SeniorBofællesskabet Teglgaarden Afdelingsmødet, tirsdag den 24. november 2009 Beretning I forbindelse med at jeg skulle i gang at skrive dette års beretning, kastede jeg lige et blik i beretningen for sidste år, og et af temaerne den gang var om hvorledes fællesskabet havde fungeret det første års tid. Om det havde udviklet sig som vi forventede i forhold til ideer og visioner. Vi konstaterede, at det gjorde det faktisk på mange områder, og at vi under alle omstændigheder var godt på vej. Det var blandt andet når behovet for en hjælpende hånd opstod, og hver gang vi samledes enten rent socialt eller når der skulle udføres noget rent praktisk. Generelt var aktivitetsniveauet højt og præget af stor entusiasme og nysgerrighed, men måske også med en hvis portion usikkerhed overfor det nye. Hvis vi så ser på hvordan fællesskabet siden har vi udviklet sig, er det vores opfattelse at vi for de fleste af beboernes vedkommende er kommet endnu videre. Relationerne er nok blevet lidt tættere. Vi er også blevet mere bevidste, og bedre til at udtrykke os overfor hinanden. Dels i hverdagen og dels på møderne, når det drejer sig om hvad vi synes om eller ikke synes om. Nogen gange på en måde så det lyder som brok, og er det så det, er det vigtigt at komme ud med det, og få gjort noget for at få løst op for det hurtigst muligt, og det kan vi måske nok blive lidt bedre til. Man kan vel sige det sådan, at det er ved at gå op for den enkelte, hvad det vil sige at leve i et fællesskab, hvor der hele tiden skal spørges om alt, og hvor det er flertallet der afgør når noget skal sættes i gang, bortset fra den indvendige del af vores boliger. Og så at man skal respektere og efterleve de beslutninger der bliver truffet. På det rent praktiske område var det første år gået med etablering af de fællesfaciliteter, som vi fra i år af har stor glæde og nytte af, og som er blevet en naturlig del af vores hverdag. Nu har vi så snart boet her i 2 år, og det andet år har ligesom det første år været præget af et højt aktivitetsniveau, hvilket vi tager som udtryk for at vores koncept for bofællesskabet er rigtigt, og at vi i det store hele er enige om de fælles rammer som efterhånden er etableret. Den formelle organisering med funktionsgrupperne fornemmer vi også fungerer godt, og rigtigt mange er engageret på en eller anden måde. Og mere uformelle grupper er også opstået, bl.a. nørkleklubben, kortspillerne og en lille gruppe der morgensvømmer og bader i Fænøsund.
Vores aktiviteter er beskrevet og kommenteret i løbet af året, både på møder, i referater og i nyhedsbrev, så de vil ikke alle sammen blive gennemgået i detaljer her i beretningen, der til gengæld vil omhandle følgende temaer: Bestyrelsens arbejde Året i fællesskabet Samarbejdet med boligselskabet Repræsentantskabsmødet Venteliste Tildelingsregler Kommunikation Aktiviteter 2010 Bestyrelsens arbejde: Siden sidste afdelingsmøde har vi holdt 9 bestyrelsesmøder, hvilket er lige i overkanten af vores intentioner, da vi har en forventning om at opgaverne burde blive færre efterhånden som etableringen af fællesskabet skrider frem. Det blev bare ikke i 2009 vi kom til at holde færre møder, der var fortsat nok af opgaver at tage fat på. Af de større ting som vi har behandlet er: Færdiggørelse af byggeriet, herunder fejl og mangler ved 1. års gennemgang, oversvømmelsesproblematikken, og skiltning mv. Færdiggørelse af aktivitetsrummene, som funktionsgrupperne har været voldsomt involveret i. Lydproblematik i Fælleshuset Færdiggørelse af udearealer Udarbejdelse af forretningsorden Udarbejdelse af råderetskatalog Året i Fællesskabet: Året har som nævnt været et aktivt år på mange fronter. Færdiggørelsen af aktivitetsrummene, der kulminerede med en fantastisk flot indvielse lørdag den 16. maj, fyldte meget af årets første måneder. Grøn gruppe har været aktiv med hensyn til at få færdiggjort anlæg af udearealerne. Det er en proces som naturligt nok har taget tid, idet vi jo først skulle være enige om udformningen, og så skal der tages hensyn til årstiderne, men resultatet er indtil videre blevet rigtigt godt, og nu mangler vi lige den sidste etape, som er de tørre hjørner i avenuen. Forslag hertil skal vi tage stilling til senere i aften.
