Hvordan olien blev til Hver dag livet igennem benytter vi olie under en eller anden form. Olien sørger for lys, kraft og varme; den smører maskiner og motorer og skaffer os asfalt til vejbelægning; og mange kemiske produkter fremstilles af olie. Det er kun få mennesker, der nogensinde ser råmaterialet råolien, som så mange nyttige produkter fremstilles af. Råolien hentes op fra steder, der ligger dybt under jorden eller havet, hvor den blev dannet i en fjern fortid, mange millioner år før der eksisterede mennesker eller nogle af de dyr, vi kender i dag. Mange forskellige råolier Der findes olieforekomster verden over, men kvaliteten varierer stærkt. Olie er ikke bare olie. Dette vigtige naturprodukt, som dækker størstedelen af Danmarks energibehov, findes nemlig i tusind-
315 vis af forskellige udgaver. Lige fra den let flydende til den stenhårde, der kan brændes af i pejsen, som var den en bøgekævle. Nogle former for råolie er gule som rav. Andre er sorte som kul. Nogle lugter ikke af noget som helst. Andre har en kraftig lugt af svovl. Alt afhænger af, hvad naturen har lavet olien af og udsat den for under den millioner af år lange skabelsesproces. Visse former for råolie er opstået af organismer i havet, mens andre blev dannet af materialer fra fastlandet. Den geologiske og kemiske udvikling spiller imidlertid også en væsentlig rolle. Nogle råolier fik for eksempel spaltet deres molekyler så grundigt nede i jordens varme kamre, at de tabte i vægt. Andre blev i perioder udsat for bakterieangreb, så de blev tungere.
316 PRODUKTKENDSKAB 4 5 9 11 8 Herfra stammer de 12 kvaliteter 6 10 1. Sourakhany: En historisk olietype fra Kaukasus i Sovjetunionen. Den er klar, meget let og indeholder intet svovl. Den er så ren, at den tidligere blev anvendt direkte i medicin. 2. Arabian Light: En af de kendte råolier fra Mellemøsten. Dens svovlindhold er i mellemklassen, og den rummer både benzin, jetbrændstof, fyringsolie og svær brændselsolie. 3. Barrow: Barrow Island, Australien. En let råolie, som indeholder meget få tunge produkter så som asfalt. 4. North Sea, Brent: En råolie med lavt svovlindhold. Der kan udvindes ret meget benzin, jetbrændstof og fyringsolie af denne råolie. 5. Parentis: Den råolietype, som Esso i Frankrig bruger mest. Den er let, indeholder intet svovl, men til gengæld en stor procentdel benzin og fyringsolie. 6. Mimizan: Selv om denne olie kommer fra et område nær Parentis, er den væsentlig tungere end sin nabo.
317 1 7 2 12 3 7. Arabian Heavy: En tung råolie med stort svovlindhold. Skal man fravriste den tilstrækkelige mængder benzin og fyringsolie, skal den under særlig behandling på raffinaderiet. 8. Pennsylvania: En gammelkendt råolie, som tidligere blev flittigt anvendt ved fremstilling af smøreolie. 9. Santa Barbara: En mellemsvær råolie med et temmelig stort svovlindhold. Findes under havoverfladen ud for den californiske kyst. 10. Bascan: En kendt venezuelansk råolie. En af verdens tungeste. Den rummer praktisk taget ingen benzin, men anvendes til fremstilling af førsteklasses asfalt. 11. Altamount: Denne råolie fra Utah i den vestlige del af USA indeholder megen paraffin. Den er fast og ikke flydende ved normal temperatur. 12. Minas: Endnu en meget paraffinholdig råolie fra Sumatra. Den er fast i formen ved normal temperatur. Indeholder næsten intet svovl, men rummer dårlig kvalitet benzin.
