Rejsebrev fra udvekslingsstudent i Australien Navn: Frederikke Vestbo Gregersen E-mail: 211821@via.dk Mobilnummer: 28 45 16 76 Hjemmeinstitution: Via University College Campus Silkeborg Klassenummer: Hold F14 Værtsuniversitet: Deakin University, Burwood, Melbourne, Australien Klinisk praktiksted (Australien): Eastern Health, mental health - Peter James Centre, Intensive community team (ICT) & Eastern Health, Ambulatory and community service, Box hill hospital Hospital Admission Risk Program (Aacs-harp) Områder: Psykiatri og Hjemmepleje Udvekslingsperiode: 13. juli 23. oktober Før afrejse Alt var forrygende med hensyn til at studere i dejlige Silkeborg. Jeg var vild med uddannelsen, medstuderende, lærerne osv. Det begyndte bare at gå op for mig, hvor meget viden og personlig udvikling det kræver at håndtere sygeplejefaget. Derfor havde jeg lyst til at gøre noget andet end at følge studiet 100 % i Silkeborg. Jeg ønskede at vokse både fagligt og menneskeligt, og derfor følte jeg, at det ville være en god idé med anderledes udfordringer og oplevelser, der kunne give mig gode erfaringer og udvikle mig menneskeligt. Australien er et land, jeg altid har ønsket at opleve, og da jeg fandt ud af, at der var mulighed for at studere netop der i hele 2 moduler, var der ingen tvivl om, at det var det jeg ville gøre. Efterfølgende har jeg hørt en masse om, hvor langt fremme Australien er med teknologien på sygehuse, og hvordan sygeplejerskerne arbejder anderledes og mindre med de bløde værdier, end vi gør herhjemme. Det vækkede bare endnu mere min nysgerrighed for at opleve Australiens sundhedsvæsen. 1
Forberedelserne til at studere i Australien indeholdte bl.a. overblik over økonomi (For at kunne finansiere en udveksling i 2 moduler, måtte jeg søge legater. Havde held af Nordea Fonden, LB forsikring og Dansk Sygeplejeråd), flybillet, planlægning af bolig, legatansøgninger, ordne papirarbejde til Deakin University, søge visa, få vaccinationer og meget mere, som må gøres én ting ad gangen. Det faglige var svært at forberede sig på, da pensum ikke var tilgængeligt før jeg ankom til Australien. Oplevelser og udbytte Udbytte af udvekslingsforløbet er nemt for mig at se. Jeg har rykket mig meget på det personlige plan, efter at have overskredet mange personlige grænser. Det var i starten af forløbet meget sårbart for mig at snakke engelsk med personale og patienter, men efter ganske kort tid følte jeg mig mere selvsikker og ganske tilpas med at kommunikere på engelsk. Det føltes som om, at jeg gik fra at være flov over mine mangler og bange for at lave fejl, til at jeg var nysgerrig og tog ved lære af mine fejl. Det professionelle udbytte hænger meget sammen med det personlige. Efter at have lært at bruge min nysgerrighed og åbenhed, begyndte jeg at tilegne min en hel del viden ved at observere og stille en masse spørgsmål til personalet og patienter. Praktikopholdende var meget korte og jeg nåede derfor ikke at være ret meget en del af plejen. Det blev forventet af mig, at jeg var observerende, analyserende og reflekterende i klinikken, men jeg kunne godt ønske, at jeg fik lov til at være en del af de praktiske interventioner i større grad. Med hensyn til studieperioden var undervisningen anderledes, end hvad jeg var vant til. Jeg havde timer i maks. 3 timer, 3 dage om ugen. Ellers var det op til én selv at gennemgå alt, hvad der var af online litteratur, videoer og billeder så man kunne opnå læringsudbyttet. Det var lidt en udfordring for mig, at have så meget ansvar selv for at nå omkring alle emner, og det var specielt svært, da jeg ikke kendte deres online systemer og havde lidt svært ved at læse så meget på engelsk. Jeg troede i starten, at det ikke var muligt for mig at klare det, men efter ganske kort tid blev det lettere at læse engelsk, systemerne blev velkendte, og det hele blev meget lettere. Der var nogle opgaver undervejs: fire essays på ca. 2000 ord, 1 skriftlig eksamen og tre, 3 minutter lange videoklip. Jeg kan virkelig mærke en forskel på mit skriftlige engelsk og er så glad for at jeg kom igennem alle opgaverne og bestod dem. Det blev lettere for hver 2
