4 De seks trosartikler

4 De seks trosartikler Flere steder i Koranen nævnes en række trosartikler som afgørende for et menneskes tilhørsforhold til islam: ISLAMS TROSARTIKLER 1. Troen på Gud 2. Troen på Guds engle 3. Troen på Guds profeter 4. Troen på Guds åbenbarede skrifter 5. Troen på dommedag og et liv efter døden 6. Troen på en forudbestemt skæbne Han er Gud, der er ingen anden gud end Ham. Han kender det skjulte og det åbenbare. Han er den Allernådigste, den Allerbarmhjertigste. Han er Gud, der er ingen anden gud end Ham. Den Suveræne, den Hellige, Kilden til Fred, Vogteren, Beskytteren, den Almægtige, den Genoprettende, den Allerhøjeste. Æret være Gud. Højt hævet er Han over alt det, de sætter ved Hans side. Han er Gud, Skaberen, Udvikleren, den Formgivende. Ham tilhører de smukkeste navne. Alt, hvad der er i himlene og på jorden, lovpriser Ham. Han er den Mægtige, den Vise. (sura 59:22-24) Allahu akbar Nogle af Guds 99 navne nævnes i disse vers: I. Troen på Gud I Guds, den Allernådigstes, den Allerbarmhjertigstes navn Med denne sætning indledes Koranens 114 kapitler - undtagen det niende. Gud er også kærlig, medfølende og retfærdig. Gudsfrygt er helt igennem en positiv følelse. Mennesket skal ikke være bange for Gud, men føle ærefrygt for Gud og følge Hans vejledning - i tillid til, at Han, der har skabt mennesket, også er den, der bedst ved, hvad der gavner det. Gud har i årtusinder vejledt mennesket igennem åbenbaringer til et utal af profeter og sendebud. Muslimer tror på, at de åbenbaringer, som er nedfældet i Koranen, er udtryk for Guds endegyldige vejledning til mennesket. Mennesket skal efter bedste evne stræbe efter at leve, som Gud vil det, og tilegne sig de egenskaber, som kun Gud besidder til fuldkommenhed, og som udtrykkes i Guds 99 navne. Gud hedder på arabisk Allah. Det er bestemt form af ilah, gud - altså guden, og for en muslim er der ingen tvivl om, at jøder, kristne og muslimer tror på samme gud selvom de opfatter Gud på forskellig måde. For muslimer er der nemlig kun én gud. Arabisk-talende kristne har kaldt Gud Allah længe før Profeten Muhammads tid - og gør det stadig. Også i den arabiske oversættelse af Bibelen bruges Allah. Eksempelvis hedder det i 1. Mosebog: "I begyndelsen skabte Allah himmelen og jorden." Allahu akbar! Gud er ikke kun stor, men større end alt andet. Der er ingen anden gud end Ham, og ingen er Hans lige. Den, der tjener og tilbeder andre guder end Gud - eller sætter mennesker, magt, rigdom og materielle goder på højde med eller højere end Gud, kaldes afgudsdyrker. Gud er kilden til alt liv. Han er verdenernes skaber og opretholder. Gud kan skabe ud af intet. Han siger: "bliv" - og det er. Mennesket kan derimod kun skabe ud af noget, som Gud i forvejen har skabt. Gud er uafhængig og evig; men alt det skabte er dybt afhængigt af Gud og vil en gang gå til grunde. Alligevel er Gud

ikke fjern og utilnærmelig. Han er nærmere mennesket end dets egen halspulsåre, og Han kender dets inderste tanker. Mange muslimer bruger Allah - også når de taler dansk. De ønsker derved at understrege Guds absolutte enhed, idet Allah er bestemt form, intetkøn og har ikke nogen flertalsform. Andre bruger fællesbetegnelsen Gud for at understrege, at der ikke er tale om en speciel muslimsk gud. At de bruger Gud i stedet for Allah, ændrer dog ikke ved deres opfattelse af Gud. Enhed, helhed og mangfoldighed Guds absolutte enhed (tawhid) betones igen og igen i Koranen. Også alt det, Gud har skabt, udgør en harmonisk helhed. Gud skabte alting som par. Overalt i skabelsen findes synlige og usynlige kræfter og fænomener, der ved første øjekast kan synes modsatrettede, men som i virkeligheden er uløseligt forbundne, så de tilsammen udgør et hele: f.eks. positivt og negativt, lys og mørke, kærlighed og had, hankøn og hunkøn, ro og uro, ret og uret, varme og kulde, rig og fattig, godhed og ondskab, individ og fællesskab, styrke og svaghed, ødselhed og griskhed, tørke og fugtighed, tilladt og forbudt, krop og sjæl, dette liv og det kommende. Gud har skabt denne mangfoldige verden. Det er menneskets opgave at sørge for at bevare den harmoni, balance og enhed, som kendetegner Guds skaberværk - ikke ved at stræbe efter ensartethed og ensretning, men ved at skabe enhed med fuld respekt for mangfoldigheden. 