BIVROST. Psykiatrisk Sygepleje. Nordisk tidsskrift årgang 2

BIVROST PSYkIaTRISk SYgEPlEjE FaglIgT SElSkaB FOR PSYkIaTRISkE SYgEPlEjERSkER OKTOBER 2010 3. UDGAVE 18. ÅRGÅNG BIVROST LANDSGRUPPE AV PSYKIATRISKE SYKEPLEIERE MEDLEMSBLAD NR. 3-2010 ÅRGÅNG 21 PSYCHE PSYKIATRISKA RIKSFÖRENINGENS TIDSKRIFT NO 3/2010 Nordisk tidsskrift årgang 2

INDIKATION ABILIFY ARIPIPRAZOL er indiceret til behandling af skizofreni 1 ABILIFY er indiceret til behandling af moderate til svære maniske episoder ved bipolar lidelse type 1 og til forebyggelse af ny manisk episode hos patienter, der har oplevet hovedsageligt maniske episoder og som i maniske episoder har responderet på behandling med aripiprazol 1 ABILIFY opløsning til injektion er indiceret til hurtig kontrol af agitation og adfærdsforstyrrelser hos patienter med skizofreni, når oral behandling ikke er hensigtsmæssig 1 Før receptudstedelse se venligst forkortet produktresumé på side 3 DK-ABI-080410

ABILIFY (ARIPIPRAZOL) 5, 10, 15 og 30 mg tabletter, 10 og 15 mg smeltetabletter, oral opløsning 1 mg/ml, opløsning til injektion 7,5 mg/ml. Forkortet produktresumé. Terapeutiske indikationer: ABILIFY(po) er indiceret til behandling af skizofreni hos voksne og unge på 15 år og ældre. Abilify er indiceret til behandling af moderate til svære maniske episoder ved bipolar lidelse type 1 og til forebyggelse af ny manisk episode hos patienter, der har oplevet hovedsageligt maniske episoder og som i maniske episoder har responderet på behandling med aripiprazol. ABILIFY opløsning til injektion er indiceret til hurtig kontrol af agitation og adfærdsforstyrrelser hos patienter med skizofreni eller patienter med maniske episoder ved bipolar lidelse type I, når oral behandling ikke er hensigtsmæssig. Behandling med aripiprazol opløsning til injektion skal seponeres så hurtigt som klinisk muligt, og brug af oral aripiprazol påbegyndes. Dosering og indgivelsesmåde: Voksne: Skizofreni: Den anbefalede startdosis til oral anvendelse af ABILIFY er 10 15 mg/dag med en vedligeholdelsesdosis på 15 mg/dag, administreret som en enkelt daglig dosis uden hensyntagen til måltider. ABILIFY er effektiv i dosisområdet 10 30 mg/dag. Maniske episoder: Den anbefalede startdosis for Abilify er 15 mg administreret som en enkelt daglig dosis, uden hensyntagen til måltider, som enkeltstofbehandling eller kombinationsbehandling. Nogle patienter kan have behov for højere dosis. Den maksimale daglige dosis bør ikke overstige 30 mg. Forebyggelse af recidiv af maniske episoder ved bipolar lidelse type 1: Til forebyggelse af recidiv af maniske episoder hos patienter, der har været behandlet med aripiprazol, fortsættes behandlingen i samme dosis. Justering af daglig dosis, inklusive dosisreduktioner, bør overvejes på baggrund af klinisk status. Den anbefalede startdosis for aripiprazol opløsning til injektion er 9,75 mg (1,3 ml), administreret som enkelt intramuskulær injektion. Effektivt dosisområde for aripiprazol opløsning til injektion er 5 15 mg som enkeltinjektion. Yderligere injektion kan administreres 2 timer efter første injektion, på baggrund af individuel klinisk status; der bør ikke gives mere end 3 injektioner i løbet af en 24 timers periode. Den daglige dosis bør ikke overstige 30 mg for alle formuleringer. Pædiatrisk population: Skizofreni hos unge på 15 år eller ældre: Den anbefalede dosis for ABILIFY er 10 mg/dag, administreret som en enkelt daglig dosis uden hensyntagen til måltider. Behandling bør påbegyndes med 2 mg (ved at anvende ABILIFY oral opløsning 1 mg/ml) i 2 dage, der optitreres til 5 mg i yderligere 2 dage, indtil den anbefalede daglige dosis på 10 mg er nået. Om nødvendigt skal en efterfølgende øgning af dosis ske trinvist med 5 mg uden at overskride den maksimale daglige dosis på 30 mg. Der er ikke påvist forbedret effekt ved doser over 10 mg dagligt hos unge. ABILIFY bør ikke anvendes til børn under 15 år på grund af utilstrækkelig dokumentation for sikkerhed og virkning. ABILIFY, opløsning til injektion: Der er ingen erfaring med behandling af børn og unge under 18 år. Patienter med nedsat leverfunktion: Dosisjustering til patienter med mild til moderat leverinsufficiens er ikke påkrævet. Hos patienter med kraftig nedsat leverfunktion bør dosering administreres med forsigtighed. Ældre: Virkning af ABILIFY ved behandling af skizofreni hos patienter på 65 år eller derover er ikke undersøgt. På grund af den øgede følsomhed hos denne population, bør en lavere startdosis overvejes, såfremt kliniske faktorer taler for dette. Kontraindikationer: Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne. Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen: Ved antipsykotisk behandling kan der gå fra flere dage til nogle uger, før der ses bedring af patientens kliniske tilstand. Patienter skal monitoreres tæt gennem denne periode. Psykisk sygdom og humørforstyrrelser er forbundet med selvmordsadfærd, som i nogle tilfælde har været rapporteret kort efter opstart eller ændring af antipsykotisk behandling, inklusive behandling med aripiprazol. Høj risikopatienter bør overvåges tæt under antipsykotisk behandling. Aripiprazol bør anvendes med forsigtighed til patienter med kendt kardiovaskulær sygdom (anamnestisk myokardieinfarkt eller iskæmisk hjertesygdom, hjertesvigt eller ledningsforstyrrelser), cerebrovaskulær sygdom, tilstande som disponerer for hypotension (dehydrering, hypovolæmi og behandling med antihypertensiva) eller hypertension, accelereret såvel som malign. Der er observeret tilfælde af venøs tromboemboli (VTE) i forbindelse med behandling med antipsykotiske lægemidler. Da patienter, i behandling med antipsykotika, ofte har sygdomsbetingede risikofaktorer for VTE, bør alle mulige risikofaktorer for VTE identificeres før og under behandling med ABILIFY, og forebyggende foranstaltninger iværksættes. Hyppighed af QT forlængelse var i kliniske forsøg med aripiprazol sammenlignelig med placebo. Som med andre antipsykotika bør aripiprazol anvendes med forsigtighed til patienter med arvelig QT forlængelse. Tardiv dyskinesi: Hvis der fremkommer symptomer på tardiv dyskinesi hos en patient, der behandles med ABILIFY, skal dosisreduktion eller afbrydelse overvejes. Malignt Neuroleptikasyndrom (NMS): NMS er et potentielt letalt symptomkompleks forbundet med antipsykotiske lægemidler. Hvis patienten udvikler symptomer på NMS, eller uforklarligt får høj feber uden andre kliniske manifestationer på NMS, skal alle antipsykotiske lægemidler, inklusive ABILIFY, seponeres. Krampeanfald: Aripiprazol skal anvendes med forsigtighed til patienter, der tidligere har haft kramper eller har sygdom forbundet med kramper. Ældre patienter med demensrelaterede psykoser: Stigning i dødsfald: I tre placebo kontrollerede forsøg med ældre patienter med psykose i forbindelse med Alzheimer sygdom sås øget risiko for dødsfald hos patienter behandlet med aripiprazol sammenlignet med placebo. Dødeligheden var 3,5% blandt aripiprazol behandlede patienter sammenlignet med 1,7% i placebogruppen. Cerebrovaskulære bivirkninger: Der er i de samme forsøg rapporteret cerebrovaskulære bivirkninger (fx apopleksi og transitorisk iskæmi (TIA)) samt dødsfald. Hyperglykæmi og diabetes mellitus: Patienter som behandles med antipsykotika, herunder ABILIFY, bør observeres for symptomer for hyperglykæmi, og patienter med diabetes mellitus, eller med risiko for at udvikle diabetes mellitus, bør monitoreres regelmæssigt med henblik på forværring i glukosekontrollen. Vægtstigning: Vægtstigning er almindeligt forekommende hos patienter med skizofreni og bipolar sygdom pga. samtidige sygdomme, anvendelse af antipsykotika, der vides at forårsage vægtstigning og dårlig livsstil og kan medføre alvorlige komplikationer. Der er efter markedsføring indberettet vægtstigning hos patienter behandlet med Abilify. Dysfagi: Øsofagusdysmotilitet og aspiration er forbundet med anvendelse af antipsykotisk behandling, inklusive ABILIFY. Aripiprazol og andre antipsykotiske aktive stoffer bør anvendes med forsigtighed hos patienter med risiko for aspirationspneumoni. Lactose: Tabletterne indeholder lactose. Patienter med sjældne arvelige problemer i forbindelse med galaktoseintolerans, lappisk laktasemangel eller glukose galaktose malabsorption bør ikke anvende tabletterne. Phenylketonuri: Smeltetabletterne indeholder aspartam, som er kilde til phenylalanin og som kan være skadeligt for patienter med phenylketonuri. Intolerans: Patienter med sjældne, arvelige problemer med fructoseintolerans, glucose galactose malabsorption eller sucraseisomaltaseinsufficiens bør ikke anvende denne orale opløsning. Den orale opløsning indeholder methylparahydroxybenzoat samt propylparahydroxy benzoat, som kan forårsage allergiske reaktioner (evt. forsinkede). Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion: På grund af den α 1 adrenerge receptorantagonisme, kan aripiprazol øge virkningen af visse antihypertensive midler. På baggrund af aripiprazols primære påvirkning af CNS påvirkning, bør der udvises forsigtighed, når aripiprazol tages i kombination med alkohol eller andre CNS lægemidler med overlappende bivirkninger, som fx sedering. Der skal udvises forsigtighed, hvis aripiprazol administreres samtidig med lægemidler, der vides at forårsage QTforlængelse eller elektrolytforstyrrelser. Andre lægemidler, der kan påvirke optagelsen af ABILIFY: Ved afbrydelse af behandling med CYP2D6 eller 3A4 hæmmer, bør dosis af ABILIFY øges til niveauet inden start af den samtidige behandling. Dosis af ABILIFY bør fordobles ved samtidig administration af ABILIFY og carbamazepin. Andre potente CYP3A4 induktorer (fx rifampicin, rifabutin, fenytoin, fenobarbital, primidon, efavirenz, nevarapin og perikum) kan forventes at have lignende virkninger, og lignende dosisøgninger bør derfor anvendes. Ved seponering af potente CYP3A4 induktorer bør dosis af ABILIFY nedsættes til den anbefalede dosis. Graviditet og amning: Abilify bør ikke anvendes til gravide, medmindre de forventede fordele for kvinden klart opvejer den potentielle risiko for fostret. Patienter bør frarådes at amme under behandling med aripiprazol. Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner: Som med andre antipsykotika, bør patienterne advares mod at betjene farlige maskiner og føre motorkøretøj indtil man er sikker på, hvordan aripiprazol påvirker patienten. Bivirkninger: Almindelige ( 1/100 til < 1/10): Ekstrapyramidale forstyrrelser, akatisi, tremor, svimmelhed, søvnighed, sedation, hovedpine, sløret syn, dyspepsi, opkastning, kvalme, obstipation, hypersekretion af spyt, træthed, rastløshed, søvnløshed, ængstelse. Ikke almindelige: ( 1/1.000 til < 1/100): Takykardi, ortostatisk hypotension, depression, øget diastolisk blodtryk (injektion), tør mund (injektion). Dystoni: Der kan forekomme symptomer på dystoni (længerevarende anormale sammentrækninger af muskelgrupper) i de første par dage af behandlingen. Der er observeret forhøjet risiko for akut dystoni hos mænd og yngre aldersgrupper. Andre fund: Bivirkninger, der vides at være forbundet med antipsykotisk behandling, og som også er rapporteret under behandling med ABILIFY, omfatter neuroleptisk malignt syndrom, tardiv dyskinesi, kramper, ekstrapyramidale symptomer, cerebrovaskulære bivirkninger og stigning i dødeligheden. Vaskulære sygdomme: der er rapporteret om besvimelse, forhøjet blodtryk, venøs tromboemboli (inklusiv lungeemboli og dyb venetrombose). Psykiske lidelser: Der har været rapporteret tilfælde af selvmordsforsøg, selvmordsforestillinger og gennemførte selvmord efter markedsføring. Pædiatrisk population: I et klinisk forsøg blev følgende bivirkninger rapporteret hyppigere hos unge (13 17 år) med skizofreni, der fik aripiprazol end hos voksne, der fik aripiprazol (og hyppigere end med placebo): døsighed/sedation og ekstrapyramidale forstyrrelser blev meget almindeligt rapporteret ( 1/10) og tør mund, øget appetit og ortostatisk hypotension blev almindeligt rapporteret ( 1/100 til < 1/10). Bivirkninger efter markedsføring: Se det fuldstændige produktresumé. Overdosering: Håndtering af overdosering bør omfatte understøttende behandling, opretholdelse af frie luftveje, ilt og ventilering samt behandling af symptomerne. Muligheden for at flere lægemidler kan være involveret, bør overvejes. Kardiovaskulær overvågning bør derfor straks indledes og bør omfatte løbende elektrokardiografisk overvågning med henblik på eventuelle arytmier. Nøje medicinsk supervision og overvågning skal fortsætte, indtil patienten er i bedring efter bekræftet eller mistænkt overdosis med aripiprazol. Medicinsk kul kan være effektivt i behandlingen af overdosering. Det er ikke sandsynligt at hæmodialyse kan anvendes til behandling af overdosering, da aripiprazol i udstrakt grad bindes til plasmaproteiner. Udlevering: B. Pakninger og ESP priser: 01.07.2010: Tabletter: 5 mg. 14 stk: 648,40 kr., 28 stk: 1290,80 kr., 56 stk: 2560,75 kr., 10 mg. 14 stk: 648,40 kr., 28 stk: 1290,80 kr., 56 stk: 2560,75 kr., 15 mg. 28 stk: 1290,80 kr., 56 stk: 2560,75 kr., 30 mg. 28 stk: 2190,35 kr., 56 stk: 4374,70 kr. Smeltetabletter: 10 mg. 28 stk: 1545,20 kr., 15 mg. 28 stk: 1545,20 kr. Oral opløsning 1 mg/ml: 150 ml: 1381,75 kr. Opløsning til injektion 7,5 mg/ml: 1x 1,33 ml: 201,10 kr. Se venligst dagsaktuelle priser på www. medicinpriser.dk. Tilskud: Generelt tilskud til alle formuleringer undtaget opløsning til injektion. Indehaver af markedsføringstilladelsen: Otsuka Pharmaceutical Europe Ltd., Hunton House Highbridge Business Park, Oxford Road, Uxbridge, Middlesex UB8 1HU, Storbritannien. Fuldstændigt produktresumé kan rekvireres hos den danske repræsentant: Bristol Myers Squibb, Lyngby Hovedgade 98, 2800 Kgs. Lyngby.

