GILLIAN KVINDEN DER EN ISNENDE HISTORIE OM ET HIPT NEWYORKER-ÆGTESKAB, DER GÅR I OPLØSNING: KLOG, SPÆNDENDE OG FREMRAGENDE SKREVET.

# 1 P Å N E W YO R K T I M E S B E S T S E L L E R L I S T E GILLIAN F LY N N KVINDEN DER F O R S VA N D T EN ISNENDE HISTORIE OM ET HIPT NEWYORKER-ÆGTESKAB, DER GÅR I OPLØSNING: KLOG, SPÆNDENDE OG FREMRAGENDE SKREVET. THE INDEPENDENT

AMY ELLIOTT 8. JANUAR 2005 DAGBOG Tralalaa! Jeg smiler som en forældreløs pige, der lige er blevet adopteret, mens jeg skriver dette. Jeg er nærmest pinligt berørt over, hvor lykkelig jeg er, som en pige med hestehale, der taler i telefon i en teenagetegneserie, mens boblen over hendes hoved siger: Jeg har mødt en fyr! Og det har jeg. Det er den tekniske, empiriske sandhed. Jeg har mødt en mand, en sød, dejlig, sjov og supercool mand. Lad mig lige ridse scenen op, for det må dokumenteres for eftertiden. (Nej, okay, så langt ude er jeg heller ikke. Eftertiden! Tsk). Men alligevel. Det er ikke nytårsaften, men det er i høj grad stadig det nye år. Det er vinter: tidligt mørkt, iskoldt. Carmen, en ny veninde en semi-veninde, knap nok en veninde, sådan en veninde, man ikke kan aflyse en aftale med har overtalt mig til at gå med til en fest med sine forfattervenner. Og jeg har da ikke noget imod en god forfatterfest, jeg kan godt lide forfattere, jeg kommer fra et forfatterhjem, jeg er selv en slags forfatter. Faktisk er jeg journalist. Jeg elsker stadig at skrive det ord JOURNALIST hver gang en formular, et spørgeskema, et officielt dokument beder mig angive min profession. Okay, okay, jeg udarbejder personlighedstests, jeg skriver ikke om Store Aktuelle Emner, men jeg synes 19

alligevel, jeg med en vis ret kan sige, at jeg er journalist. Jeg skriver i denne dagbog for at blive bedre: for at skærpe min pen, for at indsamle detaljer og nedfælde iagttagelser. For at øve mig i show it, don t tell it og alt det andet skrivehalløj. (Som en forældreløs pige, der lige er blevet adopteret, det er sgu da ikke så dårligt!). Men helt ærligt, jeg synes faktisk, at mine tests kvalificerer mig til at færdes blandt andre skrivende. Ikke sandt? Du er til en fest, hvor du er omgivet af virkelig talentfulde skribenter, der skriver for højt profilerede og respekterede aviser og blade. Selv udarbejder du kun personlighedstests for dameblade. Da en af de tilstedeværende spørger dig, hvad du laver... a) bliver du flov og siger: Jeg skriver bare åndssvage damebladsquizzer. b) går du straks i offensiven: Jeg er skrivende journalist, men jeg overvejer at finde et mere udfordrende og givende arbejde. Hvad laver du for resten? d) udviser du stolthed over, hvad du har opnået rent karrieremæssigt: Jeg udarbejder personlighedstests, hvor jeg benytter mig af den viden, jeg har fået gennem min uddannelse som psykolog. Og jeg kan da lige fortælle en lille sjov anekdote: Det er faktisk mig, der har været inspirationen til en kendt børnebogsserie, som du må kende. Utrolige Amy? Tag den, snobberøv! Svar: C, helt sikkert C. Nå, men festen bliver altså holdt hos en af Carmens gode venner, der skriver om film for et filmmagasin, og som ifølge Carmen er virkelig sjov. Et kort øjeblik er jeg bange for, at hun vil lege Kirsten Giftekniv, for det orker jeg slet ikke. Jeg har brug for at blive jagtet, fanget og nedlagt af en vild kærlighedssjakal. Ellers bliver jeg alt for usikker. Jeg prøver ihærdigt at være så charmerende som muligt, indtil det går op for mig, at det virker påfaldende, og så prøver jeg at være endnu mere charmerende for at råde bod på den falske charme, og så ender jeg med at blive til Liza Minnelli: Jeg danser rundt i en stram pailletbesat dragt og tigger alle om at elske mig. Der er bowlerhat og jazzhænder og en masse tænder. 20

