Sclerose Helvede/Retur Yes, You Can!

Tilegnet Lisbeth

Leif Andersen-Farmer Multipel Sclerose Helvede/Retur Yes, You Can! En fortælling om Lisbeth Andersen-Farmer, den første danske scleroseramte, som fik udført et CCSVI indgreb mod sygdommen. Og standset angrebene. Om kampen, nederlagene, håbet. Sejren. En kærlighedshistorie Andersen-Farmer Publishing 5

Tak til Professor, Dr. Med. Thomas J. Vogl, Wolfgang Goethes Universitäts Klinikum, Frankfurt, Speciallæge Claus Hancke, Institut for Orthomolekylær Medicin, Kgs. Lyngby, samt MSForums faste stab af bidragydere af indlæg Christian, Lisa T., Cab, Topgun, Brian, Der Hansi, Farmor, Søren, Per, Kenneth, Marie Louise, Leif, Karina, Helena, Anders - - og alle iøvrigt, der har støttet os med råd, opmuntring og godt humør fra starten af vort CCSVI-eventyr. 7

Leif Andersen- Farmer: Multipel sclerose, Helvede/Retur Yes You Can! Andersen- Farmer Publishing 2010. All Rights reserved. Gengivelse af dele af indholdet i denne bog tilladt med forlagets skriftlige tilladelse i henhold til gældende lov om ophavsret. Omslag: Forfatteren. Sat med Times Roman. Tryk: BB Offset, Bjerringbro. ISBN 978-87- 994038-0- 6 Første oplag 2010. Andersen- Farmer Publishing Katholm 4 DK 8500 Grenaa - Tlf. 8632 5722 Email: lisbeth@andersen- farmer.dk / leif@andersen- farmer.dk www- andersen- farmer.dk 8

Indhold Forord Side 11 Drømmeslottet Side 15 Aa Mølle Side 24 Møllens hunde. Og en mand, der viste svagheder Side 40 En tragisk ulykke, der rystede os Side 50 Salg af vort kommunikationsbureau Side 59 Sclerose, hed sygdommen Side 67 Ny viden, ny opdagelse, nyt håb Side 75 Multipel Sclerose Side 82 Kamp for at sælge Aa Mølle Side 94 Sommerfrygt Side 106 Flytning til Katholm Side 116 CCSVI. Professor, dr. med. Paolo Zamboni Side 127 Fantastisk nyt. Men Side 135 Henvendelse til sundhedsministeren Side 144 Første dansker, der fik en CCSVI operation Side 151 Hjemme igen. Breve. Side 164 Hippokrates Side 174 Blogs. Internettet. MSForum Side 183 2 x 70 års fødselsdag, begge med stil Side 199 En slutning, og en begyndelse Side 203 Støttede forskningsprojekter, multipel sclerose Side 209 9

Forord. Står på en alpetop, kigger på det sner. Nu er jeg end lig nået helt herop, Hvad Fa en sku jeg egentlig her? Kolde tæer! Hvad Fa en sku jeg egentlig her? Nu har jeg nået toppen, mor nu må du da være stolt. Nu har jeg nået toppen mor, Uh, hvor er her skide koldt. Var det det, du mente, Da du sagde, jeg skulle op? Ordene er Shubiduahs. Men nu stod VI der altså, helt oppe på toppen af det bjerg, vi havde kæmpet os op ad. Og hvad så? Vi havde nået toppen. Men vi var stadig alene. Der var koldt. Følelsen af kulde fulgte os i ugerne efter, at min hustru var blevet selvhjulpen efter operationen. Hun var i for- året 2010 blevet opereret for sclerose, som den første herhjemme. Hun kunne nu gå selv, uden støtte, Hun gik i seng ved andres almindelige sengetid. Den udmarven- de træthed var borte. Hendes piller var smidt i skralde- spanden. Dem havde hun ikke taget siden operationen. Hun var smertefri. 11

