Rejsebrev fra Edinburgh

Transkript

1 Rejsebrev fra Edinburgh Mette Valdersdorf Jensen, SOB11, Udlandspraktik på modul 8. Ellen s Glen House, Liberton, Edinburgh. 23. April 30. Juni Beskrivelse af faktuelle oplysninger At rejse udenlands har siden uddannelsens start været i min tanker, på grund af den frihed og de oplevelser, der uden tvivl følger med. Det er sjældent man efter endt uddannelse kan hive 3 måneder ud af kalenderen, så en kombination af praktik og rejse, har for mig været en perfekt mulighed. Jeg vidste at jeg ville til et engelsktalende land. Afrika, Thailand og andre eksotiske steder kan umiddelbart virke tillokkende, men jeg ville gerne være sikker på at det faglige udbytte var noget jeg kunne bruge når jeg kom hjem til Danmark. Skotland og Danmark er ens på mange områder når det kommer til sundhedsvæsen og politik, og alligevel er der nogle klare forskelle som gjorde mit ophold virkelige lærerigt og udfordrende. Samtidig er det et engelsktalende land, hvilket gør at der ikke er en så stor barriere og udfordring i at snakke med folk, både fagligt og i fritiden. Samtidig rejser man indenfor Europas grænser, hvilket unægtelig gør en masse ting nemmere. Man bliver tildelt ERASMUS legatet, der er ikke udgifter til vaccinationer og flybilletterne kan findes meget billigt. Samtidig er det heller ikke svært at få overtalt familie og venner til at komme på besøg, når man ikke er mere end halvanden times flyvetur væk. Jeg var i praktik på Ellen s Glen House, et hospital, der hører under National Health Service Scotland. Ellen s Glenn House er bygget op som et plejehjem, med en underetage kun for patienter med en psykisk lidelse, og en overetage for ældre, der har brug for almindelig pleje. Jeg havde i alt 5 uger på stedet, indtil min rejsemakker og jeg byttede sted, så vi kunne prøve begge dele. Det fungerede godt at være der i kort tid, da ens forløb derved bliver mere komprimeret, og

2 man ser og lærer en masse ting hurtigt. Samtidig er man også opmærksom på at være engageret og med, når man ved at man kun har ganske kort tid til at få et godt indblik i stedet. Beskrivelse af den praktiske og faglige forberedelse Jeg kontaktede praktikkoordinatoren for udlandsophold godt et år før jeg skulle af sted. Derefter sendte jeg ansøgning, og der var en del papirer, der skulle i stand. Det føltes ikke stressende, da jeg var ude i god tid. Samtidig havde jeg en rejsemakker, så det var rart at have en at vende problematikker og overvejelser med. Man skal dog væbne sig med tålmodighed, og ikke forvente at få det hele på plads før 14 dage inden afrejse. Jeg kendte mit praktiksted meget hurtigt, men vidste ellers ikke noget. Vi havde hele vejen igennem fået af vide, at der ville blive sørget for bolig til os, så det var mildest talt en overraskelse, da vi 14 dage inden fik af vide at vi selv skulle finde bolig. Det gik dog rimelig gnidningsfrit, da vi fandt en billig lejlighed i en forstad. Trods dette var vi stadig nervøse da vi ankom, fordi vi ikke havde set mere end et par billeder af lejligheden og desuden kun havde mailet med vores udlejer. Det er mit indtryk at de fleste, der rejser ud selv skal skaffe bolig, hvilket også er forventeligt såfremt man får det af vide. Det var uden tvivl noget af en stressfaktor at få kastet i hovedet to uger før afrejse, og det kunne godt have været klaret bedre fra skolens side! Vi endte med at bo i et område ca. 3 km. fra centrum, der hedder Leith. En hyggelig bydel, hvor der til tider er et lidt råt bybillede. Edinburghs centrum er ikke ret stort, men butikker og cafeer strækker sig ud til forstæderne, så man følte man var tæt pa byen. (Billede fra Leith havnefront). Gennem vores praktikvejleder fik jeg kontakt til Søren Brolund, som er ansvarlig for at finde bolig til de udenlandske studerende, der tager et modul i Danmark. Han hjalp mig med at få kontakt til en italiensk fysioterapeutstuderende, som var interesseret i

