RICHARD R. JENSEN FREDERIK S. NIELSEN DEFCON PHILIP
DEFCON PHILIP 22 TEKSTER RICHARD R. JENSEN FREDERIK S. NIELSEN
NOVEMBER 2009 Vejl. Pris 0,- Dkr
til den stædigt blanke patient og den ro der strømmer fra dennes hav koldere end dråber under tremmerne i skibets køl til den skov der sluger søerne og rummer hans barn; godnat, vi kan ikke ses i øjnene og vi kan ikke tales ved vi kan ikke glædes ved gensyn og vores bakterier taler forskellige sprog
du siger to ting, og jeg vælter som et grantræ jeg har ellers aldrig brudt mig om de ting du siger de er som økser kastet gennem en hønseflok, men jeg bøjer som blomster i efteråret mine søvnige arme bøjer, mine skinneben skraber hen ad facaden men det må jeg ikke, den, den må vi ikke røre ikke den, ikke den anden og aldrig igen
jo længere isen samler sit skæg/og stenene skubbes af kulden/jo flere spå ner der driver fjer for sig i kæder/og ugler der skifter til træer og buh'er ad alle de gamle flammer/des flere ujævnheder skal i asfaltens stødtænder ses/og de river hænder/så man ser ånder/forhutle sig selv i pigers manker des flere ujævnheder skal i asfalten stødtænder ses/des flere ujævne tænder tænd asfalt se u/og man kan ikke mere/se/en bar ple/
hvad der allerede har fundet ly for regnen, tågen og de hvide flokke vil hverken blive stukket i, savet over eller gennemhullet og kan hvile tæerne mod stjernerne, så alt er godt i verden indtil solen hives op igen og maskinerne begynder deres maniske klapjagt udover forstæderne, ned gennem hinandens rør, ejakulerer rusten afføring ud af nåletynde ventiler; indtil bilerne ånder ud i stråler og facader hiver ind i køer og vækkeurets service støber i gasbeton; vi er alle midas og selv vore børns omfavnelser hærder os Spænd spedalskhedskludene om de tiloversblivende lad dem danse mod offerklinterne skåret i kogte bål
hamlets tænder faldt ud en nat, men jorden forblev den samme selv de små folk mellem hans tæer blev ved med at hive stolper op kun adelen og de handelsrejsende undrede sig men kun for en tid. Der var trods alt vigtigere ting at bryde hovedet med. Dette kapitel har dog ikke sin berettigelse uden at elaborere over Hvorfor Hvad fik det fine birketræsgebis til at hoppe ud af den kongelige gumme: en mekanisk kronhjort med geviret låst mellem træerne og selv en rådden bøf på en sølvtallerken, hævet mod himlen må brydes med isbjerge der smelter i munden for hvem har ikke stået i selskab af undrende lig langs knivsæggen af en gøglers repertoire, alene men uden viljen til at synge de kvad ens hjerter, levere og nyrer dikterer.
Café Latte og dumme ords kraft, tænkte hun, er Øvrebros knude i brystet. Men på den anden side er Øvrebro københavns gyldne tornekrone, en spilleplade at forsølve sin brik på mens man underkuer de uforstående tilskuere. Hun måtte ikke sidde fast i disse tanker for længe, vidste hun. ''der er knive i ryggen at pudse, darling.'' Hvem havde sagt det? Tjeneren smilede pligtskyldigt, men alligevel, havde han ikke et reptilsk hint af indsigt i hendes mentale kværuleren? og var hans guldtand ikke et tapet der dækkede udsigten til? Man kunne kalde hans ørne for tatoveringer, følgesvende var de næppe. Stakittet omkring dem snævredes ind som en tappet slange og hans øjenvipper rullede tilbage i kraniet, en perle med to glory-holes. ''Darling, der er kun et par minutter til åbningstalen begynder, og de første fra judas-delegationen står allerede og tripper i regnen, darling'' ''darling'' ''darling'' Hun bliver revet ud af sine dagdrømmes absencer for anden gang ved hans spørgsmål. "Er alt i orden? vil du have et glas vand?" spørger han. Hendes liderlighed oser ud af hende som saft fra en stærk ost, "Jeg ville gerne betale men jeg har hverken penge eller kondomer" ''Så må jeg be' om din ringfinger og hvilke håb du måtte have tilbage, kvittér her''. "Jeg er ikke så meget til de store forpligtelser..." svarer hun. Han tøver mens øjenbrynene sutter sig selv rene i en skålformet mine. "Hvis du lover at komme tilbage med penge næste gang, behøver vi ikke at gøre et stort nummer ud af det. Det ville være en skam hvis du fik karantæne, ikke?" Hele Judas-delegationens øjne hviler på hende, en hær af kummefrysere har omringet hende, hun forsvinder gennem revner, hun er kun tøj og taske, og caféen strækker sig ud over sit bytte.
