Fugtmåling i betondæk For mange gulvbelægninger er det en forudsætning for problemfri anvendelse, at der ikke under udførelse og brug sker voldsom eller langvarig påvirkning af fugt nedefra. Fugtpåvirkning kan dels medføre dimensionsændringer og deformationer af gulvbelægningen, dels nedbrydning af lim og spartelmasse. Inden lægning af gulv skal det derfor altid sikres, at der ikke er for højt fugtindhold i underlaget. For nye dæk skal dette sikres ved, at fugtindholdet i dækket måles, inden gulvlægningsarbejdet påbegyndes. Der er for denne type af dæk en reel risiko for et for højt fugtindhold hidrørende byggeprocessen (restbyggefugt), se også afsnittet om byggefugt. På gamle veludtørrede etagedæk, hvor der kun skal ske udskiftning af gulvbelægningen, vil fugt i dækket sjældent være et problem. I ældre terrændæk, kælderdæk og lignende kan der være opstigende grundfugt på grund af manglende fugtspærrer i konstruktionen. Der bør derfor også i sådanne konstruktioner foretages fugtmåling, hvis der skal lægges diffusionstætte gulvbelægninger. Hvis der i ældre betondæk konstateres fugtindhold på over 65% RF, bør opbygningen undersøges nærmere, inden der lægges gulv. Bygningsreglementet Bygningsreglementet foreskriver, at bygninger skal udføres så vand og fugt ikke medfører skader eller brugsmæssige gener, herunder forringet holdbarhed og utilfredsstillende sundhedsmæssige forhold. Det betyder, at der ved udbud, planlægning, projektering og udførelse af bygningskonstruktioner skal træffes de foranstaltninger, som af hensyn til klimatiske forhold er nødvendige for en forsvarlig udførelse. Denne bestemmelse skal blandt andet sikre, at der ikke indbygges materialer med skimmelsvamp i opførelsesperioden, og i reglementets vejledningstekst kan læses, at funktionskravet blandt andet sikres ved en hensigtsmæssig kvalitetssikringsprocedure, og at ansvaret for den nødvendige udtørring ligger hos bygherre (eller dennes rådgivere) idet bygherre i udbuds- og tidsplan eksplicit skal afsættes tid til den nødvendige udtørring af byggematerialer og bygningskonstruktioner. Efterfølgende er det lige så vigtigt at kontrollere, at det acceptable fugtniveau er nået. For lægning af alle typer gulvbelægninger er det afgørende, at restfugtindholdet i betonundergulvet måles med en retvisende fugtmåling. Skal gulvbelægninger udlægges direkte på et betondæk, stilles der følgende generelle krav til RF i underlaget. Gulvbelægning Kvartsvinylfliser Nålefilt Tæpper Linoleum Vinyl Polyolefine Kork Gummi Træ Maksimal tilladelig relativ fugtighedsprocent 90 % RF 85 % RF Min. 35 %, maks. 65 % RF Tabel 1. Maksimal tilladelig relativ fugtighedsprocent i beton som underlag for gulvbelægninger. For trægulve henvises desuden til afsnittet om valg af lim OBS! Betondæk med gulvvarme Gulvfaktas vejledning om fugtmåling og maksimale fugtighedsprocenter kan ikke bruges i betondæk med gulvvarme. Det tilrådes derfor, at bygherren inddrager et rådgivningsfirma med kendskab til måling af fugt, før der lægges gulv. I det følgende gives først en beskrivelse af, hvorledes betondæk udtørrer og dernæst følger en beskrivelse af den fugtkontrol, der bør udføres af henholdsvis bygherre og entreprenør. P a g e 1
Fugtindhold i beton Fugtfordelingen i en beton plade er i praksis tre-dimensionel. Fugten vil variere over fladen og over tværsnittet. Fugtfordelingen over en gulvflade kan variere betydeligt, afhængigt af udstøbnings-tidspunkt, forskel i betonsammensætning, solindfald, træk etc. Fugtfordelingen kan relativt let fastlægges med en overfladescanner, men vær opmærksom på, at de værdier man måler med en overfladescanner, ikke er retvisende. Visningerne vil, udover fugtindholdet, være afhængige af betonens sammensætning (kvalitet) og målinger med en overfladescanner kan således kun benyttes til at fastlægge de fugtigste og de tørreste områder - fugtfordelingen over gulvfladen. Betonplader udtørrer ude fra og ind mod centrum. En