TEMA-ARTIKEL Så er der pollen i luften af Pia Knudsen, farmaceut og Holger Mosbech, overlæge dr.med. Endelig kom foråret - men for nogle betyder det en lang sæson med høfeber. For allerede tidligt i foråret (i år er det nærmest sidst på vinteren) begynder pollensæsonen. Høfeber (rhino-conjunctivitis) er en allergisk sygdom, som giver dig løbende eller tilstoppet næse, nyseture og røde, kløende øjne, der løber i vand. Selvom sygdommen normalt ikke opfattes som alvorlig, kan symptomerne være så generende, at høfeber får en negativ virkning på livskvaliteten. Det er ærgerligt, da de fleste mennesker med høfeber kan leve et liv uden de store gener ved hjælp at den rigtige behandling og viden om sygdommen. Hvem får høfeber? Høfeber kan opstå i alle aldre, men de fleste med høfeber er yngre voksne. Høfeber ledsages ofte af andre allergiske sygdomme som astma og eksem. Inden for de sidste 20 år er der set en 2 til 3-dobling i antallet af personer, der har høfeber. Man regner nu med, at mellem 10 og 20 % af danskerne oplever symptomer på høfeber. Pia Knudsen Informationsfarmacuet hos Dansk Lægemiddel Information. Holger Mosbech Overlæge, dr.med Gentofte Hospital Hvorfor får man høfeber? Høfeber skyldes, at du er allergisk over for små partikler i luften oftest fra: planter (pollen) dyr (dyrehår) senge/gulvtæpper (husstøvmider) skimmelsvampe (svampesporer) Hvis du har høfeber, har du dannet særlige antistoffer (IgE -antistoffer) rettet mod netop det, du er allergisk overfor. IgE-antistoffer har stor virkning, fordi de kan få nogle bestemte celler i kroppen (mastceller og visse hvide blodlegemer) til at frigive nogle kraftigt virkende stoffer - især histamin. Histamin giver dig kløe, løbende næse og rindende, kløende øjne, og det får dig til at nyse. Skyldes din høfeber dyr, støvmider eller svampesporer, har du typisk symptomer hele året. Artiklen er udgivet af Dansk Lægemiddel Information. Kontakt info@medicinhaandbogen.dk 1
Plantepollen, som er en hyppig kilde til høfeber, findes derimod i luften på forskellige tidspunkter af året: Forår: Hasselpollen, ellepollen og elmepollen i de tidlige forårsmåneder samt birkepollen i maj Sommer: Græspollen i juni/juli og bynke i juli/august. Astma-Allergi Danmark og Danmarks Meteorologiske Institut har udarbejdet en ny pollenkalender på baggrund af gennemsnitsværdier fra målestationen i København for perioden 1985-2009. På pollenkalenderen kan du se, hvordan en gennemsnitlig sæson ser ud og hvor i sæsonen, du er. Er du et sted, hvor kurven stadig er opadgående, kan du forvente endnu flere pollen. Er kurven derimod på vej ned, betyder det, at du højst sandsynligt er ovre det værste pollen-boom. Læs mere om pollenkalenderen på www.astma-allergi.dk. Hvordan behandler man høfeber? Den vigtigste behandling er, at du så vidt muligt undgår det, du er allergisk overfor. Derudover kan du lindre og forebygge anfald af høfeber med medicin, som dæmper den allergiske reaktion. Lokalbehandling Øjendråber og næsespray med antihistamin og næsespray med binyrebarkhormon fås både i håndkøb og på recept. Tabletbehandling Der findes et stort udvalg af antihistamin-tabletter i håndkøb og på recept. Binyrebarkhormon findes også som tabletter, de er på recept. Indsprøjtninger Binyrebarkhormon kan gives som en enkelt depotindsprøjtning (eller som tabletter). Allergivaccinationer er en mere målrettet behandling, der strækker sig 2
over flere år. Behandling ved milde symptomer Milde allergiske reaktioner kan behandles med antihistamin lokalt i øjne og næse, når der er behov. Hvis lokalbehandling ikke er nok, kan du tage tabletter med et antihistamin. I høfebersæsonen kan behandling hver dag være nødvendig evt. sammen med dråber og spray til øjne og næse. Behandling ved sværere symptomer Ved lidt sværere symptomer kan du anvende en næsespray, der indeholder ganske små mængder binyrebarkhormon. Den virker lokalt i næsen og nedsætter hævelse og irritation af slimhinden, så næsen ikke længere er så stoppet og følsom. Det tager normalt adskillige dage at opnå fuld effekt af næsespray med binyrebarkhormon. Derfor skal du tage den dagligt i den periode, hvor du har behov for behandling, og du må meget gerne starte lidt