Pilgrimslivet Den portugisiske kystvej til Santiago Af Sanne Larsen De fleste kender nok caminoen i Nordspanien, som starter på den franske side af Pyrenæerne. Men der findes et utal af caminoer i Spanien, som alle ender i Santiago de Compostela, nogle fletter sammen og krydser hinanden. Men Portugal har også sine pilgrimsruter, der starter helt i syd i Faro, Lagos eller Tavira og ender i Santiago. Vi (Svend og jeg) valgte at starte i Porto, her er der tre muligheder: Camino da Costa, Camino Central, Camino Interior/Braga. Vi valgte kystruten. Som pilgrimsvej er kystruten næsten ikke eksisterende. Dvs., at denne camino ikke er trådt. Derfor er det også sparsomt med de gule pile på nogle af strækningerne. Da denne del af Portugal ikke udgør et europæisk rejsemål, vil man finde lange, brede og tomme strande uden hotelsiloer. Hvis man værdsætter stilheden og det at gå fredfyldt gennem et overdådigt landskab, ja så må denne vej stå øverst på listen. 1
Et eventyr på ca. 275 km venter os. Startdato 28. april 2016. 1. dag skal gå fra Porto/Matosinhos til Vila do Conde, ca. 22 km. 28. april Vi tager metroen ud til Matosinhos og går det sidste stykke ud til stranden, hvor vi bliver mødt af Atlanterhavets brusen. Der er promenader og stisystemer af træ langs havet og det er behageligt at gå på. Det er helt stille vejr og solen skinner fra en skyfri himmel. Duften af havet fylder vore næsebor, skønt. Hvis man ikke vidste bedre, kunne vi ligeså godt være ved Vesterhavet med det hvide sand, klitterne og strand så langt øjet rækker. Her er masser af flora på denne årstid. Hvor er det bare skønt at komme i gang med at vandre og komme væk fra byen. Storby i 2 dage er nok for mig. Vi kommer gennem små fiskerlandsbyer, hvor både mænd og kvinder hjælper med fiskeriet. Her er masser af aktivitet. Ellers sker der ikke meget og vi nyder roen og havet og stopper op mange gange for rigtigt at suge alle indtryk ind. Der er mange strandbarer, men desværre er de fleste lukkede, da det er tidligt på sæsonen. Vi finder dog et sted og får mad og drikke. Vi når Vila do Condo og bor et smukt sted med en fantastisk udsigt over byen, floden Rio Ave og det flotte kloster Santa Clara, der ligger på en top, når man lige kommer over broen. Klosteret er fra det tidlige 14. århundrede. 2
Bag klosteret finder man den næst største aquadukt i Portugal med sine 4 km og oprindelig 999 buer, den er bygget i starten af 1700 tallet. Byen kan dateres tilbage til år 953 og er en af de ældste byer i det nordlige Portugal. 2. dag fra Vila do Condo til Esposende ca. 23 km. 29. april Vi står op til endnu en solskinsdag. De første 6 km er lidt trælse, da vi går langs strandvejen i byen med masser af trafik og grimme højhuse, der tager morgensolen. Næste gang tager vi bussen eller taxa ud til strandområdet og starter her. Men endelig kommer vi frem til stierne på stranden som i går. Mange steder er stierne dækket af sand. Langs ruten er der masser af informationstavler, der fortæller om skibsforliser, biodiversiteten i floraen og faunaen, gamle mindesmærker osv. Ligesom i går er der ikke mange strandbarer, der er åbne. Men vi er dog heldige igen at finde en. Senere drejer vi fra stranden og kommer længere ind i landet. De skønne stier bliver afløst af brosten. I Portugal er der mange brostensbelagte veje og gader, og de er ganske enkelt feetkillers. Vi går gennem et område, hvor der kun er gartneri og der er travlhed her. 3
