Aktiv rundt i Danmark

Karla er Aktiv rundt i Danmark Oplæsningsbog Hovedsponsor: Arrangør:

INTRO: Udlængsel En dag står Karla og kigger ud ad staldvinduet. Hun kan se ud på gårdspladsen og på stuehuset, hvor menneskene bor. Bag stuehuset ligger laden, hønsehuset og møddingen. Bag alle bygningerne ligger markerne, og bag dem kan hun svagt ane nabogården. Hm... Gad vide, hvad der er bag nabogården? Og bag den igen? Der må da være mere derude? tænker hun og rynker panden. Hun spørger en af de gamle køer i stalden Kløver hedder hun. Jow, jow... Der er meget andet derude, svarer Kløver. Jeg har selv set det med mine egne øjne, da jeg var en lille kalv. Karla har svært ved at forestille sig den gamle Kløver som lille kalv. Jeg er født på en gård i den anden ende af landet... fortsætter Kløver. I den anden ende af landet...? gentager Karla spørgende. Hun ved ikke hvad et land er, så det giver ingen mening, det Kløver siger. Kløver smiler og forklarer: Vi bor i et land, der hedder Danmark, og det er meget større end det, du kan se ud af vinduet dér. Og jeg er altså født langt, langt væk herfra. Da jeg i sin tid kom hertil, kørte vi gennem hele landet og der så jeg en masse ting. Så derfra ved jeg, hvad der er ude i landet Danmark. Men hvad ER der så? spørger Karla utålmodigt. Der er først og fremmest en masse andre køer, gårde og marker. Men der er også skove og strande, søer og åer, bakker og enge. Og en masse byer, hvor menneskene bor, og dét er mærkelige steder, kan jeg godt love dig for! Byer...? Karla smager lidt på ordet, men inden hun kan nå at spørge til noget, fortsætter Kløver. Der er små byer og store byer og så er der KÆMPE byer, der er lige så store som over 1000 stalde tilsammen. Dér bor menneskene, og der er altid mange spændende ting at lave og kigge på. Det lyder spændende, synes Karla, men hun har svært ved at forestille sig, hvordan det ser ud. Hvordan lugter en by? Hvordan føles en strand? Og hvordan lyder en bakke? Tænk, at der findes så mange ting, hun aldrig har oplevet. Og tænk, at hun bor i et land, der har alt det? Den aften kan Karla næsten ikke sove. Hun ligger og tænker på alle de fantastiske ting, der findes ude i landet Danmark og bare venter på at blive oplevet. Inden hun falder i søvn, har hun besluttet sig: I morgen vil hun begynde sin rejse hele vejen rundt i Danmark hun vil opleve hele Danmark og se det hele med egne øjne! Næste morgen står hun op før bondemanden får tøj på, så hun kan nå at snige sig uset af sted. Hun pakker en rygsæk og smører en madpakke, for selv for en ko gælder det at: Uden mad og drikke dur helten ikke! Og uden at nogen ser hende lister hun af sted: Ud i landet Danmark...

KØBENHAVN: Flyvende mennesker og skrabede ko-knæ København er det vildeste, Karla nogensinde har oplevet! Aldrig ikke i sin vildeste fantasi havde hun forestillet sig, at der på ét sted fandtes SÅ mange forskellige mennesker, biler og busser, taxaer og cykler, huse og butikker. Og aldrig har hun oplevet SÅ mange mærkelige lyde og lugte. Hun ved, at dette er Danmarks hovedstad, og at der derfor må være så uendelig mange ting, hun kan se på. Karla er bange for ikke at få det hele med, og finder derfor en turistbrochure, som beskriver alle seværdighederne i byen. Hvordan skal jeg dog nå at se det hele? tænker hun opgivende. Bare det at komme fra sted til sted i denne travle by er næsten uoverskueligt for hende. Hun sætter sig på en kantsten for at tænke over situationen. Mens hun sidder fordybet i egne tanker, får hun øje på en flok menneskebørn, der suser forbi på den anden side af vejen. Det ser faktisk ud som om, de flyver af sted lidt hævet over jorden. Mennesker kan da ikke flyve! tænker hun og springer op for at undersøge sagen nærmere. Men de er allerede ude af syne igen. Øv! tænker hun, men ser i samme øjeblik et andet flyvende menneskebarn, der suser lige forbi hende og rundt om hjørnet. Denne gang er hun forberedt, så hun sætter straks i løb. Hun spæner alt hvad remmer og tøj kan holde, men hun kan umuligt holde trit med det flyvende barn. Langsomt sakker hun bag ud, men hun når at se det drejer ind på en legeplads længere oppe ad gaden. Da hun lidt efter helt forpustet kommer ind på legepladsen, stopper hun brat op. Her er samlet en hel flok af flyvende menneskebørn, der suser ind og ud imellem hinanden. Ved nærmere eftersyn, kan hun se, de ikke flyver af egen kraft, men at de rent faktisk står på en lille plade med fire små hjul under. Og denne plade kan de få til at rulle så stærkt, at det nærmest ser ud som om de flyver. Hun sætter sig i nærheden af børnene og betragter dem. De kan lave alle mulige forskellige tricks med deres små brædder. De kan flyve, hoppe og snurre rundt i luften mens de får brættet til at danse rundt under deres fødder. Nogle gange falder de, men de rejser sig bare op og fortsætter deres leg. Nu har du måske gættet, at det er skatere, Karla har fået øje på, men du skal huske på, at Karla aldrig havde set et skateboard før, så for hende var det en fantastisk opdagelse. Og hun beslutter sig for også at skaffe