FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT MICHAEL B. ELMER fremsat den 9. marts 1995* 1. I denne sag er Domstolen blevet bedt om at tage stilling til et fortolkningsproblem vedrørende de fællesskabsretlige regler om etikettering af vin og champagne. Det fremgår af sagen, at baggrunden for tiltalerejsningen bl.a. er, at Loir et Chers kontrolmyndighed for konkurrence, forbrug og bekæmpelse af svig har fundet, at angivelserne har kunnet vildlede køberne med hensyn til vinens oprindelse eller druesorten, idet de angivne bynavne kunne opfattes som oprindelsesbetegnelser og for så vidt angår bynavnet»romorantin«kunne forveksles med druesorten»romorantin«. Sagens faktiske omstændigheder 2. Spørgsmålet er opstået under en straffesag, hvori Michèle Voisine er tiltalt for at have overtrådt artikel 11 i lov af 1. august 1905 om svig i forbindelse med forfalskning af varer eller tjenesteydelser ved som direktør for»bouteilles en fête«sarl svigagtigt at have vildledt forbrugerne ved i strid med fællesskabsreglerne at have solgt 1 425 flasker bordeauxvin og 60 flasker champagne i byerne Vendôme, Romorantin, Blois og Azay-le-Rideau på flasker, hvorpå der var gengivet fotografier af de byer, hvor salget fandt sted, samt en kort tekst vedrørende den enkelte bys historie. * Originalsprog: dansk. Tiltalte har under straffesagen for Tribunal de police de Bordeaux gjort gældende, at de fællesskabsretlige regler alene indeholder regler for vinens etikettering. De bybilleder mv., som ved serigrafi og støbning i glasset er påført flaskerne til de af hende markedsførte»bouteilles en fête«, udgør ikke en del af etiketten, men derimod en del af flaskens dekoration. Forelæggelseskendelsen 3. Tribunal de police har fundet det tvivlsomt, om begrebet»etiket«i de nedenfor anførte fællesskabsretlige regler skal forstås således, at det kun omfatter de angivelser, der I-1861
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT ELMER SAG C-46/94 karakteriserer produktet, eller om det omfatter alle angivelser på flasken, og har anmodet Domstolen om at besvare følgende spørgsmål: endvidere som princip fastlægges, at de angivelser, der er fastsat i reglerne eller i gennemførelsesbestemmelserne til dem, er de eneste tilladte til betegnelse af vin og druemost«.»indeholder definitionen af etikettering i artikel 38 i forordning (EØF) nr. 2392/89 et forbud mod enhver påføring på flasken af dekoration eller reklame, som er uden relation til selve vinen?«der skelnes i forordningen mellem obligatoriske angivelser, der er nødvendige til identifikation af produktet, og valgfrie angivelser, der snarere har til formål at præcisere dettes væsentlige karakteristiske træk eller at kvalitetsbestemme det. Fællesskabsretten 4. Rådets forordning (EØF) nr. 2392/89 af 24. juli 1989 om fastsættelse af almindelige regler for betegnelse og præsentation af vin og druemost 1 er udstedt under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 822/87 af 16. marts 1987 om den fælles markedsordning for vin 2. I kapitel I, afdeling B, vedrørende»betegnelse for kvalitetsvine, fremstillet i bestemte dyrkningsområder«(i forordningen og i det følgende forkortet: kvbd) omhandler afdeling Β I»Etikettering«. Det angives i femte betragtning til forordningen, at det for at undgå alt for afvigende fortolkninger»er fundet hensigtsmæssigt at fastlægge ret fuldstændige betegnelsesregler; for at sikre reglernes effektivitet bør det 1 EFT L 232, s. 13. 2 EFT L 84, s. 1. Artikel 11, stk. 1, angiver de obligatoriske oplysninger, som etiketbetegnelsen skal omfatte, herunder navnet på det bestemte dyrkningsområde, hvorfra vinen hidrører [litra a)], og for så vidt angår beholdere med et nominelt rumfang på højst 60 liter navn eller firmanavn på tapperen samt på den kommune eller del heraf og den medlemsstat, hvor virksomhedens hovedsæde er beliggende [litra d), 1. led]. I - 1862