Senere kommer vi i skoven og er glade for at slippe for brostenene. Inden vi når til Esposende, skal vi lige over Rio Cávado. I Esposende bor vi i udkanten af byen lige ud til vandet. Skønt sted med swimmingpool i indergården. Stedet har en god restaurant, hvor vi spiser vores aftensmad og hilser på et par andre vandrere fra Australien. 3. dag fra Esposende til Viana do Castelo, ca. 31 km. 30. april Igen sol men kølig vind, så frem med vanter og tørklæde den første time. Vi følges et stykke med det australske par, som vi mødte i aftes Steven og Libby. I dag går vi ca. 2 km inde i landet gennem små byer og på toppede brosten, en vabel på højre og venstre lilletå melder sig. ØV altså. 4
Så er det opad gennem skov og vi bliver belønnet med en smuk udsigt fra en kirke tilegnet Sankt Jakob. Jeg går ind og sætter mig og prøver at forbinde mig med stedet. Der er straks kontakt og jeg får en besked. (Beholder jeg for mig selv.)der er en meget feminin energi på stedet. Jeg har lyst til at blive her. Vi skal lige have stempler her 5
Senere kommer vi forbi en anden kirke dedikeret til Sankt Jacob i byen Vila Nova Anha, denne har en mere maskulin energi og jeg får da også øje på en glasmosaik af en ridder lige under Skt. Jakob. Turen føles lang. Vi havde fået at vide, der kun var 23 km, men får at vide et par dage senere af Steven og hans GPS udstyr, at der er 31 km, det giver jo mening. Inden vi når til den lange bro, som krydser floden Lima, står der en letlevende dame (ikke til at tage fejl af), hun forsøger meget tydeligt at kapre kunder. 6
Endelig er vi fremme i byen, som ligger smukt omkranset af frodige, grønne bjerge og floden Limas udmunding. Byen har en stolt søfartshistorie og mange ekspeditioner i det 15. århundrede udgik herfra. Byen er også kendt for sin arkitektur. Vi skynder os at finde et spisested, for i Portugal spiser man tidligt og det er svært at få noget frokost efter kl. 15. Mætte og tilfredse finder vi vores hotel oppe ved siden af banegården, et skønt lille hotel i gammeldags stil med en værtinde, der giver os en modtagelse, som var vi kongelige. Vi ville gerne have nået en tur med bjergbanen op til toppen af byen og nyde udsigten fra Santa Luzia kirken, men desværre lukker bjergbanen kl. 18 om lørdagen, så det har vi til gode til næste gang. Vi spiser aftensmad på en fin gammel restaurant, som lige er åbnet: Cozinha das Malheiras. Det bliver drevet af et søskendepar. Jeg spørger hende, hvorfor så mange taler fransk i denne del af Portugal, vi var blevet mødt med Bon Jour mange gange. Hun fortæller, at mange i 60 erne, 70 erne og 80 erne tog til Frankrig og arbejdede, bl.a. hendes egne forældre. Hun er selv født i Frankrig. Da vi går fra restauranten støder vi ind i en musikfestival med flere grupper, der bl.a. spiller sækkepibe og er klædt i folkedragter. Utroligt festligt og flot. Jeg får helt gåsehud. 4. dag fra Viana do Castelo til Camiña, ca. 34 km, 1. maj. Solskin igen, tak vejrguder. Vi vælger at tage det lokale bumletog ca. 4 km ud af byen til første stoppested. Dagen byder på fin sti langs havet, så lidt skov op og ned med 10% hældning. Vi går ned mod stranden igen og krydser en mark for at snuppe en genvej. Det er en rigtig dårlig idé, der er fyldt med vand og vi må gå tilbage på stien og ender så nede på den skønne træpromenade igen. 7
