Nr. 14. Januar 2017.
Fladjerns Nyt Fladjerns Nyt er et blad for dem, som kan lide at komme ud at køre Nimbus. Bladet bliver sendt på e-mail. Så kan man selv printe bladet ud. Vi vil meget gerne have stof til bladet om ture, løb, træf og Nimbus-historie. Fladjernsnyt@nimbusabc.dk Redaktion: Arnth Mørk (reklamer) & Ole K. Sommer (redaktør) Forsidefoto Det er fra Lisbeth og Knud Eriks tur til Island, sommer 2016. Bagsidefoto Er fra Skagen Sne Rally hjemturen 2014. Indhold 3. Opslagstavlen 4. Island 21. Når holdet skal være Rundt igen 22. Renovering af pedaler 24. Fladjernstræf 2017. 25. GF. 26. Vejle Nimbus 27. PH s Nimbus service På den anden side Så fik jeg lagt sidste hånd på Fladjerns Nyt nummer 14. Denne gang er der en meget flot artikel fra Lisbeth og Knud Eriks tur til Island (4). Jeg har lavet et par artikler fra værkstedet (21) (23). Husk hvis du selv har en Nimbus-artikel, så er Fladjerns Nyt interesseret. Så er det Skagen Sne Rally 2017. Og Fladjernstræf. Ole K. Sommer Redaktør 2
Opslagstavlen. Facebook Jeg havde forsiden af Fladjerns Nyt nr. 13 på Facebook, og der var 86 nye læsere, som gerne ville have bladet fremover. Velkommen til. Danmarks NIMBUS Touring Så er det gang nummer 40, der afholdes Skagen Sne Rally. Det er en god anledning til at få luftet sin Nimbus. www.snerally.dk I, som skal køre Skagen Sne Rally, og er forsikret hos GF, I skal huske at sende en e-mail til GF. De sender en bekræftelse på, at I må køre med. veteran@gfforsikring.dk JC Nimbus venners Fyraftenskaffe Da Restauranten Sejlklubben Frem har lukket i januar og februar, Fra marts kan vi være i Sejlklubben Frem igen. Kim Scholer vil gerne lægge garage til, tirsdag den 10. januar, kl. 16.30 Sted: Lykkesholms Alle 32, 2000 Frederiksberg. (i baghuset). Vi har åbent for tilmeldingen til Fladjernstræf 2017. Se mere på (s.24) John Carlsen lægger garage til tirsdag den 7. februar, kl. 16.30. Sted: Valorevej 6, 2650 Hvidovre. 3
Island august 2016 Af Lisbeth Grothe Petersen Knud Erik Pedersen Vi havde i flere år talt om, at vi gerne ville en tur Island rundt på Nimbus. Vi har været en del gange på Færøerne, men altid i bil. Så for halvandet år siden begyndte vi så småt på forberedelserne. Knud Erik tog sig af Nimbusserne, begge fra 1936. Han lavede sidetasker i aluminium. Kun det bedste er godt nok, og har man selv lavet dem, ved man også, hvad de kan holde til. Han fandt diverse udstyr i form af værktøj og reservedele til Nimbusserne frem. Vi var enige om, at tage telt og overnatningsudstyr samt lidt køkkengrej og proviant med. Egentlig gav det en god tryghed at vide, at kørte vi i stykker langt ude midt i ingenting, så kunne vi klare os i nogle dage uden problemer. Så galt skulle det dog ikke at gå, når man hylder princippet at forberede sit held. Vi havde en sidetaske til værktøj, primus og kogegrej. En til proviant og en hver til tøj og diverse. Derudover havde vi hver en 5 l reservedunk. Vi var lidt i tvivl om de 5 l nu rakte, med det viste sig, at det gjorde det lige akkurat. Færgebilletterne blev bestilt. Jeg fik en ekstra fridag fredag d. 29-07-2016, hvor vi startede med at køre til Mors, hvor der var Nimbus træf. Lørdag den 30. juli var der afgang med Smyril line fra Hirtshals til Torshavn (der er ingen direkte forbindelse mellem Danmark og Island). Vi ankom til Thorshavn søndag aften og kørte derpå til Funningur, hvor vi overnattede. Onsdag eftermiddag gik turen til færgen mod Island, hvortil vi ankom torsdag morgen. Indsejling til Seydisfjordur 4
