MAX BÆHRING Uddrag af bogen Maskinarbejderens og de andre smedes Århundrede.

1 MAX BÆHRING Uddrag af bogen Maskinarbejderens og de andre smedes Århundrede.

FORORD Den 20. oktober 2016 gik Dansk Metals tidligere forbundsformand Max Bæhring bort. Dermed mistede Dansk Metal og dansk fagbevægelse en kæmpe og en glødende foregangsmand. Max Bæhring var forbundsformand fra 1991 til 2003, og igennem mere end et årti var han en drivende kraft for et moderne Metal. Især var han optaget af at sikre, at medlemmerne og danske virksomheder var klar til ny teknologi, så arbejdspladserne kunne blive i Danmark. Listen over Max resultater ved overenskomsterne er lang og rummer blandt andet pensionsopsparing, fuld løn under sygdom, ret til barsels- og forældreorlov, den 6. ferieuge og meget mere. Dermed er Max resultater en vigtig del af danske familiers hverdag den dag i dag. For at mindes Max og understrege hans visioner og resultater har vi valgt at genudgive det afsluttende kapitel fra bogen Maskinarbejdernes og de andre smedes Århundrede, som Dansk Metal udgav i 1999. Kapitlet handler om Max og giver et sjældent indblik i et ellers meget privat menneskes liv og personlighed. Det vækker gode minder for os, der kendte Max, men det fortæller også historien om en af fagbevægelsens fremsynede og visionære tillidsmænd. Æret være hans minde. Uddrag af bogen Maskinarbejderens og de andre smedes Århundrede. Udgivet i anledning af Max Bæhrings bisættelse 28. oktober 2016. Vi gør opmærksom på, at uddraget fra bogen Maskinarbejderens og de andre smedes Århundrede er en historisk tekst. Kapitlet er skrevet i 1999 og flere af de ting, det beskriver, har ændret sig siden. Dansk Metal Tryk og layout: Dansk Metal CLAUS JENSEN FORBUNDSFORMAND DANSK METAL 2

DEN SWINGENDE VILJE Max Bæhring fører maskinarbejderne og de andre smede ind i det 21. århundrede. En dag i 1968 sagde forbundets daværende formand Hans Rasmussen til oplysningssekretær Erik Andersen: Jeg har mødt en ung lovende tillidsmand på generalforsamlingen i Metal København afd. 15. Han er velformuleret, han er god til at tage ordet, og han er god til at diskutere med afdelingsformand Ove Petersen. Tag dig af ham. Det gjorde Erik Andersen, og han fandt hurtigt ud af, at Max Bæhring for ham var det var noget at bygge på: Han var knap så bred og brovtende i munden som det gængse smedesprog, han var fandens god til at analysere et problem, finde løsninger og overtale folk til at acceptere hans løsning. Og så arbejdede han efter, at viden er bedre end vitser. Han ville vinde på saglige argumenter, ikke kun ved at lægge en modstander ned med en vittighed 23 år senere blev Max Bæhring århundredets syvende formand for Dansk Metal og den, der skulle føre Metal ind i et nyt århundrede. Max er et musisk menneske, som swinger Metal i takt med tidsånden. 3

J.A. Hansen lagde fundamentet til maskinarbejdernes succesrige århundrede med den overenskomst, som han år 1900 indgik med arbejdsgiverne i Jernindustrien. Overenskomstens principper om valg af tillidsmand, samarbejde til fremme af produktionen og lokal lønforhandling med hensyntagen til den enkelte virksomheds bæreevne har Max Bæhring nu udbredt til hele industrien og dermed har han realiseret en drøm, som både J.A. Hansen og Hans Rasmussen havde. DEN DIGITALE HÅNDVÆRKERS ÅRHUNDREDE Max Bæhring lægger fundamentet til det faglige fællesskab i det nye århundrede, som måske kan kaldes den digitale håndværkers århundrede. Overalt på arbejdspladsen vinder informationsteknologien frem. Det tunge slæb på store