Herudover har gruppen stået for delvis vedligehold af bedene, og når der skulle luges har alle været inviteret til at deltage, og mange har mødt op hver gang gruppen har kaldt. Vi har alle et ønske om at Teglgaarden skal fremstå i fin stand. Ikke alene de grønne områder, men også bygningerne. Vi har også ment, at en del af den normale vedligeholdelse kan vi håndtere selv, hvilket der også ligger en økonomisk fordel i. Derfor etablerede vi en ny funktionsgruppe, Bygningsgruppen som nu fungerer under Poul Bloms kyndige og strenge ledelse. Og ve den, der kommer til at lave en rids eller en skramme Foruden de normale opgaver i funktionsgrupperne, har hver gruppe stået for et socialt eller kulturelt arrangement i løbet af året. Det har givet en mangfoldighed af forskellige spændende arrangementer, lige fra linedans, film, foredrag, fester, vinsmagning og til fællessang. Loppegruppen stod for turen til Rottefælden i Svendborg, hvor vi havde en festlig og fornøjelig aften både i hinandens selskab og med selve revyen. Hvis vi ikke kom hinanden ved i forvejen, så lærte vi det denne aften. Vi sad rigtigt tæt. Tak til alle grupperne for gode og veltillagte arrangementer. Det har som sagt været et aktivt år, og indimellem hvor arrangementerne har ligget tæt på hinanden, er der opstået spørgsmål om vi har for mange arrangementer. Dertil må vi blot konstatere, at hver gang der bliver kaldt møder 35-40 beboere frem, og det må da siges at være en flot mødeprocent, og ikke tegn på at vi mødes for ofte. De fleste af vores arrangementer er planlagte, men der er også de spontane møder, som opstår mere eller mindre tilfældigt, eller når der står fodbold eller andre sportsbegivenheder på TV-programmet. En filmaften i ny og næ, gule ærter og stegt ål er blot eksempler på spontane aktiviteter, og selvfølgelig grillaftener, når vejret tillader det. Og selvfølgelig skal nævnes vores krolfbane, som er blevet det helt store hit. Foreløbig med 2 faste spilletider, tirsdag og lørdag, som rigtig mange benytter sig af, når man er hjemme til det. Herudover er banen et godt aktiv, når f.eks. familien er på besøg. Hvis vejret er af sådan en karakter, at det er umuligt at krolfe, vil der i stedet kunne spilles f.eks. dart, bordtennis, bob eller skak, således at dagene fastholdes som aktivitetsdage. Vores Fælleshus er flittigt benyttet. Først og fremmest til vores fælles arrangementer og møder, men også privat i forbindelse med runde dage. Der opstår stadigvæk spørgsmål i relation til lån af fælleshuset til private fester ud over de runde dage og mærkedage. Bestyrelsen er af den opfattelse, at ordningen, som den er nu, fungerer godt og er retfærdig. Hvis alle skulle have lov til at holde andre fester i privat regi, dvs. at man
udelukker andre fra fællesskabet, så er der risiko for at der ikke bliver plads til de fælles arrangementer. Alle har jo mulighed for at benytte fælleshuset med gæster uden at låne det til privat fest. Fælleshuset har fået ny lyd. De omdiskuterede efterklangsproblemer er løst. Og vi fik dem løst på en yderst økonomisk måde, idet Evin kunne skaffe pladerne gratis, og Niels og Evin påtog sig at montere dem. Vi fik endda så mange plader at der også blev til at klare den rungende støj ve nedgang til parterer og i motions- og massage sektionen. Så er der sket en ændring i beboersammensætningen, idet vi har sagt farvel til Paula og god dag til Liselotte, som på kort tid fandt ind i sin nye rolle som kollektivist. Samarbejdet med boligselskabet: Vores samarbejde med boligselskabet kommer til udtryk på forskellige områder. Den praktiske del foregår overordnet med Stig og i dagligdagen med Bjarne. Vi har tidligere drøftet Bjarnes rolle og opgaver, hvilket har resulteret i en