Herredsfogedens gæster Af Anna Erslev (1924)



Relaterede dokumenter
Er det virkelig så vigtigt? spurgte han lidt efter. Hvis ikke Paven får lov at bo hos os, flytter jeg ikke med, sagde hun. Der var en tør, men

www, eventyrligvis.dk Folkeeventyr Eventyrligvis Gamle eventyr til nye børn

De var hjemme. De blev ved at sidde på stenene, hvad skulle de ellers gøre. De så den ene solnedgang efter den anden og var glade ved det.

Sebastian og Skytsånden

Forslag til rosende/anerkendende sætninger

Enøje, Toøje og Treøje

Farvelæg PrikkeBjørn PrikkeBjørn stopper mobbere

Den gamle kone, der ville have en nisse

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Det blev vinter det blev vår mange gange.

mening og så må man jo leve med det, men hun ville faktisk gerne prøve at smage så hun tog to af frugterne.

SKYLD. En lille sød historie om noget, der er nok så vigtigt

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde.

Da jeg var otte år gammel, gik jeg ned til vores gartner som kælede mig på maven og på kussen.

/

Side 3.. Kurven. historien om Moses i kurven.

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 1.MAJ 2011 AASTRUP KIRKE KL Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2

Skibsdrengen. Evald Tang Kristensen

Røvergården. Evald Tang Kristensen

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Kærligheden kommer indtil hinanden Kapitel 1 Forvandlingen Forfattere: Børnene i Børnegården

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL SEP VESTER AABY KL Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

Milton drømmer. Han ved, at han drømmer. Det er det værste, han ved. For det er, som om han aldrig kan slippe ud af drømmen. Han drømmer, at han står

Hver gang Johannes så en fugl, kiggede han efter, om det hele passede med den beskrivelse, der stod i hans fuglebog. Og når det passede, fik han

Har du købt nok eller hvad? Det ved jeg ikke rigtig. Hvad synes du? Skal jeg købe mere? Er der nogen på øen, du ikke har købt noget til?

Jørgen Moe. I Brønden og i. bokselskap.no 2011

Kirke for børn og unge afslutningsgudstjeneste for minikonfirmander og deres familier kl

En anden slags brød. Så endelig er bølgerne faldet til ro dernede.

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

Vi er i en skov. Her bor mange dyr. Og her bor Trampe Trold. 14. Hver dag går Trampe Trold en tur. Han går gennem skoven. 25

Drenge spiller kugler

Myrefranz Der var engang en Zoo med mange flotte dyr. Der var også nogle dyr, som gæsterne aldrig så. De var nemlig alt for små. Det var myrerne, og

Skrevet af Peter Gotthardt Illustreret af Bodil Bang Heinemeier

Brorlil og søsterlil. Fra Grimms Eventyr

Fiskeren og hans kone

Vi havde allerede boet på modtagelsen i tre år. Hver uge var der nogen, der tog af sted. De fik udleveret deres mapper i porten sammen med kortet,

Blå pudder. Et manuskript af. 8.A, Lundebjergskolen

Jennifer er kun seks år, men ved hvorledes hun skal hjælpe sin far ud af en økonomisk knibe. Hun har nemlig noget at sælge.

Den lille dreng og den kloge minister.

Side 3.. Håret. historien om Samson.

Denne dagbog tilhører Max

Klovnen. Manuskript af 8.b, Lille Næstved skole

HENRIK - I kan slet ikke gøre noget, uden at holde jer inde, indtil videre.

Vi ser en masse billeder med familien og Plet, i rammer på væggen. Evt. ned af en trappe.

De seks svaner Af Birgitte Østergård Sørensen

KIRSTEN WANDAHL KIRSTEN WANDAHL

Hør mig! Et manus af. 8.a, Henriette Hørlücks Skole. (7. Udkast)

Klodshans. Velkomst sang: Mel: Den lille Frække Frederik

Anonym mand. Jeg overlevede mit selvmordsforsøg og mødte Jesus

Light Island! Skovtur!

Fra Den strandede mand tolv fortællinger om havet og hjertet

Side 3.. skindet. historien om Esau og Jakob.

Jeg elskede onkel Ted. Han var verdens bedste babysitter og pervers.

Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl du som har tændt millioner af stjerner

Prædiken til 22. s. e. trin. Kl i Engesvang

0 SPOR: DREAMS OF A GOOD LIFE 00:00:00:00 00:00:00:08. 1 Frem for alt vil jeg bare 10:01:08:05 10:01:13:2 studere, så meget som muligt.

Hungerbarnet I. arbejde. derhen. selv. brænde. køerne. husbond. madmor. stalden. Ordene er stave-ord til næste gang.

Og i det at Hans sagde det, faldt der er en sten ud af Kates hjerte. Åh Hans! Jeg var blevet forhekset. En dag for mange år siden, kom der en heks og

Han ville jo ikke gemme sig. Og absolut ikke lege skjul! I stedet for ville han hellere have været hjemme i køkkenet sammen med sin mor og far.

Københavnerdrengen 1

BOY. Olivia Karoline Fløe Lyng & Lucas Helth Postma. 9. marts

1 Historien begynder

Adjektiver. Sæt kryds. Sæt kryds ved den rigtige sætning. John og Maja har købt et nyt hus. John og Maja har købt et ny hus.

Tryllefrugterne. fortalt af Birgitte Østergård Sørensen

En fortælling om drengen Didrik

historien om Jonas og hvalen.

Jespers mareridt. Af Ben Furman. Oversat til dansk af Monica Borré

Nanna og hendes mor er lige kommet hjem. Nannas mor lægger sin jakke og nøgler på bordet. Nanna stirre lidt ned i gulvet.

Analyse af Skyggen. Dette eventyr er skrevet af H. C. Andersen, så derfor er det et kunsteventyr. Det er blevet skrevet i 1847.

