Ifølge den italienske forfatnings artikel 24 er det et generelt princip, at retssager skal forelægges af en retskyndig person. Da der således gælder et generelt krav om repræsentation, skal parterne i en sag give møde ved en retskyndig person (advokat). I visse tilfælde kan man dog vælge ikke at lade sig repræsentere ved en advokat. Dette gælder i sager vedrørende mindre beløb, hvor loven åbner mulighed for, at sagens parter selv kan føre sagen. I sager vedrørende små beløb fraviger man kravet om repræsentation for ikke at bebyrde parterne med advokatomkostninger. Der er ikke krav om advokatrepræsentation i følgende tilfælde: a) i civile sager, der indbringes for en fredsdommer, kan parterne selv føre sagen, hvis den vedrører beløb på under 516,47 EUR. I sager vedrørende højere beløb kan fredsdommeren tillade, at personer, der har ansøgt herom, selv kan møde for retten, hvis sagens art og sagsbeløbet tillader dette (artikel 82 i den civile retsplejelov) b) en person, som har de fornødne kvalifikationer til selv at føre sagen for retten, kan møde uden advokat (jf. artikel 86 i retsplejeloven) c) i arbejdsretlige sager i første instans kan en person selv møde i retten, hvis sagsbeløbet ikke overstiger 129,11 EUR. Der gælder tilsvarende bestemmelser for socialretlige sager (artikel 417 og 442 i retsplejeloven) I andre tilfælde gælder der særlige love; personligt fremmøde uden repræsentation er således tilladt i sager vedrørende sagsomkostninger og advokathonorarer, sager vedrørende valgret, lejemålssager i første instans inden for bestemte beløbsgrænser, og sager ved skatteretten. Hvordan indbringer man en sag for en fredsdommer Sagsindbringelse for en fredsdommer indebærer sædvanligvis, at sagsøgte ved en stævning (citazione) opfordres til at give møde i retten på en af de datoer, der er anført i den retsmødekalender, som opslås på retskontoret, efter at den er godkendt af domstolspræsidenten (Presidente del Tribunale) og den offentlige anklager (Procuratore della Repubblica). Domstolen forhåndsfastsætter hvert kvartal, hvordan retsmøderne fordeles mellem de forskellige dommere; der udpeges først en dommer til at undersøge sagen, når stævningen er indgivet til retskontoret. Enhver, der ønsker at gøre sin ret gældende, kan anmode om foretræde for en fredsdommer med henblik på mundtlig forelæggelse af sagen, forudsat at den ikke vedrører et beløb på over 516,45 EUR. Dommeren sørger for at de afgivne påstande indføres i retsbogen; sagsøgeren er selv ansvarlig for at overbringe den sagsøgte stævningen med en kopi af nævnte påstande. I tilfælde vedrørende større beløb, hvor sagen egentlig burde afvises, fordi beløbsgrænsen er overskredet, kan dommeren dog alligevel under hensyn til sagens art og sagsbeløbet tillade personligt fremmøde uden advokat, idet han afsiger kendelse herom, eventuelt efter mundtlig anmodning. Både sagsøger og sagsøgte kan lade sig repræsentere ved en anden person, forudsat at denne person får befuldmægtigelse hertil nederst på stævningen eller svarskriftet, eller ved et særskilt dokument. Den befuldmægtigede skal ikke nødvendigvis være advokat. Det er nok, at han kan handle og tilstrækkeligt klart forelægge argumentationen på den repræsenterede parts vegne.