konkret plan på de overgaver som Bjarne løser på Teglgaarden. Bl.a. har vores bygningsgruppe overtaget en del af de vedligeholdelsesopgaver som en varmemester normalt har. Planen blev sat i værk efter sommerferien, og det er tanken at vi skal evaluere på den her i slutningen af året. Det er vores opfattelse at den fungerer efter hensigten. På det økonomiske og administrative område samarbejder vi fortsat med Jens, og det er vores indtryk at Jens efterhånden er ved at vænne sig til vores særheder, eller også har han blot resigneret. På det politiske område har vi samarbejdet med Henning Kirk og bestyrelsen. Primært vedrørende ændring af vores tildelingsregler. Jeg vil senere komme nærmere ind på hvordan den aktuelle situation er angående denne problemstilling. Repræsentantskabsmøde Boligselskabets årlige repræsentantskabsmøde blev afholdt den 16. september. Det er Alis, Leif og jeg selv, der repræsenterer Teglgaarden. Imidlertid måtte både Alis og jeg melde fra i år, og bestyrelsen udpegede i stedet Evin og Niels som repræsentanter. På repræsentantskabsmødet skulle der vælges ny formand. Poul Erik Møhring havde efter kun ét år posten, valgt at udtræde af bestyrelsen. Ligesom næstformanden Vera Halsted ikke modtog genvalg. Vi var af den opfattelse, at den nye bestyrelse skulle kompetencemæssigt styrkes, hvorfor vi ønskede at får Leif med i bestyrelsen, og helst som formand. Han blev næstformand, og den nye formand hedder Benny Rye Helmer, og har en fortid som hoteldirektør.
Ifølge Leif, har vi fået en bestyrelse som på både de organisatoriske og økonomiske områder står stærkt, og vi glæder os til at samarbejde med den. Økonomi: Hele økonomisiden bliver gennemgået senere, men jeg vil blot nævne her, at der som alle er gjort bekendt med, vil huslejen blive reguleret i nedadgående retning med virkning fra 1. januar 2010. Årsagen er en ændring i lovgivningen vedrørende beboerbetaling, der udregnes som en procentdel af anskaffelsessummen og en forlængelse af tilbagebetalingsperioden. Loven gælder for nybyggeri og Teglgaarden når lige at komme med under den nye lov. Rent praktisk betyder det, at vores husleje vil falde midt i en regnskabsperiode. I forbindelse med det nye regnskabsårs start den 1. april 2010 vil vi blive varslet en huslejestigning, som svarer til den normale årlige stigning. Men der er alligevel tale om en pæn huslejenedsættelse. Og jeg kan lige så sige det som det er, bestyrelsen har pt. ingen kreative forslag til at bruge nedsættelsen til nye projekter i fællesskabet. Venteliste og tildeling af lejligheder: Vi har i år afholdt 2 møder og samtalerunder, i henholdsvis februar og august måneder, med nye ansøgere. Desværre har vi lidt vanskeligt ved at jage dem væk. Langt de fleste ønsker og bliver efter de gældende regler godkendt til ventelisten. Aktuelt indeholder ventelisten 30 ansøgere, hvoraf 8 er enlige, og herudover er der 6 nye anmodninger om at komme på venteliste. Vi har jo drøftet ventelisten ved flere lejligheder, og problemet med at have sådan en under de gældende regler. Det er fortsat vores helt klare opfattelse, at det varer meget længe inden der bliver boliger ledige. Så vores gennemsnitsalder øges for hvert år, og når nogen en gang flytter, bliver det nok naturligt blandt de ældste. Nye beboere vil blive tilbudt lejlighed efter hvem der har stået længst på ventelisten, sandsynligt vil være nogen der er lige så gamle som dem der flytter. Det skaber ikke foryngelse. Derfor har vi udarbejdet et helt nyt forslag til tildelingsregler, som er målrettet til bofællesskabet. Dette oplæg vedtog vi på et fællesmøde i foråret, og bestyrelsen skulle herefter arbejde videre sammen med boligselskabets bestyrelse og eventuelt Middelfart Kommune.