Så skulle vores 14-dages tur Island rundt til at starte. Jeg indrømmer, at jeg var noget spændt. Der var lige præcis gået tre måneder siden mit kraveben var blevet lappet sammen. Så nu skulle det vise sig, om kirurgen havde lavet et godt stykke arbejde. Vi kørte gennem tolden og ind på en lille parkeringsplads for lige at få rettet det sidste til, inden vi skulle starte. Da jeg trådte på kickstarteren gik min lynlås på støvlen op. Jeg fik samlet den igen og tænkte ikke videre over det, men lynlåsen var ikke færdig med at drille (herom senere). Nu var det værste færgetræk væk, og vi begav os op over fjeldet til Egilsstadir. Her gjorde vi holdt for at hæve penge, så vi havde kontanter. 20.000,00 islandske kroner. 1 islandsk krone var ca. 5,60 danske øre, så det var såmænd ikke meget mere end 1000 danske kr. Vi gik også på Turistinformationen for at få lidt tips. Vi havde besluttet, at vi gerne ville ind til vulkanen Askja, og man kan bade i varmt vand i krateret. Det er kun muligt at komme ind til Askja, hvis man er i firhjulstrækker eller på offroad maskine. Damen på Turistkontoret tog et kort og satte beslutsomt kryds over de fleste veje derind til. Dér var for meget vand i elvene, når man var på MC, sagde hun. Der var én mulighed, hvis det skulle lykkes, så den satsede vi på. Måske glemte jeg at fortælle hende, at vi ikke var kørende på offroad maskiner? Vi havde hjemmefra ikke lavet en fast rute, men ville planlægge dag for dag. Vi havde sat mærker de steder, vi gerne ville se, og på forhånd valgt Vestfjordene fra. Så ville vi hen ad vejen se, om der var noget, der skulle springes over af tidsnød, eller der var steder, der var værd at blive en ekstra dag. Det kan være vanskeligt at lægge en fast rute selv med alternative ruter, når man ikke ved, hvordan vejret er eller bliver på turen. Det kan være dejlig sol, kraftig regn eller tyk tåge, og vejenes beskaffenhed er ikke mindst afgørende. Tager man Ringvejen, Hovedvej 1, rundt, er der 1339 km. Vi nåede at køre ca. 2700 km på Island. Fra Egilsstadir kørte vi sydover langs Lagarfljót. Herefter ad rute 910 op over fjeldet vestover. Bjergkørslen var nu startet! Man kunne godt mærke, at vi var kommet op i højderne, for det begyndte at blive koldt om fingre og tæer. En flot tur over fjeldet med store vidder, højmose og fjelde. 5
Vi spiste frokost ved en kæmpe vandkraftstation/dæmning og fik varmen. Derfra kørte vi videre ad jordvej. Nu begyndte den rigtige Islandstur! Vi skulle have været forbi et varmt vandfald, men missede vejskiltet, så det blev ikke denne gang. Det kunne ellers have været godt med et bad. Vi skulle nordpå, for at få tanket i Skjöldólfsstadir. Vi fandt tanken efter 60 km jordvej og startede derfra med at køre 30 km i den forkerte retning, så vi var nødt til at køre tilbage og tanke en gang til. Der er lange distancer på Island; under hele turen var vi meget opmærksomme på at tanke, når muligheden var der. Højsletten på vej til Mödrudalur Fra tanken var det ad jordvej mod Mödrudalur. En lille flække med kirke, campingplads, cafe og privat brændstofsalg. Vi skulle lige have toppet tanken, inden vi lagde ud på 95 km jordvej mod Askja, som er en af de store vulkaner på Island. Afstanden mellem kraterkanterne er mellem 6 og 8 kilometer, og den var sidst i udbrud i 1875, som var meget stort. 6000 kvadrat kilometer blev dækket med pimpsten. I krateret er der to søer, den ene er 220 m dyb, og den anden har varmt vand, som er til at bade i. Det var dét, vi ville prøve. Ca. 20 km fra tanken ved Mödrudalur på rute F905 slog vi lejr ude midt i ingenting. Vi havde passeret to elve med ca. 20-30 cm vand. Det gik OK, 6