sig sådan et skateboard, så hun selv kan flyve rundt i byens gader. I starten er det lidt svært. Karla kan ikke helt styre sit skateboard. Hun falder mange gange, og hun kan ikke helt få det til at gå så stærkt, som menneskebørnene kan. Men efter at have øvet sig går det bedre, og snart suser hun rundt i byen. Hun hilser på de tavse gardere på Amalienborg og besøger Den lille Havfrue, der sidder helt alene på sin sten ude i vandet. Hun ser Christiansborg, Tivoli og Rådhuspladsen, og suser en tur ned ad Strøget med de mange farverige butikker. Hun laver et stop ved Rundetårn, hvor hun løber op af den lange snoede gang hele vejen op til toppen, hvor hun kigger ud over Københavns tage. Da hun skal ned igen, hopper hun på skateboardet. Den snoede sneglegang har ingen trin, og hun kan derfor uhindret køre hele vejen ned. Farten stiger, og hun suser hurtigere og hurtigere, rundt og rundt ned mod bunden. Af banen! Af banen! Her kommer bananen råber hun, men menneskene forstår hende ikke. De springer blot forfærdede til side for at komme væk fra den store skatende ko, og de råber og bander efter hende. Nedturen stopper brat, da skateboard og Karla rammer trinene ved tårnets bund. Hun falder lige så lang hun er ud på Strøget blandt forfærdede turister, der skræmte løber væk. Av! mumler Karla og gnider mulen. Hun rejser sig og kigger på sine skrabede knæ. Måske jeg skulle være gået ned i stedet? Det var nok lidt uovervejet at skate... Karla tager skateboardet under armen og går ned ad Strøget. Jeg tror, det var nok skateri for en dag! tænker hun. Men jeg er klar til at tage videre i morgen!

GRENÅ: Vandballoner, svømmende pandekager og sylespidse tænder Grenå ligger helt ude på spidsen af Jyllands næse. Der er sikkert mange spændende ting, man kan foretage sig her omkring, men Karla har et helt fast mål: Hun skal i Kattegatcentret! Hun har læst, at man her kan se de dyr, der lever under vandet, og det kan Karla næsten ikke vente med. Tænk at leve under vandet!?! Karla kan ikke forstå, der er nogle dyr, der foretrækker at leve under vandet. Har de så altid badevinger på? Og dykkerbriller og snorkel? Eller hvordan trækker de vejret? Kan de tale? Sover de også under vandet? Bliver de aldrig gennemblødte og kolde? Hvordan ser de ud? Karla er fuld af spørgsmål, og hun er så spændt på at se de mærkelige dyr, at hun kommer lang tid før centret åbner, og hun er derfor den første til at komme ind. Kattegatcentret er proppet med akvarier med alle mulige fisk i alverdens farver og former. Karla er stum af forundring. Hvor ser de dog mærkelige ud, men samtidig elegante, når de ubesværede svømmer rundt. Nogle fisk er store og runde og ligner vandballoner med skæl. Andre er flade som pandekager kun med øjne, der stritter op. Karla får lidt ondt af dem. Det ligner, der er en der i tidernes morgen har trampet på dem. Selv deres mund er helt skæv og sidder ude på siden af hovedet. Skæve, svømmende pandekager! tænker Karla, men hun siger det ikke højt. Tænk hvis de hørte hende og blev kede af det. Ikke alle dyr kan jo være lige så smukke som os køer! tænker hun selvtilfreds. Nogle fisk er næsten ikke til at få øje på, da de er så gode til at camouflere sig, mens andre er i de flotteste farver og ligner små svømmende regnbuer. Tænk at der findes en hel verden under vandet! tænker Karla. En hel verden med dyr Karla ikke anede eksisterede, dyr hun ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig. Hun prøver at tale til dem gennem glasset: Hey fisk! Hvordan er det at bo under vandet!? råber hun. Men de svarer ikke. Karla er ikke klar over, om det er fordi, de ikke forstår hende, eller om de ikke kan høre noget gennem glasset. Det er kun de forbipasserende mennesker, der reagerer. De kigger forundret på en ko, der står og brøler begejstret ind i et akvarie. Har I aldrig hørt en ko muh e før!? fnyser Karla irriteret. Nogen gange opfører mennesker sig bare lidt mærkeligt... Hun kommer til et enormt akvarie, der er højere end hun selv er. Der er en tunnel, der fører gennem akvariet, og Karla går ind i den. Pludselig stivner hun. Det løber hende koldt ned ad ryggen. Hun stirrer lige ind i et kæmpe gab fyldt med sylespidse tænder. Hvad er det dog for et frygtindgydende dyr? Karla står helt stille. Kan det mon se hende gennem glasruden? Og vil det angribe hende? Kan det komme gennem glasruden? Lige så stille får Karla igen kontrol over sine ben, og uden at flytte øjnene fra det store gab, der peger lige mod hende, trækker hun lige så stille baglæns, indtil hun støder mod akvariets glas i den modsatte ende af tunnelen. Hun er fanget. Hun er lige ved at gå i panik, men så svømmer hajen for det var nemlig sådan en, Karla havde fået øje på videre, og hun ånder lettet op. UHA! Den har mange spidse tænder! tænker Karla og gyser. Godt der ikke findes hajer hjemme på gården. Pludselig bliver Karla træt. Hun kan ikke rumme flere nye oplevelser dén dag, så hun afslutter sit besøg i Kattegatscentret og finder en stille mark i nærheden, hvor hun kan tage sig en eftermiddagslur og fordøje dagens indtryk...