Hun fortalte dette til sin læge, der syntes, at det var da dejligt. Hun fortalte det til sin neurolog, der syntes, at det var da dejligt. Hun spurgte, om hun evt. kunne få hjælp til at dække udgifterne til sin rejse til Professor Vogl i Frankfurt, og betalingen for hans operation, som havde fået hende ak- tiv igen. Sygesikringen sagde Nej. danmark sagde Nej. Danske forsikringsselskaber sagde Nej. Alle sammen med begrundelsen, at behandlingen jo ik- ke var godkendt af danske neurologer. Derfor ingen hjælp. Men dette var ikke nok til at fratage os den berusende glæde, som den dødsdømte mærker, når livet alligevel ikke er slut. Da livet pludselig meldte Velkommen til- bage! Det er denne glæde, som siderne i denne bog om vort liv handler om. Om, at det lykkedes. Vi håber med denne bog at råbe det danske sundheds- system op, således alle de ca. 10.000 danske sclerose- ramte også vil kunne få en chance for benådning! Vil de blive helbredt? Næppe helt. Men chancen for et langt bedre liv eksisterer nu med den nye CCSVI- operation! Vi håber, at denne bog vil medvirke til, at flest muligt af de scleroseramte får chancen. Leif Andersen- Farmer 12

1. Kapitel Drømmeslottet Her lå det så drømmeslottet, med en lav eftermiddagssol ind fra sydvest - i foråret 1996. Det lå lige ud til en stor buet vej, hvor alle kunne se uhindret ind til slottet. Jeg grinede og sagde: Hist hvor vejen buer dumt, ligger der et hus så grumt. Lisbeth sagde ikke noget, men næseborene bevægede sig. Jeg vidste ikke dengang, at dette er tegn på, at man skal holde inde med sine morsomheder over for hende. Hun tog blikket bort fra huset og vendte det mod mig, tog min hånd og sagde: Der er mennesker nok, som ikke tør tage en udfordring op, som slår afværgende ud med armene, og går langt uden om problemer. Du kender det. Jeg kender det. Men ofte sker der jo også det, at man samtidig overser de muligheder, som ligger, fordi udfordringerne overskygger dem, og mange har gjort det til en vane at stille sig op i køen for at tegne et negativt billede. Det er så pokkers nemt og uforpligtende. Jeg plejer ikke at give op, og tror, at vi ligner hinanden. Men chancen for os to, 15

den ligger altså lige derinde! Lad blot dem, der har lyst, kloge i det negative! Jeg lod blikket glide hen over Aa Mølle. Skiltet Til salg var netop taget ned af ejendomsmægleren, der var kørt. Med vore underskifter på slutsedlen. Fordelene ved købet ud fra et æstetisk synspunkt var til at overskue. Dog var stuehuset pænt og godt vedligeholdt. Men det var også alt. Resten ca. 3000 kvm. bygninger og 5,5 ha tilliggende - lå og ventede alvorligt på en kærlig hånd. Og den lå i min. Vi havde allerede boet i området et års tid, i Dania, et par kilometer fra Aa Mølle. Vort reklamebureau lå også på Dania, der er en tidligere cementby, beliggende direkte ned til Mariager fjord. Hans Kirk har i Nye tider og Daglejerne givet et fint tidsbillede af forholdene på Dania dengang. Her lå indtil 1975 Danmarks første cementfabrikker, Cimbria og Dania, der stammede helt tilbage fra 1873. Det trøstesløse grå miljø med huse, træer, veje og græs, belagt med centimetertykt cementstøv, blev få år efter lukningen omdannet til en smuk lille kulisseby med fine gule huse, hvide vinduer og rødt tag, vel 30-40 huse, samt let industri. Vi Lisbeth og jeg - var flyttet sammen som par nogle måneder tidligere, og boede nu i et af husene, efter at jeg havde flyttet mit reklamekontor ned fra Aalborg, og lejet kontorlokaler nogle få hundrede meter fra boligen. To skilsmisser slider på såvel sjæl som økonomi. Vi ejede meget lidt jordisk gods, men oplevede til gengæld at få den lykkelige, rige tilværelse sammen, som havde været vort mål og håb. Ikke, at der udelukkende blev sagt anerkendende ord fra 16

