Min Amanda... - menneske og myte

Min Amanda... - menneske og myte

Min Amanda - menneske og myte, Juni 2004 Tekst: Studerende ved Syddansk Universitet, Center for Historie Redaktion: Marianne Weigel og Linda Petersen Udstilling: Studerende ved Syddansk Universitet, Center for Historie og Kertemindeegnens Museer Layout: ab citrus Forside og illustration s. 58: Betina Følleslev Bagside: Foto af Sophie Krag, Det Kongelige Bibliotek, Kort og Billedsamlingen Tryk: Syddansk Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense M, DK. Udgivet med økonomisk støtte fra Det humanistiske Fakultet ved Syddansk Universitet

"Min Amanda... - menneske og myte Essays og udstillingskatalog Toldboden i Kerteminde 19. juni - 29. august 2004

Indhold 3 Forord... 5 Lars Bisgaard Hvem var egentlig Amanda... 7 Marianne Weigel Sophie Krag og Kerteminde... 13 Linda Petersen Sophie Krag og hendes tid... 19 Anne-Mette Sørensen Vinterrevyen 1893 eller "Harper i luften"... 25 Laufey Ásgrímsdóttir Skillingsvisetraditionen... 31 Else Tornbjerg Nielsen Kustnersind og kvindesyn... 37 John Gitz Holler Amanda til salg... 43 Helma Roeleven Turismen og Amanda... 49 Karina Sølvhjelm Min Amanda er stadig fra Kerteminde... 55 Sanne Milling Kvantespring eller sammenhæng... 59 Betina Følleslev Genstande på udstillingen... 65 Jens-Christian Hansen og Laufey Ásgrímsdóttir Persongalleri... 76 Linda Petersen og Anne-Mette Sørensen Forfatterliste... 79

4

Forord 5 Hvad sker der, hvis man giver et hold unge mennesker fra historiestudiet ved Syddansk Universitet frie tøjler til selv at lave en udstilling på et museum? Svaret er naturligvis, der sker en masse. Gåpåmod, opfindsomhed og ungdommens kraft strømmede ud fra de i alt 11 historiestuderende, der meldte sig til opgaven. Alt sammen kombineret med en lyst til at lære og tilegne sig ny viden. Resultatet blev, efter godt fire måneder, nærværende udstilling: Amanda menneske og myte. Noget sådant kan kun lykkes, hvis tingene er lagt stramt tilrette og planlagt i god tid i forvejen. De første kontakter mellem Kertemindeegnens Museer og Center for Historie blev således taget tilbage i 2001. I Efteråret 2003 blev udstillingens tema lagt fast. Arbejdstitlen lød som sangen: Min Amanda var fra Kerteminde. Hensigten var at komme nærmere på den kvinde, hvis trolovelse først gav stof til en revyvise, der blev landskendt, siden længe efter hendes død gjorde hende selv til et vartegn for den købstad, hun var født i. Det er det ikke enhver forundt at opleve. Arbejdet med stoffet har været lige så spændende og fuld af overraskelser, som man turde håbe på. Katalogets specialartikler vil kunne bekræfte dette. På dette sted skal der lyde en tak til museets ledelse for samarbejdet og i særdeleshed til Kurt Risskov Sørensen, som har været stedets faste ankermand på projektet. Takken skal også rettes til dekanen for Det humanistiske Fakultet, som økonomisk har støttet trykningen af kataloget. Endelig en stor tak til de mange, der beredvilligt har stillet genstande og billeder til rådighed, og hjulpet de studerende i arbejdet med at finde materialet. Også tak til familie og venner for hjælp og tålmod. Maj 2004 Lars Bisgaard, Lektor Center for Historie

