xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Gertraudt Jepsen BITTEN CLAUSEN Gyldendal I henhold til aftale med Gyldendal, er følgende uddrag af bogen Bitten Clausen historier fra et liv kun til internt brug i Danfoss.
10. februar 1920 / 10. juli 1920 Hjem til Danmark Den 10. juli 1920 sad den syv-årige Bitten med benene dinglende ud ad vinduet på 1. sal i barndomshjemmet i Gåskærgade i Haderslev, mens bedstemoderen holdt hende om livet. Hele byen sydede af spænding og begejstring. Efter mere end 50 år under tysk herredømme skulle Sønderjyllands genforening med det gamle land mod nord fejres og som en del af festlighederne skulle Christian X køre gennem byen. Derfor sad Bitten nu spændt og ventede på kongen. Fra det store hus hang der udvendigt under hvert af de 11 vinduer både dannebrog og guirlander af små røde roser, som moderen havde plukket fra rosentræet i baghaven. Og fra bedstemoderens hus et andet sted i byen hang et dannebrog ud igennem en vinduesrose. Det var et flag, der siden 1864 havde ligget gemt på kistebunden i den tid, hvor det at eje et dansk flag havde været forbundet med risiko for at blive straffet. Vi havde også røde roser klar til at kaste ned til de kongelige. Da den kongelige vogn kom forbi, sagde min bedstemor: Dér er kongen, dér er kongen, men det var jo bare en soldat med en skråhue på, syntes jeg. Amtmanden og de andre havde hatte med fjer, og jeg blev skuffet, for jeg troede da helt bestemt, at kongen ville have en krone på. Men han var bare en almindelig soldat at se på. Der var selvfølgelig en jubel og begejstring i byen, da han kørte igennem. Da kong Christian red over grænsen nord for Christiansfeld var der stillet en stor, pyntet æresport op, hvor kongen red igennem. En af mine klassekammerater, Johanne Brahms, en genert pige, stod sammen med sin mor tæt ved æresporten. Hendes mor løftede hende op imod kongen, for at hun kunne overrække 15
en buket blomster til ham. Kongen løftede hende op på skødet, og dér blev hun foreviget på et fotografi, som siden er blevet meget berømt. Min far havde fået til opgave at køre amtmanden hr. Refshauge i sin meget fine Opelvogn, en hvid, åben vogn med spidskøler, der var pyntet med guirlander af røde roser. Far og mor samt hr. og fru Refshauge kørte til grænsen ved Frederikshøj, fordi hr. Refshauge skulle holde velkomsttale for kongen. Barndomshjemmet på genforenings dagen. Blomsterguirlanderne er allerede hængt op, nu mangler blot de rød/hvide flag fra vinduerne, og så er man klar til at tage imod kongen og fejre Sønderjyllands genforening med det gamle land. Fem måneder tidligere den 10. februar 1920 var Bitten vidne til den første folkeafstemning i Europa. Tyskland havde tabt Første Verdenskrig, og landets fremtidige grænser skulle fastlægges. Det var blevet bestemt i Versailles-traktaten i 1919. Sønderjyderne skulle stemme om, hvilket land de ville tilhøre og de valgte som bekendt at vende tilbage til Danmark. Bitten husker stemningen omkring hele genforeningen. Fra afstemningen husker jeg blot plakaterne og min mor, der var så rørt. På en af plakaterne stod: Mor: Stem dansk tænk 16
på mig, men det var der ingen tvivl om hos os. På selve afstemningsdagen stod vi med mor og så det første dannebrog blive hejst. Mor fik dybt bevæget tårer i øjnene og omfavnede os ved synet af det rød-hvide flag, der gik til tops nede i Storegade. Huset i Haderslev var i denne tid fuldt af gæster. Familie, der var født i Sønderjylland, men som var flyttet nordpå under fremmedherredømmet, vendte tilbage for at stemme Sønderjylland hjem til Danmark og være med til festlighederne. De opsøgte gamle venner og bekendte i byen, og det var svært at overholde spisetiderne i hjemmet, hvor der ellers blev spist på klokkeslæt. Nu stod maden på bordet næsten hele dagen, og der blev sunget fædrelandssange fra den blå sangbog. Især de sange, der havde en stjerne, hvilket betød, at de havde været forbudt. For børnene i familien Hinrichsen betød genforeningen også det første møde med et Danmark, der ikke var krigshærget og i så stor armod som Tyskland. Vi havde fået at vide, at Kolding i Danmark var paradis. Selvom der stadig var en toldkontrol ved Christiansfeld, kunne