Så igen ind gennem skov ad markveje, hvor der ingen pile er, så vi må flere steder improvisere og går da også forkert et par steder, men det hører jo med. Tilbage på strandstien føler vi os trygge igen. Nogle steder er den helt sandet til og vi må op og kravle. Et sted må vi helt ned på stranden og krydse en flodmunding, men der er så lavvandet, at vi godt tør krydse den. Svend går igennem med støvler på, jeg vælger at tage støvler og strømper af. Dejligt at få fødderne kølet af. Det sidste stykke til Camiña vælger vi at afvige fra pilene og går gennem en skøn pinjeskov og ned til floden og vupti, så er Spanien i sigte på den anden side. Vi finder vores overnatningssted, som er ovenpå en restaurant, så nøglen skal hentes i baren. Fint sted med udsigt til floden Miño og Spanien. 8
Nyder en velfortjent Super Bock i gårdhaven, mens vi venter på vores australske venner. Så er det tid til at finde ud af, hvornår færgen sejler i morgen mandag. Pga. stor forskel mellem høj- og lavvande, sejler færgen kun, når der er vand nok. Vi bor tæt ved færgelejet og når lige hen til billetkontoret 2 min. før lukketid. Får at vide, at færgen ikke sejler om mandagen i lavsæsonen (indtil 1. juli). Øv altså. Fortæller det til vore australske venner, men i Porto har de heldigvis fået et nummer til en lokal fiskermand Mario, der sejler over. Det bliver vores redning. Vi får tjeneren i baren til at ringe til Mario og derefter til at bestille en taxa til at hente os alle 4 i morgen, da Mario selvfølgelig sejler over på det korteste stykke, altså ca. 4 km tilbage på ruten. Så vi er spændte på i morgen tidlig og går i seng i godt humør. Slutbemærkning til Portugal: Det traditionelle portugisiske køkken bliver aldrig mig: Arroz de sarrabulho (ris stuvet med svinekød og blod) eller Bacalhau à Giul Eanes (torsk med mælk og kartofler), men Vinho Verde kan jeg sagtens tilslutte mig og deres øl Super Bock. Vinho Verde dyrkes kun i regionen Minho. Priserne i Portugal er som i Sydspanien dog er benzinen godt kr. 1,00 dyrere pr. liter. 5. dag fra Camiña til Oia, ca. 21 km, 2. maj Man kan jo kun blive glad, når solen skinner, tak vejrguder. Vi vælger alligevel at klæde os varmt på, nu da vi skal ud at sejle, også selvom det er en kort tur. Taxaen kommer til tiden og vi er alle fire spændte på om Mario er der. Vi stiger ud og kigger os omkring og får øje på ham nede ved vandet og går ned og stiger ombord i hans lille fiskerpram. Han siger ikke noget, mens vi sejler over og vi nyder bare den smukke morgen og lyden af den lille motor. Vi er alle spændte på, hvad der venter os på den anden side. Vi lægger til på stranden og betaler 5 hver og er glade for at være kommet over til Galicien. Vi går sammen alle 4 og nyder Atlanterhavet, de små bugter med hvidt sand og stierne. 9
Kysten er mere vild her og klipperne har afløst de lange sandstrande. Der er meget frodigt og grønt. Vi går et langt stykke af hovedvejen ikke altid det mest spændende, men der er lidt trafik og vi går bare og håber på, at der snart kommer en bar. Det gør der bare ikke. Så vi er godt sultne og tørstige, da vi endelig når til Oia, hvor der heldigvis er en lokal bar åbent, ikke lige det mest indbydende sted, men den eneste mulighed. Her kan vi studere de lokale, som er samlet ude på gaden. Der er to pæne restauranter i byen, men de er desværre lukket om mandagen. 10