og jeg tænkte, at hvis det ikke var mere end det, skulle det nok gå. Lejr den første dag midt i ingenting på vej til Askja Næste morgen, fredag den 5. 8.-16 da jeg skulle starte og trådte på kickstarteren, forsvandt glideren til min støvle lynlås. Godt der var lange snørebånd på støvlerne. Resten af turen holdt jeg støvlen sammen med snørebåndene. Efter 10 km dårlig jordvej, hvor man max. kunne køre 20 km/t, kom vi til en elv, en rigtig en af slagsen. Vandet gik vel til knæene. Så der satte jeg hælene i. Jeg ville ikke kører over. Knud Erik foreslog, at han kørte begge maskiner over elven, så jeg bare kunne vade over. Men jeg ville stadig ikke være med. Senere fik jeg at vide, at vi nok også havde druknet cyklerne, hvis vi havde forsøgt. Så vi måtte vende om og kom ikke til Askja (denne gang). Så kørte vi tilbage til Mödrudalur for at tanke cyklerne og os selv med kaffe og kage. Så fortsatte vi nordover til vandfaldene Dettifoss og Selfoss. Dettifoss er et stort vandfald. Der kommer godt 200 tons vand i sekundet, som falder 45 m i det 100 m brede vandfald. 7
Vejret var fantastisk med høj sol og sommer varme. Da vi havde nydt udsigten ved vandfaldene, var jeg ved at være godt træt af jordveje. Dettifoss og Selfoss Men skulle vi nordpå op til kysten, var det ad jordvej. Alternativt skulle vi køre 25 km retur, hvor vi kom fra, og ad hovedvej 1 til Mývatn, som måske var en lidt kedelig rute. Men pyt, det var jo kun 33 km, til vi kom til asfaltvej, hvis vi kørte nordover. Så det gjorde vi. Jeg troede, vi havde kørt på dårlig jordvej, men blev klogere. Det tog 2 timer at køre de 33 km. Men det var godt, vi tog turen, for der var en fantastisk smuk tur over hede/højmose med fantastisk udsigt til store vidder ud mod kysten. På kystvejen passerede vi en dæmning. Der var opstået en stor indsø efter et jordskælv, hvor store områder simpelthen var sunket 1-2 meter og derfor lå under vand. 8
Lónsós hvor et stort område er sunket efter jordskælv Vi kørte langs kysten til Húsavík som er et af de steder, man kan tage på hvalsafari. Derfra sydover mod Mývatn. Det var ved at blive sent, så vi ledte efter et sted at slå telt op. Vi fandt en plads på toppen af Geitafell med udsigt til Nordatlanten og vulkaner. Et fantastisk smukt og fredfyldt sted. Teltet blev slået op, og kogegrejet kom frem, og pludselig kom en bil ud af ingenting. Det var bare en Islænding, der gerne ville tage et billede af vores Nimbusser. Det var godt at komme i soveposen efter en lang dag. Næste morgen, lørdag den 6. august, stod vi op til endnu en dag med sol og godt vejr. Vi kørte mod Mývatn i et meget specielt landskab med lavaformationer. Mývatn blev skabt efter et stort vulkanudbrud fra 1724 til 1729. Aske, lave og pimpsten lavede en afspærring, så vandet ikke kunne komme frit ud til havet, og søen Mývatn blev skabt. På grund af den varme undergrund er der en stor omsætning i søen. Det giver mange planter og insekter, som giver en masse næring til mange ynglende ænder og vadefugle. Vi kørte ud vest for Mývatn til Vítí, som betyder helvede og er en vulkan med vand i krateret, og hvor man kan gå rundt på kraterkanten. Ikke langt derfra ligger et vulkansk område, Krafla. Der var et udbrud, som startede i 1975 og 9
varede frem til 1984. Under det opstod der en sprække på ca. 11 km, hvor det væltede op med lava og aske, som dækker et område på 35 kvadratkilometer. Der er afmærkede stier, så man kan gå rundt mellem lavaformationer og termisk aktivitet med vand og mudder, der koger og lugter af svovlbrinter. Der bliver aflejret meget rent svovl på overfladen, der førhen blev udvundet til krudtfremstilling. Ved Krafla er et stort termisk kraftværk. Det var under opførsel, da udbruddet kom i 1975, og måtte stoppes, men er siden færdiggjort. Der er boret rør ned i 1000 m dybde, og derfra kommer der damp op under højt tryk, hvoraf der producers el. Derfra kørte vi lidt sydover til Helvedes køkken. Endnu et termisk område, hvor der er meget aktivitet med kogende mudder og vand, der dampede, spruttede, hvæsede og ikke mindst lugtede. Det er en stor oplevelse at se og opleve sådanne naturfænomener på så tæt hold. Derfra kørte vi tilbage og hele vejen rundt om Mývatn, hvor vi fandt en campingplads med en fantastisk udsigt ud over søen med masser af vadefugle. Søndag morgen, den 7. august, gik turen vestover ad hovedvej 1. Der var ikke så mange andre muligheder end hovedvejen. Vi kørte mod Akureyri. Tæt op ad hovedvejen passerede vi endnu et vandfald, Godafoss, 10