Mie Sidenius Brøner. Roskilde den 3. marts, 2015

Den tid hvor vi mindes din søns Jesus s død og opstandelse. Og han følger os og er hos os helt ind i døden.

Lykkekagen. By Station Next Roden. Author: Rikke Jessen Gammelgaard

På Vær-lø-se-gård sker der mær-ke-li-ge ting. Det spø-ger. Der er gen-færd.

Gro var en glad og en sød lille pige, der var lige så gammel som dig, og en dag var hun på besøg hos sin mormor.

Side 1. Den rige søn. historien om frans af assisi.

Klaus Nars Holm U-de midt i Fa-rum Sø midt mel-lem Fa-rum og Vær-lø-se lig-ger der en lil-le ø.

Alex. Og den hemmelige skat. Navn: Klasse: Ordklasser 3. klassetrin

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16, tekstrække

Pigen der fandt det vigtigste

Krigen var raset hen over byen som en vred og grusom drage, der spyr ild og slår husene i stykker og bagefter forsvinder ud i ørkenen, ondskabsfuldt

Guldhvalpen. Dorte Marcussen

ÆBLET. historien om Adam og Eva.

Balletastronauten og huskelisten

Det som ingen ser. Af Maria Gudiksen Knudsen

Tormod Trampeskjælver den danske viking i Afghanistan

HISTORIEN OM HVAD DER KAN SKE NÅR MAN ÅBNER SIN HOVEDDØR

Mareridt er en gyserserie for dem, der ikke er bange for noget.

D er var engang en rig mand, hvis kone blev syg, og da hun følte, at døden

Som sagt så gjort, vi kørte længere frem og lige inden broen på venstre side ser vi en gammel tolænget gård (den vender jeg tilbage til senere )

"KØD" 4. Draft. Niels H. F. Jensby. Station Next Toppen

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 7.APRIL AASTRUP KIRKE KL SEP. Tekster: Sl. 8, Joh. 20,19-31 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2

Ønskerne. Svend Grundtvig ( ). Udgivet 1876

Alle. Vores hjerter på et guldfad. Vilkårene blev for ringe. Vil du med ud at gå en tur. Vil du med ned til stranden.

MENNESKER MØDES MIN DATTERS FIRHJULEDE KÆRLIGHED

20. DECEMBER. Far søger arbejde

Det hele startede, da vi læste i en af fars gamle tegneserier.

Mathias sætter sig på bænken ved siden af Jonas. MATHIAS: Årh, der kommer Taber-Pernille. Hun er så fucking klam.

Kursusmappe. HippHopp. Uge 13. Emne: Min krop HIPPY. Baseret på førskoleprogrammet HippHopp Uge 13 Emne: Min krop side 1

Transkript:

Herredsfogedens gæster Af Anna Erslev (1924) WeirdSpace Digital Library www.weirdspace.dk

Forord Denne ebog er blevet gjort tilgængelig som en del af the WeirdSpace Initiative, og må bruges af alle, alle steder, gratis. Du må kopiere den, give den bort eller genbruge den jvf. betingelserne i ophavsretsloven i dit land. Hvis du laver ændringer i historien, skal alle referencer til WeirdSpace fjernes før videredistribuering. WeirdSpace Digital Library er et non-profit projekt med det formål at gøre historier tilgængelige, inden for begrænsningerne i dansk ophavsretslov. WeirdSpace er et non-profit ressource-site med det formål at gøre historier, og information om historier, tilgængelig. -2-

Indhold Kapitel 1: Pigen kommer før Drengen 4 Kapitel 2: Familiens Rædsel 13 Kapitel 3: Vrikke finder sin Overmand 24 Kapitel 4: En Dåbsfest, som ender i Forfærdelse 34 Kapitel 5: Vrikkes Eventyr 42 Kapitel 6: Karl Frederiks Idé 52 Kapitel 7: Kække Kaja gør Oprør 61 Kapitel 8: Johanne møder den tjenstvillige Herre fra Ankomsten, denne Gang under lidet hyggelige Omstændigheder 69 Kapitel 9: Slutning 85-3-

Kapitel 1: Pigen kommer før Drengen»Vedkøbing!«råbte Konduktøren og smækkede Kupédøren op.»så siger jeg Fruen far vel og Tak for Deres Venlighed,«sagde en halvvoksen Pige, der i flere Minutter havde stået ved Vinduet i spændt Venten.»Far vel, lille Barn, og mor Dem godt i Ferien.Tak! Lykkelig Rejse, Frue!«Johanne Vilding hoppede ud på perronen og så sig ængstelig om. Der stod hun med sin lille, gammeldags Vadsæk i Hånden alene mellem lutter fremmede Folk. To Dragere kom rullende med en Trækvogn fuld af Pakker og Kufferter.»Af Vejen!«råbte de, og ængstelig sprang Johanne til Side. Nu peb foget, et Øjeblik til, og det var borte. Modfalden gik Johanne hen ad perronen. var der da slet ingen til at tage imod hende? De havde skrevet, at de vilde være på Banegården, men her var jo ikke et Menneske uden Dragerne.»De er vist fremmed, lille Frøken? Tillader De, at jeg hjælper Dem til Rette?«lød en Røst tæt ved hende. Hun vendte sig om og så ind i et Par smilende Øjne, som tilhørte en yngre Mand. Da Johanne vendte Hovedet imod ham, udbrød han halvhøjt:»nå da, sikke Øjne!«Han løftede i det samme på Hatten og gentog sit Spørgsmål:»Skal jeg hjælpe Dem, lille Frøken?«Johanne var blevet blussende rød. Hun havde tit hørt Folk -4-