der er et hul midt i ørkenen, der suger klipper og bakkekamme til sig i en galakseformet slupren. der er et rejsedokument der har forlagt sig mellem gårsdagens vamle cigarer og osteskorper. der er en rejsen af næver i en skumring der sniger sig gennem jernspånerne mellem os. Lunger er fulde støv og blodårer kalker til. Engang var øjnene fulde af trækfugle. Engang fløjtede klipperne tigre, men sidste gang vi sås var vi kolde som gitre. engang tegnede vi sandstenspigge istedet for de selvdøde kyllingedupper der nu slider vores fingre. Jeg er skræmt fra min ford taunus udi rabatten. Jeg er skyllet fra dine forårskulrede dyreøjne, af dine sorte tårer. Af din forfløjne tryne, dine magiske kridtsko savner min silhouet.
har vi alle overlevet alt det her, blot for at leve som glasfiberfigurer i bonbonland? ''Tjener, der er en flue i min psykofarmaka'' er dette hvad tilkommer os i det koldkrigsparadis der bugter sig fra white sands til novosibirskhvad skal europa med et hav af blåt, hvad skal eurasia med endnu en generation af støjmodtagere? i de danske stuers jodbasin flyder tomme toiletruller som små øer vi kan placeres på. Lige børn leger bedst, lige børn taler som de har forstand: "Vi når først frem imorgen, hold festen igang indtil da!" Altimens knasterne vokser til grene, der river huller i uskyldiges strømpesokker, når tidens populære dansestile driver underboen til større bedrifter end menigheden kan acceptere. Mickey mouse lukker hænderne om orkesteret. Det er mickey mouse med skjorte og slips, det er mickey mouse til alle jobansøgningerne, det er mickey mouse i stemmeboksen og ud af hæve-automaten, skulder ved skulder som hegnspæle, tænder i en smoothtalking colgatekoldkrigskæft der prædiker om at skrive historien videre i de samme vendinger, der knaser tyggetabletter mod for meget indestængt frihedslængsel. En mund der kysser sig fast på frosne pander så man må pisse sig fri.