Risperdal Consta valgfrihed for dig og din patient! Nyt alternativt injektionssted: deltoid intramuskulær administration JC-100018-3 Janssen-Cilag A/S, Hammerbakken 19, 3460 Birkerød. Tlf 45 94 82 82. Fax 45 94 82 83.www.janssen-cilag.dk

Risperdal Consta (risperidon) Lægemiddelform: Pulver og solvens til depotinjektionsvæske, suspension. Indikationer: Risperdal Consta er indiceret til vedligeholdelsesbehandling af skizofreni hos patienter, som er stabiliseret med orale antipsykotika. Dosering og indgivelsesmåde: For de fleste patienter er den anbefalede begyndelsesdosis 25 mg intramuskulært hver anden uge. Risperdal Consta dosis på 37,5 mg bør overvejes til patienter, som er behandlet med højere orale doser end 4 mg daglig. Tilstrækkelig antipsykotisk behandlingsdækning med oral risperidon eller det forudgående antipsykotikum bør sikres under en 3 ugers indkøringsperiode efter den første injektion med Risperdal Consta. Forhøjelse af dosis bør ikke foretages hyppigere end hver fjerde uge. Effekten af denne dosisjustering bør ikke forventes tidligere end 3 uger efter den første injektion med den højere dosis. Dosisjustering til ældre er ikke nødvendig. Risperdal Consta er ikke undersøgt til patienter med lever og nyreinsufficiens. Risperdal Consta anbefales ikke til børn under 18 år. Risperdal Consta bør indgives hver anden uge ved dyb intramuskulær gluteal injektion eller en deltoid injektion under anvendelse af den relevante af de vedlagte sikkerhedskanyler. Injektionerne bør indgives skiftevis i højre og venstre balle/arm. Kontraindikationer: Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne. Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen: Hos patienter, der ikke tidligere er behandlet med risperidon, anbefales det at fastlægge tolerabiliteten med oral risperidon, inden behandling med Risperdal Consta påbegyndes. Risperdal Consta er ikke indiceret til patienter med demens. Bør ikke anvendes sammen med furosemid og med forsigtighed til patienter med risikofaktorer for at få apopleksi. Ortostatisk hypotension kan opstå, specielt ved påbegyndelse af behandlingen og risperidon skal anvendes med forsigtighed til patienter med kendt kardiovaskulær sygdom. Hvis der opstår tegn og symptomer på tardiv dyskinesi eller malignt neuroleptikasyndrom, skal det overvejes at seponere alle antipsykotika. Relevant klinisk monitorering tilrådes af patienter med diabetes og patienter med risikofaktorer for udvikling af diabetes mellitus. Risperdal Consta skal anvendes med forsigtighed til patienter med hyperprolactinæmi og til patienter med mulige prolactin afhængige tumorer. Risperidon kan øge risikoen for arytmogene effekter (f.eks. QT forlængelse) og bør anvendes med forsigtighed til patienter med tidligere krampeanfald eller andre tilstande, som potentielt sænker krampetærsklen. Risperidon kan påvirke reguleringen af legemstemperaturen. Risperdal Consta bør indgives med forsigtighed til patienter med nedsat lever og nyrefunktion. Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion: Forsigtighed ved ordination af risperidon samtidig med lægemidler, der forlænger QT intervallet, tricykliske antidepressiva, tetracykliske antidepressiva, visse antihistaminer, andre antipsykotika, visse midler mod malaria og lægemidler, der forårsager elektrolytforstyrrelser, bradykardi eller hæmmer den hepatiske metabolisme af risperdon. Øget risiko for sedation hvis anvendt i kombination med andre centralt virkende stoffer. Risperdal Consta kan antagonisere effekten af levodopa og andre dopaminagonister. Carbamazepin reducerer plasmakoncentrationen af risperidons aktive antipsykotiske fraktion. Lignende effekt kan observeres med andre stoffer, f.eks. rifampicin, phenytoin og phenobarbital, som også inducerer leverenzymet CYP 3A4 såvel som P glykoprotein. CYP 2D6 inhibitorerne fluoxetin og paroxetin øger plasmakoncentrationen af risperidon. Verapamil øger plasmakoncentrationen af risperidon. Graviditet og amning: Bør kun anvendes på tvingende indikation under graviditet. Fordelene ved amning bør vurderes i forhold til de potentielle risici for barnet. Virkninger på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner: Patienterne bør frarådes at føre motorkøretøj eller betjene maskiner, før den individuelle følsomhed over for lægemidlet er kendt. Bivirkninger: Meget almindelige ( 1/10): Parkinsonisme, akatisi, hovedpine, infektion i de øvre luftveje, depression, søvnløshed, angst. Almindelige ( 1/100 til < 1/10): Unormalt elektrokardiogram, forhøjet blodprolactin, stigning i blodglucose, leverenzymer, transaminaser og gammaglutamyltransferase, vægtøgning, vægttab, AV blok, takykardi, anæmi, svimmelhed, sedation, somnolens, tremor, dystoni, tardiv dyskinesi, dyskinesi, sløret syn, konjunktivitis, vertigo, dyspnø, hoste, nasal kongestion, faryngolaryngeale smerter, opkastning, diaré, obstipation, kvalme, abdominalsmerter, dyspepsi, tandpine, mundtørhed, abdominalgener, gastritis, urininkontinens, udslæt, eksem, artralgi, rygsmerter, smerter i ekstremiteterne, myalgi, lungebetændelse, influenza, infektion i de nedre luftveje, bronkitis, urinvejsinfektion, øreinfektion, sinusitis, virusinfektion, hypertension, hypotension, fald, pyreksi, perifert ødem, brystsmerter, træthed, smerter, smerter på injektionsstedet, asteni, influenzalignende sygdom, amenoré, erektil dysfunktion, galaktoré, agitation, søvnforstyrrelser. Ikke almindelig ( 1/1.000 til < 1/100): QT forlængelse ved elektrokardiogram, grenblok, atrieflimren, bradykardi, sinusbradykardi, palpitationer, trombocytopeni, neutropeni, kramper, synkope, postural svimmelhed, hypoæstesi, paræstesi, letargi, hypersomni, ørepine, angioødem, pruritis, akne, alopeci, tør hud, muskelsvaghed, nakkesmerter, smerter i endeballen, muskuloskeletale smerter i brystet, forøget appetit, nedsat appetit, cystitis, gastroenteritis, infektion, lokaliseret infektion, subkutan absces, procedurerelaterede smerter, ortostatisk hypotension, unormalitetsfølelse, brystgener, induration, induration på injektionsstedet, træghed, reaktioner på injektionsstedet (i nogle tilfælde alvorlige inklusiv lokal nekrose, abscessdannelse, cellulitis, ulcus, hæmatom, cyster og knuder), hypersensitivitet, seksuel dysfunktion, gynækomasti, mani, nedsat libido, nervøsitet. Sjælden ( 1/10.000 til < 1/1.000): Søvnapnøsyndrom, intestinal obstruktion, pankreatitis, uhensigtsmæssig ADH sekretion, hypotermi, gulsot. Meget sjælden (< 1/10.000): diabetisk ketoacidose. Ikke kendt: Retinal arterieokklusion, vandintoksikation, agranulocytose, anafylaktisk reaktion, priapisme. For yderligere information se produktresumeet. Overdosering: Generelt svarer de registrerede symptomer til en forstærkning af de kendte farmakologiske virkninger af risperidon. Disse omfatter døsighed og sedation, takykardi og hypotension samt ekstrapyramidale symptomer. Ved overdosering er der rapporteret QT forlængelse og krampeanfald. Der er ingen specifik antidot til Risperdal Consta. Derfor bør nødvendig understøttende behandling påbegyndes. Tæt medicinsk observation og monitorering bør fortsætte, indtil patienten kommer sig. PAKNINGER OG PRISER: (ESP 21.oktober 2010): Risperdal Consta Depotinjektionsvæske 25 mg: kr. 1.204,40 Risperdal Consta Depotinjektionsvæske 37,5 mg: kr. 1.718,00 Risperdal Consta Depotinjektionsvæske 50 mg: kr. 2.235,85. Dagsaktuelle priser kan ses på www.medicinpriser.dk. UDLEVERING: B TILSKUD: Der gives tilskud. Produktinformationen er forkortet i forhold til Lægemiddelstyrelsens produktresumé (23. december 2009). Produktresuméet kan vederlagsfrit rekvireres fra: Janssen Cilag A/S, Hammerbakken 19, 3460 Birkerød, Tlf. 45 94 82 82, Fax: 4594 8283. www.janssen cilag.dk. Yderligere information kan fås hos JANSSEN CILAG A/S.

BIVROST Ansvarig utgivare Richard Brodd Chefredaktör Hans Bergman Redaktör Mikael Nilsson Mail till Psyche: www.psykriks.se richard.brodd@bredband.net hansbergman@telia.com mikael.nilsson@lthalland.se ISSN nr 0283-3468 Bg: 5118-1592 Formgivning/Illustration Jonas Rahm / MRD AB Utgivningsplan 2010 nr.1 v 8, nr.2 v 23, nr.3 v 36, nr.4 v.49 Prenumeration 400:-/år inkl 6% moms Utanför Sverige 450:-/år inkl 6% moms e-mail: richard.brodd@bredband.net Annonser Gällande annonsering kontakta: Richard Brodd Oskarsgatan 4, 414 63 Göteborg 031-240023 b, 031-343 82 18 a e-mail: richard.brodd@bredband.net eller Henrik Gregemark Hornsgatan 139, 117 28 Stockholm 08-658 32 41 b, 08-58 73 12 15 a e-mail: henrik.gregemark@sll.se Färdig annons ska vara oss tillhanda 4 v. innan utgivningsdatum. Annonser mått Helsida 200 x 260 mm Halvsida 200 x 130 mm 1/3 sida (stående) 200 x 85 mm 1/3 sida (liggande) 64 x 260 mm Baksida 225 x 260 (Renskuret sidformat 225 x 287 + 3mm utfall) Produktion Magnusson Rahm Design AB Karlskronavägen 7 121 52 Johanneshov Tel: 08-571 520 65 Fax: 08-571 521 03 e-mail: jonas@mrdab.se, hans@mrdab.se Omslag Foto: Grace Olsson LPS Landsgruppen av psykiatriske sykepleiere Bivrost er: medlemsblad for sykepleiere med eller uten videreutdanning innenfor fagfeltet rus og psykisk helsearbeid. Bivrost opprettet 1989. (Før 1989 ble det utgitt ett faglig hefte kalt; psykiatriske sykepleiere) Bivrost er et norrønt ord som betyr «broen» mellom det guddommelige og det menneskelige, mellom det himmelske og det jordiske. Ordet uttales: «BIFROST» Bivrostredaksjon og Redaksjon for vår hjemmeside i NSF: Ansvarlig redaktør: Bodil Bakkan Nielsen, bodb@online.no Medredaktør: Charlotte Walther, cwalth@online.no Medredaktør Webside: Elisabeth Nordmo, elisabeth.nordmo@unn.no E-post til Bivrostredaksjonen er: bodb@online.no Hjemmesiden vår: www.sykepleierforbundet.no/ psykiatrisykepleiere Innsending av artikler: Skriv artikler helst som Word-dokument. Merke bilder tydelig, gjerne med bildetekster i artikkeldokumentet. Oppgi navn på de som er på fotoet og hvor fotoet er tatt. Også navn på fotograf. Bilder må ha høy oppløsning. Instilling på digitalt kamera: Beste kvalitet. Alle artikler merkes med navn, tittel, arbeidsted eller bosted. E-post adresse bør også medfølge. Trykkeri: Østfold Trykkeri AS, Askim Opplag: 2200 Utgivelsesplan 2010: 4-2010 utgis 10. desember 2010 Frist for innsending av artikler og annonser 10. november Tema: Kriser og traumer (fristen gjelder innsending av artikler og annonser) Annonsepriser 2010: Ved annonsering kontaktes Ansvarlig redaktør Bodil Bakkan Nielsen bodb@online.no 1/1-side kr 4000 1/2-side kr 2000 Mindre kr 1000 Redaktionen Ansvarshavende redaktør Annoncer Lise Klingenberg Sygeplejerske/stud. Roskilde Universitet Psykiatrisk Center København Edel Sauntes Allé 10, 2100 København Ø. Tlf.: arbejde 3545 6201, mobil: 2721 1575 E-mail: klinge36@hotmail.com Boganmeldelser Anette Theis Teamleder Psykiatrisk Center Ballerup Ballerup Boulevard 2, 2750 Ballerup Tlf.: 3864 5191/Mobil 4085 2111 E-mail:anette.theis@regionh.dk Samarbejde med specialuddannelsen Hanne Jacobsen Lektor, cand.cur. VIA University College Sygeplejerskeuddannelsen Campus Viborg Prinsens Allé 2, 8800 Viborg Tlf.:8755 2241 E-mail:haja@viauc.dk Redaktionsmedlem Marianne Sand MSA, Udviklingssygeplejerske på Psykiatrisk Center Sct. Hans Boserupvej 2 4000 Roskilde Tlf.: 4633 4586, mobil: 2944 9592 E-mail: marianne.sand@regionh.dk Teknik Layout Produktionsskolen Datariet Trykning Trekantens Lyntryk Annoncepriser Bagside 4 farver: kr. 5.000,- A4 side: kr. 2.500,- ½ A4 side: kr. 2.000,- Tillæg for farver: kr. 2.000,- Deadline for indlæg til næste blad er den 1.februar 2011 Foreningens hjemmeside finder du på www.dsr.dk/fs11 Redaktionen ansvarar ej för insänt, ej beställt material samt förbehåller sig redigeringsrätt.

L E D A R E November 2010 * 3. udgave * 18. årgang Ordförande har ordet: Så har sommaren lämnat oss och hösten har gjort sitt intågande. Befinner mig i Stockholm för att representera Psykiatriska Riksföreningen på Svensk Sjuksköterskeförenings stämma. Det är av stort värde att vi är en sektion som tillsammans med andra sektioner gemensamt kan gå samman när det gäller viktiga frågor som berör vår framtid. En aktuell fråga handlar om framtidens specialistutbildningar. Arbetsgivarna, Sveriges Kommuner och Landsting vill ändra på nuvarande system, det finns diskussioner om att arbetsgivaren skall ta över ansvaret att det skall finnas färre specialistutbildningar. Frågan är komplex då det finns flera sektioner som vill ha en reglerad specialistutbildning men som idag inte har det och vi som är reglerade vill ha den kvar. För mig är det oerhört viktigt att det är vi i professionen som ställer upp de krav vi anser en sjuksköterska skall ha för att arbeta inom den psykiatriska vård- och omsorgen. I kompetensbeskrivningen som vi själva har tagit fram har vi lagt golvet för den kompetens vi anser vi skall ha för att kunna ha ett ansvar och bedriva den vård och omsorg som krävs. För att uppnå detta behövs en specialistutbildning. Av detta skäl samarbetar vi med andra sektioner för att lyfta frågan till Högskoleverket som skall besluta. Vi måste göra vår röst hörd! För några veckor sedan hade PRF tillsammans med övriga nordiska länder sin första kongress i Helsingfors. Drygt 300 sjuksköterskor från de nordiska länderna samt ett 60- tal från resten av världen deltog. Konferensen höll en väldigt hög nivå, jag känner mig stolt som sjuksköterska att ta del av all den kunskap som vi har inom kåren har. Nivån på forskning och presentation är imponerande. Jag hade underbara dagar med mängder av spännande samtal och möten. Om två år, den 19-23 september 2012 är det Sverige och Stockholms tur att ha en europeisk konferens. Tänk vad spännande det skall bli. Se till att boka in detta redan nu! Richard Brodd Ordförande Psykiatriska Riksföreningen Lederen av Kurt Lyngved Nordisk kongress for Psykiatriske sykepleiere er akkurat avsluttet og vi sitter igjen med alle tankene og refleksjonene rundt alt det man har opplevd gjennom noen hektiske dager både faglig og sosialt. Helsinki har vært en vakker ramme rundt et arrangement som man har all grunn til å være stolt av. Faglig mye spennende og relevant for sykepleiere som arbeider innenfor det psykiske helsefeltet i Norden og i verden forøvrig. Det er utrolig å se hvor mye sykepleiearbeid som gjøres på ulike nivå for å skape større innsikter i sammenhenger innenfor det psykiske sykepleiefeltet. Det ser ut som forskningsaktiviteten blant psykiatriske sykepleiere er høy, og vi ble i løpet av kongressdagene presentert for mange spennende forskningsarbeid som er gjort i Norden. Begrepene psychiatric nursing og mental health nursing ble brakt til torgs og synliggjører refleksjonene knyttet til fokus på sykepleie relatert til psykisk helsearbeid og hva dette dreier seg om. Det lover godt for fremtiden og for et fagfelt hvor også sykepleiere er levende engasjert i denne tverrfaglighetens tidsalder. Det nordiske samarbeidet og samholdet i ulike sammenhenger er verdifullt å ta vare på. Langvarige kulturelle tradisjoner bidrar ril å binde oss sammen og gir oss en opplevelse av å være en familie. En familie, som basert på sine tradisjoner og kultur, som alltid skal være åpne for å invitere nye inn. Den nyvalgte lederen i LPS, sammen med gamle og nye styremedlemmer, takker for seg i Helsinki og er sikker på at mange av oss ser frem til møtet med gamle og nye kollegaer i Reykjavik på Island i 2013! Bodø, 20. september 2010 Kurt Lyngved Leder NSF s Landsgruppe av Psykiatriske Sykepleiere, LPS Internationalt samarbejde Den 9. nordiske kongres for psykiatriske sygeplejersker er netop afviklet succesfuldt i Helsinki. Kongressen repræsenterede på flere punkter et skift i den måde vi plejer at afvikle nordiske kongresser. Der er grund til at glæde sig over det faglige niveau, rigtig mange sygeplejersker i Norden forsker, udvikler og publicerer. Vi danske er dog ikke nær så godt repræsenteret som de øvrige nordiske lande, hvor traditionen for forskning i sygeplejen er stærkere. Læren må derfor være at vi i Danmark skal have mere fokus på at understøtte udvikling og forskning i sygeplejen. Kongressen blev for første gang afviklet på engelsk hvilket betød at den fik et langt mere internationalt præg. Den nordiske og europæiske kongres Horatio kan derfor meget let komme til at ligne hinanden. I en tid med knappe ressourcer kan det derfor være nødvendigt at prioritere, og den nordiske kongres bør fremover have en klar nordisk profil. Claus Hansen Bestyrelsesmedlem

8

November 2010 PSSN * 3. udgave * 18. årgang Konferensen Helsingfors 2010 Redaktörer detta nummer Lise Klingenberg För 15 år sedan ägde den första nordiska psykiatrisjuksköterskekonferensen rum i Ålborg i Danmark, sedan dess har Reykjavik, Stockholm, Torshavn, Trondheim och Köpenhamn stått för arrangörsskapet. Av: Mikael Nilsson Konferenserna äger rum vart tredje år och denna gång var det Finlands tur att inbjuda oss till Helsingfors för att delta i 2010 års konferens som samlade omkring 400 delegater, glädjande nog, fördelade på hela 20 olika nationaliteter. Många från det egna landet förstås, men ändå var finnarna själva i minoritet vilket tyder på en stor geografisk spridning på delegaterna. Dock saknade vi besökare från de baltiska staterna, Estlands huvudstad ligger ju bara ett fåtal timmar bort. Finland har kommit med relativt nyligen i vårt nordiska samarbete, PSSN. Tidigare har förläsningarna hållits på skandinaviska och en och annan förläsning på engelska. I och med att alla skall kunna förstå allt så byttes denna gång konferensspråket till engelska, vilket även innebär att våra gäster från icke nordiska länder har större behållning av innehållet. Arrangörskapet sköttes på ett mycket proffsigt sätt av våra finska värdar. Kvaliteten på föreläsningarna och posterutställningarna var oftast hög och de sociala arrangemang som vi erbjöds att delta i, var både trevliga och hade en god och varm atmosfär. Bredden på föreläsningarna var tillfredsställande, dock var kvalitén på engelskan ibland på en nivå på gränsen till godtagbar men totalbetyget på arrangörsskapet och konferensen blir väl godkänt. Förra året vid den här tiden på året kom den första gemensamma nordiska psykiatritidskrift ut genom att Bivrost från Norge och Psyche från Sverige gjorde ett nummer tillsammans, på ett hörn var Danmark också med. I år träffades redaktörer från dessa tre nämnda länder och gjorde upplägget för detta nummer som ni nu har i handen. Artiklarna är publicerade på originalspråk och vi har i huvudsak material från Helsingforskonferensen i denna tidning. Hoppas ni finner stor behållning i denna den andra gemensamma Nordiska tidskrift för psykiatrisjuksköterskor. Vi har för avsikt att återkomma nästa år med ytterligare ett gemensamt nummer. Redaktionen för denna tidning har bestått utav, Bodil Bakkan Nielsen från Norge, Lise Klingenberg från Danmark och Mikael Nilsson från Sverige. Mikael Nilsson Bodil Bakkan Nielsen