jernindustrielle arbejdspladser bliver afløst af maskinarbejdere, der bruger computeren til at sætte maskinerne til at lave arbejdet. Metallærlinge udfører i dag arbejdsopgaver, som endnu i 1980 erne var ingeniørarbejde. Nye materialer udvikles med en styrke som stål og en smidighed som plantefibre. I hele maskinarbejderens århundrede har lærlingene skullet lære at læse en arbejdstegning. Den kommende tid skal man også kunne fremstille sine tanker om fx fremtidige produkter tredimen sionalt. Ved århundredskiftet er 160 unge mennesker på Dansk Metals initiativ i færd med at uddanne sig til digitale håndværkere med ekspertise i 3D visualisering. En ny tids IT-begejstrede unge vil ikke være bundet af overenskomstens arbejdstidsbestemmelser, men vil gerne være med i et fagligt fællesskab og være med i en organisation, der som Dansk Metal har styrke til at påvirke deres uddannelser og erhvervspolitikken i Danmark. UTRADITIONELLE ARBEJDSFORMER Det tog Metal højde for ved overenskomstforhandlingerne i 1998 med nogle nye overenskomstbestemmelser om hjemmearbejde, telearbejde, distancearbejde. Bestemmelserne lægger op til utraditionelle arbejdsformer på tidspunkter, der passer den enkelte og virksomheden. Fantasi og kreativitet kommer i højsædet i mange fag. Foruden naturligvis den tekniske kompetence og håndværksmæssige beherskelse af en række færdigheder. I det sidste år af det gamle århundrede og det første år af det nye århundrede er håndværksuddannelserne på initiativ af Dansk Metal ved at blive omlagt til en ny tids krav. Indtil 1970 erne kunne man kalde svendene til møde, når der var en 3. halvleg med sild, øl og brændevin. Maskinarbejderen og den digitale håndværker kommer også gerne til møde, når hun/han kan hente noget kontant, som man kan bruge i sin hverdag. Det gælder i klubben på den enkelte virksomhed. Det gælder i Metal-afdelingen i den enkelte egn. Det gælder på landsplan. I stigende grad forventer håndværkeren, at hun eller han kan kontakte sin faglige organisation døgnet rundt pr. e-mail og have et svar få timer senere. Alt sammen er det elementer til at forny fundamentet for det faglige fællesskab for mennesker med vidt forskellige arbejdsvilkår, men alle med en glødende interesse for mekanik, teknik, elektronik eller informatik. EN STÆRK PARTNER Den nye stil blev sammenfattet i ordene Metal en stærk partner, som blev landskendt, da Metal på Max Bæhrings initiativ gik ind som sponsor for kvindelandsholdet i håndbold fra 1. januar 1993 og løftede De Jernhårde Ladies op til stjerner. Maskinarbejdernes århundrede blev præget af maskinernes og teknikkens triumf og af billige priser som følge af den industrielle massefabrikation. Men det blev også et århundrede, hvor selv faglærte en overgang blev reduceret til vedhæng ved revolverbænke. Berlinmurens fald i 1989 og globaliseringen vendte op og ned på mangt og meget. Mennesker på den anden side af jordkloden blev direkte konkurrenter til danske metalarbejdere. I 1996 bukkede det traditionsrige B&Ws Skibsværft under. De følgende år fulgte nybygningsværfterne i Frederikshavn, Aalborg, Århus, Ringkøbing og Svendborg efter. Værfterne i Helsingør og Nakskov lukkede i 1980 erne. Af de store nybygningsværfter har kun Lindø overlevet i kraft af en vidtgående rationalisering og udstrakt brug af ny teknologi. Svejserobotter udfører nu opgaver, som for bare 10 år siden krævede en dygtig svejser. Ved årsskiftet år 2000 er det grundlaget for den fremtidige beskæftigelse, der optager Max Bæhring. Allerede Hans Rasmussen sagde, at