6 Notat underskrevet V. Woll. Det Kongelige Bibliotek. Billedsamlingen (sammen med Sophie Krags Billede).

Hvem var egentlig Amanda Eller myten om Min Amanda var fra Kerteminde 7 Af Marianne Weigel Næsten alle kender Amanda fra Kerteminde. Både unge og gamle kan synge med på visen: Min Amanda var fra Kerteminde Og hun kom til København i fjor. Sikke hendes øjne kunne skinne, hendes tænder var som perlemor.... Visen er over 100 år gammel og sunget af utallige visesangere. Den har overlevet adskillige generationer, både hvad angår mennesker og tekniske musikmaskiner, fra lirekasse til CD. Vi må nok konstatere, at det er blevet en evergreen. Tidens turister kender Amanda som en skulptur, der står i Kerteminde. Forbrugerne kender Amanda fra fiskekonserves, og børn og barnlige sjæle kender Minamandavarfrakertemix som Asterix møder i forbindelse med en tur til Korsika. Mange, ikke mindst indbyggerne i Kerteminde, og især det lokale turistbureau er sikre på, at der bag det hele gemmer sig Den rigtige Amanda. Men gør der nu det? Hvor stammer visen egentlig fra? Og skulpturen? Der er mere end 50 år imellem de to ting! I tidens løb har der været adskillige bud på historien om Amanda fra Kerteminde, hende der er beskrevet i visen. Aviser og blade har bragt forskellige versioner til torvs, og Amanda-navnet markedsfører alt fra sangkor til torskerogn, fra apotek til støbejern. Står der Amanda, ved vi, produktet er fra Kerteminde. Kerteminde og Amanda hører sammen. Myten om Amanda har fået næring i flere omgange. Det er fristende at se bag om, undersøge muligheden for at finde den virkelige Amanda! Kan det lade sig gøre, eller vil vi stå tilbage med en død (Amanda)sild? Når en historiker stiller sådanne spørgsmål til en myte, medfører det som oftest, at hun samtidig tænker:... det passer nok ikke og derefter går i gang med, ved hjælp af kilder, at dokumentere fejl og mangler og således påvise at det ikke passer. Jeg har imidlertid tænkt at gøre det lidt anderledes, nemlig via kilder og det kvalificerede gæt, forsøge at påvise mytens mulighed for at have sin rigtighed. Et eksempel på mytens udbredelse "Asterix på Korsika". Gutenberghus

8 En virkelig begivenhed Den ældste version af visen fører os tilbage til 1890 ernes København, hvor de populære sangerindeknejper var ved at blive afløst af morskabsteatrenes revyer. Nørrebros Teater var et af dem. De opførte i vinteren 1893 revyen Harper i Luften. Tekst og musik til revyen kan stadig ses på Det Kongelige Bibliotek, og anmeldelserne i tidens aviser roser især et enkelt nummer, nemlig Min Amanda var fra Kerteminde Notits fra avisen Dannebrog d. 12. februar 1893 Vinterrevyen havde premiere den 10. februar 1893. Titlen Harper i Luften var hentet hos Henrik Ibsen, hvor der i teaterstykket Bygmester Solness forekommer sætningen: Jeg hører Harper i Luften. Teaterstykket blev opført i denne periode, og udtrykket, Jeg hører Harper i Luften, var almindelig kendt, og ligeså bygmester Solness. Et omfattende referat af hele revyen, finder vi i avisen Dannebrog dagen efter den første opførsel. Dannebrog var en avis, der fulgte med i og omtalte alle små og store begivenheder i København, og også fulgte dem til dørs. Således fortæller avisen, at revyen Harper i Luften var forfattet af Svend Flue, alias Axel Schwanenflügel, og blev en eklatant Sukces 1. Et næsten elegant Premierepublikum havde fyldt Huset. Stemningen var paa Forhaand oppe og udpræget elskværdig 2. I forspillet optræder Hr. Jens Jensen Soldenæs bygmester og redaktør af Hønseavlertidende iført en fortræffelig Henrik Ibsen-maske 3. Han har opfundet et flyveapparat,og skal flyve til Paris med Hr. Fernando Vogelsang formand for fuglehandlernes sangforening og Frk. Symboline. Der synges og vandes høns 4. Der insinueres at Thorvaldsen umuligt kan være kommet til sit museum på en ærlig måde, siden han har hugget det alt sammen 5. Således fortsætter indslagene med at fabulere og politisere over de seneste københavnske hændelser. At teksterne således har rod i virkelige oplevelser, er et karaktertræk ved begrebet revyer. Derfor er det også sandsynligt, at vi skal kunne finde en virkelig begivenhed, der har dannet udgangspunkt for visen Min Amanda var fra Kjerteminde! Desværre omtaler avisen ingen paralleller til netop denne vise. Et nyt kvindebillede på vej Når visen blev så kendt, skyldes det ikke kun den meget iørefaldende melodi, men især at den straks og i de følgende år, blev trykt som skillingsvise hos tidens største skillingsviseredaktør Julius Strandberg. Strandberg var desuden den første, som forhandlede sine skillingstryk over hele Danmark, så Amanda-visen blev hurtigt kendt ikke kun i København, men i hele landet. De originale sange blev desuden udgivet hos Wilhelm Hansen. Det fremgår af en notits i Dannebrog d. 12. februar 1893. Da grammofonen blev almindelig udbredt i begyndelsen af 1900-tallet, var visen ikke glemt, men blev indspillet på plade, fulgte med tidens tekniske udvikling og blev indspillet på bånd, på CD og er således stadig kendt. Den over 100- årige kobling mellem Kerteminde og navnet Amanda har overlevet. Er det så på grund af en god melodi, eller på grund af dens indhold, at visen blev så kendt? Der er ingen tvivl om, at det vi husker, er melodien. Den er iørefaldende, munter og let at nynne med på. Teksten er udkommet i forskellige formuleringer og