Nordisk Konference 2010: Kan sygeplejeforskning bruges til at højne kvaliteten i klinisk praksis? Af: Bente Pedersen Næstformand i Fagligt selskab for Psykiatriske Sygeplejersker MHH, Ledende sygeplejerske i Lokalpsykiatrisk Center i Silkeborg, Danmark. Iåbningstalen viste formanden for konferencens forskningskomité, Páll Biering, hvorledes mængden af sygeplejeforskning er væsentlig øget indenfor de sidste 10 år! Men spørgsmålet er, om sygeplejersker i klinisk praksis er parate til at bruge resultater fra sygeplejeforskning, når kvaliteten i den kliniske sygepleje udvikles og styrkes eller om sygeplejersker forsat er optaget af, at argumentere for at sygeplejeforskere ikke kender nok til den kliniske praksis hvert enkelt sted, så resultaterne fra forskning derfor ikke kan bruges i praksis????? Páll Biering, PhD, Professor fra Island understregede i sin velkomsttale, at sygeplejersker tidligere forskede meget i eget virksomhedsfelt, men at sygeplejeforskningen bevæger sig i retning af, at forske mere i hvilke interventioner patienterne oplever virker. Páll understregede, at der er behov for flere studier, hvor sygeplejersker systematisk undersøger, hvilken sygepleje patienterne oplever hjælper og styrker dem, og hvor patientens subjektive oplevelse af sygdommen systematisk inddrages i forskningen. Konferencen bød på et meget bredt udsnit af forskellige sider af den psykiatriske sygeplejeforskning! Der blev præsenteret kvantitativ forskning omkring emner som psykoedukation, magtanvendelse og misbrug, hvor effekten af den givne intervention systematisk var undersøgt. Og der blev præsenteret kvalitativ forskning, hvor fokus på patientens egen oplevelse af sygdom, og hvad der skal til for at hjælpe, var systematisk undersøgt! I pauserne mellem Key-notespeakere, Workshops og Parallelsessioner blev ivrigt diskuteret omkring de forskellige indlæg Hvad er det for en form for sygeplejeforskning, som kan bruges i klinisk praksis?, Hvilken form for forskning er nødvendigt for at undersøge patienternes perspektiv? - og hvilken form for forskning er der brug for, når kvalitetsstandarder i sundhedsvæsenet skal udvikles? Kvantitativ eller kvalitativ forskning Men sygeplejeforskning er ikke et spørgsmål om enten kvantitativ eller kvalitativ forskning! Der er både forventninger fra politisk side og forventninger fra patienter og pårørende til, at sundhedsvæsenet kan rumme begge sider! Det forventes, at faglig viden i sundhedsvæsenet bygger på evidensbaseret kvantitativ forskning, og at medarbejdere i sundhedsvæsenet samtidig er i stand til at tilrettelægge et individuelt behandlingsforløb ud fra den enkelte patients sygdomshistorie baseret på viden fra humanistisk kvalitativ forskning, hvor mødet mellem behandler og patient er systematisk undersøgt! Sygeplejersker uddannes til både at kunne anvende naturvidenskabelig og humanistisk forskning. Både fra samfundet generelt og fra den enkelte patient forventes, at sygeplejersker kontinuerligt kvalitetsudvikler det sygeplejefaglige håndværk, men også at vi kan møde det enkelte menneske med nærvær og respekt og inddrage personens egen oplevelse af, hvad der er godt for ham/hende! Forskning og klinisk praksis Men hvordan skabes sammenhæng mellem sygeplejeforskning og klinisk praksis? Ligesom det ikke handler om enten kvantitativ eller kvalitativ forskning, så 10

November 2010 * 3. udgave * 18. årgang handler det for sygeplejersker heller ikke om enten forskning eller klinisk praksis, men netop om sammenhængen mellem disse! Det handler både om hvordan klinisk praksis kan inspirere til forskning og udvikling af den kliniske sygepleje, og det handler om hvordan sygeplejeforskning kan inspirere praksis til både at udvikle kliniske retningsliner og det relationelle møde med det enkelte menneske! For sygeplejersker beskæftiget i klinisk praksis handler det om at forstå, at sygeplejeforskning aldrig kan rumme hele sygeplejens praksisfelt, men at forskning tilbyder et særligt fokus på en lille flig af det samlede praksisfelt en forstørrelse af et enkelt problemfelt! Sygeplejersker i klinisk praksis behøver et solidt sygeplejefagligt grundlag for ikke at føle sig truet af sygeplejeforskning, men kunne anvende de forskningsresultater, som er relevante netop for egen praksis! For sygeplejersker beskæftiget med sygeplejeforskning er det nødvendigt at inddrage viden og erfaringer fra sygeplejersker i praksis i deres forskning. Sygeplejeforskere har ansvar for at gøre forskning relevant for praksis, således at både sygeplejersker og patienter oplever, at ny viden kan bidrage til at højne kvaliteten i indholdet af den psykiatriske sygepleje samt måden hvorpå sygeplejersken møder det enkelte menenske. Møde med psykiatriske sygeplejersker på Nordisk Kongres Et bredt syn på psykiatrisk sygepleje De mange bidrag på Nordisk Konference bidrog samlet til et bredt syn på psykiatrisk sygepleje! Det individuelle perspektiv på sundhed og sygdom blev præsenteret via forskning omkring den enkelte patient hvordan det enkelte menneske lærer at håndtere sin sygdom, og hvilken form for behandling den enkelte patient oplever hjælper bedst. Det relationelle perspektiv på sundhed og sygdom, hvor sygdom ses i sammenhæng med de relationer det enkelte menneske har tilknytning til, blev bl.a. præsenteret gennem oplæg om Åbne samtaler, Familieterapi og Stemmehøring. Konferencen formåede at rumme mange aspekter i den psykiatriske sygepleje, og afslutningsvis blev drøftet forskelle og sammenhænge mellem Psykiatric Nursing og Mental Health Nursing, men også her blev åbnet mulighed for, at sygeplejersker ikke behøver tænke enten eller, men kan tænke både og!!! Eftertanker fra konferencen peger på, at det i fremtidens psykiatriske sygepleje bliver vigtigt at brede evidensbegrebet ud, så evidens ikke blot afspejler et naturvidenskabeligt perspektiv, men at evidens også indeholder den brugeroplevede effekt og kvalitet, og i fremtidens sygeplejeforskning må fokus i højere grad rettes imod, hvordan kvalitet udvikles, frem for kun at undersøge sygeplejen bagudrettet. Når et sådant udviklingsperspektiv i praksisforskning skal styrkes, må sygeplejersker anvende forskningsmetoder, som inddrager både kliniske sygeplejersker og patienter som med medaktører i forskningen og udviklingen af praksis! Forskning giver først mening når det kommer kliniske sygeplejersker og patienter til gode!!! Ingemar Wänebring SSK med spec. psykiatri Ryhovs sjukhus Jönköping Hvilke forventninger har du haft til konferencen her i Helsinki? Förväntningarna var stora efter att ha tagit del av programmet. Det uppfylldes också av intressanta och givande föreläsningar och workshop. Hvad betyder sprogforskellene for dig? Enligt uppgift fanns det deltagare från 22 nationer. Sen förstår jag inte Finska. Det innebär att Engelska måste bli det genomgående språket på Nordiska konferensen. Har du fået ny viden om recovery? Fått med mig nya tankar och ny kunskap hem. Bl.a. the swedish belt andra länder föredrar isolering. Case management arb. Holistiskt med patienten. CM är spindeln i nätet. Var även med till Tallin dag 4. Där fick vi ett föredrag av estniska psyk.ssk. som var mycket intressant. Bl.a. om psykiatrin och utbildningen. 11

Bevarandet av ordning Av Per Enarsson Per Enarsson som är leg. sjuksköterska, doktorand och arbetar som Handikappomsorgschef i Katrineholm höll en intressant föreläsning i Helsingfors under rubriken The preservation of order: the use of common approach among staff toward clients in long-term psychiatric care. Han har här skrivit en sammanfattning på svenska. Säger man gemensamt förhållningssätt inom psykiatrisk omvårdnad kan de flesta vårdpersonal relatera till detta men vad är det egentligen och vem är det till för? Då jag som outbildad mentalskötare började arbeta med psykiatrisk omvårdnad på det tidiga 80-talet var ett av de första budskapen från kollegor vikten av att ge patienten samma budskap. Det var viktigt att göra lika i mötet med patienten. Patienten kunde annars bli förvirrad och otrygg. Det som inte sades direkt men som också lyftes fram var att annars kunde patienten spela ut vårdarna mot varandra Det var åtminstone de förklaringar jag uppfattade. Senare i rollen som psykiatrisjuksköterska och chef överförde jag tämligen okritiskt detta förhållningssätt till nya vårdare: Det är viktig att vi i personalgruppen gör lika i mötet med patienten för hans/hennes bästa! Men hur var det egentligen, för vem finns ett personalgemensamt förhållningssätt? Som doktorand har jag haft anledning att ifrågasätta mina tidigare ställningstaganden. Tidigt anade jag att forskningsämnet kunde uppfattas som kontroversiellt och kanske komma att utmana idealbilden av den goda vårdaren varvid det gällde att hitta ett universitet och handledare som var beredda att ta sig an detta ämne. Det blev institutionen för omvårdnad vid Umeå universitet och professorerna Per-Olof Sandman och Ove Hellzén som tog sig an handledningen. Denna populärvetenskapliga artikel bygger på ett sammandrag av två publicerade studier om personalgemensamt förhållningssätt (Enarsson, Sandman, Hellzén, 2007, 2008,). En tredje studie är inskickad till tidskrift och bearbetning av en fjärde studie pågår. En patient inlagd på psykiatrisk vårdavdelning söker hela tiden vårdarnas uppmärksamhet och lämnar dem inte ifred. Vårdarna beslutar då gemensamt om hur de ska hantera patienten genom att inte uppmuntra nära kontakter och strikt schemalägga patientens aktiviteter vårdarna har fattat ett gemensamt förhållningssätt. 12

November 2010 * 3. udgave * 18. årgang Sociala processer kan ses som relationer mellan människor i samhället. Goffman (1991) beskriver det som något som sker mellan människor i en komplicerad ritual med syfte att erhålla kontroll via kommunikation. För att försöka förstå vilka sociala processer som leder till att psykiatrisk vårdpersonal känner behov att tillgripa ett gemensamt förhållningssätt (eng. common staff approach) gentemot en patient gjordes den första studien. Trots att förhållningssätt diskuteras mycket inom psykiatrisk omvårdnad har ingen tidigare studie hittats som explicit belyste detta fenomen. Däremot finns många studier som berörde interaktionen mellan sjuksköterskor och patienter rörande sjuksköterskors attityder gentemot patienter som inte upplevdes samarbeta. Hellzén, Norberg & Sandman (1999) hade tidigare visat att bland vårdare som möter patienter med schizofreni kunde två olika attityder urskiljas de som har en relationsorienterad och en mera långsiktig syn på sitt arbete med patienten och de som var mera uppgiftsorienterade, fokuserande på praktiska saker i vårdarbetet. Patienterna själva föredrog den första gruppen de som var relationsorienterade (jfr. Peilert, Asplund & Norberg, 1995). Vi i forskargruppen ville nu öka vår förståelse av vilka situationer som vårdpersonal inom psykiatrisk omvårdnad uppfattade som svåra och hantera inom existerande rutiner. Vi ville även öka vår förståelse för vilka situationer som ledde till ett behov hos vårdpersonalen att formulera och använda ett gemensamt förhållningssätt gentemot en patient. Syftet för den första studien var därför att förstå och beskriva vilka sociala processer inom psykiatrisk långtidsvård som leder till ett behov bland vårdarna att formulera ett personalgemensamt förhållningssätt och handla i enlighet med detta förhållningssätt? Då mycket psykiatrisk omvårdnad ges av kommunerna efter den senaste svenska psykiatrieformen valdes två kommunala Tidigt anade jag att forskningsämnet kunde uppfattas som kontroversiellt och kanske komma att utmana idealbilden av den goda vårdaren gruppbostäder ut där alla som bodde och arbetade tillfrågades om deltagande. Totalt ingick tjugofem vårdare och sexton brukare i första studien. Flertalet av vårdarna var mentalskötare, en psykiatrisjuksköterska deltog också. Brukarna led alla av svår psykisk ohälsa och hade diagnoser som schizofreni och psykos. Under nio månader gjordes icke deltagande observationer med fördjupande intervjuer. Studien analyserades med grounded thory, en metod som ger möjlighet att avtäcka sociala processer och förstå något om relationer mellan människor. Då observationer görs under lång tid kommer forskaren ofta närmare personernas grundhållning. Personalen var i början mera reserverad än brukarna över att ha en utomstående på plats men efter en tid märktes ingen skillnad. Eftersom det under datainsamlingens gång blev uppenbart att de boende hade svårt att berätta om sina erfarenheter relaterade till personalgemensamt förhållningssätt intervjuades även fyra personer från Riksförbundet för social och mental hälsa om sina erfarenheter av personalgemensamt förhållningssätt då de vårdats inom psykiatrisk slutenvård. I den andra studien ville vi öka vår förståelse för hur psykiatrisk omvårdnadspersonal upplever situationer där ett personalgemensamt förhållningssätt används mot en specifik patient. Syftet var därför att belysa meningar med att använda ett gemensamt förhållningssätt gentemot patienter i psykiatrisk slutenvård så som det berättas av vårdare. Tolv intervjuer genomfördes med sjuksköterskor och skötare vid en psykiatrisk klinik En narrativ/berättande teknik användes. Första frågan var berätta om en situation som du upplevt där ni haft ett personalgemensamt förhållningssätt? Studien analyserades med en fenomenologisk hermeneutisk metod för att ta fasta på individens upplever som sedan tolkades. I studie tre, vilken ännu ej publicerats, har nio patienter intervjuats om sina upplevelser av att vårdas med ett personalgemensamt förhållningssätt. Denna studie berörs bara ytligt här. Resultat observationsstudien Huvudtema är Att bevara den inre ordningen. Den inre ordningen på institutionen definieras av vårdarna och visar sig till exempel genom att patienterna inte fick ha ytterkläder på sig inne eller gå in i vissa rum. Flera av dessa normer är osynliga i vardagen och exponeras bara i personalens rutiner. Då ett personalgemensamt förhållningssätt börjar användas sker det i följande steg A-D: A.) Händelser som stör den inre ordningen. En händelse som uppstår hotar att störa den inre ordningen på avdelningen. En patient kanske gör något som vårdarna uppfattade som farligt antingen för patienten eller ävriga. Flera sådana händelser iakttogs 13

som att i exemplet ovan att hela tiden söka kontakt med personalen. En vårdare sa till exempel att patienterna kunde vara mycket besvärliga med sin nyfikenhet och att vara professionell var att berätta så lite som möjligt om sig själv. B.) Därefter vidtar Förhandling mellan vårdare hur man ska agera. Om en vårdare vill få gehör för sin linje så kan hon söka stöd och allians med kollegor. Vårdarna sökte hela tiden allianser med olika kollegor i syfte att få igenom sin linje i personalgruppen. Patienterna fick inte delta i denna överläggning och hade oftast ingen kunskap om att de var föremål för diskussioner. En vårdare sa Om en personal säger att det är på ett sätt, så måste du alltid hålla med honom/ henne inför patienten - Du kan säga vad du tycker efteråt. C.) Val av personalgemensamt förhållningssätt gentemot patienten. Vårdarna väljer förhållningssätt som oftast förfaller vara hierarkiskt med vårdarnas vilja överordnad patientens även om det lades fram som att det skulle öka stabilitet och säkerhet för alla involverade. Ofta var förhållningssättet av repressiv natur där patienten ålades att följa vissa regler och hur vårdarna skulle hantera om patienten bröt mot dessa regler. Exempelvis berättade patienter att de kunde bli klippta mot sin vilja i boendet om de inte följde vårdarnas beslut om hur de skulle klä sig och ha passande frisyr. D. Valt gemensamt förhållningssätt börjar tillämpas. Då vårdarna börjar använda förhållningssättet mot en patient och det anses lyckat kan det leda till att en ny rutin etableras det blir en strategi för att handskas med liknande situationer i framtiden. Om det gemensamma förhållningssättet misslyckas, vilket ofta skedde - vårdarna pratade då om att det rann ut i sanden eller att kollegorna inte upprätthöll beslutet, så börjar processen om från början Att ha ett personalgemensamt förhållningssätt är att kunna gömma sig i kollektivet av vårdare, att inte bli utpekad av patienten. då en ny situation inträffar som stör inte ska kunna pekas ut. Vårdarna talade då mycket i metaforer om att vara ordningen på avdelningen. svart eller vitt samt ond eller god. Att Resultat intervjustudien av patienten upplevas som ond beskrevs Med temat Kasta ljus över vårdarnas gemensamma relationer visas hur vårdarna som god var också besvärande då man då som plågsamt av vårdarna, att upplevas försökte använda en verbaliserad strategi kunde bli idealiserad av patienten. för att uppnå enighet och säkerhet kollegor emellan då ett personalgemensamt tens lidande speglar att då ett personal Temat Att bli känsliggjord för patien- förhållningssätt används. Vårdarna använde metaforer som att vara eniga som vårdaren mer uppmärksam på patientens gemensamt förhållningssätt används blir personalgrupp och att vara stenhårda i situation och det lidande som förhållningssättet orsakar patienten. Vårdarna kunde detta i kontakten med patienten. En annan aspekt av att vårda med ett tala om att det inte var värdig vård och att gemensamt förhållningssätt är Att bli de gjorde saker mot sin övertygelse under övergiven av sina kollegor. Detta skedde inflytande av kollegor. då enighet bland personalen blev till oenighet då vårdarna inte lyckades upprätthålla förhållningssättet gentemot patienten. Filosofen och postmodernisten Zygmunt Forskningens slutsatser Vårdarna upplevde att kollegorna svek det Bauman skriver att människan strävar uppgjorda förhållningssättet, de beskrev efter ordning. Uppstår oordning vill personen återta kontrollen, exempelvis flytta då hur de började anklaga varandra för misslyckandet. tillbaka en vas som hamnat snett (Bauman Att bli medveten om sin och andras 1995). Behovet att göra sin tillvaro begriplig och ha ordning utgör tolkningsgrund i värdegrunder visar sig i att vårdaren blir varse att kollegorna resonerar utifrån denna studie. Med ett personalgemensamt annan värdegrund än den egna. Vårdaren förhållningssätt vill personalen återställa kunde känna sig tvingad att inta en hållning som inte stämde med egna värde- skapa trygghet och förutsägbarhet. I detta ordningen som de uppfattar den i syfte att ringar. Vårdarna använde då metaforer fall innebär ordning en social ordning där som att bli överkörda av kollegor som vårdare och patienter inordnas i ett hierarkiskt system med vårdare är överordnade var från en annan värld. Att bli bedömd som ond eller god. patienter. Här finns risk för ett mekaniskt Den enskilde vårdare som håller fast vid tänkande där vårdarna möter patienten ett impopulärt förhållningssätt riskerar med fastlagda rutiner. Man kan fråga sig att bli sedd som en ond vårdare av patienten, och ibland även av kollegor trots trygghet och förutsägbarhet med patients om vårdarna förväxlar sina egna behov av att införandet av ett gemensamt förhållningssätt syftar till att möta patienten patienten bryter mot ordningen så blir de behov? Andra studier har visat att om som ett kollektiv där en enskild vårdare kompromisslöst schemalagda av vårdarna 14