318 PRODUKTKENDSKAB Det meget store antal vidt forskellige former for råolie betyder, at det olieselskab, der skal forvandle råolien til brugbare energiprodukter, har nok at vælge mellem. Valget afhænger imidlertid af, hvad raffinaderiet er i stand til at bearbejde og det allervigtigste: Hvilke former for olieprodukter, har kunderne brug for. Hvis olieselskabet eksempelvis ejer et forholdsvis simpelt raffinaderi, og der samtidig er et stort behov for benzin, vil man vælge at bruge de såkaldte lette råolietyper. Er raffinaderiet af den avancerede slags, kan der udvindes en god portion benzin af selv ret tunge, men også billigere, råolier. Udgiften til hele forædlingsprocessen stiger dog i takt med en eventuel øget, mere kompliceret forarbejdning, for at kunne opfylde forbrugernes kvantitets- og kvalitetsmæssige behov. Derfor er raffinaderiet nødt til at udnytte det tekniske apparat bedst muligt. Er raffinaderiet således i besiddelse af en såkaldt visbreaker, kan det fremtrylle mere benzin, petroleum, jetbrændstof, dieselolie og fyringsolie af råolien, end det er muligt ved hjælp af de almindelige forædlingsmetoder. Raffinaderierne har sågar også lært at fremstille smøreolie af forskellige råolier. Det samme er tilfældet ved fremstillingen af asfalt. Raffinering Råolie er en blanding af mange forskellige væsker. Råolien er næsten ubrugelig, som den er, men de væsker, som den består af, er i høj grad nyttige, for det er produkter, som vi alle bruger og er afhængige af. Væskerne må skilles fra hinanden, og adskillelsesprocessen, der kaldes destillation, er olieraffinaderiets første opgave. Når en væske koger, bliver den til damp, og
319 når dampen afkøles, omdannes den igen til væske. Det er det, der sker ved destillation. I køkkenet kan man prøve at destillere vand ved at holde en kold tallerken over en dampende vandkedel. Det er en enkel proces at destillere vand, fordi kedlen kun indeholder én væske. Det er meget mere kompliceret at destillere olie, fordi råolien er en blanding af mange forskellige væsker. Væskerne har hver sit kogepunkt, så når råolien bliver opvarmet, koger og fordamper dele af den ved lave temperaturer, andre ved nogle højere temperaturer, og atter andre ved meget høje temperaturer. Dampene fra de kogende væsker kondenseres og omdannes igen til væskeform, når temperaturen kommer under den enkelte væskes kogepunkt. Destillation af råolie i et raffinaderi bygger på det forhold, at fordampning og kondensering foregår ved forskellige temperaturer for forskellige væsker. De forskellige væsker, som råolien består af, kaldes fraktioner, og destillationsprocessen foregår i et højt ståltårn, som kaldes en destillationskolonne. Indvendig er kolonnen opdelt i etager af vandrette gennemhullede bakker. Nederst i kolonnen er der meget varmt, og temperaturen falder gradvis mod toppen, så hver etage er lidt koldere end den lige nedenunder. Råolien opvarmes først i en ovn og kommer så ind forneden i destillationskolonnen. De allerfleste fraktioner er kogende, så de fordamper og stiger op i kolonnen gennem hullerne i bakkerne. Efterhånden som dampene når højere op, afkøles de, og når en bestemt fraktion kommer til den bakke, hvor temperaturen er lige under fraktionens eget kogepunkt, kondenseres den og bliver igen til væske. På den måde bliver de forskellige dele, som råolien består af, efterhånden skilt fra hinanden på
320 PRODUKTKENDSKAB bakkerne i destillationskolonnen og kan tappes af. Imens strømmer der hele tiden mere ophedet råolie ind nederst i kolonnen, så processen kan fortsætte. De fraktioner, der når højest op i kolonnen, før de kondenseres, kaldes lette fraktioner. De tunge fraktioner kondenseres på bakkerne længst nede i kolonnerne. Den allerletteste fraktion, som tages ud i toppen af destillationskolonnen, er raffinaderigas. Den bliver ved med at være i luftform og anvendes som brændsel i raffinaderiet og til andre formål. Andre lette fraktioner er flydende gas, benzin og nafta, som bruges i den kemiske industri. En lidt tungere fraktion er petroleum. Endnu tungere er dieselolie, der benyttes som brændstof i dieselmotorer og lettere brændselsolier. Fra bunden af destillationskolonnen tappes de allertungeste fraktioner, som asfalt og svær brændselsolie, begge meget vigtige olieprodukter. Destillation er den grundlæggende proces i raffinering af olie, men destillation i en enkelt kolonne er kun begyndelsen. Nogle fraktioner må skilles mere nøjagtigt og destilleres en gang til. Mange fraktioner må renses for urenheder eller blandes med andre stoffer. De tungeste fraktioner fra bunden af destillationskolonnen kan destilleres en gang til i en anden kolonne under vacuum. Herved får man smøreolier og asfalt. Destillation alene kan imidlertid ikke producere benzin nok til at dække den enorme efterspørgsel fra de motorkørende. De tunge fraktioner udgør tre fjerdedele af produkterne fra destillationsprocessen, men man har fundet metoder, så den kemiske struktur kan ændres og en del tungere fraktioner omdannes til benzin. En af processerne kaldes krakning.