alle, men også udtrykt lidt tvivl, for såvel Lisbeth og jeg var kendt for ikke lige netop at bøje af. Nogen af os. Derfor var det vel ikke underligt, at nogle blandt familie- og vennekredsen hostede en smule, da nyheden om vor beslutning blev kendt. Den slags bygger på så meget, bl.a. gensidig tillid og respekt - og forhåbninger. Fine ord at bruge, men hvor var det vidunderligt at opleve for os begge at se den andens reaktion, når Fanden var løs, og det var han sådan set ret ofte til at begynde med. I den ende af livet, hvor vi valgte at gå en anden vej, er der ikke altid nemme løsninger, og det var vores heller ikke. Vi tog strygene, der kom, begge to, og havde hver for sig en fortid på et godt niveau i forretningsverdenen, hvilket havde givet os modstandsevne og gennemslagskraft. Jeg følte mig varm og glad ved at se Lisbeth nægte at give op, når en mulighed smuttede. Hun blev ved at gå efter muligheden, og vandt ofte. Aldrig har jeg hørt hende klage, før eller siden. Penge var det småt med. Skilsmisserne havde trukket meget store økonomiske veksler på os begge. Med tanke på tidligere tiders velstand var det for mig en ny fornemmelse at se Lisbeth sidde og ri sin slidte blå, plisserede gabardine nederdel sammen. Smart var den eller havde været. Forretningsverdenens krav til påklædning var barske; man skulle være toptjekket, ellers gjaldt loven om det sårede dyr i junglen. Vi skabte image for vore kunder, og hvem har tillid til en rådgiver med slidt tøj? Denne sandhed gælder stadig. Træske bankfolk med en horisont 6 millimeter, beregnet fra næsens yderste spids, er vist noget, de fleste iværksættere lærer at kende, og vor opstart var ingen undtagelse. Vi var i begyndelsen afhængige af mit kundemæssige bagland fra Nordjylland og håbede på, at de 17

gamle kunder ville være trofaste. Det var de. At jeg turde risikere flytning af virksomheden, skyldtes mit avancerede grafiske udstyr, som dengang var ret langt forud og muliggjorde den fjerndistribution af grafiske data, som i dag er helt almindelig. Den første grafiske Macintosh - der hed Liza - i Danmark, var min. I dag kan man le af de programmer, der erstattede fotosættere og montageborde, men det var avanceret, dengang. Lisbeth havde fået det godt igen. Et halvt år forinden havde hun været indlagt på Århus Kommunehospital i en måned. Diagnosen var virus på balancenerven, hvilket lægerne modstræbende var gået med til. Deres gæt var i stedet Multipel Sclerose, hvilket Lisbeth havde sat sig voldsomt imod. Det ville kunne have medført, at hun måtte forlade sit meget udadvendte job som direktør for Århus Amts turistcenter, TXØ. Hospitalernes scannerudstyr var den gang ikke i stand til at afsløre afstødte myelinrester i hjernen, og derfor var bevisførelsen for sclerose ikke endegyldig. Så diagnosen blev: Virus på balancenerven. Hun blev i sit job. Men kun ca. 3 måneder, hvorefter hun valgte at gå ind i min virksomhed. Varmt, dejligt forår, med vor lille båd ved fjorden, med Niki, vor nyanskaffede jagthundehvalp, i en skøn lappen-sigsammen-periode. Stille og roligt arbejdede vi flere og flere kunder ind i firmaet. Jeg som idé- og tekstmand, mens Lisbeth stod for logistik og administration. Langsomt overtog hun salget. Vi var snart fire personer i gang. Varm sommer. En grim ulykke, ganske tæt vor bolig, satte mange ting i relief. 18

Natten til 1. pinsedag lød et brag på vejen, lige uden for vort hus. En bil med tre unge drenge var tørnet ind i et vejtræ med stor fart. De to passagerer blev dræbt på stedet. Man fandt den stærkt alkoholpåvirkede chauffør vandrende forvirret rundt på fjordmarken. Et forældrepar stod et stykke fra det forulykkede køretøj. Konen var bleg i ansigtet af angst, men ville ikke tillade manden at nærme sig bilen. Hun frygtede, at en af de dræbte drenge inde i bilen var deres søn, men turde ikke gå hen og få vished for det. Manden rev sig løs og gik hen til bilen. Jeg gik over og holdt om konen, da manden forlod hende. Jeg kan stadig mærke hendes ukontrollerede rysten, da mandens skuldre sank ned, henne ved bilen, hvorved han gav konen og alle vi, der stod omkring, vished. Det var en voldsom oplevelse, som på en særegen måde lagde op til et aftalt møde i dagene efter med ingeniør Per Studsholt fra Nordjyllands Amt, og som fik konsekvenser for os langt ind i fremtiden. Per havde fået en idé. 19