uden arbejde er vi ikke meget værd. Beskæftigelsesarbejde og erhvervspolitik handler om 127 ting: Dels noget meget synligt, som når forbundet hjalp med at hale en skibsordre hjem til et dansk værft. At give virksomheder i nød en hjælpende hånd. Tillidsmændene ved, at det er en væsentlig del af Metals faglige arbejde. Og så handler det om at tage fat på alle de faktorer, der spiller en rolle som fx: Uddannelsen: Har folk de kvalifika tioner, der skal til, for at danske virksomheder kan klare sig i den globale konkurrence? Teknologisk udvikling: Hvis Danmark stadig vil være med i verdens førergruppe med høj løn og højt velfærd, så dur det ikke at rode med gamle metoder og 4

gammeldags maskiner. Så må vi og virksomhederne leve med i den teknologiske udvikling. Det er ikke ny teknologi, der fjerner grundlaget for beskæftigelsen. Det er gammel teknologi, siger Max Bæhring. Fornyelse, både af produktionsmetoder og produkter. Forskning og udvikling. Danmark står ved århundredskiftet over for en enorm udfordring med hele konfrontationen på IT-området. Det kan ikke nytte at slække af, synke tilbage og ikke ville følge med. Vi skal ville vinde og være de bedste. Som håndboldpigerne ville det i Metaltrøjerne. Maskinarbejderens århundrede begyndte med en voldsom strid mellem de ufaglærtes formand M.C. Lyngsie og de faglærtes formand J.A. Hansen. Striden mellem de faglærte i Dansk Metal og de ikke-faglærte i SiD har ulmet gennem hele det 20. århundrede og brød senest ud i lys lue under Georg Poulsen som Metalformand og Hardy Hansen som SiD-formand. NY STIL Max Bæhring har fra den første dag som forbundsformand i 1991 brugt en stor del af sin seje, stædige energi på også her at lægge en ny stil og vende den århundredlange strid til et samarbejde. Det 80-årige overenskomst-fællesskab CO-Metal blev i 1992 til CO-industri med Max Bæhring som formand og SiD-gruppeformand Willy Strube som næstformand. CO-industri blev så attraktiv, at Teknisk Landsforbund søgte ind og blev medlem. Med CO-industri på plads brugte Max Bæhring overenskomstforhandlingerne i 1990 erne til at udligne de århundredgamle forskelle mellem arbejdere og funktionærer. Maskinarbejderne har nu fuld løn under sygdom i fire uger. Industriens ansatte har barselsorlov med løn i indtil 14 uger for kvinder og for mænd i to uger. Barselslønnen er 115 kr. pr. time. Maskinarbejderne er ved at få pension fra jobbet, ligesom funktionærerne længe har haft det. Nytår år 2000 havde maskinarbejderne mindst 5,3 pct. af lønnen i pensionsordning. Arbejdsgive ren betaler et pensionsbidrag oven i lønnen på 3,4 pct. af lønnen efter fagets hovedoverenskomst overenskomsten mellem CO-industri og Dansk Industri. Pensionsbidraget indsættes på den enkelte arbejders konto i Industriens Pension. De bedst stillede metalarbejdere godt nok kun ganske få havde ved år 1999 en 15 pct. pensionsordning. Det er faktisk bedre end mange funktionærers. Titusinder af maskinarbejdere og andre Metal-medlemmer har en funktionærlignende ansættelse. BÆHRING FRA THÜRINGERWALD Max Bæhring blev født 23. december 1939. Navnet Bæhring stammer fra tømrer Johan Michael Vilhelm Bæhring, der blev født i Thüringerwald syd for Weimar i Tyskland. Han tog på valsen i midten af forrige århundrede. Det var den måde, håndværkere kunne komme ud at se lidt af verden på og lære sig nye færdigheder. Børn fra Genforeningspladsen i København umiddelbart efter krigen. Det er Max Bæhring yderst til højre. 5

