EUROPA-PARLAMENTET 1999 2004 Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender 5. marts 2002 ARBEJDSDOKUMENT om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om fremme af grundlæggende arbejdstagerrettigheder og forbedring af de sociale styringssystemer i en globaliseret økonomi (KOM(2002) 416) Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender Ordfører: Marie-Hélène Gillig DT\439516.doc PE 305.785
Formålet med meddelelsen fra Kommissionen er at få fastlagt en strategi, som sigter mod, at globaliseringen i højere grad skal bidrage til den sociale udvikling og overholdelsen af de grundlæggende rettigheder. Med henblik herpå påtænkes der instrumenter, der kan indføres på internationalt og europæisk plan på forskellige politikområder, og som kan føre til en tværfaglig enhedsstrategi. I dette arbejdsdokument, der er udarbejdet som en forberedelse til vort udvalgs betænkning, vil vi forsøge at opstille nogle udgangspunkter, at afstikke rammerne for debatten og få debatten sat i gang. Først to bemærkninger: Meddelelsen kan betragtes som positiv. Den er resultatet af et omhyggeligt forberedelsesarbejde og giver mulighed for at lancere en debat i EU-institutionerne om forholdet mellem globaliseringen og de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Det er noget, som i dag optager det civile samfund og alle vore medborgere. Den Europæiske Union (EU) bør præcisere sine holdninger til de sociale styringssystemer inden for rammerne af de nye multilaterale forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen (WTO). Europa-Parlamentet vil imidlertid gerne understrege, at meddelelsen er blevet fremlagt for sent, hvilket har gjort det umuligt at tage stilling inden Doha, hvorimod Rådet har haft mulighed for at udtale sig. Uanset om det er i forberedelsen eller opfølgningen af drøftelserne, skal vore holdninger indgå i den fællesskabsstrategi, der lægges i forbindelse med de nye handelsrunder. I. Sammenhængen I. 1. Den institutionelle situation Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) er den organisation, der har kompetence til at definere og forhandle arbejdsnormer, men Det Europæiske Råd henviste i oktober 1999 til, at EU bør yde et bidrag, der betoner beskyttelsen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Især blev EU s rolle inden for WTO understreget. De foranstaltninger, der i særlig grad vedrører styrkelsen af samarbejdet mellem EU og ILO, skal fremmes. I den kommende debat må vi ikke glemme de åbenbare forskelle, der eksisterer mellem de to organisationer, hvad angår såvel struktur, handlemåde som beføjelser. Det er klart, at de to organisationer har forskellige mandater vedrørende den internationale sociale udvikling. ILO har ikke eneret til at overvåge anvendelsen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder, men EU eller andre nationale og internationale organisationer må heller ikke blot uddelegere de ansvarsområder, som de har i forbindelse med de sociale styringssystemer, til ILO. I. 2. Den aktuelle debat I sin meddelelse konstaterer Kommissionen, at de globale markedsstyringssystemer har udviklet sig hurtigere end de globale sociale styringssystemer. I dag har borgerne svært ved at acceptere, at den økonomiske udvikling ikke rimer med den sociale udvikling. Siden PE 305.785 2/6 DT\439516.doc
ministermødet i Marrakech (april 1994) rejser spørgsmålet sig om sammenhængen mellem det multilaterale samhandelssystem og arbejdstagerrettighederne. Konferencen i Seattle (1999) efter Singapore (1996) og Genève (1998) skulle bl.a. - hvilket en stor del af de industrialiserede lande håbede på - tage fat på emnerne miljø og arbejdsforhold. Men udviklingslandene gik meget stærkt imod dette, da de frygtede, at forpligtelserne til at gennemføre de grundlæggende sociale normer og beskytte miljøet ville give sig udslag i en udstrakt genindførelse af beskyttelsesklausuler. Resultaterne fra Doha (november 2001), for så vidt angår etableringen af en ny multilateral forhandlingsrunde, er særlig skuffende, hvad angår den sociale udvikling. Således bekræftede man i den endelige erklæring på trods af pres fra EU s side kun forpligtelsen til at fremme de grundlæggende arbejdstagerrettigheder og samarbejdet mellem WTO og ILO. Denne række af fiaskoer leder frem til spørgsmålet om, om EU ikke bør finde andre metoder og midler til at fremme overholdelsen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. II. Nogle udgangspunkter På topmødet i København om den sociale udvikling blev der henvist til de fire grundlæggende arbejdstagerrettigheder, der i dag er formelt fastsat i otte ILO-konventioner 1. De opfølgningsmekanismer, som ILO har indført, og de rapporter, som den med mellemrum offentliggør om anvendelsen af disse konventioner, giver ikke et relevant overblik over situationen, for så vidt angår de sociale styringssystemer i verden. De oplysninger, der foreligger i dag, er utilstrækkelige, både som statistiske værktøjer, og hvad angår troværdighed, kvalitet og sammenlignelighed. Der findes en del oplysninger om børnearbejde, men ikke om de tre andre grundlæggende arbejdstagerrettigheder, og de eneste referencedokumenter, der findes, er nationale rapporter, som ofte er utilstrækkelige og ikke altid særlig troværdige. Disse mangler findes også på europæisk niveau 2. De nationale rapporter viser hovedsagelig regeringernes opfattelse, for så vidt angår de fremskridt, der er gjort, og den øjeblikkelige situation. I de tilfælde, hvor arbejdsmarkedets parter har været inddraget i udarbejdelsen af rapporten, eller hvor de selv har udarbejdet et dokument, giver resultaterne et mere nuanceret billede. 