som gemmer på et sagn om, at der blev kastet hedenske gudebilleder i fossen, da kristendommen blev vedtaget i Altinget i år 1000. Fra Akureyri, hvor vi fik handlet og tanket, fortsatte vi til Hólar, et gammelt Bispesæde og Domkirke. Vi kom lige til en kirkekoncert, men var velkomne, selvom vi ikke just var festklædte. I Hólar ligger en stor landbrugsskole. Om sommeren bruges mange kostskoler, og også denne, til overnatning og restaurant, så vi fik en kop kaffe med kage til. Området var klart et landbrugsområde med store flade marker. Ind imellem græsmarkerne var der også enkelte kornmarker. Karakteristisk for Island og deres græsmarker var et farverigt udvalg af wrapballer. Lyserød, lysegrøn, lyseblå og så selvfølgelig hvid. Vi fortsatte tilbage sydpå og stoppede i Varmahild. På en tank fandt vi en vaskeplads, hvor vi kunne stå. Det viste sig, at min cykel kørte bekymrende langt på literen, og Knud Erik ville rense karburatoren og tomgangsdyssen. Han fik også ringet og konfereret med Preben (PH Nimbus Service i Gislinge). Problemet blev hurtigt ordnet, og vi valgte at kører lidt længere og så finde en campingplads for natten, inden vi skulle begive os ind i højlandet. På hovedvej 1 videre vest over blev vi overhalet af to offroad MC er fra Schweitz. Med tegn og fagter var de tydeligt imponerede over Nimbusserne. Mandag morgen den 8. 8. -16 pakkede vi og kørte ad rute 35, som er den vestligste vej ind over højfjeldet mellem gletscherne Langjökull og Hofsjökull. Det første lille stykke var jordvej. Derefter kom et stykke med fin bred asfaltvej. Forklaringen var, at der lå et stort vandkraftanlæg, hvor der øjensynlig var en del tung trafik til. Efter anlægget var det igen jordvej, men god jordvej, hvor man kunne køre op mod 40 km/t. Senere blev den dårligere, og farten faldt til 15-20 km/t. Det sidste stykke ud til Kjölur og kilderne Hveravellir, var der områder med sand, det var svært at køre i. 11
Landskabet var utroligt storslået og øde. En polarræv krydsede vejen, og store fugle svævede over os. Dog passerede der jævnligt biler forbi. Ved Hveravellir kikkede vi igen på kogende kilder, der spruttede og hvæsede. Vi fik et bad i den varme kilde. Det var dejligt afslappende, man bliver godt ren i det svovlholdige vand. Efterfølgende spiste vi frokosten med fantastisk udsigt til vulkaner med sne på toppen. Det var kun først på eftermiddagen, så vi blev enige om at fortsætte til den næste campingplads Kjerlingarfjöll, hvor vi havde set, vi kunne få tanket. Da vi kørte fra Hveravellir gik Knud Eriks cykel lige pludselig i stå i et felt med løst sand. Jeg hjalp med at skubbe ham ud på mere stabil grund. Han fik startet igen og havde ikke rigtig nogen ide om, hvorfor han gik i stå. Vi skulle 30 km længere syd på ad rute 35 og så mod øst. Jeg tænkte, at det kun var få kilometer østpå, men vejen ville ligesom ingen ende tage. I dag kan jeg på kortet se, at der er godt 30 km. Vejen hertil var dårlig, og det var med max. 20 km/t. På vejen holdt vi en lille pause på et udsigtspunkt. Her passerede et par biler. Bl.a. en Opel Corsa med en ældre dame med hvidt pagehår. Hun vinkede og virkede helt upåvirket af den dårlige vej. Hun kørte dog stille, og vi undrede os over, hvordan hun var nået helt derind i højlandet i den lille, ikke-terrængående bil. Da vi endelig nåede frem til campingpladsen, var vi begge godt brugte og trætte. Vi slog telt op og lavede en kop kaffe og ville bare slappe af, inden vi skulle lave mad. Campingfatter kom og skældte os ud over, at vi kørte på sådan nogle fine gamle motorcykler på de dårlige jordveje. Men han ville nu alligevel gerne fotografere dem. Han fortalte også, at brændstofsalget var lukket, men ville dog gerne hjælpe med nogle liter, hvis vi ikke mente, at vi kunne nå frem til næste tank. Vi regnede på det og mente, at vi nok skulle nå frem. 12