vi efterhånden krydse grænsen og køre til Kolding med min onkel Dres. Han var vældig generøs og inviterede os på Saxildhus i Kolding, hvor vi fik lov til at spise alle de kager, vi kunne. Vi kendte jo slet ikke til søde sager. Det, min lillebror og jeg kendte til, var at få lov til at tage kaffedåsen ud i stuen. Så måtte vi sidde og spise af de brændte rugkerner, som ikke var kaffebønner. Det var vores slik, men der var jo ikke meget sukkerstof i. Derfor er det ikke underligt, at Danmark hurtigt stod som et paradis for os børn. I Bittens erindring kommer genforeningen til udtryk i de voksnes glæde, men også i den daglige omgangstone i skolen. Hun oplever skiftet til den danske skole nærmest som at indtræde i en ny verden. Et skift fra streng prøjsisk disciplin til Grundtvig. Da Sønderjylland blev dansk, fik vi en dansk lærerinde. Det var en kæmpe omvæltning med hensyn til børneopdragelse. Vi måtte tale sammen, og hun spurgte til f.eks. vores kattekillinger eller ferier. Det var en helt ny oplevelse at komme i skole. 17 Afstemningsplakat fra 1920. I Bittens hjem behøver man dog ikke den slags opfordringer her er der ingen tvivl om, at Sønderjylland skal være dansk igen.
10. februar 1920 / 10. juli 1920 hjem til danmark Specielt var det de unge lærere, der var entusiastiske og gerne ville til Sønderjylland for at opleve det nye danske land. De gjorde alt for, at vi skulle blive glade. De var idealister, der skulle lære os sønderjyder at blive danske. Oveni blev der sendt kærlighedsgaver til os i form af dukker, legetøj og bøger, så vi skulle synes, det var dejligt at være danske. Min mor var mere dansksindet end min far, men samtidig havde hun en åbenhed, som jeg beundrede. Hendes danske skole var blevet lukket på grund af chikane fra de tyske myndigheder, og derfor havde hun været nødt til at gå i tysk skole. Men hendes tolerance lærte os også, at der var meget godt i den tyske kultur. Således gav min mor os indblik i de store tyske komponister og forfattere som Goethe og Schiller, hvis digt Die Glocke hun kunne udenad. Selvom jeg er flasket op med at være dansk, hjalp det mig senere til at vide, at Tyskland var meget mere og andet end Hitler. Efter genforeningen går Bitten først i Realskolen, siden på Haderslev Katedralskole. Allerede i folkeskolen bliver hun sat sammen med Elna Ludvigsen, der viser sig at blive en meget god veninde. Et venskab, der holder hele livet. Vi blev sat ved siden af hinanden i skolen, fordi Elna var meget urolig, og jeg var meget stille. Lærerne gik op i, at vi lærte noget, og selv om vi begge to var mere livlige end vores klassekammerater, var det nok en god konstellation. Vi holdt begge to meget af gymnastik og akrobatik og havde det bedst, når vi hele tiden havde gang i noget spændende. Vi har fulgt hinanden hele livet. Hendes mand var officer og blev senere general. Under krigen var han i koncentrationslejr i halvandet år og var præget af det. Hun døde for et par år siden, så hun nåede også en høj alder. Efter sin realeksamen på Haderslev Katedralskole var Bitten hjemme en tid og hjalp sin mor i huset. Hun ville gerne have læst videre, men hendes karakterer slog ikke til, så hun gik på aftenskole i stedet. Udlængslen og trangen til eventyr sad dog i den unge sønderjyde, men forældrene så helst, at en ung pige blev hjemme for at lære husholdning. 18
Min kære far var temperamentsfuld ligesom jeg selv. Det skete af og til, at han blev vred, og for at understrege alvoren i sine ord kaldte han mig hårdt ved mit døbenavn Dorthea. En dag, da bølgerne gik højt, fløj det ud af ham: Du kan komme ud, kan du! Den chance greb Bitten. Få dage efter kom faderen med avisen og sagde glad, at her var en annonce. En familie i Sønderborg søgte en barnepige til at passe trillinger. Den får du, sagde han, det føler jeg. Han kørte Bitten til Sønderborg til en kærlig familie, som antog hende til den 1. august 1929. Her fik Bitten et dejligt år, hvor hun passede tre søde piger på to år samt en dreng på fem. Senere kom Bitten til Vældegaard Husholdningsskole i Gentofte, hvor hendes søster også havde været. 19 Her er Bitten og Elna med deres børn ved stranden i 1950. Venskabet varer hele livet.