er lidt sværere at huske, måske fordi nogle af udtrykkene hører en tidligere tid til. Én af viserne har således en tekst, hvor indholdet stadig er om Min Amanda fra Kerteminde, kun går det hende anderledes, da hun kommer til København. I den oprindelige tekst kommer den skønne, dejlige pige fra Kerteminde til København, hvor en mand bliver meget betaget af hende og tilbringer al sin fritid i hendes selskab. Men en dag de går tur, møder hun en student fra hjembyen Kerteminde og stikker af med ham. Den anden tekst, der også kom som skillingsvise i 90 erne, at skildrer pigen, der kom fra Kerteminde til København, blev gravid uden at få en ægtemand, og derfor måtte vende tilbage. Hvorfor det kun er den førstnævnte tekst, der har overlevet, kan der være flere grunde til, men sandsynligvis er hovedårsagen den, at historie to er den triste, den traditionelle for tiden, og den første er den vovede, den frække, den der indvarsler et nyt kvindebillede. Den troløse Amanda En historie fortæller, at visens Amanda er Sophie Krag, der blev født i Kerteminde den 3. november 1871. Hun rejste til København i 1892 for at blive skuespiller ligesom sin 14 år ældre søster, Augusta. I København blev hun forlovet med Anton Melbye, der var husdigter på Nørrebros Teater, men hun svigtede ham til fordel for en student fra hjembyen Kerteminde. Dette vakte forargelse blandt det Københavnske borgerskab, og som hævn digtede Anton Melbyes gode ven Axel Schwanenflügel visen om den troløse Amanda til Vinterrevyen på Nørrebros Teater i 1893. Her har vi myten! Visen og denne historie kunne passe fint sammen, men kunne det ikke lige så godt være en anden? Findes der en kobling mellem visen og netop denne historie? Mange har forsøgt at løfte sløret. Ophavsmanden til ovennævnte version er V.F. Woll. På et ydmygt stykke papir, skrevet med let læselig skoleskrift, underskrevet af V.F. Woll, kan man læse at Frits Marius Krag, Sophies broder, havde fortalt, at visen Min Amanda var fra Kerteminde, var skrevet om Sophie. Hun vragede nemlig Forf. Anton Melbye for exam. jur. Vilhelm Nielsen, senest Dir. For Husmandshypothekfor. der var f. i Kerteminde 6. De involverede parter skulle altså være Sophie Krag, Anton Melbye og Vilhelm Nielsen, men da de alle er døde, kan vi ikke spørge dem, om dette er den rigtige historie. Det kvalificerede gæt Sandsynligheden for, at de har mødt hinanden, er stor. Sophie drog til København og boede i 1892 sammen med sin søster Nørresøgade 45, 4. sal. Hun var i København, så det tidsmæssigt kunne lade sig gøre at møde Anton Melbye 7. Desuden har de bevæget sig i samme kredse, Anton Melbye som kendt tekstforfatter gennem mange år, og Sophie Krag som skuespiller eller syngepige. Det har ikke været muligt at finde ret mange data om hendes arbejde. Vi ved dog, at hun optrådte på Nyborg Sommerteater i 1898, hvor Der var prop fuldt hus og frøkenen fik 80 buketter og mange presenter ifølge en anmeldelse i Kjerteminde Avis d. 18. august 1898. Vi ved også, at Vilhelm Nielsen kom fra Kerteminde. 9 Anton Melbye Sophie Krag