Han kom til Randers, fandt en dansk pige, blev gift og blev Max oldefar. Max vokser op på Ydre Nørrebro i København. Især holdt han til hos sin mormor og morfar på Genforeningspladsen, mens moderen Vera tjente penge til sig og sønnen som ekspedient i datidens fine stormagasin Crome & Goldschmidt. Hun var datidens mest brugte mannequin og var senere med i TV-versionen af Fiskerne. Som skik og brug var i 40 erne, syede hun alt hans tøj selv eller omsyede sit gamle tøj til sønnen. Om aftenen læste hun højt for sin søn. Bl.a. indianerbøger. Engang ønskede han sig bogen om Molboerne. Den så de en dag i boghandlerens vindue, hvor de var på vej til slagteren for at købe bøffer. Så sagde moderen: Vi kan godt købe bogen, men så må vi spare pengene et andet sted og nøjes med havregrød i aften. Max spekulerede lidt og sagde så: Vi tager havregrøden. VASKET I TRÆULD Som så mange andre københavnerbørn skulle han på landet om sommeren. For helbredets skyld. Vera fik en aftale om, at hun kunne tage sig af de mindste, og så kunne hun få Max med i Alhage Drengelejr på Mols. Hun tog gamle klude med, der var en gammel symaskine i lejren, og så syede hun bukser og tøj til drengene. De fleste havde kun den skjorte og de bukser, de gik og stod i. Vera tog sig af de mindste, og Max hjalp til. Han smurte leverpostejmadder, vaskede ungerne og var samarit. De var også på feriekoloni ved Nykøbing F, Møn og Asnæs ved Lammefjorden. En cykel var noget, man først fik, når man var ved at være i konfirmations alderen. Det var en stor dag, når man som ung mand i begyndelsen af 50 erne blev ejer af en cykel. Når de store drenge cyklede til Frederiksberg svømmebad, tjekkede bademesteren personligt, at de blev grundigt vasket, før de måtte svømme. De blev vasket med træuld og et lille stykke sæbe og derpå spulet rene med en slange. Omkring den tid begyndte Max også at spille på trompet som hans store forbillede Louis Armstrong. Trompeten blev i 60 erne skiftet ud med en klarinet, og i 90 erne begyndte han også at spille sopransax. Drengene fra Genforeningspladsen husker, at Max allerede fra barnsben var den, der tog initiativ og tilrettelagde, hvad de skulle lave. Han var og er fuld af gå-på-mod. De spillede meget fodbold. FRA FODBOLDEN TIL LÆREPLADS Fodbolden førte i 1955 til en læreplads som maskinarbejder hos K.A. Hartmann i Sigurdsgade på Nørrebro. Drengene fra Genforeningspladsen husker gamle Hartmann som ham, der kørte rundt i en stor Buick midt i 50 erne. Fodboldtræneren skaffede ham lærepladsen. Sådan var det dengang. Faderen eller bekendte skaffede de unge en læreplads. Der blev ikke spurgt om, hvad man gerne ville. Han kom i lære på den tid, hvor man holdt op med at sige backfisch og begyndte at sige teenager. Fodbolden førte også til en dom i byretten. De unge mennesker spillede fodbold på græsset, selv om der stod, at græsset må ikke betrædes. Det så den sortklædte opsynsmand. De blev slæbt i byretten og fik en bøde, der kunne afdrages med to kroner om måneden. Lærlingelønnen var på ca. 25 kr. om måneden Lærlingene sagde De til de ældre svende og du fra samme dag man var udlært. Man blev ikke fyret samme dag, man fik sit svendebrev. Den nyudlærte fik lov at blive hos Hartmann de få uger eller måneder, til han skulle ind og være soldat i 16 måneder. Hartmann uddannede mange lærlinge: maskinarbejdere, klejnsmede, værktøjsmagere. Der var liv i marketenderiet torsdag aften, når ugelønnen blev udbetalt. Man kunne købe rullepølse, spegepølse, kaffe og stærkere drikke og man kunne spille Døde duer et lotterispil om penge. Enkelte af svendene havde fået drukket hele ugelønnen op, inden de kom af sted Der var en lærlingeklub, hvor Max var medlem. Han har også forhandlet egen løn og andres, men ellers var det mest musikken og trompeten, han interesserede sig for. Som 18-årig lærling tomlede han med en kammerat til Paris for at se Eiffeltårnet, den himmelstræbende jernkonstruktion, som symboliserer maskinalderens ubeskedne dristighed. Han havde som sin naver-oldefar udlængsel efter at se og lære. Det var 10 år før der var noget, der hed charterrejser, og 15 år før de unge kunne tage på interrail i Europa. 