Sprit er noget skidt, når du selv vil køre. Op gennem firserne blev mellem 30 og 40 unge drenge dræbt eller lemlæstet alvorligt hvert år i Nordjylland, siddende bag et rat, og med høje alkoholpromiller i blodet. Formand for Trafikudvalget i Nordjyllands Amtsråd, Martin Glerup, ønskede at sætte en stopper for dette, og startede en serie holdningskampagner i amtets regi mod unges spritkørsel sidst i firserne. Det virkede, og halverede næsten tallet fra første år. I 1990 blev opgaven lagt ud som konkurrence til lokale nordjyske reklamebureauer, hvor vort forslag blev valgt, ikke mindst p.g.a. sangen Sprit er noget skidt, hvor de ca. 12.000 unge i amtet fik tilsendt en diskette med sangen på. I årene efter holdt tallet sig næsten permanent, uden mærkbar virkning fra kampagnerne. Per Studsholt kom ned til fjorden, og mente, at der skulle arbejdes mere på resultaterne. Han forelagde en tanke, som lød spændende: Næsten alle unge mænd ledsages af en ung pige. Piger er langt mere omsorgsfulde end mænd, og har en meget større indfølingsevne. Og så har de ikke det helt store behov for at imponere andre. Altså må vi alliere os med pigerne og bede dem om hjælp. Vi skal have dem til at kræve drengenes bilnøgle udlevet, hvis de har drukket. Vi så lidt på hinanden, og det var jo klart! Her var chancen for at få problemet op på bordet til fri diskussion. Spritkørsel var dengang stadig et emne, som de unge diskuterede, men desværre fremsatte drengene med en vis stolthed i stemmen, at: Ja, det gik sgu lidt vådt til i går. Jeg aner ikke, hvordan bilen kom hjem i nat, men jeg er ikke helt sikker på, at det var mig, der kørte den. Drengene fik tilsendt ordinær, trykt information om konsekvenserne bag 20

spritkørsel. Der var og er stadig nogle enkelte, der er uden for pædagogisk rækkevidde, hvilket kan opleves hvert år, og i alle dele af landet. De 9000 unge piger mellem 17 og19 år fik tilsendt et plastickort med deres eget navn på, hvor de blev udnævnt til Skytsengle af Nordjyllands amtsborgmester, samt en tryksag med statistik og ulykkestal i. Det virkede! Første år blev tallet igen reduceret, til 11 ulykker, for hele Nordjyllands Amt, og hvis man havde tvivlet på pigernes vilje og evne til at snakke drengene fra at køre i drukken tilstand, blev dette gjort til skamme. Og ikke nok med det, for pigerne fik bragt emnet op i klasserne og på værtshusene på en måde, at det nu blev ynkeligt at køre med sprit i blodet. Vi bibeholdt temaet næsten 10 år frem med mange varianter. Et år havde vi Janne Kolling fra De jernhårde Ladies til at være overskytsengel. Janne gik en tur i Jomfru Ane gade i Aalborg, og spurgte de unge piger, hun mødte, om de var skytsengle. Naturligvis var de det og hver eneste adspurgte pige hun spurgte, som var fra Nordjylland, havde sit kort på sig! Flere andre amter, Sønderjyllands Amt, Vestsjællands Amt, Fyns Amt og Århus Amt gik med. De følgende år indførtes variationer i grafikken, men det grundlæggende tema: At pigerne skulle holde drengene fra at køre bil, i rollen som skytsengle, holdt sig helt frem til 2005. Desværre er temaet trængt i baggrunden de senere år, og ulykkestallene nu er nedslående læsning. Julen nærmede sig, og vi vendte hjem fra et besøg i Skive. Lisbeth følte sig utilpas, og hun frøs. Vejret var koldt og blæsende, med skumtoppe på de krappe bølger ude på Mariager 21