10 Notits fra Kjerteminde Avis 18. august 1898 Han er født her d. 14.11.1869 og rejste til København, hvor han læste jura, blev direktør for dagbladet Politiken og en af de ivrigste initiativtagere inden for husmandsbevægelsen. Han kunne godt have mødt Sophie Krag, men vi har intet belæg for det. Tid og sted kunne passe. Kan vi så tro på Wolls notat? Sophie blev født i Kerteminde i 1871. Hun havde 7 søskende hvoraf Frits Marius Krag, født i 1867, var fire år ældre. Han tilbragte 22 år i Buenos Aires, ifølge Slægtsbog for familien Bom, og kom derefter, som den eneste af de 8 søskende, tilbage for at bo i Kerteminde, hvor han den 14. oktober 1911 blev gift med Gerda Marie Bech. Han har sandsynligvis derfor ikke været i Danmark i 1893, da Amandavisen synges på Nørrebros Teater, men er tilbage i Danmark, før Sophie dør. Alligevel kunne han godt have kendt omstændighederne. Han kan have fået dem fortalt, da han kom tilbage til Danmark, eller han kan have hørt det via brev til Buenos Aires. Hvis han så har kendt den virkelige historie, kan han så have fortalt den til Woll? Vilhelm Frederik Woll udnævntes til borgmester samt by- og herredsfoged i Kerteminde Købstad 1913. Blev i stedet politimester i 1919 indtil 1933, hvor han blev pensioneret. Han foretog en del lokalhistoriske undersøgelser og døde i 1958. Tid, sted og lokalhistorisk interesse gør det meget sandsynligt, at han har haft forbindelse med Sophie Krags broder Frits, der arbejdede som skomager og boede i Langegade nr. 8 i Kerteminde. Sophie Krag døde i København kun 39 år gammel i 1911, uden at være gift eller have børn, så hun har ikke direkte efterkommere, der kunne have bragt en historie videre. Vi støder heller ikke på historien i forbindelse med optegnelser efterladt af Anton Melbye eller Vilhelm Nielsen. Direkte beviser har vi altså ikke, men nogle forhold kan sandsynliggøre, at noget i den retning er hændt. Sophie voksede op i den lille by ved havet sammen med sine forældre og søskende. Faderen var urmager. Alle hans børn kom i Kerteminde skole 8, hvor de gik til de blev konfirmeret, men ingen blev i Kerteminde. Hovedparten rejste til København, hvor Augusta og Sophie blev skuespillerinder, og Gotthardt blev instrumentmager. Edvard og Frits rejste til Sydamerika. Alle kastede sig ud i et liv, der var anderledes. Skuespiller eller syngepige Sophie bliver omtalt som skuespillerinde, da Kerteminde Avis skriver om hendes optræden på Nyborg Sommerteater, ligeledes da hendes død annonceres. Men var hun ikke nærmere syngepige, som man kaldte de kvinder, der optrådte på morskabsteatre. Det tyder ikke på at hun var skuespiller i den forstand, som de der optrådte på Det Kongelige Teater. Det ene var underklassens teater, det andet over-

