JØRGEN SCHYTTE THOMAS WINDING VICTORIA WINDING En lille bitte butik EN BERETNING FRA MALAWI
En lille bitte butik
En lille bitte butik EN BERETNING FRA MALAWI FORFATTER: THOMAS WINDING FOTOS: JØRGEN SCHYTTE ILLUSTRATIONER: THOMAS WINDING REDAKTØRER: SYNNØVE LIEN OG KIRSTEN MELDGAARD RESEARCH: VICTORIA WINDING
Undervisningsmaterialet består af en elevbog En lille bitte butik, en lærervejledning, Lærervejledning til En lille bitte butik og et kassettebånd med historien indlæst af forfatteren. Materialet henvender sig til elever i 0.- 3. klasse. 1997 Danida, Udenrigsministeriet Forfatter: Thomas Winding Fotograf: Jørgen Schytte Illustrationer: Thomas Winding Border og baggrundsmønstre: art/grafik Research: Victoria Winding Redaktører: Synnøve Lien og Kirsten Meldgaard Sats og layout: art/grafik Tryk: Repro & Tryk, Skive Produktion: Udenrigsministeriets Informationssekretariat ISBN: 87-7265-536-4 De synspunkter, der er anført i denne bog, er forfatternes og ikke nødvendigvis sammenfaldende med Udenrigsministeriets. Ulandskalenderfilmene Hva nu, Bhatso? Børne- og Ungdomsafdelingen, Danmarks Radio Forfatter: Niels Lund Instruktør: Annette Tony Hansen Producent/kontaktperson: Tim Cenius Drengen Bhatso er hovedpersonen i de tre film. Bhatso og hans søskende har mistet deres forældre på grund af AIDS. Filmene følger Bhatso gennem nogle uger. I filmens start bor han og hans søskende hos bedsteforældrene, men bedsteforældrene er for gamle til at klare så mange børn. Sammen med en lokal hjælpeorganisation (SASO) finder man nye familier til børnene tæt på det miljø, de kender og er vokser op i. Bhatso og hans lillesøster skal bo hos en fjern tante og onkel i en nabolandsby, og han må derfor tage afsked med sin bedste ven, Dalitso. I den nye familie bliver Bhatso "bror" til pigen Alima, der er en af de andre hovedpersoner i filmene. På baggrund af hverdagslivet i landsbyerne Kawanga og Simpha og i fiskerbyen Lifuwu ved Malawi-søen, viser filmene i dramadokumentarisk form, hvordan Bhatso integrerer sig, får nye venner, bliver en del af den nye familie og får et nyt liv. Filmene kan rekvireres fra de fleste amtscentraler og fra marts/april 1998 fra Statens Filmcentral.
indhold En hund er en hund 8 En lille bitte butik 13 EN BUTIK ER ET STED, HVOR MAN HAR NOGET... 15 Held og uheld 20 NOGLE GANGE LEVER VI GODT... 22 En butik på ét ben 24 HVIS MAN KUN HAR ÉN TING AT SÆLGE... 26 Land og by og frikadeller 28 ALLE HAR BRUG FOR TRÆ 34 VANDHUNDE, FISK OG FLODHESTE 38 Eventyr: En slange med to hoveder 40 Andre måder at kede sig på 42 DER ER INGEN LEGETØJSBUTIKKER... 43 Jord er ikke det samme som snavs 46 HVIS DER SKAL VÆRE MAD TIL ALLE... 47 Skolen uden bøger 50 Børn som mangler voksne 55 Først kom de først! Så kom vi først! 58 BILLEDER FRA GAMLE DAGE 60 Alle bøffer i verden 64 Eventyr: Mbonas regndans 65 Børnenes ulandskalender 1997 70 Danida 71
EN HUND ER EN HUND ommetider, når min lille hund keder sig, fortæller jeg den en historie. Det kan den meget godt lide. Men den vil meget hellere have en bøf. -Vi har ikke nogen bøf, siger jeg. Og du har fået mad. Så ser den meget sulten ud og begynder at plage. For den ER altid sulten, og hvis den selv kunne bestemme, ville den spise, til den besvimede. -Du FÅR ikke mere mad, for du kan ikke tåle at spise så meget. Men du kan få en historie. -Det bli r aldrig det samme. -Nej, det er sandt. Men så kan jeg vise dig nogle billeder. Den svarer ikke. -Her, siger jeg. Kan du se, hvad det er? Den svarer ikke. -Det er en afrikansk hund! -Sikke noget vrøvl... siger min hund. Har den ikke en snude ligesom andre hunde... har den ikke ører og hale? -Joe... men den bor i Malawi i Afrika. -Nå... det bli r den vel ikke afrikansk af... er jeg måske en dansk hund? -Ja, det kan man godt sige... -Ligner alle danske hunde da mig? -Næe, det gør de ikke... der findes alle mulige slags danske hunde... men de er danske, fordi de bor i Danmark. -Hvad så med danskerne... er de også hunde? -Nej, de er mennesker! -Bor de måske ikke i Danmark? -Jo... det gør de! Og vi, som bor i Danmark, hedder danskere... lige meget hvordan vi ser ud, og lige meget om vi bor i Jylland eller på Fyn. Men nu vi snakker om det, så hedder vi også europæere, fordi Danmark ligger i Europa... og vi hedder også skandinaver, fordi Danmark ligger i Skandinavien. -Sikke noget rod, siger min hund... kunne man ikke bare kalde jer mennesker? -Så kan man jo ikke vide, hvor vi bor. -Det kan da være fuldstændig ligegyldigt, hvor I bor. En hund er en hund, og et menneske er et menneske. -DER tager du fejl, min fine ven... Det betyder netop noget, hvor man bor. For nogle steder er der koldt, og nogle steder 8 9 S