Fjord. Hun havde feber, og blev dårligere i dagene efter. Juleaften nærmede sig der var vi alene, for en skilsmisse efterlader altid den ene part uden for den juletradition, som tidligere dannede rammen om denne højtidsaften. Og her var vi begge hægtet af vi var jo udbryderne. Lisbeth stod ud af sengen og dækkede bord. Sølvtøjet skulle frem, damaskdugen, arveporcelænet og de slebne glas. Maden insisterede hun også på at lave, og vi nød en lækker steg og dessert. Hun rejste sig stille, og gik over og tog min hånd, mens hun sagde: Jeg er frygtelig ked af det, men det hele sejler. Jeg må hen og ligge. Det værste er, at vi har gæster her i overmorgen, og det må jeg se at få kræfter til at gennemføre. Det fik hun ikke. Men vore gæster, de nærmeste, som havde bakket os op gennem året, kom, og Lisbeths storesøster kom op fra Als i Sønderjylland samme dag, og fik arrangementet til at hænge sammen. Det betød meget for os, at vi nu stod som par, og trængte til se vore nye nærmeste efter en bevæget skilsmisseperiode. Men aflysningen var tæt på. Dagene gik, og nytårsaften nærmede sig. Lisbeth holdt sengen, og var svær at kommunikere med. Af lægen fik hun ordineret sulfa til at slå feberen ned med. Penicillin kunne hun ikke tåle. Virkningen udeblev. Nytårsaften lå hun i sin seng. Jeg overvejede alvorligt en natlæge, hvilket hun forbød. Hun var så svimmel, at hun kravlede ud af sengen og lagde sig på gulvet, fordi hun måtte have et fast underlag. Vor nye nabo, Knud, der ikke havde nogle aftaler denne aften, kom over. Vi sad ved siden af sengen, med Lisbeth liggende på gulvet med en dyne over, og hørte dronningens nytårstale. Resten af aften og nat var hun uden for min rækkevidde. Hun kunne intet have i sig, vådt el- 22

ler tørt. Her mærkede jeg for første gang den afmagt, som pårørende føler, når de er nærværende, men ikke kan hjælpe, eller lindre smerterne for den, de holder af. Det skulle vise sig, at der måtte komme flere af den slags oplevelser. Langsomt kom Lisbeth sig. Hun klagede over rygsmerter, og lægen sendte hende til en neurolog, der kom frem til en diagnose om periodevise hjertekramper. Da hun var blevet feberfri, og stod ud af sengen, konstaterede hun, at hun var stadig meget svimmel, og at balanceevnen var forringet faretruende. Trappen fra soveværelset ned til stueetagen var næsten umulig for hende at forcere. Ingen af os tænkte dengang på, at dette var en permanent tilstand de kommende mange år frem. Gudskelov gjorde vi det ikke, for opgaverne, som lå foran os, var krævende og mange. Langsomt genvandt hun kræfter og fik en lidt bedre balance, og det blev forår. 23

2. kapitel Aa Mølle Aa Mølle var en gammel vandmølle, der lå tæt ved Hadsund. Den havde været til salg længe, men det havde vi ikke været opmærksomme på. En af vore medarbejdere sagde en dag: Min far kan ikke forstå, at I ikke køber Aa Mølle - og vi tog over for at se på stedet. Møllen kan dateres tilbage til år 1328, hvor den, ifølge et brev, beroende i Rigsarkivet i Viborg, fik besøg af tre riddere. Årsagen var et økonomisk mellemværende, og Aa Mølles ejer, ridder Jakob Flæb, havde siddet tre kongebreve overhørig. Gælden formodes skyldig til den holstenske grev Gerhard 3. af Rendsburg, der havde taget det meste af Jylland og Fyn som pant for en række krigslån til de foregående danske konger. Den rigtige konge, Kristoffer den 2, var flygtet til Rostock i først i 1320 erne. Grev Gerhard havde derefter udråbt sin unge nevø, hertug Valdemar 3, til konge, og formentlig formået ham til at sende kongebrevene. Grev Gerhard den kullede greve - endte nogle år senere sine dage i Randers for Niels 24

Ebbesens sværd. Enden på riddernes besøg på Aa Mølle blev, at en af dem, Niels Vendelbo, overtog møllen. Møllen havde i 1996 ligget forladt i 2 år. Mage til gammelt lort, som jeg udtrykte det, skulle man lede langt efter. Ingen forladt ejendom bliver pænere af at ligge til salg i to år. Tiderne var svære for at sælge huse, så salgsprisen var sat ned til et niveau som for et lille parcelhus fra tresserne - som jeg hånligt udtrykte det, med reference til den værdi, jeg mente, møllen havde. Fanneme om jeg ville bo i den ruin. At jeg havde smertelige erfaringer med i tasken, skal dog medgives. Men jeg vidste udmærket, at ca. 3000 tomme etagemetre og 5,5 ha jord ikke lige lader sig præsentere som et paradis over natten. Det var heller ikke tilfældigt, at 38 tidligere interesserede havde takket nej. Vi havde skiftet bank, og meget med støtte fra den nye bank, blev det muliggjort at købe møllen for vore små midler, thi mursten er en god vej til at skabe kapital på, var der en, der sagde. Vi vidste udmærket, at et præsentabelt domicil i en branche som vor, var vigtigt. Og et pænt domicil fik vi så småningom. Og medarbejdere. Vi rykkede sammen i hovedbygningen, og sad her efterhånden 8-10 mand. Lisbeth nævnte lakonisk, at så længe vi havde vort eget soveværelse og adgang til bad, var hun tilfreds. De første år på Aa Mølle havde hun nogle lange perioder, hvor hun kun mærkede lidt til sin svimmelhed. Men der meldte sig andre, underlige, symptomer på det, vi jo ikke anede var scleroserelateret dengang. Allergi var en af dem. Hun forsøgte at kortlægge den, og fandt frem til, at skaldyr var skurken. Og næsten alle former for kosmetik. Mascara, cremer, læbestifter, 25