klassens. Kraks Vejviser fra 1905 og 1910 har en rubrik med Teatre hvorunder skuespillere og skuespillerinder er opført under det teater, de er knyttet til. Her findes Augusta, hendes søster, gift med skuespiller A. Kruse, opført under Dagmar Teatrets skuespillerinder under navnet A. Kruse. Men Sophie Krag ses ikke under noget teater. Vi finder også Augusta og hendes mand boende Griffenfeldtsgade 43, 1. De to søstre bor ikke mere sammen. Måske har Sophie rejst med forskellige sommerteatre til andre byer. Vi finder hende jo omtalt i forbindelse med Nyborg Sommerteater i 1898. Skuespiller eller revysangerinde, vi ved det ikke! Ser vi på det eneste billede, vi har af Sophie Krag, er hun klædt i en højhalset tækkelig kjole, skønt datidens mode foreskrev stramt korset (som syngepigerne altid optrådte i på scenen). I Dansk Mønstertidende fra 1906, ses aftegnet to kvinder klædt efter tidens mode, den ene i stramt hvepsetaljekorset, den anden i en såkaldt reformmodel. Det vil sige uden korset. Sophie Krag er altså iklædt en såkaldt reformkjole på fotografiet. De få spor, hun har efterladt, tyder på en kvinde, der gik sine egne veje, som måske var lidt i opposition til det bestående. En sådan kunne godt have indladt sig med Anton Melbye, ikke at forglemme med den position han havde. Hun kunne også have sveget ham til fordel for en ny kærlighed. Havde hun følt en ny kærlighed, var hun nok ikke den, der holdt på formerne, men fulgte sit hjerte. Og målet for denne nye kærlighed, ville det ikke sandsynligvis være en mand ud over det sædvanlige, én som gik nye veje, én der var lidt i opposition til det bestående, én som havde sympatier for de små i samfundet? Vilhelm Nielsen var én af dem, der kunne passe ind i rollen. Han sympatiserede så meget med husmændene, de der blev svigtet 100 år før under de store landbrugsreformer, at han var en af initiativtagerne til udstykningen af tusindvis af husmandslodder. Ved at oprette husmændenes hypotekforening, gav han dem også mulighed for at købe og starte op. Om det så var det æstetiske aspekt, havde han dem i tankerne og sørgede for at arkitekter udarbejdede tegninger til velproportionerede, hensigtsmæssige husmandsboliger, kaldet bedre byggeskik 9. Jo, Vilhelm Nielsen ville passe ind som et værdigt mål for sådan en pige. Men enten fik hun ham ikke, eller også var det ikke den historie. Myten er som myte god nok, Amanda og Kerteminde hører sammen, spørg bare rundt i Danmark, ja selv på Korsika. Noter 1-5 Dannebrog d. 11.2.1893 6 Udateret notat fra Det kongelige Bibliotek 7 1861 1929, forfatter og fra 1911 teaterdirektør på Nørrebros Teater 8 Kerteminde Skoles Indskrivningsprotokol 9 Politikens udklipsarkiv Litteratur og kilder Avisen Dannebrog d. 11.februar. 1893 Vinterrevyen 1893, Harper i Luften Vejviser for København 1905, 1910 Sørensen, Kurt Risskov, Kerteminde Bys Historie III, Kerteminde 2000 Thomsen, Thomas, Min Amanda var fra Kerteminde, Viborg 2003 Thomsen, Allan Mylius, Sangerindeuvæsenet,Viborg 1996 Piø, Iørn, Visemageren. 1800-tallets skillingsvisekonge, Julius Strandberg, Strandbergs Forlag 1994 11 Vejviser fra København. Opslag under Dagmarteatret viser at skuespiller Alfred Møller og skuespillerinde Augusta Møller ( født krag) var ansatte her.

12 Kerteminde 1873. Trap, J.P. : Statistisk-topografisk beskrivelse af kongeriget Danmark, 2. udgave, 4. del

Sophie Krag og Kerteminde 13 Af Linda Petersen Sophie Krag blev født den 3. november 1871. Forældrene Edvard Krag og Marie Cathrine Krag fik i alt ni børn fire piger og fem drenge - og Sophie var nummer otte i den store børneflok. Det var dog ikke alle børn, der nåede at blive voksne. Sophies storebror Carl Graham Krag døde ved fødslen, og storesøsteren Caroline Marie Krag døde i 1888 og blev kun 19 år. I årene før Sophie blev født, boede familien i Præstegade, men flyttede i løbet af 1870 erne til Langegade. Langegade 79 har ifølge de lokale overleveringer været Sophie Krags barndomshjem, men arkivstudier har vist, at familien boede i Langegade 115. Langegade var Kertemindes hovedgade, og med en længde på en halv kilometer passede den til sit navn. Den strakte sig fra Langebroen i syd til Hindsholmvejen i nord. Det har været en livlig gade. Foruden torvet var bygninger som rådhuset, kirken og fattiggården placeret i Langegade. Mange af byens embedsmænd havde kontorer i gaden, og størstedelen af Kertemindes forretninger og købmandsgårde befandt sig ligeledes i hovedgaden. Selv om Kerteminde var kendt som en fiskerby, beskæftigede en stor del af byens 2488 indbyggere i 1880, sig med håndværk. Næsten en fjerdedel af håndværkerne var skomagere, hvilket var usædvanligt mange. Især havde slægten Bom, som Kragslægten er en sidegren til, tradition for at levere skomagere til byen. Blandt Edvard Krags forfædre fandtes der også en del håndværkere. Hans far havde dog brudt traditionen og var blevet købmand. Sønnen fulgte ikke i faderens fodspor, men kom i lære hos urmager Cornelius Gotfred Jantzen i Langegade, og i 1855 søgte Edvard Krag om borgerskab som urmager. At søge borgerskab var påbudt ved lovgivning og nødvendig, hvis en håndværksmester ville udøve sit erhverv. Håndværk og social status I 1870 eksisterede der fire urmagerforretninger i Kerteminde. Der har således ikke været den samme overflod af urmagere som af skomagere, men konkurrencen var Langegade nordre del