321 Olieprodukterne og deres anvendelse flaskegas kemikalier benzin til biler REFOR- MERING NAFTA jetbrændstof PETROLEUM petroleum til belysning og opvarmning diesel brændstof og fyringsolie DIESELOLIER KRAK- NING kemikalier smøreolier brændstof til skibe, fabrikker og centralvarmeanlæg SMØRE- OLIE FREM- STILLING stearinlys kemikalier salve og kosmetik polérmidler BRÆNDSELSOLIE veje tagbeklædning isolation ASFALT
322 PRODUKTKENDSKAB Den nedbryder de tunge fraktioner til en blanding af lette og tunge fraktioner. Krakning Krakning er i dag en af de vigtigste processer i olieraffinaderierne. Krakningen sker ved høj temperatur og under medvirken af en katalysator, et stof, der påvirker en kemisk reaktion uden selv at blive omdannet. Det kaldes katalytisk krakning. Ved krakningen får man ikke bare mere benzin, men også bedre benzin end den, der produceres ved simpel destillation. Krakket benzin bruges derfor til blanding med anden benzin for at forbedre kvaliteten til den høje standard, som moderne bilmotorer kræver. Motorbenzin Motorbenzin er en blanding af kulbrinter, der koger mellem 30 C og 200 C, og som består af komponenter med 4 til 12 kulstofatomer. Destillationskurver Mængden af de komponenter, som fordamper i et givet temperaturområde, kan bestemmes ved destillation, og på grundlag heraf kan en benzinprøves destillationskurve optegnes. Destillationskurven viser altså sammenhængen mellem temperatur og overdestilleret benzin. Ud fra destillationskurven kan en benzins sammensætning af henholdsvis lette, middeltunge og tunge komponenter bestemmes. De lette komponenter bevirker, at motoren let kan starte i koldt vejr. For mange lette bestanddele vil bevirke, at der
323 opstår dampblærer i benzinsystemet (vapour lock) med motorstop til følge. Mange lette komponenter i samspil med kold og fugtig luft vil give risiko for dannelse af kaburatoris. Middeltunge komponenter i benzinen vil bidrage til en hurtig opvarmning af motoren efter start samt god accelerationsevne. Benzinens tungt fordampelige bestanddele giver lavere benzinforbrug og god benzinøkonomi. Damptryk Benzinens damptryk er et mål for, hvor flygtig denne er. Damptrykket målet ved 100 F (ca. 38 C) i et standardiseret måleapparat, og resultatet af målingen benævnes Reid Vapour Pressure (RVP). RVP er et af de parametre, der indgår i en benzins specifikationer. Oktantal En vigtig egenskab ved benzin er dens modstand mod selvantændelse (bankning). Dette udtrykkes ved oktantallet, som er et mål for forbrændingens effektivitet. Oktantallet bestemmes ved hjælp af en speciel én-cylindret prøvemotor med variabelt kompressionsforhold. Prøvemotoren køres med den benzin, hvis oktantal ønskes bestemt. Under kørslen øges motorens kompressionsforhold gradvis, indtil den banker med en bestemt intensitet. Dette oktantal fastholdes herefter, og motoren køres nu med forskellige blandinger af to referencebrændstoffer isooktan, som har oktantallet 100, og normal heptan med et oktantal på 0. Når man ved forsøg når frem til den blanding, som under kørsel giver
324 PRODUKTKENDSKAB samme bankeintensitet, som blev forårsaget af den benzin, hvor oktantallet skal bestemmes, er oktantallet den procent isooktan, som findes i referencebenzinen. Benzin markedsføres normalt med oktantal bestemt efter Research-metoden (RON) f.eks. 92 95 98. Oktantallet af direkte destilleret (straight run) benzin er alt for lavt til at tilfredsstille moderne bilmotorer. Det er derfor nødvendigt at tilsætte denne benzin nogle komponenter med højt oktantal. Det betyder, at en benzin i realiteten fremstilles ved at blande en række benziner med forskelligt oktantal. Tilsætningsstoffer Moderne bilmotorer er i dag så avancerede, at det er nødvendigt at tilsætte en række stoffer, der betegnes additiver. Følgende typer af additiver forekommer normalt i en benzin: Oktantalsforbedrende additiver Anti-isningsadditiver Anti-iltningsadditiver Farvestoffer Jet Fuel A-1 Jet Fuels kogepunkt ligger i kogepunktsintervallet 204-300 C, og kan betragtes som en tynd parrafinfri gasolie. Der stilles store krav til jetbrændstof. Først og fremmest m.h.t. vandindhold og faste partikler, men også forhold som viscositet, vægtfylde, brændværdi, forbrændingsegenskaber og stabilitet har betydning. Dette gælder både ved høje og lave temperaturer.