November 2010 * 3. udgave * 18. årgang i syfte att kontrollera deras handlingar (Hellzén, 2000). Traditionell psykiatrisk vårdkultur präglas av hierarkiska uppgiftsorienterade möte mellan vårdare och patient/brukare i stället för relationsrelaterade skapande en maktobalans (cf. Foucault, 1983; 1987) och flera studier visar att det fortfarande finns spår av det som Goffman (1991) kallade total institutioner, karaktäriserade av hierarkisk struktur med personal överordnad i fasta rutiner och regler, inkluderande ett straff- belöningssystem där patienterna känner sig i underläge. Att patienterna ofta har ett svagt socialt nätverk gör det troligen svårare för dem att avgöra vad som var en etablerad behandlingsmetod och vad som var ett förhållningssätt som grundade sig i vårdarnas ställningstaganden? Det blir svårt för patienterna att avgöra vad som är ett acceptabelt förhållningssätt gentemot dem, något som styrks av data från den opublicerade tredje studien. Intervjuerna med vårdarna visar att det var ett svårt val för dem skulle de fokusera på patientens lidande och relationen med denne eller skulle de fokusera på den ömsesidiga relationen i personalgruppen med trygghet och förutsägbarhet? Detta förhållande kan sägas skapar en tragedi för vårdarna (Berdjajev, 1994) då det verkar vara omöjligt att välja både patient och kollegor. Att ha ett personalgemensamt förhållningssätt är att kunna gömma sig i kollektivet av vårdare, att inte bli utpekad av patienten. De vårdare som höll fast vid det gemensamma förhållningssättet kunde då uppleva sig svikna av kollegor som inte gjorde det. Samtidigt bidrog hållningen med det gemensamma förhållningssättet till att objektifiera patienten, vilken blev förvandlad till en främling, av en annan sort än vi andra, vårdarna. Flera tidigare studier visar att många vårdare har stereotypa bilder av vad det innebär att ha psykisk ohälsa (Lilja et al., 2004; m.fl). Vårdarna som inte trodde på det gemensamma förhållningssättet hamnade i konflikt både med sig själva och med kollegor skulle de följa sitt samvete eller kollektivet? Makt existerar bara då den används. Därför är maktutövning svår att upptäcka för den som maktutövningen inte är riktad mot (Foucault 1983). Vi har alla i livet upplevt situationer där vi varit utsatta för makt och de känslor av obehag det frammanar. Då vårdarna som håller fast vid det gemensamma förhållningssättet själva inte är föremål för maktutövningen, det är i stället de som utövar makten, förefaller vårdarna ha svårt att se vad patienten utsätts för då ett personalgemensamt förhållningssätt används. Konklusion När vårdarna använder ett personalgemensamt förhållningssätt i psykiatrisk omvårdnad leder det till en ojämn maktdelning mellan vårdare och patient, ofta med lidande för bägge. Ett personalgemensamt förhållningssätt är, trots att det troligen tillämpas i all psykiatrisk slutenvård, inte en genomtänkt vårdstrategi i stället är det ett sätt att kontrollera en patient då vårdarna känner sig utlämnade och pressade av patientens handlande. Referenser/Läsa mer Bauman, Z. (1995). Life in Fragments. Essays in Postmodern Morality. Manchester, UK: Polity Press. Berdyayev, N. (1994) Vägar till sjävkännedom (Translation from Russian. Original title: Samopoznanie)) Skellefteå: Artos bokförlag. Enarsson, P. Sandman PO, Hellzen, O. (2007) The preservation of Order: The use of Common Approach Among Staff Toward Clients in Long-Term Psychiatric Care. Qualitative Health Research, 7, 718-729. Enarsson, P. Sandman PO, Hellzen, O. (2008) Being good or evil : Applying a Common Staff Approach When Caring for Patients with Psychiatric Disease. International journal of qualitative studies on health and wellbeing- QHW 3, 4, 1748-2623. Foucault M. (1983) Madness and Civilization (French original 1961). London, UK: Routledge. Foucault, M. (1987). Discipline and Punish (French original 1975). Harmondsworth, Middlesex, UK: Penguin Books. Goffman, E. (1991) Asylum: Essays on the Social Situation of Mental Patients and Other Inmates. London, UK: Penguin Books. Hellzén, O. (2000). The Meaning of Being a Carer for People with Mental Illness and Provoking Actions: Carers Exposure in Problematic Care Situations. Umeå University, Umeå, Sweden: Medical Dissertations. Hellzén, O., Asplund, K., Sandman, P. O. and Norberg, A. (1999). The unwillingness to be violated: carers experiences of caring for a person acting in a disturbing manner. An interview study. Journal of Clinical Nursing, 8, 653 662. Lilja, L., Ördell, M., Dahl, A., & Hellzén, O. (2004) Judging the Other: Psychiatric nurses attitudes towards identified in-patients as measured by semantic differential technique, Journal of Psychiatric and Mental Health Nursing, 11(5), 546-553. Peilert, A., Asplund K. and Norberg, A. (1995). Stories about living in a hospital ward as narrated by schizophrenic patients. Journal of Psychiatric and Mental Health Nursing, 2, 269-277. Makt existerar bara då den används. Därför är maktutövning svår att upptäcka för den som maktutövningen inte är riktad mot. För vidare kontakt: Per.Enarsson@katrineholm.se (Foucault 1983) 15

Jeg er ikke en ting, Brukererfaringer knyttet til anvendelse av tvang i psykisk helsevern. Av Psykiatrisk sykepleier Unn Hammervold, Stavanger Denne artikkelen utledet av min masteroppgave med tema Brukererfaringer knyttet til anvendelse av tvang i psykisk helsevern. (2009) Min interesse for bruken av tvang i psykisk helsevern ble gradvis vekket gjennom arbeid som sykepleier i psykiatrisk avdeling i mange år. Jeg husker mange episoder der tvang ble benyttet, noen ganger verdig og profesjonelt utført, andre ganger håndtert på måter som gjorde at jeg etterpå kjente ubehag og skam. Vi hadde etablert rutine med debrifing av ansatte som etter slike episoder, men vi hadde sjelden eller aldri gjennomgang av episoden i etterkant sammen med involvert pasient og personalet sammen. Dermed fikk vi kun et fragmentert bilde av hva som hadde ført til bruk av tvangsmidler og hvordan pasienten hadde opplevd situasjonen. Vi vektla heller i liten grad evaluering av hvordan forsøk på frivillige løsninger hadde vært forsøkt. Vi registrerte at medpasienter ble engstelige og urolige etter at de hadde vært vitner til tvangsepisoder, men vi tok sjelden initiativ til samtaler med medpasientene i etterkant. Gjennom mitt arbeid i NSF s Landsgruppe av psykiatriske sykepleiere har jeg etter hvert både hørt innlegg av brukere som har opplevd tvang, samt snakket med flere av disse. En setning har gått igjen hos mange brukere som har opplevd tvang; Det var måten de gjorde det på. Dette har medført en nyskjerrighet knyttet til Brukernes erfaringskunnskap er tradisjonelt lite vektlagt innenfor kunnskapsfeltet psykisk helse som i stor grad har vært dominert av det biomedisinske kunnskapsgrunnlaget. Skorpen, Anderssen, Bjelland og Øye (2008) konkluderer i sin litteraturgjennomgang om brukerperspektiv i norsk forskning med at de fant overraskende lite psykiatrisk forskning i Norge som involverte innlagte pasienters erfaringer i psykiatriske sykehus. De sier videre at det i Norge er publisert lite forskning på om hvordan pasientene selv opplever tvangsbruk og hvordan de vurderer situasjonene som førte til at personalet valgte å benytte tvangsmidler. Jeg valgte i studien å løfte fram brukernes stemmer, da jeg mener at deres beskrivelse og deres språk vil kunne bidra til at andre dimensjoner løftes fram enn det fagfolk sine beskrivelser og vurderinger vil kunne gjøre. Økt kunnskap om brukernes erfaringer kan bidra til, og kanskje være en forutsetning for holdningsendringer og økt evne og vilje hos helsepersonell til å finne alternative løsninger til tvang. Anvendelse av tvangsmidler er definert i Psykisk helsevernloven 4-8: Tvangsmidler skal bare brukes overfor pasienten når dette er uomgjengelig nødvendig for å hindre ham i å skade seg selv eller andre, eller for å avverge betydelig skade på bygninger, klær, inventar eller andre ting. Tvangsmidler skal bare brukes når lempeligere midler har vist seg å være åpenbart forgjeves eller utilstrekkelige. 16

November 2010 * 3. udgave * 18. årgang jeg er et menneske Som tvangsmiddel kan anvendes: a) mekaniske tvangsmidler som hindrer pasientens bevegelsesfrihet, herunder belter og remmer samt skadeforebyggende spesialklær b) kortvarig anbringelse bak låst eller stengt dør uten personale til stede. c) enkeltstående bruk av korttidsvirkende legemidler i beroligende eller bedøvende hensikt. d) kortvarig fastholding. Mine forskningsspørsmål var: psykiske lidelser anvendelse av tvangsmidler i psykisk helsevern? ligheter til å påvirke situasjonen som førte til bruk av tvangsmidler? peligere midler har vist seg å være åpenbart forgjeves eller utilstrekkelige før tvang ble iverksatt? vært håndtert på en annen måte og i så fall hvordan? For å få fatt i brukernes stemmer og deres beskrivelser av opplevelser knyttet til tvang, valgte jeg kvalitativt forskningsintervju og videre en hermeneutisk forankring til intervju, analyse og fortolkning. Den hermeneutiske metode er ifølge filosofen Gadamer (2004) den eneste adekvate metode i humanistiske disipliner hvor empiriske og naturvitenskapelige metoder er uegnet. En grunnleggende forutsetning for hermeneutisk analyse er at man gjør grundig rede for sin forforståelse. I min forforståelse lå det en antakelse om at makt var et sentralt begrep. Jeg valgte derfor å ta utgangspunkt i den franske filosofen Michael Foucault som har problematisert forholdet mellom kunnskap og makt. Allerede i første intervju så jeg at sentrale tema var en opplevelse av objektivisering hos brukeren og en lengsel etter omsorg. På denne bakgrunn inkluderte jeg også Hans Skjervheim og Kari Martinsen i teorigrunnlaget. Jeg fant informanter gjennom Mental Helse og fikk da kontakt med 5 personer, 4 kvinner og 1 mann. Det var to hovedtema eller begrep som pekte seg ut ved analyse og fortolkning av intervjuene. Brukerne sine erfaringer var preget av fortellinger om systemets makt og individets nakenhet. Undertema av makt var objektivisering og oppdragelse. Undertema av individets nakenhet var avmakt, ensomhet, redsel og retraumatisering. Informantene hadde i liten grad erfart at de hadde muligheter til å påvirke situasjonen der tvang ble iverksatt eller at alle lempeligere tiltak var prøvd i forkant. Når det gjaldt synspunkt på hvordan de mente situasjonen kunne vært håndtert på en annen måte, var dette mer knyttet opp til den totale opplevelsen av oppholdet enn de konkrete situasjoner der tvangsmidler ble brukt. Dette samsvarer med Sintef Helse (2007) sine funn i prosjektet Brukerorienterte alternativ til tvang. Alle informantene pekte på behovet for å evaluere situasjonen i etterkant, noe de i liten grad hadde vært med på. Som Anne sa: Hvis du hadde fått vært med etterpå, hvis folk måtte redegjort for å trykke på alarmen, da tror jeg tvangstallene hadde gått ned. Jeg velger å utdype tema objektivisering videre i artikkelen da jeg mener dette blir et sentralt i utøvelsen av psykiatrisk sykepleie. Det ble tidlig i intervjuprosessen tydelig at tingliggjøring eller objektivisering var et av fenomenene som synliggjorde aspekter ved tvang. Anne fortalte: En gang ble jeg kalt en ting. Vi må få vekk, eller: vi kan ikke gå å bære på den tingen her. Gå og finn er rullestol. Intervjuer: Så du hørte det at noen kalte deg for en ting? Ja, og så ble jeg så sint. Jeg skreik at; jeg er ikke en ting, jeg er et menneske, da ble det bare enda verre. Begrepet objektivisering er beskrevet hos Skjervheim i Deltakar og tilskodar (1976) der han beskriver to ulike måter å forholde seg til medmennesker på, nemlig som et objekt eller som et subjekt. Et nærliggende eksempelet på objektivisering er å forholde meg til et menneske med en psykisk lidelse som en diagnose, og ikke en person. Hans Skjervheim (1926 1999) var en norsk filosof som var særlig opptatt av forholdet mellom naturvitenskapene og humanvitenskapene. Han var kritisk til den rådende positivistiske filosofien da han mente at det var en prinsipiell forskjell mellom naturfenomen og sosiale fenomen. En grunntanke hos Skjervheim er at praktiske problem aldri fullt ut kan løses ved hjelp av teoretisk vitenskap som kan dekke praksisfeltet ved hjelp av tekniske eller instrumentelle løsninger. Hans Skjervheim uttrykker i essayet Det instrumentalistiske mistaket (Skjervheim, 1976) en kritikk av det han kalte objektivisering. Mistaket er å forveksle En gang ble jeg kalt en ting. Vi må få vekk, eller: vi kan ikke gå å bære på den tingen her. Gå og finn er rullestol. 17

