Am Kupfergraben 10, Berlin David Chipperfield Søren Svare, Mathias Ruø, Rasmus Nielsen og Allan Døi Indledning. Berlins Contemporary Fine Arts galleri er placeret op ad Kupfergraben-kanalen hvorfra du kan kigge direkte til Lustgarten og museumsøen, som omgives af hhv. floden das Spree på den ene side, og kanalen die Kupfergraben på den anden, der løber som en afstikker til floden das Spree. Direkte oversat, betyder Kupfergraben kobbergrav, hvilket stammer fra et gammelt kobberstøberi, som lå på samme side som galleriet, og benyttede kanalens vand til at køle med. Meningen med bygningens udtryk var at bygge en moderne bygning, som passede ind i de omkringliggende bygningers arkitektur uden at kopiere dem. Som en del af bylandskabet, fletter den 4 etager høje bygning ind i den historiske kontekst, mens de store vinduer i facaden nærmest reflekterer byens puls og fletter godt ind med dens ubehandlede trærammer. fig. 01.1 Galleriet set fra gaden.
Måden hvorpå bygningen er sat ind i resten af konteksten. Bygningen Am Kupfergraben 10 ligger ved Museumøen i Berlins historiske centrum. Herfra har bygningen udsigt over Kupfergraben kanalen og Lustgarten. Hele området blev sønderbombet under 2. verdenskrig, men først i 1997 valgte man at restaurere bygningerne. Under opførelsen af bygningen skulle den leve op til nogle krav, da den skulle tilstøde eksisterende bygninger som lå på gaderne, Dorotheenstraße og Hinter dem Gießhaus. Bygningen skal repræsentere en moderne arkitektur, der stadig spiller sammen med de eksisterende bygninger og fastholder en dialog med fortiden. Med det arkitektoniske koncept arkitekteten har skabt, med en dialog mellem det moderne klassisk og den gamle historiske stil, er det lykkes flot. Den fire-etagers bygning er umiddelbart en kontrast til bybilledet, men sammenspiller stadig fint med de eksisterende bygninger af samme bygningshøjde. fig. 01.2 Her ses sammenbygningen på Am Kupfergraben. Selve murværket på facaden af bygningen, er blevet genopbygget med nogle af de sten, man fandt på området blandt ruinerne. Murværket er derefter pudset let op, så facaden ikke har synlige dilatationsfuger. På den måde er der skabt en flad men alligevel rustik overflade, hvor de rekonstitueret sten stadig kan ses. Resultatet af samspillet mellem denne fremgangsmåde med de forskellige formede mursten er en bygning, som ser mere homogen ud end en konventionel murstensbygning. Bygningen har fået den samme gyldne glød som den eksisterende bygning den er byggede sammen med på Hinter dem Gießhaus.
Kigger man på bygningen lægger man hurtigt mærke til de store vinduespartier, som skiftevis er forskudt på hver af de 5,5 meter høje etager. De store vinduespartier er fint monteret inde bag formuren, så ingen fuger er synlige. Designet af vinduesrammerne går igen i alle vinduespartierne, hvor høje sprosser af olieret træ, går fra top til bund og deler vinduet op i flere lige store glasafsnit. I træ sløjerne i vinduerammerne er ventilation indstalleret og det er mulighed for brugerne i bygningen for at åbne for frisk luft. Da vinduespartier er indtryk i facaden har man gemt samlingerne, der løber hele vejen rundt i kanten, oppe bagved væggen. De store vinduespartier er hermed med til at sinalere at bygningen ikke er isoleret for verden, men at bygningen med dens udstillinger er åben for alle. Hvis man kigger godt efter kan man se at arkitketen har arbejdet meget med at bygningen skulle sammenspille godt, mellem de to andre tilstødende eksisterende bygninger på hver side. Ved hver etageadskillelse på bygningen har man valgt at skulle følge, skiftevis, de eksisterende bygningers egne etageadskilleser. Denne etageadskilles er på bygningen afmærket med en hvid stibe hele vejen rundt om bygningen. Det får den ellers en meget moderne bygning til at smelte godt sammen med de 2 andre eksisterende bygninger, af ældre byggestil og historie. fig. 01.3 Murværket på facaden. fig. 01.4 Detalje med skjulte fuger omkring vinduer fig. 01.5 Detalje ved etageadskillelse
