TORE RENBERG MIG OG YNGVE. Roskilde Bogcafé ROMAN. På dansk ved Jannie Jensen & Arild Batzer

MIG OG YNGVE

TORE RENBERG MIG OG YNGVE ROMAN På dansk ved Jannie Jensen & Arild Batzer BATZER & CO Roskilde Bogcafé

Mig og Yngve er oversat fra norsk efter Mannen som elsket Yngve Forlaget Oktober 2003 Dansk udgave: BATZER & CO 2009 Roskilde Bogcafé Ringstedgade 28 4000 Roskilde Tlf.: 46 36 07 62 / 28 11 62 74 E-mail: batzer@batzer.dk Omslagsfoto:??? Omslag & produktion: Arild Batzer Bogen er sat med ATGaramond 11/14,8 og trykt hos WS Bookwell Printed in Finland 2009 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-90524-87-6 www.batzer.dk Why am I going out of my mind whenever you re around? The answer is obvious love has come to town Talking Heads, Uh oh, love has come to town Der kan imidlertid ikke herske tvivl om at en epoke i verdenshistorien endte og en ny begyndte i slutningen af 1980 erne og begyndelsen af 1990 erne. Eric Hobsbawm, Ekstremismens tidsalder Udgivet med oversættelsesstøtte fra Kulturkontakt Nord 4 5

INDHOLD 1 Mathias Rust Band 9 2 En smuk dreng 19 3 Hebbelilles far er død 42 4 Lørdag 20. januar 1990 55 5 Dalai Lama kommer til Finmark 93 6 Jeg forandrer mig 105 7 Høre radiosporten med far om søndagen 126 8 Er du socialist? 145 9 Jeg tror alt ordner sig 159 10 Fissesatan Anarkikommando 180 11 Jeg kan ikke være tre steder samtidig 193 12 Falsk 230 13 Jeg siger: Sten, grus, sand 262 14 Lørdag 3. februar 1990 280 15 Du er et skarn, Jarle Klepp 339 16 Kan vi ikke gå i seng med hinanden en sidste gang? 351 17 En overraskelse 385 18 Hunden over Rennesøyhornet 402

1 MATHIAS RUST BAND livets væsen er samtidighed Thomas Mann Okay: Det hedder ikke EU, det hedder ikke Rusland, og det hedder ikke Either you are with us or you are with the terrorists. Der er ikke nogen golfkrig, der er ikke noget folkemord på Balkan, og der er ikke nogen tiårige der dør af LSD. E-mails er science fiction, internettet er en teori, og ingen kan brænde deres egne cd er. Ingen har hørt Kurt Cobain synge Smells Like Teen Spirit, det er ikke grunge det handler om, og ingen har læst i avisen at Cobain er død af en overdosis. Verden er ikke blevet præsenteret for Spice Girls, Boyzone, eller Destiny s Child, Bono har ikke talt med fremtrædende statsledere live på turné, og Blur har ikke været oppe at skændes med Oasis om den nye britpop. Keanu Reeves har ikke ophævet tyngdekraften i The Matrix, ingen har set Ernst-Hugo Järegård stå oppe på taget af Riget i København med knyttet næve mod Øresund imens han råber Förbannade danskjävlar, og Ross, Monica, Chandler, Rachel, Phoebe og Joey har ikke fået de tyve- og tredveårige til at sidde derhjemme hver tirsdag aften. Ingen taler om Webdesign, man kan ikke få job som chatværtinde, og SMS er der ingen der har hørt om. Bill 8 9

Clinton har ikke grædende på en pressekonference måttet tilstå at han har haft noget at gøre med aspiranten. Prinsesse Diana er ikke stået frem som anorektiker på fjernsyn, og hun er ikke død. Greta Garbo er heller ikke død, Astrid Lindgren er ikke død, Pol Pot er ikke død, og Kong Olav er ikke død. De unge britiske drenge Robert Thompson og Jon Venables har ikke myrdet den toårige James Bulger på en jernbanestrækning i Manchester, attenårige Eric Harris og Dylan Klebold har ikke skudt tolv medstuderende og en lærer på Columbine High School i Jefferson County, Colorado. Kan du forstå det, at intet af dette er sket? Synes du det lyder godt? Det er ikke sket. Hvis du tænker dig om savner du det så? Kunne du ikke lige så godt være det foruden? Kunne du forestille dig et liv uden disse hændelser du har levet med på godt og ondt? Skal vi sige farvel til det hele Slobodan Milosevic og et ødelagt Balkan, Leonardo di Caprio og Kate Winslet om bord på Titanic, Gary Barlow, Robbie Williams og de andre i Take That? Hvad så med resten? Dit eget? Den dag hvor du for nogle år siden gik gennem sygehusparken, standsede op foran de store egetræer og pludselig forstod at herregud, det er socialpædagog jeg skal være, jeg skal ikke være skuespiller. Eller hvad med den dag da du kom hjem fra ferie hos en ven på Sicilien, og mor mødte dig i døren med ordene far og jeg skal skilles, vil du bo hos ham eller mig? Hvad med Roskilde-festivalen da du var 20, dengang du røg så meget pot at du blev hed om ørerne og blød i knæene, så Primal Scream sent om natten på Orange Scene og konstaterede at Bobby Gillespie var mere stenet end dig, mens du kælede med en pige fra Malmø som du glemte navnet på? Kan du også slippe alt det? Din mormor der døde for nogle år siden, hende du var så knyttet til, hende der kogte gulerødderne så de blev bløde som bananer, hende der havde en stor have hvor der voksede tusindfryd som du plejede at plukke da du var lille? Kunne du tænke dig et liv uden savnet af hende? Kan du? Okay: Så hedder det ikke EU, så hedder det heller ikke Rusland, og så hedder det ikke Either you are with us or you are with the terrorists. Det hedder EF, og vi er imod, det hedder Sovjetunionen, og det forandrer sig fra dag til dag, det hedder Perestrojka, nedrustning og Glasnost. Amerikanske tropper sættes ind mod Panamas diktator Manuel Noriega, intifadaen på Vestbredden og i Gaza er to år gammel, og det er ikke længe siden kinesiske militære panservogne kørte ind på Den Himmelske Freds Plads i Peking med tåregas, skarp ammunition og sporlys, åbnede ild og mejede tusindvis af demonstranter ned. Vi har ikke mobiltelefoner, men der er velstående fædre der kører rundt med bærbare telefoner i bilerne, få har datamaskiner derhjemme til andet end at spille på, men folk er begyndt at skifte skrivemaskinerne ud på jobbet og gå på EDB-kursus om aftenen, og det er ved at være på høje tid at skifte vinylsamlingen ud med cd er. Bruce Springsteen er et navn man kan regne med, 20 år gamle Celine Dion fra Canada har vundet Melodi Grand Prix, og R.E.M. er ved at blive kendt af flere end indiefolket. Vi går i sorte frakker og 10 11