10. februar 1920 / 10. juli 1920 hjem til danmark Det var en lærerig oplevelse. Det var også rart at lære andre unge at kende. Vældegaard lå i nærheden af Jægersborg Kaserne, og hver dag marcherede garderne forbi. En af pigerne havde en fætter, der var garder, og en anden var forlovet med én. Hun var kommet til Vældegaard netop for at være i nærheden af ham. Forstanderinden har nok haft dårlige erfaringer, for allerede fra den første dag fik vi at vide, at hun ikke tålte, at nogen talte med garderne. Officererne havde fået besked på at kommandere Se ligeud, når de gik forbi skolen. Selvfølgelig skulle vi lave sjov med det. I middagspausen samledes vi i et af værelserne, der vendte ud mod vejen. Når garden marcherede forbi, sad vi og råbte: Goddag, fætter Carl, og hvad vi ellers kunne finde på at råbe. Så blev der kommanderet Se ligeud, mens officererne vinkede bagud til os. Efter opholdet i Gentofte vendte Bitten hjem til Sønderjylland med sin egen håndskrevne kogebog. Den var min mor temmelig utilfreds med. Det var i de vanskelige år med knaphed, som tydeligt kunne læses ud af de billige madopskrifter fortrinsvis kål og kartoffelmad, melspiser og sødsuppe. På den måde kom tredivernes depression også ind i familien Hinrichsen.
5
10. februar 1920 / 10. juli 1920 Hjem til Danmark Den 10. juli 1920 sad den syv-årige Bitten med benene dinglende ud ad vinduet på 1. sal i barndomshjemmet i Gåskærgade i Haderslev, mens bedstemoderen holdt hende om livet. Hele byen sydede af spænding og begejstring. Efter mere end 50 år under tysk herredømme skulle Sønderjyllands genforening med det gamle land mod nord fejres og som en del af festlighederne skulle Christian X køre gennem byen. Derfor sad Bitten nu spændt og ventede på kongen. Fra det store hus hang der udvendigt under hvert af de 11 vinduer både dannebrog og guirlander af små røde roser, som moderen havde plukket fra rosentræet i baghaven. Og fra bedstemoderens hus et andet sted i byen hang et dannebrog ud igennem en vinduesrose. Det var et flag, der siden 1864 havde ligget gemt på kistebunden i den tid, hvor det at eje et dansk flag havde været forbundet med risiko for at blive straffet. Vi havde også røde roser klar til at kaste ned til de kongelige. Da den kongelige vogn kom forbi, sagde min bedstemor: Dér er kongen, dér er kongen, men det var jo bare en soldat med en skråhue på, syntes jeg. Amtmanden og de andre havde hatte med fjer, og jeg blev skuffet, for jeg troede da helt bestemt, at kongen ville have en krone på. Men han var bare en almindelig soldat at se på. Der var selvfølgelig en jubel og begejstring i byen, da han kørte igennem. Da kong Christian red over grænsen nord for Christiansfeld var der stillet en stor, pyntet æresport op, hvor kongen red igennem. En af mine klassekammerater, Johanne Brahms, en genert pige, stod sammen med sin mor tæt ved æresporten. Hendes mor løftede hende op imod kongen, for at hun kunne overrække 15