Billederne nederst på siden er malet med vandfarve. De sælges som postkort, men de er ikke trykt. Hvert kort er et nyt billede. er der varmt. Nogle steder er der for tørt eller for vådt, og nogle steder er der ingen mad. Nogle steder bor der for mange mennesker, og nogle steder er der fyldt med sygdomme. Nogle steder får hunde mad hver dag, og nogle steder får de kun mad, hvis de selv kan finde noget. - Nå... så fortæl noget om den hund, der kom fra det der sted... hvad var det nu, det hed? Kaldte du det Maleri? -Jeg sagde MALAWI! Det ligger i Afrika og er et ganske lille land, ligesom Danmark. -Jeg har aldrig hørt om det. -Det havde jeg heller ikke, men for et halvt år siden var vi tre venner, som gerne ville ud at rejse, og så opdagede vi et land, som vi overhovedet ikke kendte. Og det var Malawi. -Hvor opdagede I det? -Vi hørte om det... vi opdagede pludselig, at det fandtes. Men det var der selvfølgelig mange andre, der havde opdaget. Alle dem der bor i Malawi for eksempel. Så man kan bestemt ikke kalde os opdagelsesrejsende. Men vi blev virkeligt overraskede, for vi anede ikke, at der var så dejligt. Malawi ligner nærmest paradisets have, hvis du har hørt om den. Der er skove og sletter, floder og søer og strande. Der er urskove og bjerge og blomstrende træer. Der er mange hundrede fugle, som slet ikke findes her i Danmark, og masser af sjældne fisk... Der er over 200 forskellige sommerfugle. Der er elefanter og aber, leoparder, gazeller og flodheste. Og der er dejlig varmt det meste af året. -Og hunde! -Ja, masser af hunde og masser af mennesker. Men der er desværre også masser af problemer. -Det gider jeg ikke høre om. -Joe, for problemer er jo ikke kun sørgelige... nogle problemer kan man løse. Og det kan oven i købet være sjovt at løse dem. 10
EN LILLE BITTE butik -Nå, sagde min hund... det har jeg ikke lagt mærke til. -Jo. Det kan det. Hvad ville du for eksempel gøre, hvis du havde det problem, at du boede langt ude på landet og kedede dig? -Hvorfor skulle jeg kede mig? -Måske fordi du var alene. -Jeg ville lægge mig til at sove. Hvad ville du lave? -Jeg ville finde på noget. Måske ville jeg åbne en lille butik! -Jamen, hvis du er alene, så kan du da heller ikke sælge noget? -Nej, det troede jeg også... men når du først har butikken, så skal folk nok komme. Nu skal du høre! n dag, da vi kørte gennem busklandet, holdt vi stille for at lytte til fuglesangen. Den varme luft var fyldt med insekter, og en masse fugle fløj rundt og fyldte maverne. Der var biædere, fluesnappere, duer, næsehornsfugle, finker, væverfugle og fugle, som vi slet ikke kendte. Og mens vi stod og kiggede, fik vi pludselig selskab af en dreng med en lille bitte plastikpose på hovedet. Han stillede sig helt tæt op ad os og begyndte at kigge i samme retning som os, mens han smilede. Jeg så på ham og smilede igen, og han tog fat i plastikposen og trak den lidt ned over panden. -Det er en smart hat, sagde jeg. -Ja, siger han, det er min lille butik. -Hvad mener du med det? -Jo, i morges vågnede jeg og fik lyst til at snakke med nogen, som jeg ikke kendte. Vi bor nemlig langt derude i busklandet, og der møder jeg kun min far og mine søskende og dem, jeg kender. -Så gik jeg hjemmefra og spekulerede over, hvad jeg skulle gøre. Men heldigvis fandt jeg en pose, og den tog jeg på hovedet. Og nu kan du bare se, hvad der skete. -Hvad skete der? -Jeg mødte dig. Og du mødte mig. Men hvis jeg ikke havde taget posen på hovedet, havde du måske ikke lagt mærke til mig. -Er butikken så åben nu? -Ja... men vi mangler varer, sagde han. For du vil vel ikke købe posen? -Nej... det tror jeg ikke, men vil du have en cola? Det ville han gerne. Han drak den meget langsomt, i små slurke, og hver gang han tog en slurk, kiggede han på flasken og læste, hvad der stod på den. -Kan du læse? -Ja, sagtens, sagde han. Men jeg mangler noget at læse i. Jeg kan alle bogstaverne, men jeg har ikke nogen bøger. Da han var færdig med at drikke, ville jeg tage den tomme Drengen pegede over mod nogle træer, men jeg kunne ikke flaske, men han holdt fast i den og spurgte: 12 se nogen huse. -Vil du sælge den? 13 E
EN BUTIK ER ET STED, HVOR MAN HAR NOGET, SOM ANDRE GERNE VIL HAVE -Du må gerne få den... -Jeg kunne jo give dig posen. -Ja, det kunne du måske. -Du bli r glad for den, tror jeg... Der er held i den, sagde han. Og så satte han flasken på hovedet. -Det er min nye butik, sagde han. -Hvordan kan man kalde den en butik? -En butik er et sted, hvor man har noget, som andre gerne vil have. Der findes alle mulige butikker. Nogle er store, og nogle er ganske små, men de har alle sammen noget, de gerne vil sælge. -Kan du sælge flasken? -Det kan man ikke vide, sagde drengen. Og så gik han. 15
16 Når man ikke får løn, må man tjene penge ved at handle. Og næsten alle mennesker finder på noget at sælge. Tomater, fisk, kurve, citroner, majs og jordnødder. Men der er også større butikker, hvor man kan købe tændstikker, sæbe og cola. 17
Når der er mange, som sælger, og kun få, som køber, kan der godt gå lang tid, før man har tjent nogle penge. Så må man vente og vente.