før sæsonen, hvis du har pollenallergi. I perioder med meget høje pollental kan du have brug for tabletter og øjendråber med antihistamin samtidig med din næsespray. Gode råd indendørs Husk altid din medicin. Undgå både aktiv og passiv rygning. Gode råd ved Pollen eller svampeallergi Sørg for at få luftet ud, så du får et godt indeklima, men hold døre og vinduer lukket i perioder med høje koncentrationer af pollen og/eller sporer fra skimmelsvampe. Vent med at lufte ud til sent om aftenen, når duggen er faldet. Tag eventuelt et brusebad før sengetid for at skylle pollen ud af håret. Hold vinduerne lukkede i bilen, hvis den har pollenfilter. Har du et ventilationsanlæg i boligen, kan du undersøge, om der kan monteres et pollenfilter. Gode råd ved Allergi for dyrehår Anskaf ikke det dyr, du er allergisk overfor. Overvej nøje, om du skal have andre dyr. Din risiko for også at få allergi over for dem er stor. Gode råd ved Allergi for husstøvmider Hold luftfugtigheden lav. Tør ikke tøj i opholdsrum. Luft ud efter bad og madlavning. Luft ud, når du støvsuger. 3
Ved meget svære symptomer, hvor du ikke er kommet i gang med din næsespray med binyrebarkhormon i tide eller den ikke virker tilstrækkeligt - kan lægen vælge at give dig binyrebarkhormon som tabletter eller som én enkelt indsprøjtning. Indsprøjtningen virker i løbet af 1 døgn og virkningen holder ofte i 4-6 uger. Hvis medicinen ikke virker godt nok, er for besværlig eller måske har bivirkninger, kan lægen foreslå, at du bliver vaccineret mod allergi. Man kalder det også hyposensibilisering eller allergenspecifik immunterapi. Behandlingen rettes mod det allergen, du ikke tåler fx birk eller græs. Du vil få indsprøjtninger i tre til fem år, det meste af tiden med ca. 6 ugers interval i starten dog hyppigere. Virkningen holder i mange år efter behandlingen. Ved græsallergi er det muligt at få behandlingen som tabletter, der skal tages hver dag. Der er dog ikke generelt tilskud til tabletterne, så behandlingen er dyr. Lægemidler Antihistamin Anti-histaminer forhindrer histamin i at give allergireaktioner, deraf navnet. Når histaminreceptorer på celleoverflader stimuleres af histamin, udløser de overfølsomhedsreaktioner, som ved fx høfeber og nældefeber eller efter insektstik. Antihistaminer virker ved at sætte sig på histamin-receptorerne, så der ikke er plads til histamin. På den måde stimuleres receptorerne ikke, og den allergiske reaktion forhindres eller dæmpes. Antihistaminer findes både i øjendråber og næsespray til lokalt brug og som tabletter, der virker i hele kroppen. Antihistamintabletter kan virke sløvende i varierende grad. Man har delt tabletterne op i sløvende og ikke-sløvende antihistaminer, Gode råd udendørs ved pollen og svampeallergi Undgå eller begræns udendørsaktiviteter som idræt, hvis du får svære symptomer trods medicin. Mindsk pollen i øjnene ved at bruge solbriller eller cykelbriller. Undgå de store mængder skimmelsvampesporer, der er i skoven, når det er fugtigt eller lige har regnet. Pollen og svampesporer kan sætte sig i tøj, som er tørret ude. En kort tur i tørretumbleren kan blæse partiklerne af. Metoden kan også benyttes ved sengetøj. Husk altid din medicin. men særligt følsomme personer kan godt opleve træthed ved nogle tabletter, selvom de betegnes som ikke-sløvende. Der er store forskelle fra person til person. Tabletter, som hos én giver gener, kan andre tage uden problemer og omvendt. Derfor kan du med fordel prøve forskellige typer, hvis du hører til de få, der har problemer. Binyrebarkhormon Oven på hver nyre sidder binyren og i kanten af binyren, i binyrebarken, produceres en række forskellige hormoner. En af de vigtigste typer binyrebarkhormon er glukokortikoid, som har virkning på en lang række af kroppens funktioner. Det hæmmer vævsreaktioner (inflammation) som hævelse, rødme, ømhed og smerter. 4