opgave. Jeg har lært en hel masse fagligt omkring psykisk sundhed og sygdom, da jeg skulle forberede mig til en skriftlig eksamen uden hjælpemidler. Så jeg mærker en positiv udvikling både fagligt og personligt. Kulturelt har jeg gjort mig mange overvejelser om deres system. I praktikken oplevede jeg, hvor god effekt det havde, at et intensivt team kom ud i hjemmene eller ringede til borgeren hver dag efter udskrivelse fra psykiatrisk afdeling. Teamet observerede og interviewede borgerne for at holde øje med deres mentale tilstand, så de undgik tilbagefald og fik redskaber til at håndtere deres sygdom i deres hverdag. Dette afkræftede i nogen grad min fordom om, at de i Australien er mindre opmærksomme på de bløde værdier. Det var i mine øjne en god måde at komme tæt på borgerne, når man besøgte dem i eget hjem og snakkede om meget følsomme emner, som psykiske lidelser kan være. På den anden side oplevede jeg også, at nogle af sygeplejerskerne havde en meget firkantet måde at interviewe borgerne på under besøgene, som ikke gjorde det attraktivt for borgerne at åbne sig. Sygeplejerskerne fokuserede meget på borgernes medicin, bivirkninger og effekt. Da jeg ikke har været ret meget i praktik i Danmark endnu, er det svært for mig at sammenligne sygeplejerskernes måder at arbejde på. Den oplevelse jeg har, er, at danske sygeplejersker er mere varme og mere fokuserede på mennesket frem for sygdommen. Jeg overværede også et par elektrochokbehandlinger. Dette var meget voldsomt for mig. En borger, som jeg havde opbygget et godt forhold til, skulle have elektrochokbehandling, og jeg fik lov at være ved hans side. Jeg var meget forundret over sygeplejerskerne og lægernes måde at opføre sig på overfor de ældre patienter inden behandlingerne. Jeg var meget nervøs på borgernes vegne og savnede varme og tryghed. Faktisk gik det sådan, at den borger jeg fulgte, fik for lidt muskelafslappende, så det var forfærdeligt for mig at se. Det, blandet med den manglede omsorg for patienterne inden behandlingen, rystede mig så meget, at jeg måtte forlade bygningen og fælde en tåre. Efterfølgende snakkede jeg med flere sygeplejersker om det, men blev aldrig helt overbevist om, at det var den optimale måde at foretage den type behandling på. Det kunne være interessant at have set behandlingen flere steder i Australien, da jeg ved, at andre studerende på andre afdelinger oplevede det meget anderledes. 3
En anden ting som fyldte mere i undervisningen og praktikken end jeg havde troet var en gruppe af befolkningen, de indfødte. Det er en gruppe mennesker, som levede på deres egen måde i Australien, inden Australien blev koloniseret. Det var meget stor fokus på, hvordan denne gruppe skulle behandles, da en meget stor procentdel af dem har sundhedsproblemer og har en anden måde at tænke sundhed på end andre australiere. Deres kultur, sprog og skikke skiller sin ud fra andre australiere. De har tidligere været meget truet af den australske regering, som bl.a. tidligere har stjålet en generation af deres børn (the lost generation) og placeret dem i plejefamilier hos hvide australiere. For mindre end 50 år siden var det endda lovligt at skyde de indfødte, hvis de befandt sig på en hvid mands jord. De har altså været udsat for forfærdelige ting og mange stoler af gode grunde ikke så meget på det australske system og på hvide mennesker. Da jeg var i praktik, mødte jeg flere indfødte, som havde haft et traumatisk liv pga. den generation af børn, som den australske regering i sin tid besluttede at fjerne fra familierne. Det var virkelig svært at opbygge tillid til de patienter, og jeg fik ikke engang lov at forsøge, da jeg var så kort tid i praktik. Jeg fulgte en virkelig dygtig sygeplejerske, som gjorde det tydeligt for mig, hvor meget tålmodighed og fleksibilitet der skal til i arbejdet med traumatiserede mennesker med fx sukkersyge. Kort og godt Australien er et stort land med et godt sundhedsvæsen. Der er en gruppe meget udsatte mennesker(de indfødte), som har brug for ekstra omsorg. I mine øjne er der lidt for meget fokus på, hvor anderledes de er. Selvom det er godt ment, skaber det en større kløft mellem dem og andre australiere. Nogle af sygeplejerskerne er en smule mere fokuserede på sygdommen frem for mennesket, end jeg har været vant til fra Danmark. Jeg har derfor fået reflekteret en del over sygeplejerskens rolle i arbejdet med mennesker med bl.a. psykiske sygdomme og kroniske lidelser 4
som KOL og diabetes, og syntes det er spændende, men en smule forvirrende. Personligt har denne udveksling gjort mig mere nysgerrig, åben, selvsikker og glad for den måde uddannelsen er bygget op på i Danmark. Der er efter min mening for meget opgaveskrivning og selvstudie, og for lidt og for korte praktikperioder i Australien. Alt i alt håber jeg, at mange andre vil opleve det, som jeg har oplevet i Australien. Det har været helt fantastisk. Studiekammeraterne, sygeplejerskerne, fagligheden, anderledesheden blandet med Australiens smukke natur og dejlige byer, har helt sikkert gjort det alle besværligheder inden og undervejs værd. Hvis du overvejer et studieophold i Melbourne i Australien, er du meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har nogle spørgsmål, du tror jeg kan hjælpe med at besvare. 5