Men nej, jo mere Carmen fabler om sin ven, jo mere går det op for mig, at hun selv er interesseret i ham. Så langt, så godt. Vi trasker tre etager op ad skæve trappetrin og rammer en mur af kropsvarme og journalist/forfatterhed: et utal af sorte brillestel, smart hår, mørke skjorter og lyngfarvede rullekravesweatre. Der ligger halvlange, sorte uldfrakker ud over hele sofaen og halvt nede på gulvet. En tysk plakat med The Getaway (Ihre Chance war gleich Null!) fylder en umalet væg. Musikken er Franz Ferdinand med Take Me Out. En flok fyre kredser om et spillebord fyldt med flasker. De fylder mere sprut i glassene, hver gang de har drukket lidt, for selv at nå at få så meget som muligt, før flaskerne er tømt. Jeg klemmer mig ind, rækker mit plasticglas ind i mængden som en gademusikant og modtager et par isklumper og et skvæt vodka af en fyr i en T-shirt med Space Invaders på og med et sødt ansigt. En livsfarligt udseende flaske med grøn æblelikør, værtens ironiske indslag i baren, bliver snart vores skæbne, medmindre nogen løber ned efter mere sprut, og det forekommer usandsynligt, eftersom alle tilsyneladende er af den opfattelse, at det var dem, der løb ned sidst. Det er så tydeligt, at der er tale om en januarfest. Alle er stadig overmætte og sukkerbelagte indvendig efter juleferien, dovne og simultant irriterede. En fest, hvor folk drikker for meget og har subtilt ordrige skænderier, mens de puster cigaretrøg ud ad et åbent vindue, selv om værten har bedt dem om at gå udenfor. Vi har allerede talt med hinanden til tusindvis af julefester, vi har ikke mere at sige, vi keder os kollektivt, men ingen af os har lyst til at vende tilbage til januarkulden. Vores knogler gør stadig ondt efter turen fra subwayen. Jeg har mistet Carmen til hendes vært-flirt. De er midt i en intens diskussion i hjørnet af køkkenet og står med foroverbøjede skuldre og ansigterne så tæt sammen, at de danner et hjerte. Godt. Jeg overvejer at finde noget at spise for at holde mig beskæftiget med noget andet end blot at stå midt i rummet og smile som den nye elev i klassen. Men der er ikke meget tilbage. Et par chips keder sig i bunden af en gigantisk tupperware-skål. En bakke med triste gulerødder, rodselleri og en sædlignende dip fra et supermarkeds delikatesseafdeling står urørt på et lille bord. Cigaretskod, der stikker op som underlige grøntsagspinde. Jeg gør, som jeg plejer, dyrker mit impulstrip: Hvad 21

vil der ske, hvis jeg springer ud fra altanen lige nu? Hvis jeg tungekysser med den hjemløse mand, der sidder over for mig i subwayen? Hvis jeg sætter mig ned på gulvet midt under festen og spiser alt, hvad der er i delikatessebakken, inklusive skoddene? Du må endelig ikke spise noget fra dette område, siger han. Det er ham (tada tada TADAAA!), men jeg ved endnu ikke, at det er ham (tada-tada-tadaaa). Jeg ved bare, at det er en fyr, der vil tale med mig, og at han bærer sin selvsikkerhed som en ironisk T-shirt, men den klæder ham faktisk. Han er den type, der udstråler, at han får en masse sex, en mand, der kan lide kvinder, en mand, der rent faktisk ville kunne give mig et ordentligt knald. Og jeg vil rigtig gerne have et ordentligt knald! Mit sexliv lader til at kredse omkring tre forskellige mandetyper: umodne typer fra eliteuniversiteter, som tror, de er med i en roman af Scott Fitzgerald. Sleske bankfolk fra Wall Street med dollartegn i øjnene, ørerne, munden. Og endelig de følsomme og smarte, som er så selvbevidste, at alting virker som en joke. Fitzgerald-drengene har en tendens til at blive ubehjælpsomt pornoagtige i sengen, en masse lyde og akrobatiske øvelser, som ikke fører til så meget. Finansfyrene er både voldsomme og slappe på samme tid. De smarte drenge knalder, som om de er ved at komponere et matematisk udtænkt rocknummer: Denne her hånd trommer lige her, og så laver denne her finger en god basrytme... Nu lyder jeg vist temmelig erfaren. Pause, mens jeg tæller efter... 11. Hm, ikke dårligt. Jeg har altid ment, at det måtte være rimeligt at stoppe ved 12. Jeg mener det alvorligt, fortsætter nummer 12 (ha). Træd venligst væk fra den bakke. James har op til tre andre madvarer i sit køleskab. Jeg kunne lave en sandwich med oliven og sennep til dig. Dog kun med én oliven. Dog kun med én oliven. Det er en sætning, som kun er lidt morsom, men den føles allerede som en joke, vi deler. Og som vil blive stadig sjovere gennem nostalgisk repetition. Jeg tænker: Om et års tid vil vi gå langs Brooklyn Bridge i solnedgangen, og en af os vil hviske: Dog kun med én oliven, og vi vil begynde at grine. Så bremser jeg mig selv. Frygteligt. Hvis han vidste, at jeg allerede er begyndt at tænke om et års tid, ville han løbe skrigende væk, og jeg ville formodentlig føle mig forpligtet til at opfordre ham til det. 22