ned på knæ for potteplanten/alle mand/ vi skærer i sekunderne/hver mandag/ syren i skuldrenes åg, en bjælke fra eller til, en løjtnant på trapperne, store personer med små forventninger kaster syre ind i kødets fibre/// ///luk kassen, bid i pappet/spis på lørdag kys på onsdag, så i seng/buk til kommoden og husk din fridag/lange gange i øjenæblet mange gange at bøje næbet, tre kasketter ligger dér på dørtrinnet, hænger dér på dørkarmen, flere dråber kaffe i hver kop. Nu er det tid, før var det tid men nu.. havet hænger over os, skyerne, er lange bølger der slår mod panden. Vinden fletter dit hår i sorte dybder mænd drukner i mænd med kasketter. Tjæren drypper stadig fra deres pupiller længe efter havets udtørren
en kode til fællesskabet at enes om der vil i al selvfølge være lokale variationer udsalg, konkurrencer, den slags, en kode over alle koder, en hemmelighed for enhver, en branded gangart et manuskript for en generation derudover, et håndtag i havedøren sindrigt forbundet til hovedafbryderen et valg mellem straf eller sparsommelighed truffet af de sandheder ingen af os argumenterer for den middelmådelige klasses kædedragter, begyndelsen på telesyn og radiatortanker men nok er nok, the race is on
Til Philip med musikken i ryggen drog de over heden, alt skulle være som før og tigerbarnet blev holdt om og opdelt og betragtet hele vejen den bedste sommer hidtil åbnede sig som en tvangstanke foldet ud som et epilepsi-anfald under åbningsceremonien. Han der gik bagved den forreste prustede med hele hans væsen og han der gik foran den bagerste holdt hånden over munden tigerbarnet brokkede sig højlydt over ikke at kunne formulere sig så blev det efterår og så gik de hjem- Philip på femogtredive rejser sig fra skrivebordet. Philip har aldrig skrevet noget lignende i sit 35 år lange liv Philip ligger sig ind under sengen Philip er femogtredive og har aldrig set et beruset dyr Philip har aldrig pudset et æble man kan sige at philip tager livet som kommer han spiser det ihvertfald som det er telefonen ringer ikke På tre måneder var søen tørret ind til en pyt i et krater folk kom og hentede gamle lysstofrør fra bunden "vil de skyde med dem" tænkte tigerbarnet ''det ved jeg ikke'' sagde den bagerste dette var egentlig ikke ment som et svar på tigerbarnets usagte spørgsmål men svaret på en kort hovedregning af statens BNP, en estimering af den fortsatte vækst af SMS-lån, en evig bekymring der tegnede ham sorte kors i panden. Den forreste havde fået våd sok. Philip på femogtredive, under sengen, stirrer på papiret han er i tvivl om hvad det næste bliver, specielt nu hvor telefonen stadig ikke ringer Philip, under sengen, på femogtredive, lukker hånden om en lille fjer han har fundet, nok en af dem fra gåsedunsdynen over ham "kom nu, tigerbarn. Kom nu" hvisker han mens hans krop ikke bevæger sig fjernsynet fik han ikke med da han flyttede Nu gjorde det ondt i læggene på en af dem, så stemningen var tvær, men ikke længe, kun kort og kun tigerbarnet mærkede det som en rislen af kviksølv gennem en dæmning af dets tænder. Den våde sok gjorde det ikke bedre, og nedenfor var der slåskamp om hvad vidste de ikke men vildt gik det for sig, Hu-hej! en konge måtte have startet det, en lille én med stor krone og et fjernsyn i munden. Han stod og hoppede, lidt længere væk han tabte sin telefon, lagde de mærke tilhavde tigerbarnet stadig sin? Hvor var den røde gnub-telefon med lygter og lamper og blinkende skærm?
"Historien om Philip, 35, under sengen og Tigerbarnet" Det er en passende titel synes Philip. Men den efterlader ikke mange overraskelser til læseren, det kan hans venner fortælle ham når de ser den. Philip er bange for at springe i luften som en fødselsdagsballon så varmt har han det under sengen, på femogtredive og Philips venner er ikke i lejligheden, måske må han ud efter dem? Tanken bliver hurtigt affejet da det mørke skydække åbner sig udenfor det trommer så søvndyssende på ruden og han kan faktisk godt nå dynen, der hænger lige et hjørne af den ned fra sengen over ham og skygger for udsynet af kollegieværelsets gulv. To fluer med et smæk, snart er han varm og i kontrol. Nu sniger der sig da ihvertfald ikke ubudne gæster ind uden at han ser det. Telefonen ringer. Tigerbarnet havde opgivet at lede efter telefonen. 