partisantørklæde hvis vi hører til på venstrefløjen, og resten af samfundet sværger til permanent kort hår, stramme 501, overskæg og mavebælte. Der er ikke en kæft som ikke har set Den sidste kejser, alle er enige om at Tom Cruise er uhyggelig god i Born on the Fourth of July, og Pelle Erobreren er en triumf for skandinavisk film. Margaret Thatcher sidder som statsminister i Storbritannien på tiende år, Mikhail Gorbatjov taler til FNs generlforsamling og siger at den kolde krig er slut, han rejser verden rundt og taler om nedrustning, og Gorbie bliver kåret til årtiets mand i The Times. Nationalfølelsen vokser i små befolkningsgrupper, og mens de baltiske republikker kæmper for selvstændighed, melder den ene kommunistiske stat efter den anden om en mere eller mindre smertefri overgang til kapitalisme og parlamentarisk demokrati. Reformfeberen raser i østbloklandene, og hverken Politbureauet, Stasi, Ceaucescu, Egon Krenz, Warszawapagten eller den massive 28 år gamle Berlinmur undgår at blive smittet. En hel verden, et helt tankesæt, et helt, kort århundrede, går i knæ lige for øjnene af os uden at vi ved hvad vi skal stille op, og naturen gør som den vil; orkanen Hugo hærger i USA og Caribien. Reagan holder sin sidste tale til den amerikanske kongres hvor han siger at han er stolt over at have bidraget til at den amerikanske selvfølelse er genoprettet, og George Bush holder en indsættelsestale hvor han udtrykker ønske om en mildere og venligere nation; mere samarbejde, flere venskaber, mere loyalitet og en bedre moral. I Norge fylder Gro Harlem Brundtland 50 år, og arbejdsløsheden sætter ny rekord. I Sverige fængsles den 42 år gamle Christer Petterson for mordet på statsminister Olof Palme, han får en dom på livstid, men løslades nogle måneder senere. Vejret er godt, alt for godt mener mange, det skyldes sprækker i ozonlaget, og det er vores egen skyld. De unge melder sig ind i Natur og Ungdom, og de skriver på brunt, plettet genbrugspapir fra Hippopotamu og begynder at opdrage deres storforbrugende parabolantenneforældre i genbrug, genbrug af gamle brødposer du skal skylle dem, mor, og hænge dem til tørre, og bruge dem igen, herregud, hvor egoistisk kan man være? Går det ad helvede til, eller går det langt om længe godt? Holder faren op med at lade motoren gå i tomgang i morgentimerne om vinteren fordi datteren siger at det ødelægger miljøet? Sælger han bil nummer to og begynder at cykle til arbejde? Optimisterne siger at vi kan nå det endnu, hvis vi er selvkritiske og indser hvad der er galt miljøforurening, aids, kold krig og kommunisme, og pessimisterne ser ozonlaget åbne sig på vid gab og siger at det er den vej det går, ja ja, nu er chefkreditoren her og regningen skal betales; at erkende sine fejl på dødslejet hjælper kun på den dårlige samvittighed. Og jeg? Jeg er en lille mand fra en lille by i et lillebitte land, og knap nok en mand; jeg er snart sytten og et halvt år, én meter og treoghalvfjerds centimeter, 69 kilo uden tøj om morgenen, bumser rundt om munden og på halsen, en lille skævhed i den højre fod, har kæreste på femte måned. Jeg bor i Stavanger, i Norges oliehovedstad, den lille handelsby der er skudt godt i vejret de sidste ti år og har 12 13

sørget for at mange af mine bekendte har forældre der enten arbejder med olie eller i erhvervslivet og kører i to biler og har mindst én hytte på landet, og gerne en båd nede i havnen eller på Sørlandet. I Stavanger er stemningen lige så forvirret som den er andre steder, hård apokalypse akkompagnerer ufortrødent troen på fremtiden og ubekymret investeringsglæde; i Kulturhuset i centrum står der en ekskluderet kirketjener fra Domkirken og hans søn, de har et skilt hvor de bebuder verdens undergang, som de også gjorde sidste år, og året før det Jesus kommer snart mens erhvervslivet i byen bygger nye hoteller der skal være fine og fornemme hvis Jesus virkelig skulle komme i år. Jeg bor i Bjergsted, et område nær centrum, med min mor der er skilt fra min far, og jeg går i 2.g på byens ældste skole, Kongsgård, midt inde i byen. Jeg hedder Jarle Klepp Klepp er min mors pigenavn, og navnet fortæller folk der lægger noget i den slags at vi stammer fra Jæren. Den lokale mytologi siger at den geografiske og åndelige arv skal have gjort os lidt sagtmodige, tænksomme og grublende. Men ingen af os, hverken mor eller jeg, har nogensinde boet på Jæren, og jeg føler ikke det passer til mig. Jeg er utålmodig og relativt impulsiv, jeg træder hårdt, men ofte skævt. Og spørger du mig hvordan jeg har det, så tror jeg at jeg svarer: Godt. Lidt rastløs, måske, ret skoletræt, i opposition, men jo: Godt. Det svarer jeg. Gør jeg ikke? Jeg har jo en kæreste, jeg har jo venner, jeg har jo planer, fascinationer og ambitioner. Jo, jeg har det vist godt? Jeg har jo mor, jeg har jo far, en mærkelig historie og en frygtelig alliance som heldigvis er brudt, selv om de må opretholde en slags diplomati og forholde sig til hinanden på grund af mig. Så jeg har det vist ret godt der hvor jeg vokser op i verden, omgivet mere eller mindre bevidst af en tid min historielærer kalder exceptionel i hver eneste time, hvor han oftere og oftere underviser os i samtidshistorie, hvor han dropper pensum i sin begejstring over at leve nu, lige her og nu, mens det koger i Mellemøsten, mens Gorbie rejser rundt med fødselsmærket i panden og fikser demokratier kloden over, og bare vent, siger han, historielæreren, der elsker at spå om fremtiden, det næste der sker, det sker på Balkan. Og jeg, Jarle Klepp, har det vist godt? Har jeg ikke? Er der noget jeg mangler? Fremtiden. Som sædvanlig. Det der ikke er sket endnu. Tilfældighederne som bare render ind i livet, dagene der går, de kommende resultater af ting der er lagt ud for længe siden, alt på en eller anden måde styret af det jeg begærer. Det er det jeg mangler, det er det jeg ikke kender: Fremtiden. Den jeg nu må viske ud, som om det var muligt, for at prøve på at være der igen: Det er vinter, det er januar 1990, og jeg er lige startet på mit andet halvår på Kongsgård. Jeg har kæreste, jeg er ret arrogant, jeg tror jeg ved det meste om meget, og jeg synes at godt 80% af mine jævnaldrende er imbecile, konservative, uvidende fjolser, og er der noget jeg er imod, så er det EF, og er der noget jeg ikke kan døje, så er det de kristne og specielt Ten-Sing-folk, og er der noget jeg hader, så er det kommercialisme, manglende miljøbevidsthed, hitlistemusik og kapitalisme. 14 15