Jeg må ærligt indrømme, at jeg primært smiler, fordi han er så lækker. Distraherende lækker, med et udseende, som får ens øjne til at rulle rundt, og som giver én lyst til at være hudløst ærlig Du ved godt, at du er sindssygt lækker, ikke? og så bare fortsætte samtalen. Jeg vil vædde på, at andre mænd hader ham. Han ligner den slemme, rige dreng i en 80 er-film ham, som mobber den følsomme outsider og ender med en lagkage i fjæset, flødeskum, der sejler ned over hans opslåede krave, mens alle andre i kantinen jubler. Men faktisk opfører han sig ikke sådan. Han hedder Nick. Jeg er vild med hans navn. Det får ham til at virke rar og almindelig, hvilket han er. Da han fortæller mig, hvad han hedder, siger jeg: Se, det er et rigtigt navn. Han lyser op og fyrer en smart bemærkning af: Nick er ham, man gerne vil drikke en øl med. Han er typen, som ikke har noget imod, at du brækker dig i hans bil. Nick! Så vælter det ud med en række frygtelige ordspil og citater. Jeg fatter tre fjerdedele af hans filmreferencer. Måske to tredjedele (til min indre huskeseddel: Lej The Sure Thing). Han fylder mit glas op, uden jeg behøver at spørge, og det lykkes ham på mirakuløs vis at spore noget af den sidste gode sprut. Han har taget mig i besiddelse, sat et flag i mig: Jeg var her først, hun er min, min. Det føles godt at være et territorium efter min seneste række af nervøse, respektfulde post-feministiske mænd. Han har et fantastisk smil, en kats smil. Der burde komme gule Pip-fjer ud af hans mund, når han smiler til mig. Han spørger ikke, hvad jeg laver, hvilket er fint, hvilket er en forandring (jeg er journalist, fik jeg nævnt det?). Han taler til mig med sin drævende Missouri-accent. Han er født og opvokset lige uden for Hannibal, som er Mark Twains hjemby og inspirationen til Tom Sawyer. Han fortæller mig, at han arbejdede på en flodpram som teenager, middag og jazz til turisterne. Og da jeg ler (slemme, slemme newyorker-tøs, som aldrig har været i de store, bondske midtstater, de stater, hvor så mange andre mennesker bor), oplyser han mig om, at Missoura er et magisk sted, det smukkeste i verden, ingen stater er mere storslåede. Hans øjne er drilagtige, hans øjenvipper lange. Jeg kan se, hvordan han så ud som dreng. Vi deler en taxi hjem. Gadelygterne skaber svimlende lange skygger, og taxien ræser af sted, som om vi blev forfulgt. Klokken er et om natten, da vi ender i en af de klassiske og uforklarlige situationer 23

i New Yorks gader, hvor man hverken kan komme frem eller tilbage. Vi er 12 blokke fra min lejlighed, så vi glider ud af taxien og ind i kulden, ind i det store Hvad så nu? Og Nick følger mig hjem med hånden hvilende på min lænd. Vores ansigter er fortrukne af den kolde vind. Da vi drejer om hjørnet, er det lokale bageri ved at få sin levering af sukker. Det bliver sluset ned i kælderen i store sække, som var det cement, og vi kan kun se skyggerne af arbejdsmændene i den hvide, søde sky. Gaden flimrer, og Nick trækker mig ind til sig og smiler på den der måde igen, og han tager en lok af mit hår mellem to fingre og lader dem glide hele vejen ned, hvor han trækker to gange, som om han trak i en klokkestreng. Der ligger et fint lag sukkerstøv på hans øjenvipper, og før han læner sig frem, børster han sukkeret af mine læber, så han kan smage mig.

NICK DUNNE DEN DAG Jeg åbnede døren til min bar, lod mig glide ind i mørket og tog dagens første dybe indånding, indåndede cigaretrøg og øl, lidt spildt whisky, den skarpe lugt af gamle popcorn. Der var kun en enkelt kunde i baren, som sad for sig selv i den fjerneste ende. Det var en ældre kvinde ved navn Sue, som var kommet i baren hver torsdag med sin mand, indtil han døde for tre måneder siden. Nu kom hun alene hver torsdag, talte ikke rigtig med nogen, sad bare med en øl og en krydsogtværs og fastholdt det gamle ritual. Min søster arbejdede bag bardisken. Hendes hår var nørdet sat op med spænder i siden, og hendes hænder var blevet lyserøde af at vaske ølglas op i det varme vand. Go er slank og har et usædvanligt, men tiltrækkende ansigt. Det varer lidt, før man får styr på hendes ansigtstræk. Den brede kæbe. Den lille, kønne næse. De mørke, runde øjne. Hvis vi havde befundet os i et periodedrama, ville mændene skubbe deres bløde hat tilbage, fløjte og sige: Det kalder jeg en dame! Men i disse fe-prinsessetider kan det være svært at have et ansigt, der dybest set hører hjemme i en film fra 30 erne. Men jeg har gennem tiden kunnet konstatere, at mænd godt kan lide min søster, meget endda, hvilket sætter mig i et underligt broderligt dilemma mellem at være stolt og på vagt. Kan man stadig købe det der krydrede farsbrød, du ved? spurgte hun som en slags hilsen uden at se op og dog sikker på, at 25

