Frederiksberg som frikommune på Borgerserviceområdet Frederiksberg Kommune ønsker at blive frikommune, når fem til syv kommuner snart får mulighed for at prøve nye arbejdsmetoder i forbindelse med, at en ny omgang frikommuneforsøg igangsættes. Neden for vil der bliver beskrevet en række forslag til frikommuneforsøg på Borgerserviceområdet. Inddrivelsesmuligheder tilbage til Frederiksberg Kommune Frederiksberg Kommune ønsker at blive frikommune, således at kommunen igen kan få bemyndigelse til inddrivelse af kommunale fordringer. Inddrivelsen af de kommunale fordringer blev pr. 1. november 2005 overdraget fra kommunerne til SKAT, og Frederiksberg Kommune har siden da kun oplevet stigende restancer. Med de stramme økonomiske rammer, der eksisterer i kommunerne, er der brug for hurtigt og effektivt at få inddrevet borgernes og virksomhedernes gæld, idet det har stor betydning for retssikkerhed og kommunernes samlede økonomi. Opkrævningen i Frederiksberg Kommune varetager allerede i dag opkrævning af de kommunale fordringer ved blandt andet udsendelse af fakturaer, påmindelser og rykkerskrivelser, indgåelse af aftaler, opgørelser og anmeldelser til advokater og skifteretten i konkurs-, gældssanerings-, tvangsauktions- og dødsbosager. Frederiksberg Kommune ønsker således også at få myndighed til inddrivelsesopgaven, herunder udlæg, lønindeholdelse, samt yderligere tiltag for forældelsesafbrydende foranstaltninger. Det forudsættes, at det alene er kommunens fordringer, der kan opkræves og inddrives, for eksempel daginstitution, ejendomsskat, tilbagebetalingspligtig kontanthjælp og parkeringsafgifter. Et eksempel på fordelen ved at få udlægsretten tilbage kunne være, at denne kan bruges som pression og sikkerhed for, at en afdragsordning overholdes. Hvis en borger ikke overholder en afdragsordning, kunne det i yderste konsekvens betyde, at de effekter, der er taget udlæg i, sælges altså er der sikkerhed for kommunens fordringer. Det er Frederiksberg Kommunes opfattelse, at der kan foretages en langt hurtigere sagsbehandling, at der effektivt kan inddrives de kommunale fordringer samt at sagerne holdes i live ved at foretage forældelsesafbrydende foranstaltninger, hvis Frederiksberg bliver frikommune på inddrivelsesområdet. Forenkling af sagsgange Det vurderes, at inddrivelse af kommunale fordringer i kommunalt regi vil medføre regelforenkling og en klar forenkling af sagsgange. Det er både til gavn for borgerne, idet opgaveløsningen så er placeret hos én myndighed, og for de kommunale medarbejdere, der til daglig arbejder med opkrævning og inddrivelse.
Medarbejderkompetencer Frederiksberg Kommune havde før 2005, hvor indsatsen blev centraliseret, en effektiv og velfungerende inddrivelsesindsats. Opkrævningsafdelingen i Frederiksberg Kommune har den dag i dag flere medarbejdere, der tidligere har beskæftiget sig med inddrivelsesarbejdet og som dermed besidder de fornødne kompetencer til at løfte opgaven endnu engang. De pågældende har ligeledes haft den fornødne autorisation og uddannelse som pantefogeder med inddrivelse af netop kommunale fordringer. Inddrivelsesopgaven er dermed ikke ukendt land for en del af medarbejderne, og med den fornødne opkvalificering vurderes opgaven at kunne løses i Frederiksberg Kommune endnu engang. Inddrivelse tæt på borgerne I Frederiksberg Kommune lægger vi stor vægt på, at de daglige opgaver løses i tæt kontakt og i god dialog med borgerne. Frederiksberg Kommune mener, at et tættere lokalkendskab og en god dialog med borgere og virksomheder vil være en fordel i inddrivelsesarbejdet i kommunalt regi. Sikring af retssikkerhed Ikke nok med, at SKAT s fejlslagne inddrivelse af kommunale restancer svækker kommunens økonomi det svækker også retssikkerheden for borgerne. I dag ser vi, hvordan sagerne forælder eller håndteres fejlagtigt. Frederiksberg Kommune kan ganske enkelt løse opgaven bedre til gavn for både kommunens økonomi og borgernes retssikkerhed. Forudsætninger for at kunne løfte opgaven Det vurderes, at en yderligere forudsætninger skal være på plads, førend det er muligt at løfte opgaven med inddrivelse af kommunale fordringer. Disse er beskrevet neden for: Autorisationer som pantefoged Muligheden for at kunne fortage udlæg (f.eks. bankudlæg), lønindeholdelse m.v. Muligheden for modregning hos SKAT Udgående udlægsforretninger Adgang og indberetningen til tinglysningssystem, bilbogen og tingbogen Det er vanskeligt at forudsige, hvor stor en økonomisk gevinst, der vil tilfalde Frederiksberg Kommune, såfremt inddrivelsesopgaven igen kan varetages i kommunalt regi som led i frikommuneforsøgene. Frederiksberg Kommune vil også kunne bidrage til en omfattende forebyggende indsats, som kommunen allerede i dag har god erfaring med. Tilførsel af medarbejderressourcer til at løse opgaven vurderes relevant, idet der samtidig er en forventning om, at tilføjelsen af medarbejderressourcer vil styrke inddrivelsesarbejdet og dermed et fald i den samlede restance.