fig. 01.6 Billede fra atelier-rummet 1. sal. Dagslys Bygningen er bestående af fire etager, hvor en trappeopgang i siden af bygningen forbinder etagerne. Trappeopgangen er smal, virker meget massiv og bliver primært oplyst af dagslys i enderne. Når man går op af trappen har man ikke et overblik over trappens forløb, hvilket gør den hemmelighedsfuld. Man får følelsen af at det er en smal grotte man er i, hvor man går mod lyset. Trappeopgangen udskiller sig fra atelier- rummene ved at den er ufleksibel og forudbestemt. Ankomsten fra trapperne til de store rum foregår gennem en stor sort dør. Når denne er passeret, træder man ind i et stort rum, som virker meget overvældende på grund af størrelsen, men også på grund af lyset. Rummet er aflangt og de store vinduer som rummet er forsynet med, går fra gulv til loft, og er med til at give en følelse af, at ude og inde smelter sammen. En af grundene til at der er arbejdet meget med dagslyset i bygningen er at denne skal være meget fleksibel mht. funktionen af bygningen. I dag bliver bygningen primært brugt som atelier, men det er også muligt at bruge den som bolig, eller noget helt tredje. Rummene er udstyret med indvendige skodder, som kan køres til eller fra manuelt, et af gangen med et rundsving, alt efter hvor meget lys der ønskes i rummet. Sprosserne består af nogle hvidtonede plader, som er foldet sammen i tre lag. fig. 01.7 Billede fra trappeopgangen.
fig. 01.8 Billede fra atelier-rummet stuesal Når skodderne er foldet ud og dækker vindueshullet, har David Chipperfield valgt at der skal være en luftsprække på cirka en centimeter mellem pladerne. Dette er bevist gjort for at skabe en lyseffekt, så der aldrig rigtigt bliver helt mørkt i rummene, men at man bibeholder kontakten ud til, via lyslinjer som optegner vinduerne. Inde bag skodderne er der placeret et vindue, som kun kan åbnes når skodderne er kørt væk. En sjov lille effekt som er nøje planlagt. Vinduesglasset er transparent ud mod gaden, mens det er hvidtonet ud mod baggården. Dette gør at ens opmærksomhed bliver rettet mod gaden og ned på gulvet, hvor et lysmønster bliver projekteret ud på det glatte, rå betongulv. fig. 01.9 Tegningen her viser sigtelinjerne når man går op ad trappen.
fig. 01.10 Billede fra trappeopgangen. fig. 01.11 Billede fra trappeopgangen på 4. sal. fig. 01.12 Billede af de store vinduer med indvendige skodder. En detalje som jeg også vil fokusere på, er den udvendige solafskærmning. Det er en detalje som er svær at få øje på, da vinduesrammerne er placeret inde bag ved formuren, så der ingen synlige fuger er. Solafskærmningen består af en tekstildug, som enten kan være rullet helt op, eller helt ned. Grunden til dette er at bygningen skal have samme udtryk udefra som indefra, om afskærmningen er rullet for eller ej. Dugen er ca. 30 % lysgennemsigtig, så det stadig er muligt at kigge ud gennem vinduet når man befinder sig i rummet. Den udvendige solafskærmning ruller i en skinne som er fræset ind i vinduesrammen, dette gør at der er styr på afskærmningen når den enten rulles op eller ned. fig. 01.13 Detaljetegning af skodder. På øverste del af billedet ses skodderne indslået. På nederste billede ses skodderne når de er slået ud. I denne position kan et vinduer åbnes. fig. 01.14 Den udvendige solafskærmning kan svagt skimtes bag vinduesglasset.
