Grønlandsfærd med Lisbet og Svend september 2008 Middelhavsområdet Positionen er 45 grader og 19 minutter vest, højden er 61 grader og 12 minutter nord. Vi er med andre ord i Grønland. Vi er ca. 6 km vest for Narsarsuaq i Sydgrønland. Har gået turen fra hotellet gennem Hospitalsdalen, hvor der for mange år siden lå et amerikansk militærhospital. Der boede dengang ca. 3.500 mennesker, nu er det eneste, der er tilbage skorstenen fra sygeplejerskernes barak. I selve byen bor der nu ca. 160 indbyggere. Hospitalsdalen, skorstenen kan anes Efter Hospitalsdalen kom vi til Blomsterdalen. Den ligger længere oppe ad slugten. Der var nu ikke så mange blomster. Derefter en temmelig besværlig vej til vi nu sidder ved gletchersøen. Her er ikke mange lyde, men helt stille er her ikke. Dels kan vi høre smeltevandets brusen fra gletcheren til højre for os. Og dels kan vi høre rislen fra bækken på vores venstre side, hvor vandet løber ned fra de meget høje fjelde. Der er buskvegetation. Egentlig kunne det godt ligne noget fra middelhavsområdet. Ikke ret mange blomster. Nogle lyseblå klokkeblomster, enkelte rødviolette gederams, men ikke ret meget andet. Heller ikke i Blomsterdalen. Vi har set en enkelt skærmplante, sandsynligvis en kvan. I de mange bække, der løber i området, har vi set, at der er en masse fisk. Formentlig ørreder. I en af bækkene var de temmelig store. Blomsterdalen Hvis der er nogen, der tror, at det er koldt i Grønland i slutningen af august, så er det forkert. Vi har fået varmen af at klatre de 100 m op, og i øvrigt er det solskin med høj klar himmel. Skyfrit, bortset fra en smule dis oppe over bjergene. Ikke en vind rør sig. Her hvor vi sidder på en klippeblok omgivet af noget krat er der måske en 12-15 grader, i solen er den nærmere de 25 grader. Klipperne er sorte, men ikke alle. Ud over buskene og de 1
forskellige små vækster er der masser af lav. De findes i en masse forskellige festlige farver over rød, orange, gul, en mængde grønne nuancer og så dem vi kender hjemmefra de grå og sorte. Revling er her også. Før de egentlige strabadser Hvile før tilbageturen fra højderne I øjeblikket sidder vi og samler kræfter til at komme hjemad fra denne udflugt. Det første stykke bliver det værste. Det er de 100 m ned ad fjeldet igen. Der er meget stejlt. Meget betænksomt er sat et reb op et stykke ad vejen - til at støtte opklatringen. På sporet af vikingerne Vi er på havnen i Narsarsuaq. Klokken er 9.00 det er faktisk overraskende koldt i betragtning af, hvor lunt vi havde det i går. Solen er knap nok stået op, eller rettere - den er endnu ikke kommet til syne over fjeldet. Narsarsuaq ligger i en fjorddal mellem to fjeldkamme. Turen i dag går til Brattahlid - der ligger lige på den anden side af fjorden her, ca. 5 min. sejlads - i en fåreholderbygd kaldet Qassiarsuk. Bygden tæller ca. 60 mennesker, men ikke desto mindre er både butik, 2 vandrerhjem, kirke, skolehjem, alderdomshjem, fodboldbane og postkontor. Der er ca. 18 fåreholdere, der hver har omkring 400 får. Brattahlid er Erik den Rødes og nordboernes gamle boplads, og vi fik lejlighed til sammen med vores guide Edda at se rekonstruktionerne af Tjodhildes kirke og Erik den Rødes langhus. Bygden består af små træhuse i mange forskellige festlige farver, spredt ud over et område, hvor der er fladt nok til at få dem til at stå nogenlunde stabilt. Der er bakker overalt. Bygden ligger på den flade del af en skrænt ved fjordens vestside, og der er morgensol. Der er isbjerge i fjorden, dog ikke særligt store og ikke så mange. Edda m.fl. ved langhuset I stedet for at gå en tur op på et fjeld og få udsigt til to fjorde, som vi havde tænkt, valgte vi at følge kysten og kikke på isbjerge. Nogle af dem er strandet - der er lavvande - og enkelte ligger på stranden og smelter langsomt. Når man kommer tæt på dem, kan man faktisk godt se på strukturen, at det er sammenpresset sne og ikke bare frosset vand, som vi kender hjemmefra. 2