3 af leje min lejlighed i den periode jeg var væk. Jeg ville ikke have råd til at betale to huslejer, så for mig var det en rigtig god løsning, der var nem at få i stand. Der er forskellige retningslinjer fra skolens side, om udlejning til udvekslingsstuderende, en maks husleje f.eks, men det hele forløb ret nemt og har fungeret uden problemer. Da jeg havde fået mit praktiksted af vide, lånte jeg en 4-5 bøger om det felt af sygeplejen jeg skulle være i. Jeg fik dem kopieret, så jeg kunne tage dem med. Det har været meget nødvendigt med nogle gode grundbøger, specielt når det er områder af sygeplejen man ikke har varet bekendt med før. Refleksion over det fag kulturelle udbytte og det interkulturelle perspektiv Jeg havde min første dag på Ellen s Glenn House, ca. en uge efter vi var ankommet. Det gav os lige lidt tid til at falde til, og få styr på busserne. Praktikstedet lå omtrent 12 km væk fra, hvor vi boede, men på grund af morgentrafik og mange stoppesteder, tog det godt og vel 50 minutter hver morgen. Heldigvis er den offentlige transport i Skotland virkelig god, så man stod aldrig længe og ventede på bussen. Jeg startede i en aftenvagt, hvor jeg først skulle deltage i en såkaldt handover, som er en rapport mellem vagtskiftene. Jeg forstod absolut ingenting af det skotske, og kunne kun lige opsnappe enkelte ord. Det tog noget tid at blive bedre til at forstå dem, men de var utrolig venlige og imødekommende, og lidt efter lidt forstår man deres accent bedre. Gennem forløbet havde jeg ansvaret for to kvindelige patienter, som jeg hver dag hjalp med personlig pleje, medicin og aktiviteter. Jeg blev rådet til ikke at læse patienternes journal, men lære dem bedre at kende først. Denne tilgang gav mig helt sikkert en mindre fordomsfuld og åben tilgang til patienterne, da nogle af dem have nogle skræmmende livshistorier. Efter en uges tid, hvor jeg var faldet til, assisterede jeg sygeplejerskerne i medicingivningen, hvilket var en meget anderledes oplevelse og tilgang end i Danmark. Jeg kom lige fra hjemmeplejen og utallige medicindoseringer på modul 6, så det virkede uoverskueligt når de doserede medicin til 30 mennesker morgen, middag og aften hver dag. De havde ikke medicinæsker som vi kender dem fra Danmark, men doserer fra dag til dag. Doseringerne er håndskrevet i patientens mappe, og der var derfor risiko for fejl, fordi man simpelthen ikke kunne læse hvad der stod. Hygiejnemæssigt var det også bemærkelsesværdigt at

4 de ikke brugte handsker når de doserede, og desuden ikke sprittede hænder mellem hver patient de havde givet medicin. Sygeplejerskeuddannelsen i Skotland er specialiseret, således at de studerende fra starten vælger en retning. Langt størstedelen af de ansatte sygeplejersker på Ellen s Glenn House var uddannede psykiatriske sygeplejersker, og det gav en indsigtsfuld og vidende tilgang til sygeplejen, som jeg virkelig beundrede. Alle sygeplejerskerne brændte for det psykiatriske felt, og det resulterede i at man havde lyst og engagement til at deltage i de forskellige arrangementer på afdelingen. Jeg var tilknyttet en af sygeplejerskerne, som fungerede som min mentor, men jeg hilste kun på ham en enkelt gang., og var ellers meget overladt til mig selv. På en made var det rart at blive bekræftet i, at den refleksion som nogle gange virker træls hjemme i Danmark, føltes meget nødvendig. Derfor var det også dejligt at bo sammen med en anden dansk studerende, så man kunne snakke dansk om ens oplevelser og undringer, når man kom hjem. Jeg havde en skypesession med min vejleder hjemmefra efter de 5 uger, og det kan klart anbefales at man skyper istedet for at skrive en opgave som også er en mulighed. Lige så snart man bliver tvunget til at tænke over opholdet, finder man ud af hvor meget man har oplevet og lært, og det har for mig været en vigtig øjenåbner. Fag professionelt fremtidsperspektiv med baggrund i mødet med en anden kultur Mit ophold i Skotland har på alle måder været lærerigt og udfordrende. Jeg tog afsted med et ønske om at se en anden form for sygepleje og derved blive udfordret i min egen opfattelse af, hvad der er den rette sygepleje. Der er masser af mulighed for at udvikle sig og lære når man rejser ud, men man skal være forberedt på at være opsøgende og åben, og selv kræve at blive en del af den daglige sygepleje. Jeg blev taget rigtig godt imod, både af patienter og personale. De var alle ekstremt varme og imødekommende, og mødte mig med en oprigtig interesse, der gjorde mit ophold uforglemmeligt. Den psykiatriske sygepleje i Skotland er langt mere udviklet og specialiseret end den danske. I Danmark har vi ikke plejehjem kun for ældre med en psykriatisk diagnose, og det betyder uden tvivl at der er nogle ældre, der ikke får den optimale pleje de har brug for, eller slet ikke er blevet diagnosticeret. Det er klart en styrke at sygeplejerskerne er specialiseret indenfor det psykiatriske felt, men det er ligeledes en svaghed at de ikke har et bedre kendskab til grundlæggende

5 sygepleje, da de giver udtryk for at deres tilgang er holistisk, og et fokus både på det fysiske og psykiske ville være det optimale. Mange af patienterne var selvhjulpne, men havde alligevel fysiske skavanker udover deres mentale lidelse. På begge mine praktiksteder har jeg haft det super sjovt og godt, takket være den enorme varme og åbenhed jeg blev mødt med. Vi havde kun ganske få timer på universitetet, så det er begrænset hvad man møder af andre studerende der, men i praktikken var der også skotske sygeplejestuderende. Det har været en stor fordel at bo sammen med en hjemmefra, da man kunne gå i byen sammen i weekenden, og udforske byen når man havde fri. Så længe man selv er imødekommende og engageret, er man garanteret et fantastisk ophold.