betonplade med to-sidet udtørring (dvs. med udtørring fra såvel over- som underside) vil følgeligt have den højeste fugtighed i midten af pladen, se figur 6a. Når en mere eller mindre tæt gulvbelægning udlægges på en ikke fuldudtørret betonplade, vil der ske en omfordeling og udjævning af fugten i betonpladen. Princippet for dette vises i figur 6a (ved to-sidig udtørring). Kurven C's præcise form vil afhænge af, hvor tæt en belægning der monteres på betonpladen. Figur 6a: Fugtprofil med to-sidig udtørring. a=fugtprofil før udtørring, b= fugtprofil efter og under udtørring, c=fugtprofil montering af gulvbelægning, H=betonpladens tykkelse. I skæringen mellem kurverne b og c finder man "ekvivalentdybden". I denne dybde har man samme fugt % før og efter montering af gulvbelægningen. Den "værst tænkelige situartion" fås med en fuldstændig diffusionstæt gulvbelægning. I denne situation er ekvivalentdybden = 0,2 x betonpladens tykkelse (ved to-sidig udtørring). For en betonplade med en-sidig utørring (kældergulve og gulve på terrændæk) vil udtørringsprofilerne se ud som vist på figur 6b. Ekvivalentdybden vil her være 0,4 gange tykkelsen af betonpladen. P a g e 2
Figur 6b: Fugtprofil med en-sidig udtørring. a=fugtprofil før udtørring, b= fugtprofil efter og under udtørring, c=fugtprofil montering af gulvbelægning, H=betonpladens tykkelse. Det er, med reference til ovenstående, vigtigt at man måler i den rigtige dybde, hvis man ønsker at vurdere, om et "råt" betongulv (med en-sidig udtørring) fugtmæssigt er klar til gulvbelægning. Måler man "for dybt" (>0,4xH) fås for høje værdier - gulvet er ikke så fugtigt som det måles - måler man "for højt" (< 0,4xH) fås for lave værdier - gulvet er mere fugtigt, end det synes. Tilsvarende gælder for dæk med to-sidig udtørring. Det er sjældent, at der i forbindelse med byggerier er problemer med udtørringen af etagedæk (dæk med to-sidig udtørring). Er der problemer, er det oftes på de en-sidigt udtørrede dæk, som terræn- og kælderdæk. Der er i praksis mange usikkerheder forbundet med fugtmålinger i betondæk. Gulvbranchen anbefaler derfor, at der altid måles i en dybde svarende til 0,5 x dæktykkelsen ved terrændæk og andre dæk med en-sidig udtørring og i en dybde svarende til 0,25 x dæktykkelsen for dæk med to-sidig udtørring. I det efterfølgende er omfang, ansvar og metoder beskrevet. Det er, som før nævnt, bygherres ansvar at sikre en forsvarlig udtørring af bygningen, samt, via en kvalitetssikring, at dokumenterer dette. Bygherres kvalitetssikring bør dokumentere betondækkenes (og bygningens generelle) løbende udtørring frem til tidspunktet, hvor gulvlægningsarbejdet påbegyndes. Mens gulventreprenørens fugtmåling blot skal betragtes som en bekræftelse af bygherres målinger. En modtagekontrol der udføres på stikprøvebasis. Bygherrens fugtkontrol omfatter: en ikke-destruktiv kortlægning af fugtens fordeling over gulvfladen et antal (destruktive) målinger af fugten i dækket. Bygherren skal endvidere sikre, at kanaler i elementdæk tømmes for vand, når bygningen er lukket. Entreprenørens fugtkontrol omfatter: en ikke-destruktiv kortlægning af fugtens fordeling over gulvfladen en destruktiv måling i det fugtigste område. Fremgangsmåden er den samme for såvel bygherre som gulventreprenøren, men da ansvaret for udtørringen ligger hos bygherre, medregner gulventreprenøren som udgangspunkt kun en destruktivmåling. En måling der blot skal verificerer bygherres målinger. Det anbefales, at kontrollen udføres ca. 14 dage før gulvarbejdets påbegyndes. Fremgangsmåde - kortlægning af fugtens fordeling Ved kortlægning af fugtfordelingen anbefales det at gulvet opdeles med et modulnet. Modulnettet fra tegningsmaterialet kan anvendes som udgangspunkt, idet elementsamlinger, søjler, vinduesplaceringer og lignende følger dette system. Nettet vælges, så der inden for hver maske i modulnettet er ca. 5-10 m2. Der benyttes et ikke-destruktivt måleapparat, fx en