Jeg kan godt lide at folk gør noget ingen andre gør. Hvis nogen siger ja, kan du bande på at Jarle Klepp siger nej. Kan alt for mange lide en ny plade, for eksempel af R.E.M. eller The Cure, kan du være sikker på at Jarle Klepp syntes bedre om bandet før; nej, de har ikke det dér længere. Jeg kan godt lide dem der går mod strømmen, dem kan jeg rigtig godt lide. Dem der gør noget andre ikke gør. Mathias Rust, for eksempel, er der nogen der kan huske ham? Den nittenårige der landede et lille Cessna-fly i nærheden af Kreml og Den Røde Plads i Moskva? Rust fløj fra Hamburg i et lejet fly, mellemlandede i både Norge og Helsingfors, før han lagde kursen mod Sovjetunionen. Utroligt nok klarede han at komme ind over sovjetisk territorium og lande midt i hjertet af kommunismen. Jeg kan huske jeg så ham i fjernsynet i 1987, jeg var femten år og syntes han var suveræn. Han lignede en ganske almindelig ung mand da han nogle måneder efter anholdelsen blev fremstillet for den sovjetiske domstol, med briller, blå vest og slips, og hævdede at flyveturen og landingen i centrum af Moskva var en fredshandling for at vække verdensopinionen. Jeg klippede et billede ud af ham som jeg hængte op på opslagstavlen nede på mit værelse. Hvem er det? spurgte mor. Det er Mathias Rust. Jeg syntes han hævede sig over alle andre, jeg syntes han var suveræn. Han blev idømt fire års arbejdslejr i Sovjet. Men for fanden da, hvor var han god, var han ikke? Flyveturen resulterede i at den sovjetiske forsvarsminister og luftforsvarschefen måtte gå af, var det ikke godt, eller hvad? For mig blev han et ikon, jeg blæste ham op til en ideolog og satte ham ligeså højt som andre oppositionelle i mit heltegalleri: Che, Bakunin, Marx, Arafat. Ja, det er den slags folk jeg godt kan lide. Jeg siger det til min bedste kammerat, engang hen mod slutningen af 80'erne, mens vi sidder og drikker øl i Ullandhaugskoven en fredag efter skoletid, stadig kun seksten år gamle og går i 1.g: For fanden da, Helge, siger jeg, hvis vi nogensinde starter et band, så kalder vi det Mathias Rust Band, ikke? Vi skal fandeme ikke starte noget band, siger Helge, vi kan jo ikke spille. Nej nej, siger jeg, men alligevel, ikke? Mathias Rust Band? Hellere Fissesatan Anarkikommando, siger Helge. For fanden, Hegga, hvad siger du? Hvad for noget? Vi skulle have gjort ligesom ham, ikke? Bare kørt derudad, lige ind i Sovjetunionen. Ah, siger Helge og åbner en ny øl, det er bare noget småborgerligt pis, han skulle da for fanden hellere have kørt Cessnaen ind i Det Hvide Hus, og have ladet kommunisterne være i fred. Jeg gjorde aldrig som Mathias Rust, men Helge og jeg deltog i de demonstrationer der var, og jeg købte en guitar, og jeg var der. Nu var det vinter i Stavanger, skolen var lige startet efter jul, og der fandtes en virkelig verden, der fandtes virkelige hændelser: oliepriserne steg mod gamle højder, Samuel Beckett døde, arbejdsløsheden steg, Ceauçescu blev henrettet i Rumænien, Vaclav Havel blev valgt til præsident i Tjekkoslovakiet, DDR var ved at være historie efter murens fald 9. november, 16 17

og der var rigtig mange der syntes at nu, nu går det frygtelig stærkt, så stærkt at det er for meget, så stærkt at vi må købe en bil til for at kunne følge med, og der var andre, som nu min historielærer, der elskede den tid de levede i. Det der endnu ikke var sket, det var fremtiden. Det er 1990 kan du forstå det? Det er ikke 2000-tallet, det er tidligt om morgenen fredag den 19. januar 1990, og jeg cykler i regnen på vej til skole. Om nogle få sekunder skal der vendes op og ned på mit liv. 2 EN SMUK DRENG jag gömmer mig i vinden som kysser dig på munnen bob hund Er det så ualmindeligt? At du føler det som om du står et kys fra lykken? Yngves mund. Han havde fyldige læber, kraftige, ikke kvindelige, og en forsigtigt fremskudt, lidt piget amorbue. Mundvigene trak en anelse nedad, noget der ved første øjekast gav en følelse af tristhed. Men når Yngve smilede, forandrede denne detalje hele hans ansigt. Mundvigene trak sig endnu længere ned og forvandlede sig til et smil i en lukket mund. Læberne havde en fin farve, varmt røde mod den blege hud, fin og lidt sart. Over de hvide kæber blussede en rødme i kinderne. Den var ikke så stærk som på læberne, den virkede mere som en fortabt imitation. Det var som om kinderne misundte Yngves mund og ville være som den, men ikke helt magtede det, og alt hvad de var i stand til, var en dårlig efterligning, en nærmest kronisk rødme. Af alle de ting jeg ikke fik gjort da jeg havde muligheden, er det det der plager mig mest. Yngves mund. Hvorfor kyssede jeg ham ikke? I min verden føles det som om det er handlingen, en stor oplevelse, der skiller livet 18 19