Artikel 11, stk. 2, fastsætter regler om, at der i etiketbetegnelsen kan tilføjes angivelse af nærmere opregnede oplysninger, herunder»et mærke i henhold til betingelserne i artikel 40«[litra c)]. henviser til fabrikanten eller til beholderens rumfang, og som er direkte anført på beholderen på en sådan måde, at de ikke kan slettes Efter forordningens artikel 12, stk. 1, kan med nærmere angivne undtagelser, der ikke er relevante for besvarelsen af det forelagte spørgsmål alene de i artikel 11 nævnte angivelser anvendes som etiketbetegnelse for en kvbd. I artikel 38, stk. 1, defineres begrebet»etikettering«som»samtlige betegnelser og andre benævnelser, symboler, illustrationer eller mærker, der kendetegner produktet, og som optræder på samme beholder, på dens lukkeanordning eller på beholderens vedhæng«. anvendes med henblik på kontrol af aftapningen, og som anføres i bestemmelser, der skal fastsættes anvendes med henblik på identifikation af produktet ved hjælp af en talkode og/eller et symbol, der kan aflæses af en maskine angiver prisen på det pågældende produkt Artiklen fortsætter: er fastsat ved medlemsstaternes bestemmelser vedrørende mængde- eller kvalitetskontrol med de produkter, der forelægges til regelmæssig og officiel undersøgelse.etiketteringen omfatter ikke angivelser, symboler og andre mærker, som er fastsat i medlemsstaternes afgiftsbestemmelser I forordningens afsnit III, almindelige bestemmelser, anføres det i artikel 40, stk. 1, at betegnelsen for og præsentationen af de nævnte produkter ikke må kunne give anledning til forveksling eller vildlede de personer, I - 1863
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT ELMER SAG C-46/94 til hvem de er rettet, navnlig for så vidt angår angivelserne i henhold til bl.a. artikel 11 og produkternes egenskaber, navnlig art, oprindelse eller herkomst. af de personer, som de tager sigte på, kan forveksles med hele eller dele af betegnelsen for en bordvin, en kvbd... Artikel 40, stk. 2, omhandler»mærker«og fastsætter: er identiske med betegnelsen for et sådant produkt, uden at en sådan betegnelse eller præsentation er tilladt for de produkter, der er anvendt til fremstilling af de endelige produkter, der er nævnt ovenfor.»2. Når betegnelse, præsentation og reklame vedrørende de i denne forordning nævnte produkter suppleres med mærker, må disse mærker ikke indeholde ord, dele af ord, symboler eller illustrationer, Desuden må der ikke på etiketten for en bordvin, en kvbd eller en indført vin anvendes mærker, hvori der forekommer ord, dele af ord, symboler eller illustrationer, som a) der er af en sådan art, at de kan give anledning til forveksling eller vildlede de personer, til hvem de er rettet, jf. stk. 1, b)... indeholder forkerte angivelser, særlig med hensyn til geografisk oprindelse, vinstoksort, høstår eller benævnelse vedrørende en højere kvalitet eller b) der...«i - 1864
5. Med hensyn til mousserende vine indeholder artikel 13 i Rådets forordning (EØF) nr. 3309/85 af 18. november 1985 om fastsættelse af almindelige regler for betegnelse og præsentation af mousserende vine og mousserende vine tilsat kulsyre 3 regler, der svarer til reglerne i artikel 40 i forordning nr. 2392/89. 11, stk. 1, i forordning nr. 2392/89. Ved etikettering skal efter artikel 38 i samme forordning forstås»samtlige betegnelser og andre benævnelser, symboler, illustrationer eller mærker, der kendetegner produktet...«. Dekorationen på flasken har derimod ingen forbindelse med selve vinen, men kan f.eks. bestå i familiefotos, et firma-logo, et klubskjold eller et billede af en lokalitet. En gennemsnitsforbruger vil derfor ikke kunne vildledes heraf eller tro, at vinen er af romorantindruen, blot fordi flasken afbilder Stade Olympique de Romorantin. 6. Kommissionens forordning (EØF) nr. 3201/90 af 16. oktober 1990 om gennemførelsesbestemmelser for betegnelse og præsentation af vin og druemost 4 indeholder i artikel 1, stk. 1, henholdsvis stk. 2, nærmere regler for, hvor de obligatoriske, henholdsvis de fakultative etiketangivelser skal anføres. Disse kan anføres på samme etiket eller i visse tilfælde på flere etiketter eller trykkes direkte på beholderen. Proceduren for Domstolen 7. Michèle Voisine har anført, at de solgte flasker opfylder etiketteringskravet i artikel 3 EFT L 320, s. 9. 