en buket blomster til ham. Kongen løftede hende op på skødet, og dér blev hun foreviget på et fotografi, som siden er blevet meget berømt. Min far havde fået til opgave at køre amtmanden hr. Refshauge i sin meget fine Opelvogn, en hvid, åben vogn med spidskøler, der var pyntet med guirlander af røde roser. Far og mor samt hr. og fru Refshauge kørte til grænsen ved Frederikshøj, fordi hr. Refshauge skulle holde velkomsttale for kongen. Barndomshjemmet på genforenings dagen. Blomsterguirlanderne er allerede hængt op, nu mangler blot de rød/hvide flag fra vinduerne, og så er man klar til at tage imod kongen og fejre Sønderjyllands genforening med det gamle land. Fem måneder tidligere den 10. februar 1920 var Bitten vidne til den første folkeafstemning i Europa. Tyskland havde tabt Første Verdenskrig, og landets fremtidige grænser skulle fastlægges. Det var blevet bestemt i Versailles-traktaten i 1919. Sønderjyderne skulle stemme om, hvilket land de ville tilhøre og de valgte som bekendt at vende tilbage til Danmark. Bitten husker stemningen omkring hele genforeningen. Fra afstemningen husker jeg blot plakaterne og min mor, der var så rørt. På en af plakaterne stod: Mor: Stem dansk tænk 16
på mig, men det var der ingen tvivl om hos os. På selve afstemningsdagen stod vi med mor og så det første dannebrog blive hejst. Mor fik dybt bevæget tårer i øjnene og omfavnede os ved synet af det rød-hvide flag, der gik til tops nede i Storegade. Huset i Haderslev var i denne tid fuldt af gæster. Familie, der var født i Sønderjylland, men som var flyttet nordpå under fremmedherredømmet, vendte tilbage for at stemme Sønderjylland hjem til Danmark og være med til festlighederne. De opsøgte gamle venner og bekendte i byen, og det var svært at overholde spisetiderne i hjemmet, hvor der ellers blev spist på klokkeslæt. Nu stod maden på bordet næsten hele dagen, og der blev sunget fædrelandssange fra den blå sangbog. Især de sange, der havde en stjerne, hvilket betød, at de havde været forbudt. For børnene i familien Hinrichsen betød genforeningen også det første møde med et Danmark, der ikke var krigshærget og i så stor armod som Tyskland. Vi havde fået at vide, at Kolding i Danmark var paradis. Selvom der stadig var en toldkontrol ved Christiansfeld, kunne vi efterhånden krydse grænsen og køre til Kolding med min onkel Dres. Han var vældig generøs og inviterede os på Saxildhus i Kolding, hvor vi fik lov til at spise alle de kager, vi kunne. Vi kendte jo slet ikke til søde sager. Det, min lillebror og jeg kendte til, var at få lov til at tage kaffedåsen ud i stuen. Så måtte vi sidde og spise af de brændte rugkerner, som ikke var kaffebønner. Det var vores slik, men der var jo ikke meget sukkerstof i. Derfor er det ikke underligt, at Danmark hurtigt stod som et paradis for os børn. I Bittens erindring kommer genforeningen til udtryk i de voksnes glæde, men også i den daglige omgangstone i skolen. Hun oplever skiftet til den danske skole nærmest som at indtræde i en ny verden. Et skift fra streng prøjsisk disciplin til Grundtvig. Da Sønderjylland blev dansk, fik vi en dansk lærerinde. Det var en kæmpe omvæltning med hensyn til børneopdragelse. Vi måtte tale sammen, og hun spurgte til f.eks. vores kattekillinger eller ferier. Det var en helt ny oplevelse at komme i skole. 17 Afstemningsplakat fra 1920. I Bittens hjem behøver man dog ikke den slags opfordringer her er der ingen tvivl om, at Sønderjylland skal være dansk igen.