det var mig, og jeg mærkede den lettelse, jeg som regel følte, når jeg så hende: Måske går det ikke fantastisk, men det skal nok gå alligevel. Min tvilling Go. Jeg har sagt den sætning så mange gange, at den er blevet et beroligende mantra: mintvillinggo. Vi blev født i 70 erne, dengang tvillinger var et særsyn, lidt magiske, i familie med enhjørninger og elverfolk. Vi var tilmed i besiddelse af et gran af tvillingetelepati. Go er uden sammenligning det menneske i verden, som jeg er mest mig selv sammen med. Jeg føler ikke noget behov for at forklare mine handlinger over for hende. Jeg uddyber ikke, jeg tvivler ikke, jeg bekymrer mig ikke. Jeg fortæller hende ikke alt, ikke længere, men jeg fortæller hende langt mere, end jeg fortæller nogen anden. Jeg fortæller hende så meget, jeg kan. Vi tilbragte ni måneder ryg mod ryg. Vi passede på hinanden. Det er blevet en livslang vane. Det har aldrig betydet noget, at hun var en pige, hvilket egentlig er mærkeligt, når jeg tænker på, hvor genert jeg var som barn. Hvad kan jeg sige? Hun var altid så cool. Krydret farsbrød? Det er en slags pålæg, ikke? Det tror jeg da, man kan. Vi burde købe noget, sagde hun. Hun så på mig og hævede et øjenbryn. Jeg er fristet af fortiden. Uden at spørge skænkede hun mig en fadøl i et temmelig snavset glas. Da hun opdagede, at jeg stirrede på den fedtede kant, førte hun glasset op til munden og slikkede på det, så der nu sad spyt i stedet. Hun satte lidt fornærmet glasset foran mig. Kan det gå an nu, min prins? Go er overbevist om, at jeg fik det bedste fra begge vores forældre, at jeg var den dreng, de havde håbet at få, det ene barn, de havde råd til, og at hun tiltvang sig adgang til verden ved at klamre sig til min ankel, et uønsket tilbehør (for min far et særligt uønsket tilbehør). Hun mener, at hun var overladt til at klare sig selv gennem hele sin barndom, et ynkværdigt væsen med nedarvet tøj og glemte sedler i tasken, ingen lommepenge og en generel følelse af ikke at høre til. Der kan meget vel være noget om det. Jeg kan næsten ikke holde ud at indrømme det. Ja, min usle, lille træl, sagde jeg og viftede med hænderne i en royal gestus. 26

Jeg lænede mig ind over min øl. Jeg havde brug for at sidde og drikke en øl eller tre. Mine nerver hang stadig uden på tøjet. Hvad er der med dig? spurgte hun. Du ser helt skæv ud i hovedet. Hun sprøjtede lidt opvaskeskum på mig, mere vand end skum. Airconditionanlægget gik i gang og satte vores hår i bevægelse. Vi tilbragte mere tid i baren, end vi egentlig behøvede. Den var blevet det legehus, vi aldrig havde haft som børn. Vi havde åbnet nogle gamle kasser i vores mors kælder en aften sidste år, hvor vi havde været fulde. Det var dengang, hun stadig var i live, men kun lige knapt, og hvor vi havde brug for trøst. I kasserne lå vores gamle legetøj, og vi genopdagede det ledsaget af en masse uuuh er og aaah er og slurke af dåseøl. Jul i august. Efter at mor døde, flyttede Go ind i vores barndomshjem, og stykke for stykke flyttede vores genfundne legetøj ind i baren: En Jordbærmariedukke, nu uden duft, sidder pludselig på en barstol en dag (en gave fra mig til Go). En lille sportsvogn, hvor det ene hjul mangler, dukker op på en hylde i hjørnet (en gave fra Go til mig). Vi overvejede at introducere en brætspilsaften, selv om de fleste af vores kunder var for gamle til at have et nostalgisk forhold til vores gamle Sultne flodheste-spil og Game of Life-spillet med de små plasticbiler, der skulle fyldes op med små knappenålsmænd og -damer og bittesmå knappenålsbabyer. Jeg kunne ikke længere huske, hvordan man vandt spillet. Go skænkede både mig og sig selv en ny øl. Hendes venstre øjenlåg hang lidt. Det var midt på dagen. Klokken var præcis 12.00, og jeg overvejede, hvor mange øl hun mon havde nået at drikke. Hun har haft et omtumlet årti. Min spekulative søster med den skarpe forskerhjerne og den vilde rodeosjæl droppede ud af college og flyttede til Manhattan i de sene 90 ere. Hun red for alvor med på internetbølgen tjente sindssygt mange penge i to år og fik så et reelt koldt styrtebad, da boblen brast i 2000. Go lod sig ikke slå ud. Hun var tættere på 20 end 30 år der var ingen hast. I anden akt fik hun en universitetsgrad og trådte ind i rækken af grå habitter i investeringsverdenen. Hun var middelgod, ikke en stjerne, men heller ikke noget at skamme sig over, men hun mistede sit job hurtigt under den finansielle nedsmeltning i 2008. Jeg vidste ikke, at hun havde forladt New York, før hun en dag ringede fra vores mors hus: Jeg 27