4 EFT L 309, s. 1. 8. Institut national des appellations d'origine, der under hovedsagen har påstået Michèle Voisine tilpligtet at betale erstatning, har henvist til, at definitionen af begrebet etikettering i artikel 38 i forordning nr. 2392/89 er generel, således at etiketteringen omfatter alle flaskens angivelser, der i enhver henseende skal være i overensstemmelse med forordningernes krav. Efter artikel 40 i forordning nr. 2392/89 og artikel 13 i forordning nr. 3309/85 må anvendelsen af»mærker«som de i sagen omhandlede derfor ikke være vildledende. I den henseende har de nationale domstole en vis skønsbeføjelse. I-1865
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT ELMER SAG C-46/94 9. Den franske regering har fremhævet, at der ikke kan skelnes mellem etiketteringen og flaskens øvrige fremtræden. Udtrykket etikettering i de fællesskabsretlige regler på området henviser, som det også fremgår af Kommissionens forordning nr. 3201/90, ikke kun til etiketten i gammeldags forstand, men også til andre former for prægning af flasker, f.eks. prægning, der foretages ved serigrafi eller støbning i glasset. Den detaljerede opregning af elementerne i begrebet etikettering i artiklerne 11 og 12 i forordning nr. 2392/89 er udtømmende, men forhindrer på den anden side ikke, at en flaske forsynes med en dekoration eller anden angivelse uden forbindelse med selve vinen, såfremt kravene til mærker i forordningens artikel 40 er opfyldt. Heraf følger, at et mærke ikke må kunne vildlede forbrugeren, hvilket i hvert fald vil kunne være tilfældet, hvis den geografiske angivelse i dekorationen er forskellig fra det område, hvorfra vinen stammer. artikel 40 er en slags filter for disse angivelser med henblik på at modvirke vildledning og forveksling. Den foreliggende sag er efter Kommissionens opfattelse velegnet til at vise, hvorfor det er nødvendigt at beskytte forbrugerne mod vildledning. Der er rejst tiltale for markedsføring bl.a. af flasker med bordeauxvin, som var mærket med bynavnet Romorantin. Denne by befinder sig i Loir et Cher, men derimod ikke i Bordeaux-området. Romorantin er ligeledes navnet på en druesort, der anvendes til fremstilling af vin i Loire, men denne druesort må ikke anvendes ved fremstilling af bordeauxvine. Stillingtagen 10. Kommissionen har fremhævet, at det af såvel femte betragtning som af artikel 12 i forordning nr. 2392/89 fremgår, at opregningen i artikel 11 af de elementer, der skal eller kan indgå i etiketbetegnelsen, er udtømmende. Den røde tråd gennem hele fællesskabsreguleringen på området er forbrugerens interesse i såvel information som beskyttelse mod vildledning, og de krav, der stilles til etiketteringen, omfatter derfor enhver angivelse på flasken. Forordningens 11. Forordning nr. 2392/89 er en kodificering af flere ændringer til Rådets forordning (EØF) nr. 355/79 af 5. februar 1979. Domstolen har i tidligere afgørelser vedrørende de tilsvarende bestemmelser i forordning nr. 355/79 udtalt:»de pågældende bestemmelser har samme formål, nemlig i handelen med vin at fjerne I - 1866
enhver form for praksis, der kan skabe forveksling, og det er uden betydning, om en sådan praksis i bevidstheden hos de handlende eller forbrugerne skaber forveksling med eksisterende produkter eller en forestilling om reelt kke-eksisterende oprindelse eller kendetegn«5. I sag 16/83, Prantl 6, udtalte Domstolen (præmis 29): 12. De citerede fællesskabsretlige bestemmelser giver efter min opfattelse ikke grundlag for at skelne mellem en flaskes etikettering på den ene side og dekoration på den anden side. Meningen har klart været at modvirke muligheden for forveksling og vildledning ved at give en udtømmende opregning af, hvilke angivelser der må forekomme på vinflasker mv., alene med undtagelse af de i artikel 38, stk. 1, udtrykkeligt opregnede undtagelser. Jeg henviser i den forbindelse til den meget brede ordlyd af denne bestemmelse:»... samtlige betegnelser og andre benævnelser, symboler, illustrationer eller mærker, der kendetegner produktet, og som optræder på samme beholder, på dens lukkeanordning, eller på beholderens vedhæng«.»fællesskabsbestemmelserne vedrørende etikettering af vine... udgør et særdeles detaljeret regelsæt, der kan hindre de befrygtede forvekslinger.