Vejledning om indholdet i den ansvarshavende aktuars beretning for firmapensionskasser I henhold til 26, stk. 6, i lov om tilsyn med firmapensionskasser, jævnfør lovbekendtgørelse nr. 1017 af 24. oktober 2005, fastlægger Finanstilsynet i denne vejledning krav til form og indhold af den ansvarshavende aktuars beretning for firmapensionskasser. Afsnit I Generelle bestemmelser Aktuarens beretning skal være Finanstilsynet i hænde senest 1 måned efter, at pensionskassens generalforsamling har godkendt årsregnskabet for det regnskabsår, beretningen vedrører. Finanstilsynet kan efter ansøgning dispensere fra tidsfristen. Beretningen består af afsnit 1 10, jf. vejledningens Afsnit II. Afsnit og punkter i beretningen skal have samme nummerering som i vejledningen. Beretningen skal indeholde en indholdsfortegnelse med sideangivelse over punkterne i beretningen. Den ansvarshavende aktuar (herefter benævnt aktuaren) vurderer, hvilke punkter der er relevante for den pågældende pensionskasse. Hvis et afsnit eller et punkt ikke er relevant for pensionskassen, anfører aktuaren begrundelsen herfor i beretningen under det pågældende afsnit / punkt. Begrundelsen skal kun anføres én gang, hvis den vedrører et helt afsnit eller flere sammenhørende punkter. Finder aktuaren, at der under de enkelte afsnit er yderligere forhold, der bør omtales, er aktuaren pligtig til at medtage disse, eventuelt under selvstændige overskrifter i afsnit 10. Finanstilsynet meddeler, hvis et forhold under afsnit 8 ikke længere kræver en særskilt uddybning i aktuarens beretning. Aktuaren skal underskrive aktuarberetningen. Hvis aktuarberetningen også skal fungere som aktuarrapport, jf. 8 i bekendtgørelse om ansvarshavende aktuar for firmapensionskasser, skal beretningen forelægges og underskrives af bestyrelsen. Endvidere skal afsnit 1 suppleres med et punkt 1.6., indeholdende en fortegnelse over de i årets løb foretagne anmeldelser og bemærkninger hertil, et punkt 1.7., indeholdende oplysning om aktuaren har modtaget alle de oplysninger, der er anmodet om, samt eventuelt et punkt 1.8., hvis aktuarens kontrol indebærer, at årsregnskabet efter aktuarens opfattelse ikke giver et retvisende billede af pensionskassens aktuarmæssige forhold. Særlige bestemmelser De særlige bestemmelser omfatter kun pensionskasser med under 100 medlemmer, defineret som personer, hvis beskæftigelse berettiger eller vil berettige til at modtage pensionsydelser fra pensionskassen, jf. 2, stk. 4, i bekendtgørelse om undtagelser fra lov om tilsyn med firmapensionskasser. Beretningen kan undlade at indeholde en indholdsfortegnelse med sideangivelse over punkterne i beretningen. Beretningen skal indeholde en gennemgang af de i denne vejledning nævnte forhold, hvis de er relevante for pensionskassen. Såfremt aktuaren vurderer, at afsnit eller punkter ikke er relevante,
kan de udelades. Aktuaren skal da indledningsvis angive, hvilke afsnit eller punkter der er udeladt, samt anføre begrundelse herfor. Aktuaren kan undlade at udfærdige en aktuarrapport, jf. 8, stk. 9, i bekendtgørelse om ansvarshavende aktuar for firmapensionskasser. Afsnit II 1. Overordnede oplysninger 1.1. Aktuaren beskriver pensionskassens samlede bestand. Herunder oplyser aktuaren a. antal medlemmer og børnepensionister, b. bidragsstørrelse og c. størrelsen af udbetalte ydelser. Aktuaren oplyser desuden, hvilke tegningsgrundlag der anvendes. Hvis pensionskassens bestand består af flere grupper af medlemmer, giver aktuaren oplysningerne for hver gruppe af medlemmer. 1.2. Hvis revisionsprotokollen indeholder særlige bemærkninger af aktuarmæssig karakter, oplyser og kommenterer aktuaren disse bemærkninger. Aktuaren redegør herunder for, hvilke tiltag bemærkningerne eventuelt har givet anledning til. 1.3. Aktuaren udarbejder en overordnet aktuarmæssig analyse af årets nettoresultat i henhold til årsregnskabet. Med udgangspunkt i analysen kommenterer aktuaren a. udviklingstendenser b. bevægelser i egenkapitalen og c. bevægelser i bonusudjævningshensættelser. 1.4. Aktuaren udarbejder en samlet opgørelse over årets margen på hvert af grundlagselementerne rente, risiko og omkostninger svarende til skema A. Aktuaren kommenterer oplysningerne i skemaet, herunder udviklingstendenser. 1.5. Skema A suppleres med en risikoanalyse for hvert tegningsgrundlag af risikofaktorer ved død og invaliditet, idet der anvendes bestandene "positiv dødsrisiko" (pensionskassen tjener på, at medlemmet lever længe) og "negativ dødsrisiko" (pensionskassen taber på, at medlemmet lever længere) og invaliderisiko. 2. Pensionsordninger med ret til bonus 2.1. Aktuaren beskriver medlemmernes bonusret. Hvis pensionskassens bestand består af flere grupper af medlemmer, beskriver aktuaren bonusretten for hver gruppe af medlemmer, der er bonusberettigede. 2.2. Aktuaren beskriver metoden for pensionskassens bonustilskrivning. Hvis pensionskassens bestand består af flere grupper af medlemmer, beskriver aktuaren metoden for bonustilskrivning for hver gruppe af medlemmer, der er bonusberettigede. 2.3. Aktuaren oplyser fordelingen af årets overskud mellem bonusudjævningshensættelser, tilskrevet bonus og egenkapital.