fra lykken. Nej, jeg nåede aldrig at se Pixies live. Nej, jeg fik aldrig spurgt morfar om hans barndom før det var for sent. Men alligevel, ingenting kan ikke måle sig med den mund jeg skulle have kysset. Jeg forsøger at få øje på ham, Jarle Klepp, som går i 2.g på Kongsgård, ham der nu, en fredag i januar 1990, får loftet i hovedet mens han ejer verden. Ham der går ind i nogle heftige, febervarme uger. Ham der cykler fra Bjergsted til skole for at nå første time fem minutter i halv ni. Jeg forsøger at se ham for mig, og jeg spørger: Hvorfor gjorde du det ikke, Jarle? Et kys? Det er som om jeg står ved siden af ham, følger hans bevægelser, de mere eller mindre kontrollerede handlinger, spændt følger jeg med og beder ham gøre det han egentlig så gerne vil: Kysse Yngve. Var det ikke som om Yngve altid smilede? Jo, det var som om smilet havde klæbet sig fast til hans ansigt. Ikke selvsikkert, ikke frejdigt og poserende, snarere lidt usikkert, med munden lukket. Der var sikkert mange drenge i 2.g der var smukkere end Yngve. Pigerne ville nok satse på Ingar i 2d. Han var uimodståelig. Allerede dengang vi andre kæmpede med senpubertetens kejtede mangel på sikkerhed og proportioner, var Ingar som hugget i granit. Sikkert afrundede træk, markante kindben, tydelige kæber. Hans fremtoning var lige så smuk som han så ud. Når han tog tasken over skulderen, så det ud som om det var det eneste naturlige at gøre. Når han satte sig på cyklen, så det ud som om cykelsædet havde ventet på ham hele dagen. Alt hvad Ingar gjorde, og alt hvad han rørte ved, formede sig efter ham og blev lige så sikkert som ham selv. Han var en af disse forudseende karakterer man kan mistænke for at leve baglæns, hvordan kan det ellers være at alt det de gør, virker så rigtigt? Det var som om Ingar allerede havde opholdt sig i tiden der skulle komme, han vidste hvordan man skulle se ud i 90'erne før decenniet havde fået noget udtryk, han vidste at hockeyhåret skulle være kortere nu, han vidste det var på tide at give den pastelgrønne silkeskjorte til genbrugsbutikken. Sådan var det ikke med Yngve. Hans skønhed vidste ikke at den fandtes. Den var ikke imponerende eller frapperende, og den var heller ikke kejtet eller sød, som Oves, en lille fyr fra Flekkefjord som kun ragede en meter og femogtres centimeter op over jorden, og havde en stor tiltrækningskraft på pigerne netop fordi han var så ubehjælpsom. Han vandt ved at han var klodset og særegen, og efterhånden, i løbet af 2.g, lærte han at udnytte det; han gjorde svagheden til sin force. Opmærksom på hvordan han selv virkede på de kvindelige omgivelser, blev han en professionel nørd; det var gennemskueligt for drengene, men det virkede på pigerne. Ove anskaffede sig nørdede briller som han havde set på amerikanske highschool-film, han snublede op ad trapperne til klasselokalet når han havde publikum på, han skiftede musiksmag fra mainstreambandene til halvsær, indadvendt indiepop. The Sundays, House of Love den slags bands, og det fungerede godt for Ove i 1990. De piger han havde udset sig, lagde sig beundrende til rette på limpinden, hvor lokkemidlet var tilbagetrukken mystik og en bevidst klodset fremtoning. Sådan var det ikke med Yngve. Han var ikke kejtet. Han var usikker. Yngve smilede, han gik med lukket 20 21

mund, amorbuen stak en lille smule ud over underlæben, og han virkede usikker. Og bange. Det var ikke det første man så. Men det sneg sig ind efterhånden, at midt i Yngves enkelhed, midt i skønheden, var der en angst. Det var derfor han smilede. Måske kan man sige at der var noget foruroligende ved ham? Ikke skræmmende, men foruroligende; man ville passe på ham, man forventede at der ville ske ham noget. Yngve var ikke morsom. Yngve var ikke barsk. Yngve var smuk og foruroligende. Jeg tænkte ikke på det dengang, men nu slår det mig hvor lidt beregnende han var. Bleg hud, røde kinder, varm mund, smal næse, blågrønne, imødekommende øjne. En enkel, ikke prangende frisure, med en lille sideskilning i det blonde hår. Der var ingen forstillelse eller forfængelighed i ham, næsten som hos børn eller mennesker der er udviklingshæmmede. Men Yngve var hverken et lille barn eller dårligt begavet. Han var en almindelig skoleelev som gik på samfundsfaglig linje sammen med mig. 2.g foråret 1990. Det første halve år, efteråret 1989, gik han der ikke. Han begyndte efter jul, i c-klassen. Jeg gik i b-klassen. Yngve flyttede til byen fra Haugesund, han havde en fin vestlandsdialekt med klare vokaler. Han var et år ældre end de andre på samme klassetrin, født i 1971, men gik alligevel sammen med os. Familien havde været ude at rejse i et år, blev der sagt, og derfor var han kommet lidt bagud. Yngve var den første haugesunder jeg lærte at kende. Faren havde fået job i oliebranchen i Stavanger som så mange andre på den tid, så familien flyttede et lille stykke ned ad kysten, fra en lille olieby til en større. Og hvordan skulle Yngve kunne vide hvad han fremkaldte i et andet menneske? Og hvordan skulle jeg kunne vide hvad der ville ske da jeg cyklede langs Vågen, på vej til den første time? Overraskelser skjuler sig, det er derfor de er overraskelser. Andre hændelser, med knap så megen karakterstyrke, kan ikke lade være med at røbe sig selv, snakkesalige begynder de at hviske og tiske om hvad der skal ske, rygterne svirrer om at de vil komme til byen, og folk venter spændt. Modsat overraskelserne, som ofte bliver til gode historier og altid får et strejf af nostalgi over sig fordi de genfortælles på samme kærlige måde som gamle minder, er de utålmodige hændelser gerne udtømt før de indtræffer. Sådan er det ikke med overraskelserne. Selv om de, som alt andet, følger mytologiske mønstre, er de store, brutale og chokerende. Vi beundrer overraskelserne. Hvordan gik det til? Tænk at gå omkring og være så stolt, så stor i slaget, ofte farlig, andre gange herlig, og ikke røbe sig et sekund, for så at eksplodere en dag, kun for dig. Det var fredag 19. januar 1990. Uret der sad på hånden, der holdt godt fast om cykelstyret, under linningen på trøjen, under dynejakken der skulle holde den hårde vinter ude, nærmede sig fem minutter i halv ni. De gamle hvidmalede træbygninger som udgør Kongsgård skole ligger midt i Stavanger centrum, nærmeste nabo til Domkirken og Breiavannet. Der findes ikke et smukkere sted på jorden end denne trojka af lærdom, kristendom og vand, siger byens patrioter, jo, det er et flot sted, siger turisterne, som man altid skal stole mere 22 23