Jeg er veldig opptatt av musikk, da. jeg satt på rommet og dunket hodet i veggen, ganske mye. Det sto i min pleieplan at jeg fikk lov til å dunke hodet 10 ganger i veggen. Og så var det beltelegging. praktiske og pragmatiske handlinger. Pragmatiske handlinger er mål-middel handlinger der fysiske lover kan gi svar på hvilke handlinger vi skal velge. Praktiske handlinger er handlinger i forhold til andre mennesker, altså andre subjekt som har sin egen historie, egen bevissthet og egne opplevelser. Her er det etikk, og ikke de fysiske lover som bestemmer våre handlinger. Forståelse av den andre blir da det vesentlige. Eksempel på å møte en pasient med en pragmatisk handling vil være en samtale der mitt motiv er å få fatt i informasjon om hans symptomer for å kunne kategorisere disse symptomene for i neste omgang å stile en diagnose. Dette kaller Skjervheim å objektivisere den andre. Dersom vi objektiviserer den andre, er det ikkje så lett på same tid å ta han og det han seier alvorleg (Skjervheim, 1976, s. 74). En praktisk handling vil derimot være å møte pasienten med det formål å ha en samtale der pasienten kan få beskrive sin historie, sin opplevelse av virkeligheten og sin mening om hva som vil være god hjelp i den aktuelle situasjon. Anne illustrerer forskjellen mellom en pragmatisk handling og en praktisk handling på følgende måte: Jeg er veldig opptatt av musikk, da. jeg satt på rommet og dunket hodet i veggen, ganske mye. Det sto i min pleieplan at jeg fikk lov til å dunke hodet 10 ganger i veggen. Og så var det beltelegging. Og så var det noen av ekstravaktene som kom. Han ene kom inn og så satt han seg bare på senga, han rørte ikke meg. Han satte seg oppå senga og begynte å snakke om en musikkfestival han hadde vært på. Også husker jeg at jeg tenkte: Forstår han, hva er det som skjer? Vanligvis står de bare og teller i døra. Men han satte seg ned og fortsatte bare å fortelle om banda han har hørt og så kom han inn på et band som jeg likte. 10 min etterpå satt vi faktisk og diskuterte musikkfestivaler. Men, jeg kunne ønske jeg kunne si at det vanligvis var sånn de gjorde det, men som regel; Det var de to gangene der. Som jeg husker da. De andre gangene sto de i døra og telte til 10 før de trykte av og heiv meg opp i belter og ofte endte det med sprøyter, to sånn sprøyter, Stesolid og hvaer det noe det andre heter, noe som gjør at du sover i to dager? Skjervheim påpeker imidlertid at i praksis er det ikke mulig å skille helt mellom pragmatiske og praktiske handlinger. Den pragmatiske, instrumentelle fornuften har sin plass, men den har sine grenser som vi må være klar over. Innsikt er en forutsetning for å overvinne det instrumentalistiske mistaket. Skjervheim sier at det å objektivisere den andre går en til angrep på den andre sin frihet. En skaffer seg herredømme over den andre ved å gjøre han til et faktum eller en ting i sin verden. Dermed vil man ikke se behovet for å ta vedkommendes meninger opp til ettertanke og eller diskusjon. En hevder da å forstå den andre bedre enn det han gjør selv. Dialogen vil ved objektivisering være toleddet, jeg og mitt saksforhold. Dersom jeg i dialogen møter den andre som subjekt, vil dialogen være tre-leddet, den andre, jeg og selve saken. Anne illustrerer videre forskjellen på det som Skjervheim kaller en to-leddet og tre-leddet dialog med følgende utsagn: Hvis du har fastvakt f.eks. da hvis fastvakten sitter og spiller på mobilen; Det er så provoserende. Så sitter du der på rommet ditt, så sitter det en der og spiller på mobilen. Det er (pause) -, men så har du de som er kompiser som: Nå er jeg fastvakt her. Jeg har lyst at dette skal bli kjekt. Kan vi ikke bare snakke sammen? Høre på musikk og sånne ting. Det går ann å gjøre det til mindre majestetisk på en måte..maktforholdet blir veldig skeivt når du setter deg i døra med et ukeblad eller en mobil å trykke på. Hvis du går inn og heller er et medmenneske, vil jo opplevelsen bli en helt annen. Skjervheim viser til Sokrates som gjennom å snakke med andre lot seg engasjere av deres problem. Hans interesse var de etiske problemene som han mente kunne løses ved hjelp av fornuften. Dersom en ikke lar seg engasjere, så stiller en seg sjøl utenfor og gjør seg sjøl til en fremmed, en deltaker. Vi kan ikke velge om vi vil la oss engasjere, mener Skjervheim, men vi kan velge hva vi vil engasjere oss i, eller la andre velge for oss. Andre kan væ re man, skikk og bruk, common sense. Innenfor institusjonspsykiatrien kan andre tenkes å være det som sitter i veggene eller regler og rutiner. Skjervheim mente ikke at man i alle situasjoner skulle være deltaker. Det viktigste er å erkjenne at begge posisjonene finnes for så å reflektere over hvilken rolle man inntar i ulike situasjoner. Objektivisering kan også komme til uttrykk gjennom vår definisjonsmakt. Cesilie uttrykker: Jeg sliter fortsatt med mitt selvbilde, for jeg har blitt så definert, som syk, syk, syk. Alt jeg gjør, er sykt. Jeg vet ikke mitt eget beste, jeg forstår ikke meg selv, jeg forstår ikke tankene mine. Jeg er forvirra. Det er ikke så lett, liksom i nå i ettertid, selv om mange sier; jammen de må jo ha tatt feil, du er jo ikke sånn, du er jo helt normal på mange måter, sier de til meg da, folk jeg har kontakt med nå. Jeg synes det er kjempevanskelig å slippe alle de definisjonene av meg selv som jeg har fått i gave fra psykiatrien. Videre: De visste best og visste at nå går det bedre med meg da jeg slutta å jogge og begynte å røyke. Jeg opplevde, jeg opplevde at i psykiatrien er det en sånn overbevisning der at fagpersonalet, de vet veldig mye om meg. De skjønner hva som er bra for meg og sånn. Cesilie beskriver sin opplevelse av de ansattes perspektiv det som Skjervheim kaller tilskodar perspektiv, at den ansatte som subjekt observerer henne som da blir objekt. 18

November 2010 * 3. udgave * 18. årgang Psykiatrien har en lang historie på det å observere og kategorisere det man oppfatter som avvik som sykdom. Focault skriver at blikket innført på 18-tallet som et av asylets viktigste trekk. Dette blikket ikke ga noen adgang til gjensidighet, og at vitenskapene om sinnssykdommen alltid kom til å bestå av observasjoner og klassifikasjoner (Foucault & Sandmo, 2000). Også i dagens pleieplaner som først og fremst er pleiepersonalets redskap i det miljøterapeutiske arbeidet, er det vanlig å skrive observasjoner som tiltak. Det kan omhandle alt fra observasjoner om psykose, vrangforestillinger, ivaretakelse av grunnleggende behov, - i det hele tatt alt som handler om adferd. Ved noen avdelinger har man innført pleieplanskriving sammen med pasienten, men svært ofte blir det den enkelte sykepleiers subjektive mening som preger planen. Pleieplanskriving og behandlings- og rapportmøter med pasienten til stede er fremdeles unntak framfor regel. Anne viste til et seminar hun hadde vært på der personal fortalte om erfaringer med overlapping mellom skiftene med pasienten til stede. Anne mener at tvang kan reduseres ved å innføre dette i avdelingen som et tilbud til pasienten. For da får pasienten være med å si noe om det som er vanskelig. Altså, på dagen i dag hadde hun det veldig vanskelig, da er kontaktpersonen óg mye mer forplikta til å ta kontakt i løpet av dagen. For det er de alltid ikke like flinke til.. Hvordan kjenner du deg nå? Tror du det går greit i kveld? Kan vi gjøre noe som du tror vil gjøre det lettere? I stedet for at i dag var Anne helt krakilsk på dagen. Vi har fått ordna det nå, for vi har fått gitt henne ei sprøyte. På kvelden så blir hun ikke noe problem, sant? Flere av informantene påpekte det de mente handlet om stigma og fordommer hos ansatte innen psykisk helsetjeneste. Anne sier: Jeg tror vi har veldig langt igjen for å få vekk stigmatiseringen. Vi snakker om å få vekk stigmatisering ute i samfunnet, men å få vekk stigmatisering innad i helsevesenet? Det som ikke er så synlig. Hvorfor har personalet egne kopper? Vi har ikke noen smittsomme sykdommer, sant? Hvorfor skal de spise etter at vi har spist? Hvorfor kan de ikke spise sammen med oss? Altså, det er sånne små ting som viser at det er en del holdninger som må endres. De tror de har kommet så langt. Men det er så langt igjen å gå. De lager sånne skiller som er heilt unødvendige. Alle vente på å ta de store skrittene, men så glemmer de å ta de små skrittene som gjør at man kommer fram til de store. De sitter bare og venter på noe revolusjonerende. Informantene beskriver hvordan de ble møtt i holdning og handling på begge måter av personalet. Den gode måten å bli møtt på handler om en tre-leddet dialog med personalet som deltaker. Det som informantene opplevde som stigma og fordommer skaper imidlertid to-leddet dialog der personalet blir tilskuere. Den norske sykepleieren og filosofen Kari Martinsen er inspirert både av Michael Foucault og av Hans Skjervheim. I Øyet og kallet (2000) diskuterer Martinsen hva det er øyet tillater seg å se, og om dette øye er utforskende, mottakende og deltakende. Dette vil få konsekvenser for om sykepleieren lar seg berøre og i neste omgang møter den andre der han er. Hun henviser til Foucault som bruker begrepene det klassifiserende blikk og det eksaminerende blikk. Hun hevder at vi har behov for både den hurtige abstrakt-allmenne klassifiseringskunnskapen med sine se-teknikker og den langsomme erfaringskunnskapen. Det blir imidlertid nødvendig å foreta en avveining i forhold til hvor stor plass disse klassifiseringene skal få. Faren er at mennesket blir redusert til en sykdom eller diagnose, noe som igjen får konsekvenser både for kommunikasjonen og handlingen. Dagens krav til evidens innebærer en risiko for en for ensidig vektlegging av alt som kan telles og måles når ny kunnskap skal utvikles. Det kan her være en fare for å utvikle kunnskap og praksis som ikke ser verdien av enkeltmennesket, og dermed fare for ytterligere objektivisering. Når det gjelder utvikling av kunnskap innen omsorgsteori mener Martinsen at denne bare kan foregå i samarbeid med praksisfeltet (Martinsen, 2003). Denne forskningen må ikke være utvikling av modeller, men kvalitativ. Den må ikke være forklarende, men beskrivende og den må være meningsfortolkende. Denne forskningen vil være interessert i det særegne og spesielle og i ulikheter mellom fenomen, altså ikke det generelle og allmenne. Martinsen kaller det en misforståelse at den naturvitenskapelige vitenskapen er den høyeste form for kunnskap. Det er helt urimelig å overføre naturvitenskapens krav til evidens til andre områder der den type krav ikke kan innfris. Vi må heller akseptere at ulike typer kunnskap er komplementære, det vil si at de er likeverdige og utfyller hverandre. Denne typen komplementaritet tas det imidlertid ikke hensyn til innenfor dagens evidensbaserte praksis. Martinsen viser i denne sammenheng til Skjervheims instrumentalistiske mistak der praksis blir styrt av regler fra evidensbasert forskning. Konsekvensene av en slik praksis er at subjektivitet, klinisk skjønn og fortellinger blir marginalisert (Martinsen, 2005, s. 93). Vi må derfor som psykiatriske sykepleiere være pådrivere for kunnskapsutvikling der brukere bidrar både med egne erfaringer og som forskere. Dette vil bidra til å styrke både bevissthet og kunnskap hos helsepersonell slik at pasienter og brukere møtes som likeverdige subjekt og ikke som ting. Referanseliste: Foucault, M, & Sandmo, E. (2000) Galskapens historie i opplysningens tidsalder. [Oslo] : Bokklubben dagens bøker Gadamer, H. - G. (2004) Sandhed og metode: grundtræk af en filosofisk hermeneutik. Århus: Systime Gilje, N., & Grimen, H. (1993) Samfunnsvitenskapens forutsetninger: Innføring i samfunnsvitenskapenes vitenskapsfilosofi. Oslo: Universitetsforlaget Martinsen, K. (2000). Øyet og kallet. Bergen: Fagbokforl. Martinsen, K. (2003) Omsorg, sykepleie og medisin: historisk-filosfiske essays. [Oslo] : Universitetesforlaget Martinsen, K. (2005) Samtalen, skjønnet og evidensen. Oslo: Akribe Norvoll, R. (2002). Samfunn og psykiske lidelser: samfunnsvitenskapelige perspektiver - en introduksjon. Oslo: Gyldendal akademisk Sintef Helse. (2007) Delrapport 1. Brukerorienterte alternativer til tvang i sykehus - en presentasjon av internasjonal og nasjonal litteratur (Vol. Sintef A4572). Oslo/Trondheim: Sintef Helse Skjervheim, H. (1976) Deltakar og tilskodar og andre essays. Oslo: Tanum-Norli Skorpen, A., Anderssen, N., Øye, C., & Bjelland A.K. (2008). Brukerperspektiv i norsk forskning om psykiatriske pasienter. En litteraturgjennomgang. Vård i Norden, 28(4), 19-23 19

En Sundhedsplatform i det sociale arbejde Af specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske og projektleder, Mette Bundgaard Nielsen. MetteBundgaard.Nielsen@Silkeborg.dk Distriktssygeplejerske og projektsygeplejerske Charlotte Enemark. Mobilsygeplejerske og projektsygeplejerske Tove Holm. Antropolog Anita Hjort Rasmussen. Når der er party i provinsen. Det er et velkendt problem, at dobbeltdiagnosticerede mennesker er kastebolde mellem det psykiatriske behandlingssystem og misbrugsbehandlingen. Argumenterne mod behandling er fra psykiatrisk side, at man ikke kan behandle et misbrug hos en person med en ubehandlet sindslidelse. Misbrugsbehandlerne argumenterer omvendt, at man ikke kan behandle personer med ubehandlet sindslidelse for misbrugsproblemer. Samtidig har mange sindslidende med misbrug ubehandlede somatiske problemer. Før det tidligere Århus Amt blev til en Region, havde Misbrugscentret, Alkoholrådgivningen og Forsorgshjemmet Godrum i Silkeborg kommune få timers psykiaterkonsultation ugentligt. Lægekonsulentfunktionen blev desværre sparet væk, da institutionerne overgik fra Region til kommune. Projektet En Sundhedsplatform i det sociale arbejde opstod i et samarbejde mellem Silkeborg Kommune, Kirkens Korshærs Varmestue i Silkeborg, Lokalpsykiatrisk Center i Silkeborg, Region Midtjylland og Rusmiddelcenter Silkeborg (det tidligere Misbrugscenter + Alkoholrådgivningen) som et af 8 modelprojekter under Sundhedsstyrelsen, med det formål at lave sundhedsfremme og forebyggelse, samt metodeudvikle omkring gruppen af de socialt mest udsatte alkohol- og stofmisbrugere og hjemløse. Da projekt Sundhedsplatformen startede, valgte man at ansætte en projektleder med psykiatrierfaring og samtidig gav Regionen penge til en halvtids psykiatrisk sygeplejerske, som skulle styrke netværksdannelsen og brobygningen mellem psykiatri- og misbrugsbehandlingen. Desuden er der en mobilsygeplejerske tilknyttet teamet, samt en 20 timers sygeplejerskestilling. Sundhedsplatformen ansatte en antropolog i 20 timers stillingen, i et barselsvikariat. Antropologen har i teamet kunnet bidrage til bruger undervisningen, som brobygger i gå med funktionen og ikke mindst bidraget til metodebeskrivelserne. Et af de overordnede mål med projektet har været at skabe opmærksomhed specifikt omkring personer med dobbeltdiagnose og de udfordringer der er i forhold til at sikre tilfredsstillende behandling for denne særlige gruppe. Sundhedsplatformen har arbejdet på at sikre, at så mange brugere som muligt får samtidig behandling for både deres misbrug, sindslidelse og somatiske problemer. Man har villet sikre samtidig behandling af misbrug og psykiatrisk sygdom, enten i Lokalpsykiatrisk center eller hos praktiserende læge. Sundhedsplatformen har således været medvirkende til, at flere sindslindende har fået et misbrugsbehandlingstilbud. Kontakten mellem psykiatri og misbrugsbehandlingen etableres ved, at en samarbejdspartner f eks en medarbejder i Varmestuen, en bostøtte eller en misbrugsbehandler- henvender sig omkring en bruger, som ikke får behandling for enten sin sindslidelse eller misbrug. I andre tilfælde henvender brugere sig direkte til Sundhedsplatformen via tilgængeligheden i Kirkens Korshærs Varmestue. Tilgængeligheden lettes ved, at der altid er en sygeplejerske tilgængelig i Varmestuen om mandagen, men kan også foregå ad. hoc som en del af samarbejdet med Kirkens Korshær. Via denne funktion har Sundhedsplatformen kunnet observere og motivere brugere, som ellers ikke selv ville være i stand til at henvende sig og bede om hjælp. Tilbuddet har bestået af: - Hjælpe brugere med at blive henvist til relevant behandling. - Følge brugere til behandling. - Skabe dialog mellem misbrugsbehandlingen og behandlingspsykiatrien via; dobbeltdiagnosebrugere, halve år, hvor temaet har handlet om behandling af brugere med dobbeltdiagnose problematik. samarbejdspartnere omkring sindslidelser. sindslidelsen, vurdering af behandlingsbehovet, opfølgning på den medicinske behandling, psykoedukation etc. Arbejdsgruppe omkring brugere med dobbeltdiagnose problematik. Mange undersøgelser viser, at der er evidens for integreret behandling til målgruppen (1). Hvad gør man så, når kommune og region ikke kan mestre et tilbud om integreret behandling for dobbeltdiagnose patienter? 20

