Rapport fra deltagelse i IAMLs internationale kongres i Napoli, 20.-25- juli 2008 Af Erling Dujardin, musikbibliotekar ved Frederiksberg Bibliotek, medlem af DMBFs bestyrelse. Billederne er taget af rapportens forfatter. Dansk Musikbiblioteksforening (DMBF) Foreningen er samlingspunkt for personer, der over en bred kam beskæftiger sig med vederlagsfri formidling af musik, typisk bibliotekarer ansat i musikbiblioteker af alle typer, men også institutioner, der beskæftiger sig med musik, kan tælles i medlemsskaren. Blandt de sidste er f.eks. Danmarks Radio, DBC s sektion Musik og medier, Musikvidenskabeligt Institut, musikkonservatorierne og Musikhistorisk Museum. DMBF repræsenterer således en lang række forskelligartede musikformidlere. Desuden er DMBF den nationale sektion af den internationale musikbiblioteksforening, IAML (International Association of Music Libraries), hvis rekrutteringsgrundlag ligeledes hovedsagelig er bibliotekarisk uddannet personale. Det er dog ret unikt for Nord- og Vesteuropa, at folkebibliotekerne er præsenteret, og de har da også deres egen sektion under IAML, ligesom andre interessegrupper har det. IAMLs medlemmer har muligheden for at mødes en gang om året til international kongres skiftende steder i verden. For et par år siden var DMBF letsindige nok til at forsøge at ændre IAMLs vedtægter frem mod en organisation, der er tilpasset det 21. århundrede: Øget brug af elektronikkens muligheder og mulighed for fravalg af foreningens trykte og efter vor mening kedelige tidsskrift - fyldt med forskningsrapporter og stort set uden illustrationer. Da vores engelsksprogede udkast var færdigt, fik vi den norske forening med som forslagsstillere. Det er synd at sige, at forslaget vakte glæde, da det blev fremsat på konferencen i Sydney i 2007, men der blev dog pillet to punkter ud, som arbejdsgrupper med dansk og norsk repræsentation skulle koncentrere sig om. På konferencen i Napoli skulle grupperne mødes og fremlægge deres konklusioner til godkendelse i the Board (IAMLs bestyrelse). Jeg havde hovedansvaret for udformningen af de nye vedtægter og fik derfor sæde i den arbejdsgruppe, som kiggede på de uensartede valgprocedurer til hhv. hovedbestyrelse og bestyrelserne for de enkelte sektioner inden for IAML. I stedet for verdensomspændende urafstemning på papir kunne man passende benytte elektronisk afstemning i stedet. De forudgående diskussioner online og mødet face-to-face i arbejdsgrupperne i Napoli fik da også den positive effekt, at man kunne enes om en indstilling til the Board om at forsøge sig med elektronisk prøvevalg blandt interesserede medlemmer. Også nordmændene fik puffet til den mangeårige tradition med at udsende papirtidsskriftet som en obligatorisk del af medlemskabet. Så på den måde kom der skred i den ellers stillestående forening. Men både i Danmark og Norge har vi haft en fornemmelse af, at vi måtte puffe meget hårdt for at forårsage dette skred. 1
Den danske bestyrelse føler i hvert fald, at det langvarige foregående arbejde ikke har været helt forgæves der mangler dog meget endnu, før ændringerne kan vedtages, men i det mindste er der rusket op i de internationale medlemmer nu. Men det er ikke specielt spændende at beskæftige sig med sproglig udformning af vedtægter, når man ikke er specielt uddannet inden for jura så der var heldigvis en del faglig ballast ved siden af i form af faglige foredrag og kulturelle udflugter, og det er dem, jeg husker i dag. Rejsen til Napoli Der er mulighed for at medtage accompanying persons til disse kongresser, det er hovedsagelig ægtefæller/samboende, der tænkes på. De er ikke akkrediteret, men kan deltage i arrangementer, der ikke har direkte med foredragene at gøre (koncerter, udflugter og afsluttende dinner). Hverken min kone eller jeg har været i Napoli før, så vi blev enige om, at hun skulle tilmeldes som accompanying person det kunne vi godt få råd til, når jeg fik rejse og ophold dækket af Edvard Pedersens Biblioteksfond. Derfor var vi faktisk to personer af sted derudover var endnu to danskere akkrediteret som talere på kongressen., den ene formanden for DMBF. De havde lettere ved at få dækket rejseudgifterne. Samarbejdet betød også at vi holdt tæt kontakt med den norske gruppe. Bl.a. holdt