tale om hendes kønne Øjne og var ikke fri for at være lidt stolt af dem, men nu havde hun gerne byttet dem med et Par Ugleøjne; for ene, som hun var, første Gang på egen Hånd ude i Livet, følte hun sig helt uhyggelig under den fremmede Herres stirrende Blik. Han så slet ikke rar ud. Hun syntes, at hans Smil, trods hans gentagne, høflige»frøken«- en Titel, Johanne ellers nok kunde lide at høre til sig selv - både var ækelt og spodsk.»nej - nej, Tak!«stammede hun.»jeg søger - jeg vilde kun --Åh, Deres Garantiseddel!«og førend Pigebarnet havde fattet hans Hensigt, tog han Kuffertsedlen ud af hendes Hånd. Var han en Tyv, der vilde løbe med Kufferten - men nej, nu vinkede han ad en Drager.»Tag denne Seddel og sørg for Kufferten, Petersen,«sagde han. "Og kom De så med mig, lille Frøken! Det er sandt, hvorhen skal De og Kufferten?Til Herredsfoged Bloch på Nørregade!Herredsfogeden!«Den tjenstvillige Herre trak lidt på Ordet, og hans Sikkerhed syntes at tabe sig. I det samme kom en ung Pige på en Snes år løbende ind på Perronen; hun fulgtes af et halvvoksent Pigebarn med en Rulle Noder i Hånden.»Er det ikke Johanne Vilding?«udbrød den ældre, halvt åndeløs.»jo, er det måske Frøken Bloch?Ja vist - vi kunde ikke komme før, for Lærerinden sinkede Sera, os inden vi vidste af det, peb Toget. Har De -5-

fået Deres Kuffert?Den Herre gav Drageren Sedlen.«Herren, som havde trukket sig lidt tilbage, gik nu et Skridt nærmere og sagde med sit søde Smil:»Jeg tilbød at ledsage den unge Dame, og hvis Frøken Bloch tillader det, vil jeg slå Følge?«Frøken Bloch slog ligefrem med Nakken.»Tak, jeg tror nok, jeg kan finde Vej til min Faders Kontor uden Hjælp. Kom, Johanne Vilding!«Dermed greb hun sin Gæst i Armen og trak hende hurtigt ind i Ventesalen, mens Herren blev stående og kastede et vredt Blik efter de unge piger. Johanne tænkte allermindst på, under hvilke Omstændigheder hun atter skulde træffe sammen med den tjenstvillige Herre.»Gud ske Lov, vi kom i Tide,«sagde Herredsfogeddatteren, idet hun stak sin Arm ind under Johannes.»Det havde været en rar Redelighed, hvis De havde gået Byen igennem med den Fyr! Han er ansat hos Sagfører Billing, og hverken han eller hans Principal har et godt Ry. Jeg har en Gang været på Bal med ham, men fader sagde, at jeg måtte aldrig mere danse med ham, og han kan da heller ikke komme ind i Klubben.«Medens den livlige, unge Pige passiarede, var de kommet ud gennem Ventesalen og gik op ad Gaden.»Jeg syntes nok, han så ækel ud,«sagde Johanne,»og jeg vilde nødig følges med ham, men hvad skulde jeg gøre?sige Nej, naturligvis,«svarede Frøken Bloch og lo.»skal jeg Provinsbo være kækkere end De som Københavnerinde? Men De er jo rigtignok heller ikke en ærværdig Pige på tyve -6-

år sådan som jeg. Hvor gammel er De?13 år!ikke ældre - så er De rigtignok stor af Deres Alder. Se på Sera, hun er også 13 år, og hun når Dem knap til Skulderen. Men hun har nu også altid været en lille Pjalt, en skrøbelig Dukke - hvad Sera?«Den ældre Søster nikkede kærligt til den yngre, lidt fortrydelig som svarede:»nu er jeg ikke mere skrøbelig, og jeg fylder da først 13 År på Mandag.Men,«vedblev den ældre Søster,»jeg glemmer rent at præsentere. Det er min yngste Søster, Serafine, til daglig Sera. Hun hedder Serafine efter farmor, som Fader absolut vilde opkalde, for han holdt så meget af sin Moder; men til daglig kaldes hun da heldigvis kun Sera. Det andet Navn var umuligt i vore Tider ligefrem umuligt - skønt det vil Far selvfølgelig ikke indrømme. Og jeg selv hedder Kaja -»Kaja den kække«kaldes jeg af Veninderne, for jeg er ikke ræd for nogenting. De ved måske, at Mor altid er syg, så jeg har i flere År måttet være Mor for alle Rollingerne. Og det giver Ben i Næsen, kan De tro, at styre sådan en Flok uvorne Unger, særlig Drengene. De er jo Enebarn, ikke sandt?ja, jeg er; men, Frøken Bloch, vil De ikke lade være at sige»de«til mig? Jeg er ikke konfirmeret.det vil jeg såmænd gerne, så bliver vi også hurtigere kendt med hinanden, men så må De kalde mig Kaja; vil De - du det?ja Tak, det vil jeg gerne --Se, Kaja,«afbrød Sera,»der ligger hele Bager Kragerups Vindue fuldt af Wienerbrød. De er vist helt varme - et lille -7-