Han fortalte, at der oppe i fjeldet lå et stort Geotermisk område, som han syntes, vi skulle gå op at se. Geotermisk område ved Kerkingerfjöll Der var ni kilometer derop. Enten at gå over fjeldet eller ni km at køre ad vej derop. Jeg var så træt, at jeg ikke ville kunne gå 18 km, ej heller køre dem på Nimbussen. Han syntes, det var ærgerligt, hvis vi ikke kom derop, så han tilbød os at låne os sin firhjulstrækker. Vi takkede ja og fortrød det absolut ikke. Det var et fantastisk sted med en fantastisk udsigt og et meget specielt landskab. Længere oppe var der stadig sne med spor af Snowboards. Jeg var glad for, at vi valgte bilen. Vejen var om muligt endnu værre end noget andet, vi havde kørt på indtil da. Næste morgen, tirsdag den 9. 8.-16, pakkede vi igen vores cykler og begav os ud mod rute 35 for at køre syd over til Gullfoss. Vi havde ikke kørt langt, før Knud Erik fik problemer. Han gik i stå og kunne ikke starte igen. Ingen strømintet liv. Var det batteriet? Laderelæet? Heldigvis var der god mobilforbindelse, så Knud Erik ringede til Preben og fik snakket fejlkilderne igennem. Det viste sig, at den ene pol på batteriet var tykt belagt med ir, og 13
Knud Erik ved at løse det elektriske problem det elektroniske laderelæ var defekt. Knud Erik fik renset polen, og så kunne han starte, men den kunne ikke lade så meget, at den kunne køre med lys og GPS. Jeg fik GPS en, han slukkede sit lys, og så krydsede vi fingre og begav os afsted (det skulle nok gå, for vi havde et ekstra batteri i sidetasken). Mens vi stod der på vejen, midt i ingenting, stoppede en italiener på en stor BMW og spurgte, om han kunne hjælpe. Op af en lomme i sin jakke, trak han et laderelæ og spurgte, om det var et, vi kunne bruge, for så måtte vi få det. Der er en helt speciel positiv ånd på Island. Alle vil gerne hjælpe hinanden, lokale som turister. Laderelæet var dog ikke konvertibelt til Nimbus. Selv om BMW har meget tilfælles med Nimbus, er de jo gået over til 12v, så et 12v relæ kunne ikke bruges. Der var ca. 90 km til Gullfoss. Alle sagde, at vejen sydover var dårligere end nordover. Vi mødte to hollændere, som trøstede mig med, at de første 30 km var de dårligste. Det var kortere end at køre nordover og ud fra højfjeldet, så der var ingen anden mulig vej end sydover. Hollænderne sagde, at når vi kom til en cafe, skulle vi køre ind og spise en portion suppe, og så ville vejen blive bedre. Jeg var dog ikke enig med ham. 14
Så min glæde var stor, da vi endelig kom til asfaltvej og kort efter det store vandfald Gullfoss. Det var en meget anstrengende, men også storslået tur ind over højfjeldet. Skulle man nyde udsigten og landskabet, var man nødt til at stoppe op. Når man kørte, var det en nødvendighed at kikke på vejen hele tiden for at styre uden om sten, huller eller andre udfordringer. Utroligt nok tabte vi ingen ting på cyklerne, men det er sikkert, at de nu er gennemtestet for løse dele! Vi gik en tur og kikkede på storslåede vandfald endnu engang. Derfra kørte vi til Geýsír, hvor de varme kilder springer 10-15 meter højt for hver 10-15 min. Stadig med den karakteristiske lugt af svovl, som hænger i næsen. Her var der den første tank, efter vi kom ud fra højfjeldet. Vi havde tidligere delt den ene reservedunk og trillede nu hen til tanken for at opdage, at den ikke virkede! Så vi delte den anden reservedunk og kørte videre til næste tank ca. 20 km væk, hvor vi