giver op. Jeg forsøgte at overtale hende, bønfaldt hende om at vende tilbage uden at høre andet end irritabel tavshed i den anden ende. Efter samtalen foretog jeg en bekymret pilgrimsfærd til hendes lejlighed i the Bowery og så Gary, hendes elskede figentræ, stå gult og vissent på brandtrappen, og så vidste jeg, at hun aldrig ville komme tilbage. Baren lod til at muntre hende op. Hun tog sig af regnskaberne, hun skænkede øl. Hun stjal fra krukken med drikkepenge, men hun arbejdede også mere, end jeg gjorde. Vi talte aldrig om vores tidligere liv. Vi var færdige med det og sært afklarede omkring vores situation. Hvad så? sagde Go på den måde, hun sædvanligvis indledte en samtale. Øh? Øh, hvad? Øh, slemt? Du ser ikke så godt ud. Jeg trak på skuldrene. Hun granskede mit ansigt. Amy? spurgte hun. Det var et let spørgsmål. Jeg trak på skuldrene igen denne gang som bekræftelse, et hvad kan man gøre?-skuldertræk. Go så på mig med et skælmsk blik. Hun havde begge albuer på baren og hænderne under hagen, parat til at levere en skarpsindig analyse af mit ægteskab. Enmandsekspertpanelet Go. Hvad er der med hende? Dårlig dag. Det er bare en dårlig dag. Du skal ikke lade hende ødelægge din dag. Go tændte en cigaret. Hun røg en enkelt om dagen. Kvinder er skøre. Go betragtede ikke sig selv som en delmængde af den generelle kategori kvinder et ord, hun benyttede lettere hånligt. Jeg pustede Gos røg tilbage til, hvor den kom fra. Det er vores bryllupsdag i dag. Fem år. Wauw. Min søster bøjede hovedet bagover. Hun havde været brudepige, klædt helt i lilla den skønne, sorthårede, ametystklædte ungmø, som Amys mor beskrev hende men hun var ikke den, der huskede datoer. Shit. Fuck, hva? Det gik hurtigt. Hun pustede mere røg i min retning, en doven kræftsky. Har hun tænkt sig at lave en af sine, øh, hvad kalder man det, ikke gemmelege... Skattejagter, sagde jeg. 28

Min kone elskede lege og spil, især magtspil, men også deciderede spil for morskabs skyld, og til vores bryllupsdag havde hun altid forberedt en nøje udtænkt skattejagt, hvor hvert spor førte hen til det sted, hvor det næste spor befandt sig, indtil jeg nåede enden på skattejagten og min gave. Det havde hendes far altid forberedt til hendes mor på deres bryllupsdage, og tro ikke, at jeg ikke ser kønsrollerne her, og at jeg ikke forstår hentydningen. Men jeg voksede ikke op i Amys hjem, jeg voksede op i mit eget, og den sidste gave, jeg husker, min far gav min mor, var et strygejern, der stod uindpakket på køkkenbordet. Skal vi lave et væddemål om, hvor sur hun bliver på dig i år? spurgte Go og smilede hen over kanten af ølglasset. Problemet med Amys skattejagter: Jeg kan aldrig regne gåderne ud. På vores første bryllupsdag, i New York, klarede jeg to ud af syv. Det er mit hidtil bedste år. Det første spor: Man tror måske ikke, at stedet er noget særligt. Men et efterårskys fik vi her, det var vådt og kærligt. Kan du huske diktaterne, da du var barn? Det flimrende sekund, når ordet er blevet sagt, hvor du forsøger at få styr på din hjerne, så du kan stave til ordet? Sådan var det, klappen gik ned, panik. En irsk bar i et ikke særlig irsk område, sagde Amy i et forsøg på at lede mine tanker i den rigtige retning. Jeg bed mig selv i læben, trak tøvende på skuldrene, lod blikket glide rundt i vores stue, som om svaret ville være at finde et sted i rummet. Hun gav mig yderligere et langt minut. Vi blev fanget af et regnvejr, sagde hun med en stemme, der var på grænsen mellem bønfaldende og irriteret. Jeg færdiggjorde min skuldertrækning. McMann s, Nick. Kan du ikke huske, dengang vi blev fanget af et regnvejr i Chinatown, mens vi prøvede at finde den der restaurant, og den skulle ligge i nærheden af statuen af Konfutse, men det viste sig, at der er to statuer af Konfutse, og vi endte på en tilfældig irsk bar, drivende våde, og kastede et par whiskyer indenbords, og så lagde du armene om mig og kyssede mig, og det var... Selvfølgelig! Du skulle have skrevet Konfutse ind i gåden, så havde jeg gættet det. 29