10. februar 1920 / 10. juli 1920 hjem til danmark Specielt var det de unge lærere, der var entusiastiske og gerne ville til Sønderjylland for at opleve det nye danske land. De gjorde alt for, at vi skulle blive glade. De var idealister, der skulle lære os sønderjyder at blive danske. Oveni blev der sendt kærlighedsgaver til os i form af dukker, legetøj og bøger, så vi skulle synes, det var dejligt at være danske. Min mor var mere dansksindet end min far, men samtidig havde hun en åbenhed, som jeg beundrede. Hendes danske skole var blevet lukket på grund af chikane fra de tyske myndigheder, og derfor havde hun været nødt til at gå i tysk skole. Men hendes tolerance lærte os også, at der var meget godt i den tyske kultur. Således gav min mor os indblik i de store tyske komponister og forfattere som Goethe og Schiller, hvis digt Die Glocke hun kunne udenad. Selvom jeg er flasket op med at være dansk, hjalp det mig senere til at vide, at Tyskland var meget mere og andet end Hitler. Efter genforeningen går Bitten først i Realskolen, siden på Haderslev Katedralskole. Allerede i folkeskolen bliver hun sat sammen med Elna Ludvigsen, der viser sig at blive en meget god veninde. Et venskab, der holder hele livet. Vi blev sat ved siden af hinanden i skolen, fordi Elna var meget urolig, og jeg var meget stille. Lærerne gik op i, at vi lærte noget, og selv om vi begge to var mere livlige end vores klassekammerater, var det nok en god konstellation. Vi holdt begge to meget af gymnastik og akrobatik og havde det bedst, når vi hele tiden havde gang i noget spændende. Vi har fulgt hinanden hele livet. Hendes mand var officer og blev senere general. Under krigen var han i koncentrationslejr i halvandet år og var præget af det. Hun døde for et par år siden, så hun nåede også en høj alder. Efter sin realeksamen på Haderslev Katedralskole var Bitten hjemme en tid og hjalp sin mor i huset. Hun ville gerne have læst videre, men hendes karakterer slog ikke til, så hun gik på aftenskole i stedet. Udlængslen og trangen til eventyr sad dog i den unge sønderjyde, men forældrene så helst, at en ung pige blev hjemme for at lære husholdning. 18
Min kære far var temperamentsfuld ligesom jeg selv. Det skete af og til, at han blev vred, og for at understrege alvoren i sine ord kaldte han mig hårdt ved mit døbenavn Dorthea. En dag, da bølgerne gik højt, fløj det ud af ham: Du kan komme ud, kan du! Den chance greb Bitten. Få dage efter kom faderen med avisen og sagde glad, at her var en annonce. En familie i Sønderborg søgte en barnepige til at passe trillinger. Den får du, sagde han, det føler jeg. Han kørte Bitten til Sønderborg til en kærlig familie, som antog hende til den 1. august 1929. Her fik Bitten et dejligt år, hvor hun passede tre søde piger på to år samt en dreng på fem. Senere kom Bitten til Vældegaard Husholdningsskole i Gentofte, hvor hendes søster også havde været. 19 Her er Bitten og Elna med deres børn ved stranden i 1950. Venskabet varer hele livet.
10. februar 1920 / 10. juli 1920 hjem til danmark Det var en lærerig oplevelse. Det var også rart at lære andre unge at kende. Vældegaard lå i nærheden af Jægersborg Kaserne, og hver dag marcherede garderne forbi. En af pigerne havde en fætter, der var garder, og en anden var forlovet med én. Hun var kommet til Vældegaard netop for at være i nærheden af ham. Forstanderinden har nok haft dårlige erfaringer, for allerede fra den første dag fik vi at vide, at hun ikke tålte, at nogen talte med garderne. Officererne havde fået besked på at kommandere Se ligeud, når de gik forbi skolen. Selvfølgelig skulle vi lave sjov med det. I middagspausen samledes vi i et af værelserne, der vendte ud mod vejen. Når garden marcherede forbi, sad vi og råbte: Goddag, fætter Carl, og hvad vi ellers kunne finde på at råbe. Så blev der kommanderet Se ligeud, mens officererne vinkede bagud til os. Efter opholdet i Gentofte vendte Bitten hjem til Sønderjylland med sin egen håndskrevne kogebog. Den var min mor temmelig utilfreds med. Det var i de vanskelige år med knaphed, som tydeligt kunne læses ud af de billige madopskrifter fortrinsvis kål og kartoffelmad, melspiser og sødsuppe. På den måde kom tredivernes depression også ind i familien Hinrichsen.