vi to taktikmøder omkring de arbejdsgrupper, hvor vi skulle forsøge at få vores tanker om fornyelse igennem. Kontakten er siden udbygget til et tættere samarbejde, bl.a. et fælles bestyrelsesmøde i Oslo. Der er ingen direkte rutefly mellem København og Napoli, men en nærmere eftersøgning afslørede, at Sterling som det eneste selskab havde en ugentlig afgang mellem København og Napoli hver lørdag den kunne kombineres med hotelophold. Min kone og jeg valgte derfor denne mulighed. Kortest mulig flyvetid, og kombineret med hotelophold ville det sikre os kompensation fra Rejsegarantifonden, hvis noget gik galt. Tilmed var vi heldige at booke på et fordelagtigt tidspunkt, hvor enten billetprisen eller hotelprisen var lav, så den samlede pakkepris blev lavere, end vi havde kalkuleret med. Til gengæld måtte vi finde os i et ufrivilligt langt ophold i Napolis lufthavn på vejen hjem. Flyet fra København blev mere end 4 timer forsinket, før det kunne vende hjem med os det var surt. Konferencestedet Hovedparten af kongressen blev afholdt på konferencecenteret Stazione Marittima, vis-avis det sted, udflugtsbådene til de omkringliggende øer afsejler. Arkitektonisk ikke videre spændende: 5 forskellige sale i forbindelse med en hall og nogle kontorer, i en stor firkantet betonklods, der ikke sagde mig noget arkitektonisk. Så var det langt mere spændende med åbningen, der var henlagt til Napolis musikkonservatorium. Det har til huse i San Pietro a Majella. Pietro Angeleri da Morrone var en hellig eremit, der boede på bjerget Majella, og som senere grundlagde munkeordenen Celestinerne. I 1294 blev han 2
valgt til pave Celestin V. Celestinernes kloster og kirke blev imidlertid først færdig i starten af 1300-tallet. Der er siden foretaget mange om- og tilbygninger, men i 1826 var munkene fordrevet, og bygningen overgik til det Musikalske Akademi altså masser af kultur på stedet. Der var også en koncert med et rigtigt velsyngende lokalt kor i den tilhørende kirke. Chiesa San Pietro a Majella 3
Koncerten med Ensemble Vocale di Napoli Det er noget af et vovestykke at begive sig til Stazione Marittima. Bybussen stopper et stykke derfra, og man skal til fods passere veje med tæt trafik. Neapolitanerne kører og parkerer meget tæt, men det viste sig, at de var utrolig agtpågivende. Så snart man træder ud på kørebanen stopper de og bilerne bagved og giver plads til, at fodgængere kan slippe helskindet over. Og parkere ja, det gør de, hvor der nu er plads til bilen, om nødvendigt i 2. position. Politiet og myndighederne har tilsyneladende accepteret det, men mangelen på parkeringspladser er også stor. Jeg tror, nogle danskere ville have godt af at lære trafikkultur i Napoli 4
Udsigt over Napolibugten fra Nationalmuseet. I forgrunden Stazione Marittima De faglige indslag Der er især de tre første dage mange ting at vælge imellem, ofte parallelle konferenceindslag, men det er heller ikke dem alle, der virker lige relevante. Men det betyder, at man langt fra er en homogen gruppe i de fem dage, konferencen varer faktisk er det nok ved åbningen og afslutningen, at man er sammen med flest deltagere. Åbningsceremonien den 20. juli fandt som nævnt sted i meget kulturelle omgivelser, og det blev uddybet i løbet af ceremonien: Riccardo Muti startede på dette konservatorium, og det rummer en stor mængde musikmanuskripter med mange skatte iblandt. Det betyder også, at der har været mange fejder med skiftende politikere omkring bibliotekets samlinger. Ideen med samlingen er ud over forskning at fremme forståelsen for musikarkivering og dokumenter. Den anden pind hedder at fremme bibliotekstanken i Italien. Og mange af de efterfølgende foredrag tog da også udgangspunkt i manuskripter det var nu ikke dem alle, jeg fulgte. Mandag den 21. juli var dette meget tydeligt, da dr. Luciano Scala fortalte om Music in the Italian Digital Library. Luciano Scala er regional leder for Campanias kulturelle og landskabelige arv. Udgangspunktet er MIBAC-netværket, et italiensk kulturelt netværk, der 5