I tilfælde, hvor der gives tilladelse til fremmøde uden advokat, er det sædvane - ikke mindst ved provinsdomstolene - at parterne på et tidspunkt, eventuelt også uden for retsmøderne, tager kontakt med dommeren om, hvor og hvornår sagen skal behandles. Det er klart, at enhver der ønsker at anlægge sag - selv vedrørende et beskedent beløb - kan vælge at udtage en almindelig stævning; en sådan udfærdiges af en advokat, som sagsøgeren giver fuldmagt til at føre sagen ved et separat officielt dokument eller ved simpel påtegning nederst på stævningen eller i dennes margin; fuldmagten skal være underskrevet af sagsøgeren, og sagsøgers underskrift skal være bekræftet af advokaten. Advokaten kan derefter på den repræsenterede persons vegne varetage alle de retlige dispositioner, som loven ikke eksplicit forbeholder sagsøgeren, herunder dog ikke dispositioner, der indskrænker de af sagsøgerens rettigheder, sagen drejer sig om. I sådanne tilfælde, skal der afgives eksplicit fuldmagt, idet dispositionen ellers er ugyldig. Ligesom i andre EU-lande har der i Italien gennem de seneste årtier været en stor stigning i antallet af sagsanlæg både mellem borgerne indbyrdes og mellem disse og de offentlige myndigheder; domstolene kan derfor ikke altid klare arbejdspresset, hvilket har ført til forsinkelser i sagsbehandlingen. Det er grunden til, at man gennem det seneste årti har søgt at tilskynde til konfliktbilæggelse uden om domstolene, ikke mindst hvor der er tale om selvstændiges og lønmodtageres forhold, dvs. i socialt vigtige sager. Mægling er et alternativ til sagsanlæg, som både bidrager til bedre sociale forhold og ofte bliver billigere for begge parter. På nationalt og lokalt niveau er der etableret forskellige branchefaglige forligsordninger, bl.a. en bankombudsmand, voldgiftsinstanser ved handelskamrene og advokatsamfundets forligskammer. Den funktion, der varetages af ombudsmanden (difensore civico), er velkendt i offentligheden. Mange lokale kommune-, provins-, og regionsadministrationer har således oprettet en ombudsmandsinstans, der er uafhængig af retsvæsenet. Ombudsmanden er ikke som fredsdommeren upartisk, men hjælper borgerne med at få myndighederne til at gribe ind over for offentlige instanser og de af disse forvaltede offentlige virksomheder. Han har også en mæglingsfunktion og står som garant for en korrekt og velfungerende offentlig administration, idet han sørger for, at misbrug, forsømmelighed og mangler kommer for retten. En sagsøger kan altid forelægge sin sag direkte for ombudsmanden, skriftligt såvel som mundtligt, uden advokat- eller ekspertbistand. I de fleste tilfælde drejer sagerne sig om interesser, der ikke fortrinsvis henhører under civilretten, men som alligevel ofte berører rettigheder, der er reguleret i den borgerlige ret, og som henhører under de almindelige domstole. Eksempler herpå er krænkelser af ejendomsretten eller forpligtelser, der følger af privatretlige kontrakter, og som kan indbringes for almindelige domstole. Formålet med ombudsmandens arbejde er generelt at undgå, at der anlægges sag ved de almindelige retlige myndigheder og administrationen, eller at mindske antallet af sager. Fredsdommere har også en mæglingsfunktion; dette er faktisk blevet en af de vigtigste opgaver i det daglige arbejde, lovgivningen pålægger dem. Såvel sagsøgere som sagsøgte kan anmode fredsdommeren om at indkalde parterne til mægling, både før og efter undersøgelsesfasens indledning (på italiensk henholdsvis "conciliazione in sede non contenziosa" og "endoprocessuale"). Fredsdommeren kan i givet fald også på eget initiativ indlede et nyt mæglingsinitiativ mellem parterne helt frem til det tidspunkt, hvor der afsiges dom.
Ved sagsanlæg for byretten (Tribunale) i første eller anden instans er det nødvendigt at forkynde en stævning; heri indkaldes til et af de retsmøder, som præsidenten for appelretten har fastsat ved retsårets begyndelse. Loven kræver, at stævningen indeholder følgende oplysninger: navnet på den domstol, ved hvilken der anlægges sag komplette oplysninger - med angivelse af bopæl - om sagsøger og sagsøgte og om personer, der repræsenterer eller bistår disse sagens genstand redegørelse for sagens omstændigheder og retsgrundlaget for sagsanlægget/appellen bevismateriale og dokumenter forsvarerens fulde navn og fuldmagt tidspunktet for retsmødet. For appelsager gælder det endvidere, at de for at være gyldige skal anlægges inden for en frist, der begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den afgørelse, der appelleres, forkyndes, eller inden for et år, hvis den vindende part ikke har foretaget nogen forkyndelse. Det er et krav, at sagens parter skal lade sig repræsentere, uanset om sagen behandles af én enkelt dommer eller et dommerkollegium. Ved appel skal den appellerede dom vedlægges. Retspræsidenten udpeger derpå en dommer til at undersøge sagen (undersøgelsesdommer) og retssekretæren registrerer sagen. For sagsanlæg ved appelretten gælder samme formkrav. Sagen indgives til den domstol, der har afsagt dommen. Appellen behandles af et dommerkollegium; kollegiet kan iværksætte mæglingsforsøg og om nødvendigt indkalde parterne personligt. Sager kan kun indbringes for kassationsretten (Corte di Cassazione) af en person, der bistås af en advokat, og behandles kun, hvis de indeholder følgende oplysninger: hvem parterne er hvilken dom/afgørelse der appelleres en kortfattet redegørelse for sagens omstændigheder hvilke årsager og hvilke retlige bestemmelser der ligger til grund for sagens indbringelse for kassationsretten fuldmagten, hvis denne er givet særskilt, samt en eventuel beslutning om fri proces valgt adresse i Rom med henblik på dommens forkyndelse. Opgives der ikke nogen valgt adresse, sker forkyndelsen af dommen ved opslag på kassationsrettens kontor. Det er en forudsætning for sagens behandling, at kassationsbegæringen indgives til retskontoret senest 20 dage efter, at dommen er forkyndt for alle parter. Det er en yderligere forudsætning for sagens behandling, at retskontoret ud over kassationsbegæringen modtager de ovenfor nævnte oplysninger samt en anmodning om officiel oprettelse af sagen.