alt fik hende til at slå voldsomt ud med nældefeberlignende udslæt. Jeg husker ret tydeligt en morgen i Perpignan, Sydfrankrig, hvor vi kom ned til morgenmad, efter at Lisbeth havde fortæret en skål muslinger aftenen før. Alle holdt op med at tygge, og de, der sad med ansigtet i vores retning, underrettede diskret den modsat siddende om, at her kom der altså en brutal stodder med sin slavekone. Enkelte vendte sig dog om, og jeg fik blikket af dem alle. Jeg trak stolen ud for Lisbeth, men kunne se, at jeg nok ikke burde spille galant, for jeg var sat i bås. Det var på nippet til, at serveringsdamen ikke ville skænke kaffe op for mig, hvorimod Lisbeth fik al den medfølelse, som søstersolidaritetskvinderne kunne sende af sted, forslået, som den stakkels medsøster jo var! Dette fik Lisbeth til at opfinde en undskyldning for sit ansigts udseende, når hun fremover var nødt til at holde møder med et skæmmende udslet: Ja, vi er altså gået over til hustruvold Tommy. Stemmen er ru. En svejsegnist på stemmebåndet satte for nu mange år siden sit præg på Tommys udtale, men det skal man ikke tage fejl af. Han er præcis i sin formulering. Tommy kontaktede os umiddelbart efter, at vi var flyttet ind, hvilket førte til et mangeårigt, godt samarbejde. At få et område på 55.000 vildholdte kvadratmeter til at ligne et velholdt sted, lyder af meget, og det er det i sandhed også. Alle stauder og roser var stjålet, og bygningerne mindede om Tjernobyl, 15 år efter ulykken. Døre hang, græs groede op alle vegne, senegræsset havde invaderet plænerne overalt. På fjordsiden stod to tørre- 26

lader tilbage, hver ca. 100 meter lange. Her havde slanke, senestærke mænd ca. 40 ansatte opslæmmet kridtet, læsset det på tipvogne, der kom ind fra Aa Mølle Bro, som havnen hed, og smidt det ned i store betonslemmekar, hvor store sten, ophængte i kæder, var blevet drevet rundt ved hjælp af kraften fra vandmøllen. Kridtet blev derefter lagt i kasser, som mændene stablede oven på hinanden, inde i tørreladerne. Efter en tørretid var indholdet parat til at blive knust til pulver og lagt i store tønder, klar til at blive sejlet ud i verden. Aa Mølle stod i strediverne for ca. 38% af Danmarks industrikridteksport, oplyste den tidligere møller, Rudolph Bang, os. Han blev en god ven og kyndig vejleder for to optimister, der lige netop havde kunnet klare udbetalingen. Lisbeth sagde: Fast ejendom er vejen til at komme videre. Nu gælder det hovedbygningen. Der gik køer rundt og græssede mellem betonslemmekarrene ned til vandkanten. En landmand havde lejet arealet til afgræsning denne sommer. Han var ikke så ofte forbi markerne, og en dag var en af kvierne faldet ned i betonkarret. Den havde brækket benet, og vi tilkaldte landmanden, der sendte en dyrlæge. Dagen efter kom Falck, og hentede kvien, som dyrlægen havde aflivet på stedet. Vi erkendte, at der måtte ryddes op på engen, og på indhegningen. Efterhånden fik Tommy styr på arealet ud mod fjorden, selvom det jo var hovedbygningen og selve indkørslen, som skulle være præsentabelt først. Jeg kom til at ymte noget med et sminket lig, men fik ingen ros for det. Lisbeth havde fra dag ét taget Aa Mølle til sit hjerte, og tog fat med alle kræfter. Midlerne var små. Og opgaven set gennem tilbageblikkets briller, temmelig uoverskuelig. Ny bolig, nye kontorer, nyt kæmpeareal. Og forholdsmæssigt større 27