50 ernes unge kom normalt ikke ud at rejse. Der var for resten heller ikke noget, der hed p-piller, så unge mænd og kvinder måtte ikke sove sammen. Det fik man alt for nemt børn af. Selv 17-18-årige hjemmeboende lærlinge fik nej fra forældrene til at sove sammen med kæresten. Sammen med en kammerat cyklede han fra København til Silkeborgsøerne. De to københavnske lærlinge fik lov at leje en kano mod at stille cyklerne i pant. DET SWINGER I MENIGHEDSHUSET I 1960 erne satte han en annonce i avisen. Han søgte fæller til at spille traditionel jazz. Han dannede North West New Orleans Jazz Band, som havde et øvelokale i menighedssalen ved Utterslev Kirke og som bl.a. spillede i den katolske jazzklub i Sakramentskirken på Nørrebro. Orkestret holdt i tre år. 6

Der skulle gå 16 år, før han som 40-årig dannede et nyt jazzorkester: Arne s Swingfellows. TITAN Efter soldatertiden i Værløse fik han i 1960 job som maskinarbejder hos Titan på den anden side af Sigurdsgade på Nørrebro. Titan var et rigtig gammelt smedeværksted, hvor man lavede mange ting: Motorer, elevatorer, transformere. Der var et støberi, klejnsmedje, drejerværksted, montageafdeling. Titan lavede stort set det samme som Thrige, forbundsformand Hans Rasmussens gamle arbejdsplads i Odense, og endte med at blive overtaget af Thrige under navnet Thrige-Titan. Max monterede store industricentrifu ger, separatorer. Afdelingen flyttede til Gladsaxe og Max flyttede med. Titan blev senere til Thrige-Titan og endnu senere blev separator-afdelingen overtaget af Alfa-Laval. Titan havde to orkestre. Et blæseorkester og et strygeorkester. De blev ledet af Orla Møller, som havde undervist Tivoligarden i mange år. Max fik lov at låne en klarinet, kom med i blæseorkestret og blev undervist af Orla Møller. Max blev gift og fik sit første barn i 1961. Dengang fik man børn i en ung alder. Man kunne ikke få et sted at bo, hvis der ikke var et barn på vej. TILLIDSMAND Max var en vred ung mand med retfærdighedssans. Han blev medlem af klubbestyrelsen. I 1967 gik tillidsmanden af, og man pegede på den 27-årige Max Bæhring som ny tillidsmand på Thrige-Titan. FAR TIL TRE Den nyvalgte tillidsmand var far til tre. De var 6, 4 og 2 år, og de husker fra deres barndom, at han meget ofte sad og bogede om aftenen. Han skulle forberede sig. Han skulle læse. Han skulle lære. I skolen var han ordblind. Nu skulle han aften efter aften suge viden til sig ved at læse. Ofte måtte han af sted, når familien havde spist aftensmad. Ved overenskomstforhandlingerne i 1958 slog CO-Metal hul på 48 timers arbejdsugen. Dengang arbejdede man otte timer om dagen i seks dage om ugen. Men ved at indgå en tre-årig overenskomst fik CO-Metal sænket arbejdstiden til 45 timer og så var 5-dages ugen født. Folk foretrak at holde fri om lørdagen og så arbejde en time længere ugens fem første dage. Men for den nyvalgte tillidsmand var der ikke noget, der hed lørdagsfri. Hele tillidsmandsuddannelsen foregik dengang i fritiden. Næsten hver lørdag i fire år tog han af sted til AOFs tillidsmandskurser på Max Bæhring i 1961 med sit første barn Susanne. 7