1 - Konvention nr. 87 fra 1948 og nr. 98 fra 1949: foreningsfrihed og reel anerkendelse af retten til kollektive forhandlinger - Konvention nr. 29 fra 1930 og nr. 105 fra 1957: afskaffelse af alle former for tvungent eller pligtmæssigt arbejde - Konvention nr. 138 fra 1973 og nr. 182 fra 1999: reel afskaffelse af børnearbejde - Konvention nr. 100 fra 1951 og nr. 111 fra 1958: afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. 2 De eneste disponible oplysninger er samlet i databasen om de europæiske samarbejdsudvalg, som forvaltes af Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene i Dublin. DT\439516.doc 3/6 PE 305.785
a) Foreningsfrihed og reel anerkendelse af retten til kollektive forhandlinger Rapporten Your voice at work gav i 2000 1 et billede af foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger. Men de oplysninger, der foreligger, vedrører i praksis kun de klager, der er indgivet. Det skal bemærkes, at absolut forbud mod foreningsfrihed nu er sjældent. Imidlertid er det en kendsgerning, at der er en tendens til at fratage hele kategorier af arbejdstagere foreningsfriheden, og i flere lande og ikke kun i udviklingslandene nægtes eller begrænses retten til kollektive forhandlinger eller strejkeretten. Desuden skal det bemærkes, at de adfærdskodekser, der er udarbejdet i forbindelse med virksomhedernes sociale ansvar, i de færreste tilfælde vedrører de kollektive rettigheder. Imidlertid er forbindelsen mellem fagforeningsrettigheder, menneskerettigheder og udvikling af et demokratisk system åbenbar. Begrænsning eller fratagelse af borgerlige frihedsrettigheder er en af de mest udbredte årsager til krænkelse af foreningsfriheden. De borgerlige frihedsrettigheder og fagforeningsrettighederne er knyttet nært sammen. Udøvelsen af fagforeningsrettighederne giver mulighed for at få kendskab til de demokratiske procedurer og gør den enkelte fortrolig med beskyttelsen af de borgerlige, politiske og sociale rettigheder. b) Afskaffelse af alle former for tvungent eller pligtmæssigt arbejde Tvungent eller pligtmæssigt arbejde er et problem, som vi ikke rigtigt kender omfanget af. ILO understreger i sin rapport om tvungent arbejde behovet for et specifikt program til undersøgelse og udarbejdelse af statistiske oplysninger med henblik på at fastslå, hvilke faktorer der ligger til grund for tvungent arbejde, og hvilke befolkningsgrupper der er hårdest ramt af dette fænomen. Visse helt klart identificerede grupper er underkastet nye former for moderne slaveri 2. c) Reel afskaffelse af børnearbejde 3 Hvad angår børnearbejde, er oplysningerne ufuldstændige. For udviklingslandenes vedkommende skønnes det på grundlag af de oplysninger, som ILO har indsamlet, at 250 millioner børn mellem 5 og 14 år har et arbejde. Omkring halvdelen arbejder fuldtids, og den anden halvdel kombinerer arbejde og skole eller har et andet ikke-økonomisk arbejde. Af de børn, der går i skole, har 33% af drengene og 42% af pigerne også et deltidsarbejde. 1 Fremlagt af ILO s generaldirektør på den 88. internationale arbejdskonference i Genève. I forbindelse med opfølgningen af ILO-erklæringen fra den 86. internationale arbejdskonference fremlægger generaldirektøren for ILO (bureau) (Det Internationale Arbejdsbureau) hvert år en samlet rapport om én af de 4 kategorier af principper og grundlæggende arbejdstagerrettigheder. 2 Der berettes om en lang række tilfælde af vandrende arbejdstagere og tjenestefolk, der er ofre for tvungent arbejdet og forskellige former for moderne slaveri selv i Europa. Rapporten Halte au travail forcé, den 89. internationale arbejdskonference, 2001. 3 Oplysningerne stammer fra 1995. Siden 1993 har ILO og UNICEF anvendt en ny metode til indsamling af statistiske oplysninger. Det betyder, at der i 2002 kan fremlægges en samlet rapport om børnearbejde. PE 305.785 4/6 DT\439516.doc