Efter forskellige drøftelser med bestyrelse og administration om udformningen, besluttede vi at tage kontakt til Middelfart Kommune, og vi var til øde med dem i slutningen af august måned. Kommunen er særdeles imødekommende overfor vores forslag, og har bedt os om i samarbejde med Middelfart Boligselskab, at tilpasse og justere oplægget, således at det vil kunne godkendes under gældende lovgivning. Det er særligt spørgsmålet om valg af kriterier, idet det er et krav fra kommunen at de skal være objektive og vores holdning er at et stykke af vejen kan det lade sige gøre, men vi kan ikke komme uden om en vis subjektivitet, når vi skal vurdere nye beboere til fællesskabet. Bestyrelsen har i forbindelse med det videre arbejde ønsketat drøfte oplægget i et lidt større forum, og har derfor inviteret: Jutta, Liselotte, Elsebeth, Jonna C, Lise, Ejgil og Orla til at medvirke. Vi har foreløbig afholdt ét møde, hvor der er kommet gode ideer på bordet. Vi vil så senere tage kontakt til boligselskabet for nærmere drøftelse, inden det forelægges for kommunen. Heldigvis er det ikke et akut problem, så vi har god tid til at få oplægget godt gennemarbejdet. Kommunikation: Vi har jo vedtaget et informations- og kommunikationssystem, der gerne skulle sikre at al information kommer til alle beboere. Så når vi informere sker det skriftligt i form af mødereferater der e-mailes, omdeles og ophænges i fælleshuset, samt der findes kopier i biblioteket. Langt de fleste er efterhånden på e-mail, og det letter distributionen meget. Herudover bliver de væsentligste områder behandlet i vores nyhedsbrev, der i starten udkom hyppigt og var på få sider, men nu kommer sjældnere og er til gæld på væsentlig flere sider. I år er der foreløbig kun udkommet 1 udgave i sommer, og ikke alt er nyheder. Derfor kunne det måske være en god idé at lade bladet ændre karakter til at behandle de større ting som ikke er uddybende i referaterne. For ca. 1 år siden startede vores nye hjemmeside op. Hensigten med den var at have en platform som kunne benyttes og redigeres af en bredere kreds., og som samtidige indeholder faciliteter som vi kan bruge i dagligdagen. Alle tovholdere blev introduceret til at kunne redigere siden, og alle var i princippet enige om at vi havde fået godt værkstøj. Desværre bliver den ikke brugt som vi havde forestillet os, og det giver derfor anledning til om vi skal ændre konceptet til noget andet, eller om vi skal køre videre og tro på at brugen af den vil vokse med tiden.
Aktiviteter 2010: Vi skal nu snart vende os mod et helt nyt år, og dermed også nye og måske andre aktiviteter. Bestyrelsen har gjort sig nogen tanker om det, og dem præsenterer vi senere i aften. Men mon ikke der begynder at tegne sig nogen klassikere, blandt andet foråsfest, Sct. Hans aften, efterårsfest, fællessang, vinsmagning og julefrokost alt sammen beviser på at vi nok er lidt forlystelessyge her i fællesskabet. Tilbage i år er julefrokosten den 8. december, og det er bestyrelsen der står for arrangementet, vi skal medvirke til underholdningen, og Finn, vores husorkester, vil sørge for at alle for rørt sig. Vi har valgt, selv at lave maden i år, så ved vi hvad vi får. Årets sidste arrangement er nytårsaften, som afholdes efter samme koncept som sidste år. The same procedure like every year, James. Tilmelding senest 15. december, hvorefter vi mødes og aftaler nærmere. Afslutning: Det var årets beretning. Jeg håber at I kunne genkende indholdet. Jeg vil til slut på bestyrelsens vegne takke alle for atter et godt år i fællesskabet.