'Der sidder ikke børn under hestens øjenlåg' skrev han med en kuglepen af elektrisk stød i en lille notesbog den forreste havde givet ham. Der stod også at to var hurtigere end tre. Det havde vist sig at holde vand. I dagevis tilmed, tigerbarnet og den forreste (eller den bagerste for så vidt) kunne have nået over heden på halvanden time, men istedet måtte det hersens forbaskede demokrati drive dem rundt i den lyngbevoksede manege dag ud og dag ind. slåskampen var ved at komme til sit endeligt, de stridende parter stod i clinch til den lille konges store ærgrelse. Han heppede ikke engang længere, havde istedet samlet sin telefon op og koncentrerede sig nu om sin kommende karriere som forlægger. Telefonen ringer og ringer og Philip under sengen, på femogtredive, under dynen og i kollegieværelset tager den ikke.den ligger på skrivebordet og gøer som en køter der ikke kender ham. Det er nu, tænker dens ejer. Det er nu historien folder sig ud som et skaberværk, han kan hoppe i med begge ben. Nu han ikke behøver at smide overtøjet fra sig nu han kan tage mod fremmede strande uden at sige farvel, han skal bare tage telefonen, det har han selv set i "The Matrix", man siger "operator" og så bliver man til tal, og skraldebilen hamrer ind i væggen så tallene spredes i natten som gløder. I et græshoppespring kramper han ud af sit skjul og får rettet sig selv op halvfems grader, hænderne foran sig som en propelleret søvngænger. Telefonen er spændt i hænderne og stråle-konfetti lægger sig som en bordplade gennem væggen og mod horisonten da han tager telefonen. ''Hallo, det er Philip, 35, fra kollegieværelset, under sengen, jeg mener jeg var under sengen, men først sad jeg ved skrivebordet, det var før alt det dér med dynen, jeg har barnehænder, jeg så også en fjer, ja, altså, under sengen. Den er stor og der er plads til mig. Handler det om fjernsynet?"
khukrikniven, der på trods af at være relativt boomerang-formet ikke havde som mål at vende tilbage til dens kaster, brød den tågede aftenkulde op i to tilskuerfløje, den ene bekymret over udfaldet af separationen, den anden ganske spændt på idéen om at danse i små hvirvler henover hvad der snart ville være fyrbøderens lig, medmindre selvfølgelig at denne kunne nå at reagere og derved forlænge sit liv. Husenes låg åbnede sig og lod kartoflerne koge over så kogende vand strintede ned over tulipanerne. En forfærdelig nat at dræbe et menneske på. der var 5 meter til liget og ind imellem lå talrige astrale planer og kælede ved deres egen mystik. En blomst skød op af jorden og begyndte at føde vræl. Kasteren tog et skridt, to skridt, og tre skridt hvilket dræbte blomsten, men vrælene blev hængende og begyndte at bygge små huse at lave forstyrrelser i.
riskorn i vandfaldet, diamanter af sne til de forfrosne solsikker, blod i afføringen, og jeg vender mig i sengen, jeg ruller mig i blomsterdråber, jeg falder af søvn. Der var gange hvor skrigene var som jetmotorer i en nåleskov ved daggry Jeg har set sorte munde komme løbende ud af spejlet. Men nu er jeg døv som telefonen i lommen der er flere diagrammer over min apati end venner på facebook motorveje langs gulvet, klumpet urin, poser under timerne lunger der tegner med lakrids på væggen mens de synger af glæde over snart at have aftjent deres værnepligt små hjul, små propeller på scenen, vægge der gaber, statisterne tager en lur, åreknuder, fødselsdage, togskinnerne griner jobsamtale imorgen stå sent op, hele bussen sladrer
jeg er begyndt at opdele ugerne i minutter på den måde varer livet længere og jeg har hele tiden travlt der er ikke meget tid til børnene og mine hobbyer er lidt på standby jeg er blevet fyret de sagde bornholmeruret fyldte for meget ved kassen og så må man jo prioritere jeg når sjældent at få spist morgenmad endsige taget tøj på når jeg står op hvilket jeg også har sparet bort søvn får jeg heller ikke meget af, Den slags nøleri har jeg lagt på hylden. Så fandt jeg ud af noget forstyrrende, de snyder med tiden, de sætter et nyt sekund ind nytårsaften, de skider på os! Jeg er i syv sind, jeg ved ikke hvilket parti jeg skal tage på 60 år ville jeg blive yngre men jeg har aldrig brudt mig om snyd. min kone sagde jeg skulle slappe af, at jeg opførte mig fjollet, så pakkede jeg mine ting. Vi var vokset fra hinanden åbenbart.