325 Dieselbrændstof Dieselolie ligger typisk i kogepunktsintervallet: 205-370 C. Der er tale om komponenter med 11 til 16 kulstofatomer. Cetantal En dieselolies tændingsegenskaber angives ved cetantallet, der måles i en prøvemotor på lignende måde, som man bestemmer oktantallet for benzin. Et højt cetantal betyder, at kulbrinten har en stor tændvillighed, og modsat betyder et lavt cetantal, at kulbrinten har ringe tændvillighed. Som referencebrændstof anvendes cetan (C 16 H 34 ) med cetantal 100 og alfamethylnaftalen (C 11 H 10 ) med cetantal 0. De forskellige kulbrinter har forskelligt cetantal. Kulbrinter med lang lige kæde har et højt cetantal, mens ringformede kulbrinter har et lavt cetantal. Dieselolie skal typisk have et cetantal på over 47. Det er kostbart at bestemme cetantallet for alt produceret dieselolie, hvorfor man i analyser af dieselbrændstof ofte angiver cetanindexet (C.I.), som er en teoretisk bestemt størrelse. C.I. er kun vejledende og ikke en nøjagtig angivelse af brændstoffets tændvillighed, men alligevel tilstrækkelig nøjagtig i daglig brug. Viskositet Viskositeten har betydning for brændstofpumpens rette funktion. Hvis viskositeten er for høj, kan dieselolien ikke pumpes, og hvis den er for lav, vil olien kunne passere forbi stemplerne i brændstofpumpen.
326 PRODUKTKENDSKAB Destillationsgrænser Destillationsgrænser specificeres sædvanligvis kun for gasolier og dieselolier af rene destillater for at kontrollere, at de ikke er tilsat destillationsrester. Flammepunkt Anvendelsesmæssigt har flammepunktet ingen betydning, men minimumsgrænser fastsættes for at opfylde myndighedernes sikkerhedskrav med hensyn til opbevaring og transport. Flydepunkt Ved flydepunktet (pour point) forstår man den temperatur, hvor olien holder op med at flyde. Uklarhedspunkt Ved uklarhedspunktet (cloud point) forstås den temperatur, ved hvilken der begynder at udfældes paraffinkrystaller i dieselolien. Kuldeegenskaber Hvis olien bliver for tyktflydende eller begynder at udfælde paraffinkrystaller ved stærk afkøling, kan den ikke passere de meget fine oliefiltre, som findes i brændstofsystemets sugeledninger. Det er derfor nødvendigt, at motorbrændstof til vinterbrug har flydepunkt og uklarhedspunkt, der ligger lavere end de laveste vintertemperaturer, man kan komme ud for. Svovlindhold Gasolie og brændselsolie indeholder svovl, som ved forbrænding omdannes til svovldioxid og svovltrioxid, som med vand danner svovlsyrling og svovlsyre. Disse syrer virker korroderende og forbliver i motoren, når denne ikke er tilstrækkelig
327 varm. Ved at benytte en motorolie med basiske additiver kan man imidlertid neutralisere de dannede syrer. Dieseloliekvaliteter Betegnelse Vægtfylde (densitet) kg/m 3 Svovlindhold max. % Cetantal Cetan Index Diesel Svovlfri diesel 820-860 820-845 0,05 0,005 47 51 45 46 Dieselpest Forskellige typer af bakterier (f.eks. gramnegative stavbakterier og sulfitreducerende anaerobe bakterier) er i stand til at formere sig i grænselaget mellem en olie- og vandfase. Bakterierne forekommer naturligt i luften og på jorden. Under bakteriernes stofskifte udskilles en række affaldsprodukter, som sammen med døde bakterier danner en uklar grødet masse, der vil tilstoppe filtre og rørforbindelser i dieselmotorers brændstofsystemer eller i et oliefyrs sugeledninger. Betingelsen for bakterievæksten er en fri vandfase. Bakterievæksten kan undgås, hvis diesel- og olietanke drænes hyppigt, således at disse er fri for vand. Vandet opstår mest hyppigt som kondensvand, men kan også sive ned i tanken fra påfyldnings- og pejlebrønde. Hvis der er kommet bakterievækst i en tank, skal den tømmes og renses. Hvis der er tale om større tanke, vil man benytte et giftmiddel til at dræbe bakterierne, inden tanken tømmes og renses.