på. Nogle af dem siger at byens centrum får dem til at tænke på Reykjavik på Island, med vandet, kirken og fjeldene omkring, hvis de nu skal sammenligne med andre byer i verden; der er en vis lighed, begge er byer med ca. 110.000 indbyggere, og begge er byer ved kysten. Kongsgårds hovedbygning er fra 1100-tallet. En gammel grundmur som bærer et stærkt, hvidmalet træværk. Mens jeg gik på skolen havde jeg af og til en udmattende følelse af at være et lillebitte menneske i en strøm af begivenheder. Denne følelse kom sjældent når jeg gik på gaden uden for skolen, hvor der ikke var et synligt link til fortiden. Servietter fra Oscars i en skraldespand fortæller ingen gamle historier. Men inde i skolebygningen kunne jeg mærke det, hvordan den gjorde mig lille. Visheden om at byggeriet ifølge rygtet skulle have fungeret som ly for kongen hvis han lagde vejen forbi Stavanger i middelalderen, at den bygning jeg gik i skole i, havde huset lensmænd og amtmænd formindskede mig. Visheden om at Kongsgård havde været læreanstalt siden 1826, både fascinerede og irriterede mig, det var en tung tradition, en tung historie; hvordan skal der blive plads til os, til mig, til vores liv, til 1990? Nærværet af 900 års historie havde ingenting med spøgelser at gøre, det var meget konkret, en tyk masse af år, en kolossal hob af mennesker og hændelser; konger, amtmænd, lensherrer, latinelever, borgerskoleelever, gymnasiaster og nu sad vi her, unge mennesker født i 1972, i Norge, med bumser, med besværlige forældre, med lektier til op over begge ører, i en verden som nogle af os ville forandre, og først og fremmest: med vores egen personlighed under forandring. Jeg kom cyklende ind mod fisketorvet, rundede hjørnet ved Ankerhuset, og vinden slog imod mig som om den ønskede at jage mig hjem igen da jeg var på vej op ad bakken fra Vågen. Jeg trådte i pedalerne, rejste mig op, lod sener og lægmuskler arbejde, mærkede skoletaskens vægt på ryggen, vinden der pressede sig mod mit ansigt som om nogen havde lagt plasticfolie over det og trak i det mens jeg klatrede de sidste meter op mod skolens port. Deroppe, i ly for nordenvinden, kørte jeg ind i skolegården og bremsede foran halvtaget. Vi skulle have en dobbelttime i norsk, og jeg forsøgte at bøje de nynorske verber mens jeg stak låsen gennem baghjulet, samtidig med at jeg prøvede at memorere sprogstriden i mellemkrigstiden. Jeg har en effektiv korttidshukommelse, jeg kan lynhurtigt lære det som jeg ved jeg skal huske det næste døgn. Denne cerebrale snydeteknik benytter jeg mig også af denne morgen, og jeg ville nok have profiteret groft på den hvis jeg ikke var blevet slået i gulvet af noget helt andet. Jeg ville have fået en god karakter, antagelig et tital, baseret på et kvarters læsning aftenen før, plus lidt genopfriskning ved morgenbordet. Jeg låste cyklen. Med hovedet nedad mod egerne hørte jeg en lyd, og lige efter så jeg nogle cykelhjul der standsede ved siden af mig. Da jeg rejste mig op, så jeg lige ind i hans ansigt. Jeg så en lukket mund, røde læber, friske kinder i en bleg hud, og blå øjne. Yngve smilede, med samlede læber, nikkede forsigtigt, og gik hen mod en af indgangene. Jeg blev stående. Det blæste. 24 25

Yngve var gået ind, men jeg så stadig hans smilende, forsigtigt nikkende ansigt for mig. Da det ringede ind, vågnede jeg og mærkede hvordan mine mundvige dirrede. Brystet snørede sig sammen, og jeg hev efter vejret. Hvad var det der skete? Jeg gik ind til dobbelttimen i norsk. Jeg huskede ingen af de nynorske bøjninger, ingen sprogstrid, ingenting af det korttidshukommelsen skulle have fisket op af hatten. Jeg sad på fjerde række og følte mig nervøs. Jeg havde lyst til at spørge nogen om de vidste hvad der var sket som om der virkelig var sket en stor, omvæltende begivenhed der betød noget for os alle sammen: der er begyndt en ny dreng på skolen. Hvem er han? ville jeg spørge. Hvor kommer han fra? Jeg kikkede rundt i klassen efter andre der var fascineret, jeg havde en stærk trang til at dele det med nogen. Jeg ønskede at alle skulle have det ligesom jeg, kunne ikke forstå at de 26 andre elever i klassen ikke havde den samme spontane interesse for den nye dreng. Men rundt om mig var der ingen der så ud til at have det anderledes end dagen før. De var trætte, som sædvanlig, de var uinteresserede i de nynorske verber, som sædvanlig. Det var fredag morgen, og eleverne længtes efter weekenden. Jeg følte trang til at rejse mig op, stille mig foran dem og spørge om de virkelig ikke havde lagt mærke til noget. Kan I sidde her og lade som om verden er den samme? Når bladene har hængt sig op på træerne igen, og regnen har trukket sig tilbage i skyerne, når solen har splittet tågen, når der nu er gået et menneske gennem skolegården og har lagt guldstøv i gruset, hvordan kan I så sidde her og sige at alt er som før? Jeg var alene med Yngve. Kunne ikke få ham ud af hovedet, følte mig nervøs og varm. Hen mod slutningen af anden time blev jeg mere rationel fordi det snart var frikvarter og han med stor sandsynlighed ville vise sig i skolegården. Så kunne jeg finde ud af hvilken klasse han gik i, hvilke venner han havde, og måske hvad han hed. Jeg begyndte at se på uret, jeg havde ikke længere de første minutters ønske om at alle skulle føle ligesom jeg. På kort tid var Yngve gået fra at være en jeg ville have alle skulle tage del i, til at blive min, min hemmelighed. Sådan skulle det forblive i lang tid. Selvfølgelig vidste jeg ikke at jeg var ved at blive forelsket. Ingen af de tanker jeg påstår at jeg tænkte, nåede min bevidsthed og blev analyseret af mig. Det jeg husker er det jeg ser: Jarle Klepp der er rykket ud af verden, og pludselig begynder at miste kontrollen, men han ved det ikke selv. Jeg kunne ikke holde rede på mine tanker, se klart og fortælle hvad det indebar. For Yngve var jo en dreng. Og jeg er ikke bøsse, for at sige det enkelt. Tværtimod jeg har altid været vild med piger, og da jeg mødte Yngve forgudede jeg dem som om de var godheden og skønheden selv, og jeg havde en kæreste på femte måned. Katrine. Som jeg var forelsket i, og som var forelsket i mig. Jeg var ikke homofil, mine politiske holdninger tilsagde at jeg var liberalt indstillet til homoseksualitet, hør nu her, sagde jeg, lad dem gifte sig, lad dem få børn, lad dem bare komme i gang; men selv holdt jeg en helt klar distance til det. Det var ikke lige mig. Jeg tænkte ikke på drenge. Jeg syntes ikke de var smukke. Eller grimme. 26 27