kaffekoppen slår revner i kulden, og larmen af bankudskrifter overdøver vores elskov men ved mit iltre skæg er mine tarme for glatte til at paragrafferne kan lykkes i deres plan om at slå knuder på dem og alle de hvide tænder ligge deres kabale af flexlån og hverdag og motorvej og primetime og hvidevarer og taletid og vores skrift tegner stålstrukturer om solens rifter så morgendagens blodsudgydelser kan snige emaljen af termit rundt om deres bærende elementer. og napoleon griner ved hvert busstop, solkongen regerer målgrupperne, så længe jeg er den eneste der fnyser aftenrøden krudtsort, så længe vi er toså længe kun vor egen by sveder en glødende tåge, har vi intet andet end et par minutter før de henter os
nu vil de lægge sig til at sove i en kasse og først vågne når klokken er præcist der hvor den skal være. snart er det midnat, og vi synes at længes efter det det har været mig en ære uhyggelig fryd at rende i denne flok i al denne tid. efter i aften og i særdeleshed i nat ser jeg frem til glædelige gensyn mellem dem af os der er i stand til det.
det gik op for mig at sølvstråene var små fine søm om natten ville de filtre sig sammen til en koncert af ufortalte historier og jeg ville forsvinde ind i dem som da jeg var et lille barn, jeg var engang et lille barn med alle de hudafskrabninger på mine knæ kunne jeg have bygget altre af sår det indhenter jeg nu, mine fødder er slidt helt ned til knoglerne og det virker som en tilbedelse, hele denne fortalelse, hele denne trance, jeg efterlod en masse på den statoiltank i tyskland gravet ned ved et vejskilt men i dets afsavn har jeg fundet større besiddelser kald mig ikke ved mine ejendele for de er jeres kend mig ikke for hvad jeg har givet jer, for hvad i kalder jeres skal ingen få øje på, i genopstår som pris-skilte, jeg forlader mit navn, i taler hvad i er fortalt, jeg spinder ammestuehistorier der er mine egne, mine små fine søm
hun kan ikke sove for når hun ikke kan sove når hun lukker øjnene marcherer de videre til nakken og åbner sig som kameraer der optager montager af halvmåner i puden der er intet aflad for hendes raslende sjæl den får venner og fjender til at dreje sig omkring i søvne danser de, hun er et instrument for deres vilje når hun sover har hun mareridt om fremmede bøger der åbner sig og taler på dæmoniske sprog hun sidder som en nålepude i bussen på vej til arbejdsmarkedet det er alt for dyrt, men der er kun det snart er det en hul nød, snart en døende maskine hun vil slippe det, lade det drive som en blodansamling mellem fingrene men før eller siden fyldes det rum hun betræder op af døde markeder og holdninger, vindspillet der hænger fra loftet vil lægge sine ben over kors på det organiske spildproddukt hun hører trompeter i bussen der blæser til kamp de kører som lange negle over tavler til alle kan høre dem lange negle der river hul i ansigter, hun klynger sig til sædet marchmusikken presser blodtrykket op det er ikke en afsindig latter længere, nu lyder det som brandsårsskrig hun vil ikke sove længere, hun vil samle knoglestumperne til en rejsekammerat de må sammen migrere, skelettet og hende selv, ribbenssønnen og dets keramiker
og a4 papiret spredte sig til det dækkede det meste af europa og skrivebordet nåede stratosfæren skufferne var fulde af skyer og fugle passagerfly og vejrballoner det regnede splinter hele den nat Vi havde været langt oppe mod omkvædet men overraskede en del af tilskuerne ved at gå ned igen. en gaffeltruck stablede eurasia i kasser under os og bifaldet ville ingen ende tage - vi var et hit med vores sans for orden, og kontinenterne stod i alfabetiske geledder. over os kunne man ane mørke plamager på skrivebordsbundenkæmpe bussemænd sagde de vittige, men dem der ville indse det forestillede sig regnskyer over bordet der lavede fugtskader så der en dag ville regne en skylle af gud ved hvad ned over os. Men nok ikke i aften, det tydede stemningen ikke på. Midt under ekstranummeret var bassisten gået af scenen og agerede nu bartender, til de ansattes store irritation det var jo en temmelig uortodoks måde at gøre tingene og verdenspræsidenten måtte flere gange sætte ham på plads med diverse sanktioner. sikke et rod. det var en plet på vores image, og vores nye cd har også solgt dårligt, men dengang var det jo skægt. det var sjovt. det var en ny tid. vi tænkte ikke så meget over det. vi manglede overblikket. flere landes økonomi væltede på det lille trick han lavede. verdensbanken fik nok at lave og det hele måtte tjenes hjem med happy-slapping.