«som anført af generaladvokat Mischo i forslag til afgørelse i sag 234/85, Keller 7, er det»klart, at jo mere begrænsede og ensartede de angivelser er, der må påføres etiketterne, desto mindre er risikoen for at forvirre forbrugerne, og desto lettere vil kontrollen blive...«. Man kan næppe indlægge nogen særlig begrænsning i ordene «der kendetegner produktet«, idet enhver angivelse på beholderen mv. kendetegner produktet og adskiller det fra andre produkter. Når Michèle Voisine påfører sine»bouteilles en fête«forskellige bynavne, billeder mv., er det jo netop for at kendetegne dette produkt på en måde, der adskiller det fra andre produkter. 5 Dom af 25.2.1981, sag 56/80, Weigand, Sml. s. 583. 6 Dom af 13.3.1984, Sml. s. 1299. 7 Domaf 8.10.1986, Sml. s. 2897. Om etiketteringen sker i form af påklæbning af et stykke papir, af støbning i glasset, af serigrafi eller på anden måde, må således være ligegyldigt, hvilket også fremgår af I-1867
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT ELMER SAG C-46/94 artikel 1 i Kommissionens gennemførelsesforordning nr. 3201/90. 13. Reglerne om mærker i forordningens artikel 40, stk. 2, har til formål at modvirke, at forbrugerne gennem angivelser i etiketteringen bliver vildledt om vinenes oprindelse og egenskaber eller i øvrigt bringes til at forveksle de geografiske oprindelsesbetegnelser. Kernen i de fællesskabsretlige bestemmelser er således forbrugerens krav på beskyttelse mod angivelser, som kan give anledning til forveksling, eller som i øvrigt kan vildlede de personer, til hvem de er rettet. Der er grund til at fremhæve, at faren for forveksling og muligheden for vildledning ikke opstår, fordi visse betegnelser i det konkrete tilfælde f.eks. Romorantin rent faktisk er uden relation til selve vinen. Problemet er derimod, at forbrugeren kan ledes til at tro, at der består en relation mellem angivelsen og produktet, uden at dette faktisk er tilfældet. Det er således kun muligt at påføre vinbeholdere dekoration, for så vidt angivelserne heri er tilladt efter artilderne 11 og 12 i forordning nr. 2392/89. Af interesse for besvarelsen af det forelagte spørgsmål er navnlig den mulighed, som artikel 11, stk. 2, giver for at tilføje et mærke under de i artikel 40, stk. 2, fastsatte betingelser. 14. Jeg er enig i, at angivelsen»romorantin«som af Kommissionen fremhævet er et eksempel på et tilfælde, der er egnet til at forvirre forbrugeren og medføre forvekslinger. På den anden side må det være lige så klart, at der også kan tænkes tilfælde, hvor mærker ikke er vildledende, f.eks. hvor man i anledning af et sølvbryllup sælger flasker mærket med sølvbrudeparrets billede og navn og angivelse af de relevante datoer for brylluppet, henholdsvis sølvbrylluppet. Men det må fremhæves, at det er uhyre vanskeligt at udstikke generelle retningslinjer for, hvilke angivelser der kan være vildledende eller give anledning til forveksling, og hvilke ikke. Det må til syvende og sidst afhænge af en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag. Hvis det nævnte sølvbrudepar f.eks. i offentligheden er kendte ejere af et bestemt vinslot, vil angivelsen også i sølvbryllupstilfældet kunne tænkes at være vildledende, såfremt vinen ikke hidrører herfra. 15. Det er op til den nationale domstol i hvert enkelt tilfælde at vurdere, om etiketteringen opfylder de nævnte lorav. I - 1868
Forslag til afgørelse 16. Jeg skal på denne baggrund foreslå Domstolen at besvare det stillede spørgsmål således: Artikel 38, sammenholdt med artikel 11, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2392/89, er ikke til hinder for, at en beholder af vin som et mærke påføres en dekoration, der er uden relation til selve vinen, dog forudsat at de betingelser, som er fastsat herfor i forordningens artikel 40, stk. 2, er opfyldt. Det tilkommer den nationale domstol i hvert enkelt tilfælde at vurdere, om de heri fastsatte betingelser er opfyldt. I- 1869