Held og Uheld Hele familien hjælper med at plukke tobak og binde den i bundter. Bagefter bliver tobaksbladene hængt til tørre under et halvtag. 20 m en vi gik med, for vi ville gerne se, hvordan han boede. Det var en lang tur... mindst 6 kilometer. Og lige meget hvor vi kom hen, lignede det de steder, vi lige havde været: buske og træer og buske og buske og buske. Og ind imellem var der små marker. Sommetider lå der nogle hytter, og sommetider så vi nogle mennesker, som vinkede til os. Men det meste af tiden gik vi bare på en lille sti, som drengen kendte. Og vi gik, og vi gik. Til sidst kom vi til hans families hus, og vi mødte alle hans søskende. De gik på marken og plukkede tobak. Ved siden af familiens hus hang en masse tobaksblade under et halvtag. Og mens børnene plukkede blade fra planterne på marken, stod deres far og samlede blade i bundter og hængte dem til tørre. Senere skulle de sælges til opkøberen. Det var en mand, som kom forbi et par gange om året. Han tog tobakken med til byen, hvor han solgte den videre, og til sidst endte den på tobaksfabrikken og blev lavet til cigaretter. -Sikke en masse tobak du har! -Åhja, siger drengens far. Vi dyrker tobak, og vi dyrker majs. Vi har lidt hirse, og vi har jordnødder og yams. Vi har papaya, og vi har mango. Vi har høns, og vi har geder. Vi har også et par køer, og vi har altid noget at lave. -Kan I leve af jeres marker? -Det kan man aldrig vide... Det kommer an på så mange ting. Nogle gange lever vi godt, og nogle gange lever vi ikke nær så meget. -Det er måske svært sommetider? -Joe, sagde han. Selvom man husker alt det, som skal huskes, og selvom man gør alt det, som skal gøres, og passer alt det, som skal passes, kan man aldrig vide, hvad der vil ske. Jeg skal nemlig sige dig noget! Man kan arbejde fra morgen til aften. Men det allervigtigste er, at man har heldet med sig. -Har du været uheldig? -Åh, sagde han og så sig omkring. Så hviskede han: Der kan ske meget, men jeg vil helst ikke tale om det, for det kan være, at uheldet opdager os. -Kan uheldet høre, hvad vi siger? -Uheldet lytter måske ikke... men det kender vores tanker! Man ved aldrig, hvor det er. Uheldet kan ligge og gemme sig bag en sten, og så snubler man. Eller det kan skjule sig i en kniv, så man snitter sig i fingeren... Derfor vil jeg ikke fortælle noget om mig selv... Men jeg kan måske fortælle dig om en mand, jeg har hørt om. Ham gik det nemlig ikke så godt. Først blev hans majs spist af aberne, hans tobak blev ædt af biller, hans mangofrugter blev små, fordi der faldt for lidt regn, og senere, da der faldt for meget regn, blev hans jordnødder mugne. Alt gik galt! Når solen skulle skinne, regnede det... og når han havde brug for vand, blev det tørke. Til sidst blev hans kone stukket af en myg og fik malaria. Og nu er hun død. -Det var dog forfærdeligt. -Ja, men vi skal ikke snakke mere om det. Uheldet bryder sig nemlig ikke om folk, der klager. -Så må vi vel hellere snakke om, hvor heldig du er, sagde jeg. -Uha nej... det er lige så slemt... Hvis man praler, stikker heldet af. Heldet kan ikke fordrage praleri. Heldet bliver rasende, hvis man praler! -Nå, jeg troede kun, det var uheldet, man skulle passe på? -Det er også rigtigt, men du må huske, at heldet er uheldets lillebror! De to kommer fra den samme familie! 21
NOGLE GANGE LEVER VI GODT, OG NOGLE GANGE LEVER VI IKKE NÆR SÅ MEGET På markerne står både majs og tobak, hirse og bomuld. Og ind imellem gror der grøntsager, for det gælder om at udnytte den smule jord, man har. Man kan dyrke næsten alle frugter og grøntsager i Malawi, fordi der er varmt og fugtigt. 23
En butik på ét ben 24 Børnene samler græshopper, for de kan spises. De smager næsten som rejer. D a vi gik tilbage til bilen, fulgte drengen med. Han havde flasken på hovedet og så ud, som om han havde en plan. -Tror du, der er nogen, som køber flasker så sent på dagen, spurgte jeg. Det var nemlig ved at blive mørkt. -Måske, sagde han. Men ude ved vejen mødte vi to børn, som havde fanget græshopper. De havde så mange, at de havde samlet dem i en pose. -Hvor mange er der i posen? spurgte drengen. -Mindst tredive tusind, sagde de. -Nej... hold op, sagde drengen og begyndte at grine. Kan I ikke tælle? -Ork jo... jeg kan tælle til en halv million, sagde den ene pige. -Jeg kan tælle til to millioner, sagde den anden. Drengen stillede colaflasken på den ene fod og løftede den. Han stod på ét ben, men havde ingen problemer med at holde balancen. -Jeg kan balancere med min flaske lige så længe, som I kan tælle... skal vi vædde? -Hvad skal vi vædde? -Hvis jeg taber, får I flasken. Men hvis I holder op med at tælle, inden flasken vælter, så skal jeg have hundrede græshopper. Græshopperne er store i Malawi, og hvis der er mange af dem, kan de lave ulykker, for de æder af planterne. De to børn nikkede og begyndte at tælle. Da vi kørte væk, var de nået til et tusind syv hundrede og enogtres, og drengen stod stadig på ét ben. -Undskyld, jeg siger det, sagde min hund, men jeg er ikke sikker på, at jeg forstod den der med butikken. Hvordan kan det være en butik, når man går med en flaske på hovedet? -En butik er et sted, hvor man sælger og køber ting. Hvis man kun har én ting at sælge, behøver man jo ikke en stor butik med dør og vindue... man kan nøjes med at udstille sin vare på hovedet. En butik er et sted, hvor man køber ting, et sted, hvor man handler og bytter og laver forretning. -Men en butik hedder da også en forretning? -Nåja, det er lidt indviklet. Men for eksempel er det forkert at sige, at vi handler, når vi går i supermarkedet. Det gør vi ikke. Vi laver heller ikke forretninger. Vi køber bare, og vi betaler den pris, som står på varerne. Når man handler, er der ikke nogen bestemt pris. Den, som sælger, prøver at få så meget som muligt, og den, der køber, prøver at få tingene så billigt som muligt. - Hvis jeg nu siger, at jeg bli r meget sød, hvis jeg får en bøf, sagde min hund, er det så en handel? -Ja, men jeg siger alligevel nej. -Nå Men hvis jeg nu LOVER, at jeg ikke tigger om mere mad hele resten af ugen, hvad så? -Jo, så vil jeg gerne handle. Du får en bøf, hvis du vil lade være med at tigge i to uger! -Halvanden uge? -O.k., halvanden uge! sagde jeg. Og så hentede jeg en bøf i grillen og gav den til ham. Han slugte den i en mundfuld og sagde: Uhm... dejlig lille bøfbutik. Men bagefter slikkede han gulvet og så bedrøvet ud. - Ja, faktisk vil jeg kalde det en MEGET lille butik. 25
