AF keld hansen Gensyn med Upernavik For 40 år siden tog rejsen til Upernavik et par døgn med overnatning i Kangerlussuaq, først videre med kystskibet, og senere med helikopter. Men i dag kan man med lidt held klare det på en dag, godt 4 timer med Atlantflyet, derefter med fastvinget fly (Dash-7) via Ilulissat og ankomst i Upernavik om eftermiddagen, lokal tid. I 1967 boede godt 2000 personer i hele Upernavik kommune, en befolkning som i 2007 er vokset til ca. 3000. I selve byen bor nu omkring 1200 personer i olieopvarmede, velisolerede træhuse, hvoraf mange er selvbyggerhuse. Oliefyr og elektricitet har afløst datidens kulkomfurer og petroleumslamper, som tidligere havde afløst de traditionelle spæklamper. Upernavik Refugie, er indrettet i det gamle bødkerværksted, som senere blev bageri, opført 1848, på klipperne tæt ved vandet og udsigt til Smedeøen og oftest kæmpe isfjelde i horisonten. Refugiet er som de øvrige bygninger fra kolonitiden smukt restaureret, betalt af Skov- og Naturstyrelsen og Upernavik kommune. I det velindrettede, RESUMÉ Fra 1966 til 1968 med en efterfølgende sommer 1969 opholdt Keld Hansen sig i Upernavik og bygden Nuussuaq, og takket være en donation fra Kronprinsens Fond blev det muligt at vende tilbage i efteråret 2007. Meget havde ændret sig, men set gennem redaktørens briller mest til det bedre. Mangt og meget var næsten som dengang, så det var alligevel svært at forstå, at der var gået 40 år siden sidst. Keld Hansen, tidsskriftet Grønlands redaktør gennem 34 år takker hermed af med et gensyn med Upernavik, Den gamle redaktør vil hermed takke alle, som i årenes løb har gjort det muligt at udgive tidsskriftet Grønland. Tak til forfattere og illustratorer, folkene på trykkerierne i Skjern, Tarm og Ringkøbing, for samarbejdet med Det grønlandske Selskabs skiftende bestyrelser for et udbytterigt og hyggeligt samarbejde. Og ikke mindst tak til de mange læsere som trofast har holdt ved. Redaktionens e-mail vil med årsskiftet udgå, og alle henvendelser vedrørende tidsskriftet skal for fremtiden sendes til den nye redaktør Laila Ramlau-Hansen, Hvidhøj 1 B, Stevnstrup, 8870 Langå. e-mail: laila@ramlau-hansen.dk Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 315
KELD HANSEN: GENSYN MED UPERNAVIK Amalienborg, juni 2007, hvor Kronprins Frederik overrakte flybilletten og bød på champagne og kransekage. Foto: Steen Brogaard. udefra tilsyneladende meget lille hus er der rigelig plads til 2-3 kunstnere, forskere, forfattere og andre, der efter ansøgning kan bo her gratis mod selv at betale rejseudgifterne. Upernavik Museum er indrettet med udstillingslokaler, kontorer, kiosk og cafeteria Upernavik Refugie i det gamle bødkerværksted. 316 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007
KELD HANSEN: GENSYN MED UPERNAVIK FORFATTER og har, befolkningstallet taget i betragtning, et stort besøgstal, ikke mindst af de mange skoleklasser. Min udstilling Apparsuit blev åbnet på museet i en weekend i hård konkurrence med sportskampe og bingo i byen, mens det største billede på over 2 meter måtte deponeres til ophængning i byens nye, store kulturhus, hvor der den følgende lørdag-søndag var koncerter med en række lokale bands. I udstillingen fik jeg besøg af gamle venner. Johannes Jansen og Hans Larsen var for Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 317
KELD HANSEN: GENSYN MED UPERNAVIK 40 år siden stolte fangere i bygden Nuussuaq, mens de nu bor i byen Upernavik, Hans Larsen på plejehjemmet. I Upernavik Museums arkiv findes en maskinskrevet dagbog fra sejlskibenes tid, august 1915 til februar 1916. Distriktslæge Hans Jensen Bryder, der fungerede i Upernavik 1915-1920. Her berettes om mangt og meget, om mødet med Knud Rasmussen, Peter Freuchen, Tobias Gabrielsen og en overnatning i telt hos den da 75-årige, navnkundige Simon Bjørnejæger. I hans hus var lægen til bryllup, og han omtaler huset som det pænest holdte nord for Upernavik, de danske huse iberegnet. Brødbagning over spæklampen tog 4 timer for hvert brød. Uden ild på lampen var der antagelig 40 grader i huset.. Bryder omtaler rensdyrene i syddistriktet, der hjælper på manglen på proviant. Drivhuset med tulipaner, 8 toppe kartofler, rødbeder, kørvel, karse, salat, persille og spinat. Gensyn med Johannes Jansen, dengang fanger i bygden Nuussuaq, nu i eget hus i Upernavik Hans Larsen fra Nuussuaq, nu plejehjemmet i Upernavik. På billedet i udstillingen genkendte han straks sig selv med den hvide hue på lomviefjeldet, hvor man samlede æg. 318 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007
KELD HANSEN: GENSYN MED UPERNAVIK FORFATTER Upernavik airport. På skilte og billetten står der lidt overflødigt halvdelen af året: Passagerer må med passage til og fra helikopteren kun færdes inden for det hvide område. Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 319
KELD HANSEN: GENSYN MED UPERNAVIK I februar 1916 var der mangel på varer, så den gode læge måtte gå fra butikkens 7-øres cigarer til 5-øres. Lomvierne måtte man dengang betale 8 øre for, men man skød desværre fuglene på hylderne. Om skyderiet ved fuglefjeldet Apparsuit hedder det: Det kan ikke rigtigt kaldes jagt at skyde på den måde, men heroppe i landet lader vi hånt om jagtlovene og de vedtagne begreber om jagt. Bryder må på et tidspunkt have krydset Melville bugten, da han noterede, at de fleste Kap Yorkere stadig var hedninge og at mange af kvinderne var sterile. Slædehundene I hele Upernavik kommune findes stadig omkring 4.500 hunde på trods af indførelse af mange snescootere. Skærgården er et farligt område at færdes i, og fangerne sagde, at jeg ikke skulle regne med de strømsteder, jeg i sin tid kendte, Færdes man på isen dækket af sne, er det umuligt at gætte, hvor isen kan være papir-tynd. Og disse steder ændrer sig år for år, sandsynligvis på grund af den globale opvarmning. Med veltrænede hunde, vil spandet på usikker is sprede sig, men har man ofret 50-100.000 kr. på en ny snescooter, risikerer man at den på første tur forsvinder under isen. I Upernavik by skønnes i dag at være omkring 25 hundespand og ca. 200 hunde, hvilket er det samme antal, man regner med er i bygden Nuussuaq. Antallet er begge steder nøjagtigt som for 40 år siden. At hundene i dag efter loven skal stå i lænker betyder, at tidligere tiders alvorlige hundeoverfald er undgået, men med en reduceret sæson for slædekørsel, er det nok at betragte som et hundeliv, at dyrene skal stå lænket over halvdelen af året. Kun hvalpe indtil 1 /2 år og undtagelsesvis 320 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007
KELD HANSEN: GENSYN MED FORFATTER UPERNAVIK Butikken fra 1960 erne er nu et moderne supermarked, som dog nok som dengang kan løbe tør for mange varer i de lange mørke vintermåneder. Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 321
KELD HANSEN: GENSYN MED UPERNAVIK Møde med Elisabeth Jensen i Nuussuaq 40 år efter. tæven må løbe frit omkring uden at det giver problemer. En tilsynsførende dyrlæge ansat af Hjemmestyret skriver: Min hovedbeskæftigelse er at tilse om Nordgrønlands og Østgrønlands mange slædehunde bliver passet i henhold til Loven om Dyreværn. Det bliver de desværre ikke, og derfor er jobbet hårdt. - Jeg er heldigvis ikke enig i dyrlægens bedømmelse, men jeg har selvfølgelig heller ikke set alle hundehold. Dem jeg har observeret har været upåklagelige.hvor fangerne hver dag udredte hundenes kæder, fodrede rigeligt og klappede deres logrende hunde. Den globale opvarmning Upernavik-folk taler nu, som andre under fjernere himmelstrøg, om den globale opvarmning og dens følger. Fangere og fiskere beretter om isen, der tidligere lå til slædekørsel i omkring otte måneder mod 5-6 måneder i dag Og måske er denne opvarmning også skyld i, at der sidst i september med åbent vand for første gang i mands minde 21 km nord for Upernavik blev fanget over 100 grindehvaler. Fangsten blev delt mellem omkring 30 både med 3-5 hvaler pr. båd, og resten blev delt gratis ud til familier i byen og bygderne, så den første vintermad var sikret til mennesker og hunde. Fangsttallene fra Upernavik er omtrent som for 40 år siden, men der er til gengæld blevet mange flere munde at mætte. Hellefiske-bankerne er kommet til siden da, og der er i de seneste år landet store mængder af denne velsmagende og indbringende fisk. Næsten alle mænd angiver nu deres stilling som fanger/fisker, og mange taler ligefrem om velstand. Jeg besøgte ikke et eneste hus uden moderne og dyre installationer i køkkenet, computere i stuen, TV med store fladskærme og stereoanlæg. I 1969 skrev jeg en lille artikel Fangersamfundets fremtid i Nationalmuseets publikation Grønland i fokus. Her, som i mange andre sammenhænge, har man ofte beskyldt mig for at tegne fangerfamiliernes levevis for lyserødt og deres fremtid for optimistisk. Der har rigtigt nok gennem årene været store problemer for erhvervet, såkaldte flaskehalse som man måtte klare. Men fangertilværelsen er stadig for de fleste på disse høje breddegrader ikke kun et erhverv, men en livsstil. 322 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007