328 PRODUKTKENDSKAB Fuelolie Fuelolien er den del af råolien, som er til rest efter de forskellige raffinaderiprocesser, ved hvilke man har fremstillet lettere produkter. Ved normale temperaturer er fuelolie ikke flydende. Efterspørgslen efter fuelolie er faldet, mens efterspørgslen efter de lettere produkter som benzin og dieselolie er steget. Det er derfor normalt at lade fuelolien underkaste en kraknings- eller visbreakningsproces, hvorved en del af fuelolien omdannes til lettere produkter som benzin og fyringsolie. Den fuelolie, der bliver til rest efter disse processer, er meget svær og må ofte iblandes gasolie. Fuelolie indholder en del svovl, som af miljøhensyn må fjernes. Det maksimale svovlindhold er for øjeblikket fastlagt til 1 %. Gas og LPG Ved destillation af råolie og ved flere andre raffinaderiprocesser som f.eks. krakning frigøres der store mængder af luftformige kulbrinter. Der er tale om de letteste kulbrinter med de laveste kogepunkter. Det er typisk: Methan, Ethan, Propan og Butan. Disse gasser har høj brændværdi og anvendes i stor udstrækning som brændstof i raffinaderiprocesserne. Propan og Butan har også fået god udbredelse som energikilde til forskellige opvarmningsformål. På grund af forskellige afgiftsændringer er anvendelsen af Propan og Butan til biler faldet betydeligt. Forårsaget af Propan og Butans fysiske forhold transporteres disse stoffer under tryk. Ved 18 C er der tale om følgende tryk:
329 Propan 8 ata. Butan 2 ata. Flybenzin Flybenzin anvendes som motorbrændstof til stempelmotordrevne fly. Da produktet skal kunne fordampe ved høje kuldegrader ( 50 C), har det et meget højt damptryk sammenlignet med almindelig motorbenzin og fordamper hurtigt ved f.eks. 20 C. For at opnå det høje oktantal på 100 indeholder produktet organiske blyforbindelser. Bitumen Den rest af råolien, der bliver tilbage efter vacuumdestillationen, kaldes bitumen. Det er et mørkt produkt, der er fast ved normale temperaturer. Da bitumen består af mange hundrede forskellige komponenter, er det ikke muligt at tale om et skarpt defineret smeltepunkt. Produktet bliver gradvis blødere, efterhånden som temperaturen stiger. Bitumen kan have flammepunkt både over og under 100 C. På grund af bitumens klæbrige, plastiske og vandafvisende egenskaber er det særdeles egnet som binder i vejbelægningsmateriale. Ønskes en bitumen med en større hårdhed, blæses luft gennem den flydende bitumen. Herved opstår såkaldt oxydationsbitumen, som ikke krakelerer i koldt vejr eller flyder i varmt vejr.