Samme strenge formkrav gælder for parter, der har indsigelse mod kassationsbegæringen, og for parter, der indgiver en kassationsbegæring i tilslutning til sagen. Udlæg i fast ejendom eller løsøre hos skyldnere eller tredjemand Udlægssager behandles af en enkelt dommer. Sagsøger skal være repræsenteret ved en advokat. Forinden skal sagsøgte være opfordret til at efterkomme sin betalingspligt. Denne pligt dokumenteres over for retten ved forelæggelse af et bevis for et gyldigt forfaldent pengekrav. Retspræsidentens udpegelse af den dommer, der skal undersøge udlægssagen, sker på grundlag af de sagsakter, retssekretæren fremlægger. Dommeren kontrollerer, at udlægget foretages korrekt; han kan indkalde parterne til høring. Dommeren vedtager de fornødne kendelser til sikring af, at udlægget forløber korrekt, idet han f.eks. tager stilling til, hvor store pengebeløb der kræves for at indløse genstande eller fordringer, der er givet i pant, hvordan de nedskrives, og hvilke skridt der må tages for at garantere deres sikkerhed, eller hvordan de skal sælges eller bortauktioneres. I omtvistede tilfælde undersøger dommeren sagen og overdrager den til dommerkollegiet med henblik på en afgørelse. Hvor der er tale om udlæg i en skyldners ejendom, som er i tredjemands besiddelse, er det den udpegede dommer, der indhenter erklæring fra denne tredjemand og afsiger dom; er der tale om en klar tvist, er det dommerkollegiet der træffer afgørelse, efter at den udpegede dommer har forelagt resultatet af sin undersøgelse af sagen. Den udpegede dommers foranstaltninger kan anfægtes inden udlægget har fundet sted. I så fald ligger afgørelsen hos fredsdommeren, hvis sagen henhører under denne i kraft af sagsbeløbets størrelse. Er udlægget allerede foretaget, behandles sagen af én enkelt dommer. At fredsdommeren har beføjelser i forbindelse med udlæg er en specifik undtagelse i lovgivningen. Normalt behandles sådanne sager af i byretten af én enkelt dommer. Dommen afsiges således i visse tilfælde af en fredsdommer, efter at denne har undersøgt sagen, og i andre af et dommerkollegium, efter at den udpegede dommer har indsamlet det fornødne bevismateriale. Summarisk proces Denne procedure forudsætter blot en summarisk redegørelse for sagens omstændigheder. Rejser en af parterne indvending, kræves der imidlertid en mere indgående undersøgelse, og denne varetages i så fald af dommerkollegiet. I visse tilfælde, hvor sagsbeløbet tillader dette, indbringes sagen for fredsdommeren. Kravet om repræsentation afhænger med andre ord af beløbet størrelse. I de fleste tilfælde, hvor sagen behandles i byretten af en enkelt dommer, kræves der således en befuldmægtiget forsvarer. Hvor der er tale om betalingskrav eller deponering af løsøre behandles sagen enten af en fredsdommer, hvis sagsbeløbet ligger inden for hans beføjelser, eller i byretten af en enkelt dommer, som overdrager sagen til et dommerkollegium, hvis den anfægtes. Sager vedrørende opsigelse og udsættelse på grund af manglende betaling behandles altid i byretten af en enkelt dommer. Anfægtes sagen, overgår den til dommerkollegiet, som afsiger dom. Der er således under alle omstændigheder krav om repræsentation. Retssikrende forholdsregler