Konstuktionens opbygning. Ved ankomst til bygningen får man et hurtigt indtryk af at bygningens ydervægge fungerer som bærende elementer i bygningen. Den massive facade er kun afbrudt af enkelte større vinduespartier som skal bringe dagslys ind i bygningen. I kontrast til de omkringliggende bygninger, hvor vinduerne er placeret jævnt i facaden, har arkitekten her valgt at samle vinduesarealet. Dette betyder også at kræfterne ikke bliver fordelt ligeligt ned igennem konstruktionen. Bagfacaden der vender ud mod en lukket gårdhave er lavet som et stort vinduesparti i træ og glas, hvilket betyder at denne i modsætning til facaden mod vejen ikke tager nogle bærende kræfter. Der fås derved en asymmetrisk bærende konstruktion. Denne asymmetri afspejler sig endnu engang når bygningen betragtes indefra. Når man bevæger sig rundt på en etage bliver man ikke afgrænset af lukkede rum som det opleves i mange traditionelle huse. I stedet er etagen opdelt af mere eller mindre fritstående vægge, som gør at man ikke føler sig afgrænset i samme grad. På den måde dannes der rumforløb som ikke pludselig får hold men i stedet indbyder betragteren, til at bevæge sig rundt om det næste hjørne. Når vinduerne er samlet i større partier er de med til at guide en rundt i lokalerne. Ligeledes bevæger man sig i trappeskakten rundt om et enkeltstående vægelement hvor lys fra vinduer igen guider dig videre til næste etage. fig. 01.15 Midterrum i atelier fig. 01.16 Midtervæg i atelier
På nedenstående illustration vises med tyk streg hvor de gennemgående bærende elementer er placeret. Her fås et tydeligt indtryk af at det som først antaget, ikke er facaden mod vejen der er den primært bærende. I stedet er det gennemgående vægge centralt og mod de opadstående bygninger, som hovedsageligt bærer konstruktionen. Illustrationen der ses fra det sydvestvendte hjørne viser hvor tilfældigt vinduespartierne er placeret. Dog er de alligevel placeret så de enkelte vægelementer er simpelt understøttet i enderne, af underetagens vægge. Betragtes konstruktionen fra den modsatte side træder de bærende vægge tydeligerer frem. Bort set fra den store glasfacade mod baggården er alle vægge er gennemgående. Arkitekten har valgt at flytte størstedelen af den bærende konstruktion fra frontfacaden, så han på den måde har fået frit spil til at placere vinduer og andre åbninger præcis som han gerne ville have dem. På den måde fig. 01.17 Øverste isometriske tegning viser den ikke bærende facade mod vejen. fig. 01.18 Nederste isometriske tegning viser den bærende facade mod baggården.
bliver det samtidig nemmere at tilpasse en ny moderne bygning til de omkringliggende. Et interessant aspekt i bygningen er at alle vægge inde er pudset op og malet hvide helt ned til ca. en cm over gulvoverfladen. Alle vægge ser på denne måde ikke bærende ud, men virker svævende. fig. 01.19 Billede taget fra baggården. fig. 01.20 Billede fra gangtrappen med vægdetalje.
Udsigt indefra bygningen. Galleriet Am Kupfergraben 10 har en af Berlins bedste adresser, centralt beliggende ud mod hhv. Hinter dem Giesshaus og Am Kupfergraben. Efter at være kommet ind gennem den store træ-dør og har smidt jakken i garderoben bliver man ledt op på de øvre etager af galleriet. På 1. sal starter udstillingen, og noget af det første man lægger mærke til er de store markante vinduespartier i rummet, som dels sørger for ordentligt dagslys i selve galleriet og dels skaber en urban helhed for bygningen, set udefra. Kigger man direkte ud af vinduet, ser man at galleriet ligger ved siden af bl.a. Tysklands historiske museum. Første og ældste del af museet ligger i det gamle Arsenalhus das Zeughaus fra 1695, som blev overgivet til det forenede Tyskland i 1990 af GDR, kort tid efter murens fald. Førhen havde bygningen huset bl.a. Vesttysklands historiske museum für Deutsche Geschichte. Bygningen er den ældste på gaden Unter den Linden, og udtrykker tydeligt 1600-tallets fascination af barokken, med sin meget dramatiske karakter, store søjler og skulpturer blandt andre. Anden og nyeste del af museet ligger bag ved Arsenalhuset, og kan ses direkte fra galleriet. Det er tegnet af den kinesiske arkitekt L.M. Pei, som bl.a. andet også står bag udbygningen af Louvre, og den noget anderledes indgang dertil - Den Store Pyramide. Bygningerne er sammenføjet af en stor glasgang, med markante sorte sprosser. Som det kan ses på figur 1.12, er den nye museumsdel holdt i samme lyse farve, som Arsenalhuset er opført i. Dette valg af farveudtryk, giver på trods af den nye dels modernistiske og enkle udtryk, en sammenførlighed mellem de to bygningers aldersskel, og en genkendelighed i at kunne gennemskue de to bygningers fælles funktion. Stiller man sig midt for vinduespartiet i galleriet og skuer mod venstre, kan man i baggrunden se en flot stor kuppel med irret kobbertag, og et spirlignende krucifiks på toppen. Denne kuppel tilhører Berlins domkirke eller der Berliner Dom. fig. 01.21 Udsigten mod gaden fra atelieret på 1. sal.