også omfatter f.eks. turisme, og sammenkobler 1700 biblioteker, 30 institutter og arkiver, 5 akademier og konservatorier. Det betyder, at f.eks. 179 liturgiske manuskripter i Bologna er omfattet, og alene fra Napolis konservatorium 3500 manuskripter af Bellini, Rossini, Donizetti, Verdi og Pergolesi. I Napoli findes også 6500 gejstlige manuskripter og 400 manusbind med neapolitansk musik. Disse digitaliseres løbende, og mere end 30 bind var indlagt på det tidspunkt. Som eksempler blev nævnt Gabriella di Vergy (Donizetti) og San Domenico-koraler. Mere end 1500 manuskripter er indtil nu med. Blandt de mere spændende ting nævnte dr. Scala, at der indlægges 3D-rejser (eksterne links til teateropførelser). Via Netværket kan de komme hele verden til nytte. Tendensen går i det hele taget i retning af bevaring/sikkerhedskopiering og tilgængeliggørelse. Virginia Danielson fra Harvard beskrev, hvordan Harvard og Indiana University var gået sammen om Sound Preservation, et digitalt program koncentreret om bevaringskrævende ting, og med teknologisk support. Der har været 6 rådgivere på, alle eksperter inden for deres felt, og helt fra grunden har man koncentreret sig om: 1) Konstruktion af et robust bevaringsprogram, der også er brugbart for andre 2) Real-world standarder 3) Opfindelse af best-practice, hvor det ikke findes, og ellers det bedst mulige - samt 4) Bevarelse af kritiske eller værdifulde feltoptagelser af unik art og ekstraordinær interesse. 5) Brugervenlig opbygning. Det er udviklet og udvekslet i småpakker, som andre kan bygge videre på. Man har udvalgt den digitale filtype, der skønnes bedst egnet til bevaring, nyudviklet scanningsteknikker og opbevaringsmetoder og udfører kvalitetskontrol. Læs nærmere om programmet her: http://hcl.harvard.edu/libraries/loebmusic/aps/index.html Et ligeledes amerikansk projekt går ud på at kopiere for at bevare, hvad der indtil nu er arkiveret fra Monterey-festivalerne i Californien siden 1958. Arkivet er startet af Ralph Gleason og Jimmy Lions. Det ældste stykke musik er Star Spangled Banner med Dizzy Gillespie fra åbningskoncerten. Man har været heldig at optage Billie Holiday, inden hun døde 9 måneder senere. Jerry McBride fra Stanford University fortalte, at enkelte ting var udsendt kommercielt, men selve tanken om at sikre det bevaringsværdige er så ny som 1999, og det kunne først realiseres fra 2005, hvor støttemulighederne var afklaret. Hvor meget der offentliggøres er så et andet spørgsmål. Der er enorme copyrightproblemer knyttet til materialet. Et tema var helliget musikreference-muligheder. Lindsay Weaver fra Brigham-Young University gik i krig med temaet: Beyond Duckles. Vincent Duckles Music Reference and Research Materials regnes for Referenceværket over referenceværker på musikområdet - og dette trykte værk fornys stadigvæk. Men som hun sagde: det er en besværlig og langvarig proces. Trykforlægget skal gemmes, og det er en tidskrævende proces at trykke og udgive en revideret udgave af dette forlæg. Internettet har gjort det meget nemmere at opbevare filer, og opdateringerne er tilgængelige umiddelbart efter. Derfor har man 6
gjort forsøget på Brigham Young-universitetet og er startet forfra med Music and Dance Bibliography som online-projekt. Grundstammen er universitetets egen samling af referenceværker på dette område, men den er suppleret fra bibliotekskataloger og trykte kilder. Et stort projekt, som omfatter vejvisere, leksika, indekseringer, komponisters værkfortegnelser og diskografier, udstillingskataloger m.m. Desuden indsættes direkte links til online-ressourcer. Ca. 1500 artikler er anmeldelser og kommentarer, og i de tilfælde kommer kommentarerne med. Omfanget er omkring 6500 indførsler. Den moderne web 2.0-teknologi knyttes til projektet, således at benytterne selv kan levere ekstra input fra en tilknyttet wiki, blog-diskussioner eller et Facebook-lignende forum. Wiki en skal fungere som fælles ressource med f.eks. forskningsresultater eller upubliceret materiale. Facebook-delen er et eksperiment man håber på, at de studerende vil benytte det til at holde sig ajour med, hvad andre studerende beskæftiger sig med inden for området. Wiki-funktionen blev fulgt op af DMBFs formand Ole Bisbjerg, som under overskriften Wikis: new possibilities for scholarly research initiatives gennemgik de muligheder, der ligger i Web 2.0-teknologien. Wikipedia ligger nr. 7 på Alexas liste over top sites, og det viser, hvor kraftigt brugerne involverer sig. Der er