Frisk hugget is Når vi ser på isbjergene, kan vi se, at de har vendt i andre positioner. Der er riller, hvor vandet har skvulpet og skåret ind i siden på isbjerget. Det, der ligger på stranden er ca. 2 m både i højden og bredden, nærmest kvadratisk. Kikker vi på det der ligger længere ude, er det omkring 3½ m højt og 5 m bredt, og tænker man på, at det kun er ca. 1/8, der kan ses, så er det alligevel temmelig stort. Det er faktisk ret svært at hakke isklumper af isbjerge. Det er meget hårdt og med en foldekniv skal man være forsigtig. Stenene, som vi går på, er i alle størrelser og former, vanskelige at gå på, men alle sammen grålige af et lag slam. Ikke forskelligt farvede, som vi fx kan se på vestkysten hjemme. Bemærkelsesværdigt er det, at der ligger tang på stranden. Det er meget lavvandet, det er derfor, isbjerget er strandet. Der er ikke spor af krebsdyr, kun enkelte muslingeskaller. Også her er der ørreder i bækkene. Vores middag havde lange udsigter. Vi kom hjem til den aftalte tid og nåede hotellet ved 17-tiden, skrupsultne efter ti timer i den friske luft, hvor vi kun havde fået lidt at drikke. Heldigvis var dagens menu ribbensteg med rødkål, kartofler og tyk sovs. Vi valgte desserten med pandekager med det hele. Sjældent har tyk sovs smagt så godt. Vejen til Paradis Vi sejlede fra Narsarsuaq kl. 9.00 i en temmelig stor båd Sapangaq. Vi er sammen med en håndfuld andre rejsende og en temmelig stor delegation fra Folketingets Grønlandsudvalg, som var oppe og se på forholdene. Vi hilste bl.a. på Mogens Lykketoft. Grønlandsudvalget Vi har kurs mod Qooroq isfjord. I bunden af den er en bræ, der kælver med 200.000 m 3. is i døgnet. På udturen var det dårligt vejr, temmelig koldt med regn og ret lav dis. Vi kom derfor ikke så tæt på, men så dog lige 3
omridset af bræen i disen og tog nogle billeder. På turen tilbage var det klaret op. Til gengæld var der også kommet mere vind fra øst. Det vil sige en tur ind over indlandsisen til afkøling. Vandet er ved brækanten ca. 500 m dybt og ca. 2 grader varmt, så det er en kold oplevelse, vi blev noget forfrosne, men en stor oplevelse er det alligevel. Vinden har flyttet lidt rundt på isen, så vi kom tæt på bræen og kunne se den tydeligt. Randen af isbræen i baggrundstågen På begge ture serverede Claus drinks med indlandsis. Det hører sig til, når man besøger en bræ, at man hugger stumper af indlandsisen til en drink. Så tæt kom vi ikke på bræen, men Claus fiskede en klump op fra havet og huggede i stykker. Vi har taget varmt tøj på i dag, lag på lag, hue, vanter og tørklæde, men alligevel føles det meget koldt. Ikke mindst hjemturen med blæst. Lyden af is Vandet er fantastisk klart, farven er ren turkis og isbjergene fra klar gennemsigtig is, over hvidt til azurblå. Endnu har vi de rigtig store til gode, men et enkelt har fascineret os dybt. En rektangulær blok med flere revner og et cirkelrundt hul. I alle revner lyser det blåt og det cirkelrunde hul tværs igennem er glasklart og det blåeste blå man kan forestille sig. Grønlænderne siger, at man, hvis det går galt på havet, skal søge mod et isbjerg med hul igennem. Skynde sig gennem hullet, for så kommer man i paradis. Andre mener, at det er porten til hvalerne. Vejen til Paradis eller porten til hvalerne 4