Jeg tænkte slet ikke på dem på den måde. Min barndoms firserfascination af de androgyne engelske kunstnere Nick Rhodes i Duran Duran, Martin Gore i Depeche Mode, Boy George var for længst overstået. Jeg var sytten år, og jeg tænkte på piger. Jeg havde en mor jeg var glad for, en mormor jeg så op til, og jeg tænkte på piger. Altid og hele tiden. Alt ved pigerne elskede jeg: måden de gik på, måden de holdt på blyanten, deres lyse stemmer, små bryster, store bryster, langt hår som de måtte vikle om halsen når de bøjede sig over bordet for at skrive, kort, stramt hår, hvad det skulle være. Man kunne have budt mig hvad som helst bare det sad fast på en pige: træpinde, drivremme, blikdåser, og jeg ville have taget imod. Og så kom Yngve. Det ringede ud. Kroppen reagerede før lærer Hagen nåede at sige tak for i dag, og før jeg ønskede det, og jeg havde ingen selvkontrol da jeg sprang op fra stolen. Helge, der sad bag mig, kiggede på mig bag sit lange, brune og fedtede hår. Hold da kæft, sagde han. Tag det roligt, Jalla, skal du ud og spille den af eller hvad sker der? Er ved at pisse i bukserne, sagde jeg og styrtede ud af døren. Bag mig hørte jeg Helge sige : Pis lige for mig samtidig. Jeg var den første elev ude i skolegården. Hvor var han? Jeg opførte mig som noget jern foran en magnet og ikke som et menneske med fornemmelse for taktik og diskretion. Jeg var forelskelsens marionetdukke, berøvet al selvkontrol, ren vilje, jeg var ren fascination. Alt i mig dansede efter forelskelsens pibe, også selv om jeg prøvede at undgå det. Alle mine dage de næste uger, fra denne januarmorgen, kom kun til at handle om én ting: at være i nærheden af ham. Være der hvor han var, gøre det han gjorde. Og der var ingen beregnende taktik kun magneten Jarle, viljen Jarle, forelskelsen Jarle. Jeg så ud over skolegården. Fingerspidserne gned utålmodigt mod hinanden. Hvor blev han af? Klassen kom ud bag mig. Hold kæft, hvor gik det stærkt. Helge holdt en tyve styks Marlboro frem. Mabbe? Æh nej, mumlede jeg uden at se på Helge og ønskede ham for en gangs skyld langt væk. Det plejede at være Helge og mig i frikvartererne. Vi følte os højt hævet over de andre. Arrogante, politiske, punkede. Vi passede godt sammen. Vi diskuterede politik, film, musik, litteratur, piger og øl, vi var enige om at U2 for længst havde mistet grebet og var blevet kommercielle, vi syntes at den litteratur vi blev præsenteret for på skolen var noget konservativt pis, vi elskede Barfly, Charles Bukowski, The Smiths, Dead Kennedys, Jim Jarmusch, Stanley Kubrick, vi sagde NEJ til alt det der ikke passede ind under vores alternative paraply. Det var princippernes tid for sådan nogle som os, og det vigtigste princip var at være ligesom os, og ikke som dem. Takket være de andre kunne vi definere os som anderledes. Havde det ikke været for dem, om det nu var samfundet, politikerne, borgerdyrene, familien, de kristne eller de rige, så ville Helge og jeg have haft det svært. Vi var de få, og vi nød at være få og alternative. Stå side om side i skolegården og ryge Marlboro og diskutere hvor- 28 29

dan man værner om miljøet, Nick Caves nye plade, eller en af Mathias Rust Bands numre. Vi havde startet det band Helge lo af dengang i Ullandhaugskoven. Jeg havde fået ideen på hjernen, jeg havde købt en guitar og udfordrede Helge: Er du med eller er du ikke med? Vi må gøre noget, sagde jeg, og mente at vi skulle blive et hårdtslående, intelligent og politisk band. Helge sagde at det aldrig ville gå, at han var endnu mere umusikalsk end mig og hvem fanden skal skrive sangene? Men han kom med efterhånden. Helge spillede trommer, og på bas havde vi en fyr der gik på St. Svithun, Andreas, som Helge kendte. Han skrev ikke sange og blandede sig ikke i bandets stil, han var bare bassist. En god mand. Rolig, sindig, man følte sig altid tryg når Andreas var i nærheden. Helge og jeg havde brug for en som ham. Men Mathias Rust Band var vores sag, og vi brugte store dele af frikvartererne på at diskutere bandet, diskussioner der ofte endte i skænderier. Helge syntes altid det var for soft, han ville have mere punk og hardcore, mere i Hüsker Dü-stilen, mens jeg holdt på en blanding af pop og new wave, og han syntes vi skulle se at få fingeren ud og begynde at synge på engelsk, og skulle vi ikke se at få en ekstra guitarist der var god, så jeg kunne koncentrere mig om at synge for, ærlig talt, du kan ikke spille guitar, Jalla. Og når vi nu var inde på det: navnet, som Helge havde protesteret mod fra første dag, det må vi fandeme se at få skiftet ud, og det lidt hurtigt. Jeg går stadig ind for Fissesatan Anarkikommando, sagde han. Men nu passede det mig ikke at Helge stod ved siden af og ville give mig Marlboro og diskutere EF eller bandet. Jeg kiggede rundt. Hvem fanden er det du står og glor efter? Katrine? Jeg nikkede. Helge begyndte at le. Jeg så ud over skolegården, uden at fatte hvad han lo af, og uden at interessere mig for det. Ingenting kunne standse mit blik. Helge blev ved med at le, jeg hørte hans latter bag min skulder. Ja, hallo, hun står jo lige her. Jeg forstod ikke hvad han mente, og vendte mig irriteret. Katrine stod ved siden af ham. Okay der er du jo, sagde jeg og smilede nervøst. Katrine gik nogle skridt frem og gav mig et kram. Jeg holdt om hende, og i det samme følte jeg at jeg var gladere for hende end jeg havde været længe. Jeg så på hende. Jeg syntes hun var pænere end hun plejede at være, jeg lagde mærke til det skulderlange hår og spekulerede på om hun var blevet klippet. Jeg så at hun havde en rød trøje på, som jeg ikke kunne huske jeg havde set før. Kinderne var friske og røde. Forelskelsen som ikke var rettet mod hende smittede af på hende. Resten af frikvarteret stod vi og snakkede. Om EF. Helge mindede os om folkeafstemningen i 1972, spurgte om vi holdt med Jan Peder Syse, og sagde: Hør nu her; dette er de europæiske højrekræfters højborg. Katrine var enig, historisk set, men mente at Helge var for ensporet, det er også positivt når nogen forsøger at organisere sig. Hun vidste hvad hun skulle sige for at få Helge til at koge over: Organisere sig! Djises. Har du fået menses på hjernen. Tror du det er en faglig organisation! Herregud, Katri! Katrine lo. Jeg var skeptisk, hovedsagelig på grund af spørgsmålet om råderetten, og mente 30 31