2. Troen på Guds engle Koranen slår fast, at englene ikke har noget intellekt - og dermed heller ingen fri vilje. De er fuldstændig afhængige af Gud og adlyder Ham i ét og alt som tro tjenere. Det er ærkeenglen Gabriel (Djibril) - der nogle steder kaldes den hellige ånd {ruh-ul-qu-dus), der har overbragt Guds budskab til profeterne. Derfor omtales englene i Koranen ofte som sendebud. Englene er form- og kønsløse, men kan tage mandlig form, når de viser sig for udvalgte mennesker. Eeks. hedder det, at Gabriel "stod for Maria som en mand i alle henseender" (sura 19:17), da hun fik nyheden om, at hun skulle føde en søn. Det var også engle, der kom til Abraham for at forkynde for ham, at hans hustru Sara skulle føde en søn, Isak; men det var først, da de undlod at spise af fedekalven, som Abraham lod slagte, at det gik op for ham, at der var tale om engle og ikke mænd - for engle spiser ikke jordisk føde. Også Profeten Muhammad så ved flere lejligheder Gabriel i menneskelig form. Koranen beskriver englene som væsener med taleevne. De optræder som de troendes skytsengle og følger dem i et og alt. Hvert eneste menneske følges konstant af to engle. Den ene registrerer menneskets gode gerninger - den anden dets onde gerninger. Dødens engel vil indvarsle dommedag ved at blæse i sin trompet, så himmel og jord står i ét, og sørge for, at sjælen forlader den døde krop og bringes tilbage til Skaberen. De skrivende engle vil vidne om menneskets gerninger på jorden. Og når de troende efter opstandelsen træder ind i Paradis, vil engle komme dem i møde med en fredshilsen. 3. Troen på Guds profeter Kernen i den islamiske tro er den overbevisning, at Gud har sendt profeter til alle folkeslag for at vejlede dem til at føre et godt liv og fortælle dem om menneskets bestemmelse og de sidste tider. Af disse profeter var Adam den første. Koranen omtaler 25 profeter ved navn. De fleste af dem har paralleller i Bibelen; men beretningerne om dem varierer en smule. Koranen gør opmærksom på, at der derudover har været utallige profeter rundt omkring i verden, som alle er blevet forhånet, truet og forfulgt. Alle profeter - også Jesus og Muhammad - var mennesker som alle andre, men udvalgt til en speciel opgave: at viderebringe Guds åbenbaringer og vejledning til deres eget folk - de talte samme sprog og kendte deres traditioner og levevis ud og ind. Profeterne indgik alle en pagt med Gud om at viderebringe

åbenbaringerne uden at ændre den mindste smule på ordlyden. Profeternes opgave bestod udelukkende i at prædike Guds ord og advare om, at enhver skal stå til ansvar for sine tanker, handlinger og undladelser. Det var ikke profeternes opgave at omvende folk til islam - det kan kun Gud. Profeterne skal på dommedag vidne om deres folks gerninger (men ikke dømme dem), og de vil - som alle andre mennesker - blive udspurgt om deres eget liv og levned. Profeten Muhammad blev endvidere i den allerførste åbenbaring opfordret til at sørge for, at budskabet blev bevaret for eftertiden. Derfor pointerer Koranen igen og igen, at dens vejledning er universel: gyldig for alle mennesker - overalt og til alle tider. Man må ikke fremhæve nogen profet frem for andre. Det eneste, der adskiller Muhammad fra de øvrige profeter, er, at han er den sidste i rækken. Han afslutter eller besegler rækken af profeter og hellige skrifter og kaldes derfor Profeternes segl. Da Abraham havde bevist sin villighed til at ofre sin førstefødte søn Ismael, sendte Gud ham et offerlam i stedet. 4. Troen på Guds åbenbarede skrifter Alle profeter har prædiket det samme budskab. Tidligere skrifter som Moseloven og Evangeliet om Jesus er imidlertid ifølge Koranen på nogle punkter blevet misforstået af jøderne og de kristne. Koranen, som for muslimer er en nøje gengivelse af de åbenbaringer, Profeten Muhammad fik via ærkeenglen Gabriel i årene 610-632, bekræfter, tydeliggør og præciserer på nogle områder tidligere skrifter - medens den på andre områder korrigerer dem eller lemper nogle forskrifter. Eksempelvis korrigerer Koranen efter muslimsk opfattelse de kristnes fortolkning af Jesus' rolle ved at præcisere, at Jesus hverken er Gud, Guds søn eller del af en treenighed. Koranens spiseregler og regler omkring rent og urent er langt mindre omfattende end Moselovens. Ligeledes hedder det i Koranen: I Moseloven forordnede Vi: Liv for liv, øje for øje, næse for næste, øre for øre, tand for tand og læsioner lige for lige; men den, der afstår fra sin ret til gengældelse, kan derved sone sine egne synder, (sura 5:48) Koranen bekræfter derimod Moselovens billedforbud og konstaterer, at forudsigelser om Profeten Muhammads komme i både Det Gamle og Det Nye Testamente er forsøgt skjult bl.a. igennem misfortolkning. Som muslim må