Stykke, åh, hvad, Kaja?«Kaja rystede nægtende på Hovedet.»Det er Lørdag, og du får i Morgen - Sera er helt gal efter Wienerbrød,«forklarede hun Johanne.»Åh, du skulde bare smage det, Johanne!«sagde Sera og smaskede med Tungen.»Det er så fuldt af Vanille, og der er noget med en Kremklat i. Holder du ikke meget af Wienerbrød?Åh, jo.«johanne slog en Krølle på Næsen.»Jeg synes kun, det bliver så kedeligt i Længden.I Længden? Hvor tit får du da Wienerbrød?Somme Tider 2-3 Gange om Dagen,«svarede Johanne,»det afhænger af, hvor tit vi får Kaffe, men somme Tider får vi også Hveder til i Stedet for.2-3 Gange!«gentog den store Søster forundret, men den yngre udbrød:»og Kaffe flere Gange om Dagen! Vi får kun Kaffe til Frokost og om Søndagen efter Middagsmaden. Hvor har din Moder Råd til det? Hun er jo - har så få Penge?Tys Sera!«sagde Søsteren alvorligt.»det er ikke pænt at gøre Bemærkninger om fremmede Folk.«Johannes Kinder blussede, og Tårerne steg hende i Øjnene. Hun syntes slet ikke om den Sera - sikken en næsvis Tøs! Men Sera så Johannes Rødme og var i samme Øjeblik ovre på Siden af hende.»var jeg uartig?«spurgte hun angerfuld.»vær ikke vred, søde Johanne, det var ikke min Mening at ville fornærme dig. Vi to skal være Veninder. Jeg har glædet mig sådan til, du kom. Sig nu, at du ikke er vred, Johanne - ellers kysser jeg dig midt på Gaden.«-8-

Seras lille Ansigt så så inderlig godmodigt og skælmsk ud, at Johannes Nag svandt, og Sera øjeblikkelig forvandledes fra»en næsvis Tøs«til»en sød Pige«. Smilende rakte Johanne hende Hånden og svarede hjerteligt:»jeg er ikke vred og vil gerne være din Veninde.Sera er lidt for rap i sin Tale,«svarede Søsteren,»men hun får også tit Skænd derfor.ja, det skal Vorherre vide,«sagde Sera sukkende, men med et komisk Blik i Øjnene.»De brummer på mig fra Morgen til Aften alle sammen og siger, jeg er en uartig Tøs. Men når Fætter Vrikke kommer, så bliver jeg en Engel: ham kan ingen stå for. Det er rart, du kom før Vrikke - Pigen før Drengen - så kan vi rigtig stifte Bekendtskab,«sluttede Sera.»Men her bor vi.«- Herreds,fogedens Hus lå i Byens Udkant. Det var et rigtig hyggeligt, gammelt Hus, hvidmalet med store Spejlglasruder og Vinduerne fulde af brogede Blomster. Johanne blev meget forbavset, da hun fra porten kom ind i den såkaldte Forstue, et langstrakt Værelse med et rigtig stort Vindue ud til Gaden. Forstuen var vist, større, ja, meget større end det Værelse, hvor hun in og hendes Moder sov hjemme, og dette her blev kun brugt til at hænge Tøjet i! Det var rigtignok anderledes end i København. Efter Forstuen kom der en stor, firkantet Dagligstue med 3 Fag Vinduer, hvoraf det midterste var helt fuldt af Blomster. Ved det ene Vindue stod Kajas Sybord, i det andet Hjørne stod på skrå en ualmindelig bred Chaiselongue. Her på Chaiselonguen hvilede Husets Frue - Stakkel, hun var lam i Benene. Foran hende på Tæppet, i ivrig Leg med en lille Kattekilling, lå en fireårs Dreng med gule Krøller over hele -9-

Hovedet. Katten sprang efter et Stykke papir, der var bundet i en Snor, som den lille under Glædeshvin lod hoppe op og ned, mens Mis fornøjet greb efter det med sine nydelige små Poter. Solen skinnede muntert ind ad de høje Vinduer, der var prydet med prægtige, kremgule Gardiner, hæftet op i dybe Folder. Rundt på Væggene hang smukke Malerier i brede Rammer, en stor, hvid Fajanceovn stod i det ene Hjørne, de bløde Lænestole midt i Værelset var overtrukket med mørkegrønt Plys - det hele gjorde et både velhavende og hyggeligt Indtryk... Da Døren gik op, og de tre unge piger kom ind, holdt Barnet op med sin Leg, og Fruen rakte Hånden ud mod Gæsten, der lidt undselig gik hen imod hende.»god Dag, lille Johanne, og velkommen skal du være,«sagde Fruen.»Jeg vil håbe, du må få rigtig røde Kinder herovre, for det kan du nok trænge til.jeg skulde hilse Fruen så mange Gange fra Mor og sige Fruen tusind Tak for al Deres Venlighed.«Johanne afleverede sin lille Tale rigtig net og blev så af Sera ført ovenpå, for at hun kunde se sit Værelse, det vil sige Kajas og Seras, hvor der var til sat en Seng ind til Gæsten.»Nej, hvor her er lækkert,«udbrød Johanne; da hun kom ind i det store, luftige Soveværelse. Trods de tre Senge med hvide, strikkede Sengetæpper var der alligevel Plads til en lille Sofa i Hjørnet, et Bogskab og to Kommoder med et Spejl over hver, omgivet af et Gardin med fine, strikkede Blonder. Foran hver af de to Senge lå et nydeligt broderet Fodtæppe, foran Johannes et lille Brysselertæppe med en Hund indvævet. Da Johanne så ud ad Vinduet, slog hun Hænderne sammen -10-