SKAGEN: Kolbøtter med en ven Den nordligste by i Danmark hedder Skagen. Det er en lille hyggelig by, hvor alle huse er gule, hvor lyset er helt specielt, og hvor man til den ene side har lange sandstrande og Vesterhavet og til den anden side har lange sandstrande og Kattegat! Det er en dejlig sommerdag, og Karla køber en is og går rundt og kigger på byen. Her er rigtig pænt, synes Karla, men hun keder sig nu også lidt. Hun har taget nogle rulleskøjter med, og dem tager hun nu på og kører afsted ud ad landevejen. Hun kan godt li at stå på rulleskøjter, da det går stærkt og er god motion. Selv køer skal holde sig i form! Men det er som om, hun ikke bliver rigtig glad af at stå på rulleskøjter i dag. Hun føler sig lidt ensom og har lyst til at lave noget rigtig sjovt sammen med en ven. Nogle gange er det bare sjovere at opleve verden sammen med andre i stedet for at være alene. Hun kører på nogle veje, hun ikke ved, hvor fører hen, og pludselig får hun øje på en stor hvid bakke i det fjerne. Hun kører derhen og ser, at den store hvide bakke er hvad Karla vil kalde den største sandkasse, hun nogensinde har set! Karla er kommet til det, der hedder Råbjerg Mile. Det er en såkaldt vandreklit... Karla har aldrig hørt om en vandreklit hun tror, hun er kommet ud i ørkenen. Karlas humør stiger ved udsigten til at skulle gå rundt i noget så eksotisk som en ørken. Hun tager rulleskøjterne af og kravler op på toppen af en klit. På toppen får hun en pludselig indskydelse. Hun lægger sig ned og laver kolbøtter ned ad den anden side af klitten. MUHUUUU... råber hun begejstret, da hun hvirvler nedad. Hun får sand i ører, næse og mund, men det er alligevel så sjovt, at hun må prøve igen. Hun rejser sig op og løber op på toppen af næste klit. MUHUUUUUUUUUUU... råber hun og belært af sidste rulletur lukker hun øjnene, for ikke at få mere sand i dem. Da hun når bunden, åbner hun øjnene og stirrer lige ind i et par glade, brune øjne. De tilhører en lille hund, der med tungen ud af halsen og halen glad logrende står og betragter hende. Må jeg lege med? Må jeg? Må jeg? Må jeg? gør den insisterende, mens den logrer med halen og energisk hopper op og ned. Ja da! griner Karla, glad for at have fundet en at lege med. Sammen spæner de op på den næste klit og ruller i vild fart ned igen. Og den næste. Og den næste... MUHUUUUUUIIIII! VUF VUF VUF! lyder det gennem Råbjerg Mile, mens Karla og hunden leger i de store sandbjerge. De løber, hopper, ruller og kravler gennem hele milen, og da de når til enden, er de helt dækket af sand, der klistrer til deres svedige pels. Dét var sjovt! siger Karla. Det knaser mellem tænderne, når hun taler. Hun spytter lidt sand ud. Vi skal da vist have et bad! siger hun og griner. Og noget vand at drikke! bjæffer hunden, så sandet står den om munden. Og sammen forlader de Råbjerg Mile efter en fantastisk eftermiddag i godt selskab.