fik tanket. På tanken spurgte jeg en Islænding om vej. Jeg ville køre en omvej for at undgå jordvej, men han overbeviste mig om, at de 7 km. jordvej, som var en genvej, var god jordvej. Jeg har nu lært, at Islændinge har et andet forhold til den slags end en dansk Nimbuskører. De kører jo stort set alle i firhjulstrækkere. Vi tog genvejen til en campingplads i Laugarvatn og slog lejr. Her faldt vi i snak med et norsk par, der gav os et tip om en campingplads, hvor man kunne slå telt op i drivhus. Interessant, fordi de lovede temmelig megen regn næste nat. Onsdag morgen, den 10. 8.-16, regnede det, og vi trak tiden med at stå op. Det lønnede sig, for vi fik pakket i tørrevejr og kørte afsted mod Reykholt nordover til drivhus campingpladsen. Gennem Pingvellir sletten, som er på Unescos verdensarvsliste, og videre ad 63 km elendig jordvej. Forbi et 15
vejarbejde, hvor skiltning var ikke eksisterende, og vi kørte slalom mellem en Dumper og en lastbil. Vi fandt campingpladsen, fik tanket og slået lejr. Vi valgte dog at ligge udenfor, trods den lovede regn. Vi kunne ikke overskue at ligge i den fugtige varme, der var i drivhuset. Så ville vi trods alt hellere blive våde af regn. Senere gik vi en tur i det lokale friluftsbad med varmt boblebad og svømmebassin. Om natten blev jeg vækket af regnen og måtte sande, at de ikke havde overdrevet med den lovede regn. Vores oversejl var ved at nå jorden under tyngden af regnen. Uden for sovekabinen var der en stor vandpyt inde i teltet. Vi havde misset, at der var en lunke lige der. Heldigvis lå sovekabinen højt! Næste morgen var der blankt vand på plænen. Regnen var dog holdt op ved 7-tiden, og endnu engang var vi heldige at kunne pakke i tørvejr. Vi kørte øst over til Barnafoss. Et specielt vandfald, med en myte om to børn, der var forsvundet i fossen, og hvor vandet kom ud mellem lagene af lava. Herfra kørte vi vestover. De havde lovet ganske let regn hele dagen. Enten tog de fejl, eller også vil jeg ikke opleve, når det regner for alvor. For denne dag blev vi MEGET våde. Vi ville have kørt Snæfellsnes rundt, men opgav, fordi det regnede, og der var tågedis. Vi kunne ikke se landskabet, så vi valgte at køre nordover til Stykkisholmur for at se, om det klarede op ved kysten. Det gjorde det ikke! Stykkisholmur har historiske bånd til Danmark, og vi kom lige til Dansk uge! Lidt syd herfor ligger Bjarnarhöfn, hvor der er et museum, der fortæller historien om Hákarl velhængt Grønlandshaj. Der var også smagsprøver for de modige. Med våde på fødder og hænder kørte vi sydover til Borganes og fik tanket. Herfra videre syd over rundt om Hvalfjorden til en campingplads. Vi kunne hælde 16
vand ud af støvlerne. Så det var med at få slået telt op. Komme i bad og få varmen og få lagt vores tøj indenfor, så det kunne tørre bare nogenlunde. På campingpladsen lå et par englændere, der var på cykel - altså trædecykel. Det er sejt! Næste morgen, torsdag den 11. august, kom solen, og vi lagde vores ting ud for lige at få dem tørret, inden de skulle pakkes. Kørte derfra langs kysten mod Reykjavík og op til domkirken. Et fantastisk bygningsværk inspireret af basalt-formationer, som ses mange steder rundt om ved vandfaldene. Vi fandt Turistinformationen for at høre om mulighederne for at komme til Vestmannaøerne. Det så ud til, det var muligt. Vi kørte fra Reykjavíik vest over mod Keflavík, Grindavík og forbi et meget stort geotermisk værk ved Den Blå Lagune. På sydkysten spiste vi frokost, fortsatte vestover gennem Selfoss og kørte videre til færgehavnen for at se, om vi kunne komme til Vestmanaøerne. Her kom vi en halv time før færgeafgang, og der var heldigvis plads. Vi tog færgen over til Heimaey, den eneste beboede ø på Vestmanaøerne, og bestilte med det samme retur næste aften kl. 18.30. Ovre på Heimaey fandt vi campingpladsen og fik slået lejr. Det klarede op. 17