Nattergalevej, hvor han mødte Willy Strube, der i 1992 som formand for SiDs Industrigruppe blev næstformand i CO-industri. Den store rationaliserings-modedille i 60 erne og begyndelsen af 70 erne var MTM og Standarddata. Man havde udviklet et målesystem for, hvor få brøkdele af et minut det med et normsat arbejdstempo tog fx at række 30 cm, tage en blyant eller flytte øjnene Tempoet blev normeret svarende til at gå 5,17 km på en time ad lige landevej. Alle disse små bevægelser blev i Standarddata regnet sammen til større elementer, og så kunne man begynde at sætte tider på den enkelte arbejders opgaver og fastsætte lønnen efter det Som tillidsmand måtte Max Bæhring sætte sig ind i målemetoderne for at kunne forhandle tider og lønninger for arbejderne. Målemetoderne fik aldrig den helt store anvendelse i industrien og jeg forstår godt, at folk synes, det var noget tosset noget og det rene djævelskab, siger han. 1969 blev han valgt som fællestillidsmand på Titan. Han kørte på knallert til Titan i Gladsaxe. Hans første bil var en Skoda varevogn. NU GÅR DET STÆRKT I 1971 blev han oplysningsmand. Han blev ansat som faglig konsulent i AOF og fik kam til sit hår med det samme: Allerede efter to uger blev han sendt til Nordjylland for at holde foredrag for erhvervsledere sammen med daværende underdirektør i Dansk Arbejdsgiver forening Erik Ohrt. Han underviste på alle arbejderbevægelsens skoler, men efterhånden kun på Max og Maria Bæhring. Maria Bæhring er formand for KADs afdeling 5. 8

Også Max Bæhring har skiftet montageværktøjet ud med tastaturet. Metalskolen, der blev indviet i Jørlunde 11. marts 1968. I METAL I 1973 blev han oplysningskonsulent i Dansk Metal, hvor han var med til at sætte gang i arbejdsmiljøarbejdet med kampagnen Du og dit arbejdsmiljø. I 1974 blev han sendt i LO som sekretær. Han ledede fællesmøder og forhandlede de specielle overenskomstkrav. Dengang var der et hav af store og små overenskomster, som havnede i Forligsinstitutionen, hvor alle de specielle krav skulle forhandles færdigt, før LO og Dansk Arbejdsgiverforening, som dengang forhandlede overenskomsterne, kunne gå i gang med at forhandle de generelle krav. Forhandlerne arbejdede i døgndrift en hel måned i Forligsinstitutionen. Også dengang gjaldt det, at man ikke fik løst overenskomstsituationen, før Jernet var færdigt. I 1974 blomstrede tankerne om økonomisk demokrati, ØD, under voldsom borgerlig modstand. ØD-tanken skulle forklares og sælges til folk. Max Bæhring blev LOs ØD-sælger og forestod LOs ØD-kampagne. Han fik lavet en grundbog, streamers, en film, et udvalg 25 år efter konstaterer han: Vi er gået en anden vej med arbejdsmarkedspensio nerne, men vi er kommet et godt stykke i forhold til indflydelse og medejerskab. BILLIGE BYGGEGRUNDE I 60 erne begyndte parcelhuskvartererne. I 1972 flyttede Max og familien til Farum, hvor der var billige byggegrunde. Om lørdagen var det farmand, der ordnede frokost for ungerne. Han stod ved køkkenbordet, fandt rugbrød og pålæg frem og pang-pang-pang, så havde alle tre fået en mad. Det var altid en leverpostejmad først. Det kunne ikke diskuteres. Om sommeren tog han familien med i den lille bil til udlandet. For det meste Norge og Sverige, men en sommer var de i Sydengland og en anden i Italien. I 70 erne kørte han næsten hver weekend sin datter Susanne til håndbold. Han havde bilen fyldt med kampklare håndboldspillere, nød at se spillet og ventede troligt, til kamp og brusebad var forbi. Børnene blev præget med, at man skal have en uddannelse som grundlag for sit liv. KARTELLET I 1976 blev han hentet tilbage til Dansk Metal, nu som leder af Det offentlige Sekretariat og senere også i en kort periode med ansvar for forbundets arbejdsmiljøarbejde. I 1978 blev han leder af forhandlingsafdelingen i Dansk Metal, i 1980 næstformand, og i 1991 blev han valgt som forbundsformand og formand for CO-Metal. Den første store opgave var at få bragt orden i karteldebatten. Gennem et stærkt 9