at vi alle tre burde arbejde gratis for NEJ til EF. Efterhånden blev jeg roligere, fordi jeg stod med armen rundt om Katrine og mærkede hendes varme, og på en eller anden måde forstod jeg at tage det som et tegn fra ham; Yngves varme kom ud gennem hende. Jeg kastede ikke længere så mange blikke ud over skolegården, og jeg fik heller ikke øje på ham. Har du fået ny trøje? spurgte jeg Katrine lige efter at Helge havde fremført nogle hårdtslående argumenter mod EF s udenrigspolitik. Nej, herregud, sagde hun og smilede, den har jeg haft i flere år. Jeg smilede og sagde at hun var så fin i dag. Det er bare det, sagde jeg. Da vi skulle ind kyssede jeg Katrine. Længere end sædvanligt. Hårdere end sædvanligt. Jeg trak hendes krop ind til mig og pressede forsigtigt mit underliv ind mod hendes. Bagefter trådte hun et skridt tilbage, og så på mig med et forundret udtryk, lagde hovedet lidt på skrå, stak hagen lidt frem, det gav et hurtigt ryk i ansigtet, og øjenbrynene krøb en anelse ned mod øjnene mens hun smilede svagt. Jeg kastede et sidste blik ud over skolegården. Han var der ikke. Så kyssede jeg Katrine en gang til. Hvorfor kom han ikke ud i frikvarteret? Turde han ikke? Syntes han det var ubehageligt med så mange nye mennesker han skulle forholde sig til så han foretrak at blive siddende inde i klasselokalet? Da jeg ikke havde set ham i over en halv dag, begyndte det at gøre ondt, jeg blev tør i munden og hjernen kjørte på højtryk. Jeg holdt mig tæt ind til Katrine i alle frikvartererne, så meget at Helge reagerede på det. Hold kæft hvor er du omklamrende, sagde han. Er der maskiner inden i os? Er der tandhjul og knapper inden i os, som slår ud på bestemte, forhåndsindstillede måder når der sker noget? Nu var denne mekanisme aktiveret: Jo mere besat jeg blev af Yngve, des mere forelsket blev jeg i Katrine. Det jeg ikke kunne få af Yngve, tog jeg fra hende. Denne erstatningsmanøvre fungerede som en måde at skjule sig på. Jeg levede forelskelsen ud sammen med Katrine, jeg lod den få næring, lod den vokse som en snylteplante på hende. Jeg lagde armene om Katrine og følte mig tættere på Yngve, Katrine følte sig mere begæret end før, og gengældte det, og vores forhold blev styrket. Til at begynde med. Men hvor blev han af? Hvad mon han hedder, tænkte jeg og gav Katrine et kys. I det fjerde frikvarter spurgte jeg Helge og Katrine hvilke drengenavne de godt kunne lide. Begge så underligt på mig. Ja hvad for nogle navne kan I godt lide? For fanden mand, skal I nu have barn eller hvad sker der? Det var sgu tidligt, sagde Helge og tændte en smøg. Du skal måske også til at amme? Nej! sagde Katrine og lo. Hvilke drengenavne kan I godt lide? fortsatte jeg. Helge, sagde Helge. Hold op med det fis, sagde jeg, seriøst. Ove, sagde Katrine. Og Gorm. 32 33

Gorm? Gorm?! råbte Helge og formede et telefonrør med højre hånd og lagde det mod øret: Okay, ja, det er Helge Ombo her, jeg vil gerne bestille et mobbeoffer Gorm, ja rigtigt; Gorm. Hele frikvarteret strøede vi om os med drengenavne. Jeg holdt om Katrine, smilede til hende, strøg hende over kinden. Vi talte om drengenavne, og jeg så ud over skolegården. Arne. Tom. Ivar. Tarald, som Katrines far hed. (Helge: Tarald! Tarald?! Er det ikke nok at hendes far hedder det? ) Stein. Kristoffer. Rolf. (Helge: Rolf! Rolf? Vil du have at ungen skal blive kriminel? ) Alle disse drengenavne beroligede mig. Jeg husker jeg følte stor glæde, fordi jeg så ham for mig i alle disse navne mens jeg holdt om hende. Efter femte time var han der. Yngve stod alene lige uden for den midterste dør i den aflange skolebygning. Hvem er du? tænkte jeg. Hvad hedder du? Den slanke, navnløse dreng stod ret op og ned, med hænderne ned langs siden, hovedet skrånede let opad og han havde et lille smil på læben. Jeg så selvfølgelig ikke ansigtets detaljer der hvor jeg stod, måske tres meter fra ham, men jeg syntes jeg kunne se at hans blik trak opad sammen med hovedet mens underlæben lige akkurat nåede overlæben. Ingen talte med Yngve. Ingen af hans nye klassekammerater spurgte ham om noget. De stod i deres lukkede cirkler. Ingen af dem så ud til at have lagt mærke til at Yngve stod alene. Men jeg lagde mærke til det. Hvordan skulle jeg nærme mig ham? Frikvarteret var kun ti minutter langt. Jeg stod oppe på afsatsen sammen med Helge og Katrine og havde koblet automatpiloten til mens jeg talte om miljøspørgsmål. Hvad kunne jeg gøre for at blive hans første bekendtskab Yngves første ven på skolen. Du har det hele i munden, Helge, sagde Katrine irriteret. Hvad er det jeg har i munden? sagde Helge. Du snakker, men hvad gør du? Da du var i Oslo i sommer, var du på McDonald s, var du ikke? McDonald s, ja, sagde Helge og pustede røgen ud. Der kan du se, sagde Katrine og himlede med øjnene. De er med til at nedbryde regnskoven, og det ved du godt, at værne om miljøet er ikke bare noget man mener, det er noget man gør. Ikke sandt, Jarle? Hm? McDonald s? Jo, det er klart, sagde jeg. Sikke noget pis, Katri, sagde Helge, mens du bruger en masse tid på at diskutere lortet, har jeg udrettet hvad du er år og dag om at overveje. Du er fuld af løgn, sagde Katrine. Helge lo. Frikvarteret var ved at være slut, og snart ville Yngve gå ind igen. Jeg så på cykelskuret. På vores cykler, Yngves og min, de stod ved siden af hinanden, men jeg var heroppe, og Yngve stod tres meter fra mig. Åh for helvede, sagde jeg pludselig, mens Katrine fortsatte med at krydsforhøre Helge om affaldssortering. Hvad er der? sagde Katrine. Cyklen, sagde jeg. Hvad fanden er der med cyklen? sagde Helge. Jeg tror jeg har glemt at låse den. Så går vi da over og låser den, sagde Helge opgivende, og Katrine nikkede. 34 35