man derfor tro på både Toraen (Tawrat), der blev givet til Moses, Salmerne (Zabur), der blev givet til David, Evangeliet (Indjil), der blev givet til Jesus (som dog ikke eksisterer i deres oprindelige form) - og på Koranen (Quran), der blev givet ril Muhammad. Hvor skrifterne i deres nuværende form afviger fra hinanden, vil det altid være Koranen, der er den endegyldige autoritet for muslimer. Man taler om, at Koranen på nogle punkter ugyldiggør tidligere skrifter. Gud afgiver i Koranen et løfte om, at Han vil bevare Koranens arabiske tekst imod forfalskning og ødelæggelse. Derfor betragter muslimer Koranens arabiske tekst som fuldkommen og uforanderlig. Nogle muslimer forstår Koranens tekst ganske bogstaveligt. Andre mener, at den hele tiden skal forstås i forhold til den

virkelighed, man lever i, således at fortolkningen af teksten kan variere og udvikle sig i takt med, at verden ændrer sig. Derved bliver Koranens vejledning til alle tider og under alle omstændigheder gyldig og meningsfyldt. 5. Troen på dommedag og et liv efter døden Profeternes vigtigste opgave var at få deres folk til at vende sig bort fra dyrkelse af afguder og i stedet få dem til at tro på eksistensen af én sand gud, alverdens skaber og opretholder. Og at forkynde, at døden ikke er afslutningen, men en milepæl på vejen til et godt og fredfyldt liv i Guds nærhed. Når en muslim ligger for døden, vil de tilstedeværende nænsomt opfordre den døende til at fremsige trosbekendelsen, og de vil fremsige sura nr. 36, der også kaldes Koranens Hjerte. Denne sura indeholder nogle af islams centrale trosprincipper, og dens sidste vers lyder: "Æret være Han, i Hvis hænder herredømmet over alle ting ligger. Til Ham skal I alle vende tilbage." (sura 36:83) Afdøde begraves traditionelt så hurtigt som muligt efter at døden er indtrådt - helst samme dag. Ifølge islamisk tradition vil to engle udspørge den døde i graven om hendes/hans livsførelse, og dødens engel vil sørge for, at sjælen forlader den døde krop og bliver bragt tilbage til Skaberen. Dommedag Ingen andre end Gud kender tidspunktet for, hvornår Han vil opvække de døde; men Gud har i Koranen givet os nogle fingerpeg om, hvad der vil gå forud: Universet vil blive begravet i mørke, kraftige jordskælv vil få himmel og jord, sol og måne til at gå i ét, og menneskene vil være rådløse, fortvivlede og handlingslammede. Så er tiden inde til, at hvert enkelt menneske bliver draget til ansvar for, hvorledes det har udnyttet de evner, muligheder og ressourcer, som Gud har givet det. Ingen vil blive stillet til regnskab for andres handlinger og undladelser - og ingen kan påtage sig skylden for andres handlinger og undladelser. Det hele vil kun vare et øjeblik, og hver eneste vil selv vide, om hun/han skal gå til højre (mod Paradis) eller til venstre (mod Helvede). Inderst inde ved mennesket nemlig udmærket, om det har handlet godt eller ondt. Igen og igen forsikrer Gud i Koranen mennesket om, at Han vil tilgive det dets mindre synder og fejltrin, hvis det - i levende live - oprigtigt angrer dem, beder om tilgivelse og forbedrer sig, og i øvrigt holder sig fra at begå store synder. Begrebet arvesynd eksisterer ikke i islam. At Adam og hans hustru syndede, kommer ikke os andre til skade. De angrede deres fejltrin og bad om tilgivelse - og Gud tilgav dem. Derfor fødes mennesket som fundamentalt godt. Paradis og Helvede Koranens detaljerede beskrivelse af Paradis og Helvede er meget malerisk, og er ganske tydeligt åbenbaret til et ørkenfolk, for hvem skyggefulde lunde, rislende bække, smukke klæder og mad og drikke i overflod var billede på den højeste lykke - og hvor brændende sol, råddent vand, tørke, sult og tørst var noget af det værste, man kunne forestille sig. Især beskrivelsen af Paradis har i folketroen og blandt ikkemuslimer givet næring til de utroligste forestillinger om et Paradis udelukkende for mænd, og at de belønnes på det seksuelle plan med uskyldsrene jomfruer. Man har ganske overset, at det er denne verdens retfærdige kvinder (også de gamle og tandløse), der vil genopstå som rene, jomfruelige væsener; at der andre steder er tale om tjenstvillige og evigt unge ynglinge, altså væsener med mandlige træk - og at ingen vil komme til at nyde Paradisets glæder i ensomhed, men sammen med deres slægtninge og andre, de holdt af på jorden. Under Muhammeds nådige drømmerejse lod ærkeenglen Gabriel ham ifølge islamisk tradition få et glimt af det sted i Helvede, hvor de kvinder, der har ladet håret hænge frit, befinder sig.