For så vidt angår forvaringsanmodninger, indsigelse mod nyt byggeri, anmeldelse af truende skader, anmodninger om undersøgelser eller foreløbige forholdsregler ud over de sædvanlige i loven udtrykkeligt omhandlede foranstaltninger behandles sagen i byretten af en enkelt dommer, hvor dette kan ske inden der indledes en egentlig retssag. Er der allerede indledt retssag, rettes der henvendelse til undersøgelsesdommeren, hvis denne allerede er udpeget, eller til domstolspræsidenten, der sørger for udpegelse af en undersøgelsesdommer. I sådanne sager er det eksplicit fastsat, at fredsdommeren er uden beføjelser, også selv om sagen tidligere er blevet forelagt for ham. Retspleje vedrørende familieforhold Der findes syv forskellige procedurer vedrørende familieforhold og særlige begivenheder i individets livsforløb. Der er tale om procedurer, som er korte, men som har stor social betydning. Anklagemyndigheden er således ofte involveret. Samme myndighed kan også selv indlede en sag. Sager forelægges byretten, som kan træffe afgørelse ved dom, dekret eller begrundet beslutning. Sager kan også indbringes for retten uden forsvarsbistand, når blot sagsøger har den forhandlingskapacitet, den forelagte sag kræver. Intet er til hinder for, at en sagsøger lader sig repræsentere af en advokat, i hvilket fald der kræves en særlig fuldmagt, eller af en notar; notarer behøver ikke fremlægge fuldmagt. I visse tilfælde kræves det, at parterne møder personligt op, således at de kan høres om personlige begivenheder. For nylig er der åbnet mulighed for, at der kan rettes personlig henvendelse til retten med anmodning om at vedtage hasteforanstaltninger til beskyttelse af mindreåriges arv, hvor der er fare for, at denne misbruges af nærtstående. Sådanne sager, som er affødt af særlige krav, er undtagelser fra den generelle regel. Separation Når sådanne sager indbringes for retten, indkalder retspræsidenten ægtefællerne til mægling. De møder op personligt og uden forsvarer. Dette krav er i praksis en undtagelse fra den generelle regel om, at der skal være en forsvarer til stede. Opnås der ikke forlig mellem parterne, stadfæster retspræsidenten separationen. Dette sker bag lukkede døre, efter at et medlem af dommerkollegiet har gjort rede for sin undersøgelse af sagen. Forbud og inhabilitet Når sagen er rejst ved byretten, udpeger præsidenten en dommer, der undersøger sagen, hvorefter domstolen afsiger dom. Borteblivelses- eller dødsformodningsdom Når der rejses sag, indkalder retspræsidenten parterne til høring. De møder op personligt, uden advokatbistand. En udpeget dommer foretager derefter de fornødne undersøgelser, der lægges til grund for domstolens afgørelse. Der er fastsat bestemmelser for, hvordan dommen skal offentliggøres. Foranstaltninger vedrørende mindreårige, som har fået beskikket værge Domstolen, der træder sammen bag lukkede døre, træffer beslutning, efter at værgemålsdommeren har afgivet udtalelse.
Formueretlige forhold mellem ægtefæller Præsidenten for den domstol, sager er rejst ved, indkalder parterne. De møder personligt enten for præsidenten eller en udpeget dommer. Domstolens afgørelse, der ikke kan appelleres, afgives for lukkede døre. Foranstaltninger til bekæmpelse af vold i hjemmet Efter at sagsøgeren - eventuelt personligt - har rejst sagen, indkaldes parterne til høring af den af præsidenten udpegede dommer. Han træffer en begrundet beslutning efter gennemgang af de forskellige undersøgelser. Afgørelsen, som straks kan fuldbyrdes, kan ankes til dommerkollegiet, der i så fald afsiger en inappellabel begrundet dom. Værgemål Det bør også nævnes, at enhver kan henvende sig til en værgemålsdommer og - eventuelt mundtligt - anmode om, at der iværksættes foranstaltninger vedrørende et værgemåls forvaltning. Værgemålsdommeren træffer afgørelse i form af et dekret. Dette kan appelleres til byretten, som i så fald træffer afgørelse bag lukkede døre. Den offentlige anklager kan naturligvis også appellere en sag. Hvis sagen indledes af en tredjemand, dvs. en sagen udenforstående, må han gøre sin ret gældende ved at anlægge sag ved den domstol, der har kompetence til at behandle sagen.