Vi finder et plastikbord og sætter os ude ved vejen sammen med de lokale og får et par Super Bocks hver, inden vi går op til hotellet. Det ligger højt med en fantastisk udsigt ud over havet. Da vi kommer udenfor spisetid hører vi værtsparret, om vi kan få mad. Det vil de gerne lave og går i gang med det samme. Vi vil gerne sidde ude og finder borde og stole. Vi får en super betjening af hele familien og hygger os i solen hele eftermiddagen og får en masse lokalt hvid- og rødvin (ikke den bedste af slagsen), men pyt, vi er i godt selskab med vores australske venner. De skal dog videre og hotelfatter kører dem, da der ingen taxa er i byen (han vil nok også gerne tjene den skilling). Vi aftaler at mødes mandag aften i Santiago. Vi går i seng mætte og ikke helt appelsinfrie. 6. dag fra Oia til Baiona, ca. 22 km, 3. maj Starter sent i dag, trængte til at sove længe. Vejret er igen super og en del varmere end i går, så det er shorts og bare arme fra start. Første del er en fin gammel vej langs havet, derefter er det langs hovedvejen, men da trafikken er minimal og da havet overdøver bilerne, så gør det ikke noget. 11
På denne strækning er det klipperne, der har overtaget og det er fascinerende at se bølgerne slå op omkring dem og lave kæmpe skumsprøjt, selvom det er stille vejr. På denne rute kan man vælge at gå over bjerget det sidste stykke ind til Baiona, vi valgte kysten pga. varmen. Da der er over 35 gr. begynder tørsten at trænge sig på og da vi kommer forbi en campingplads med en bar er vi hurtige til at komme ind i skyggen og få bestilt noget at drikke og lidt at spise. Flere steder på ruten er der gule pile, der viser op i terrænet, men de ender altid nede på kystvejen igen, så vi er glade for beslutningen om at blive på kystvejen. Vi kommer ind i bugten og det er altså bare smukt at kunne skue kystlinjen med bjergene og alle de små klippeøer, især i solskin. Endelig fremme i Baiona får vi det bedste måltid mad på hele turen indtil nu samt et skønt glas hvidvin lavet på Albariño druen. Rías Baixas er kendt for deres hvidvin, lavet på denne drue og bliver af fagfolk omtalt som noget af verdens bedste. Byen Baiona er en fed by med masser af barer og restauranter, lystbådehavn, smuk natur, tre skønne badestrande. Perfekt ferieby. Vi bor på hotel Bahia Bayona lige ved strandkanten med udsigt til halvøen, hvor der ligger en Parador samt til byen og bjergene. Super. 12
7. dag fra Baiona til Vigo, ca. 22 km, 4. maj Gåturen ud af byen er smuk langs bugten, hvor der er masser af fugleliv. Senere får jeg øje på en grøn pil på en lygtepæl (vi har aldrig set grønne pile før), men jeg foreslår, at vi følger dem, og vi kommer gennem villakvarterer og ned i en anden bugt. Så skal vi opad over en bakkekam, hvorefter vi kommer ned til en skøn strand, hvor vi holder pause. Jeg tager straks sko og strømper af og går ud i det meget kolde vand og får fødderne kølet af Det er varmt, varmt, varmt. Over 35 gr. Vi bliver ledt væk fra stranden og i en forstad til Vigo, San Miguel, vælger vi at gå væk fra pilene og ned til en bar, hvor tørsten bliver slukket. En bus stopper udenfor baren og sætter de lokale koner af, der har været inde og handle. Bussen kommer hurtigt tilbage. Vi begynder at gå ned mod vandet og kommer forbi busstopskiltet. Bussen kører hver halve time. Pga. varmen bliver vi enige om at tage bussen det sidste stykke ind til Vigo. Det er simpelthen for varmt at gå. Vi hopper af bussen i centrum og tager en taxa til hotellet, som ligger tæt ved havnen og har en super udsigt fra barområdet på 7. etage ud over bugten. Det tager ikke mange minutter før vi tager elevatoren til 7. etage, hvor vi sætter os og får et koldt glas Albariño med lidt tapas til. 13