Tænk, hvor heldig man kan være. Næste morgen, fredag d. 12. 8.-16, sov vi længe. Stod først op ved 7.30 tiden. Det var overskyet da vi kørte op på Edlfall, som var den vulkan, der var i udbrud i 1973. Vi gik op på kraterkanten, og da vi kom derop, tittede solen frem, og den skinnede resten af dagen. Der var en fantastisk udsigt til et meget specielt landskab ned over byen, havnen og havet. Udsigten fra vulkanen der var i udbrud i 1973 over Heimaey by Man fik et godt indtryk af, hvor voldsomt udbruddet i 1973 havde været. Derfra kørte vi ud på sydspidsen til fyret. Udsigten herfra var fantastisk sydover til de andre Vestmanaøer. Midt på eftermiddagen var vi tilbage til campingpladsen for at spise og pakke. Kørte derefter til havnen og satte cyklerne for at gå en sidste tur i byen i den del, der var blevet gravet ud af asken. Tilbage til havnen og over igen til fastlandet med færgen. Ikke langt fra færgehavnen ligger Seljalandsfoss, et vandfald man kan gå ind bag ved. Tæt derpå ligger en campingplads, hvor vi overnattede. Næste dag, lørdag d. 13. 8.-16, blev en lang dag med 140 km ad sydkysten til Kirkjubæjarklaustur. Det regnede, og vores ellers tørre sokker var nu til at vride igen. 18
Vi kørte ind på en tankstation, fik tanket, fik en portion varm suppe og fik tørre sokker på med plastposer uden på, så de ikke sugede vand fra støvlerne. Det fungerede faktisk meget godt. Vi kørte videre 150 km og var enige om, at vi ville finde et værelse. Vi ville have kikket på gletchere, men var kolde og besluttede at finde et sted for natten. Der var bare det ene problem, at alt var optaget. Vi endte på en nedlagt skole, der fungerede som vandrerhjem. Her kunne vi slå telt op og komme ind i spisesalen og få tørret vores ting. Det regnede godt, og det gjorde det også næste dag. Så vi blev endnu en nat, så vi kunne blive helt tørre. 15. 8. 2016. Vi stod tidligt op. Kørte tilbage til Jökulsarión gletcheren. Det var tåget, men vi fik nogle billeder. De to hollændere, vi havde mødt inde i Højfjeldet, kom for at fotografere. Vi fik sagt farvel og kørte tilbage for at pakke. Planen var at køre det sidste stræk til færgen denne dag. Den 16. 8.-16 havde de lovet dagsregn igen. Så vi ville hellere ligge på campingpladsen i Seydisfjórdur frem for at pakke op og ned i regn. Vi besluttede at tage hovedvej 1 tilbage til Egilsstadir. Turen langs kysten var utrolig smuk med havet mod syd og lavafjelde mod nord. På et tidspunkt ville GPS en have os til at køre langs kysten frem for ad hovedvej 1. Men jeg tænkte, at hovedvej 1 måtte være den bedste, men jeg tog fejl. Vi havde ikke kørt langt, før der kom jordvej. Hovedvejen var relativ dårlig jordvej med serpentinersving op over fjeldet. Men vi nåede frem til Egilsstatir, hvor vi fik tanket og handlet. Her mødte vi en flok danske turister, der lige skulle se på vores godt beskidte Nimbusser. Vi begav os videre tilbage over fjeldet til Seydisfjórdur. På campingpladsen mødte vi den schweizer, der var kørt uden om os en af de første dage på hovedvej 1. Han var glad for at se, at vi var kommet hele vejen rundt uden de helt store problemer. Knud Eriks Nimbus kørte stadig, så længe han kørte uden lys og GPS. Næste morgen, 18. 8.-16, pakkede vi og kørte på havnen til opmarch. Vi stod nu sammen med mange af dem, vi havde mødt på turen rundt på Island. Vores Nimbusser blev beundret og folk var imponeret over, at de havde klaret turen rundt uden uheld. Generelt fik vore Nimbusser stor opmærksomhed lige meget, hvor vi stoppede på turen. Vi kom om bord og kunne endelig slappe af. 19