Statuen var jo ikke svaret. Stedet var svaret. Øjeblikket. Jeg troede bare, det var noget særligt. Hun sagde det sidste i en barnlig tone, som jeg engang fandt tiltrækkende. Det var noget særligt. Jeg trak hende ind til mig og kyssede hende. Tanken om det kys gør mig helt bryllupsdagsvild. Lad os skynde os hen på McMann s og gøre det igen. På McMann s spottede bartenderen, en stor, skægget bjørnemand, os med det samme. Han smilede stort, hældte en whisky op til os begge og skubbede det næste spor hen til mig. Når jeg er trist og sur, er der kun ét sted i verden, der dur. Det viste sig at være statuen af Alice i eventyrland i Central Park, som Amy havde fortalt mig hun havde fortalt mig det, hun vidste, at hun havde fortalt det mange gange var det sted, hvor hun gik hen som barn, når hun var ked af det. Jeg kan ikke huske en eneste af de samtaler. Jeg er hudløst ærlig nu, jeg kan simpelthen ikke huske dem. Jeg har en snært af ADHD, og jeg har altid synes, at min kone var en smule sløret i ordets reneste forstand: Når man ikke kan se klart, særligt ikke efter at have set ind i et stærkt lys. Det var tilstrækkeligt at være i nærheden af hende, det betød ikke så meget, hvad hun sagde. Det burde det gøre, men det gjorde det ikke. Da vi nåede hen mod aften, hvor vi skulle udveksle gaver de traditionelle papirgaver for det første år som ægtefolk talte Amy ikke længere til mig. Jeg elsker dig, Amy. Du ved, at jeg elsker dig, sagde jeg, mens jeg fulgte efter hende ind og ud af flokke af sløve turistfamilier, der stod plantet midt på fortovet, tabt for omverdenen med åbne munde. Amy smuttede ind i menneskemængden i Central Park, manøvrerede elegant uden om løbere med laserblik og skatere med sakseben, knælende forældre og småbørn, der vaklede rundt som fulderikker, hele tiden lige foran mig, med stramme læber og i hastig gang uden noget mål. Mens jeg prøvede at indhente hende, at få fat i hendes arm. Endelig standsede hun og så på mig med et tomt blik, mens jeg forsøgte at forklare mig, samtidig med at jeg ihærdigt anstrengte mig for at dæmpe min egen harme: Amy, jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal 30

bevise min kærlighed til dig ved at huske nøjagtig de samme ting, du husker, på nøjagtig samme måde, du husker dem. Det betyder ikke, at jeg ikke elsker det liv, vi har sammen. Lidt fra os var en klovn ved at puste et ballondyr op, en mand købte en rose, et barn slikkede på en isvaffel, en vaskeægte tradition var født, en, jeg aldrig fik lov til at glemme: Amys voldsomme begejstring og mig, der aldrig viste mig værdig til hendes anstrengelser. Tillykke med bryllupsdagen, røvhul. Jeg gætter på... fem år... nu bliver hun virkelig, virkelig sur, fortsatte Go. Så jeg håber, at du har købt en god gave til hende. Jeg er ikke kommet så langt endnu. Hvad er egentlig symbolet for fem år? Papir? Papir er ét år, sagde jeg. Da den uendelig pinagtige skattejagt på vores etårs-bryllupsdag var overstået, gav Amy mig en æske med overdrevet fint brevpapir med mine initialer præget i øverste hjørne og i en papirkvalitet så tyk og cremet, at jeg forventede at få fugtige fingre, når jeg rørte ved det. Jeg forærede hende en billig papirdrage med tanke på parken, picnics og varme sommervinde. Ingen af os brød os om vores gaver; vi ville begge have foretrukket den andens. Det var ikke ligefrem en overraskende afslutning. Sølv? gættede Go. Bronze? Muslingeskal? Hjælp mig lige her. Træ, sagde jeg. Der findes ingen romantiske gaver i træ. I den anden ende af baren foldede Sue pænt sin avis sammen og efterlod den på bardisken sammen med sit tomme glas og en femdollarseddel. Vi udvekslede alle tavse smil, da hun gik. Jeg har det, sagde Go. Gå hjem, knald hende sønder og sammen, og slut af med en omgang pikslag, mens du skriger: Der har du dit hårde træ, din so! Vi grinede. Og så fik vi begge de samme røde pletter på kinderne. Det var den slags bramfri, usøsterlige jokes, som Go godt kunne lide at kaste til mig som en håndgranat. Det var også derfor, der altid verserede rygter i skolen om, at vi havde sex i hemmelighed. Tvillincest. Vi var for tæt forbundne. Vores interne jokes, vores hvisken i krogene til festerne. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke behøver at sige det, men du er ikke Go, og du vil måske ellers opfatte det forkert, så jeg gør det alligevel: Min søster og jeg har aldrig knaldet eller så meget som overvejet at knalde. Vi kan bare godt lide hinanden. 31