HVIS MAN KUN HAR ÉN TING AT SÆLGE, KAN MAN NØJES MED AT UDSTILLE SIN VARE PÅ HOVEDET Her kan du se, hvad man bærer på hovedet. Sommetider er det meget tunge ting. I Afrika bærer man de fleste ting på hovedet. Det ser flot ud, men det er ikke sundt for ryggen, og mange mennesker får dårlig ryg. 26 27
LAND OG BY - OG FRIKADELLER 28 I byerne bliver der bygget store moderne huse med masser af glas. Men de er dyre, og der er ikke så mange af dem. V ar der også supermarkeder i Malawi? spurgte min lille hund. -Ork jo... i byerne har de alting. Der arbejder folk på kontorer og i fabrikker... og de får løn hver måned, så de kan købe mad og tøj. Men ude på landet får man kun penge et par gange om året, når man sælger korn eller tobak... resten af tiden må man bytte med hinanden eller gå ud til landevejen og lave en lille butik med de ting, man har at sælge. Derfor er de fleste mennesker også meget flittige. Når de er færdige med at arbejde i marken, sidder de ikke stille og ser fjernsyn, og det er også sjældent, at de sidder og læser i en bog. For der er ikke tv i Malawi, og der er ikke ret mange, som har råd til at købe bøger. Men så væver de tæpper eller fletter små kurve og hatte af siv og græsstrå. Og de skærer figurer i træ eller laver sandaler af gamle bildæk. Og når de har ting nok, stiller de sig ud ved landevejen og prøver at sælge det. -Står de så alle sammen ude ved vejen? -Ja... eller også går de ind til den nærmeste by og stiller sig på markedet. 29
TANZANIA 30 ZAMBIA MALAWI Men hvis to mennesker møder hinanden i skoven eller et andet sted, kan de også begynde at handle der. Alle handler... både voksne og børn. På den måde prøver de at skaffe de ting, de har brug for. -Kan de også bytte sig til en bøf? -Hvad siger du? -Undskyld, jeg mente frikadelle, sagde min hund. -Jeg troede, vi havde en aftale om, at du ikke ville tigge om mad! -Ja ja, men jeg snakker skam ikke om mig selv, sagde min hund. Jeg snakker om Malawi. Men det interesserer måske ikke dig? -Godt, så vil jeg vise dig et kort over landet. Du kan nok se, at der er mange hunde... men der er også meget andet. Skove for eksempel. Der er store skove, og der bliver hele tiden plantet nye træer. For alle har brug for træ. Til møbler, til huse, til både og Nogle steder er der skove. Der er også brug for meget træ i til at skære figurer af. Malawi. Men allermest er der brug for brænde. For der er ikke mange, som laver mad på el-komfur. De fleste har et lille bål, som de koger al maden på. 31 MOÇAMBIQUE
32 -Hvad koger de så? -Mest grød. Majsgrød. Og sommetider koger de også grøntsager... og meget, meget sjældent spiser de lidt kød. For det er dyrt. Men sommetider spiser de fisk. Her ser du to mænd på vej fra et savværk som ligger uden for byen Zomba. Det ligger midt i skoven højt oppe på et bjerg. Og kvinderne, som bor i de små landsbyer, går op ad bjerget og køber bundter af brænde, som de bærer ned til Zomba og sælger på gaden. Zomba er nemlig en stor by. -Det er meget smart. -Ja, men det er også meget tungt. Den, som køber træ èt sted, kan tage det hen til et andet sted og tjene penge på at sælge det. Der er folk, som cykler 100 kilometer for at sælge en rulle brænde. -Nå men, de kunne måske lade være med at bære så meget? -Nej, for så tjener de ingen penge... men måske kunne de trække brændet på en cykel... ligesom mændene. Der er mange mænd, som lever af at hugge pindebrænde. De laver store ruller af brændet og cykler ind til byerne med det. Og de er dygtige til at holde balancen. Der er også nogle, som lever af at skære figurer i træ. Dem sælger de til turisterne. Der findes et træ med en helt sort kerne, der kaldes ibenholt. Det er meget hårdt træ, men godt at snitte i. Og næsten over hele Afrika er der folk, som lever af at snitte ibenholt-figurer. I Malawi er de også meget dygtige til det. Her er en papirkniv i ibenholt med en flot udskåret fisk. 33
ALLE HAR BRUG FOR TRÆ - TIL MØBLER, TIL HUSE, TIL BÅDE OG TIL AT SKÆRE FIGURER AF. MEN ALLERMEST ER DER BRUG FOR BRÆNDE På bjergsiderne er der store skove, og mange mennesker lever af at fælde træer og plante nye. Men baobabtræerne fælder man ikke, og nogle af dem er mere end tusinde år gamle. 34 35
36 På savværket bliver træerne lavet til brædder og bjælker. Det, som bliver tilovers, bliver hentet og solgt som brænde. Hvis du igen kigger på kortet, kan du også se, at der findes en meget stor sø i Malawi. Og den giver arbejde og mad til masser af mennesker. Nogle lever af at fiske. Men der er også folk, som sejler op og ned langs kysten med deres varer og sælger dem i de forskellige byer. Og langs med søen ligger hoteller til turister, som kommer fra Sydafrika for at bade. Hvis man kigger ud på søen om natten, er den fyldt med små lys og ligner en stjernehimmel. Det er fiskerbåde, som har små lygter, fordi lyset tiltrækker fiskene. Og tidligt om morgenen kommer de ind til kysten med bådene fulde af fisk. For Malawi-søen og en anden sø, som hedder Tanganyika-søen, er de steder i verden, hvor der svømmer flest forskellige slags ferskvandsfisk. -Hvor mange fisk er det? spørger min lille hund. -Mere end 5oo arter, men det nytter ikke, jeg fortæller dig, hvad de hedder, for du kender dem ikke. -Nå, næe... men de kender vel heller ikke mig? -Nej, hvis de kender nogle hunde, så må det være vandhunde. Og så kender de flodheste, for de lever nemlig også i søen. -Er de farlige? -Ikke for fisk. De spiser kun planter. Men de kan godt blive vrede på nysgerrige mennesker, og de vil ikke have, man kommer for tæt på. Men de farligste dyr i søen er snegle, for inde i dem lever et andet lille dyr, en parasit, som kan kravle ind i menneskers hud og give en frygtelig sygdom. Og desværre breder de snegle sig over hele søen. Der kommer flere og flere, så turisterne ikke tør bade, og de dejlige strande og smukke hoteller står tomme. -Hvad så med fiskerne? -Fiskerne kan desværre ikke tage væk. De arbejder på søen og stranden hver eneste dag, og mange af dem bliver syge. 37
