Bededag 1. maj Tema: Omvendelse. Salmer: 496, 598, 313; 508, 512. Evangelium: Matt. 3,1-10

Transkript

1 Kl Burkal Kirke Tema: Omvendelse Salmer: 496, 598, 313; 508, 512 Evangelium: Matt. 3,1-10 Store Bededag blev indført i 1686 for at slå mange forskellige bods- og bededage sammen til én dag. Meningen var at den dag skulle være menighedens bedegudstjeneste for land og folk. Samtidig skulle det være en sædegudstjeneste, hvor man skulle bede for kornet der netop var sået på markerne. For os i dag kan Bededag fortsat være en anledning til at bede for os selv og hele det danske folk. Der er også i vore dage grund til at angre og bede. Vi er stolte over at være et kristent folk, men hvad er det for en kristendom vi har? Som Brorson siger det så alvorligt: "Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?" (DS. 347,2) 1

2 Vi må sammen med vores folk bekende at vi ikke tager vores kristendom særligt alvorligt. Vi trænger til at høre de skrappe ord fra Johannes Døberen, som han stod derude i ørkenen ved Jordan-floden og tordnede imod de jødiske ledere: "Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?" Vi er nødt til at tage alvorligt at Gud er en hellig Gud, der ikke tåler synd. Han bliver vred, når han ser hvordan vi overtræder hans bud og lader hånt om hans vejledning. Det nytter ikke at vi blot henviser til at vi er døbt. Hvad hjælper det os at vi i dåben er indviet til at tilhøre Gud, hvis det ikke viser sig i vores liv? Hvad hjælper det os at vi er blevet Guds børn i dåben, hvis vi ikke lever som hans børn? Dåben må aldrig for os blive en sovepude. Vi må ikke tro at blot fordi vi engang er blevet døbt, så har vi vores på det tørre. Så kan vi leve som vi vil, for Gud vil jo altid tilgive os. Selv om vi er frelst af nåde, så betyder det ikke at Gud er ligeglad med hvordan vi lever vores liv. Selv om vi har syndernes forladelse, så skal vi ikke tro at vi har frihed til at gøre lige hvad vi har lyst til. Syndernes forladelse er ikke lig med syndernes tilladelse! Den kristne frihed er ikke en frihed til at leve i synd, men det er en frihed fra "den kommende vrede". Det er en frihed for straf og dom. Vi er af naturen øgleunger, mennesker der kun vil det onde. Ifølge Guds afslørende beskrivelse af os er vi alle kommet på afveje. Vi er alle fordærvede. Der er ingen der gør godt, ikke én eneste. (Rom. 3,12) Derfor fortjener vi alle at rammes af Guds vrede og straf. Vi er fortabte mennesker. Der er intet at stille op. Vi kan ikke redde os selv. Vi behøver en frelser, en redningsmand. Vi har brug for en der vil rense os for alt det onde som bor dybest inde i enhver af os. Igennem hele Bibelen lyder der et kald til omvendelse. Johannes Døberen havde som sin livsopgave at kalde folk til at vende om, så at de var parate til at tage imod Jesus. Derfor døbte han dem. Symbolsk skulle de ved dåben blive renset for deres synder. Det var et tegn på at de skulle opgive deres gamle liv og tage imod det det nye, som Jesus kom med. Guds rige var kommet nær, fordi Jesus var kommet. Derfor var det også nøjagtig det samme budskab Johannes og Jesus forkyndte: "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!" (Matt. 3,1; 4,17) Det var ikke i egen kraft at folk skulle forbedre sig. Kaldet til omvendelse var ikke en opfordring til at tage sig selv i nakken og leve et ordentligt liv. Nej, det kom af at Gud først havde handlet. Det var ham der havde taget initiativet. Han havde grebet 2