En måge har fået øje på vores tapas og sætter sig i venteposition og der går ikke længe, førend den nærmer sig lidt efter lidt for til sidst at snuppe et stykke brød. Jeg driller den og tager et stykke brød og der går ikke længe, førend jeg har mågen i den anden ende af brødet og vi kæmper lidt om det, inden jeg giver slip. Vi har været i Vigo før, Ikke en speciel charmerende by, men den har dog en lille gammel bydel, som er hyggelig. Her er der en gammel borgmur på toppen, hvor man kan nyde en fantastisk udsigt et must. Men det, der gør byen exceptionel, er beliggenheden ved flodmundingen, som er beskyttet af Cíes Islands, en naturpark midt i Atlanterhavet og indgang til Vigo fra det åbne hav. Havet er roligt her og der er et rigt marineliv og masser af muslingefarme. Vigos beliggenhed gør, at det er en af Europas hovedhavne og fiskehovedstad. Naturen i og omkring bugten er fantastisk. 8. dag Vigo Redondela, ca. 16 km, 5. maj Fint vejr fra morgenstunden, overskyet men stille vejr, vi kan skimte solen gennem skydækket. Turen ud af Vigo er ikke det mest spændende. 14
Der kører en bybus linje C3, som man kan tage eller den lokale bus til Redondela og stige af, når man kommer til hovedvejen efter byen Chapela, hvor der er et stoppested tæt på rundkørslen. Vi vælger dog at gå hele vejen ud af Vigo, da vi kun skal gå 16 km i dag. Efter en time og femten minutter er vi ude af den værste trafik og når til forstæderne, hvor vi får et kig til den smukke bugt med muslingefarmene. I rundkørslen lige efter Chapela finder vi et skilt til Transmañó. En lille asfaltvej fører os op i terrænet gennem skov og en fantastisk udsigt til broen og bugten. Pilene begynder at dukke op igen, først røde så et mix af både gule og røde (heller ikke set før). Vi kommer til en lille landsby og er usikre et par steder, hvor der ingen pile er. Men som altid, når man går camino, er der en frelsende engel, når man har mest brug for det. Her i form af en gammel dame, der råber fra sit vindue og anden gang er englen en pensionist i sin bil. Men sikke en udsigt vi bliver velsignet med, selvom det er diset. Men det er en hård optur og med en optur følger en nedtur og det er den hårde af slagsen. Ikke lige min kæphest, da jeg nemt får betændelse i mine skinneben. 15
Vi kommer til Redondela og det begynder at dryppe. Vi finder vores overnatning, hvor vi har boet før. Det er stille regn resten af dagen og vi slapper af i lejligheden. Der er en del gode barer i Redondela, hvor man kan få fin tapas. 9. dag Redondela Pontevedra, ca. 20 km, 6. maj Stille vejr, overskyet men lunt 18-20 gr. Vi har gået dagens etape to gange før og ved, hvad der venter os. De kendte km sten med muslingeskallen viser, hvor langt der er til Santiago. Det tager en halv time ud af Redondela. Vi skal opad gennem skov og får indimellem et kig til bugten, fantastisk smukt. Vi gå nedad igen indtil vi kommer til hovedvejen, som vi følger ca. 1 km ind til Arcada. Her er meget trafik og mange lastbiler på vejen, så man skal passe på. Der er flere gode steder man kan stoppe og få noget at spise og drikke. Vi vælger dog at passere gennem byen og over den gamle romerske bro over Rio Verdugo, hvor der er en bar A Romana, her spiser vi morgenmad. Herfra går det stejlt opad gennem byen Pontesampi inden vi når skoven. Stien i skoven er meget stenet og det går igen opad, opad og opad. 16
Men det er skønt at gå i skoven. Jeg gør Svend opmærksom på, at skyerne trækker sig sammen om os og det bliver mørkere og mørkere. De første dråber falder og vi når lige til en selvbestaltet bar bestående af et bliktag og nogle træstubbe som stole og tre træborde. Manden der har stedet er tysker og serverer gerne te, kaffe, øl vand m.m. til os. Der er samlet en hel flok pilgrimme allerede. Kort efter åbner himlens sluser sig og i tyve minutter er det fuldstændig umuligt at tale sammen, da larmen fra bliktaget overdøver alt. Men alle er muntre og synes det er en sjov oplevelse. Der bliver opholdsvejr og vi tager regntøjet på og begiver os videre. Vi tager den alternative vej ind til Pontevedra, selvom den er længere. Vi følger åen i strømmens retning og det er hyggeligt at gå i denne smukke skov. 17