Herregud. Alle tre skulle med for at låse en cykel. Jeg havde ikke noget valg, kunne selvfølgelig ikke nægte dem at krydse skolegården og passere Yngve på ti meters afstand. Låse cyklen, ja. Det var vel nok en god idé, tænkte jeg, irriteret på mig selv. Vi gik ned ad trapperne. Over gården, forbi mange unge mennesker, forbi Yngve, som kun stod otte meter fra mig da jeg krydsede hans linje. Jeg sænkede farten. De andre gik i normalt tempo. Jeg kunne ikke gå stærkere. Maven krympede sig, hjertet røg op i halsen. Vi nåede hen til skuret. Selvfølgelig var cyklen låst. Helge stak mig en flad i baghovedet. Nåh, dit tossehoved huskede du at slukke for kaffemaskinen her til morgen? Om nogle få minutter ville det ringe ind. Jeg så at Yngve stod i præcis den samme position som da vi kom ud. Samme stilling, samme smil. Jeg valgte den mest støjende, mest kejtede, men hurtigste løsning. Da vi var kommet et stykke forbi ham, slog jeg mig klodset for panden og sagde at jeg skulle aflevere noget til Arve i c- klassen. Han havde klasselokale bag døren hvor Yngve stod, vi havde foto sammen, som valgfrit fag. Jeg løb. Jeg standsede foran døren, lod som om jeg var mere forpustet end jeg var og havde dårligere tid end jeg havde. Kastede et kort blik på Yngve, der ikke så mig, og åbnede døren ind til gangen foran de to klasselokaler i stueetagen. Der sad nogle elever derinde, tre styk, med opslåede bøger i skødet. En af dem så op på mig, jeg rystede på hovedet. Heldigvis så jeg ikke Arve. Jeg gik et skridt tilbage igen, lukkede døren og stod nu lige ved siden af Yngve. Foreløbig gik alt efter planen. Fandens også, hviskede jeg for mig selv, lige netop så højt at jeg håbede Yngve kunne høre det og få øje på mig. Det gjorde han ikke. Jeg standsede. Vendte hovedet mod Yngve, men han stod bare og kiggede skråt opad, med et lille smil. Jeg åbnede munden, jeg ville sige noget, men kæben gik i baglås, det var som om han var for smuk til at blive talt til. Hvad er det du gør ved mig? Jeg hostede. Jeg havde stået der så længe at det begyndte at føles unaturligt. Yngve sænkede hovedet og så på mig. Han smilede. Jeg måtte sige noget. Du har vel ikke set Arve? fik jeg sagt. Nej, jeg er ny her. Jeg er ny her. Den var hverken lys eller mørk, hans stemme, men havde en klar tone. Fin sangstemme, formentlig, tænkte jeg, klar haugesundsdialekt. Nu slappede jeg af. Så du er ny javel okay. Jeg rakte højre hånd frem. Tag den, tænkte jeg. Tag den. Jarle. Han rakte en hvid hånd med lange fingre hen mod mig. Jeg tog den, trykkede den, slap den. Yngve. Selvfølgelig hedder du Yngve. Haugesund? spurgte jeg. Ja. Han nikkede. Ja, jeg er lige flyttet hertil. Det er min første skoledag, faktisk. 36 37

Okay. Nå ja, kan du så lide det? Hvad? Her på skolen? Ja, her, og i byen og sådan. Ja, det er fint nok, ligner det derhjemme, bare større. sagde han. Vi så på hinanden. Hans øjne var klare, mere barnlige end resten af ansigtet. Yngve måtte være omkring fem, måske syv centimeter højere end mig, og tyndere. Hvad så han mon i mig? Var jeg en tilfældig fyr der havde stukket hovedet ind ad en dør for at lede efter nogen? Bare en hvilken som helst jævnaldrende der gik forbi ham en fredag formiddag i januar? Det tror jeg. Han kunne ikke vide at han stod foran et menneske der var faldet pladask for ham, et menneske der ville gøre alt for ham. Det vidste jeg jo heller ikke selv. Jeg handlede bare. Nå, så du hedder Yngve. Han nikkede og smilede, trak den blå jakke tættere om sig mod vinden. Velkommen, så, sagde jeg, og mærkede at ordene lå som træklodser i munden på mig. Ja tak. Yngve så rundt. Kunne du ikke finde ham? Hvad? Jeg rystede hurtigt på hovedet. Hvem? Ham hvad var det han hed? Trond? Hvem? Mine ben hvilede i gruset foran ham, himlen hang over os, skyerne drev over hovedet, og vinden stak i kinderne. Det ringede ind, klokken skar igennem skolegården som en sirene, den truede Yngve og mig. Alt truede Yngve og mig. Det gør ikke noget, sagde jeg, jeg finder ham senere. Yngve gik et skridt til siden, han var på vej ind. Jeg stod tilbage som en tosse. Så standsede han igen. Har jeg ikke set dig før? spurgte han og rynkede brynene. Nej, sagde jeg, det tror jeg ikke. Han så på mig. For første gang forandrede hans blik sig, øjnene stillede skarpt, studerede mig. Var jeg smuk? Nej, det har jeg nok ikke, sagde han. Okay, vi tales ved. For resten, sagde jeg hurtigt, hvad hedder du mere end Yngve? Lima, sagde han. Yngve vendte sig om, blandede sig med de andre elever og gik ind. Yngve, hviskede jeg. Du hedder Yngve Lima, og du så mig i morges. Jeg var en af de sidste elever der gik ind efter frikvarteret. Vi skulle have historie. Jeg gik over skolegården, op ad trappen mod indgangen, skridtede hen mod døren, rakte hånden frem. Standsede. Hånden hvilede i luften, nogle centimeter fra dørhåndtaget. Den samme hånd som havde hilst på Yngve for nogle få minutter siden. Jeg ønskede ikke at den skulle røre ved noget andet. Efter skoletid spejdede jeg efter Yngve blandt de elever der kom ud. Jeg så ham ikke. Da jeg kom hen til cyklerne, så jeg at hans cykel allerede var væk. Men jeg ved hvad du hedder, tænkte jeg. Helge kom. Hvad med weekenden? 38 39