3 ind ved at sende sin Søn til verden. Derfor kaldte Gud ikke folk til at blive bedre mennesker i egen kraft, men han kaldte dem til at tro på Jesus. Budskabet var at Gud havde vist verden sin kærlighed ved selv at komme til os. Det er det vi altid må tage vores udgangspunkt i, at Gud blev som en af os. Han blev menneske. Vi kan ikke opfylde Guds krav til os. Vi kan ikke leve op til hans forventninger. Derfor kom han selv og gjorde det for os. Hvis vi vil tro det, gælder det for os! Så er vi allerede retfærdige i Guds øjne! Så har vi fred med Gud. Gud gør os retfærdige. Det indebærer så også at vi må bryde med det gamle. Ikke fordi det gamle menneske kan forbedres. Det kan det aldeles ikke. Det kan ikke forbedres, men det må dø. Det sker ved at vi fortryder vores synd og vender os bort fra den. Først når vi gør det, vil der ske en virkelig forandring i vores liv. Mange mennesker forstår ikke hvad sand omvendelse er. De er måske nok kede af hvad de har gjort forkert. Men det er ikke omvendelse i bibelsk forstand. De beklager blot de ubehagelige ting som synden medfører. De sørger ikke over selve synden. I Bibelen har vi flere eksempler på sådan en overfladisk omvendelse. Fx udbrød Judas efter at have forrådt Jesus: "Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod." (Matt. 27,4) På samme måde bekendte den egyptiske konge, Farao, sin synd for at undgå flere ulykker. Men så snart plagerne standsede, fortsatte Farao med at trodse Gud. Judas og Farao sørgede over syndens følger, men synden selv fremkaldte ingen sorg hos dem. Det er det man kalder bondeanger: at man er ked af konsekvenserne, men egentlig ikke af det man har gjort forkert. Vent ikke på at du får forbedret dig selv! Det er den advarsel Gud giver sit folk ved profeten Jeremias: "Hvis nubieren kunne skifte sin hud og panteren sine pletter, kunne I også handle godt, I ondskabens lærlinge!" (Jer. 13,23) Bare hos Gud kan få hjælp. Vi kan ikke gøre noget selv. Vi må komme til Gud sådan som vi er. Vi må bede som David: "Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd!" (Sl. 51,12) Når hjertet giver efter for Guds Ånds påvirkning, bliver samvittigheden vakt til live, og synderen begynder at forstå noget af dybden i Guds væsen. Han forstår både at Gud er en hellig Gud, som ikke tåler synd; og på den anden side får han også øjnene op for Guds dybe kærlighed til os arme mennesker. Synderen længes efter at blive renset og få genoprettet sit forhold til Gud. Vi skal tage afstand fra det som vi er i os selv, og så vende os mod Gud og tage imod det han vil give os. Vi kan kun modtage Guds gaver, hvis vi er villige til at give afkald på alt vort eget. Kun når vi ikke har noget hos os selv, som vi kan være stolte af, kan vi blive stolte af det Gud vil give os. 3