af Henrykkelse.»Nej, det er jo lige så kønt som Skodsborg,«råbte hun.»og det troede jeg nu, var det allerkønneste i Verden.«Det var virkelig også et smukt Syn, der viste sig fra Pigebørnenes Vinduer. Dernede lå Fjorden blå, spejlblank og stille, mod Øst hævede sig store, skovklædte Bakker, hvor Lyngen hist og her dannede flade, brune Pletter. Foran Fjorden lå Byen med sine røde Tage og enkelte Fabrikskorstene, hvoraf Røgen langsomt steg I Vejret og tabte sig mod Himlen. Mellem Skovens Bakker gled Åen stille og roligt ud i Fjorden.»Folk siger også, at Vedkøbing er en af de smukkeste Byer i Danmark,«sagde den lille Vedkøbinginde nok så stolt;»men jeg vilde dog hellere bo i København og komme hver Dag i Tivoli og på Langelinie. Har du været i det kongelige Teater? Der må jo ikke komme Børn under 10 År, så jeg fik vist ikke Lov til at komme der, for alle Folk tror, jeg er yngre, end jeg er.«medens Sera således lod Munden løbe uden at vente på Svar, havde hun vasket sine. Hænder og opfordrede nu Johanne til at gøre det samme, da de straks skulde ned til Middagsbordet. Nu hørtes en vældig Trampen ude på Trappen og et Brøl:»Lad være, Dreng,«hvorpå fulgte en munter Latter.»Det er Drengene,«sagde Sera og åbnede Døren,»de skal også op at vaske Hænder inden Middagsbordet. Det vil Mor altid have.«to rødmossede, runde Drengeåsyn med fire nysgerrige Øjne var alt, hvad Johanne for Øjeblikket så af de unge Herredsfogeder. Med et»velkommen!«styrtede de ind på deres eget Værelse.»Nu ringer Kaja med Middagsklokken - af Sted,«råbte -11-

Sera, og de unge Piger løb hurtigt ned ad Trappen. Lidt efter var alle samlet om Middagsbordet, efter at Johanne var forestillet for Værten, der venligt bød hende Velkommen. For Johanne, der kun var vant til at sidde over for Moderen ved deres ensomme Måltider var det, som at komme til et helt Middagsselskab i Herredsfogedens store Spisestue med de mange Mennesker om bordet. Ved den ene Bordende sad Herredsfogeden, en stor, kraftig Mand, ved den anden, Kaja, som rettede an; så var der desuden en gammel Dame, som var Moder til Fruen, og hvis virkelige Navn, Fru Holm, Johanne først efter flere Dages Forløb fik at høre. Fru Holm var»mormor«for hele Huset, sagde hun venligt til Johanne, og deres lille Gæst måtte hun også være Mormor for. Så var der Tvillingerne, Arthur og Karl Frederik, der lignede hinanden, så at Johanne forgæves søgte at udfinde, hvem der var hvem. De havde begge to runde Åsyn, Opstoppernæse, blå Øjne og strågult Hår, tilmed var de ens klædte. Det vilde blive vanskeligt at skelne dem fra hinanden, mente Johanne i sit stille Sind, indtil hun med eet gjorde den glædelige Opdagelse, at den ene - det var Karl Frederik, for nu talte hans Fader til ham og nævnede ham ved Navn - havde en Vorte ved det højre Øje.»Altså, han med Vorten; det er Karl Frederik!«sagde Johanne ved sig selv og mente, at så kunde hun sagtens kende ham. Ved Siden af Kaja sad den yngste lille Krøltop,»lille Pip«, som han kaldtes. Han blev aldrig kaldt for andet end Pip, og da Johanne spurgte Sera hvad han egentlig hed, sagde hun helt forbavset:»ja, hvad hedder han egentlig, - jeg tror, det er Vilhelm, ja, det er det er det vist! Jeg har aldrig hørt ham blive kaldt andet end Pip - hele Byen kalder ham pip.«og så kaldte Johanna ham selvfølgelig også Pip. -12-

Kapitel 2: Familiens Rædsel Efter at Børnene havde været inde og sagt Tak for Mad hos Fruen, der af Kaja fik sin Middag serveret foran Chaiselonguen, løb de ud i haven og trak deres Gæst med sig for at vise hende deres Herligheder.»Allerførst skal du se Mette,«sagde Arthur,»for hun er vores dejligste Skat.Nej, først skal hun se Peter og Maren!«sagde Karl Frederik - ham med Vorten - der lod til at have en vis Overvægt over Broderen.»Kom herhen, Johanne, du må bukke dig, for Døren er lidt lav.lad os hellere gå ud og spille Kroket.«sagde Sera.»I tænker da heiler ikke på andet end jeres Dyr.«Men Karl Frederik var en ung Herre med Ben i Næsen - han havde sat sig i Hovedet, at Johanne skulde se hans Kaniner, og så skulde hun se dem. Søde var de også - trinde og bløde, med lange Øren, som de bevægede frem og tilbage, da Børnene stak Hovederne ind til dem. Fra Kaninhuset gik de over Gården ud i Haven - en dejlig, stor Have med Masser af Frugttræer og Ribs og Stikkelsbær og Jordbær.»Åh, sikke en masse Frugt!«udbrød Johanne henrykt.»tror I, jeg får Lov til at smage noget af det?ja, lige straks, hvis du har Lyst,«svarede Sera.»Se, her er en gul Stikkelsbærbusk - den er nu aldeles brillant.nej, de grønne nede ved Violhøjen er allerbedst,«sagde Karl Frederik og trak Johanne med sig. -13-