Tidligt om morgenen (fredag den 19. 8.-16 ved 3-tiden) ankom vi til Thorshavn. Vi kørte fra borde, og Knud Erik havde i nattens anledning tændt sit lys. Vi kørte op til tankstationen på ringvejen i det nordlige Torshavn og ventede til færgetrækket var overstået. Da der blev stille, kørte vi mod Funningur. Knud Erik kørte bagerst med slukket lys. Kom der andre trafikanter, tændte han lyset. Hans batteri holdt hele vejen, og vi kunne gå i seng ved 5-tiden godt brugte og trætte. Søndag aften den 21.8.-16 gik turen til færgen, for at være i Hirtshals tirsdag morgen den 23. 8. -16. Turen hjem gik over Århus med færgen til Sjællands Odde. Lige et smut forbi Preben efter reservedele, og så hjem. Vi skulle jo begge op og på arbejde onsdag morgen. Det var en fantastisk oplevelse at se Island og køreturen på Nimbus. Det var anstrengende at køre på jordvejene, men også en stor oplevelse. Og, ja, vi vil gerne tilbage dertil. Vi kan kun anbefale at tage en tur til Island. Og Ortopædkirurgen har bestået testen. I skrivende stund mangler der kun få graders bevægelighed i skulderen. Han kan anbefales, hvis man skal ud at kører MC igen. Tak til Ovl. O F, Holbæk sygehus. 20
Når hullet skal være rundt igen Af Ole K. Sommer Der er et tidspunkt, hvor man synes, at hullerne i håndgrebet (7198) er blevet for store og ovale. Så er der ikke andet at gøre end at få lavet det igen. En god ven svejsede de gamle huller til for mig. (rustfri svejsning). Det er hullet her Så fik håndgrebet en gang polering med biltemas Flopdisc polering. Nu er der ca. 50-80 år igen. Efter en slibning blev der markeret op og kørnet. Først blev der boret med et mindre bor, derefter med det bor, som passede til færdig hul. Hvid- forpolering af stål og rustfrit stål, Blå højglanspolering af alle materialer. 21
Renovering af pedaler Af Ole K. Sommer Nu hvor min Nimbus skulle til maler, konstaterede jeg, at både bremsepedalen (7282) og koblingspedalen (7281) havde for meget slør. Så måtte de en tur forbi Henning. Han kiggede lidt på dem, og fandt skydelæren frem. Så blev der målt og regnet ud, og så blev den første pedal spændt fast i fræseren med måleur. Nu var tiden kommet til at få hullet boret større, så der kunne komme en bøsning i. Samme tur fik den anden pedal også. 22
Derefter drejede Henning to bøsninger, som blev presset ind i hullet i pedalerne. Nu fik fodhvileren (7357) en lille tur i drejebænken. Ikke mere slør og klar til maler, og ikke mindst: Det er originalt. 23
Fladjernstræf Den 28.-30. april 2017. Fladjernstræf er et træf for Nimbusser. Sted: Bisseruplejren Gl. Strandvej 135, Bisserup, 4243 Rude. Det koster 375,- kr. for træffet med mad lørdag og søndag. Børn mellem 7-18 år: 200,- kr. Der er rum med køjesenge, til max 67. Personer. (Husk sovepose). Der er også mulighed for at ligge i telt. Program Træffet åbner fredag kl. 16.00 og lukker søndag kl.11.00. Fredag aften vil der være sat en grill op, som man kan bruge, Husk, I skal selv medbringe mad til fredag aften. Der kan købes drikkevarer på stedet. Lørdag vil der være morgenmad mellem kl.7.30-9.30. Under morgenmaden er der mulighed for at smøre en madpakke. Fællesturen starter kl.11.00, og ca. kl.12.00 vil vi holde et sted, hvor vi kan spise vores madpakker. Vi forventer at være tilbage på træfpladsen ca. kl. 13.30. (Husk fuld tank ). Lørdag aften vil der være mad fra kl. 18.00 (grill med mere). Søndag er der morgenmad fra kl. 7.00. Tilmelding seneste 24. april. Ole K. Sommer, tlf.2534 3136. Arnth Mørk, tlf. 4050 8189. tilmelding@nimbusabc.dk 24 betaling på konto: 4420-4420710232 ( husk navn ved betaling.) Tilmeldingen er først gyldig ved betaling.
25
26
27
Er der nogen som vil havde en kop varm kaffe?? Jeg skal lige, der er en forbandet hundeejer der ikke har rydde op. Lort nu skal jeg hjem og vaske støvler og bukser!!! Det er godt, ham foran har stinklap på. Ja, nu glæde jeg mig til at få frisk olie på, og et bad.