VESTKYSTEN: Vesterhavets vilde vover og vildt hurtige Mogens Karla tager helt ud til Vestkysten der hvor træerne er små og skæve af den stærke vestenvind, og hvor sandstrande strækker sig så langt øjet rækker. Karla har aldrig set havet før. På hendes gård derhjemme er der en lille fredelig andedam, men det kan jo slet ikke sammenlignes med det store Vesterhav, der ser ud til at fortsætte i det uendelige. Lidt henne ad stranden kan hun se nogle menneskebørn bade. De vælter sig rundt i bølgerne og råber og griner og ser ud til at have det så sjovt, at Karla selv bliver nødt til at prøve. Hun dykker ned i sin rygsæk og finder nogle røde badevinger frem hun kan jo ikke svømme, så hun må hellere tage sine forholdsregler. Så springer hun i vandet... UH... AH... IIIHHHH... UIIIIIIIH hviner Karla, da en kold bølge rammer hendes yver. Hun er lige ved at vende om og løbe tilbage på stranden, men kigger så på menneskebørnene, der ikke ser ud til at være generet af det kolde vand. Og de har ikke en gang pels på! tænker hun. Så kan jeg altså også! siger hun beslutsomt til sig selv, trækker vejret helt ned i lungerne og springer på hovedet i den næste store bølge, der ruller ind. Så har man set dét med! siger en hæs stemme. Hun kigger sig rundt, men kan kun se bølger. Kan bølger tale? når hun at tænke, inden den hæse stemme fortsætter: En SØKO! HA, HA. Stemmen kommer oppefra. Karla lægger nakken bag over og får øje på en måge, der hænger i luften over hende. Hvad laver du herude i vandet? spørger den. Jeg... Øh... Jeg bader! Svarer Karla og føler sig pludselig lidt dum som hun ligger der og plasker ubehjælpsomt med klovene med sine røde badevinger på. Jeg kan da godt se, du bader, griner mågen. Jeg har bare aldrig set en ko bade før! I ligger altid på marken og tygger drøv og ja undskyld mig men I ser altid lidt dovne ud! Så jeg troede li som, at køer var kedelige, men du ser nu ret sjov ud! Mågen griner igen, men denne gang bliver Karla ikke forlegen. Hun begynder selv at grine, og kan lige forestille sig, hvordan hun ser ud med de røde badevinger og yveret flydende i vandoverfladen. Mågen lander i vandet og flyder lige så elegant ovenpå. Jeg hedder Mogens... Skal vi svømme om kap? spørger den. Jeg lover ikke at flyve kun svømme! Så starter det vilde ræs rundt i bølgerne, og selvom Mogens kun har små bitte fødder til at få den fremad i forhold til Karlas store klove er den bare bedre og hurtigere i vandet end Karla er. Den ser næsten ikke ud til at anstrenge sig, mens Karla pruster og hiver efter vejret. Tænk at man kan svede, selv når man er i det kolde vand siger hun, men Mogens kender ikke til det at svede. Som eftermiddagen skrider frem, får Karla mere og mere styr på sin svømmeteknik, men hun kan stadig ikke svømme fra Mogens. Nu skal vi løbe om kap inde på stranden! råber hun glad over sit påhit. Hun trænger nemlig til at vinde bare én gang. Og det gør hun! Hvis Mogens ikke må flyve, har dens små ben ikke en chance mod Karlas lange og stærke ben. Da de lidt senere helt udmattede sætter sig i sandet, siger Karla: Det er godt nok sjovt at lege i vandet. Jeg tror, jeg vil tage alle mine KOmmerater med på stranden en dag! Mogens ruller rundt i sandet af grin: HA, HA... Dét syn vil jeg ikke gå glip af! Lov mig at invitere mig også! Og det lover Karla og glæder sig allerede til at lave kapløb med Mogens en anden dag...

ESBJERG: Fæle fisk og farlig flugt Karla ankommer til en by, der hedder Esbjerg. Hun fornemmer en mærkelig lugt, hun aldrig har oplevet før. Hun kan slet ikke bestemme, hvad det er, og bliver helt besat af tanken om at finde ud af, hvor lugten kommer fra. Hun går ned på havnen, hvor de store skibe ligger. Her er lugten stærkere... Mon det er skibene, der lugter sådan? Hun går lidt rundt på må og få, indtil hun møder en kat. Sådan en kender hun hjemme fra gården, og det er lige før, hun er glad for at møde noget, hun kender. Hvad ER det dog for en lugt? spørger hun katten. Mmmmm... siger den og slikker sig om munden. Det er verdens bedste lugt det er fisk! Verdens bedste lugt...? gentager Karla undrende. Det har hun svært ved at forstå. Ja! fortsætter katten begejstret. Kom! Så skal jeg vise dig dem. Karla følger efter katten, som viser hende hen til nogle kasser, der står på kajen. Dér ligger de! siger katten og peger ned i kassen, der er fuld af døde fisk. Karla stikker mulen helt ned i kassen og den mærkelige lugt bliver stærkere. Adr! tænker hun, trækker hurtigt hovedet tilbage og rynker mulen. De lever i havet, men fiskerne fanger dem, så menneskene kan spise dem, siger katten. De er sunde siger de og så smager de himmelsk! Den kigger sig hurtigt omkring, stikker poten ned i kassen og fanger en af de døde fisk. Og inden Karla kan nå at sige Adr!, har katten spist hele fisken med hoved og hale. Den bøvser veltilfreds. Karla ved, det er vigtigt at spise sundt, men hun er ikke sikker på, hun har lyst til at prøve en fisk. Det er vist ikke for køer, konkluderer hun. HØR HOV! er der en der råber, så højt at Karla får et chok og farer sammen. Per refleks er katten allerede i store spring på vej væk, mens Karla ikke helt forstår, hvad der foregår. Hun kigger lamslået på en vred fisker, der i vild fart er på vej hen mod hende. TYVE! UDYR! LØMLER! RAKKERPAK... Han bander og svovler og vifter truende med en knyttet næve. I sidste øjeblik lige inden han når at hive fat i hende fatter hun sagens alvor og sætter i løb efter katten, væk fra den sure fisker. Nu går den vilde flugt hen over havnen. Hun ved ikke, hvor hun skal løbe hen, men følger bare efter katten, der ser ud til at kende alle smutvejene. De løber mellem både og containere, springer over kasser og kryber gennem et stakit. Katten er hurtig og har nemmere ved at komme rundt, og Karla som er større og tungere har svært ved at følge med. Hun hiver efter vejret og det føles som om, hendes lunger er ved at klaske sammen. Endelig stopper katten. Jeg tror, vi fik rystet ham af! Den lyder ikke en gang forpustet. Karla kan slet ikke sige noget, men står bare og hiver efter vejret. Hun er stadig helt i chok. Hun havde slet ikke været forberedt på at skulle flygte. Hun vidste jo ikke, de gjorde noget galt. Det havde været vildt, men også lidt spændende, tænker hun og smiler, mens hun tørrer sved af panden. HA, HA! griner katten, han er vant til at jage MIG væk, men det er nok første gang, han har måtte beskytte sin fangst imod køer! Nu har han noget at fortælle derhjemme!