Registreringsbevis til EU/EØS-statsborgere og indberetning af rejser Frederiksberg Kommune ønsker at få bemyndigelse til at udstede registreringsbeviser til EUborgere. Der er ligeledes et ønske om, at Frederiksberg Kommune får bemyndigelse til at indberette indrejser for EU/EØS-statsborgere, der studerer i Frederiksberg Kommune, men har bopæl i en anden kommune. Frederiksberg Kommune har ca. 2.000 indrejser årligt, heraf kommer langt den overvejende del fra EU. De indrejsende flytter til Frederiksberg Kommune enten for at studere eller for at arbejde. Udstedelse af registreringsbeviser Hvis en EU/EØS-statsborger, der ikke samtidig er nordisk statsborger, vil opholde sig i Danmark i mere end 3 måneder, skal han eller hun søge om registreringsbevis hos Statsforvaltningen efter EU-reglerne. Ansøgningen skal indgives inden, der er gået 3 måneder fra indrejsen. EU/EØS-statsborgere som søger efter arbejde, skal dog ikke ansøge om et registreringsbevis, så længe han eller hun er arbejdssøgende. EU/EØS-statsborger kan få udstedt et registreringsbevis, hvis han eller hun: har lønnet arbejde, driver selvstændig erhvervsvirksomhed, leverer en tjenesteydelse i Danmark, er pensioneret arbejdstager, pensioneret selvstændig erhvervsdrivende eller pensioneret tjenesteyder, er udstationeret, er studerende ved en institution, der er godkendt eller finansieret af det offentlige, og kan forsørge sig selv under sit ophold i Danmark, eller er selvforsørgende, det vil sige, at pågældende råder over tilstrækkelige indtægter eller midler, så vedkommende ikke kan antages at ville falde det offentlige til byrde. Hvis en EU/EØS-statsborger rejser til Danmark for f.eks. at studere eller arbejde, skal de altså i dag henvende sig til Statsforvaltningen, der udsteder registreringsbeviser. Dette sker efter kontrol af, om de pågældende EU/EØS-statsborgere opfylder et af ovenstående betingelser. Derefter skal EU-borgeren henvende sig til kommunen eller International Citizen Service, der opretter cpr.nr, registrerer bopælsadresse, udsteder sundhedskort og Nem-ID. Det vil lette den samlede administration og betyde bedre service til de indrejsende EU/EØSstatsborgere, hvis de ikke skal henvende sig til to myndigheder men blot én særligt i forbindelse med indrejsearrangementerne, som beskrives i et afsnit neden for. For at lette byrden for de studerende, der bor i Frederiksberg Kommune, deltager kommunen to gange årligt (i august og februar) i indrejsearrangementer på Copenhagen Business School, hvor de studerende kan få opholdstilladelse og personnummer. Ud over Frederiksberg Kommunes folkeregister har Statsforvaltningen tidligere været til stede for at udstede registreringsbeviser til de studerende. Der indrejses ca. 500 EU/EØS-statsborgere ved disse arrangementer.