tale om et stort samarbejdende panel, teksterne er fælleseje, og Wikidot eksisterer f.eks. kun på nettet som bogprojekt. Det er umiddelbart muligt for enhver at revidere eller indlægge nye tekster (med mindre der er sat begrænsninger). Men dette kræver disciplin. Til gengæld har man fordelen af bidragydere af mangfoldig karakter og viden. Og som i andre online-kilder er det muligt at indlægge henvisninger i form af links og emneord i form af tags. Og med reference til den danske og norske forenings ønske om modernisering af IAML sluttede han af med at foreslå wiki-samarbejde inden for de forskellige sektioner af IAML, eller arbejdsgrupper, der kommunikerer via blogs. Det rummer ikke svar på det hele, men kan være en spændende måde at nå andre brugere på og arbejde sammen på. Kulturelle indslag Men den kulturelle og sociale dimension indgår også i de årlige kongresser, korkoncerten er allerede nævnt. Der er tradition for frit valg mellem et antal udflugter onsdag eftermiddag, og det virkede, som om alle havde ønsket en udflugt til Pompeji. Jeg tror det var 7 busfulde deltagere, der kørte af sted forbi Vesuv og videre til dens ødelæggelser, som vi kun fik set en lille del af, men det gav sandelig lyst til mere. Det er imponerende, så meget man har været i stand til at grave fri og genrejse, og de mest værdifulde ting befandt sig endda på museet i Napoli, som kun min kone fik tid til at se. Der er tale om et helt bysamfund med håndværkere og endda et amfiteater med en sangplet. Byen havde sine egne termer, og når romerne alligevel var af tøjet, kunne de begive sig hen til bordellet med æggende fresker på væggen. 7
Pompeii: Forum En anden ting, som min kone fik set, var Certosa di San Martino denne kirke indgik i en busudflugt specielt for accompanying persons, og en stille dag valgte vi simpelthen selv at tage dertil, så jeg også kunne kigge på den ene smukke udsmykning efter den anden. Jeg var helt forbavset over, at det var både se og fotografere. Det sidste må man som regel ikke. Ud over et virkelig smukt interiør er der også en pragtfuld udsigt fra denne kirke ud over bugten over mod bl.a. Capri, som vi ikke nåede at besøge. 8
En af de pragtfulde loftshvælvinger i Certosa di San Martino Lidt uaktuelt, men ikke desto mindre imponerende var det også at gå en tur igennem den gamle bydel og ned i Via San Gregorio Armenio. Hvis ikke vi havde vidst, at vi skulle hjem og umiddelbart efter flytte til noget mindre, kunne man føle sig stærkt fristet til at købe en af de pragtfuldt udskårne julekrybber i træ med hjem. Nu blev det i stedet til nogle mindre ting som f.eks. tøj og pasta. Den største og mest imponerende julekrybbe er i øvrigt havnet på Napolis nationalmuseum. Med til Napoli hører også tandhjulsbanen la funicula meget passende kunne man tage den på vej ned fra Certosa di San Martino. 9
Julekrybben på Nationalmuseet (udsnit!) Afslutning Ikke alene Pompeii blev jævnet med jorden i 79 e.kr. også den nærliggende Herculaneum blev ramt, men det var af aske, og derfor er den ikke så velbevaret som Pompeii, der blev begravet under jordmasser. Vi besøgte Herculeneum i forbindelse med den traditionelle afsluttende souper, som var henlagt til et nybygget landsted Villa Signorini. Omgivelserne var flotte, men jeg havde nok foretrukket det på en lidt anden måde. En række uniformsklædte tjenere stod linet op ved en række borde med mad og de uddelte så afmålte portioner af maden til de delegerede og deres ledsagere. Bagefter satte man sig hen ved småborde: der var ikke siddeplads til alle. Det blev der først, da hovedretterne blev serveret i et stort telt i haven med opstillede store borde. Alt i alt nok lidt for fornemt til min smag jeg ville foretrække noget mere uformelt. Omkring midnat blev gæsterne kaldt sammen til de ventende busser til det uigenkaldeligt sidste officielle arrangement: hjemtransport. Vores hjemtransport til hotellet sluttede med taxa, og det var imponerende at se, hvorledes taxachaufføren snoede sig ud og ind mellem de øvrige biler og endda valgte småveje ind imellem, for at det kunne gå hurtigere. Alt i alt en kongres med godt udbytte og som sædvanligt noget, der kan forbedres til næste gang, hvor det er i Amsterdam. Og spændende at møde udenlandske kolleger. 10
11