I Paradis vil Vi genforene de troende med deres nære og fjerne slægtninge og bekendte, der følger dem i troen, og Vi vil ikke forringe frugten af deres anstrengelser. Dog skal hver enkelt stå inde for sine handlinger. Vi vil skænke dem alt, hvad deres hjerte begærer. De vil drikke en skål for hinanden, uden antydning af løsagtighed og beruselse, (sura 52:21-23) Naturligvis er det ikke kønnet, der afgør, om man havner i Paradis eller Helvede. Alle mennesker er lige for Gud, og Profeten Muhammad citeres for at have sagt, at selv han kommer ikke i Paradis uden at være dækket af Guds nåde fra isse til fod. Muslimer har til alle tider diskuteret, om beskrivelserne af Paradis og Helvede skal tages bogstaveligt - eller om der er tale om billedlige beskrivelser. Sikkert er det, at ingen er i stand til at forestille sig Paradisets glæder. 6. Troen på en forudbestemt skæbne De islamiske lærde har altid haft forskellige opfattelser af, hvordan man skal forstå den såkaldte skæbnetro (al-qadr), dvs. om forholdet mellem det forudbestemte og den frie vilje. Ifølge Koranen har Gud forudbestemt livslængden. Der er naturligvis også andre hændelser, mennesket ingen indflydelse har på, som f.eks. naturlovene. Det enkelte menneske har ej heller indflydelse på, hvilke omstændigheder det fødes ind i - men skal stå til ansvar for, hvorledes det har udnyttet de muligheder og ressourcer, det har fået. Sætter man f.eks. mennesker, rigdom, magt eller ære lige så højt eller højere end Gud - eller hvis man hårdnakket nægter at tro på Gud, selvom man er blevet gjort bekendt med Hans ord - går man sin egen fortabelse i møde. Hvis man derimod tror på Gud, opfylder sine forpligtelser over for Gud og alt det, Han har skabt, og ikke forvolder nogen skade, vil det gå én godt. Dette har Gud forudbestemt. Der er både i selve Koranen og i islamisk tradition mange eksempler på, at der i nogle situationer er flere muligheder at vælge imellem. Det er mennesket, der vælger, hvorledes det vil handle; men med handlefriheden følger den enkeltes ansvar for, hvorledes det forvalter de menneskelige og materielle ressourcer, det har til rådighed. Eksempelvis er mord, manddrab, tyveri og falsk vidneudsagn strafbart. Og selvom man måske ikke bliver stillet for retten og straffet i dette liv, skal man stå til ansvar for Gud. Der er nogle muslimer der tror, at Gud har forudbestemt hver eneste af menneskets handlinger; men det giver ingen mening at tro, at Gud har givet mennesket forstand og handlefrihed - for derefter at forudbestemme alle dets handlinger indtil mindste detalje. Hver eneste handling får derimod en konsekvens, og det er denne konsekvens, Gud har forudbestemt og meddelt os via Sin Lov, Koranen. Det giver ingen mening at tro, at Gud, der er kærlig, nådig og barmhjertig, skulle forudbestemme, at nogle af Hans skabninger skulle være onde - og efterfølgende stille dem til regnskab og straffe dem for en ondskab, de ikke selv har kontrol over. Frihed og ansvar Det er ganske grundlæggende i Koranen, at mennesket har frihed til at træffe personlige valg. Den frihed får mennesket ved, at Gud "blæser af Sin ånd (ruh)" (sura 32:7-9) ind i fosteret. Derved får mennesket mulighed for at vælge mellem det gode og det onde, det rigtige og det forkerte osv. og har til en vis grad indflydelse på, hvorledes dets liv vil forme sig.