HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 6. august 2015

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt torsdag den 6. august 2015 Sag 139/2015 Advokat Mogens Olesen kærer Vestre Landsrets kendelse i sagen: A (advokat Mogens Olesen) mod B (advokat Hanne Louise Mikkelsen) I tidligere instanser er truffet beslutning af Retten i Aalborg den 14. november 2014 og afsagt kendelse af Vestre Landsrets 1. afdeling den 14. januar I påkendelsen har deltaget tre dommere: Poul Søgaard, Niels Grubbe og Marianne Højgaard Pedersen. Påstande Kærende, advokat Mogens Olesen, har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ophæves, og at sagen hjemvises til fornyet behandling i landsretten. Sagsfremstilling Den 14. november 2014 afsagde Retten i Aalborg dom i sagen mellem A og B og traf samtidig afgørelse om salæret til de beskikkede advokater. Af byrettens retsbog for 14. november 2014 fremgår bl.a. følgende: Der er meddelt sagsøgeren og sagsøgte fri proces.

2 - 2 - Der blev tillagt den for sagsøgte beskikkede advokat, advokat Mogens Olesen, i salær kr. med tillæg af moms. Der er ved beløbets fastsættelse lagt vægt på den begrænsede skriftveksling og hovedforhandlingens korte varighed. Advokat Mogens Olesen kærede bl.a. salærafgørelsen med påstand om forhøjelse. Af landsrettens kendelse af 14. januar 2015 fremgår bl.a. følgende: Efter retsplejelovens 389, stk. 3, kan beslutning om salær, der er fastsat til højst kr., ikke kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Da selve salæret er fastsat til kr., og da Procesbevillingsnævnets tilladelse ikke foreligger, afviser landsretten herefter kæremålet, jf. retsplejelovens 389, stk. 3, jf. 394, stk. 2, jf. stk. 1. Anbringender Advokat Mogens Olesen har navnlig anført, at Procesbevillingsnævnets tilladelse ikke er fornøden, da det tilkendte salær udgør et større beløb end kr. Det tilkendte salær er kr. med tillæg af moms, hvilket er det samme som kr. inklusive moms. Kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens 389 skal fortolkes på samme måde som ankebegrænsningsreglen i 368. En anke- eller kærebegrænsningsregel må ikke fortolkes udvidende. Udgangspunktet er, at en kendelse kan kæres, medmindre der undtagelsesvis foreligger en indskrænkning i denne ret. Retsgrundlag Retsplejelovens 334, stk. 2 og 4, 368, stk. 1, 389, stk. 1, 2 og 3, og 391, stk. 1 og 2, er sålydende: 334. Stk. 2. Der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet, jf. dog 333, stk. 1, 2. pkt.

3 - 3 - Stk. 4. Salær og godtgørelse fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Fastsættelsen sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens afslutning Domme afsagt af en byret kan af parterne ankes til den landsret, i hvis kreds byretten ligger. Angår sagen krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst kr., kan dommen kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. stk Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kan, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger. Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor Stk. 3. Beslutning efter 334, stk. 4, om salær, der er fastsat til højst kr., kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor Bestemmelser i domme afsagt af en byret om sagsomkostninger, der er fastsat til mere end kr., kan indbringes særskilt for landsret ved kære. Hvis det er bestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, kan bestemmelsen herom kun indbringes særskilt, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end kr. Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme om sagsomkostninger, der efter stk.1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor. Bestemmelserne i 389, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse. 389, stk. 3, blev indsat ved lov nr. 737 af 25. juni 2014 på baggrund af lovforslag nr. L 178 af 9. april 2014 og et notat af 1. juli 2013 afgivet af Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene. I bemærkningerne til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende , tillæg A, s og 34): Lovforslagets udformning Ændring af appelgrænsen i civile sager Gældende ret

4 - 4 - Civile sager behandles som udgangspunkt ved byretten i 1. instans, og byrettens afgørelser kan som hovedregel frit ankes til landsretten. Der gælder imidlertid en generel begrænsning i adgangen til appel i civile sager, således at der i alle civile ankesager, hvor ankens værdi ikke overstiger kr., kræves Procesbevillingsnævnets tilladelse for at anke dommen, jf. retsplejelovens 368, stk. 1, 2. pkt. Det er værdien af ankesagen, som afgør, om den er omfattet af ankebegrænsningsreglen. Værdien opgøres som påstanden for landsretten sammenholdt med det resultat, der blev opnået i byretten. Også i visse kæresager gælder en generel appelbegrænsning i form af en beløbsgrænse på kr. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, som er afsagt af en byret, og bestemmelser i byretsdomme om sagsomkostninger, der ikke er fastsat til mere end kr., kan kun kæres til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens 389, stk. 2, og 391, stk. 1, jf. stk Udvalgets overvejelser Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene peger indledningsvis på, at formålet med appelgrænsen på kr. var at aflaste landsretterne for småsager. I sager om mindre krav kan der være et misforhold mellem sagens betydning og ressourceforbruget ved at gennemføre en appelsag, og udvalget finder på den baggrund, at beløbsgrænsen på kr. bør hæves Udvalget er af den opfattelse, at en appelgrænse fortsat bør omfatte både anke og kære vedrørende sagsomkostninger samt udlæg. Af hensyn til ensartethed og enkelhed bør beløbsgrænsen endvidere som i dag for alle typer af afgørelser være samme beløb. Udvalget har videre overvejet, om beløbsgrænsen også bør omfatte salærafgørelser i fri processager efter retsplejelovens 334, stk. 4. Udvalget finder, at det forekommer mindre rimeligt, at en borger ikke kan få prøvet en afgørelse om betaling af sagsomkostninger, hvis disse er under et vist beløb, hvorimod advokater ved afgørelser om fastsættelse af deres salær ikke er underlagt samme begrænsning. Udvalget foreslår derfor, at appelgrænsen fremover også skal omfatte salærafgørelser i fri processager. Udvalget er opmærksom på, at de fleste afgørelser om salær i praksis vedrører mindre beløb, og at den praktiske hovedregel derfor vil være, at der kræves tilladelse for at kære disse afgørelser, men udvalget finder uanset dette, at også disse afgørelser bør være omfattet af appelgrænsen.