Grønland i farver Vi sidder på en stor klippeblok ved Signalhøjden grønlandsk stavemåde, for den fjeldtop, der er forsynet med en signalmast. Vi er 240 m over havet, hvilket ikke ser ud af meget, men det kan godt mærkes i benene. Vi kan se ned til hotellet, havnen og lufthavnsbygningen. Bilerne på vejen ligner noget fra en modeljernbane. Vi er højt nok oppe til også at kunne se ind over både den døde bræ og Qooroq-bræen. Vi kan se ned over dalen, hvor smeltevandet flyder. Og heroppefra har fjorden mange forskellige farver. Områder af brungult, gråtonet turkis og klart mørkgrøn. Måske har farveskiftene noget at gøre med det ferske smeltevand, der løber ud, måske er det fjeldene der spejler sig i vandet med deres høstfarver. Her er så stille, at vi tydeligt hører vingeslagene fra den ravn, der netop har passeret. Grønlandsk farvesymfoni Next stop: Ilulissat Vi er på Sarfaq Ittuk, kystskibet og på vej til Ilulissat. Vi har netop indtaget et solidt morgenmåltid i caféen efter en nat på havet. Vi sejlede fra Nuuk i aftes kl. 23.30 og fandt kahytten med eget bad og toilet og alting godt spændt fast. Det er stille vejr med tåge omkring fjeldtoppene. Egentlig er det mildt, men i vindsiden er det alligevel godt med både trøje og jakke. På båden serveres mad tre gange daglig i caféen. Der er automater med kaffe, forskellige vand og slik, så vi er simpelthen nødt til at gå i caféen. Fra vinduet her i kahytten ser vi lige nu direkte op på to gletchere. Vi sejler langsomt på grund af de mange fjelde. At sejle her kræver lokalkendskab. Fjeldene er stejle, så havdybden kan på ganske lille afstand skifte fra nogle få meter til langt over hundrede. Første stop var Maniitsoq / Sukkertoppen, hvor nogen skulle af og andre på. Næste stop sidst på formiddagen var Kangaamiut. Her kunne vi ikke lægge til, så der blev sat en båd i vandet, der sejlede ind med de 7-8 passagerer, heriblandt et spædbarn i lift. Med tilbage var kun en enkelt passager. Speedbåden blev hejst op igen og manøvreret på plads øverst oppe mellem de to redningsbåde. De kan hver tage 45 personer. Skibet har i alt plads til 272 passagerer. Men der er også redningsflåder og redningsveste til alle! Hen under aften nåede vi Sisimiut / Holsteinsborg. En del skulle af, men ikke mange på. Sisimiut er Grønlands næststørste by med ca. 5.000 indbyggere, og det var her, Knud Rasmussen havde sin hundeslæde. Sisimiut betyder Rævehulefolket, det er den nordligste af åbent-vands-byerne og det sydligste slædehundedistrikt. Man siger, at området byder på alt, hvad Grønland har at byde på, bortset fra isfjelde. Byen har verdens mest moderne reje- og krabbeforarbejdningsfabrik, og den er basishavn for olieefterforskningen til havs. Desværre lå vi kun i havn en god times tid, så vi kunne ikke nå at gå i land og opleve noget. Tintin og Tibet Det er søndag. Vi har spist et solidt morgenmåltid og pakket vores ting. Vi er klar til at komme på dæk, når vi sejler ind i Diskobugten, og de første isfjelde viser sig. Vi lå i havn i Aasiaat / Egedesminde under morgenmaden. Det var rart, at kaffekoppen stod stille. I kroppen har vi stadig fornemmelsen af bølger. 5