VANDHUNDE, FISK OG FLODHESTE. Ved søen ligger også store hoteller med dejlige badestrande. Men der kommer ikke så mange turister, for det kan være farligt at bade i vandet. Ved Malawi-søen lever mange fiskere, og hver nat henter de bunker af fisk, som sælges over hele landet. 38 39
En slange med to hoveder -Ved du hvad? sagde min hund. Du sagde, at du ville fortælle en historie, men jeg synes, du snakker om alt muligt andet. -Det må du undskylde. Nu skal jeg fortælle dig et eventyr fra Malawi: Der var engang en kæmpe slange, som havde to hoveder. Det ene hoved levede som en konge. Det boede i et stort hus med masser af tjenere og manglede ikke noget. Det andet hoved var fattigt og levede langt væk i en lille hytte. Det ene hoved spiste og drak alt, hvad det fik lyst til, og det andet hoved sultede. Det ene hoved var meget glad for sig selv og ville gerne roses hele tiden, og når det ikke fik ros, spejlede det sig i vandet og fandt på noget selv. -Jeg er køn, sagde hovedet. Jeg er klog og køn, og der er ingen andre, der er så skøn som mig. En dag fik hovedet lyst til at synge om sig selv. Og det sang i vilden sky: Det er MIT det hele. Det er MIG, der ejer verden. Men så hørte det pludselig en stemme, langt, langt væk, som sang nøjagtig det samme: Det er MIT det hele. Det er MIG, der ejer verden. Hovedet kaldte på sine tjenere og sagde: Find straks ud af, hvem der synger. Find den frække fyr og slå ham ihjel! Tjenerne løb alt, hvad de kunne, og langt ude i skoven fandt de det fattige hoved, som boede der. Men da de så, hvem det var, vidste de ikke, hvad de skulle gøre, så de gik hjem til slangen og sagde: -Det er din anden ende, som synger. Det er din egen fattige hale. -Kender ham ikke, sagde slangen. Han irriterer mig. Slå ham ihjel! Så gik tjenerne tilbage til den anden ende og slog den ihjel. Og hovedet sang videre og var godt tilfreds med sig selv: Det MIG, der bestemmer. Det er MIT det hele. Det er MIG, der ejer verden. Men det varede ikke længe, før den opdagede noget andet. For da den ene ende blev dræbt, bredte døden sig hurtigt til den anden ende. Og så var der ikke mere at synge om. -Jeg er glad for, at det ikke er min hale, som synger, sagde min hund. -Kan du ikke lide din egen hale? -Jojo... men jeg vil helst have, den holder mund. Nå, kan du en anden historie? -Jeg skal lige tænke mig om. -Godt, så ligger jeg og drømmer lidt. Og jeg siger ikke, hvad det er for en slags mad, jeg drømmer om! 40 41
42 ANDRE MÅDER AT KEDE SIG PÅ N å, sagde min hund. Bestiller de børn aldrig andet end at kede sig og lave butikker? -Jojo. De arbejder, hvis der er brug for det, og ellers leger de. For eksempel kan de godt finde på at trille med en melon eller køre en tur i deres vogn. -Vogn? Må børnene i Malawi gerne køre bil? -Nej, ikke store biler, men små biler, de selv laver. Melonen er også en slags bil, som man skubber med en pind, mens man siger annan dyt dyt. Og det sker tit, at to drenge møder hinanden og løber om kap med deres meloner. Men der er også børn, som bygger små biler af ståltråd... og så er der selvfølgelig nogle, der bygger sæbekassebiler, som man kan trille ned ad bakkerne med. Der er nemlig ingen legetøjsbutikker derude i busklandet, hvor de bor. De laver legetøjet selv. Og de er meget dygtige. De kan lave fodbolde af plastikposer... og sjippetove af palmeblade. De kan også spille terra med små sten eller BAWO... som er et spil, man spiller på jorden. Man graver nogle huller på række, og så skiftes man til at flytte sten fra det ene hul til det andet. Reglerne er ligesom i KALAHA! -Nå, sagde min hund... dem kender jeg ikke. Men det er da godt, de har nogle sjove måder at kede sig på, derhenne i Maleri. -Malawi! -Ja, netop. Drengenes arbejde er tit at passe geder fra tidlig morgen til sen aften. Pigerne leger en leg, hvor de tager hinanden på ryggen og svinger rundt, til de bliver svimle. DER ER INGEN LEGETØJSBUTIKKER DERUDE I BUSKLANDET... Fodbolden er lavet af plastikposer, og den er meget bedre, end man skulle tro.
En bil kan være mange ting... den kan ligne en rigtig bil, og den kan blot være et græskar på en pind eller et trillebånd. 44 Bawo-spillet kan man lave ved at grave nogle huller i jorden og bruge små sten som brikker. Sådan ligger landsbyerne overalt i busklandet. Her er jorden nærmest rød, men andre steder er den gul eller sort. 45 Her sidder børnene i kø for at hente vand ved byens eneste vandpumpe.
JORD ER IKKE DET SAMME SOM SNAVS 46 F or resten er der mange ting, som foregår på jorden. -Ja, det kan man vist godt sige, mumlede min lille hund. -Jo, men i Malawi foregår der meget mere på jorden. Man bruger jorden meget mere, end vi gør i Danmark. I Malawi ligger mennesker tit på jorden og hviler sig, og de sidder på jorden, når de snakker sammen. De sidder på jorden, når de laver mad, og de sidder på jorden, når de fortæller hinanden historier. -Ja, hvad er der mærkeligt ved det? -Der er ikke noget mærkeligt ved det... men hvis du tænker over det, så må du indrømme, at vi synes, at jord er snavset. Og vi passer meget på, at vi ikke får jord på vores tøj. Men i Malawi, hvor folk er lige så renlige som os, har de ikke noget imod jord. JORD bekymrer dem slet ikke, selvom de vasker sig og vasker tøj og reder hår og rydder op. Der er bare jord alle vegne. Husene er bygget af jord, og gulvene er lavet af jord, og når de går udenfor, er der hverken fliser eller asfalt. - Det kan jeg sagtens forstå, sagde min hund. Men du tror selvfølgelig, man bli r syg af at sidde på jorden? -Nej, det tror jeg ikke. Men der er for resten mange syge mennesker i Malawi, og der er mange, som dør af forskellige sygdomme, som vi slet ikke har i Danmark. Malaria for eksempel... og bilharzia... Og på grund af alle de sygdomme, man kan få, er der mange voksne, som dør tidligt. Så må børnene bo hos deres onkler eller tanter. Men onklerne og tanterne har jo selv børn, og hvis der skal være mad til dem alle sammen, må børnene arbejde. Så børnene passer andre børn og hjælper i marken eller passer køer. Og de leger kun, når de har fri. Men selvom de er på arbejde, kan de jo godt tage sig et lille bad i floden. Og hvis de er heldige, kan de også fiske lidt... men det er både en leg og et arbejde. -Skal de aldrig i skole eller børnehave? spurgte min lille hund. -Joe, men det er en længere historie... som du får om lidt. HVIS DER SKAL VÆRE MAD TIL ALLE, MÅ BØRNENE ARBEJDE 47