»Er du gal, Dreng?«råbte Sera.»De er jo ikke modne endnu - du ved, vi må ikke spise umoden Frugt.Tøsevrøvl!«brummede Karl Frederik og slap sit Offer. Sera og Johanne gik nu løs på de gule, mens Karl Frederik, ubekymret om de skrækkelige Følger, kilede løs på de grønne ved Violhøjen. Arthur var derimod ingen Stikkelsbærspiser; han var i det hele en varsom lille Fyr, der på Grund af en svag Mave altid holdt Måde. Han tog for sig af de mere uskyldige Jordbær, der dog snart var forbi, og gennemsøgte hvert Bed med dyb Interesse. Hans Forsigtighed i eet og alt, hans Grundighed og gammelkloge Tale gjorde, at han undertiden forekom Familien som den ældste af dem alle. Nu hørtes et Råb henne ved Lågen, som førte fra Gården til Haven:»Sea, Sea, maj itte tomme ind - maj osse bise Tikkelsbær.«Det var Pip, der ildrød af Anstrengelse ruskede i Lågen.»Åh, stakkels Pip!«udbrød Sera og løb fra Stikkelsbærrene for at åbne Lågen.»Kom ind, Pip, du skal da også have noget.«pip stolprede fornøjet ind og blev anbragt i Havegangen foran Buskene, mens de to Pigebørn hurtigt plukkede en Håndfuld Bær og lagde dem i Skødet på ham.»sea, go' Pi'e, og nye Pi'e osse go' Pi'e,«sagde Pip nedladende, da Johanne puttede et vældigt, modent Bær i hans Mund.»Maj dot li'e nye Pi'e.Så, nu er du velset i Familien,«sagde Sera leende;»den, som Pip kan lide, holder han ved. Og den, som får Vidnesbyrd af Pip for at være»go' Pi'e«, kommer også i Kridthuset hos Far og Mor. Holder du af små Børn?«-14-

»Ja, det gør jeg rigtignok,«sagde Johanne og nikkede til Pip, der svarede med at spærre Munden vidt op og sige:»nåt et tort Bær!Der har du et til, din lille Slughals,«sagde Johanne og vedblev:»jeg har altid holdt så meget af at lege med små Børn. Urtekræmmeren på hjørnet har nogle søde Unger, os Mor siger, at jeg bliver vidst en god Moder engang, hvis jeg får Børn, for jeg forstår sådan at tage på dem.jeg holder kun af dem, når de er rigtig små,«fortsatte Sera.»Og jeg holder kun af Piger - jeg har hele mit Liv ønsket mig en lille Søster, og du kan tænke dig, at jeg tudskrålede, da han der kom - for jeg havde så sikkert håbet på, en Søster. Men så var han alligevel så sød, og jeg kunde gå i Timevis med ham og visse for ham. Mor sagde, at Jeg var meget bedre mod ham end Kaja, for hun blev gal i Hovedet, når han skreg for meget. Men nu er han desværre begyndt at blive så drengeagtig, uf, en rigtig Bølle. Om et Års tid er alt det søde af ham, så bliver han såmænd lige så ækel som de to store Bøller derhenne; ikke sandt Pip, så bliver du en Bølle?Jo!«sagde Pip og nikkede alvorligt.»så bier maj Bølle.Men du kan tro, jeg har fået mig Erstatning for den lille Søster,«vedblev Sera.»Jeg har sparet og sparet et helt År, og ved du så, hvad jeg har købt - en rigtig stor Dukke! Holder du af DukkerJeg elsker Dukker, men jeg tror dog alligevel, at jeg holder mest af de levende Børn.Ja, men du skal bare se min Dukke! Du har aldrig set noget så dejligt; den har - nej, du skal slet ikke høre noget om den, førend du ser den. Du må vide, at min Fødselsdag skal vi have Dukkedåb her i Haven. Jeg har opsat det, til du kom, for du skal være Gudmoder os bære Barnet. Vil du -15-

det?ja, det kunde rigtignok være Sjov! hvem skal være Præst?Det skal Arthur, for han er så fornuftig, og jeg skal have mine to Skoleveninder, Lilli Høyer og Sofie Holmer -Mæ, mæ!«lød det i det samme - et Puf, og Johanne lå væltet om mellem Stikkelsbærrene.»Uf, Mette, dit Uhyre!«råbte Sera.»Kom, Arthur og Karl Frederik, og hjælp mig at få hende bort.«drengene dukkede frem fra deres forskellige Madsteder, og under Skrig og latter fik de Geden trukket hen på Gærdet, hvorfra den havde revet sig løs.»det er, fordi vi rent glemte dens Tilværelse,«sagde Karl Frederik.»Arthur skulde jo have forevist hende, men så glemte vi hende over Stikkelsbærrene.Du slog dig da ikke, Johanne?«spurgte Sera.»Ikke det mindste!skal vi have en Krok?«spurgte Karl Frederik.»Kan Johanne spille Kroket?Nej, jeg kan ikke, men jeg har sådan en Lyst til at lære det. Somme Tider, når vi har gået til Charlottenlund, har jeg set dem spille Kroket inde i Haverne ved Strandvejen. Men det er vist rædsomt svært.slet ikke, kom du bare! Nu skal jeg hente Kassen med Kugler og Køller,«og Karl Frederik stormede af Sted hen til Lysthuset, hvor Kassen stod. Snart var Spillet i fuld Gang, og til sine Venners Glæde viste Johanne et godt Nemme. Hun gik virkelig ikke hver Gang uden om Buerne og traf endogså tre Gange at krokere en Kugle. Rigtignok slog hun sig selv på Foden i Stedet for -16-

Kuglen, da hun skulde bruge fast Krokade, men så gav hun til Gengæld i løs Krokade Arthurs Kugle et Puf sammen med sin egen, så den fløj hen i den anden Ende af Banen.»Der er Krummer i den Tøs,«sagde Karl Frederik beundrende; det Slag gjorde ham til Johannes Ridder for livstid. Lille Pip lå imens på Maven i Græsset og legede med den ene tiloversblevne Kugle, som han trillede frem og tilbage. Naturligvis gik Spillet ikke af uden en lille Uenighed. Karl Frederik ramte Seras Kugle ved en Bue, og vilde til at kaste den bort, men Sera gjorde Indsigelse, idet hun påstod, at Broderens Kugle ikke havde ramt hendes. Det ene Ord tog det andet, og de to Søskende blev mere og mere hede i Hovederne.»Gå væk!«råbte Karl Frederik til sidst.»jeg snyder ikke, og når jeg siger, det er sandt, så er det sandt. Gå til Side - nu skal din Kugle til den anden Verden.«Dermed gav han Søsteren et Puf og løftede i sin Hidsighed Køllen i Vejret for at lade den falde med Kraft ned på Seras Kugle. Der lød et Skrig, et Bump, og lille Pip, som uænset af de spillende havde rejst sig og var gået hen på Kroketpladsen, lå væltet i Græsset med en stor Bule i den ene Tinding. Nå, hvor han brølede! I et Nu var han omringet af de større Børn, som med Tale og Kærtegn søgte at dæmpe hans Skrål, men det var forgæves. Den lille Stakkel havde virkelig Grund til at græde, for Bulens Størrelse viste, at Slaget ikke havde været blidt. Medens de andre kælede for den lille, fandt den fornuftige Arthur et bedre Middel. -17-