SØNDERJYLLAND: Cykeltur med superkræfter Karla gider ikke altid kun at gå. Nogle gange vil hun hurtigere frem, og hun har set, at menneskene benytter sig af cykler, når de vil ræse afsted. Derfor anskaffer hun sig en cykel og en cykelhjelm, og så ræser hun ellers afsted på de sønderjyske veje. MOHOOOO! hujer hun begejstret, når det går rigtig stærkt især ned af bakken får hun virkelig vind i håret. Sikke en fantastisk opfindelse sådan en cykel! tænker hun og træder endnu hårdere i pedalerne. Hun kommer meget hurtigere rundt og får på den måde set endnu mere af Danmark. Efter at have cyklet en hel dag er hun træt, forpustet og øm i sine ben. Hendes yver er også lidt ømt efter hun har siddet ovenpå det det meste af dagen. Menneske-sadler er ikke designet til at en ko med yver skal sidde på dem! Hun stopper ud for en lille skov og lægger sig i græsset for at slappe af. Hun lukker øjnene og får langsomt sin vejrtrækning under kontrol. Sikke en tur! tænker hun og får et veltilfreds smil om mulen. Det er dejligt at slappe af efter at have været aktiv en hel dag. Fugle pipper og græshopper synger i græsset omkring hende. Det virker beroligende og hun døser langsomt hen... Hun vågner ved at noget kilder hende på kinden. Først drømmer hun, at det er den lækre tyr fra nabo-gården, der aer hende, men så vågner hun ved at hendes hoved bliver løftet en anelse fra jorden. Hvad i alverden!? udbryder hun og rejser sig med et sæt. Hun kigger sig forvirret omkring, men kan ikke se noget. Så hører hun en meget svag stemme: Hey! Du dér ko! siger stemmen og Karla spidser ører. Ja undskyld, jeg vækkede dig, men du lå altså i vejen! fortsætter den, og nu ser Karla en lille bitte myre nede mellem græsstråene. Det er dén, der taler til hende. Hun lægger hovedet helt ned til jorden, så hun bedre kan høre, hvad den siger. Vil du påstå, det var dig, der løftede mit hoved??? spørger hun vantro. Ja, altså jeg fik hjælp af nogle af mine venner. Du lå lige midt på vores vej! Karla ser, at der bag den lille myre står en hel flok af små myrer. Men I er jo så små! siger Karla. Hvordan kunne I løfte mit hoved??? Det kan godt være, vi er små, men vi er BOMstærke! siger myren og skyder brystet frem. Og det er faktisk rigtigt! En myre kan løfte 40 gange mere end det den selv vejer. Hvis du kunne det, ville du kunne løfte en bil! Karla kigger med fornyet interesse på den lille myre. Det må jeg nok sige! siger hun så. I er jo nærmest super-myrer så!? Små super-dyr! Nu bliver myren helt forlegen. Arh det er ikke noget at tale om! siger den og skraber genert med det ene af dens 6 ben i jorden. Du er jo sikkert meget stærkere end vi er! Det er jeg sikkert, men jeg er også meget større end du er! siger Karla. Hun begynder at synes gevaldigt godt om den lille myre med de mange kræfter. Og undskyld, jeg lå i vejen. Jeg tog mig bare en lille lur efter en lang og hård cykeltur! Jeg skal også snart videre på min cykel, inden det bliver mørkt. Og så siger hun farvel til alle super-myrerne og cykler videre ud i Danmark.