14 hård alligevel. Inden jernbaneforbindelsen kom til byen, lå Kerteminde isoleret fra sit opland, og håndværkerne havde ikke de store afsætningsmuligheder uden for byen. I det hele taget er urene fra Kerteminde karakteriseret ved, at urmagerne ikke har haft et rigt borgerskab at bygge ure til. Urene er solide og funktionelle, men som oftest er de uden mange udsmykninger. Som for så mange andre håndværk betød industrialiseringen i sidste halvdel af 1800-tallet, at indholdet i urmagerfaget ændrede sig i retning af handel med importerede ure og reparation, og det var ikke usædvanligt at urmagerne tog andre håndværk til sig såsom guldsmed, optiker, gørtler, instrumentmager eller fotograf. Næringsloven blev ændret i 1857, og lovændringen, der dog først trådte i kraft i 1862, medførte bl.a., at håndværksmestre ikke længere skulle organiseres i de obligatoriske laug. Da mange af laugene dermed forsvandt, forsvandt håndværkernes sociale sikkerhedsnet. For at råde bod på dette, oprettedes i 1862 Kerteminde Haandværker- og Industriforening. Under foreningen hørte en stiftelse, der havde til opgave at sørge for boliger til ældre håndværkere. Dette kom Edvard og Cathrine Krag til gode da de, efter Edvards ophør som urmager, fik bolig i en af stiftelsens besiddelser i Nørregade. Haandværker- og Industriforeningen Edvard Krags svendestykke og mesterstykke. Fra Jens Kongsted Lampe: Urmageriet i Bogense og Kerteminde, Fynske Årbøger, 1983. havde også andre opgaver end at yde økonomisk hjælp til medlemmerne. Foreningen stillede en læsestue til rådighed, og den sørgede for, at der blev afholdt selskabelige arrangementer og foredrag. Det var ikke nødvendigt at være håndværker for at blive medlem. Læsestuen, de selskabelige arrangementer og foredrag var derfor ikke kun forbeholdt håndværkerstanden. Alle der var medlemmer kunne deltage, og foreningen har således i høj grad bidraget til kulturlivet i Kerteminde. Som håndværksmester har Edvard Krag med familie sandsynligvis tilhørt det mellemste lag i Kertemindes sociale hierarki. Øverst i hierarkiet sad de rige købmænd og den bedrestillede del af embedsmændene. Det mellemste lag bestod af håndværksmestre, mindre handlende og skippere. Håndværkssvende, daglejere og fiskere udgjorde den nedre del af det sociale hierarki, og i bunden befandt de fattige, syge og sindssyge sig. Inden for de enkelte lag har der været nuanceforskelle, og selv om familien Krag tilhørte den mellemste gruppe, har de ikke nødvendigvis været velhavende. Edvard Krag ejede ikke huset i Langegade, familien havde ikke fastboende tyende, og ved deres død i henholdsvis 1912 og 1932 efterlod Edvard og Cathrine sig ikke noget. Omvendt har deres økonomiske situation dog heller ikke været dårligere, end at nogle at børnene kom i en betalingsskole. Skolen i Kerteminde Det offentlige skolevæsen i Kerteminde bestod i 1870 erne af en realskole og en borgerskole. Realskolen og borgerskolen havde fælles lærerpersonale og fælles lokaler. Forskellen på de to skoler bestod i, at realskolen var en betalingsskole, og at den havde lidt flere fag på skemaet end borgerskolen bl.a. tysk og naturvidenskab. I 1881 blev der i Danmark indført en forberedelseseksamen som afslutning på realskolen. I Kerteminde kunne eleverne først tage forberedelseseksamenen i 1893. Forberedelseseksamenen var nødvendig, hvis man ville læse videre eller have et

