samme definition, der menes. Begrebet sigtedes forhold skal nemlig ved vurdering i praksis ses i relation til bestemmelsen selv. I stk. 1, nr. 2 menes således de omstændigheder i sigtedes forhold, som har relevans for risikoen for, at sigtede udøver gentagen kriminalitet. Disse forhold kan for eksempel være, hvis sigtede har begået en 34 U1984.96H 35 Lindencrone og Werlauff, s. 653 1 9 S i d e
lovovertrædelse kort efter prøveløsladelse, eller gentagne gange mens sagen behandles 36. I sagen U1984.1053/1H blev tiltalte T varetægtsfængslet. Dette blev begrundet i arten og beskaffenheden af de af ham begåede voldsforbrydelser (hvilket henviser til, at han tidligere har været straffet for lignende kriminalitet en overtrædelse af strfl 244, stk. 3 og 4), samt hans hurtige recidiv. Det fremgår dog, at varetægtsfængsling efter denne bestemmelse ikke er udelukket, hvis sigtede ikke tidligere er straffet, jf. U2007.2827H. Som nævnt ovenfor skiller denne bestemmelse sig primært ud ved gentagelsesmomentet. Ifølge forarbejderne er den beregnet til at bruges, hvor den sigtede flere gange tidligere har været straffet for tilsvarende lovovertrædelser 37. Betænkningen giver ikke selv nogen definition af begrebet, men særligt ved gentagne overtrædelser af den samme paragraf (for eksempel strfl 244) eller paragraffer, som efter deres beskaffenhed må ligestilles i denne sammenhæng (for eksempel strfl 244 og 245). I sagen U2008.29V var tiltalte sigtet for fire tilfælde af spirituskørsel efter adskillige gange at have været dømt herfor med promiller på alt mellem 1,19 og 1,75 promille. På baggrund af tiltaltes forklaring, som blandt andet indeholdt beskrivelse af, hvordan han alle fire gange uden problemer havde kunnet anskaffe sig en anden bil, mente man, at forholdet henhørte under de særlige omstændigheder, som bemærkningerne til færdselsloven 117, stk. 2 tager sigte på. Herefter var betingelserne for varetægtsfængsling efter 762, stk. 1, nr. 2 opfyldt. Det er i øvrigt interessant at nævne, at i sagen U1969.457/1V blev tiltalte ikke varetægtsfængslet, trods fem gange tidligere at have været dømt for spirituskørsel, og nu værende anholdt tredje gang for samme forseelse. Det lader til, at domstolene er blevet skrappere på dette område efter opstramningen i lovgivningen. Sigtede, der er afhængig af narkotika, og som er anholdt for at have begået berigelseskriminalitet med det formål at skaffe penge til stoffer, fængsles ofte efter denne bestemmelse 38. Disse personer ser ofte ingen anden udvej end at bryde loven, og det gør 36 Karnovs note 3286 til retsplejeloven 37 Bet.1974.728, s. 26 38 Karnovs note til retsplejeloven, nr. 3300 2 0 S i d e