kapacitiv fugtmåler, som er velegnet til registrering af fugtforskelle. Der måles i skæringspunkterne i nettet. Instrumentets visning noteres på tegningen. Ud fra de registrerede værdier kan de fugtigste og de tørreste områder lokaliseres. På baggrund af registreringen udvælges de punkter, hvor der skal ske egentlig fugtmåling (destruktiv måling). Målingerne kan normalt indskrænkes til en undersøgelse af fugtindholdet i de fugtigste områder, idet det er disse, som er bestemmende for om gulvlægning kan ske eller ej. Fugtindholdet bestemmes, som ligevægtsfugtindholdet for betonen, målt i % relativ luftfugtighed (RF). Destruktive målinger Der kan vælges mellem at udføre målingen på stedet i et "målehul" (ofte kaldet en borehulsmåling) eller at måle på en materialeprøve, som er bragt til laboratorium. De to metoder er efterfølgende beskrevet. P a g e 3
Borehulsmålinger Ved denne metode måles fugtindhold af betonen på stedet. Målingen udføres i borede huller eller indstøbte foringer i gulvet, se figur 6c. Figur 6c. Fugtmåling i beton ved måling af relativ luftfugtighed i borehuller. For betondæk med ensidig udtørring, terrændæk o.lign. bores et hul på ca. 0,5 x betontykkelsen. Borehullet renses grundigt for støv, siderne i borehullet isoleres for fugt gennemtrængning indtil en dybde af ca 0,4 x betonpladens tykkelse og afproppes. Det er vigtigt, at afpropningen er lufttæt og at hullet kan holdes lukket til der er opnået ligevægt mellem fugten i betonen og luften i hullet. Dette tager erfaringsmæssigt 4-5 døgn. Den relative luftfugtighed i borehullet kan nu måles med en kalibreret fugtmåler. Temperaturen skal være mellem 15 og 25 C, når der måles, og et eventuelt gulvvarmeanlæg skal være slukket under målingen. Isoleringen af indersiden af borehullet kan foretages med et simpelt plasticrør fx et ø16 mm installationsrør der afpasses i længden. Anvendes dette rør kan fpropningen foretages med en "dibidut nr 17" (plasticprop). Borehulsmålinger giver korrekte resultater, men de er meget følsomme og kan i praksis - under byggepladsforhold - være vanskelige at udføre korrekt. Føleren (eller et specielt foringsrør) anbringes i hullet, og der forsegles omkring føleren med en gummipakning el.lign., se figur 6c. Hvis det, inden ligevægt er opnået, konstateres, at fugtindholdet stiger, og at det er over det tilladelige, kan målingen afbrydes, idet fugtindholdet da under alle omstændigheder vil være for højt. Denne fremgangsmåde giver mulighed for gentagen registrering af fugttilstanden i de samme målepunkter. Det er herved muligt at følge fugtindholdets ændring med tiden. Metoden anbefales til bygherrens løbende kontrol af fugtforholdene på byggepladsen. Temperaturen i beton skal være i intervallet 17-25 C. Som et alternativ til borehullet kan der måles i et foringsrør, som i forvejen er forseglet i den ønskede dybde, hvorved ventetiden indtil ligevægt kan reduceres. Måling kan også foretages i indstøbte rør. Indstøbning af rør kan dog være vanskelig, idet afretning af betonoverfladen nemt kommer til at dække eller beskadige målerøret. Desuden er det ikke sikkert, at målerørene er anbragt der, hvor man ønsker at måle. Laboratorie målinger på udtagne prøver En mere sikker metode er at udtage en prøve af betonen (på det fugtigste sted) og sende denne til et professionelt laboratorium, hvor den lægges i et klimakammer. I klimakammeret opnås efter ca. to døgn en ligevægtstilstand og den relative fugtighed kan nu bestemmes. Prøverne bør hugges op fra gulvet, med hammer og mejsel, for at undgå opvarmning eller opfugtning ved udboring. Prøverne findeles og lægges i glas- eller plastbeholdere med låg, eller i tætsluttende plastposer. Mængden af ophugget materiale skal i rumfang svare til ca. ½ kaffekop. Materialet skal være udtaget i den dybde, hvori fugtindholdet ønskes målt. P a g e 4