Det er reaktioner, som fx kan ses ved astma og allergi. Binyrebarkhormon findes både som næsespray og astmaspray til lokalt brug og som tabletter og indsprøjtning til systemisk brug. Der er en del bivirkninger, når binyrebarkhormon bruges systemisk over længere tid. Heldigvis kommer disse bivirkninger ikke, når du bruger medicinen lokalt i næsen eller i lungerne. Enkelte oplever lidt næseblod, når de pudser næse, og må så holde pause med medicinen. Allergener Princippet ved allergivaccination er, at du over længere tid bliver udsat for stigende mængder af det stof, som du er allergisk for. Ved at øge mængden af stoffet ganske lidt fra gang til gang, opnår du efterhånden, at du kan tåle stoffet eller i det mindste ikke reagerer så voldsomt som før. Effekten er bedst ved høfeber (og astma) fremkaldt af pollen. Hos nogle virker det så godt, at antihistamin og næsespray ikke længere er nødvendigt. Hos de fleste kan der stadig være behov for fx antihistamintabletter, når sæsonen er værst, men de oplever en bedre effekt og en kortere sæson end før behandlingen. Behandlingen kræver mange besøg hos lægen og virker kun på det, du bliver behandlet med (fx græs). Hos de fleste kommer der kløe og kortvarig hævelse på armen, hvor indsprøjtningen gives. I meget sjældne tilfælde kan indsprøjtningen udløse en allergisk reaktion. Derfor skal du vente hos lægen 30 minutter, hver gang du er blevet vaccineret, så en evt. reaktion kan behandles med det samme. Med græs-tabletter sigter man mod den samme effekt, men uden indsprøjtninger eller de mange besøg hos lægen. Behandlingen er ny, og i øjeblikket anbefales 3 års behandling, som skal starte mindst 4 måneder før en sæson for at have en virkning der. Der er ikke generelt tilskud, så hvis du ikke opfylder de specielle krav, der er for individuelt tilskud, vil det være en dyr behandling. Der er kun set beskedne bivirkninger, fx har mange oplevet kortvarig kløe under tungen, når de har taget tabletten. Få styr på din høfeber med pollenvarsling Det er umuligt fuldstændigt at undgå pollen. Men udover at behandle dine symptomer, kan du gøre en del for at planlægge din hverdag og komme mindst muligt i kontakt med pollen. Normalt er der sammenhæng mellem et højt pollental og graden af generne. Pollentallet er almindeligvis højt i midten af sæsonen og er højere i dagtimerne på solrige, varme og blæsende dage. Pollentallet er relativt lavere i regnvejr og efter, at duggen er faldet. Dagens Pollental fortæller, hvor mange pollen, der har været i luften det sidste døgn. Derudover kan du nu via Astma-Allergi Danmark og DMI få en pollenprognose for græs og bynke de næste 48 timer. Følg med i dagens pollental på tekst-tv, i radioen, avisen eller på www.astma- Allergi.dk. På Danmarks Meteorologisk Instituts hjemmeside, www.dmi.dk kan du med RSS abonnere på dagens pollental og morgendagens prognose. Læs mere om høfeber, allergi og astma samt de præparater, man behandler med, på www.medicinhaandbogen.dk 5
Medicin til behandling af høfeber. Symptomer og behandling Medicin Tabletter med antihistaminer Øjendråber med antihistamin Effekt på allergiske symptomer Nysen ++ Løbende næse ++ Tilstoppet næse + Kløe i øjne, næse og svælg +++ Øjenkløe og tåreflod +++ Behandlingsvejledning Virker efter ½-1 time. Tages dagligt. Varighed mellem 8-24 timer Virker inden for ½ time. Tages dagligt 1-2 gange, men kan benyttes efter behov. Varighed omkring 12 timer. Næsespray med binyrebarkhormon Kløe/nysen +++ Løbende næse +++ Tilstoppet næse ++ Fuld virkning kommer først efter adskillige dage. Tages fast dagligt 1-2 gange. Virker forebyggende. Start før sæsonen. Næsespray med antihistamin Kløe/nysen ++ Løbende næse + Tilstoppet næse + Virker inden for ½ time. Tages dagligt 1-2 gange, men kan benyttes efter behov. Varighed omkring 12 timer. Øjendråber med natriumcromoglicat Øjenkløe og tåreflod + Virker hurtigt. Tages dagligt 2-4 gange. Behandlingseffekten vurderes efter 7 dages behandling. Næsespray med ipratropium Kløe/nysen - Løbende næse +++ Tilstoppet næse - Virker hurtigt. Tages efter behov. Varighed omkring 6 timer. Næsepray med natriumcromoglicat Kløe/nysen ++ Løbende næse + Tilstoppet næse + Virker hurtigt. Tages dagligt 2-4 gange. Bør tages lige før du udsættes for det, du er allergisk for. - Præparatet virker ikke + Præparatet virker ++ Præparat virker godt +++ Præparat virker meget godt Kilder: Institut for Rationel Farmakoterapi. Allergisk rhinitis, 2003 samt Medicin med fornuft. Allergi og behandling. 18 januar 2010. Medicinhaandbogen.dk 6