November 2010 * 3. udgave * 18. årgang Man bør sikre, at alle relevante samarbejdspartnere arbejder på at sørge for, at der er sammenhæng i den nuværende parallelbehandling. Ud fra denne hypotese har Sundhedsplatformen i samarbejde med den sociale bostøtte startet en arbejdsgruppe, som ønsker at danne et netværk af arbejdspladser, som arbejder med brugere med dobbeltdiagnose problematik. Således får den enkelte medarbejder relevant sparring og en oplevelse af, at have nogle at dele opgaven/bruger-sagen med, så man ikke står alene med opgaven. Formålet med arbejdsgruppen er, at få gruppen etableret samt at få udarbejdet samarbejdsaftaler. Herefter vil gruppen mødes en gang i kvartalet eller indkalde til ekstraordinært møde, når der er behov for fælles sparring på konkrete brugersager samt udarbejdelse af fælles handleplan. Der vil i gruppen være mulighed for udveksling af viden omkring muligheder og begrænsninger i de tilgængelige tilbud til målgruppen. Forhåbentligt kan det på længere sigt ende med, at tiltag i arbejdsgruppen kan føre til konkrete samarbejdsprojekter på tværs af region og kommune. Fremtidige tiltag kunne være, gruppe-undervisning Et bedre liv (3) samt psykoedukation til pårørende, således at de pårørende får viden om sindslidelsen og misbruget og dermed bedre kan støtte den dobbeltbelastede. En dans på roser? En stor del af arbejdet omkring brobygning mellem psykiatri og misbrug har været båret af Sundhedsplatformens medarbejdere. Dette vil give organisationerne mange udfordringer med at få tiltagene implementeret i de respektive behandlingsinstitutioner, når projektet stopper i oktober 2010. Selv om der er blødt op mellem psykiatri og misbrugsbehandlingen, er der lang vej endnu. Der vil være et vedvarende behov for tovholdere på det nuværende Rusmiddelcenter og i psykiatrien, som igennem projektet har fået en jævnlig kontakt til hinanden omkring de fælles brugere. Der er fortsat et stort behov for udredning af sindslidelser hos misbrugere. Rusmiddelcenter Silkeborg er i gang med at udvikle på en screening for psykiske lidelser af brugerne, men hvis der ikke ansættes en psykiater i Rusmiddelcenteret, vil det kræve et formaliseret samarbejde mellem psykiatrien og de praktiserende læger at nå fra screening til diagnosticering og behandling. Hvis Rusmiddelcenter Silkeborg ikke har en psykiater tilknyttet, vil samarbejdet give et øget pres på psykiaterne og den psykolog i Lokalpsykiatrisk center, der laver udredning og screening for sindslidelse. Ud over behandling er det Sundhedsplatformens erfaring, at brugerne bør tilbydes psykoedukation, både omkring sindslidelsen og om stoffernes virkning på krop og sjæl. Anbefalinger Hvordan koordineres en dobbeltdiagnoseindsats? Sammenhæng, åbenhed og fleksibilitet hænger sammen. Samtidig ser Sundhedsplatformen en tendens til, at arbejdspladserne i hjælpesystemet lukker sig om sig selv, idet der ofte foreligger helt faste skal opgaver og skarpt definerede arbejdsopgaver. Det kræver vedholdenhed og et stort stykke forarbejde at løsne op for de traditionelle arbejdsgange og fleksibilitet i systemerne. Et koordinerende sundhedsteam der brygger bro og arbejder fleksibelt, er klart en anbefaling, når det handler om de mest udsatte dobbeltdiagnosticerede. Litteratur forslag: 1. Dobbeltdiagnose- håb-afklaring-handling. En antologi. Team for misbrugspsykiatri, Århusuniversitetshospital, Risskov. 2. Magasinet-RUS. Link: www.magasinet-rus.dk/ index.php?option=com_content&view=articl e&id=121:misbrugere-har-ofte-en-dobbeltdia gnose&catid=43:ambulant&itemid=81). 3. Mestring av rus- og psykiake problemer, Rolf W Gråwe mfl. Tapir Akademiske forlag, Trondheim 2009 4. Projekt Bedre Udredning, Misbrugscenter ÅrhusDiv. Fagskrifter; Videnscenter for Socialpsykiatri, Stof, Misbrugspolitisk Magasin etc. 5. Lars Thorgaard; Relationsbehandling bind I og II, Hertervig forlag 6. Henrik Rindom; Rusmidlernes biologi Om hjernen, sprut og stoffer, Sundhedsstyrelsen 2004. Kristine Rørtveit Jobber i Stavanger DPS, Lassahagen Psykiatrisk sykepleier/forskningssykepleier. Hvilke forventninger har du haft til konferencen her i Helsinki? Kristine: Jeg havde forventninger om at få både faglige påfyll og få fokus på den psykiatriske sygepleje. Det var én af mine største forventninger. Der er så mange forskellige præsentationer som er veldig bra, og det der med også at have fokus på faget det er veldig stærkt og det har været så stærkt imellem hver session. Når man snakker om, hvad man har hørt på i dag så bliver det den psykiatriske sygepleje der er i fokus. Det er veldig bra. Hvad betyder sprogforskellene for dig? Kristine: Nu har jeg haft et indlæg selv, og jeg merker at språket er viktig fordi du skal formidle noget og skabe engagement, og det er ikke alltid like lett på et annet språk. Men det er på en måde sådan det er, og det at snakke nordiske sprog går jo helt fint, men så er der jo det, at det engelske av og til har været lidt vanskeligt at forstå. Har du fået ny viden om recovery? Kristine: Det der med implikasjoner for praksis. Nogle foredrag har været veldige tydelige på det med implikasjoner for praksis og veldig konkrete og det har været veldig veldig bra. De er veldig goe de som er styret mod det. Og da er det jo klart, at dette med recovery det kommer jo ofte i dette, at hvis du følger implikasjonerne for praksis gjort i studierne så ligger det jo deri. 21

N O T I S E R Globalt psykisk helsearbeid - en utfordring for psykiatriske sykepleiere English Global psychiatric nursing accept the challenges Navn: Kari Kvaal E-post: Kari.Kvaal@hihm.no Førsteamanuensis dr.philos. Institutt for psykisk helse, oppvekst og samfunn, Høgskolen i Hedmark og Psykisk helsearbeid, Avdeling for sykepleierutdanning, H;gskolen i Oslo Patel, V. (2000). Health system research: a pragamtic model for meeting mental health needs in low-income countries. In G.Andrews & S. Henderson (Eds.), Unmet need in psychiatry. Problems, resources, responses (pp. 363-371). Cambridge: Cambridge University Press Prince, M. Dementia in developing countries. A consensus statement from the 10/66 Dementia Research Group. International Journal of Geriatric Psychiatry 15.1 (2000): 14-20. Prince, M., et al. No health without mental health. [Review] [270 refs]. Lancet 370.9590 (2007): 859-77. WHO. 2007. http://www.who. int/mediacentre/news/releases/2007/pr45/en/index.html Sammendrag Nyere oversiktsartikler viser at psykiske lidelser er en global utfordring hvor depresjon, rusavhengighet og demenssykdommene er de viktigste. Disse er nært knyttet til somatiske sykdommer. Personer med somatiske sykdommer er mere utsatt for psykiske problemer og lidelser, samt at personer med psykiske problemer og lidelser ofte har en nedsatt allmentilstand og er utsatt for somatiske sykdommer. Det kan føre til en negativ spiral og en forsterket utvikling av uhelse. Globalt lever vi lengre. Med stigende alder øker også forekomsten av flere psykiske problemer og lidelser hvor demenssykdommene og depresjon utgjør den mest krevende delen med hensyn til helsepersonell og økonomiske ressurser. I verden idag bor to-tredjedeler av personer med depresjoner og demenssykdommer i lav- eller mellominntekstland. Verdens helseorganisasjon har utfordret høyinntektsland til å bidra med hjelp til å bygge opp tilbudet til personer med psykiske lidelser. Det er en utfordring til psykiatriske sykepleiere som vi bør ta del i. Global mental health care is one of our main challenges. Recent publications of systematic reviews show the close associations of co-occurrence of mental disorder and somatic diseases. Persons suffering from mental disorder have significant risk factors of somatic diseases as well as persons suffering from somatic diseases are at risk of mental disorders. The main global mental problems are depression, addictive disorder and mental disorder in old age as dementias and depressive disorder and these are more prevalent in low- and middle-income countries. Relatives and family members are usually the carers, and they often sacrifice work and income because the mental health care services are not established. We have unmet needs in the Scandinavian countries due to mental health care, but far away from the unmet needs in low- and middle-income countries. It is a challenge for psychiatric nurses to take part in global mental health care. Til våre medlemmer i Buskerud! Håper alle har hatt en fin sommer! Gjengen i Buskerud er godt i gang etter en pause i sommer! Vi jobber nå med 2 ting samtidig, ikke verst hva? Det som skjer først er et meget aktuelt og interessant dagseminar på Haugestad i Lier onsdag 20. oktober!!! Vi har vært så heldige å få Randi-Ann Rake Hoffart (t.v.) og Sigrid Holm Larsen, begge jobber på Modum Bad. Temaet omhandler ulike vinklinger som «Nullstille for å omstille eller «, «Litt hjelp i tide om å ivareta seg selv «, «Økt mestring med mindre stress» Stikkord: Bevisstgjøringsprosesser, Holdningsendringer, Stress mestring, Fra å gjøre til å være, Oppmerksomhets trening (oppmerksomt nærvær) Nærmere informasjon kommer. Velkommen! Det andre og det store jobben er Landskonferansen i mai 2011 i Drammen. Programmet må være ferdig til utsending 1. november 2010. Vi mangler noe, men er snart i boks! Den røde tråden er OPTIMISME! Gode eksempler og gode tiltak skal prege konferansen. Som tidligere skrevet håper vi på at våre medlemmer bidrar med det de kan frem til konferansen og under selve dagene! Dagene hvor vi møtes på NSF fylkeskontor er: 28. september, 26. oktober og 30. november kl.19.00! Selve konferansen er 25 27. mai, sett av dagene allerede nå! Ellers kom gjerne med forslag, send en mail til vår leder Torfrid torfrid.johansen@vestreviken.no Håper vi sees!!!! Elin Gjemse 22

November 2010 * 3. udgave * 18. årgang NOTISER Reflektioner Psykiatriska Riksföreningens reflektioner på högskoleverkets utredning om ökad kvalitet i psykoterapiutbildningen En revidering av psykoterapeututbildningen är angelägen, och rapporten är välkommen. Att specialistutbildning inom psykiatrisk vård kan vara behörighetsgrundande är också positivt, dels öppnar det en kompetensutveckling/karriärväg för sjuksköterskor, dels är det en fördel att ha den trygghet som en specialistutbildning och erfarenhet som specialistsjuksköterska ger i mötet med patienter. Utan en grundläggande trygghet och träning i att möta människor finns alltid en risk att metoden kommer främst. Det är inte ovidkommande att integrera psykoterapeutiska förhållningssätt eller psykodynamiska teorier i sjuksköterskeutbildning på olika nivåer, eller i klinisk handledning inom psykiatrisk vård. Psykiatrisjuksköterskor skulle ha mycket att vinna, dels av integrerade grundläggande psykoterapikunskaper i specialistsjuksköterskeexamen, dels av att ha en utbildning med behörighet för psykoterapeututbildning. Det är dock viktigt att värna om specialistsjuksköterskeutbildningen som en utbildning som först och främst fokuserar specialistsjuksköterskans unika kompetens och ansvarsområde, så att den inte reduceras till en förberedande utbildning. Ett problem är att specialistutbildningen till psykiatrisjuksköterska inte har möjlighet att förändra nuvarande utbildningsinnehåll med att tillföra beteendevetenskap i den omfattningen som utredningen föreslår. Det är därför svårt att se att det föreslagna innehållet skulle kunna införas i utbildningen utan att se över dess längd. Ett alternativ kan vara att förlänga utbildningen som såväl distriktssköterskor och barnmorskor har. Ett annat alternativ kan vara möjligheten att läsa tillvalskurser i beteendevetenskap utöver nuvarande specialistprogram. Sammanställd av Petra Svedberg Nytt fra Nordland! Først takk til arrangementskomiteen i Stavanger for et godt gjennomført arrangement! Rita Hove fra LPS Nordland var representert. Vi vil gratulere det nye sentralstyret, og er selvsagt stolte over at vår Kurt ble valgt til ny leder av LPS! Vi i LPS Nordland har også fått nytt styre siden sist, og ny leder er undertegnede som har vært med i lokalgruppen i 3 år. Årets styre er representert med medlemmer fra hele fylket, noe som utfordrer oss både praktisk og økonomisk. Vi har blant annet organisert våre møtepunkter i heldagsmøter. Den brede sammensetningen gjør at vi får en god oversikt over aktiviteten i fylket og har stor nytte av å dele erfaringer. Målet vårt er å være synlige for våre medlemmer i de ulike deler av vårt langstrakte fylke! Vi har siden sist avholdt seminar om samhandlingsreformens intensjoner og konsekvenser for psykisk helsearbeid i Salten, noe som blir nærmere presentert i en egen artikkel i Bivrost. Vi har også invitert til medlemsmøte på Mo. Erfaringen er at det er vanskelig å mobilisere medlemmene. I Bodø har vi planlagt et utvidet medlemsmøte i høst. Der skal vi blant annet følge opp et av ønskene som fremkom på seminar om samhandlingsreformen sette fokus på kunnskap om hverandres tjenester i kommunenes ulike nivå for å bedre kunne ivareta pasientforløpet. Helse Nord har i sitt oppdragsdokument satt fokus på opprettelsen av brukerstyrte senger på alle DPS etter modell fra Jæren. Vi i LPS Nordland er også interessert i dette tema og registrerer at Mo er kommet langt og i disse dager tar i bruk en av sengene på døgnposten til dette formålet! Mandag 11. oktober skal Bodø kommune markere Verdensdagen LPS Nordland vil som vanlig stå på stand i byen. Det samme vil skje andre steder i distriktet. På nyåret ønsker vi å få til et fagseminar på Mo i tilknytning til årsmøtet for 2011. Bleke, men fattede etter en heller kjølig og våt Nordlandssommer, ønsker vi alle våre medlemmer og kolleger en god høst! Vennlig hilsen Marte Bugge, leder LPS NordlandJ Styrelsemöte PRF Årets andra styrelsemöte hölls i Stockholm 20-22 augusti, glädjande med tre nya styrelsemedlemmar, vi hälsar Bitte, Inger och Sten Ola hjärtligt välkomna till styrelsen. Under tre dagar skulle vi avverka 24 punkter, gott om tid kan det tyckas men det blir alltid bråttom mot slutet, så även denna gång. Vi diskuterade årsmötet och årskonferensen i maj i Göteborg där ca 70 personer deltog och där vi på köpet fick 15 nya medlemmar. I stort sett var alla inblandade nöjda och det känns otroligt glädjande att vi detta år gick med vinst. Vi hann även börja diskussionerna kring årskonferensen 2011. Vi diskuterade styrelsens inre arbete och fördelade poster och andra arbetsuppgifter. Nu har vi både kassör och sekreterare, vilket känns skönt. 2009 och 2010 har varit tuffa år, med färre styrelsemedlemmar men med lika många arbetsuppgifter. Men nu tar vi nya tag och ser positivt på framtiden. Vi kommer att bl.a. arbeta för en ekonomi i balans, öka antalet medlemmar, ta plats i debatten och lyfta fram psykiatrisjuksköterskans nyckelroll i vården kring personer med psykiatrisk ohälsa. Justerare Ann Ingvarsson, Psykiatriska Riksföreningen 23

Takk for at jeg fikk lov å skrive, når jeg ikke kunne snakke Av Lise Hetland, Stavanger Jeg var alltid den stille jenta. Jeg tiet alltid, og jeg så aldri noen i øynene. Jeg var anonym, jeg var den som ingen enset og verken hørte eller så. Jeg var ikke i stand til å snakke. Jeg hadde min egen form for ord og uttrykk, nemlig å skade meg selv, sulte og blø. Mitt første møte med psykiatrien for 12 år siden, var en vond opplevelse som har satt spor i meg. Jeg var 15 år gammel, og etter mye om og men, hadde jeg gått med på å møte til samtale på ungdomspsykiatrisk. Det var min lærer og helsesøster som hadde ordnet i stand time for meg fordi de var bekymret og mente jeg trengte hjelp. Jeg hadde et lite håp om å bli hjulpet, å bli sett og kanskje hørt. Men jeg manglet ordene. Jeg var så redd, lukket og innesluttet at jeg ikke klarte snakke. Jeg fikk av denne behandleren høre har du ingenting å si, har du ingenting her å gjøre. Det føltes som en vond avvisning for meg, og jeg løp derfra uten å se meg tilbake. Og selvfølgelig ville jeg ikke ha mer kontakt med psykiatrien. Selvfølgelig var jeg skremt. Jeg kunne fortsatt ikke fortelle ved å bruke vanlige ord, men jeg kunne skrive. Jeg skrev dikt og tekster, og følelser og tanker ble formet til bokstaver og ord som ga mening og faktisk fortalte ganske mye om det som foregikk inni meg. Som 21 åring, mer enn fem år senere, ble jeg lagt inn på psykiatrisk avdeling og fikk mitt andre møte med psykiatrien. Jeg var fortsatt vettskremt og uten ord, og mine psykiske vansker som 15 åring hadde fått mange år på å utvikle seg til en psykisk lidelse. Det var faktisk så ille at dersom noen spurte meg et spørsmål, kunne jeg svare har du penn og papir? og deretter skrive svaret mitt på lappen og gi tilbake. Jeg visste at å skrive var min løsning. Det kunne være min erstatning for selvskading, selvmordsforsøk og selvdestruktivitet. Les, vær så snill og les Jeg har alltid blitt oppmuntret til å skrive om følelsene og tankene mine. Det var ingen problem, for å skrive kunne jeg, men hva hjalp det om ingen ville lese? Hvordan kunne et behandlingsopplegg starte når jeg ikke kunne snakke, og behandlerne ikke visste hva jeg følte? Svaret var vi kan ikke drive å lese oss frem. Du må snakke for at vi skal kunne hjelpe deg. Det nytter ikke å tvinge noen til å snakke, i hvert fall ikke noen som aldri har snakket før. Jeg grøsser ved tanken på behandlere som har en snakker ikke du, så snakker ikke jeg - holdning hvor en sitter i stillhet en hel time. Heldigvis fikk jeg en behandler, (Dag Raugstad, psykiatrisk sykepleier), som tillot meg å skrive. Han skjønte at jeg trengte pennen. I et helt år møtte jeg opp til timene med skrevne ord, hver eneste gang. Jeg møtte opp med notater som han leste der og da, og deretter stilte han meg spørsmål som jeg klarte å svare ja eller nei på. Mer enn det klarte jeg ikke på det tidspunktet. Men denne behandleren ga meg tid, og litt etter litt lærte jeg å si ordene som jeg tidligere bare kunne formulere på papir. Det tok tid, og krevde nok stor tålmodighet fra min behandler. Jeg var også på det punktet så presset, at dersom det igjen hadde blitt krevd av meg å snakke, hadde jeg nok aldri kommet tilbake. Jeg har gått i behandling i rundt seks år nå, og i løpet av disse årene har jeg har lært meg å fortelle med ord, å snakke. For en del år siden måtte jeg ha med meg erklæring fra psykolog om at jeg ikke klarte å ha foredrag/fremføring foran klassen på skolen. I dag holder jeg foredrag foran mange mennesker, og jeg kan fortsatt ikke begripe det når jeg tenker tilbake på hvordan jeg ikke var i stand til å snakke. Jeg er i dag 27 år gammel. Jeg har bachelor i IT, men har vært ufør i et par år for å få tid til å fokusere på behandlingen og for å bli bedre. For tiden får jeg arbeidstrening som informasjonsmedarbeider i Stiftelsen Psykiatrisk Opplysning, og jeg holder foredrag og underviser både for lærere, helsesøstre og ved SUS psykiatrisk divisjon. Mitt budskap til helsepersonell er: Om noen ikke er i stand til å snakke, så la dem fortelle gjennom skrevne ord. Gi dem en start, en forsiktig tilnærming, en mulighet til å åpne seg. Kommunikasjonen skal ikke bare gå gjennom skrevne ord, men det kan opprette en nødvendig start og etablere en trygghet som gjør det lettere å snakke. Takk for at jeg fikk lov å skrive, når jeg ikke kunne snakke. 24