Men selvom de passer køer, kan de bade, når de finder et vandhul eller en flod. Og sommetider har de også et fiskenet med og fanger fisk til aftensmaden. 48 Drengene passer geder og køer, og de går og går, til de finder et sted, hvor der er græs nok til dyrene. 49
SKOLEN UDEN BØGER Børnene må huske alt, hvad der står på tavlen, for de har ingen bøger. I Malawi er der flere børn end voksne. Og selvom man gerne vil have, at de alle sammen skal gå i skole og lære at læse og skrive og regne, er der ikke råd til det. Der er ikke skoler nok. Der er ikke skolelærere nok. Der er ikke bøger nok. Der mangler alt muligt. -Er der ikke nogle rige mennesker, som kunne hjælpe dem? -Joe, det er der vist nok, men det er ikke sikkert, at de vil dele med de andre... Og regeringen er fattig. Der er ikke så mange, som betaler skat, og der mangler penge både til skoler og hospitaler. Der mangler også løn til de folk, som arbejder på statens kontorer. Skolelærerne får næsten ingen løn, og sygeplejersker og læger tjener heller ikke ret meget. 50 51
Tegningerne er lavet af skolepiger... og her sidder de og tegner. Hvis blyanten knækker, har de ingen blyantspidser, men så spidser de med tænderne. Og der er ikke råd til at købe skolebøger til børnene. Det må de klare selv, og nogle steder har de hverken papir eller blyanter. -De sidder da og tegner på det billede? -Jamen, det er fordi, vi har givet dem nogle farveblyanter og bedt dem tegne det sted, hvor de bor. Tegningerne på den næste side er lavet af gadebørn. De viser, hvad de vil være, når de bliver voksne: buschauffør, pilot. 52 53
BØRN SOM MANGLER VOKSNE R egeringen har heller ikke penge til at hjælpe alle de børn, som har mistet deres familie, og det er et stort problem. For hvis de hverken har mor eller far eller onkler eller tanter, må de klare sig selv. Og så vandrer de ind til byerne og prøver, om de kan finde på noget at leve af. I Malawis største by, som hedder Blantyre, bor der 20.000 børn, som ikke har nogen familie. De bor på gaden, og hvis de ikke kan få noget arbejde, lever de af at tigge. Der er nogle, som prøver at hjælpe dem, men de fleste må klare sig selv. En sygeplejerske, som hedder Terry, har 25 børn boende hjemme i sin egen have. De bor i en garage og i et andet lille hus, og hun har lært dem at dyrke grøntsager og at lave mad selv. 54
Hun prøver også at lære dem, hvordan man kan hjælpe andre, selvom man er fattig. For eksempel gør de rent på gaden uden for restauranterne, og så får de gratis mad en gang om ugen. Eller de reparerer huller i vejen. For når det regner i Malawi, bliver vejene ødelagt, og der er masser af huller, som skal fyldes op. Og der er mange børn, som går langs landevejene og reparerer huller. Hvis bilisterne er flinke, giver de dem lidt småpenge, men der er også mange, der bare kører forbi uden at sige tak. Alligevel kan et barn tjene lige så meget ved at fylde huller, som en voksen skolelærer kan tjene ved at undervise. 56 -Har de altid været så fattige i Malawi, spurgte min hund. -Næe, det har de ikke. -Nå, kan du så ikke fortælle noget om gamle dage... -Hvor gamle skal de være? -Jeg tænker på de gamle dage, hvor man fik bøf hver dag. -Uha, det er meget, meget længe siden. Børnene hos Terry har deres egen have, hvor de dyrker grøntsager, så de kan få noget at spise. Men de fleste af børnene på gaden må tigge for at få noget at spise. Når børnene gør rent på gaden, bliver butiksejerne glade og giver dem lidt mad. 57
FØRST KOM DE FØRST! SÅ KOM VI FØRST! 58 E ngang for længe siden var der nogle mennesker i Congo, som fik lyst til at flytte til et nyt sted. De tog deres køer og alt, hvad de ellers ejede, med sig, og de gik ind gennem skoven og ud i ørkenen og op over bjergene og ned gennem dalene. Og en dag kom de til Malawi og så, hvor smukt der var. -Se, hvad vi har opdaget, råbte de. Det er alt sammen vores. Men nede i Zululand var der også nogle, som fik lyst til at vandre, og de gik også af sted med alt, hvad de ejede. Og da de kom til Malawi, råbte de: Se, hvad vi har opdaget! Det er vores det hele. Men der boede allerede et folk, som kaldte sig Akafula. Nogle kaldte dem buskmænd, og nogle kaldte dem San-folket. Men de bliver også kaldt klik-folket, fordi de slog klik med tungen, når de talte. De var temmeligt små, men meget modige. De boede ikke noget bestemt sted, men vandrede rundt med deres familier. De levede af bær og frugt, og de skød vilde dyr med forgiftede pile. De var nemlig jægere og samlere. Det var de dengang, og det er de også i dag. Men de nye folk, som kom til, var meget større, og høje folk får nemt den ide, at de er bedre end små folk, så de regnede ikke de små buskmænd for noget. De høje folk, som nogen kalder Bantu, kaldte sig selv for Pule. Men de blev nu også kaldt Katanga. -Pyt... det husker jeg ikke alligevel, sagde min hund. -Nå, men de byggede landsbyer og anlagde marker, og de sloges med hinanden om jorden og huggede hinandens køer. For de var bønder og krigere. Buskmændene blev jaget væk og måtte flytte ud i Kalahariørkenen, hvor ingen andre kunne leve. Og der bor de endnu. De nye folk, som allesammen mente, at landet var deres, lavede små kongeriger og sloges med hinanden. Og de, som vandt krigene, tog de andre til fange og gjorde dem til deres slaver. På et eller andet tidspunkt kom der også