rentebyrder på den kassekredit, hvis procenter på magisk vis steg fra år til år, og endte langt op i tocifrede størrelser. Der skulle lidt tid til at vænne sig til arealstørrelsen i en række henseender. Det tog mig f.eks. tre nedslidte havetraktorer at indse, at disse jo ikke lige er bygget til at slå en græsplæne på 4 ha, og at dette varer en formiddag. Der var en del træstubbe, som gjorde mig til traktorforretningens største kunde af roterblade til maskinen. De tidligere beboere af Aa Mølle havde ikke haft tid til at nyde udsigten. Trods kun 100 meter til strandkanten, var der ingen udsigt, da vi flyttede ind. Tommy væltede træerne. Han nedtog også vore to 100 meter lange tørrelader ude på strandengen. En storm væltede dem, før vi kunne nå at bestemme, hvad vi skulle stille op med dem. Han fyldte to store 2 meter dybe betonslemmekar op derude, samt anlagde en anløbsbro. Der var en Francis vandturbine inde i møllebygningen. Det havde været meningen, at den skulle forsyne møllen med strøm, men dette var aldrig kommet i stand. Der passerer 700 sekundliter vand forbi i Kastbjerg å, som løber gennem møllen, så dette burde være nok til at give turbinen kraft til at omdanne dette til vekselstrøm, mente Tommy. Selve det elektriske var allerede etableret og køreklar, da vi flyttede ind. Men ikke turbinen. Tommy kom en dag med en kasse dimser, som han tog med sig ned i det store vandkammer, der målte 5 x 5 meter, og 5 meter dybt. 14 dage senere dukkede han op fra kammeret og mente, at vi nu kunne lave strøm. Det kunne vi. Første år producerede vi 60.000 kwh, og dækkede en stor del af vort eget behov. Det overskydende strøm solgte vi til Elro for 28 øre pr. kwh, mens vi, når vi 28

ikke havde vand nok, købte hos Elro til en pris en del højere pr. kwh. Vandet løb ind i turbinekammeret gennem tre store rør ude fra møllesøen. Amtet havde opgaven at skære grøde om sommeren langs Kastbjerg å. Det foregik med mænd i waders og høleer. Der var afsat en kvote til spild ca. 10% af den afskårne grøde smuttede fra dem, og videre ud mod åens udløb i Mariager fjord, hvor Aa Mølle var sidste station. En lille del af de førnævnte 10% havnede i møllesøen, og selv om det lyder af lidt, lå der i gennemsnit 1-2 tons grøde dagligt i den rist, som ligger lige uden for møllebygningen. Jeg tænkte, at en skriftklog måske burde regne på, hvad disse 10% - ca. 10-15 tons dagligt som fortsætter ud i Mariager Fjord, blot fra Kastbjerg å, omsætter af ilt for at blive nedbrudt. Måske er det ikke så meget landmandens giftsprøjtning, der er skurken m.h.t. til iltsvind i fjorden, men forbruget af ilt til at nedbryde den afskårne grøde. En lille del af denne grøde smuttede gennem risten, og satte sig inde i turbinens blade. Til sidst stoppede turbinen, og el-produktionen med den. Det skulle så fjernes. Vi lærte at bruge meget fritid med at tage grøden op fra risten, fordelt mellem vore hjemmeboende drenge, mig selv og Lisbeth. Jeg fik opgaven at rense turbinen nede i det dybe turbinerum. For at gøre det, måtte tilstrømningen af vand standses. Tre plader blev sat for åbningen og holdt fast af vandtrykket udefra. Vandet forsvandt de 5 meter ned, og jeg kunne, iført waders, gå ned i dybet ad en stige. Forinden havde jeg omhyggeligt sat en stang i klemme, således turbinen ikke kunne dreje, for det ville uden videre have taget min arm med i købet. Det var en speciel oplevelse at stikke armen dybt ind til 29