5 Justitsministeriets overvejelser Justitsministeriet er desuden enig med udvalget i, at beløbsgrænsen skal være den samme for anke af domme i civile sager og for kære af kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, som er afsagt af en byret eller en fogedret, samt bestemmelser i byretsdomme om sagsomkostninger og udlæg i fogedsager. Herudover er Justitsministeriet enig i, at beløbsgrænsen også skal gælde for salærafgørelser i fri processager og for appel af en del af de omkostningsafgørelser, hvor retten i 1. instans har ophævet sagens omkostninger, samt ved omkostningsafgørelser i konkurssager og andre insolvensretlige sager. Højesterets begrundelse og resultat Efter retsplejelovens 334, stk. 2, tilkommer der en beskikket advokat et passende salær, og efter 334, stk. 4, fastsættes salæret ved særskilt beslutning af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Det fremgår af 389, stk. 3, at en beslutning efter 334, stk. 4, om et salær, der er fastsat til højst kr., ikke kan kæres uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Sagen angår, om appelgrænsen på kr. i 389, stk. 3, vedrører salær med eller uden moms. Appelgrænsen i 389, stk. 3, angår salær, der er fastsat af retten til en beskikket advokat ved beslutning efter 334, som bestemmelsen henviser til. Ordet salær må antages at skulle forstås på samme måde i de to bestemmelser. Efter 334, stk. 2, omtales salær samt godtgørelse for udlæg som det, der tilkommer den beskikkede advokat, det vil sige det, der af retshjælpsforsikringen, subsidiært statskassen skal betales til advokaten. I denne forbindelse må salær forstås som salær inklusive moms, idet ydelsen er momspligtig, og advokaten skal afregne den indeholdte moms til statskassen, og fordi moms af salæret ikke i bestemmelsen nævnes som noget, der skal betales i tillæg til salær og godtgørelse for udlæg. Forarbejderne til lovbestemmelserne indeholder ikke udtalelser om spørgsmålet. Den anførte forståelse af salær som salær inklusive moms støttes af appelgrænsen i 389, stk. 2, for sagsomkostninger, herunder sagsomkostninger, som det pålægges den tabende modpart i en sag med beskikket advokat at betale til partens retshjælpsforsikring, subsidiært statskassen. Sagsomkostningerne udmåles som udgangspunkt til dækning af udgifterne til

6 - 6 - advokatsalær inklusive moms. I en sag, hvor den beskikkede advokat for den vindende part får tillagt et salær på kr. inklusive moms, vil de sagsomkostninger, som den tabende modpart skal betale, således som udgangspunkt blive udmålt til kr., uanset om beløbet skal betales til retshjælpsforsikringen eller statskassen. Modparten vil da have mulighed for at kære fastsættelsen af sagsomkostninger på kr. uden tilladelse, jf. 389, stk. 2. Reale grunde taler derfor for, at der også skal være mulighed for, at den beskikkede advokat kan kære fastsættelsen af salæret på kr. inklusive moms, jf. 389, stk. 3. Denne antagelse, at der ikke ved bedømmelsen af appelgrænsen skal ses bort fra den del af beløbet, som en momspligtig modtager af et tilkendt beløb for en momspligtig ydelse skal afregne til SKAT som indeholdt moms, svarer i øvrigt til praksis efter retsplejelovens 368, hvorefter man heller ikke i forhold til appelgrænsen for hovedkrav, afgjort ved dom, ser bort fra den del af kravet, der modsvarer indeholdt moms. Det salær, som er tilkendt advokat Mogens Olesen, udgør kr. inklusive moms, og er dermed højere end de kr., der er appelgrænsen efter 389, stk. 3, og byrettens afgørelse om fastsættelse af salæret kan derfor kæres til landsretten efter 389, stk. 1, uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Højesteret tager derfor advokat Mogens Olesens påstand til følge som nedenfor bestemt. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i landsretten.