2.4. Aktuaren redegør for, at beregningen og fordelingen af overskud har ført til en rimelig fordeling, jf. 17, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser. 3. Ydelsesdefinerede pensionsordninger med garanteret regulering af pensionsydelserne 3.1. Aktuaren beskriver principperne for regulering af medlemmernes pensionsydelser. Hvis pensionskassens bestand består af flere grupper af medlemmer, beskriver aktuaren principperne for regulering af medlemmers pensionsydelser for hver gruppe af medlemmer med garanteret regulering af pensionsydelserne. 3.2. Aktuaren oplyser størrelsen af årets faktiske garanterede regulering af medlemmernes pensionsydelser. Størrelsen oplyses i procent samt i kroner. Aktuaren redegør for, hvordan den faktiske regulering stemmer overens med den i tegningsgrundlaget henholdsvis hensættelsesgrundlaget forudsatte reguleringstakt. Herunder redegør aktuaren for, at den i tegningsgrundlaget forudsatte reguleringstakt er forsigtigt fastsat, jf. 2, stk. 2, i bekendtgørelse om teknisk grundlag m.v. for firmapensionskasser. Aktuaren redegør endvidere for, at den i hensættelsesgrundlaget forudsatte reguleringstakt er fastsat i overensstemmelse med bekendtgørelsens 10, stk. 3. Hvis pensionskassens bestand består af flere grupper af medlemmer, skal oplysningen og redegørelsen ovenfor gives for hver gruppe af medlemmer med garanteret regulering af pensionsydelserne. 3.3. Hvis en pensionskasse anvender undtagelsesbestemmelsen i 5, stk. 2, i bekendtgørelse om teknisk grundlag m.v. for firmapensionskasser, der fastsætter, at "I ydelsesdefinerede pensionsordninger kan bidraget indtil et bestemt tidspunkt udgøre en forud bestemt andel af lønnen, dog ikke senere end til medlemmets 50. år", skal aktuaren regne et ækvivalensbidrag for hvert enkelt medlem under 50 år med uændret bidrag i resttjenestetiden. Dette ækvivalensbidrag skal oplyses i kroner og i procent af den pensionsgivende gage og sammenholdes med de tilsvarende størrelser efter pensionskassens anmeldte principper. 3.4. Hvis en pensionskasse har anvendt overskud til helt eller delvis at nedsætte pensionsbidraget og/eller engangsindskud, jf. 9, stk. 4 og stk. 5, i bekendtgørelse om teknisk grundlag m.v. for firmapensionskasser, redegør aktuaren for, at pensionskassen efter nedsættelsen stadig kan klare det røde risikoscenarie. Herunder oplyser aktuaren størrelsen af den samlede nedsættelse af bidrag og engangsindskud i året. 4. Øvrige pensionsordninger 1 4.1. Hvis en pensionskasse har en eller flere grupper af medlemmer, der ikke er omfattet af afsnit 2 og afsnit 3, redegør aktuaren for principperne for pensionsordningen for hver af disse grupper af medlemmer. 4.2. For hver gruppe af medlemmer, der ikke er omfattet af afsnit 2 og afsnit 3, giver aktuaren de i punkt 2.1.-3.4. nævnte oplysninger i det omfang, det er relevant. 5. Pensionskassens soliditet 5.1. Ved anvendelse af pensionskassens seneste regnskabstal, analyserer aktuaren de øjeblikkelige konsekvenser for størrelsen af pensionskassens bruttopensionshensættelser og bonusudjævningshensættelser, egenkapital, basiskapital og solvensmargen, hvis det gule risikoscenarie (meget negativ markedsudvikling) indtræffer. På baggrund heraf udfylder aktuaren skema B. 5.2. Aktuaren oplyser betydningen for oplysningerne i punkt 5.1 af et fald i dødelighedsintensiteten i det anmeldte hensættelsesgrundlag på 10 pct. Aktuaren oplyser