arabere til Malawi. Og de ville selvfølgelig også bestemme. Men de var mest interesserede i at handle og tjene penge. Og da de opdagede, at man kunne få elefant-stødtænder, som er det fineste elfenben, købte de alt, hvad de kunne få fat i. Og de solgte det hjemme og tjente mange penge. Elfenben er meget tungt, og araberne gad ikke at bære det selv, så de købte nogle slaver, som kunne slæbe stødtænderne ud til kysten, hvor de kunne blive sejlet videre til Arabien og Indien. På den måde begyndte kongerne at sælge både elefanttænder og krigsfanger, og senere, da portugiserne kom, solgte de også elfenben og slaver til dem. De tog flere og flere krigsfanger, og de skød flere og flere elefanter. Masser af slaver fra Malawi blev solgt og sendt til Arabien, Portugal, Spanien, Brasilien og Vestindien. Det var en kæmpe forretning, og ingen tænkte på, at det var synd for de stakkels mennesker. -Næe, det vil jeg godt tro, sagde min hund. For de syntes vel heller ikke, at det var synd for elefanterne? -Næe, det var der vist ingen, der syntes. Men på et tidspunkt kom der nogen, som syntes, at det var synd for slaverne. -Det er ikke retfærdigt! -Næe, det er det ikke... men det var måske heller ikke så nemt at være retfærdig. -Man kunne da bare sige, at det var forbudt at dræbe elefanter? -Og hvad så med mennesker? -Dem var det selvfølgelig også forbudt at dræbe, sagde min hund. -Og hvad med køerne? -Hvorfor snakker du nu om køer? -Fordi du elsker bøf. Og bøf bli r lavet af kød fra køerne. 59
En englænder på strudsejagt. En englænder køber elfenben af en arabisk købmand. 60 Slaverne er lænket sammen. Ved siden af dem går bevæbnede slavefogeder. 61
62 Min hund sad lidt og spekulerede. Så sagde han: Ved du hvad, jeg troede vi havde aftalt, at vi ikke skulle snakke mere om bøf. Nå... hvad skete der så? -Så blev Malawi opdaget igen. Nu var det nemlig englænderne, der kom. Og da de så, hvor smukt der var, ville de også bo der og bestemme alting. Men englænderne ville ikke have slaver, og de forbød kongerne at tage krigsfanger. -Fint! -Og de forbød dem også at slås med hinanden! -Fint! -Og de forbød dem at være nøgne. -Hvorfor det? -Fordi nu skulle de være englændere og leve ligesom andre englændere. De skulle have tøj på, og de skulle lære at tale engelsk. Og de skulle gå i kirke hver søndag og bede til Jesus. -Var det godt? -Det var bestemt godt for slaverne, og det var godt for alle dem, der ønskede sig en kjole eller et par bukser. Men der var også meget, som ikke var så godt. For englænderne havde en masse regler og love, som folk ikke forstod. Og de satte befolkningen til at arbejde for sig. De skulle bygge veje og fælde træer og dyrke englændernes marker. De skulle ordne deres haver, gøre rent i deres huse og lave deres mad. De skulle gøre som englænderne sagde, for englænderne bestemte alting og vidste, hvordan alting skulle gøres. Og selvom de ikke ligefrem holdt slaver, brugte de folk som tjenere og lod dem arbejde for en meget lille løn. -Ved du hvad? sagde min hund. Nu gider jeg snart ikke høre mere. -Næe, men nu er der heller ikke så meget mere at fortælle om den sag. - Jamen, du behøver slet ikke at fortælle mere, sagde min hund. Jeg ved nemlig lige præcis, hvordan det er. Lige når man har lyst til at ligge i sin kurv, så skal man absolut ud at gå. Og når man er glad for at lege med de andre hunde, så skal man absolut hjem. Når man er sulten, må man ikke få noget at spise, og når man har lyst til at ligge i sofaen, må man heller ikke det. Du kan tro, jeg kender det! -Nej, min ven. Det kan man ikke sammenligne. Det kan godt være, at du har haft det hårdt en gang imellem. Men folk i Malawi har haft det meget værre, end du kan forestille dig. Nu går det heldigvis bedre, fordi de bestemmer selv, og de vælger selv deres egen regering. -Men hvad med elefanterne? -De lever sammen med de andre dyr i store dyreparker, og man må ikke skyde dem. -Det er godt. -Ja, det er godt. Men det er vist også godt, at de er lukket inde, så de ikke kan gå rundt i folks marker. En stor han-elefant kan nemlig spise 300 kg planter om dagen, og en hun-elefant spiser mindst 200 kg. Tænk, hvis der Her er en mand som troede, han skulle jage elefanter - men hjælp! Det gik lige omvendt. kom en hel flok på besøg i din have. 20 elefanter kan spise alt, hvad du ejer! -Det er i orden, bare de ikke rører mine bøffer, sagde min hund. 63
ALLE BØFFER I VERDEN Mbonas regndans S ig mig engang. Hvor mange bøffer tror du egentlig, du skulle spise for at blive tilfreds? -Jeg kunne spise alle bøffer i verden. -Det tror jeg ikke... -Godt, så kunne jeg gemme resten til i morgen. -Jamen, hvad så med andre hunde, skulle de ikke have nogen bøf? -Det er ikke mit problem. -Kunne du virkelig tænke dig at være den eneste hund i verden, som fik bøf? -Jeg ville elske det. -Og du ville være fuldstændig ligeglad med de andre hunde? -Jeg ville måske ikke være ligeglad, men jeg ville bestemt ikke tænke på dem, mens jeg spiste. -Det er meget godt, du nævner det, for der findes nemlig mennesker, som har det ligesom dig. De vil også have det hele selv, og de tænker ikke på, om deres grådighed gør andre mennesker fattige. -Skal vi ikke snakke om noget andet? -Det kan vi da godt. Jeg kan fortælle dig en historie om en, som IKKE var sådan. -Hvem var det? -Det var Mbona, som skaffede vand til sit folk, selvom det kostede ham livet. Der var engang en dreng, som kunne gøre mærkelige ting. Han hed Mbona og boede sammen med sin mor, og han havde ingen far, for hun havde født ham helt alene. Mbona kunne forme små figurer af køer og geder i ler, og når han sagde: Jeg vil have, at de skal blive levende og gå, så skete det. Men selv om de andre børn så det og fortalte det til deres forældre, var der ingen, som ville tro, at det var sandt. Mbonas mor var søster til Lundu, som var en af de første store konger i Malawi. Men fordi Mbona ingen far havde, var der ingen, som regnede ham for noget. På et tidspunkt blev der tørke i landet. Det holdt op med at regne, og alt, hvad der stod på markerne, visnede. Folket gik til Kong Lundu, og de ældste bad ham danse en regndans, og der blev sendt bud efter den store kongetromme, så man kunne tromme skyerne sammen. Kong Lundu tog sit regnmagertøj og sine store ceremoniknive, og han begyndte at danse, mens folket så på ham. Han rakte knivene ud mod syd og nord og øst og vest og svingede dem rundt i luften, men regnen så ham ikke og hørte ikke hans tromme. Så sagde de ældste til ham, at han skulle stoppe: Konge, vi kan se, at Guds ånd har forladt dig, og vi tror, at den er flyttet ind i en af dine søstres sønner. Kongen sendte bud efter alle sine søstres sønner, og de prøvede alle at danse, men ingen kunne skaffe regn. 64