4 Dåben er en overgang fra det gamle til noget nyt. I dåben aflægger vi billedligt vort gamle, snavsede tøj, og vi får af Gud skænket en ny hvid og skinnende ren dragt. Vi bliver renset for vores synd og får skænket Guds retfærdighed. I dåben er vi blevet døbt til Kristi død, for at vort gamle menneske billedligt talt skulle korsfæstes sammen med ham. Og i dåben er vi oprejst med Kristus fra de døde, for at vi skal leve et nyt liv! (Rom. 6,4) Dåben er på én måde en engangshandling, fordi den kun sker én gang og gælder resten af livet og ind i evigheden. På den anden side har vi brug for hver dag at gøre alvor af vores dåb, fordi vi ikke, så længe vi er her på jorden, slipper af med vores gamle, syndige natur. Den retfærdighed Gud har givet os i dåben er kun tilregnet natur. Først efterhånden bliver den en tilegnet natur. Og vi bliver aldrig her på jorden helt retfærdige mennesker. Så i stedet for at lade dåben være en sovepude, sådan at vi i ligegyldighed og sløvhed slapper af og lever efter vore egne lyster, så skal vi se på dåben som en daglig udfordring til at leve et helligt liv. Vi skal hver dag afstå fra synd og søge at leve efter Guds vilje. Vi skal - fordi vi er døbte mennesker - regne os selv for døde for synden, men levende for Gud. (Rom. 6,11) Det var det Johannes Døberen mente med at sige til farisæerne og saddukæerne: "Så bær da den frugt som omvendelsen kræver!" Det betyder kort sagt at vi skal gøre alvor af vores kristne tro. Vi skal leve efter det som vi siger vi tror på. Der er to begreber i vores kristne tro, som kan hjælpe os til at forstå alt dette: Retfærdiggørelse og helliggørelse. I dåben er vi allerede gjort retfærdige. Det er vores tros grundlag, som vi kan bygge hele vores liv på. Vi skal alvorligt søge at leve efter den retfærdighed som vi har fået givet i dåben. Vi skal med andre ord virkeliggøre det som Gud har givet os. Det kan udtrykkes meget præcist med et paradoks: Vi skal blive det vi allerede er! Vi er på én gang både syndere og retfærdige. Så længe vi lever her på jorden, har vi disse to naturerer, som også kaldes den gamle adam og den nye adam, eller det gamle og det nye menneske. De to naturer ligger i en konstant kamp med hinanden. Luther siger det meget fint og klart i sin lille katekismus. Han stiller først spørgsmålet: "Hvad betyder det da, at der bruges vand ved dåben?" Og svaret lyder: "Det betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og at der i stedet for daglig skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed." 4

5 Johannes Døberen forkyndte Guds vrede og dom over folks synder: "Øksen ligger allerede ved roden af træerne; så skal da hvert træ der ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden." Men Johannes er ikke kun domsprofeten, der forkynder Guds dom over os. Han er også nådesprofeten der peger på Messias, Guds Søn, som er kommet for at give os fred med Gud ved sin død i vores sted. Det var jo ham der blev kendt for at pege på Jesus som vores forsoner. Han vidnede om Jesus ved at sige: "Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd!" (Joh. 1,29) Det er det budskab om synd og nåde, der også i dag omvender mennesker til Gud. Når vi omvender os til Gud, begynder vi at bære frugter til hans ære. De frugter kommer af at vi som dømte syndere lever af syndernes forladelse. Guds lov med alle dens bud kan ikke få os til at gøre gode gerninger. Kun Jesu kærlighed, sådan som den møder en dømt synder i talen om Guds lam der bar verdens synd, har denne skabende magt i sig. Vi tjener ikke Gud for at undgå hans dom og sikre os hans velbehag. Frugterne skal ikke gavne os hos Gud i Himlen, men de gode gerninger skal gavne vores næste her på jorden. Gud har friet os fra det håbløse stræb efter at opnå noget hos ham. I stedet har han sat os til at tjene vores næste. Gud har ikke brug for vore gerninger, når det gælder vores frelse. Han har allerede fået alt hvad vi skyldte ham, da Jesus levede for os og gav sit liv som løsesum for os. Men Gud har brug for vores gerninger, når det gælder vores næste. Så at bære den frugt som omvendelsen kræver, betyder for os to ting: For det første må vi aldrig blive færdige med at glæde os over det kristne evangelium, det glædelige budskab om frelsen i Jesus. Vi kan aldrig få nok af at høre om hvad Jesus har gjort for os. Hør om Jesus, tænk på Jesus, læs om Jesus, syng om Jesus! - for hans kærlighed er forudsætningen for at du kan bære frugt i Guds rige. For det andet: Tjen Gud ikke for at få noget hos ham, for du har allerede fået alt med Kristus men tjen Gud, fordi hans kærlighed har brug for dig dér hvor du er sat. Da er du dér hvor Gud vil have dig: For Jesu skyld gældfri hos Gud, men i kærlighedens gæld til din næste. Amen. 5