fig. 01.22 Atelieret på 1. sal. Når man kigger ud af vinduer kan man lige skimte Berlins domkirke. Kirken, som er en protestantisk kirke står på das Spree Insel, alment kendt som museumsøen, der ligger midt i das Spree. Kirken har rødder tilbage til 1465, da st. Erasmus Chapel byggede katedralen ved siden af det daværende Preussens kongehus. I 1860 besluttede den preussiske konge og tyske kejser Wilhelm den anden, at bygge den nuværende domkirke på samme sted som den daværende kirke, og gav derfor arkitekt Julius Raschdorff til opgave at tegne og opføre denne i italiensk høj-renæssancestil, der stod færdig i 1905. Facaden er holdt i lys sandsten, mens taget er kobberbelagt, for at opnå det elegante grønne udtryk som var meget benyttet i den sene renæssance. Selve kirken består af hovedskibet med en stor centerkuppel, og 4 mindre kupler tilhørende 4 fløjtårne. Hvert år i oktober, afholds Lysenes Festival - the Festival of Light, som forløber over 12 aftener. Denne festival oplyser forskellige bygninger og monumenter i Berlin hvor en af disse er selve domkirken. Hver aften bliver kirken her indhyllet i forskellige lys-sammensætninger og projektion af forskellige motiver og teksturer, hvilket fremhæver kirkens konturer og elementer, og giver hele bygningen et meget overvældende og forfriskende udtryk, sammenlignet med dets ellers meget traditionelle og nærmest barokke udseende.
Bliver man stående og kigger bagved domkirken, man kan svagt ane Berlins Fjernsynstårn - Berliner Fernsehturm, som er beliggende på Alexanderplatz i centrum af Berlin, og som foruden Brandenburger Tor anses for at være et af Berlins varemærker. Fjernsynstårnet, som blev opført mellem 1965 og 1969 af det gamle DDR, var et symbol på det daværende Østberlin, samtidig med at det var en ret synlig påmindelse for vestberlinerne om Østberlin. På 2. sal i galleriet, kan man ud gennem det østvendte vinduesparti se direkte hen på Bodenmuseum, hvilket ligger på modsatte bred af Kupfergraben, lige til venstre for broen. Museet, ligger ligeledes på museumsøen, og ligesom domkirken var det den daværende kejser Wilhelm den anden der fik den opført i 1904, med Ernst von Ihne som arkitekt. Museet som huser udstillinger med bl.a. skulpturer og kunst fra middelalderen og op til det 18. århundrede, en af Nordeuropas største møntsamlinger og en eksklusiv udstilling med byzantinsk kunst er endnu et at Berlins flotte eksemplarer af barokke bygningsværker, med flotte skulpturer, store usmykkede søjler og marmorlignende facadebeklædning. Går man tilbage til trappen kan man indadtil se den lille baggård, som galleriet deler med de opadliggende bygninger. Gården er afgrænset af et kedeligt hegn, som passer godt til resten af den kedelige og lidt trist gård, der næsten udelukkende benyttes til opbevaring af diverse materialer og lignende. fig. 01.23 Vinduesparti i trappeopgangen. Man kigger her ud til baggården.
Litteraturhenvisning: 1 Architecture and Urbanism (nr. 480), japansk arkitektur-magasin, s. 54-61 2 El croquis (nr. 150), spansk arkitektur-magasin, s. 96-105 3 http://en.urbarama.com/project/gallery-building-am-kupfergraben-10 Illustrationer: 1.01, 1.03-1.04, 1.06-1.08, 1.10-1.12, 1.14-1.16, 1.20-1.23 : egne fotos 1.09, 1.13, 1.17-1.18 : Egne illustrationer 1.02, 1.05, 1.19: Architecture and Urbanism (nr. 480), japansk arkitektur-magasin