Han gik hen til Stikkelsbærrene og plukkede i Hast en Del af de bedste, både gule og røde, som han derefter præsenterede for Hr. Pip. Denne Medicin viste sig at være bedre end ømme Ord; Pip åbnede sin Mund og lod sig, afbrudt af enkelte små Klynk, made som en Fugleunge.»Så, nu må han ikke få flere,«sagde Sera. da Arthurs Forråd var udtømt.»ellers får ham Mavepine.«Men denne fornuftige Søstertale syntes Pip selvfølgelig ikke om - hans Hænder for op i hans Øjne, idet han stønnede:»pipmand dåli - semme Tar Fæ-ik lået lille Pip.Åh, din lille Hykler!«udbrød Karl Frederik.»Lader han nu ikke, som om det gør ondt igen.du får ikke flere Bær - vær nu sød Pip og gå hen og leg i Græsset,«sagde Sera og tog ham på Armen, men Pips Klynk blev til en høj Tone:»Maj itte leje, maj dåli!vi må bringe ham op til Marie,«sagde Sera.»Går du med, Johanne?«Marie, Børnenes gamle Barnepige, kom i det samme fra Lågen hen imod dem, og stor var hendes Skræk, da hun så sin Yndlings Pande prydet med den lysegule Bule. Karl Frederik fik en ordentlig overhaling, som han dog tog med stor Ro, og derpå vedblev hun:»jeg kommer ellers, for, at sige jer; at I skal op alle sammen, for Klokken er straks fire, og vi venter Diligencen hvert Øjeblik.Hurra,«råbte Karl Frederik,»så bliver der Sjov,«og af Sted styrtede han. De andre fulgte efter, mens Sera forklarede Veninden, at -18-

med Diligencen ventede de Faster Petra og Fætter Vrikke, som ellers boede på Sjælland, men nu kom fra et Gæste hos en Onkel inde i Landet.»Du kan tro, der bliver sjov, som Karl Frederik sagde, for Vrikke - han hedder egentlig Henrik - er den skrækkeligste Dreng på Guds grønne Jord. Vi kalder ham»familiens Rædsel«; det blev han døbt for to År siden af min Fætter Kaj, der var her i Julen sammen med ham.«snart efter var alle Børnene samlet i Spisestuen og kigede ud ad Vinduerne for at passe på, når de nye Gæster kom. Da hørtes med eet Røster i Gangen. Kaja slog Døren op til Dagligstuen og råbte:»far, Mor, her er de!men dog,«udbrød Herredsfogeden og gav sin Søster et hjerteligt Kys,»hvordan kommer I her, uden at vi ser nogen Diligence?Ganske simpelt, fordi den holdt et par Huse herfra, og så steg vi ud med det samme,«svarede den nye Gæst, en lille, bleg Dame, klædt i dyb Sørgedragt. Hun gik hen over Gulvet til Svigerinden og kyssede hende, idet hun med det samme trak sin Søn frem, som hun holdt i Hånden.»Giv nu din syge Tante Hånden - og vær pænt stille - du ved, hvad du lovede mig,«sagde hun med et bedende Blik på den lille Fyr. Han nikkede og gav alvorligt Tanten Hånden, hvorpå han gjorde et Skridt hen imod Spisestuen. Her i Døren havde Børnene flokket sig, for spændt at iagttage, hvordan»familiens Rædsel«vilde opføre sig.»nej, du må først sige god Dag til Morbror,«sagde hans Moder lidt nervøs.»gå nu pænt hen og sig god Dag, så kan -19-

du komme ind til Børnene bagefter.«lydig gik Drengen tværs over Gulvet og gav Morbroderen Hånden.»Han lader dog til at være skikkelig - hvad?«hviskede Arthur til Johanne.»God Dag, min Ven,«sagde Onkelen. Da lød det højt og tydeligt fra»familiens Rædsel«: God Dag, din gamle Møghakke! Et Gisp og halvkvalt Udbrud hørtes fra Spisestuen; Sera og Karl Frederik styrtede skyndsomt ud i Køkkenet, hvor de halvkvalte, både af Forfærdelse og Latter, sank ned på den store Kulkasse.»Familiens Rædsel!«gentog Sera og slog Hænderne sammen.»jo, han svarer til sit Navn!«Inde i Dagligstuen var der blevet et Øjebliks Stilhed. Herredsfogedens Åsyn var nok værd at se. Han havde haft med mange fæle Forbrydere at gøre og hørt mange slemme Ting, men at blive kaldt»gamle Møghakke«i sin egen Stue, det havde han dog aldrig oplevet! Og så var det tilmed hans egen Søstersøn, hans egen nære Slægtning. Han var lige ved at fare op, da et Blik på hans Kones ængstelige Ansigt og hans lille Søsters forskræmte Udtryk fik ham til at nøjes med et:»hvad er det for Talemåder, din uartige Dreng?«Hr. Vrikke gav sin Moder et triumferende Øjekast, som om han vilde sige:»kan du se, det lykkedes,«og skridtede derefter ind i Spisestuen, hvorpå hans Morbroder hastig lukkede Døren efter ham. -20-