November 2010 * 3. udgave * 18. årgang F ö R T RO E N D E VA L DA I PSyKIATRISKA RIKSFöRENINgEN STyRELSE Ordförande Richard Brodd Oskarsgatan 4 414 63 göteborg 031-24 00 23 b 031-343 82 18 a 0708-192732 richard.brodd@bredband.net Vice ordf Henrika Jormfeldt Bråddared 310 38 Simlångsdalen 035-72016 070-3555543 henrika.jormfeldt@lthalland.se Chefredaktör Hans Bergman hansbergman@telia.com Medlemsansvarig Ann Ingvarsson östersjövägen 282 295 91 Bromölla 044-12 91 05 arb 0456-261 14 hem ann.ingvarsson@spray.se IT-ansvarig Helena Sergel Tranebergsvägen 29 167 45 Bromma 08-587 312 03 a helena.sergel@sll.se Britt-Marie Lindgren Laxgränd 15 904 34 Umeå 090-17 92 69 b 090-786 92 61 a 070-643 33 08 britt-marie.lindgren@nurs.umu.se Sekreterare Inger Johansson Östra Storgatan 159 554 52 Jönköping 036-712129 070-652 52 72 inger.johansson@his.se Kassör Sten-Ola Berdenius Gyllenstensgatan 13 416 74 Göteborg 031-65 31 50 a 076-845 88 68 sten.ola.berdenius@vgregion.se LOKALA REDAKTöRER Christina Reslegård Silvanusvägen 37 831 55 östersund 063-463 13 b 0640-166 37 a christina.reslegard@jll.se Mikael Nilsson Nyens väg 26 432 53 Varberg 0340-48 13 93 mikael.nilsson@lthalland.se VALBEREDNINg Samankallare Rose-Marie Björklund 031-343 81 77 a rose-marie.bjorklund@vgregion.se Inga-Lisa Sigling Karlavägen 41 186 46 Vallentuna. 08-511 720 32 tel+fax Marie-Louise Wållberg Mariehemsvägen 158 906 60 Umeå Tlf bostad: 090-19 85 43 Tlf arbete: 090-785 65 67 marielouise.wallberg@vll.se Elisabeth Iggström g:a Tylösandsv. 131 305 91 Halmstad 035-345 22 b 0430-157 87 a elisabeth.iggstrom@lthalland.se REVISORER Ordinarie Ingemar Wänebring Ulvhallavägen 8 564 36 Bankeryd 036-30 78 58 b 036-32 31 40 a ingemar.wanebring@ltjkpg.se Ordinarie Muhammad Ullah Sagogången 57 422 45 Hisingsbacka 031-343 22 10 a 031-52 65 70 b muhammad.ullah@vgregion.se Suppleant Christina Reslegård Suppleant Ulf Rogberg Bestyrelsen Formand Karin Højen Johannesen Ledende oversygeplejerske Psykiatrien, Region Sjælland Distrikt Roskilde Smedegade 14 4000 Roskilde Tlf.: 4732 7801, mobil: 2171 2143 E-mail: khjh@regionsjaelland.dk Næstformand Bente Pedersen Ledende sygeplejerske Regionspsykiatrien Silkeborg Lokalpsykiatrisk Center Papirfabrikken 38 8600 Silkeborg Tlf.: 7789 6312, mobil: 5129 9018 E-mail: bentepde@rm.dk Kasserer Kitte Hay Jørgensen Konsulent Afdeling S Århus Universitetshospital, Risskov Skovagervej 2 8240 Risskov Tlf.: 7789 2646 E-mail: kirjoerg@rm.dk Repræsentant for Nordisk Samarbejde Claus Hansen Konsulent Region Hovedstadens Psykiatri, HR- og Kvalitets og udviklingsafdeling Kristineberg 3, 2100 København Ø. Tlf.: 4511 2044, mobil: 4036 6153 E-mail: claus.hansen@regionh.dk Sekretær Malene Mygind Specialudd. Sygeplejerske og klinisk vejleder Tidligt Interventions Team Birkelund 4C 6200 Åbenrå Tlf.: 2899 4013 E-mail: mygind@dsr-medlem.dk Bestyrelsesmedlem og ansvarlig for hjemmesiden Lene Berring Udviklingschef Psykiatrisk Center Sct. Hans Boserupvej 2 4000 Roskilde Tlf.: 4633 4623 E-mail: lene.berring@regionh.dk Bestyrelsesmedlem Jette Christiansen Udviklingssygeplejerske cand. scient. soc. Psykiatrisk Sygehus Afdeling Syd Mølleparkvej 10 9000 Aalborg Tlf.: 9631 1659, mobil: 2280 1921 E-mail: jkc@rn.dk Suppleanter Suppleant Rie Andersen Psykiatrichef, viborg kommune Nytorv 6 8800 Viborg Tlf.: 3030 2784 E-mail: ra1@viborg.dk Suppleant Michael Pedersen Udviklingschef, MPP Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Nordre Ringvej 69 2600 Glostrup Tlf.: 4323 3724, mobil: 2933 6827 E-mail: micped01@regionh. 25

The Myth of Mental Health Nursing Myten om den psykiatriske sygepleje Af: Lene Lauge Berring, Cand. Cur., Udviklingschef på Psykiatrisk Center Sankt Hans, Danmark. Oplæg af Phil Barker, artist, psychoterapist og professor på the school of Medicine, Dentristry and Nursing, University of Dundee, Scotland. Phil Barker og hans kone Poppy Buchanan-Barker Mental Health Nursing er en myte, der reflekterer det, vi som psykiatriske sygeplejersker gerne vil. En ideologi der ikke har rod i virkeligheden. Sygeplejen afspejles ikke i mødet med patienterne. Psykiatriske sygeplejersker tror, de gør noget, de ikke gør. Budskabet kommer fra Phil Barker - én af hovedtalerne på den Nordiske kongres for Psykiatriske Sygeplejersker. Formålet var at ruske op i de godt 300 psykiatriske sygeplejersker, der var samlet i Helsinki fra d. 8. 10. september. At bruge begrebet Mental Health er vigtigt for Phil Barker, fordi det har en bredere betydning end begrebet psykiatrisk sygepleje. Psykiatrisk sygepleje henleder opmærksomheden på, at patienten har en sygdom, han skal helbredes for. Mental Health Nursing handler derimod om, at hjælpe personen (som i Phil Barkers terminologi ikke hedder patienten), til at håndtere sine problemer og dermed til at håndtere eget liv. Hvad er Mental Health Nursing, og hvordan praktiserer du det? Det spørgsmål havde Psykiatriske sygeplejersker skal hjælpe personer med psykiske problemer til at finde en løsning på deres problemer (de skal ikke give dem flere problemer). Phil Barker stillet 200 psykiatriske sygeplejersker, hvorefter tilbagemeldingen lød: Det må jeg lige tænke over. Hvordan rekrutterer man psykiatriske sygeplejersker, når man ikke engang kan definere psykiatrisk sygepleje? Vil man være sygeplejerske i psykiatrien, så skal man, ifølge Phil Barker, spørge sig selv, hvordan man gerne vil agere overfor personer, der har psykiske problemer. Videre argumenterer Barker for, at psykiatriske sygeplejersker skal definere den psykiatriske sygepleje. I så fald psykiatriske sygeplejersker ikke selv gør det, gør andre det, f.eks. økonomer, advarer han. På nuværende tidspunkt defineres psykiatrisk sygepleje, ifølge Barker, af en historie. En skamfuld historie, som han pointerer. En historie, der gør psykiatriske sygeplejersker til medløbere, der ikke stiller spørgsmål til de handlinger, som f.eks. lægerne delegerer. Psykiatriske sygeplejersker administrerer tvang og giver medicin, der skader patienten. Oven i købet på et uoplyst grundlag. Phil Barker mener ikke, at psykiatriske sygeplejersker tager deres ansvar, som personens (patientens) hjælper alvorligt. Psykiatriske sygeplejersker bidrager, når patienter misinformeres om medicinens virkninger og bivirkninger. I forlængelse af dette stiller han spørgsmålet: Hvem vil modtage en behandling, hvor du risikerer at tage 30 kg på i vægt, dø af hjerte kar sygdomme, blive impotent, få det metaboliske syndrom?. Barker vil i hvert fald ikke, og han mener at 26

November 2010 * 3. udgave * 18. årgang den medicin, der skulle være en løsning, er blevet til problemet. Psykiatriske sygeplejersker skal hjælpe personer med psykiske problemer til at finde en løsning på deres problemer (de skal ikke give dem flere problemer). Ikke fordi Phil Barker er imod medicinsk behandling, ECT eller tvang. Det skal blot ske på et oplyst grundlag, hvor personen kan vælge, hvad der passer ham eller hende bedst. Barker mener, psykiatriske sygeplejersker skal definere sig selv ved at finde en positiv måde at hjælpe psykisk syge personer til at blive sunde på. Han argumenter for, at vi som psykiatriske sygeplejersker skal hjælpe mennesker med psykiske problemer til at leve med problemerne i stedet for at overkomme dem. Dette er netop konceptet ved recovery. Hvis man har en recovery tilgang fokuserer man i stedet på, hvad der skal til for at understøtte mennesket i at finde egne brugbare løsninger og få mennesket til at keep on going. Vi skal søge efter menneskets egne erfaringer med at løse problemer på f.eks. ved at spørge: Hvad gør du for at holde dig ovenpå? Hvordan lever du? Hvad er vigtigt for dig? Livet er nemlig ikke et problem, der skal løses. Livet skal leves, og personen er altid ekspert i eget liv, som Barker udtrykte med metaforen: Man skal være kaptajn på eget skib. Hvis psykiatriske sygeplejersker skal findes deres berettigelse i forhold til at støtte personer i at få et godt liv, skal vi starte med os selv med et fokus på at hjælpe mennesker til at leve deres liv, ikke med fokus på sygdommen. Han mener sygeplejersker er alt for optagede af curing i stedet for caring. Og som han slutter med at sige: Der forventes kun humanitet og respekt, og jeg har kun sat ord på, hvad alle allerede ved, gør myten til en realitet, hvis du som psykiatrisk sygeplejerske er interesseret i at lade mennesker leve deres eget liv, så simpelt og dog så svært. Forandring begynder med dig selv. Kort sagt: Hvis sygeplejersker kan være med til at bringe ideologien ind i praksis, kan de hjælpe patienterne/ personerne med at håndtere deres problemer. Interview med psykiatrisk sygeplejerske på Nordisk Konference i Helsinki Tove Pihl Hjortgaard, psykiatrisk sygeplejerske og teamleder for OPUS teamet, Psykiatrisk Center Ballerup, Danmark. Hvilke forventninger har du haft til konferencen her i Helsinki? Jeg har haft mange. Dels har jeg haft forventninger om at få udvidet min viden om recovery, dels har jeg haft forventninger om at få noget nyt med hjem i vinklen af at anskue recovery. Jeg har en forventning om, at vi kan bruge den viden og de indlæg, vi hører, når vi kommer hjem som udgangspunkt for en videre drøftelse af, hvordan vi kan blive endnu bedre til at bruge recovery hos os selv. Vi er en stor gruppe sygeplejersker fra Psykiatrisk Center Ballerup afsted, der ikke arbejder tæt sammen til dagligt, men vi jo er kollegaer og har derfor stor glæde af at kende hinanden godt i hverdagen. Det vil sige den sociale del af en sådan konference er også vigtig og kan netop bruges til, at vi lærer hinanden bedre at kende, når der ikke er indlæg. Hvad betyder sprogforskellene for dig? At alle oplæg bliver holdt på engelsk skaber ikke nogen forvirring for mig. Jeg forstår godt, hvad de siger. At vi er fra mange forskellige lande betyder, at netværksdelen bliver svær. Fordi mange forskellige sprog er repræsenterede løber man måske ikke lige ind i hinanden og networker. Men i og med at alle indlæggene holdes på engelsk, synes jeg ikke, at det skaber nogen vanskeligheder. Har du fået ny viden om recovery? Det synes jeg. Nu er konferencen jo ikke slut endnu, men jeg synes bestemt, at jeg har fået rigtig meget ny viden allerede nu. Om ikke andet er begrebet recovery i hvert kommet i fokus. Jeg har jo læst noget teori hjemmefra for at forberede mig på denne her konference, hvilket slet ikke var så tosset, fordi så får man terminologien ind og kigget på hvad det her begreb egentlig er for noget. Recovery er jo efterhånden brugt meget også i psykiatrisk sygepleje og beskrevet fra forskellige vinkler, så det har været svært at forstå, hvad det lige er. Men det er jo meget meget bredt, og jeg synes, at den viden, jeg har fået, har bekræftet mig i min opfattelse af den psykiatriske sygepleje. Vi bliver simpelthen nødt til at blive endnu bedre til at få patienterne i centrum, inddrage dem og få dem meget mere med i den måde, vi anskuer både vores behandling og vores sygepleje på. Det har jeg i hvert fald lyst til at tage med mig hjem her fra konferencen. 27

Boganmeldelse: Motivationssamtalen i sundhedssektoren Af: Gitte Grønne, udviklingssygeplejerske, projektafsnit R3, retslig afdeling, Psykiatrisk Center Sct. Hans De sidste to årtier er der set en rivende udvikling i og stadig øget fokus på at motivere patenten/klienten til ændring i livsførelse. Det er spændende at se tilbage på de første teorier fra Miller & Rollnick i 1991 i Motivational Interviewing ( MI ) til den 2. udgave i 2002; og nu Motivational Interviewing in Health Care Helping Patients Change Behaviour, der lige nu er oversat til dansk og som anmeldes her. Motivationssamtalen i sundhedssektoren skal ikke ses som en revideret teori efter den oprindelige MI, men beskrives af forfatterne som En ny syntese, som handler om, hvordan man kan indarbejde kernen i motivationssamtalen i sin daglige sundhedspraksis. Hvor de to første bøger beskriver en meget detaljeret for mange måske ny måde at tilbyde patienten hjælp til ændring, tager denne bog udgangspunkt i en allerede etableret praksis og viser, hvordan man kan inkorporere ånden fra MI og med små skridt af gangen ændre sin egen vejlederstil forhåbentlig med det ønskede resultat: øget motivation for livsstilsændring hos patienten. Bogen er delt op i tre dele alle med talrige eksempler, samtalesekvenser og cases, der gør teksten spændende og teorien genkendelig. Del I viser et overblik over motivationssamtalen, dens evidensgrundlag og dens plads i den konkrete kontekst, som sundhedssektoren udgør. Så kommer en beskrivelse af de tre kommunikationsstile 1) styrende, 2) vejledende og 3) følgende samt tre specifikke kernefærdigheder: at spørge, at informere og at lytte. Del II beskriver, hvordan disse færdigheder kan videreudvikles og anvendes som led i motivationssamtalens vejledende stil. Det er befriende at læse, at ens nuværende praksis ikke skal skrottes, men justeres for at give rum til MI. At det ikke pludselig er forbudt at give råd og information, men at timing og tilladelse fra patienten er afgørende for udbyttet. Del III indeholder nogle praktiske eksempler og retningslinjer for, hvordan man kan styrke ens sikkerhed og færdigheder i at anvende MI i praksis. Slutteligt ses på, hvordan selve praksismiljøet også kan være med til at fremme adfærdsændringer og i Appendiks gives råd om metode til at lære mere og bibliografi om undervisning og forskning. Som læser, der i en årrække har kendt til teorien om MI og har haft den som indsatsområde i de sidste to år i mit arbejde, er det svært at læse bogen, som om jeg intet vidste om MI. Men Motivationsamtalen i sundhedssektoreren. Stephen Rollnick, William R. Miller, Christopher C. Butler Hans Reitzels Forlag jeg kan tydeligt se, at denne bog er nemmere at gå til end begge udgaver af Motivationssamtalen. Det gør en stor forskel, at der tages udgangspunkt i egen praksis og at der bruges analogier, der kan huskes bedre end mange teoretiske ord. Et forklarende eksempel på den lettere tilgang er spørgeområder for at fremkalde forandringsudsagn hos patienten. I Motivationssamtalen Ulemper ved status quo Fordele ved forandring Optimisme overfor forandring Hensigt om forandring I Motivationssamtalen i sundhedssektoren Ønske Evne Grunde Nødvendighed Forpligtelse Handling Der tages slet ikke afstand fra tidligere teorier, det opsættes bare lidt mere ligetil og nemt at huske. Hvis jeg skulle starte forfra med at implementere MI i egen praksis eller på mit afsnit, ville jeg vælge at starte med denne bog. Teksten i hele bogen er sat læsevenligt op med små essenser trukket ud af afsnittet og sat op i kursiv i yderste tekstspalte. Læseren vil talrige gange tænke: Det er vigtigt! Det skal jeg huske. For så at opdage, at det netop er det fremtrukne, som øjnene vil falde på ved senere skimning af teksten. Desuden er der konklusioner efter hvert kapitel, der trækker de vigtigste ting frem og fortæller lidt om det næste kapitel. Motivationssamtalen i sundhedssektoren er en god overskuelig bog, der sætter tanker i gang hos den nye læser af MI og sætter gang i praksisændring hos den erfarne læser af MI. Jeg vil skatte mit eksemplar af bogen højt. (Måske også fordi Miller og Rollnick signerede min bog med de bedste ønsker for mit arbejde på International Conference for Motiavtional Interviewing i Stockholm i juni). 28