I de seneste år har man hos offentligheden og specialiserede institutioner konstateret en stadig større bevidsthed om behovet for at bekæmpe disse forhold. De ikke-statslige organisationers, fagforeningernes og ILO's arbejde og informationskampagner har i høj grad bidraget hertil. Dette har bl.a. gjort det muligt at understrege de økonomiske tilbageslag og rejse spørgsmålet om de multinationale virksomheder, der drager fordel af børnearbejde. Oplysningerne vedrører især udviklingslandene, hvor fænomenet er mest udbredt, mens de kommer uden om, at der eksisterer lignende problemer (i meget mindre omfang) i de vestlige lande. d) Afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv Dette spørgsmål er velkendt i EU og er omfattet af EU's aktionsmål. Der er hele tiden vanskeligheder i EU-landene, og der er især akutte og alvorlige vanskeligheder i visse tredjelande. Det Internationale Arbejdsbureau nævner, at de nationale rapporter generelt nøjes med at beskrive lovbestemmelserne mod forskelsbehandling, hvorimod der ikke siges noget om, om de reelt anvendes. De foreliggende oplysninger giver ikke et præcist overblik over situationen, og de er rent statistisk ikke fyldestgørende 1. III. Nogle debatemner Forslagene i meddelelsen går i retning af at intensivere de aktioner, der skal gennemføres på fællesskabsniveau eller internationalt niveau på grundlag af grundprincipperne for EU's strategi 2 og inden for rammerne af EU's holdninger i WTO og forbindelserne til ILO. Men de overvejelser, man må gøre sig, går ud over denne ramme. Kan de grundlæggende arbejdstagerrettigheder kun fremmes inden for WTO? 1. Meddelelsen er især koncentreret om den strategi, der skal føres i udviklingslandene. Dette valg er uden tvivl berettiget. Situationen i de vestlige lande og især medlemsstaterne vanskeliggør EU's rolle som en stimulerende faktor i forbindelse med de internationale sociale styringssystemer, hvis der ikke fastsættes en troværdig og effektiv social model, der overholder de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. Risikerer man ikke at ødelægge tilliden til og svække EU's aktion på internationalt plan, hvis man ikke erkender dette? 2. Resultaterne af de seneste møder med WTO får os til at rejse spørgsmålet om rangfølgen i rettighederne. Går normerne i den internationale samhandel forud for betragtningerne i forbindelse med beskyttelsen af menneskerettighederne? Vi kan ikke afvise udviklingslandenes bekymringer, hvad angår risikoen for protektionisme. Men er det klogt af WTO hele tiden at sikre liberaliseringen af samhandelen uden at sørge for respekt og værdighed for dem, der skaffer væksten? Er beskyttelsen af arbejdstagernes grundlæggende rettigheder inden for WTO's rammer en protektionistisk holdning? Vi må huske på, at der er tale om generelle 1 Det Internationale Arbejdsbureau har til hensigt at offentliggøre en rapport om afskaffelse af forskelsbehandling i 2003. 2 Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, EFT C 364 af 18.12.2000, s. 1. DT\439516.doc 5/6 PE 305.785
rettigheder, som giver en referenceramme, men som f.eks. ikke fastlægger lønniveauerne. Den undersøgelse af handel, beskæftigelse og arbejdstagerrettigheder, som OECD gennemførte i 1996, viste, at en overholdelse af disse rettigheder kan forenes med gode samhandelsresultater. Kan man ikke forsøge at tydeliggøre sammenhængen mellem udviklingen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder og den økonomiske udvikling? 3. EU's samarbejdsstrategi over for udviklingslandene bør i mindre grad være baseret på sanktioner, som er vanskelige at gennemføre og ret ineffektive, og i højere grad på incitamenter, som belønner de bestræbelser, der gøres for at anvende de grundlæggende sociale rettigheder. I den forbindelse er der taget et yderligere skridt med de nye bestemmelser vedrørende den generelle præferenceordning (GSP). Hvordan kommer vi videre ad denne vej med større beslutsomhed, så vi får andre ikke-kommercielle fordele? 4. Den betydning, der i meddelelsen tillægges virksomhedernes frivillige initiativer og instrumenter som adfærdskodekser og social "labelling", viser nogle grå områder (analyseres mere detaljeret i rapporten om virksomhedernes sociale ansvar). Risikerer man i forbindelse med de grundlæggende arbejdstagerrettigheder ikke, at "private" standarder træder i stedet for offentlige standarder? 5. I meddelelsen foreslås det at gøre ILO-instrumenterne mere effektive. Kræver dette ikke, at der skabes klarhed over de forbindelser, der skal etableres mellem de to institutioner? 6. Fagforeningernes rolle har været og er stadig af afgørende betydning i gennemførelsen, beskyttelsen og udbredelsen af de grundlæggende arbejdstagerrettigheder. De ikke-statslige organisationers rolle er også vigtig, men bør det ikke lægges fast, hvordan de skal repræsenteres, hvordan de skal fungere demokratisk, og hvilke forhandlingsbeføjelser de skal have? 7. Falder sociale rettigheder, demokrati og EU's foranstaltninger til fremme af menneskerettighederne ikke ind under en samlet aktion, der skal defineres bedre? Det europæiske initiativ vedrørende demokrati og menneskerettigheder 1 omfatter direkte eller indirekte hjælpeforanstaltninger til fordel for tredjelande. Hvordan kan man inden for disse rammer bedre definere målrettede aktioner i forbindelse med de grundlæggende arbejdstagerrettigheder? 1 KOM(2001) 252 - "Hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande", ikke offentliggjort i EFT. PE 305.785 6/6 DT\439516.doc