Aasiaat er en moderne storby med ca. 3.500 indbyggere og kaldes de tusind øers land. Hovedøen med byen er kun 8 x 3 km. Vi er i det sydlige hjørne af Diskobugten. Byen blev grundlagt som koloni af Niels Egede. Per Kirkeby har gjort byens forsamlingshus berømt med malerier, hvor inspirationen ikke er Grønland, men Tintin og Tibet. Når vi kikker ud af kahytsvinduet, kan vi se isbjerge i det fjerne. De må være store, for de er langt væk og alligevel meget tydelige. Passagerer til Kangaamiut Kæmpe isterninger Glæd jer til Ilulissat, sagde Mogens Lykketoft til os i Narsarsuaq. I vil opdage, at isbjergene her kun er isterninger til drinks, når I ser isfjeldene ved Ilulisat. Han har ret. 100 m isfjeld - sådan cirka Indsejlingen var betagende. Der lå de kæmperne - strandet på havbunden ved udmundingen fra Jacobshavn fjord, hvor isfjeldene fra Jacobshavn isbræ skal videre ud i det åbne hav. Her er der kun 3-400 m dybt, mens fjorden er ned til 1200 m dyb. Denne isbræ er verdens hurtigste og mest producerende. Bræen er 7 km bred og nogle steder mere end 1 km tyk. Den bevæger sig 1 m i timen og kælver 20 mil. ton is i døgnet, svarende til at dække hele New Yorks vandforsyning i et år. Fordi fjorden er så dyb, knuses isen ikke, når den knækker af. Fjeldene er store som operahuse. Imponerende og frygtindgydende med 1/10 eller måske kun 1/8 over vand og resten under. Af og til knækker de og sender enorme flodbølger ind mod land, eller lukker havnen til Ilulissat med is. Disse isfjelde har måske været tusindvis af år om at blive dannet, og de kælver på et splitsekund. Hotel Hvide Falk er et lidt ældre hotel med 4 stjerner. Vi har et dejligt værelse på 1. sal mod vest og udsigt over bugten. Her er god plads og ret hyggeligt. Dejligt tæt på byens centrum. Tankerne går tilbage til en sang fra 60 erne: Little boxes, on a hillside. Husene ligger på fjeldsiderne, er bygget af træ og malet i mange stærke 6
farver. Det er egentlig flot med sådan en farvepalet op mod de grå og sorte klipper og midt i dette enorme landskab. Little box s Det var pænt vejr, tørt og en smule overskyet, da vi ankom planmæssigt, så vi valgte at gå en tur og se os lidt omkring. Byen er til at overse. Her bor 11.000 sjæle, fordelt på 6.000 hunde og 5.000 mennesker. Mennesker så vi ikke mange af, men masser hunde. Vi hørte dem, før vi så dem. De hyler og ligger lænket til klippeblokkene i passende afstand fra hinanden. Med mumi og pingu til Eqip Sermia-gletcheren Afgang fra hotellet kl. 6.45 med udsigt til en tur på 10 12 timer på havet og omgivet af is. Uldent undertøj, lange underbukser, bukser, bluse, sweater, vindtætte bukser og jakke, trekkingsokker, solidt fodtøj, hue, tørklæde og skihandsker. Velkommen på tur med mumitrold og pingvin. Vi var omkring 20 personer, der skulle af sted i en stor båd med issikret skrog og skrue. Sådan lidt isbryderagtig. Gletcheren ligger ca. 70 km. Nord for Ilulissat. Hvis vi var rigtig heldige, var der også hvaler. Isbjerge var der det meste af vejen, så vi var ofte på dæk - i nogle minutter det var skyet, let regn og rive koldt. Tobias fra World of Greenland var turguide, og han gjorde det rigtig godt. På broen var ikke færre end tre mand. Vi nød en dejlig grønlandsk frokost ved 11-tiden: Fiskefrikadeller, moskusfrikadeller, rejer, røget hellefisk og pastasalat. Eqi stadig på afstand 7
Ved 12-tiden nåede vi Eqi. Gletcheren er 4,5 km bred. I siderne omkring 30 m høj og på det højeste sted ca. 100 m. Den bevæger sig 3-4 m i døgnet og kælver, hvor havdybden er 30-50 m. Derfor kan man sejle tæt på den, dvs. indenfor en afstand af ca. 500 m. Vi sejlede langs med den i små to timer. Solen havde vist sig, og alle mumitrolde og pingviner var på dæk med kameraer, skræk og fryd. Mest lå vi stille og en tid med slukket motor. Vi havde forestillet os, at det var regulære isbjerge, der brækkede af, men så store stykker så vi ikke. Vi så mest små stykker vel på størrelse med en minibus - knække