Vi finder vort hotel og spiser i restauranten ved siden af. Pontevedra har en fin gammel bydel, som man skal opleve. Her finder man også en lille kirke Santuario de la Peregrina fra 1778, som er et besøg værd. Kirken er dedikeret Virgen Peregrina som ifølge tradition passer på pilgrimmene fra Bayona til Santiago. Vi når lige det sidste af aftensgudstjenesten og præsten beder alle om at give hånd til den ved siden af. En sød lille ældre dame tager min hånd og denne fine lille handling varmer om hjertet. 10. dag Pontevedra Armenteria, ca. 21 km, 7. maj Da vi har gået den portugisiske rute to gange før, vælger vi ruten Variante Espiritual. Denne Variante Espiritual forener to Jakobs ruter: den portugisiske Camino Portugués og søruten Ruta del Mar, som er oprindelsen til alle ruter. I år 44 AD blev flodmundingen ved Arousa krydset af et skib med de jordiske rester af Sankt Jakob. Følget, der bar Sankt Jakob, blev ledt af en engel og en stjerne, der viste dem vej til Galiciens kyst og herfra bevægede de sig op lad flodlejet af Rio Ulla, indtil de nåede Iria Flavia, det der i dag er en forstad til Padrón. Vi starter vores tur ud af byen. Svend har fundet en kortere rute ud af byen, som vi følger. Det viser sig at være en dårlig idé, da vi ikke kan finde pilene, da vi kommer til Poio. Desuden går vi langs en meget trafikeret vej, så det kan ikke anbefales. Tag den portugisiske camino ud af byen, ca 2 km ude er der et skilt til venstre, her starter Variante Espiritual. 18
Vi er uenige om hvilken retning vi skal gå i Poio, men jeg ser et skilt med vandrere på, som viser ned til vandet et stykke nede. Vi finder ruten (Roteiro Da Ostreira), så den tager vi. Vi følger stranden og kommer til en fodboldbane og endelig her finder vi en gul pil og et hjemmelavet skilt med muslingeskal og korsriddernes kors, som er symbolet på Variante Espiritual og humøret stiger. Vi går et stykke langs stranden og vejen og runder lige en lille gammel bydel i Combarro inden vi starter opstigningen. Og det går kun opad. Selvom det er overskyet har vi en fin udsigt. 19
Vi laver et stop på toppen ved et af de mange kors i følgeskab med en sød, legesyg schæferhund. Den hopper og danser rundt og vil bare have, at vi kaster sten hele tiden. Disse kors Cruseiros anses for at være noget af Galiciens oprindelige arkitektur. De er hellige symboler og samtidig har de en beskyttende funktion. De står ofte, hvor veje krydser hinanden. Deres oprindelige funktion var at kristne hedenske kultsteder, derfor bliver de ofte tillagt at stå på magiske steder, hvor hekse og trolde kommer. Kristus korsfæstelse ses på den ene side, som altid vender ind mod land og den anden side en jomfru, som altid vender mod havet. Disse ses overalt i landskabet. Der findes syv i Combarros gamle kvarter, byen vi kom til, inden vi begyndte opstigningen. Ca. 5 km før Armenteira følger vi de gule pile ind i skoven. På et tidspunkt kan vi ikke finde gule pile, men der er blå, som vi vælger at følge. Nu har vi jo oplevet at kunne følge både grønne og røde pile, så hvorfor ikke blå. Det skulle vi aldrig have gjort. På et tidspunkt efter godt 1 time kan jeg se, vi er gået mod syd og ikke nord. Vi vender om, men farer vild, da der er mange skovveje og vi kan ikke finde de blå pile. Mit humør falder og en angst for at være faret vild griber mig. 20