November 2010 * 3. udgave * 18. årgang Boganmeldelse: Udfordringer i kognitiv terapi Hvad gør man, når standardmetoderne ikke virker. Af: Morten Sau, Sygeplejerske, Kompetencecenter for affektivedelser, Psykiatrisk Center København Denne bog skal forstås som en fortsættelse af Judith S. Becks grundbog, Kognitiv terapi-teori, udøvelse og refleksion. Den kan således ikke stå alene, idet den ikke redegør for de grundlæggende kognitive arbejdsmetoder. Den rummer til gengæld mange kreative forslag til, hvordan man kan drible videre i et terapeutisk forløb, som volder problemer, eller forstærker de resultater man allerede har opnået. Systematikken er imponerende, og problemstillingerne må være ndsamlet gennem årelang terapeutisk praksis og supervision af andre terapeuter. På sin vis rummer bogen de samme muligheder som supervision bortset fra, at en god supervisor er i stand til at identificere de problemer, man sidder med, hvorimod man her selv må være i stand til at få øje på, hvad det er, der spænder ben. Jeg har gennem læsningen opnået et indgående kendskab til amerikanske fornavne, idet hele bogen er bygget op omkring hundredvis af primært korte, navngivne cases. Heldigvis rummer bogen et udmærket indeks, så det er muligt at pejle sig ind på det tema, man søger hjælp til. Formen bliver dog i længden anstrengende, idet alle cases naturligvis går op. Det gør, at spændingskurven daler noget undervejs, når forudsigeligheden bliver for tydelig. Man kan selvfølgelig ikke fylde en bog med mislykkede cases, men det ville virke mere virkelighedsnært, hvis terapeuten en gang imellem trådte ved siden af Udfordringer i kognitiv terapi Hvad gør man, når standard metoderne ikke virker. Judith S. Beck Akademisk Forlag eller sad uhj ælpeligt fast. Bortset fra det er problemerne bestemt genkendelige, og teknikkerne er for de flestes vedkommende håndgribelige, enkelte mere avancerede. For sygeplejersker uden kognitiv psykoterapeutisk erfaring vil store dele afbogen dog være sort snak. Er det tilfældet, vil jeg anbefale Lykketyvene af Torkil Berge og Arne Repål, som stadig er en kognitiv klassiker, og en bog som også mange patienter har glæde af. Bogen koncentrerer sig om de diagnoser, som kognitiv terapi er udviklet for - og mest udbredt til, dvs. affektive lidelser og angstlidelser med enkelte afstikkere. Der er således ikke meget at hente for behandlere, der primært arbejder med skizofreni og! eller misbrug. Endelig tager bogen konsekvent udgangspunkt i individuelle forløb, men mange teknikker vil kunne finde anvendelse i gruppeterapeutiske forløb. Få udvidet dit fagbibliotek Ved anmeldelse af én af nedenstående bøger får du bogen gratis. Din boganmeldelse bringes i. Bevidst nærvær en vej ud af nedtryktheden Af Mark Williams, John Teasdale, Zindel Segal og Jon Kabat-Zinn Akademisk Forlag 2009 Børne- og ungdomspsykiatri. Nye perspektiver og uanede muligheder Af Søren Hertz Akademisk Forlag 2008 Fokus på relationer psykiatri i praksis Af Susanne Broeng (red.) Hans Reitzels Forlag 2009 Invitation til socialpsykiatri Af Benny Lihme (Red.) Akademisk Forlag 2008 Kommunikation for sundhedsprofessionelle Af Kim Jørgensen (red.) Gads Forlag 2010 Fortsættes på næste side... 29

STILLINGSOPSLAG: Brænder du for psykiatrisk sygepleje og faglig formidling? i redaktionsgruppen for søger vi to nye medlemmer! Vi er en gruppe psykiatriske sygeplejersker, der fire gange om året mødes en hel dag for at planlægge næste udgave af. Mellem redaktionsmøderne består arbejdet blandt andet i at være opsøgende i forhold til skribenter og annoncører, opdatere og udvikle hjemmesiden, vejlede ved artikelskrivning eller måske selv skrive en artikel. Visionerne for bladet er mange, hvorfor vi netop har planlagt at afholde et strategiseminar i maj 2011. Arbejdet i redaktionen er frivilligt og ulønnet. Vi tilstræber geografisk spredning, så vi har en redaktion, der repræsenterer hele Danmark. dog, at du er engageret i og har en interesse for formidling af den psykiatriske sygepleje. Lyder redaktionsarbejde som noget for dig, og kan det forenes med dit arbejde vil vi i redaktionen meget gerne høre fra dig. Du er velkommen til at kontakte redaktør Lise Klingenberg på tlf. 2721 1575 for flere oplysninger om redaktionsarbejdet. Ansøgningsfrist er den 1. december 2010. Ansøgning sendes elektronisk til: klinge36@hotmail.com. I øjeblikket er vi tre fra Region Hovedstaden og én fra Region Nordjylland. Det allervigtigste er Få udvidet dit fagbibliotek (fortsat) Kroppens ambivalens - skizofreni, fysisk aktivitet og motivation Af Ane Moltke Frydenlund 2010 Motivationssamtale i sundhedssektoren Af Stephen Rollnick og William R. Miller Hans Reitzels Forlag 2009 Personlighedsforstyrrelser moderne relationel forståelse og behandling af borderline-lidelser Af Carsten René Jørgensen Hans Reitzels Forlag 2.udgave, 2009 Psykiatrisk & psykosocial rehabilitering - en recoveryorienteret tilgang Af Lene Falgaard Eplov, Lisa Korsbek, Lone Petersen og Mette Olander Munksgaard Danmark 2010 Relation før metode Af Sverker Belin Akademisk Forlag 2010 Sundhedspædagogik viden og værdier Af Karen Wistoft Hans Reitzels Forlag 2009 Sundhedsvæsenet på tværs opgave, organisation og regulering Af Marie Danielsen (Red.) Forlaget Academica 2009 Sådan holder du hjernen i gang Af Henning Kirk Akademisk Forlag 2009 Kontakt Anette Theis: Mobil: 4085 2111, e-mail: anette.theis@regionh.dk. 30

Forkortet produktinformation for Zeldox (ziprasidon) Hårde kapsler 20, 40, 60 og 80 mg og oral suspension 10 mg/ml. Indikationer: Behandling af skizofreni hos voksne. Behandling af mani eller blandingstilstande af moderat sværhedsgrad ved bipolar affektiv sindslidelse hos voksne og børn og unge i alderen 10-17 år (forebyggelse af de maniske eller depressive episoder ved bipolar affektiv sindslidelse er ikke tilstrækkeligt undersøgt se pkt. 5.1 i produktresuméet). Ziprasidons potentiale til at forlænge QT-intervallet bør overvejes (se pkt. 4.3 og 4.4 i produktresuméet). Dosering*: Voksne: Den anbefalede dosis til akut behandling af skizofreni og bipolar affektiv sindslidelse er 40 mg 2 gange dagligt indtaget sammen med føde. Den daglige dosis justeres efterfølgende op til maksimalt 80 mg 2 gange dagligt på baggrund af individuelt klinisk respons. Den maksimalt anbefalede dosis på 80 mg 2 gange dagligt opnås allerede på behandlingens 3. dag. Patienter i vedligeholdelsesbehandling for skizofreni bør behandles med den lavest effektive dosis af ziprasidon; i mange tilfælde kan en dosis på 20 mg 2 gange dagligt være tilstrækkelig. Den maksimale dosis må ikke overskrides, da Zeldox er forbundet med dosisafhængig forlængelse af QT-intervallet. Børn og unge: Ved akut behandling af pædiatriske patienter (10-17 år) med manisk bipolar affektiv sindslidelse, anbefales en enkelt dosis på 20 mg sammen med føde på dag 1. Efterfølgende bør ziprasidon administreres sammen med føde som 2 daglige doser, og bør titreres over 1-2 uger til 120-160 mg dagligt for patienter, der vejer 45 kg, eller til 60-80 mg dagligt for patienter, der vejer <45 kg. Efterfølgende dosering bør justeres på baggrund af individuel klinisk status indenfor doseringsintervallet 80-160 mg dagligt for patienter, der vejer 45 kg, eller 40-80 mg dagligt for patienter, der vejer <45 kg. Asymmetriske doser, hvor morgendoserne var 20 eller 40 mg lavere end aftendoserne, var tilladt i de kliniske forsøg (se pkt. 4.4, 5.1 og 5.2 i produktresuméet). Det er særlig vigtigt ikke at overskride den vægtbaserede maksimumsdosis, da sikkerhedsprofilen for doser over maksimum (160 mg dagligt for børn, der vejer 45 kg, eller 40-80 mg dagligt for patienter, der vejer <45 kg) ikke er blevet bekræftet, og da ziprasidon forårsager dosisafhængig forlængelse af QT-intervallet (se pkt. 4.3 og 4.4 i produktresuméet). Sikkerhed og effekt af ziprasidon er ikke påvist hos pædiatriske patienter med skizofreni (se pkt. 4.4 i produktresuméet). Ældre: Lavere initialdosis bør overvejes hos patienter på 65 år og derover, hvis kliniske faktorer taler herfor. Nedsat nyrefunktion: Dosisjustering er ikke nødvendig. Nedsat leverfunktion: Lavere dosis bør overvejes. Kontraindikationer*: Overfølsomhed over for indholdsstofferne. Kendt forlænget QT-interval. Kongenit langt QT syndrom. Nyligt akut myokardieinfarkt. Inkompenseret hjertesvigt. Arytmier behandlet med klasse Ia og III antiarytmika. Samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet (f.eks. klasse Ia og III antiarytmika, arsentrioxid, halofantrin, levomethadylacetat, mesoridazin, thioridazin, pimozid, sparfloxacin, gatifloxacin, moxifloxacin, dolasetronmesylat, mefloquin, sertindol eller cisaprid). Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedr. brugen*: Anamneseoptagelsen bør omfatte vurdering af familiær baggrund og objektiv undersøgelse. Zeldox forårsager en let til moderat dosisafhængig forlængelse af QT-intervallet (se bivirkninger). Zeldox bør derfor ikke gives sammen med lægemidler, som er kendt for at forlænge QT-intervallet (se kontraindikationer og interaktioner). Forsigtighed tilrådes hos patienter med signifikant bradykardi. Elektrolytforstyrrelser som f.eks. hypokaliæmi og hypomagnesiæmi øger risikoen for maligne arytmier og bør korrigeres, inden behandlingen med Zeldox påbegyndes. Ved behandling af patienter med stabil hjertesygdom bør det overvejes at tage et EKG, inden behandling indledes. Hvis QTc-intervallet er >500 msek, anbefales det at seponere behandlingen. Der er rapporteret sjældne tilfælde af torsade de pointes hos patienter med multiple forstyrrende risikofaktorer. Sikkerhed og effekt hos børn og unge med skizofreni er ikke undersøgt. Malignt neuroleptikasyndrom (MNS) er et sjældent men potentielt fatalt syndrom, som er rapporteret i forbindelse med brug af antipsykotika, herunder Zeldox. Behandling af MNS bør omfatte øjeblikkelig seponering af samtlige antipsykotika. Ved tegn eller symptomer på tardive dyskinesier bør dosis nedsættes eller helt seponeres. Patienter med bipolar affektiv sindslidelse er kendt for at være særligt følsomme for disse symptomer. Forsigtighed tilrådes ved behandling af patienter, som tidligere har haft kramper. Forsigtighed tilrådes hos patienter med alvorlig leverinsufficiens. I kliniske studier er der set ca. 3 gange så stor risiko for cerebrovaskulære bivirkninger med visse atypiske antipsykotika hos patienter med demens. Mekanismen bag den øgede risiko er ikke kendt. Zeldox bør derfor anvendes med forsigtighed til patienter med risiko for slagtilfælde. Hos ældre patienter med demensrelaterede psykoser er der set en øget risiko for dødsfald, sammenlignet med placebo, når de behandles med visse antipsykotika. Kliniske data for ziprasidon til behandling af ældre patienter med demens er utilstrækkelige til at kunne påvise, om der er en øget risiko for dødsfald ved behandlingen med ziprasidon i forhold til placebo i denne patientpopulation. Ziprasidon er ikke godkendt til behandling af ældre patienter med demensrelateret psykose. Kapslerne indeholder lactose. Den orale suspension indeholder E216 og E218, som kan give allergiske reaktioner og 4,65 mg natrium pr. ml. Interaktioner*: Alle interaktionsstudier er gennemført med Zeldox kapsler. Der er ikke gennemført interaktionsforsøg med ziprasidon og andre lægemidler hos børn. Bør ikke gives sammen med lægemidler, der forlænger QT-intervallet. Bør anvendes med forsigtighed i kombination med andre centralt virkende stoffer og alkohol. Da ziprasidon og lithium begge er forbundet med hjerteledningsforandringer kan kombinationen medføre en risiko for farmakodynamiske interaktioner omfattende arytmier. Samtidig carbamazepin-behandling kan medføre et fald på ca. 35% i optagelsen af Zeldox. Der er set enkeltstående tilfælde af serotonergt syndrom ved anvendelse af Zeldox i kombination med andre serotonerge lægemidler. Graviditet og amning*: Bør ikke gives til gravide eller ammende. Bivirkninger*: Voksne: Bivirkninger set hos >1%: rastløshed, dystoni, akatisi, ekstrapyramidale symptomer, parkinsonisme (inkl. tandhjulsrigiditet, bradykinesi, hypokinesi), tremor, svimmelhed, sedation, døsighed, hovedpine, sløret syn, kvalme, opkastning, obstipation, dyspepsi, mundtørhed, hypersalivation, muskuloskeletal rigiditet, asteni, træthed. Efter markedsføring er følgende bivirkninger rapporteret: anafylaktisk reaktion, søvnløshed, mani/hypomani, malignt neuroleptikasyndrom, serotoninsyndrom, hængende ansigt, torsade de pointes, synkope, overfølsomhed, angioødem, enuresis og priapisme. Børn og unge: I kliniske forsøg er oral ziprasidon blevet administreret til 208 pædiatriske patienter med bipolar affektiv sindslidelse. De mest almindelige bivirkninger (set hos >10%) er sedation, døsighed, hovedpine, træthed og kvalme. Frekvensen, typen og sværhedsgraden af bivirkningerne hos disse patienter svarede generelt til bivirkningerne hos voksne med bipolar affektiv sindslidelse i behandling med ziprasidon. I kliniske forsøg på pædiatriske patienter med bipolar affektiv sindslidelse er ziprasidon forbundet med en mild til moderat dosisrelateret forlængelse af QT-intervallet svarende til den, der er set hos voksne. Tonisk-kloniske anfald og hypotension blev ikke rapporteret i de placebo-kontrollerede kliniske forsøg hos pædiatriske patienter med bipolar affektiv sindslidelse. De anførte bivirkninger kan også skyldes den tilgrundliggende sygdom og/eller anden samtidig behandling. Overdosering*: Der findes ingen specifik antidot til Zeldox. Priser og pakninger ekskl. recepturgebyr (AUP) pr. 6. september 2010: Vnr Lægemiddelform og styrke Pakningsstørrelse Pris 49 89 64 Hårde kapsler 20 mg 56 stk. 1360,55 kr. 00 42 59 Hårde kapsler 40 mg 14 stk. 378,45 kr. 49 89 80 Hårde kapsler 40 mg 56 stk. 1430,50 kr. 49 90 04 Hårde kapsler 60 mg 56 stk. 1594,25 kr. 49 90 20 Hårde kapsler 80 mg 56 stk. 2170,60 kr. 01 90 43 Oral suspension 10 mg/ml 60 ml 726,60 kr. Dagsaktuel pris findes på www.medicinpriser.dk Udlevering: B. Tilskud: Generelt tilskud. De med * mærkede afsnit er omskrevet og/eller forkortet i forhold til det af Lægemiddelstyrelsen godkendte produktresumé dateret den 5. oktober 2009. Produktresuméerne kan vederlagsfrit rekvireres hos Pfizer ApS, Lautrupvang 8, 2750 Ballerup, tlf. 44 20 11 00. Zeldox findes også i følgende lægemiddelformer: pulver og solvens til injektionsvæske 20 mg/ml. (ZELD HC OS 034 ASmPC V6.1 05Oct2009)

AFSENDER:, c/o Kitty Hay Jørgensen, Skovagervej 2, 8240 Risskov psykisk fysisk Tag kontrol i dag med Tanke på i morgen Akut og vedvarende kontrol af psykotiske symptomer ved skizofreni1,2 Normalt ikke forbundet med vægtøgning 5,6 Ingen forværring af metaboliske parametre*6 * Vægt, kolesterol, triglycerider og HbA1C Se produktinformation på side xx referencer 1. Simpson GM et al. Randomized, controlled, double-blind multicenter comparison of the efficacy and tolerability of ziprasidone and olanzapine in acutely ill inpatients with schizophrenia or schizoaffective disorder. Am J Psychiatry 2004 161(10):1837-47. 2. Arato M et al on behalf of the ZEUS study group. A 1-year, double-blind, placebo-controlled trial of ziprasidone 40, 80 and 160 mg/day in chronic schizophrenia: the Ziprasidone extended use in schizophrenia (ZEUS) study. International Clinical Psychopharmacology 2002; 17:5:207-215. 3. Keck PE et al. Ziprasidone in the treatment of acute bipolar mania: a three-week, placebo-controlled, double-blind, randomized trial. Am J Psychiatry 2003;160:741-748. 4. Potkin SG et al. Ziprasidone in acute bipolar mania. J Clin Psychopharmacol 2005;25:301-10. 5. Allison DB et al. Antipsychotic-induced weight gain: a comprehensive research synthesis. Am J Psychiatry 1999;156(11):1686-96. 6. Lieberman JA et al. Effectiveness of antipsychotic drugs in patients with chronic schizophrenia. N Engl J Med. 2005 ;353(12):1209-23. Zdx-10-01-04: September 2010 Virkning på maniske symptomer fra dag 23,4