job som embedsmand, og stod en sådan karriere på ønskesedlen, måtte kertemindeeleverne rejse til en anden by og tage eksamenen der. Der var dog ingen af Kragbørnene, der tog en højere eksamen, selv om alle familiens børn kom i skole, og mindst tre af dem gik i betalingsskole. Undervisningen foregik dels i den gamle skolebygning, som lå ud mod Langegade, og dels i den nye skolebygning fra 1845, som lå ved siden af i Skolegade. Sophie krag begyndte i skolen den 4. marts 1878 og forlod skolen i 1885 efter konfirmationen. Syv års skolegang var det almindeligste dengang, og som nævnt læste ingen af familiens børn videre. Drengene fulgte faderens eksempel og blev håndværkere. Julius Krag valgte snedkererhvervet, Edvard Svergius Krag blev urmager, Fritz Marius Krag gik i lære som skomager og familiens yngste søn Gotthardt Hans Krag blev klaverstemmer. Augusta Mathilde Krag og Sophie Krag valgte et mere utraditionelt erhverv, idet begge piger foretrak teateret. Augusta Krag blev født i 1857 og var den ældste af børnene. Hun debuterede ved Odense Teater i 1877 i forestillingen Lad os Skilles, hvor hun fik gode anmeldelser. Senere flyttede hun til København med ægtemanden Villiam Hugo Kruse, der ligeledes var skuespiller. I 1894, tre år efter Villiams død, giftede Augusta sig igen og sammen med ægtemand nummer to, skuespiller Alfred Møller, arbejdede hun i mange år på Dagmarteateret. I begyndelsen af 1890 flyttede Sophie Krag til København. Desværre ved vi ikke hvorfor hun flyttede. Måske har hun plejet søsteren Camilla, der var blevet gravid uden for ægteskabet i København, eller måske har Augustas skuespillerkarriere lokket Sophie til hovedstaden. Men hvad det så end skyldtes, kom Sophie Krag til København. Fælles for alle børnene var, at de valgte at flytte fra Kerteminde. Edvard Svergius Krag og Fritz Krag flyttede endda så lang væk som Brasilien og Buenos Aires. Fritz Krag kom tilbage igen til Kerteminde efter 22 år i udlandet, mens Edvard Svergius Krag døde i Brasilien. De to brødres udvandring fra Danmark var ikke usædvanlig i anden halvdel af 1800-tallet. Alene i Kerteminde rejste mindst 119 personer til udlandet i perioden 1869 1904, og på landsplan forlod ca. 250.000 personer Danmark i løbet af 1870 og frem til 1. Verdenskrig. Ikke alle Kragfamiliens børn tog så stort et spring. De resterende fem børn bosatte sig i København, hvor de udøvede deres erhverv. Kertemindes forlystelser Augusta og Sophie har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med teaterlivet, mens de endnu boede i Kerteminde. Forlystelseslivet i byen bød på mulighed for musik, dans og teater i Skovpavillonen. Denne var lukket 15 Augusta Kruse, f. Krag (Fru Alfred Møller). Fra Robert Neiiendam: Folketeatrets Historie 1857-1908. Griffenfeldtsgade. Vejviser for København 1905

16 om vinteren, og der var derfor brug for et andet forsamlingssted. Som nævnt havde Haandværker- og Industriforeningen forskellige arrangementer på plakaten. Derudover eksisterede der siden 1866 en sangforening, der senere skiftede navn til Klubben for Kerteminde og Omegn, i daglig tale kaldet den konservative klub. Klubben arrangerede offentlige arrangementer som f.eks. balletter, foredrag og teaterforestillinger. Foruden at hente teaterforestillinger hjem udefra, havde byen også sine egne dilettantforestillinger. Postvognen i Kerteminde Transport og kommunikation Rejsen fra Kerteminde har ikke været så lige til. Vi lever i dag i en tid, hvor vi, u- anset hvor vi befinder os, blot kan springe på bus eller tog, og kort tid efter har vi nået vores bestemmelsessted. I Sophie Krags tid i Kerteminde så det helt anderledes ud. I 1865 blev det muligt at rejse fra Odense til Nyborg med tog. Men først i 1900 blev Kerteminde koblet på jernbanenettet, og indtil denne forbindelse var kommet i stand, foregik rejsen fra Kerteminde i post- og dagvogn. Postvognen, der kørte fra Kerteminde til Ullerslev, havde mulighed for at medtage passagerer. Der var plads til seks passagerer i selve vognen, og to passagerer kunne sidde ved siden af kusken. At der ikke var mere en otte siddepladser, betød dog ikke, at vognen kun kunne medtage otte passagerer. Hvis det var nødvendigt, tog postvognen så mange passagerer med, som der kunne hænge på vognen. Rejsen til Ullerslev tog fem kvarter med postvogn. Meget bedre var forbindelsen til Odense ikke. Dagvognen afgik en gang dagligt til Odense og turen tog lidt over to timer hvis vejret var godt. I en årrække var der forbindelse til Nyborg ligeledes med dagvogn, og fra Nyborg var der forbindelse til Sjælland. Da turen over Storebælt kunne tage mellem fire og seks timer, var rejsen til Sjælland en dagsrejse. Forbindelsen til Nyborg og Sjælland blev dog væsentlig forbedret i 1866, da der oprettedes en dampskibsforbindelse mellem Kerteminde og København via Nyborg og Kalundborg. Skulle Sophie i kontakt med familien hjemme i Kerteminde, foregik det sandsynligvis pr. brev. Kerteminde fik ganske vist sin første telefoncentral i 1887, men abonnenternes antal var i 1889 kun på 17. Antallet steg, og i 1910 var der således 140 telefonabonnenter i Kerteminde. Men da antallet af breve, der ankom til postkontoret i Kerteminde, samtidig steg fra 177.000 i 1890-1891 til 557.970 i 1910-1911, skulle der gå mange år, før telefonen blev en alvorlig konkurrent til brevet. Jernbanen fik stor betydning for Kertemindes udvikling, men allerede i årene