af. Ikke desto mindre var de fulgt af meget høje brag og kaskader af vand, der stod ret op i luften i hele bræens højde. Det største stykke var nok på størrelse med et almindeligt dansk parcelhus, og det gav anledning til nogle meget høje bølger. Den isflage vi lå meget tæt på, på størrelse med et 60 er parcelhus med senere udbygninger, vippede skrækindjagende voldsomt. På broen fik de da også startet motoren igen og langsomt, langsomt kom vi på mere sikker afstand. Hvor vi lå med skibet, var havdybden måske 4-500 m, og derfor flyder isfjeldene frit. De er dog ikke så store, for som Tobias fortalte, så er der lavt vand helt inde ved gletcherranden. Det betyder, at isstykkerne rammer bunden, når de falder af og splintres. Derfor er det denne bræ, man kan sejle til og som regel også fra igen. Efter et par timer sejlede vi ind i en lille bugt, hvor World of Greenland har en camp med små hytter, så man kan opholde sig nær Eqi i et eller to døgn. Der er mulighed for spændende vandreture bl.a. mod indlandsisen, hvor Eqi kan betragtes, før den falder i havet. Det viste sig, at flere passagerer skulle af her til en enkelt overnatning. Hytterne er efter sigende ganske komfortable med opredte senge og en madhytte. Vi blundede lidt på hjemturen, men pludselig satte skibet farten ned og vores nye rejsende sagde: Det lyder som hval. Og ganske rigtigt. Tobias kom susende der er hval ved styrbord. Alle mand på dæk, og der stod vi så igen alle mumitrolde og pingviner og gloede. En hval Vi så springvand fra hvalen. Den dykkede. Et kvarter kan de holde sig under vand inden næste vejrtrækning. Gad vide hvor den så var at se? Den kom igen. Svend knipsede, han videofilmede og knipsede igen. På billederne kan vi se, at der var hval, men sådan et tonstungt vandpattedyr lægger sig jo ikke ovenpå til rygsvømning. Den løfter lige åndehullet højt nok op til at kunne blæse ud. Så, jo, vi oplevede hval, men det vil være vildt overdrevet at sige, at vi så den vi er jo ikke lystfiskere, nogen af os. Vi var hjemme igen hen ad 19.30 og skyndte os i restaurationen for at få et kvarter til at komme ud af støvler og nogle af de mange lag tøj, inden vi satte os til et veldækket bord med et overflødighedshorn af grønlandske specialiteter. 8
Uhmn På vandretur Det er et fantastisk vejr med høj himmel, sol og vindstille. Vi er på vandretur i fjeldet og sidder på en klippeblok og bare glor på de enorme ismængder i Ilulissat fjord. Vi har denne gang valgt blå rute, som er på ca. 7 km i fjeldterræn og kategori 3. Særdeles godt afmærket. Vi har nydt de medbragte havrekiks og en flaske vand. På anbefaling går vi turen i modsat retning af de fleste. På den måde får vi det bedste udsyn over ismasserne i fjorden. Vi startede ved stenbruddet og er klatret op og ned af fjeldet gennem en snæver kløft, hvor vi måtte forcere nedfaldne klippeblokke. Hen over tundraen hvor der visse steder er temmelig sumpet. Dog ingen steder så meget, at vi har fået vådt tøj. Fjorden er pakket med is fra gletcheren. Fjeldene kan være mere end to år undervejs ud i det åbne hav, fordi de på et tidspunkt går på grund og ligger der, til de knækker eller bliver skubbet videre frem af de bagfrakommende ismasser. Der er ca. 30 km ind til gletcherranden. En kutter i det fjerne Vi er på vej til et fredet område kaldet Sermermiut. Her er rester af både den gamle inuitkultur og nordbobopladser. Turen gennem Sermermiut var meget sumpet, måske fordi ruten her ikke blot var afmærket, men en egentlig sti, man skulle følge. Vi så rester af gamle jordhuler og en lille gravplads. På den sidste del