330 PRODUKTKENDSKAB Sæsonsvingninger Temperaturen har stor indflydelse på olieprodukternes egenskaber dels med hensyn til fordampelighed dels med hensyn til paraffinudskillelse og viskositet. Det er derfor karakteristisk, at produkternes specifikationer skifter hen over året. Disse ændringer i specifikationer er aftalt mellem alle olieselskaberne, så de kan finde sted på samme tidspunkt af året. Eksempel på sæsonsvingning for BF 95: Vinter Overgang Sommer 1/11-28/2 1/3-30/4 1/5-1/9 1/9-31/10 Destillation: Fordampet ved 70 C % Vol min. 30 25 20 Fordampet ved 100 C % Vol 45-72 45-70 45-68 Fordampet ved 180 C % Vol min. 75 75 75 Damptryk reid: RVP kpa min. 65 45 45 RVP kpa max. 95 95 60 Eksempel på sæsonsvingning for fyringsolie: Vinter Sommer 1/11-28/2 1/5-1/9 Cloud Point (Uklarhedspunkt) +2 C +2 C C.F.P.P. (Koldfiltertest) 5 C 5 C Vægtfylde 820-870 kg/m 3 820-860 kg/m 3 Flammepunkt 56 C 61 C
331 Farvekodeskilte for produktafmærkning AVG B 98 AVGAS 100 LL 98 BENZIN OFR-kode nr. 1 OFR-kode nr. 13 B 95 BF 98 95 BENZIN 98 BLYFRI OFR-kode nr. 24 OFR-kode nr. 9 BF 95 BF 92 95 BLYFRI 92 BLYFRI OFR-kode nr. 10 OFR-kode nr. 11 JET PE JET A-1 OFR-kode nr. 2 PETROLEUM OFR-kode nr. 3 D LD DIESEL OFR-kode nr. 4 LET-DIESEL OFR-kode nr. 5
332 PRODUKTKENDSKAB Farvekodeskilte for produktafmærkning F FX FYRINGSOLIE FYRINGSOLIE EXTRA OFR-kode nr. 7 OFR-kode nr. 8 45 77 45 FUELOLIE 77 FUELOLIE OFR-kode nr. 16 OFR-kode nr. 17 IF SPO IF FUELOLIE SPILDOLIE OFR-kode nr. 19 OFR-kode nr. 18 DA BA DIESEL ADDITIV OFR-kode nr. 20 BENZIN ADDITIV OFR-kode nr. 21 FA FYRINGSOLIE ADDITIV OFR-kode nr. 22 Udarbejdet af Oliebranchens Fællesrepræsentation
333 Udmåling af produkter Ved udmåling af produkter kan følgende 3 metoder principielt anvendes: 1. Opmåling i tank 2. Udmåling ved hjælp af måler 3. Vejning på brovægt 1. Opmåling i tank Til opmåling i en tank skal der bruges pejlestok, pejlebånd og en tanktabel. Pejlestokke benyttes typisk til pejling af mindre og ofte vandretliggende tanke med en diameter op til 3,5 m. For at opnå en nøjagtig pejling er det normalt at kræve en nøjagtighed på pejlestokkens skala på ± 3 mm. Pejlebånd anvendes normalt til store opretstående tanke med en højde op til 30 m. For at opnå en nøjagtig måling er det normalt at kræve en nøjagtighed på ± 1,5 mm på skalainddelingen. For at omsætte henholdsvis pejlestokkens eller pejlebåndets visning til et rummål benyttes en pejletabel. For store tanke er tanktabellen fremstillet ved en egentlig kalibrering (opmåling) af tanken. For mindre vandretliggende tanke benyttes ofte en standardtabel, der er beregnet på basis af tankens produktionsmål. For at opnå et nøjagtigt resultat er det nødvendigt, at tanktabellens nøjagtighed ligger i størrelsesordenen ± 0,05 % af den sande værdi. Det er endvidere klart, at man altid skal sikre sig,
334 PRODUKTKENDSKAB at tank og tanktabel hører sammen ved opmåling af et tankvolumen. 2. Udmåling ved hjælp af måler Ved udmåling af et produkt fra læsserampe eller tankvogn benyttes en måler (PD-måler = Positiv Displacement måler). Der er tale om et præcisionsinstrument, der i sin opbygning minder om en vankelmotor. Fire plader udmåler et veldefineret kvantum pr. omdrejning. Målerens omdrejninger omsættes ved hjælp af et tælleværk til liter eller m 3. For at opnå en nøjagtig udmåling skal målene jævnligt justeres (kalibreres). Dette gøres typisk årligt og vil betyde, at måleren kan udmåle det udleverede kvantum med en nøjagtighed på ± 0,05 %. 3. Vejning på brovægt For produkter, der ikke egner sig til udmåling over PD-måler, f.eks. fuel, asfalt og gas benyttes i stedet brovægt. Der findes flere typer brovægte. Moderne brovægte registrerer vægten ved hjælp af fintfølende vejeceller, mens gamle brovægte typisk er mekanisk opbygget med knive og lejepander. Gamle mekaniske vægte er mere følsomme over for vand og snavs end moderne elektroniske vægte. Den daglige vedligeholdelse af mekaniske vægte er derfor mere krævende end for tilsvarende elektroniske. For at opnå en nøjagtig vejning skal vægten justeres (kalibreres) jævnligt. Det er normalt at foretage denne justering årligt og at indregulere vægten til en nøjagtighed på ± 0,05 % eller bedre.