SILKEBORG GUDENÅEN: Vandtur og supersprinter med kæmpe fortænder Karla går på en mark lidt udenfor Silkeborg. Hun går ved bredden af en å Gudenåen. Hun ved det ikke, men det er faktisk Danmarks længste vandløb. Det er varmt, og hun sætter sig på bredden og dypper klovene i det kølige vand. Sådan sidder hun et stykke tid. Hun kan høre menneskestemmer i det fjerne og spejder ned ad åen. Her får hun øje på en kano med fire mennesker i. De padler af sted, mens de snakker og ser ud til at hygge sig gevaldigt. Der står en ko. La vær at glo! råber den ene, da han får øje på Karla. De griner alle og padler videre. Det var da noget mærkeligt noget at sige! fnyser Karla, men hun synes, kanoen så sjov ud. Hun vil også ud at sejle! Hun lejer en kajak, ifører sig en redningsvest og sejler afsted. Først er det svært at få kajaken til at sejle lige. Hvis hun kun padler i den ene side, drejer kanoen rundt om sig selv uden rigtig at komme ud af stedet. Hun finder dog hurtigt ud af at skifte mellem højre og venstre side, og så kan hun pludselig få kajakken til at skyde en god fart. Hun er ikke vant til at padle, så allerede efter en times tid, er hun øm i forbenene?. Hun sætter kurs mod bredden for at gøre holdt. Da kajakken går på grund, rejser hun sig op for at stige ud, men idet hun rejser sig, bliver kajakken næsten levende og vipper og gynger så voldsomt, at Karla mister balancen og falder lige på mulen i vandet. PLASK! Heldigvis har hun sin redningsvest på, og vandet er lavt så tæt på bredden, så hun ligger bare i vandoverfladen og plasker hjælpeløst med alle 4 klove. TI HI... Hun hører en fnisen inde fra bredden, og da hun kigger op, får hun øje på en hare, der har sine store fortænder blottede i et bredt smil. Undskyld, men det så altså lidt sjovt ud! griner den, og Karla har lyst til at svare, at den også ser lidt sjov ud med de kæmpe enorme fortænder! Hun kommer op at stå. Vandet drypper af hende, men det er faktisk rart at blive kølet lidt ned efter det hårde arbejde med pagajen. Hun får kajakken skubbet ind på bredden og trasker selv i land. Undskyld jeg grinede af dig! siger haren og kigger op på hende med store, venlige, sorte øjne. Karla smiler og er ikke sur mere. Hun kan godt forestille sig, det må have set sjovt ud. Solen skinner og Karlas pels tørrer hurtigt. Hun sidder på bredden sammen med haren og det er dejligt at have en at være sammen med. Hun får en idé: Vil du med ud og sejle? Uha nej! siger haren og ser helt bange ud. Jeg er ikke så glad for vand. Det er ellers sjovt! siger Karla, men haren er ikke til at rokke. Karla gør et sidste forsøg: Man kan sejle rigtig stærkt, så man kan komme langt omkring! Det har jeg ingen problemer med! siger haren og smiler finurligt. Menneskene kalder mig faktisk for en supersprinter! En supersprinter!? spørger Karla. Ja jeg løber stærkere end nogen anden i hele verden! siger den og ser meget stolt ud. Det er nu ikke helt rigtigt, hvad haren siger. Den er godt nok hurtig og kan løbe 80 km/t. Det svarer til, at du skulle kunne du løbe fra den ene ende af en fodboldbane til den anden ende på under 5 sekunder. Faktisk er geparden lidt hurtigere, men haren havde aldrig før hørt om geparder. Og det havde Karla heller ikke. Nå så skal jeg nok ikke løbe om kap med dig! siger Karla muntert. Hun hader nemlig at tabe. Til gengæld må jeg hellere sejle videre alene desværre! Og det gør hun! Hun sejler ned ad Gudenåen, mens haren vinker farvel. Så sætter den afsted i et spring og er væk med det samme supersprinteren!