samarbejde med SiDs Fabriksgruppe, nu Industrigruppe, blev det 80-årige overenskomstfællesskab CO-Metal omdannet til CO-industri. Den næste var at gøre CO-industri til den centrale overenskomstpart for hele industriområdet og få udbredt principperne i kommandør Nielsens og J.A. Hansens overenskomst fra år 1900 til hele indu strien. På arbejdsgiversiden dannede man Dansk Industri ved først at lægge Jernets Sammenslutning og Industrifagene sammen til Industriens Arbejdsgivere, som derpå blev lagt sammen med Industrirådet til DI. Så kunne det ikke nytte, at lønmodtagersiden stod splittet. Den tredje opgave var at få fortalt, at Metal står for mere end smede, maskinarbejdere og skibsværfter. Metal er også elektronik, data og informatik, nye kompositmaterialer, nye produktions metoder og meget metalarbejde er også velegnet for piger. GULD OVERALT Sådan noget siver ikke ind bare ved at stille sig op på en talerstol og holde en tale. Den gamle oplysningsmand vidste, at der skal mere til. Han fik den idé at sponsorere kvindelandsholdet i håndbold. Det var ved at falde fra hinanden af mangel på penge og sponsorater, men han havde en sikker fornemmelse af, at der var et stort potentiale i pigerne, hvis de gennem et sponsorat kunne blive sikret økonomisk, så de kunne hellige sig træningen og blive kompetente i verdensformat. Det lykkedes, og kvindelandsholdet vandt med Metals støtte guld overalt: Europamestre i 1994, olympiske mestre i 1996 og verdensmestre i 1997. Det er på håndboldbanen som i det faglige arbejde: Det er samarbejdet og holdspillet, der tæller. Der skal være plads til individuelle præstationer, men uden holdspil når man ikke langt. Den fjerde store opgave er at forbe rede maskinarbejdere, den digitale håndværker og alle de andre smede til at kunne klare den globale konkurrence og IT-konfrontationen. KONEN FÅR EN KOPI Mange har bud efter Metal-formanden. Fra tidlig morgen til sen aften. Hver uge laver sekretæren en liste over ugens aftaler og giver hans kone en kopi. Så kan hun se, om hun kan regne med at have sin mand hjemme en aften, en lørdag eller en søndag. Altid er der noget, han skal tage stilling til. Altid er han i gang med at lægge strategier. Hvordan skal den her sag skæres? Man kan næsten høre, hvordan den kværner i hovedet på ham, siger folk, der er tæt på. Så pludselig skriver han punkter ned. Sådan og sådan skal den sag klares Forbundsformanden holder kun for alvor fri, når han spiller. Og når han lader skægget stå, tager telt, spritapparat og frysetørret mad til to uger på ryggen og med sin kone Maria begiver sig ud i ødemarken uden vardede stier i det vildeste, man kan finde i Sverige: Nationalparken Sarek med uvejsomme højder op til 1.400 meter. De eneste stier er dyreveksler. Sarek ligger højt mod nord, og selv om sommeren kan det sne om natten I de to uger er Max Bæhring koncentreret om at finde vej og lave mad. Resten af året kværner den for at finde den bedste faglige vej. To uger hvert år drager Max Bæhring ud i vildmarken med sin kone Maria. 10