af turen var grønlændere i gang med at etablere en gangbro af træ. En af dem havde også travlt med at plukke sortebær, som det er sæson for nu. De smager rigtig godt, blåbæragtige og sødt. På toppen af verden Sidste dag i Grønland. I morgen tidlig flyver vi hjem. Der har været nattefrost på grund af det klare vejr. Det blev ikke til nordlys i nat, men vi har en chance mere. Solen står højt, himlen er blå og skyfri. Det er stadig vindstille. I sådan et vejr må man bare være ude. Derfor valgte vi at prøve den sidste af de afmærkede vandreture. Rød rute, der møder blå rute og på den måde bliver en ring. Vi tog så den blå rute fra helikopter landingspladsen. Og her opdagede vi, hvorfor vi var kommet i forkert retning den første dag. På oversigtskortet er farven simpelthen falmet, så rød rute er blevet orange 9
Denne gang så vi så isfjorden fra den modsatte vinkel. Vi kunne se, at nogle fjelde var styrtet sammen siden i går. Når vi har siddet og kikket på dem, har vi kunnet høre, at de gav sig, men ikke kunnet iagttage nogen ændringer, men de sker altså hele tiden alligevel. I fjeldet så vi et par ældre grønlandske koner plukke sortebær. De havde et særligt plukkeredskab. En lille metalboks, der i den ene ende af bunden var udformet som en kam. Den kan man så rive hen over de meget lave bærbuske og samle bærrene i boksen. De havde lige sat sig for at holde kaffepause, men havde vel omkring et kg bær hver. Blå rute Vi kravlede igen op på fjeldet, satte os samme sted som i går på et par euro-paller og forsøgte at se os mætte. Det lader sig nok ikke gøre. Øjnene får ikke nok. Siddende der på fjeldet med sol i ansigtet er det bare eventyrligt at kikke på hav og is. Se på kutterne og de mindre joller og speedbåde. Se hvor små mennesker er i denne voldsomme natur, og hvordan de alligevel sejler ind og fanger hellefisk på langline eller skyder sæler. Der på fjeldtoppen fornemmer man himlens bue over jorden. Sidder der med en klar fornemmelse af, at jorden er rund, og at man opholder sig næsten på toppen med udsyn hele vejen rundt. At være i NU et I Grønland opdager man, at forestillingen om at kunne styre noget som helst måske er en både god og hensigtsmæssig strategi i hverdagen, men ikke spiller nogen rolle i de rigtig store sammenhænge. Vi har opdaget, at afstande, højder og tid ikke er sådan at beregne. Vi bliver hele tiden snydt og for ikke at føle sig snydt, så må man acceptere og glæde sig over det NU, man er så privilegerede at være en del af. Det føles som ægte rigdom. Alt i alt har det været en fantastisk tur. Så usædvanlig rig på indtryk langt ind under huden. En alt for lang dagbog, men vi ville gerne huske. Det kunne vi såmænd nok også uden, fordi oplevelserne er så stærke. Det er ret specielt, og ligeså usædvanligt, at Lisbet står og tuder over naturen fx ved isbræen eller siddende på europaller med blikket på overdimensionerede marengs. 10
I aften slutter vi med manér. Vi har rejst omkring 1.000 km i Grønland, med fly, skib og til fods. Oplevet tre meget forskellige destinationer, mødt en masse forskellige og interessante mennesker. Set lugtet, følt, hørt og smagt på dette land. En sanseoplevelse af de helt store, så vi går i restauranten og mæsker os i forretterne for at slutte af med en grønlandsk kaffe. Der er to steder i verden, som vi ikke har haft lyst til at forlade igen. Det ene er New York, og det andet er Grønland. Svend har aldrig syntes, at Grønland var et interessant rejsemål. Men nu er han ligeså forelsket i dette smukke og udfordrende land som Lisbet. 11. september 2008 Svend & Lisbet 11