Men jeg tænker, hvis vi går mod øst, så kan vi finde asfaltvejen igen. Så det gør vi. Pludselig kommer der gule pile og lettelsen er stor. Var der lige en hjælpende engel der? Med to timers forsinkelse når vi frem til Armenteira, som er en lille flække med et kloster, en bar og et herberg. Vi går på baren og ringer efter vores hotelvært, som har lovet at hente os her. Vi når lige at få et glas hvidvin. Hotellet ligger ca. 6 km væk fra ruten. Et skønt sted med udendørs swimmingpool, men det er blevet koldt 10-12 gr. og det regner. Vi får et skønt værelse og får sen frokost. Spiser også aftensmad her, da der ikke er andre steder. Men det bliver ikke en tur i poolen i denne omgang. 11. dag Armenteira-Vilanova de Arousa, ca. 24 km, 8. maj Det er søndag og vi vælger at sove længe. Efter morgenmaden kører vores vært os tilbage til klosteret, hvor vi går ind og får stempler i vores pilgrimspas. Nonnen som betjener os, skal dog hente stemplet et andet sted i klosteret og det tager temmelig lang tid. Men vi må vente, da vi er nødt til at få stemplet, som bevis på vi her været her. 21
Ruten vi skal gå i dag hedder Ruta de la Piedra y del Aqua Sten og Vandruten. Vi følger en å med en skov, hvor træerne er dækket af lysegrønt mos. Vi giver os god tid til at nyde det. Det er virkelig fortryllende, som i et eventyr. Desuden er der langs åen en masse gamle møller af granitsten, som man kan se resterne af. Det kræver gode ben og fødder, da det er meget ujævnt terræn, men hold da op, hvor flot. Man kan vælge at gå på venstre side, hvor der er en lille vej, hvis man ikke kan klare det. De to stier støder sammen senere. Vi kommer til en hovedvej og finder en bar, hvor vi får slukket tørsten. Da vi har krydset hovedvejen møder vi en sød spansk dame (Svend tror det er en mand det kan jeg egentlig godt forstå). Men hun vil rigtig gerne snakke - på spansk selvfølgelig men hun er heldigvis let at forstå. Hun spørger om hun må følges med os, selvfølgelig, og snakker løs om historie (Columbus) og muslingeskaller og viser os den lokale Bodega Pazo de Barrentes (hvidvinsproducent - selvfølgelig). Desværre er det søndag og der er lukket. Vi går igen langs en flod Rio Umia og får en lille byge. Da den næste byge kommer, er vi kommet til en bro og søger ly under den. 22
Vi kommer gennem en landsby og får lidt mad og drikke på en bar, hvor snakken går højt, ellers sker der intet i denne by en højhellig søndag. Herefter går turen videre gennem vinmarker og vi passerer flere bodegaer, der er lukkede fordi det er søndag. Vi ender ude ved stranden, som vi følger indtil byen Vilanova de Arousa. Vi har lejet en super fed lejlighed med udsigt til marinaen og bugten. Vi havde aftalt, at vi skulle ringe til udlejeren ½ time før ankomst. Det er dog lidt svært at vide, hvornår man er ½ time fra sin ankomst, så vi gik ind på en bar for at orientere os. Manden i baren er meget hjælpsom og finder ud af at lejligheden ikke er langt fra baren, så vi ringer til udlejeren og kan så passende nå en øl, inden vi går det sidste stykke. Tunge mørke regnskyer hænger over bjergene. 23