»Petra, Petra, hvad skal den Dreng blive til?«udbrød han. Fru Petra brast i Gråd.»Husk, han er den eneste, jeg har tilbage af 5 Børn,«hulkede hun.»jeg kan ikke tåle at høre ham græde.kan du bedre tåle at høre Folk kalde ham rædselsfuld og se ham vokse op til en Døgenigt? Da han var her for 2 År siden, var det galt nok, men nu er han jo en stor Dreng. Du må sætte ham i Skole. Han kan vel hverken læse eller skrive?ikke meget,«var det ydmyge Svar.»Og han er 9 År! Jeg fatter ikke, at du får Lov til at lade ham blive fra Skolen.Præsten har også sagt det flere Gange, men nu har han jo haft denne Skarlagensfeber, og så var han længe så svag.var, men er det ikke mere.når jeg bare kendte nogen, han vilde bo hos her i Byen, men dig vil han ikke til, og til Lærerne vil han heller ikke---vil? Hvem spørger om sådan en Rottes Villie? Men du er rent tosset med ham, Petra!«Medens de voksne Folk talte, var Vrikke altså inde i Spisestuen. Herredsfogedens Børn så på den mærkelige Fætter som på et udenlandsk Dyr, halvt sky og halvt undrende. Hvor turde han vove at tale således til Far? Det var dog i Grunden en farlig kæk Fyr. Vrikke syntes at føle sin Triumf - han spankede omkring Bordet med Hænderne i Lommen og Næsen i Vejret. Med eet opdagede han henne på Buffeten et Fad lækker Rødgrød med Mandler, som Kaja lige havde sat ind til Aftensbordet. Een-to-tre var Vrikke derhenne. Da der ingen -21-

Ske var på Fadet, tog han uden videre den forgyldte Sukkerske, som lå på Sølvsukkerskålen ved Siden af, og så sik det løs! Nå, hvor han kørte ind - snart var Skeen i Grøden, snart i Sukkeret, hvor den efterlod røde Grødklatter.»Men Vrikke!«råbte de andre Børn rædde.»vil du lade være, Dreng!«sagde Arthur vredt og søgte at trække ham bort.»næ, Kraft æde mig, om jeg vil. Nej!«svarede Vrikke og stod fast som Skagens Fyrtårn. Da gik Dagligstuedøren op, og Kaja trådte ind. Med et eneste Blik fattede hun Stillingen, og uden at Mosjø Vrikke anede Uråd, var han grebet i Kraven med et fast Tag, og en myndig Pigerøst sagde:»nå, sådan, Hr. Vrikke! Du tror, du kan få Lov til at gøre med mine Sager som med din Mors! Men nu skal jeg sige dig noget, Fætter, og hør godt efter, for jeg siger det kun denne ene Gang. Du, som holder så meget af simple Ord, ved du, hvad det vil sige»drive en god Lussing«? Det er noget, som at have en fast Hånd til at slå med, og det vil jeg lade dig vide, at hvis jeg nogen Sinde igen træffer dig i Færd med at slikke af den Mad, jeg har sat hen, så får du en sådan Lussing, at det skal ringe for dine Øren en hel Time derefter. Forstår du mig? Enten så Far tåler, at du skælder ham ud eller ej, og enten Faster Petra dåner eller ej, som dengang Fader vilde banke dig, - jeg driver dig en Lussing, Dreng, så sandt jeg hedder Kaja Bloch, og det hver Gang, du kommer mit nær.«dermed slap hun Synderen og gik med sine små, faste Skridt ud i Køkkenet. Vrikke stod med åben Mund og så forbløffet efter hende. Han havde et så komisk Udtryk af Forbavselse, at de andre Børn brast i Latter. -22-

»Kom du ikke til Kaja med Uartigheder,«sagde Sera,»for det tåler hun ikke.«de havde ventet et Udbrud af Skældsord, men Drengen sagde kun:»det var da en Tøs!«Han var øjensynlig - måske for første Gang i sit Liv - virkelig slået af Marken. -23-

Kapitel 3: Vrikke finder sin Overmand Mens Drengene førte Vrikke ned til de fristende Stikkelsbær, gik Johanne ovenpå for at skrive hjem. Johannes Moder var Enke efter en Læge i en sjællandsk Provinsby. Han døde ung, og Enken flyttede til København. Hun havde fået en god Uddannelse og troede, at hun sagtens kunde få sig en Lærerindeplads, men hun havde ikke tænkt på, at man nu til Dags kræver Eksamen til alt muligt. Hun havde ikke Råd til at avertere i Aviserne, og de få, Spredte Timer, hun fik, var ikke engang nok til Huslejen. Slægtninge havde hun ingen af og måtte stole på sig selv. Så gik hun fra Dør til Dør og bad forgæves om Arbejde, indtil hun en Dag traf en Forretningsmand, som havde kendt lidt til hendes Mand. Han anbefalede hende til en Hvidevareforretning, og da hun var flink med sine Hænder, fik hun Arbejde. Gennem seks lange År havde hun stridt for at bjerge Føden til sig og Barnet, men hendes Øjne begyndte at blive svage, og hun gruede for Fremtiden. Lille Johanne hjalp Moderen, hvor hun kunde; Som eneste Barn var hun tidligt blevet Moderens fortrolige og havde lært Livets hårde Kamp at kende. En stille, fornuftig Pige var hun med et alvorligt Udtryk. Hun var naturligvis Moderens eet og alt, og det var dennes Håb, at Datteren, der havde gode Evner, skulde få den Eksamen, som Moderen fattedes. Men hvorfra skulde Pengene komme? Foreløbig gik Johanne i en lille, privat Skole i Huset ved -24-