turbinebladene og fjerne den fastsiddende grøde. Én gang stod jeg med det halve af en vandrotte i hånden. Den forreste halvdel. Tilbage igen, op ad stigen, og ud til de tre rør, hvor pladerne blev hejset op, og vandet atter fossede ned i kammeret. En sådan rensning var påkrævet to gange dagligt i sommertiden. Turbinen kom i fokus en Sct. Hans aften året efter. En af vore venner havde sin smukke schæferhund med, som legede fint med vores Niki. Niki var vant til, at der var åbent ned til turbinekammeret, men den anden hund faldt i. Lisbeth hørte en piben fra kammeret i løbet af aftenen, og jeg gik ud for at se efter. Lyden kom fra turbinen, der dog arbejdede normalt. Vanddybden ned til den roterende turbine var ca. 4,5 meter, med turbinens aksel snurrende rundt inde i midten. Jeg tænkte ikke så meget over det, men smed skoene og hoppede i. Henne i det fjerne hjørne halvt trådte vande, halvt bed hunden sig fast i en af vinduesrammerne og baskede med bagpoterne for at holde sig oppe. Jeg svømmede i en bue uden om akslen over til hunden, og greb den i halsbåndet, samtidig med, at jeg trak den over mod mig. Turbinens sug skabte et rundtræk ned/ind mod akslen, der kørte rundt inde i midten af bassinet 5 meter nede. Jeg mærkede vandets centrifugerende påvirkning, og skelede til akslen. Med tag i dens halsbånd svømmede jeg sammen med hunden væk fra midten, tværs gennem turbinekammeret, over til den stige, jeg normalt brugte til grøderensning, når kammeret var tomt for vand. Dens ulvekløer ridsede i mine arme, mens den brugte poterne til at svømme, men det opdagede jeg ikke før bagefter. Ovre ved stigen kom der man- 30

ge hjælpende hænder ned, som trak såvel hund som den våde møller op igen. Jeg vælger helt at forbigå Lisbeths kommentarer til episoden. Dog, hundens ejer var glad. Tror jeg nok, men kom dog med bemærkningen: Hvis den var endt i turbinen, ville jeg ikke være kommet her mere. Jeg satte et dæksel i hullet dagen efter. Opstemningen sælges. Dagene var kompakte. Der skete mange ting, dels på møllen, dels i forretningen. Vi fik nogle gode kontrakter i hus, og vort team skabte mange kampagner for mange virksomheder. Økonomien var stram, og det kneb. Et af jakkesættene fra banken viste sit format ved at sende os et kontoudtog, som var fremme ret præcist hver lørdag, ofte efter en hyggesnak fredag eftermiddag sent. Så kunne vi have saldoen at glædes over i weekenden. Lisbeth gik stille rundt i stuerne, en for en, når posten kom med brevet. Det var hendes måde at forberede sig til, at det måske ikke ville gå. Hun havde ups and downs i denne periode, og, hun prøvede at skjule, når hun om morgenen tog ekstra lang tid om at få tag i gelænderet og gå fra soveværelset ned i underetagen. Hun lod som ingenting. Og jeg lod også som ingenting, men skærpede opmærksomheden, for turen fra første sal og ned tog længere og længere tid. En dag kom der en mand fra Århus Amt. Han var interesseret i, at amtet overtog vores hævdvundne ret til at stemme vandet op til det 2,20 meter flodemål, som altid havde tilhørt møllen. Om vi ville sælge retten? 31

Vort svar var først: Nej tak. - Der er en check med. Stor? - Ja. HVOR stor? Beløbet var stort nok til at vi kunne indfri et af de højt forrentede lån i banken, og skabe luft i økonomien. Og slippe for frygten for konsekvenserne af brevene fra vor lørdagshilsen fra det venlige jakkesæt. Vi accepterede. Banken slog sig i tøjret. Jakkesættet ringede til amtets medarbejder og skabte furore, dels ved højden af sit stemmeleje, dels sit sprogbrug. For banken havde pant i Aa Mølle, havde den! Amtets medarbejdere refererede henvendelsen til os. Jeg spurgte: Hvis vi reelt havde nægtet at sælge opstemningsretten, ville der så have været hjemmel for amtet til at foretage en ekspropriation?. Ja. Stemmeværket blev nedlagt, og åens løb ændret. Møllesøen blev adskilt fra åløbet med en dæmning. Næste forår var alt færdigt. Smukt var det blevet, og det strømmede ind med anerkendelser fra alle sider. Incl. vor nye bank. Fuglene på Aa mølle Jeg har aldrig været særligt interesseret i dyre- og fugleliv. Eller naturen, som helhed. Jeg havde i min tidlige ungdom min interesse lidt på afveje fra den slags og koncentrerede mig 32