Go var nu i gang med en pantomime, der skulle forestille pikslag til min kone. Nej, Amy og Go bliver aldrig venner. De er begge for territoriale. Go var vant til at være alfahunnen i mit liv, Amy var vant til at være alfahunnen i alles liv. De havde nu boet i samme by to gange: først i New York og nu her, men alligevel kendte de knap nok hinanden. De smuttede ind og ud af mit liv som skuespillere, der timer deres sceneoptræden perfekt. En på vej ud ad døren, idet den anden kommer ind, og ved de sjældne lejligheder, hvor de begge var til stede i samme lokale, virkede de en anelse forvirrede ved situationen. Før Amy og jeg blev kærester, blev forlovet, blev gift, fik jeg indimellem korte glimt af Gos tanker gennem en sætning her eller der. Det er sjovt, men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvem hun egentlig er. Og: Du virker bare ikke rigtig som dig selv sammen med hende. Og: Der er altså forskel på virkelig at elske nogen og på at elske forestillingen om dem. Og endelig: Det vigtigste er, at hun gør dig glad. Det var dengang, Amy virkelig gjorde mig glad. Amy havde også sine meninger om Go: Hun er meget... provinsiel, er hun ikke? Og: Man skal bare være i det rigtige humør for at være sammen med hende. Og: Hun sidder lidt på dig, men det er sikkert bare, fordi hun ikke har andre. Jeg havde håbet, at det ville finde sit leje, når nu vi alle var havnet i Missouri. At de kunne blive enige om at være uenige og frie til at være dig og mig. Det skete ikke. Go var sjovere end Amy, så det var også en ulige kamp. Amy var mere intelligent, sønderlemmende, sarkastisk. Amy kunne gøre mig voldsomt irriteret. Hun kunne fyre nogle vildt skarpe pointer af, men Go kunne altid få mig til at grine. Det er farligt at grine af sin ægtefælle. Go, jeg troede, vi var enige om aldrig at nævne mine genitalier igen, sagde jeg. At inden for rammerne af vores søskendeforhold har jeg ingen genitalier. Telefonen ringede. Go drak en tår mere af sin øl, mens hun tog telefonen, himlede med øjnene og smilede. Ja, du kan tro, at han er her. Lige et øjeblik! Til mig mimede hun: Carl. Carl Pelly boede lige over for mig og Amy. Han havde været pensioneret i tre år. Fraskilt i to. Flyttede ind i vores kvarter lige efter. Han havde været rejsende sælger festartikler til børnefødselsdage 32

og jeg fornemmede, at han efter fire årtier på moteller rundtomkring i landet, ikke rigtig følte sig hjemme i sit hus. Han dukkede op i baren næsten hver dag med en papirspose med en burger i og beklagede sig over sin økonomi, indtil han fik tilbudt en drink på husets regning. Det var noget andet, jeg fandt ud af om Carl fra hans tid i baren at han var alkoholiker, om end en velfungerende en af slagsen. Han var høflig nok til at tage imod, hvad vi end skulle af med, og det mente han alvorligt: I en hel måned drak Carl ikke andet end støvede Zima-øl, fra 1992, som vi havde fundet i kælderen. Når tømmermændene holdt Carl hjemme, fandt han altid et påskud for at ringe: Din postkasse ser meget fuld ud i dag, Nicky. Måske er der kommet en pakke. Eller: De har lovet regn i dag, så I må hellere lukke jeres vinduer. Det var alt sammen noget fis. Carl havde ganske enkelt brug for hver dag at høre klirrende glas og lyden af væske, der bliver hældt op i et glas med isterninger. Jeg tog røret og rystede lidt med en isspand, så Carl kunne forestille sig sin gin. Hej, Nicky, lød Carls udvandede stemme. Undskyld, jeg forstyrrer dig. Jeg synes bare, du skulle vide, at... din dør står på vid gab, og jeres kat er udenfor. Det må den da ikke være, vel? Jeg sagde en eller anden ligegyldig lyd. Jeg ville gerne gå over og se, om noget var galt, men jeg er ikke helt frisk, sagde Carl besværet. Det er helt i orden, sagde jeg. Jeg var alligevel på vej hjem. Det var et kvarters køretur, stik nord langs floden. Indimellem skælver jeg, når jeg kører ind i vores bebyggelse. Alene det store antal gabende tomme, mørke huse hjem, der aldrig har kendt til beboere, eller hjem, der har haft ejere og set dem blive sat på gaden, så kun huset står triumferende tilbage i sin skal, mennesketomt. Da Amy og jeg flyttede ind, kom vores naboer trissende over for at byde os velkommen: en midaldrende enlig mor til tre med en gryderet i favnen, en ung far til trillinger med en ramme øl (hans kone blev hjemme hos trillingerne), et ældre, kristent par, der boede et par huse længere nede og så selvfølgelig Carl fra huset overfor. Vi sad på vores terrasse og så ud over floden, og de talte alle sammen bedrøvet om pantebreve og afdragsfrie lån og tomme bankkonti, og så kom- 33