ODENSE: Mærkelige dyr Da Karla ankommer til Odense møder hun en hund uden hale!. Du ser da sjov ud! siger Karla muntert. Hrmf! mumler hunden. Jeg mangler jo bare halen... Så skulle du se alle de mærkelige dyr, der er i zoologisk have. DE er sjove!!! Zoologisk have??? Dét har Karla aldrig hørt om, men hun vil mægtig gerne se nogle sjove dyr, så hun går den vej, den haleløse hund siger, hun skal. Da hun kommer ind i zoo, er det første hun ser nogle små gråspurve, der hopper rundt på stien. Dem kender jeg da godt! fnyser Karla. Måske er hunden bare ikke er lige så klog som mig og synes derfor, gråspurve er mærkelige? Skuffet fortsætter hun hen ad stien, men stopper så pludselig. WAAAUW! udbryder Karla og mulen falder ned på brystet. Hun er kommet til elefanterne, og du kender måske godt en elefant, men Karla havde aldrig set et SÅ stort og mærkeligt dyr. Hjemme på gården, er køerne de største dyr, men elefanterne er over dobbelt så store som den største ko i Karlas stald. Det er det største dyr i hele verden! siger Karla højt, men I ved jo nok, der faktisk findes dyr, der er større... Gør I ikke?! Hun kan næsten ikke løsrive sig fra elefanterne. Deres lange snabler, der smidigt griber fat i grene eller de andres haler. De enorme ører, der blafrer og vifter fluer væk, og de kæmpe ben, der er større end hegnspælene på Karlas mark derhjemme. Men en sær lyd får Karla til at dreje hovedet en anelse, og da får hun øje på noget, der er næsten endnu mere mærkeligt. Hun kigger lige ind på en stor gul krop med kantede brune pletter, og da hun følger kroppens hals opad bliver den ved og ved og ved... Findes der ikke et hoved på enden af den hals? spørger Karla sig selv og når så endelig til det lille bitte hoved for enden af halsen. Dét dyr er jo meget højere end elefanten! konstaterer hun. Hun læser på skiltet, at dyret hedder giraf. Hun læser også, at sådan en giraf kan blive 5 meter høj, og hun går straks i gang med at regne. Man skal i hvert tilfælde stable 3 køer ovenpå hinanden, for at de bliver lige så høje som giraffen, tænker Karla. Nu har jeg set 2 kæmpe dyr gad vide, hvad det mindste dyr er? tænker hun. Ved du det? Karla bruger hele dagen i Zoo. Hun traver rundt fra den ene ende af haven til den anden og bliver ved med at blive forundret over alle de mærkelige, fantastiske, smukke, farlige og også rare dyr, hun møder. Tænk, at der findes så mange forskellige dyr! tænker hun, da mørket falder på, og hun træt forlader zoologisk have. Det kan nu godt være, elefanten er det største dyr. At giraffen er det højeste, geparden er det hurtigste, skildpadderne de ældste og påfuglene de mest farverige... Men vi køer ER nu altså de smukkeste! fastslår hun, da hun lukker porten bag sig og går videre ud i Danmark...

MØNS KLINT: Fortidskøer og mælkeisbjerge Da Karla når Møns Klint har hun allerede set og oplevet meget, men synet, der møder hende her, får hende alligevel til at tabe pusten. Det er så smukt og anderledes end resten af den danske natur, hun har oplevet. Hun står oppe på toppen af klinten. Hun er lidt bange for højder, så hun er ikke meget for at gå helt hen til kanten, men nysgerrigheden driver hende. Det giver et sug i maven, da hun står helt tæt på kanten og kigger ned på stranden og det næsten turkise vand under hende. Uh! Der er langt ned! stønner hun og skynder sig tilbage i sikkerhed, langt væk fra kanten. Karla går gennem skoven og ned på stranden, hvor hun betragter de stejle mælkehvide skrænter, der tårner sig op foran hende. Hun lægger nakken tilbage og kigger op mod toppen, hvor hun før stod og kiggede ned. Solen skinner og får den hvide skrænt til at stråle endnu mere hvidt. Hm... gad vide, hvordan den er blevet til? tænker hun og sætter sig ned på en sten og grubler lidt over dét spørgsmål. Hun har hørt om, at der en gang for millioner af år siden levede nogle kæmpe fortidsdyr, der var større end elefanterne og højere end girafferne i zoologisk have, men at de var uddøde pga noget menneskene kalder istiden. Karla ved ikke helt, hvad en istid er, men det lyder koldt. Hun lukker øjnene og lader sine tanker vandre... Hun forestiller sig nogle enorme, muskuløse fortidskøer med store, farlige horn og lang, kraftig pels. Hun forstiller sig, hvordan de har hersket over Danmark dengang i fortiden. Hvordan deres enorme kloves stampen har formet de dale og bakker, man i dag ser i landskabet, og hvordan deres sved har skabt de søer, menneskene i dag sejler på med deres både. Deres yvere må have været gigantiske! tænker hun og smiler, og hun forstiller sig, hvordan det må have set ud, når de svingede dem i luften. Og pludselig ved hun, hvordan de mælkehvide skrænter på Møns Klint må være blevet skabt. Hun ser for sig, hvordan de enorme fortidskøer i kådhed har rendt rundt på Møn og leget og svinget med deres yvere med mælken sprøjtende omkring sig. Og dér midt i deres vilde leg må de være blevet overrasket af istiden, som frøs al deres mælk til is. Og al den frosne mælk dannede mælkeisbjerge, som med tiden er blevet forstenede og nu er blevet til det, vi kalder Møns Klint. WAUW! tænker hun. Forstenede mælkeisbjerge. Sejt! Ja, det må være sådan, det er gået til, siger hun til sig selv og rejser sig for at gå videre rundt og beundre fortidskøernes storslåede værk...... Karla virker sikker i sin sag. Tror du også, det er gået sådan til???