-Der kan I se, sagde Kong Lundu. Ingen af dem har Guds ånd i sig, og ingen af dem skal blive min efterfølger. De ældste vidste, at en af kongens søstre havde en søn, som ikke var inviteret, fordi han ingen far havde. Og de sagde: Hent Mbona, måske kan han hjælpe. Så blev der sendt bud efter Mbona, som sad hjemme i sin mors hytte. Men han blev ked af det og sagde: -Hvis jeg danser, kommer der regn, men der kan ske frygtelige ulykker. Så jeg må hellere lade være. -Vær nu ikke bange, sagde hans mor. Hvis du kan skaffe regn, skal du gøre det, for alle mennesker tørster. Da sagde Mbona: -Først må I sende bud til hele landet og fortælle, at ingen børn må se mig danse. Alle børn skal lukkes inde, mens jeg danser, og de må først lukkes ud, når regnen har været her. Og så blev det gjort. Kong Lundu sendte bud til hele landet, og alle børn blev lukket inde. Da alle havde fået besked, begyndte kongetrommen at spille, og Mbona, som havde pudset to store knive i olie og hængt en masse uhyggelige ting i sit bælte, gik hen til festpladsen. Folk blev bange, da de så ham, men han sagde: Nu sker det. Er alle børn lukket inde? Og de nikkede. Men de turde næsten ikke se på ham, for han var blevet kæmpestor og så uhyggelig ud. Så begyndte han at danse og synge og svinge sine knive mod himlen. Og pludselig styrtede regnen ned. Den kom ud af skyerne som en hammer, og vinden blæste til orkan. Det lynede og tordnede over hele landet. Træerne knækkede, bjergene revnede, og vejene blev til floder. Og mens det var allerværst, brød en af Kong Lundus små sønner ud af en hytte for at se, hvad der skete. Og han blev straks ramt af et lyn og døde. Drengens mor blev rasende og forlangte hævn. Hun ville have, at Mbona skulle dræbes, og det nyttede ikke noget, at han sagde: Jeg havde jo advaret jer! For nu var alle rasende, og de havde fuldstændig glemt tørken. Kong Lundu var også vred, og da Mbona gik hjem til sin mor, sendte kongen en flok mordere efter ham, så han og hans mor måtte flygte. De rejste i lang tid, skønt de sultede og tørstede. Men til sidst orkede de ikke mere, og da de kom til en stor klippe, lagde de sig på knæ og begyndte at grave efter vand. Derefter sagde de farvel til hinanden, og Mbonas mor flygtede til nabolandet Mozambique. Men Mbona blev fanget af Kong Lundus mænd, og de prøvede at stikke ham ihjel med knive og spyd, og de skød pile i ham, uden at han døde. Til sidst sagde han: Hvis I endelig vil slå mig ihjel, skal I skære mig med et stort græsstrå. Og det gjorde de så. Da flød blodet fra ham og blev til en kæmpe flod, som gav vand til dem alle sammen. 66 67
-Gjorde han virkelig det? spurgte min lille hund. Gav han dem virkelig sit blod? -Det er jo et eventyr. -Jamen alligevel. -Der blev også vand til hundene. Men du skal ikke blive bange. Man kan godt hjælpe andre uden at miste livet. Og hvis vi alle sammen ville hjælpe, behøvede vi faktisk kun at hjælpe en lille bitte smule, så ville der være nok til alle dem, der ikke har noget. -Jamen, så vil jeg gerne give de børn på gaden en af mine bøffer! Dette er KUN LAY-OUT indscanning -Vil du virkelig det? -Ja, i hvert fald en halv... men nu er der jo ingen bøf i denne uge, så det kan godt være, de kommer til at vente lidt. 68
Børnenes Ulandskalender 1997 Danida Materialet "En lille bitte butik" om børn i Malawi udgives i forbindelse med Børnenes Ulandskalender 1997 et samarbejde mellem Danmarks Radio, Danida og danske børn om at skaffe penge til projekter for børn i Den 3. Verden. Danske børn giver hvert år 4-5 mio. kr. til et ulandsprojekt gennem køb af Ulandskalenderen. Denne indsamlingsform er unik for Danmark og sikrer, at børn i ulande skiftevis i Afrika, Asien og Latinamerika opnår større tryghed gennem forbedret sundhed, rent drikkevand eller mulighed for uddannelse. Overskuddet fra salget af Børnenes Ulandskalender 1997 går til ADRA Danmark. I Malawi har ADRA børnehjem og projekter, hvor fattige børn og forældreløse børn får hjælp til skolegang, mad, tøj og arbejde. I 1997 er den statslige bistand til Den 3. Verden på 10,4 mia. kr., hvilket svarer til 1 pct. af den danske bruttonationalindkomst. Det er Folketinget, der bestemmer, hvor stor bistanden skal være, og hvordan den skal ydes. Fattigdom, kvinder, miljø og menneskerettigheder er nogle af nøgleordene for den danske bistand. Den overordnede strategi for dansk udviklingsbistand er senest beskrevet i "En verden i udvikling. Dansk udviklingspolitik frem mod år 2000" fra 1994. Den ene halvdel af bistanden anvendes i et direkte samarbejde mellem Danmark og de enkelte ulande, betegnet bilateral bistand. Langt størstedelen af projekterne administreres af Danida (Danish International Development Assistance). Men også private danske organisationer er med i arbejdet via bevillinger fra Udenrigsministeriet. Den anden halvdel af bistanden - betegnet multilateral bistand - går til internationale organisationer, f.eks. FN-systemet, Verdensbankgruppen og EU. Udenrigsministeriets Informationssekretariat informerer om det danske udviklingssamarbejde og om ulande generelt. Ring for yderligere oplysninger, materialer, foredragsholdere, film m.m. eller søg på Udenrigsministeriets hjemmeside, http://www.um.dk Udenrigsministeriets Informationssekretariat Asiatisk Plads 2 1448 København K Tlf. 33 92 00 00 Fax. 31 54 05 33 E-mail. um@um.dk Internet: http://www.um.dk 70 71