Næste punkt på dagsordenen er at finde ud af, hvornår båden til Padrón sejler. Der er en færge, har jeg læst, men vi fandt den ikke. Jeg har fået et telefonnummer til en, der hedder Alberto. Det viser sig han leder herberget i byen og tager sig af sejlturen i gummibåden. Desværre sejler han først om eftermiddag dagen efter, pga. tidevandet. Der røg den plan i vasken. Vi havde ellers glædet os til netop denne del, men vi har en aftale i morgen kl. 19 i Santiago med vore australske venner. Hvis man er heldig og det lykkes med båd og vejr, så venter en sejltur på en time 15 sømil - hvor man passerer muslingefarme, Tårnene mod Vest Torres de Oeste i Catoira. Denne søvej kaldes Via Crucis og er den eneste søvej i verden, hvor der står 17 kors, som indikerer, at denne vej til Santiago er Den oprindelige vej af alle veje. I Pontecesures, hvor man lægger til, forenes denne camino igen med den portugisiske camino. Vi tager ud og kigger på byen. Vi når lige på museum inden lukketid. Her får vi et stempel i vores pas. Vi vil gerne have noget ordentligt aftensmad. Det lader sig ikke rigtig gøre nogen steder. Der er middelaldermarked i byen og det har trukket mange mennesker til. Vi ender på et cafeteria, hvor vi får en god betjening og rimelig godt mad. 12. dag Vilanova de Arousa Santiago, ca. 24 km, 9. maj Vi vælger at tage en taxa til Padrón, når nu vores bådtur gik i vasken. Vi kører i fint solskin og i Padrón får vi et stempel på herberget ved kirken. Sidste del af turen er i gang. Vi kender turen og ved, hvor der er barer, så efter 1½ time er der morgenmad. Vi går gennem små landsbyer, hvor tiden er gået i stå. 24
Vi følger hovedvejen tre gange på korte strækninger. Da det er mandag er der mange barer, der holder lukket, så vores næste pausested er ingen undtagelse. Træls. Det samme gør sig gældende de næste to steder. Kort efter savværket er vi dog heldige. Her er der en, der har sat en bod op og en pavillon til at dække for sol og regn. Tiltrængt pause. Der kommer en lille byge, mens vi sidder her. Da vi er ca. 6 km fra Santiago går vi ind på en bar og bestiller taxa herfra. Det er ikke så vigtigt for os med den sidste del, da vi har gået den flere gange før. Vi skal også være på hotellet inden kl. 16, så det passer fint med at stoppe her. Vi bor på Hotel San Clemente og får et tagværelse, hvor vi har et kig til katedralen med stillads. Vi går til det nye pilgrimskontor og står i kø med en masse andre pilgrimme. Nogen lugter bedre end andre. Snakken går og der er en fantastisk stemning. Efter at have ventet et godt stykke tid, får vi vores compostela, som bevis på, at vi har gået vores pilgrimsfærd (man skal huske at få mindst 2 stempler om dagen i sit pilgrimspas de sidste 100 km, for at få sit compostela). 25
Vi glæder os til at gense vores australske venner og vi har aftalt at mødes kl. 19 udenfor Paradoren ved Katedralen. De har booket bord på et meget lille spisested, hvor der kun er plads til os og seks mere ved et langbord. De sidste seks pladser bliver besat af tre mænd og tre unge piger. Vi kommer selvfølgelig i snak og det viser sig, at de er fra Irland, og mændene er gamle kammerater, som har taget deres døtre på 16 år med på en uges caminovandring. Kanon ting at gøre. Det er altid spændende at høre andres historie og motivation for at gå. Vi slutter på Café Casino i Rua del Villar 35, en fin gammel salon fra 1873. Et hyggeligt sted at afslutte endnu en unik pilgrimstur, hvor vi denne gang mødte dette fantastiske australske par, som var med til at præge turen på en fantastisk måde. Man ved aldrig, hvad og hvem man møder på disse vandringer og det er det, der gør det så spændende. Det er både en indre og ydre rejse, som jeg aldrig bliver træt af. Buen Camino! 26