BORNHOLM: Får og fortids-køer For at komme rundt i hele Danmark må Karla tage færgen til Bornholm. De sejler hele natten, men hun sover det meste af vejen, så hun er frisk og udhvilet da de når frem klar til at skulle ud og opleve Bornholm. Hun binder sine vandrestøvler, tager rygsækken på ryggen og en vandrestok i kloven. Så vandrer hun afsted ud ad den bornholmske landevej. Hun går rask til. Hun kan gå ad små stier langs kysten og kigge på vandet, der slår ind mod de dramatiske, stejle klipper. Det giver et sug i maven på hende, når hun kigger ned på bølgerne langt nede under hende. Andre steder går hun gennem smukke, grønne skove, hvor den dybe ro sænker sig omkring hende, så hun føler sig som den eneste ko i hele verden kun omgivet af fuglenes pippen og smukke sommerfugle, der flyver tæt omkring hende. Efter at have vandret det meste af dagen får Karla i det fjerne øje på noget, der ligner en kæmpemæssig gård. Hun kan se, der er mange mennesker, der går den vej, så hun beslutter sig også for at gå op og kigge nærmere på gården. Da hun kommer tættere på, bliver hun først lidt skuffet. Gården er bare en gammel ruin, hvor nogle af murene næsten er helt væk. Det er vist mange år siden, der har boet køer på dén gård! tænker Karla skuffet. Hvorfor mon der er så mange mennesker, der gerne vil kigge på dét? Hun får øje på nogle får, der går på en mark og græsser. De må vel vide, hvad det er for et sted, tænker hun. Hej! siger hun venligt til fårene. Kan I fortælle mig, hvad det er for en gammel gård derovre? Fårene svarer i munden på hinanden, men Karla forstår simpelthen ikke ét ord af, hvad en eneste af dem siger. Hold op, Bornholmske får taler mærkeligt! tænker hun. Men i stedet siger hun: Jeg hører ikke så godt, og peger på sine ører. Kan I ikke tale langsomt og tydeligt? Og et af fårene bræger: D-E-T E-R H-A-M-M-E-R-S-H-U-S! Hammer-hva-for-noget!?! spørger Karla og ligner ét stort spørgsmålstegn. H-A-M-M-E-R-S-H-U-S! gentager fåret, og forklarer så, at det er en ruin af en middelalderborg, og at det er Nordeuropas største borgruin. Nå det er derfor, alle menneskene gerne vil kigge på den! siger Karla, og fåret nikker. Men det er også fordi, det er spændende at gå rundt mellem ruinerne og forstille sig, man er et middelalder-får! siger fåret og smiler. Vi leger tit deroppe, når alle turisterne er gået hjem! Det vil Karla også prøve, så hun går helt op til Hammershus og går rundt mellem ruinerne, og ganske som fåret havde sagt kan hun næsten forestille sig, hvordan det må have været at være ko i middelalderen. Hun kan næsten høre klove fra fortiden og et tusind år gammelt muh! runge mellem de gamle mure. Det har været en kæmpe borg! tænker hun imponeret. Så meget større end hendes egen lille stald derhjemme...

OUTRO: Ude godt men hjemme bedst Efter at have rejst hele Danmark rundt vender Karla mulen hjemad. Hun har været så opslugt af alt det nye, hun har oplevet, at hun slet ikke har tænkt på stalden derhjemme. Men jo tættere hun kommer på gården, jo mere kan hun mærke, hvor meget hun savner sine KOmmerater. Hun ankommer til gården en sen eftermiddag. Køerne er ude på marken og hun kan se dem på lang afstand. Hun føler en varme i maven over at se alle de kendte ko-hoveder, og hun kan slet ikke vente med at skulle fortælle dem om sine oplevelser. MUHUUUU! råber hun og vinker, men hun er for langt væk til at de kan høre hende. Hun sætter i løb mens hun muh er og huj er. Endelig får hendes KOmmerater øje på hende, og gensynsglæden er stor. Hvordan var det så Danmark altså!? spørger Kløver utålmodigt. Det var fantastisk! svarer Karla og smiler over hele mulen. Jeg har set SÅ mange fantastiske steder, mødt SÅ mange utrolige dyr og prøvet SÅ mange vilde ting! Jeg har set vores hovedstad København, jeg har vandret på Bornholm, og gået tur ved den mælkehvide Møns Klint. Jeg har svømmet om kap med en måge og leget med en hund. Jeg har mødt både en super-sprinter og en super-myre. Jeg har set fisk, hajer, elefanter og giraffer. Og jeg har kørt på cykel, på rulleskøjter og på skateboard. Karla kan se, hendes KOmmerater ikke helt forstår, hvad hun siger, men hun fortsætter ivrigt: Ja en dag skal jeg lære jer alle at skate! Skate...? KOmmeraterne ser undrende på hende. Ja SKATE! Det er noget, jeg har lært i København... Det er super sejt! Og jeg gad godt se vores bondemand i hovedet, hvis vi alle kom skatende hen ad gårdspladsen! HA, HA en hel stald med skatende køer! Dét kunne være sjovt... Karla griner højlydt, men hendes KOmmerater forstår hende vist ikke. Jeg skal nok fortælle om det hele henad vejen... siger hun. Hvor ER det altså godt at se jer igen. Ude godt, men hjemme bedst!!!

www.aktivrundti.dk Hovedsponsor: Arrangør: