Lindvig Osmundsen. Prædiken til Trinitatis søndag 2015.docx side 1. Prædiken til Trinitatis søndag Tekst. Johs.

Transkript

1 side 1 Prædiken til Trinitatis søndag Tekst. Johs. 3,1-15 På den sidste forårsdag, den sidste søndag i maj, kun med teltdugen mellem os og Kærmindehavens grønne natur, mødes vi af en moden mand i samtale med Kristus. En samtale mellem mennesket og Kristus om troens betydning. Forår er tiden hvor alt spirer og står jomfrueligt grønt, sprudlende vækst, ungt og friskt, med livskraft og energi, sugende til sig af sol og vand og varme, for at folde alle livskræfterne ud, i skønhed og til glæde. Sommeren er den rolige gro tid, med indsamling af kræfter til udfoldelse i modenheds frø og frugt. Årstidernes vekslen spejler menneskelivets gang. Forår er ungdomstid, med vækst og udfoldelse. Sommer er de mange modenheds år, hvor man gør sig mange erfaringer og lever og samler sammen af livets mange oplevelser og opgaver. Bygger videre på det man samlede i ungdomslæringstid. Et menneske bygger i modenheds år på det man lærte i barndom og ungdom. Det man voksede op med og i, bliver naturligt det man lever og bygger livet på. Sådan sker det i naturens levende mylder, og sådan er det for mennesket på dets vej gennem livet. Søndagen i dag hedder trinitatis søndag. Den første søndag af mange i den lange trinitatis tid. Kalenderåret, eller naturens år har sine navne og tider. Vinter, forår, sommer og efterår. Vi tæller naturens år med de 12 måneders navne. Og i vor del af verden, har hver måned sit vejr, sin farve og sit særpræg i naturen. Som vi naturligt læser og indretter os efter. 1

2 side 2 Årets gang lærer os meget om livets gang. Det lærer os naturens vekslen og vilkår. Det fortæller os hvad det vil sige at være menneske, på naturens vilkår. Både i det vi lever af, men også fordi vi er et stykke natur i os selv. Mennesker af kød og blod. Min sult, min tørst, mine behov. Naturen lærer mig om det at være menneske af kød og blod. Selv om vi kan synes at være kommet på afstand af naturen, fordi vi har lagt fliser og asfalt mellem os og jordens muld, så spiser vi jo det som er vokset op af jordens muld, i kartofler, gulerødder og korn. Og kødet mellem tænderne er stadig fra et dyr som har levet. Naturens vekslen og vilkår indretter vi os efter og med, og lærer at være menneske af. Når vi så lægger kirkeåret ind over kalenderåret, så lægges der et nyt perspektiv ind over livet. Det perspektiv er at Jesus Kristus har levet som et menneske fra Gud i vores verden og på vores vilkår. Der er talt et ord ind til os, som sætter menneskelivet ind i et nyt lys, det guddommelige lys, lyset fra Kristi liv. Det er det ord vi samles om til gudstjeneste og følger i kirkeåret. Og netop her ved overgangen fra forår til sommer, går vi i kirkeåret fra festerne til den lange rolige tid. Jul, påske og pinse er fejret, Kristi liv har efterladt tre store højtider lagt ind i vores liv og kalender. Tre højtider som på hver sin måde belyser vores liv med guddommeligt lys, med lys fra oven. Som har sat vores ganske jordnære liv sammen med Gud, og ind i relation til Gud. Det fortæller os, at jeg menneske, ikke kun er natur, kød og blod, rundet af jordens muld, men at jeg menneske også er skabt 2

3 side 3 i Guds billede. At vi mennesker også lever livet i relation til Gud og i et behov for Gud. I en afhængighed af Gud. Kirkeåret belyser menneskelivet fra oven, og sætter det ind i et andet perspektiv, end naturens gang gør. Der føjes en dimension til menneskelivet, den åndelige dimension. Julens højtid, med Jesu fødsel i Betlehem, fortæller os at Guds søn er født ind i vores verden. Gud er ikke fjern, men så nær, som en af os. Forbundet med os mennesker, så nært, med en af vor eget kød og blod. Med en af slægten. Julens lys over menneskelivet, er den guddommelige anerkendelse af mennesket og menneskelivet. Det julen fortæller os om Gud, er så uhørt i religionernes verden, at det får glæden til at springe ud, juleglæden. Gud er med os, som barnet kaldes i profeternes ord. Påskens højtid fortæller os om Jesu medleven i alle livets vilkår. Han som bar navnet Guds søn, levede ikke pakket ind i vat, uberørt at menneskelivets glæder og smerter. Han blev et med mennesket med hud og hård, og fik os under huden. Og bar menneskets liv på sig, med ondt og godt. Og den tredje højtid, pinsen, med Åndens ild og vind, bringer troen på Gud med sig. Og taler til os i vort indre, på menneskets modersmål. Tættere kan vi mennesker ikke komme hinanden, end når vi taler samme sprog. Og når vi på samme modersmål taler med hinanden om de samme erfaringer af livet. Genkendelsen både ved sproget og ved erfaringer gjort på egen krop. Det vi oplever i en gode samtale, når man kan snakke sammen på samme sprog, og genkender hinandens erfaringer og oplevelser, og oplever den dybe gensidige forståelse. Tre højtider som har tændt det guddommelige lys over menneskelivet. Som sætter Gud og menneske sammen om livet. 3

4 side 4 Guds lys på menneskelivet. På søndagen efter pinse, her på overgangen til den lange trinitatis tid, møder vi den modne mand, Nikodemus. I en samtale med Kristus, om troens betydning for menneskets liv. Der var et menneske! Sådan præsenteres han. Et menneske. Det store lys som er tændt af de tre store højtider møder her et enkelt menneske. Nikodemus. Man kan stille spørgsmålet: Hvordan får jeg menneske, Guds lys med ind i mit menneskeliv? Så fint fortælles om Nikodemus og Jesus, et eksempel på en samtale mellem Kristus og et menneske. En samtale mellem det guddommelige og det menneskelige. Den modne mand, som i sin opvækst har lært af naturen, hvad det er at være menneske, han mødte og så en som havde undret ham. Det er udgangspunktet for samtalen. Nikodemus undrede sig over det han så i Jesus. Det var Nikodemus som opsøgte Jesus. For han undrede sig. Nikodemus blev draget af Jesus, som øjne drages af lyset. Samtalen begynder med denne undring. Nikodemus roser Jesus og anerkender at Jesus er kommet fra Gud. Jesus svarer med at et menneske må fødes på ny, for at se Guds rige. Og det forstår Nikodemus ikke. Og humoren skinner igennem. Fødes på ny, putte en voksen mand tilbage i mors mave. Det er ligeså umuligt som at bide sig selv i næsen. Hvad er det denne samtale handler om? Nikodemus præsenteres ikke kun som et menneske, men også som en af farisæerne. Farisæerne var dem som studerede Guds lov og som praktiserede det de lærte af loven. 4

5 side 5 Nikodemus er et menneske som har lært livet af naturen og ved at studere loven. Nikodemus har i ungdom og opvækst suget til sig af naturens lære, og af lovens lære, og det har han bygget sit liv på og troet på, og haft som kernen i si forhold til Gud. Vi kan lære om Gud ved at iagttage naturen. En tur i skoven kan fortælle os om Gud. Vi kalder det den naturlige gudserkendelse. Hvad lærer vi om Gud af naturen? Vi ser det smukke, livets under, at grønt vokser op af sort jord. Ser blomsters farver, indsnuser berusende dufte, men ser også naturens brutalitet. Storme vælter store træer, fuglerede plyndres af rovfugle. Vi lærer om både liv og død, om den stærkes ret, om at den enes død er den andens brød. Gud set i naturens billede er stor og skræmmende. Der er der ikke ret meget nåde og barmhjertighed i naturen. Det vidste Nikodemus. Hvad lærer vi om Gud ved at studere loven? Loven lærer os at Gud er ubøjelig og hård som sten. Det materiale som loven var skrevet på. Bud udhugget og uforanderlige som sten, loven kan ikke bøjes, den står der med sin ubøjelige ret, og lover godt til den som holder loven, og lover straf og dom til den som bryder loven. Lovens ord kan man stå på eller knuses af. Det er lovens tale. Heller ikke den kender til nåde og barmhjertighed. Det vidste Nikodemus, og det havde han oplært sig selv efter, og havde tøjlet sine lyster og drifter, havde styret sine behov, så han ikke skulle skylde nogen noget. Hverken Gud eller menneske. Han var et ordentligt menneske, som stolede på sin egen retfærdighed. Sådan var Nikodemus vokset op, sådan havde han lært af det han så, og det havde han bygget sit liv på. 5

6 side 6 Men nu havde Nikodemus set og hørt Jesus. Set Jesus helbrede syge. Hørt ham forsvare en kvinde grebet i hor. Nikodemus havde set en mand, som gjorde godt, og som talte om Guds barmhjertighed og om Guds rige, som var åbent for toldere og syndere. Nikodemus havde set en som viste nåde og kærlighed. Du skal fødes på ny, sagde Jesus til Nikodemus. Det skal ikke forstå bogstaveligt, det betyder ganske enkelt at Nikodemus i sit forhold til Gud skal begynde forfra. Man skal ikke bygge sig selv op til Gud, det er Gud som kommer til os, og giver os en at tro på. Det er som om Jesus siger til ham: Skrot alt det naturen og loven har lært dig om Gud, og lær af mig. Guds rige, Guds verden begynder et helt andet sted. Her kan du ikke bygge på dit eget Gudsbillede, her kan du ikke bygge på det naturen eller loven har lært dig. Du må begynde forfra, et helt andet sted. Der skal en helt ny begyndelse til, og bygges på et andet grundlag. Troen er grundlaget for livet, er det som et menneske kan bygge hele sit liv på. Født af vand og ånd. De ord viser hen til dåben, som sætter et menneske ind som et barn af Gud. At være barn, er at leve af tro, fordi et barn ikke kan andet, end tage imod af tro. Jesus fortæller ham at mennesket kan leve livet i tillid til Gud. Både for mit liv her og for det evige liv. Som en blomst strækker sig efter lyset. For at vokse og blomstre. Som lyset er for blomstens liv, er Kristus for menneskets liv! 6