menterede de alle sammen, at Amy og jeg var de eneste, der havde en grund, der gik helt ned til floden, de eneste uden børn. Er I kun jer to? I hele det store hus? spurgte den enlige mor, mens hun hældte en afart af røræg ud på tallerkenerne. Bare os to, bekræftede jeg med et smil og nikkede, mens jeg tog en mundfuld skælvende æggemasse. Det må være ensomt. Og det havde hun ret i. Fire måneder senere havde hele det store hus-damen tabt kampen om at få omlagt sit huslån, og hun forsvandt om natten med sine tre børn. Hendes hus havde stået tomt lige siden. I stuevinduet hang der stadig en børnetegning af en sommerfugl sat fast med tape, hvor tuschfarverne var falmede til brunlige nuancer. En aften for ikke så længe siden kørte jeg forbi og så en mand, skægget, snusket, stå og stirre bag vinduesruden, flydende i mørket som en trist akvariefisk. Han så, at jeg så ham, og trådte hastigt tilbage fra vinduet ind i husets beskyttende mørke. Den næste dag satte jeg en brun papirspose med sandwicher foran hoveddøren. Den stod der i solen i en uge og gik mere og mere i opløsning, indtil jeg gik op til døren, tog den og smed den ud. Stilhed. Hele området var foruroligende stille. Da jeg nærmede mig vores hus, med bilens motor som et pludselig forstyrrende element, kunne jeg se, at katten ganske rigtigt sad på trappen. Stadig på trappen, 20 minutter efter Carls opkald. Det var besynderligt. Amy elskede den kat. Den havde fået opereret kløerne ud, og den blev aldrig lukket ud, aldrig nogensinde, for katten, Bleecker, var sød, men usædvanlig dum, og på trods af den lille chip, den havde fået indopereret et sted bag sine pelsklædte deller, vidste Amy, at hun aldrig ville få katten at se igen, hvis den kom ud. Den ville vade lige ud i Mississippifloden didli-didli-dej og flyde hele vejen til Den Mexicanske Golf, hvor den ville ende i gabet på en sulten tyrehaj. Det viste sig, at katten ikke engang var klog nok til at gå ned ad trappen. Bleecker sad og balancerede på gelænderet ved siden af hoveddøren som en ulden, men stolt skildvagt. Idet jeg kørte op ad indkørslen, kom Carl ud og stillede sig foran sin egen hoveddør, og jeg kunne fornemme både kattens og den gamle mands blik på mig, da jeg steg ud af bilen og gik op til huset med de røde pæoner foran, der så fede og saftige ud og tiggede om at blive plukket. 34

Jeg skulle lige til at blokere vejen for katten, da jeg så, at døren stod åben. Det havde Carl jo allerede fortalt, men det var alligevel noget andet at se det. Dette var ikke en jeg-går-lige-ud-med-skraldespanden-åben dør. Den var vidt-gabende-ildevarslende åben. Carl kredsede på den anden side af vejen, afventede min reaktion, og som i et stykke dårlig performancekunst spillede jeg pludselig rollen som den bekymrede ægtemand. Jeg stod på det nederste trappetrin og rynkede panden, hvorefter jeg sprang op ad trappen, to trin ad gangen, mens jeg kaldte på min kone. Stilhed. Amy, er du hjemme? Jeg løb ovenpå. Ingen Amy. Strygebrættet var sat frem, strygejernet var stadig tændt, en kjole ventede på at blive strøget. Amy! Da jeg løb ovenpå, kunne jeg se Carls omrids i den åbne dør. Han stod med hænderne i siden og kiggede på mig. Jeg løb ind i stuen og standsede brat op. Tæppet glimtede af glasskår fra det knuste sofabord. De små borde for enden af sofaen lå med benene opad, bøgerne var spredt ud over gulvet som et korttrick. Selv den tunge, antikke puf lå med maven opad, og de fire små ben stak i vejret som på et dødt dyr. Midt i alt rodet lå en skarp saks. Amy! Jeg satte i løb, brølede hendes navn. Gennem køkkenet, hvor en kedel var kogt tør, ned i kælderen, hvor gæsteværelset stod tomt, og derefter ud ad bagdøren. Jeg trampede ned over græsplænen til den smalle bådebro, der førte ud i floden. Jeg kiggede til begge sider for at se, om hun skulle være i vores robåd, hvor jeg en dag havde fundet hende. Den dag var båden tøjret til broen, den vuggede stille i vandet, og hun sad med ansigtet vendt mod solen med lukkede øjne, og idet jeg så ned på det blændende spejlbillede i vandet af hendes smukke, stille ansigt, åbnede hun pludselig sine blå øjne uden at sige noget til mig, og jeg sagde heller ikke noget til hende, men gik bare alene tilbage til huset. Amy! Hun var ikke ved vandet, hun var ikke i huset. Amy var der ikke. Amy var væk.