For betondæk, hvis temperaturtilstand afviger fra 17-25 C, er prøvning på ophuggede prøveemner at foretrække. I sådanne tilfælde bør vurdering af dækkets fugtforhold overlades til en fugtekspert. Flydemørtel og afretningslag Hvis afretning er sket på en tør underliggende konstruktion, er det kun nødvendigt at måle fugtindholdet i afretningslaget. Medmindre der er tale om meget tykke afretningslag, anvendes normalt måling på en ophugget prøve. Ved tykke afretningslag kan der måles i borehul i ca. 2/3 af afretningslagets tykkelse. Når fugtniveauet er højt Restbyggefugt kan fjernes ved kunstig udtørring. Udtørringsprocessen skal foregå kontrolleret, idet for kraftig udtørring kan indebære, at det kun er overfladen der tørreud, og at konstruktionen som helhed ikke er udtørret. Efterfølgende kontrol af fugtindholdet i forskellige dybder er derfor nødvendig i forbindelse med kunstig udtørring. Tillader tidsplanerne for byggeriet ikke nedtørring til et for gulvbelægningen acceptabelt fugt niveau, kan der i nogle tilfælde udlægges en fugtspærre mellem betonen og gulvbelægningen. Udlægning af fugtspærre er specialistarbejde og leverandører og entreprenører bør altid tages med på råd. Byggefugt Beton er et porøst materiale og indeholder vand også selv om at det virker tørt. Ved udlægning af cementbaserede produkter blandes vand og cement til en grødet masse. Cementen begynder at hærde straks efter sammenblindingen med vand og danner gradvist en fast struktur. Vandet bindes til cementen henholdvis kemisk og fysisk. Blandingsporholdet mellem vand og cement kaldes "vand-cement tallet". Ved et blandingsforhold på 0,4 (dvs 2 dele vand til 5 dele cement) vil alt vandet bindes til cementen, 25% bindes kemisk og 15% bindes fysisk. Man siger, at cementen er selvudtørrende. Er der mere vand i blandingen, vil det forsat findes i cementens poresystem (som damp), det er dette vand der er bestemmende for cementens fugtighed. Det "frie" vand vil fordampe fra betonen, så fremt fugtigheden i betonen er højere end fugtigheden i den omgivende luft. Nedenstående en række eksempler på ligevægtskurver for forskellige materialer. I Danmark angiver vi ofte betonens fugtighed i % RF. Det vi i virkeligheden oplyser, er fugtindholdet i en luft, der er i ligevægt med betonen. Byggefugt (rest byggefugt) er den fugt, som ikke forbruges i betonens hærdningsproces og derfor skal fjernes. Inden lægning af gulv er det nødvendigt, at byggefugt i underlaget er tørret ud til et fugtniveau, som er acceptabelt for den aktuelle gulvbelægning. Udtørring af byggefugt kan være en meget tidskrævende proces, som i værste fald kan tage adskillige måneder. Der er derfor god grund til at udføre gulvunderlaget, så det kun indeholder beskedne mængder byggefugt. Der er to muligheder for dette. Enten kan der vælges underlagstyper, som ikke indeholder byggefugt, fx pladematerialer, der om nødvendigt er beskyttet af en fugtspærre. Ellers kan der anvendes materialesammensætninger, hvor der ikke tilføres mere fugt, end der skal bruges. P a g e 5
Det er ikke altid muligt helt at undgå byggefugt, men det vil ofte være muligt at vælge materialesammensætninger, så mængden af byggefugt begrænses væsentligt, fx selvudtørrende beton, dvs. en betonsammensætning med et lavt vand-cementtal. I Betonbogen (udgivet af CtO) angives der en beregningsmodel for betongulves udtørringstid (tabel 3.4-4 på side 197) Tabel 2. Skema fra CtO. (Udtørringstider for betongulve). Beregningsmodellen er baseret på traditionelle danske betontyper og udførelsesmetoder og tager blandt andet hensyn til vand-cementtal, tykkelse og udtørringsforhold. Ved at anvende modellen på det aktuelle betongulv, kan tiden til gulvlægning beregnes overslagsmæssigt. Da beregningerne kun er vejledende, skal fugtindholdet altid kontrolleres ved måling, inden gulvlægningen påbegyndes. For afretningslag må information om byggefugt og udtørringstider indhentes hos leverandøren. Gulvbranchen, Nørre Voldgade 106, Postboks 2125, 1358 København K, Tlf: 72 16 00 00, info@gulvbranchen.dk P a g e 6