Ved planlægning af de seneste arrangementer har Statsforvaltningen imidlertid meddelt, at de ikke har mulighed for at deltage, hvilket betyder en forringet service for de pågældende EUborgere, der studerer ved Copenhagen Business School. For at sikre et godt serviceniveau for de pågældende borgere ønskes der bemyndigelse til, at Frederiksberg Kommune også kan udstede registreringsbeviser til indrejsende EU/EØSstatsborgere, der er bosat i andre kommuner, således at myndighedsopgaven er samlet ét sted. Indrejser for andre kommuner Mange indrejsende EU/EØS-statsborgere, der studerer i Frederiksberg Kommune, har ligeledes bopæl i kommunen nogle bor også i omegnskommuner. Frederiksberg Kommune har derfor et ønske om at få bemyndigelse til at administrere indrejser af borgere, der studerer i Frederiksberg Kommune, men bor i anden kommune. Det vurderes desuden, at der ingen grund er til, at International Citizen Service skal administrere indrejser på for eksempel Copenhagen Business School, når Borgerservice i Frederiksberg Kommune i forvejen er til stede. Det kan i øvrigt bemærkes, at International Citizen Service oplever så stort et arbejdspres, at de til tider opererer med 4-6 ugers ekspeditionstid for at oprette et cpr.nr. I Frederiksberg Kommune sker oprettelse af cpr.nr. samme dag, som borgeren henvender sig, og dette taler for, at Borgerservice i Frederiksberg Kommune også får mulighed for at administrere indrejser for borgere i andre kommuner. Det vurderes ikke, at bemyndigelse til ovenstående opgaver vil betyde en ressourcebesparelse for Frederiksberg Kommune. Derimod vil bemyndigelse til at løse de ovenstående opgaver ses som en regelforenkling og serviceoptimering for kommunens borgere, der vil opleve lettede sagsgange. Det vurderes, at opgaven med registreringsbeviser kan ske uden ekstra ressourcer. Derimod bør administration af indrejser for andre kommuner honoreres på samme måde, som kommunerne i dag betaler til International Citizen Service. Opgaver, der i dag løses i sognene Frederiksberg Kommune oplever, at nogle af de opgaver, der i dag løses i de danske sogne, i stedet burde have sin naturlige placering i Borgerservice. Udstedelse af navneattester og registrering af faderskabserklæringer Frederiksberg Kommune ønsker at få bemyndigelse til at overtage en del af de administrative opgaver, der i dag løses sognene. De opgaver, der er tale om, udstedelse af navneattester og registrering af faderskabserklæringer. Begrundelsen herfor er, at det giver en forenkling af arbejdsgangene, idet det er kommunerne, der i øvrigt har ansvaret for vedligeholdelse af CPR. Det virker derfor naturligt, at det er
kommunerne, der også får ansvaret for de øvrige opgaver. Borgerservice er en naturlig indgang for borgerne, da Borgerservice i forvejen løser lignende opgaver. Desuden er der en stadig større del af befolkningen, der ikke finder det naturligt, at de skal henvende sig til den danske folkekirke af f.eks. religiøse eller principielle årsager. Adgang til træk af attester og lignende Borgerservice i Frederiksberg Kommune har ofte henvendelser fra borgere, som ønsker kopi af vielsesattester, dåbsattester m.v., idet borgerne finder det naturligt at henvende sig til kommunen, selvom myndighedsopgaven ligger hos sognene. Det vil derfor være oplagt, hvis Frederiksberg Kommune får adgang til de relevante systemer og kan udstede kopier af allerede eksisterende dokumenter. På den måde undgås det, at borgerne går forgæves. Ofte må medarbejderne i Borgerservice henvise borgere til at kontakte sognene for at få en kopi af de nødvendige attester, hvis de f.eks. skal have udstedt et pas eller ved nogle registreringer i CPR. I disse situationer skal borgerne nemlig medbringe dokumentation, f.eks. en dåbsattest. Hvis Frederiksberg Kommune får adgang til at trække disse attester, er der kun én myndighed inde over sagsbehandlingen. Ligeledes får borgeren løst sit ærinde med det samme og undgår at gå forgæves. Det vurderes ikke, at det vil betyde en ressourcebesparelse for Frederiksberg Kommune, såfremt Borgerservice får bemyndigelse til at løse nogle af de opgaver, der i dag er placeret i sognene. Derimod skal bemyndigelsen ses som en regelforenkling og en ekstra serviceoptimering for kommunens borgere, der vil opleve lettede sagsgange og færre forgæves besøg hos kommunen.