inden byen blev koblet til jernbanenettet, fik Kerteminde nogle af sine store institutioner. I 1879 så Kjerteminde Avis dagens lys, i 1883 blev Handelsforeningen stiftet, i 1896 blev Kerteminde bank oprettet, og efter at jernbaneforbindelsen blev anlagt i 1900, gik udviklingen stærkt. Den forbedrede forbindelse til oplandet betød større omsætning for næringslivet i byen især for fiskehandlen. Togforbindelsen til omgivelserne medførte også, at Kerteminde blev et yndet udflugtsmål, længe inden byen blev kendt som Amandas by. I de efterfølgende årtier ændrede den indre by udseende og grænserne udadtil flyttedes. Havnen, der påbegyndtes i slutningen af 1700-tallet, er løbende blevet udvidet. I begyndelsen af 1900-tallet udførtes en række forbedringer, og havnen begyndte at ligne en moderne havn med handelshusene og industrivirksomhedernes bygninger samt et jernbanespor langs havnekajen. 1937 står fiskerihavnen klar, og der bygges en tilhørende fiskeauktion. Sophie Krag nåede dog kun at opleve en lille del af hjembyens store udvikling. Hun døde i fattigdom på Rigshospitalet den 4. februar 1911 kun 39 år af betændelse i bronkier og lungevæv, og efterlod kun et sæt tøj til værdi af 20 Kr. Begravelsen fandt sted den 10. februar på Vestre Kirkegård i København. Kilder og litteraturliste Begravelsesprotokol nr. 7062, Københavns stadsarkiv Københavns skiftekommission 1863-1919, Protokol 2: Forsegl. og reg. protokol, Landsarkivet for Sjælland Kerteminde skoleprotokol, Landsarkivet for Fyn Folketællinger, Kerteminde Kerteminde Skoles indskrivningsprotokol, Kerteminde Egns- og Byhistoriske Arkiv. Ove Hansen og E. Juel Hansen: Slægten Bom med sidelinjer Kerteminde Kommunes Ungdomsskole: Kerteminde. Tema: Historie, 1991 Kr. Kragh: Kerteminde 1413 7. december 1913 Alfred Kjærulf: Den danske revy 1 Jens Kongsted Lampe: Urmageriet i Bogense og Kerteminde. I Fynske Årbøger 1983 s. 47-55 Robert Neiiendam: Folketeatrets Historie 1857-1908 Kurt Risskov Sørensen og Jørgen Elsøe Jensen: Historiske huse i Kerteminde Kurt Risskov Sørensen: Kerteminde Bys Historie, bind 3 J. P. Trap: Statistisk beskrivelse af kongeriget Danmark, 2 udgave, 4 del Afskrift af skiftekommissionsprotokol Aar 1911 den 16 feb Fru Beate Hansen, Cand Jur Friis Betjent Olavsen Flensborggade 61, 3 efter ugift fhv Skuespillerinde Frk Sophie Krag, 4 ds 38 aar gl paa Rigshosp. Tilstede var Afd s Broder Klaverstemmer Hans Krag s Hustru Mathilde som [pårørende], at Afd der havde været tilhuse her, har kun efterladt sine Gangklæder til Værdi 20 Kr som udlagdes Afd s Svoger Skuespiller Alfred Møller til Erstat for [begravelsen] som han uden Ligkassehjælp bekoster med større Beløb 17 Sophie Krag boede hos sin broder G.H. Krag i Flensborggade 61, København inden sin død.

Billedet af Nørresøgade er taget ca. 1900. Nørresøgade er her set fra hjørnet af Gyldenløvesgade.