tillige betydningen af en stigning i invalideintensiteten på 10 pct. i forhold til det anmeldte hensættelsesgrundlag. 5.3. Aktuaren vurderer pensionskassens investeringsprofil og bonusudlodningspolitik på baggrund af analysen i punkt 5.1. Aktuaren vurderer, om det gule risikoscenarie giver anledning til at ændre investeringsprofilen og bonusudlodningspolitikken. 5.4. Aktuaren angiver renterisikoen på aktiver og passiver beregnet med en renteændring svarende til den anvendte i beregningen af det gule trafiklysscenarie. Ved mismatch mellem renterisikoen på aktiver og passiver, oplyser aktuaren om pensionskassens overvejelser i den anledning, herunder hvilket tiltag pensionskassen har foretaget/påtænker at foretage for at matche renterisikoen bedre. 5.5. Aktuaren redegør kort for, hvorledes pensionskassen styrer sammenhængen mellem aktiverne og passiverne samt pensionskassens risikovillighed. Aktuaren kommer med sin vurdering heraf. 6. Pensionsmæssige hensættelser 6.1. Aktuaren udarbejder en oversigt over de sidste 5 års størrelser af regnskabsposterne Pensionshensættelser og Bonusudjævningshensættelser svarende til eksemplet i skema C for hver af de i punkt 1.1 anførte grupper af medlemmer. 6.2. Aktuaren redegør for, om den fratrædelsessandsynlighed, der anvendes ved beregning af forøgelsen af de samlede pensionshensættelser med kapitalværdien af de mulige forhøjelser af pensionstilsagnene, hvis pensionsregulativet giver adgang til forhøjet førtidspension eller hvilende pension, jf. 10, stk. 7, i bekendtgørelse om teknisk grundlag m.v. for firmapensionskasser, svarer til pensionskassens erfaringer. 6.3. Aktuaren analyserer de anvendte parametre for rente, dødelighed, invaliditet og omkostninger til opgørelsen af pensionshensættelserne. Herunder forklarer aktuaren kort forudsætningerne for de anvendte parametre. 7. Genforsikring 7.1. Aktuaren beskriver og vurderer pensionskassens genforsikringsprincipper. Aktuaren oplyser og kommenterer årets resultat af genforsikringen. 8. Konkrete påbud m.m. fra Finanstilsynet 8.1. Såfremt tilsynet har givet pensionskassen konkrete påbud eller lignende om opfølgning via aktuarens beretning, redegør aktuaren særskilt herfor. 9. Det aktuarmæssige indhold i pensionskassens aktiviteter og materiale 9.1. Aktuaren giver en redegørelse for, hvorledes aktuaren har udført tilsynspligten i henhold til lov om tilsyn med firmapensionskasser 26, stk. 3. 10. Andre forhold 10.1. Her kan anføres forhold, som ikke kan henføres til vejledningen i øvrigt, men som aktuaren finder det hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet er opmærksomt på. Aktuaren kan f.eks. gøre Finanstilsynet opmærksom på initiativer, som pensionskassen planlægger at iværksætte i fremtiden, eller på forhold, som det er hensigtsmæssigt, at Finanstilsynet er opmærksomt på.
Afsnit III Vejledningen anvendes første gang i forbindelse med aflæggelse af årsregnskab for året 2006. Samtidig bortfalder de vejledende regler om indholdet i den ansvarshavende aktuars beretning for firmapensionskasser, som Finanstilsynet fastsatte i brev af 5. december 2005 til alle firmapensionskassers ansvarshavende aktuarer. Finanstilsynet, den 15. december 2006 Charlotte Møller /Janne Kringsholm Nielsen
Bilag 1 Skema A (Årets margener) 2 Kr. rentetilskrivning Rente Risiko Omkostning er omkostningspræmier rentetilskrivning 3 omkostningspræmier Faktisk resultat ifølge regnskabet Faktiske risikoudgifter Faktiske omkostninger Faktisk resultat rentetilskrivning faktiske risikoudgifter omkostningspræmier faktiske omkostninger Faktisk resultat rentetilskrivning faktiske risikoudgifter omkostningspræm ier faktiske omkostninger Årets regnskabstal Gult risikoscenar ie Skema B (Resultaterne af følsomhedsanalyserne) Kr. År Bruttopensionshensættelser Bonusudjævningshensættelser Egenkapital Basiskapital Solvensmargen Skema C (Størrelsen af pensionshensættelserne) Kr. År År - 1 År - 2 År - 3 År - 4 Pensionshensættelser Bonusudjævningshensættelser 1 Indeholder de pensionsordninger, der endnu ikke er behandlet i de foregående afsnit, f.eks. ydelsesdefinerede pensionsordninger uden garanteret regulering af pensionsydelserne. 2 Eventuelt omkostnings- og sikkerhedstillæg fordeles mellem omkostninger og risiko. 3 Regulering af ydelsesdefinerede pensionsordninger medregnes i rentetilskrivningen.