der vokser ærter og snerler ud mellem sprækkerne i det gamle klaver fjedrene i madrassen er brudt igennem til mit møre kød er der ildfluer i de grønne flasker der imiterer tarmindholdet af bronzekufferten, eller er det krykker der læner sig op ad pengeskabet hvor flyttede forfaldet hen for al luften er flyttet ind i ikea. jeg har ligget stille lidt længe her på min duploklods af et øje, løftet ind i lange fletninger af beskidte lagner og papirklips foldet ud under mosbevoksningen du, hvis rejser bringer os nærmereføler du trang til at se din vejrbidte kæbe i vandspejlet på søen der samler sig i mit hule bryst er det din families tænder der kommer frem jo længere vokslysene brænder og piletræerne knækker som til barndomsmøbler med lange skygger, er det det du ser i mig? Måske er der to skridt fra min dør til brøndens bund måske er det bedst hvis jeg bliver indendøre men hvis det er tilfældet er det idag jeg vil rejse mig, som fire pletter i en spiral af fredsommelighed og blive til en cirkel
Nu dæmpes al musik bortset fra de nu unisone strygere Trommehvirvlerne er ikke længere til at få øje på i dette båloplyste rum. Det sidste valg i lang tid skal træffes snart hvis troværdigheden skal opretholdes og æbler skal plukkes, og sten langs kysten skal kysses ordene er jernjomfruer langs strøget alt hvad vi har er negationen, nu da sproget er fabrikspaller i grå kældre jo mere der tales og forsikres og konsoleres om vor overlevelse des mindre bliver chancerne for at nå målet jo flere kræfter vi bruger på vore formuleringer des lettere bliver det for overmagten at spore os let anker i stilhed og forbered jer på at gøre som vi har aftalt for selvom vores kanariebur stables med beviser for vores eksistens nægter linoleumsgulvet at hele midas-koden er knækket og petroleumshavet er antændt og opiumshøsten er slået fejl og pensionerne er indefrosset og fedtsugerne er forstoppede og forsøgsdyrene bryder ud i dette øjeblik og fangerne ved hvad de skal gøre når strømmen går om et øjeblik. Lad ikke høre fra jer før det er overstået Der vil ikke blive sendt flere ægte transmissioner fra denne frekvens
vi må tænke os om og se stakittets neutrale skønhed vi bygger et utopia på den anden side af regnbuen, ikke her. Vi bøjer os og beder om tilgivelse for at have det formelle på plads vi mødes ved skafottet for at slikke sårene på vor kunstneriske integritet vi glemte at stoppe mens legen var god senere, engang, på et tidspunkt, i fremtiden vil æbler aldrig forfalde, vil ansigter aldrig rynke og vores våbenskjold skinne langs galaksen imens vi venter: køb håndcreme, stem bilka. For dem af jer der ikke kunne se sarkasmen skal det til sidst siges: Vi ønsker kun et kongerige under smilet og i den forbindelse frasiger vi os hermed retten til at vælge vort sidste måltid idet vi ikke vil bebyrdes med flere muligheder. Det har været en pinsel vi ikke ønsker for vor værste fjende at være slaver for vores egen individualitet vi var chanceløse overfor det totale fravær af motiverende folkeoplysning denne transmission er den eneste ægte. denne virkelighed er alt hvad man kunne ønske sig