EUROPA-PARLAMENTET 2009-2014 Udvalget for Andragender 8.10.2010 MEDDELELSE TIL MEDLEMMERNE Om: Andragende 0192/2010 af Klaus P. Schacht, tysk statsborger, og 50 spiludbydere, om fritagelse for merværdiafgift af fortjenesten fra enarmede tyveknægte 1. Sammendrag Der synes at foregå en årelang kamp (18 år) i Tyskland om, hvorvidt ejere af enarmede tyveknægte skal betale merværdiafgift af deres fortjeneste. Andrageren hævder, at EUlovgivningen giver medlemsstaterne et vist spillerum, som Tyskland har benyttet med hensyn til andre typer fortjeneste på spil, men ikke når det gælder enarmede tyveknægte. Sagen har været for Domstolen tre gange tidligere og verserer der nu en fjerde gang. Andrageren hævder, at producenterne af enarmede tyveknægte udøver et ulovligt pres på retten for at påvirke sagen. 2. Opfyldelse af betingelserne for behandling Andragendet opfylder betingelserne for behandling (fastslået den 9. juni 2010). Kommissionen anmodet om oplysninger (forretningsordenens artikel 202, stk. 6). 3. Kommissionens svar, modtaget den 8. oktober 2010. "Andrageren, som er advokat i Tyskland, repræsenterer 50 ejere af spilleautomater. Han kritiserer grundlæggende den merværdiafgift, der er pålagt transaktioner foretaget af ejere af spilleautomater i Tyskland. Med henvisning til flere afgørelser fra Domstolen konkluderer han, at den gældende nationale lov om merværdiafgifter er i strid med EU-lovgivningen. Han er af den opfattelse, at den omsætning, der genereres fra spilleautomater, skal være fritaget for merværdiafgifter ifølge den relevante bestemmelse i momsdirektivet. I henhold til den tyske lov om merværdiafgifter skal der imidlertid opkræves merværdiafgifter for de pågældende transaktioner. CM\834575.doc PE450.795v01-00 Forenet i mangfoldighed
Andrageren henleder opmærksomheden på en præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzhof, som blev forelagt Domstolen den 11. februar 2009 under sag C-58/09. Sagen omhandler fortolkningen af medlemsstaternes skønsmargen i forbindelse med fritagelse for spil. Disputten i hovedsagen skyldes en erhvervsdrivendes anfægtelse af en afgørelse om at opkræve merværdiafgifter for driften af spilleautomater. Andrageren mener, at Kommissionen uanset justitssekretærens initiativ skal gribe ind over for Domstolen i forbindelse med sag C-58/09 for at undgå en gentagelse af tidligere sager. Han hævder, at spilleautomatproducenterne på det pågældende tidspunkt udøvede pres på parterne for at påvirke sagen. Han anmoder derudover om, at Kommissionen opfordrer Domstolen til at kommentere spørgsmålet om forældelse inden for rammerne af den gældende procedure. a) Forenelighed mellem nationale love om merværdiafgifter og momsdirektivet Ifølge 1, stk. 1, i Umsatzsteuergesetz 2005 (lov om merværdiafgifter, herefter "UStG") opkræves der moms af transaktioner, som en erhvervsdrivende foretager mod vederlag i indlandet som led i sin virksomhed. I overensstemmelse med 4, stk. 9, litra b, i UStG 1993 i den version, der var gældende til og med den 5. maj 2006 er omsætning omfattet af væddeløbs- og lotteriloven (Rennwettund Lotteriegesetz) samt omsætning fra drift af godkendte offentlige spillekasinoer momsfritaget. I sin dom af 17. februar 2005 i de forenede sager C-453/02 og C-462/02, Linneweber og Akritidis, om fortolkningen af artikel 13, punkt B, litra f), i Rådets sjette momsdirektiv 1 (forgængeren til den gældende artikel 135, stk. 1, litra i, i momsdirektivet 2 ) afgjorde Domstolen, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, hvorefter al drift af hasardspil og spilleautomater er fritaget for moms, når den foregår i godkendte offentlige kasinoer, mens andre erhvervsdrivendes udøvelse af en tilsvarende virksomhed ikke er omfattet af denne afgiftsfritagelse. En person, der driver virksomhed med hasardspil eller spilleautomater, kan påberåbe sig denne bestemmelse for de nationale retter med henblik på at tilsidesætte regler i national ret, der er uforenelige hermed. Som reaktion på denne dom blev Umsatzsteuergesetz ændret ved ophævelse af momsfritagelse for drift af hasardspil og spilleautomater, når den foregår i godkendte offentlige kasinoer 3. I den reviderede version af Umsatzsteuergesetz er det fastsat, at der opkræves moms for drift af spilleautomater samt alle andre former for spil (f.eks. roulette) i eller uden for kasinoer, som ikke er dækket af væddeløbs- og lotteriloven. Ifølge 4, stk. 9, litra b, i UStG 2005, der har været gældende siden den 6. maj 2006, fritages 1 Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1 40. 2 Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, EUT 347 af 11.12.2006. 3 Gesetz zur Eindämmung missbräuchlicher Steuergestaltungen af 28. april 2006, offentliggjort den 5. maj 2006 i BGBl. I 2006 (nr. 22), 1095, artikel 2 og artikel 4. PE450.795v01-00 2/5 CM\834575.doc
følgende for afgifter: "Omsætning omfattet af væddeløbs- og lotteriloven. Omsætning omfattet af væddeløbs- og lotteriloven, der er fritaget for væddeløbs- og lotteriafgifter, eller hvoraf denne afgift ikke i almindelighed opkræves, er ikke fritaget". Af afgørelsen fra Bundesfinanzhof fremgik det, at der var behov for en fortolkning af artikel 135, stk. 1, litra i, i momsdirektivet for at afgive dom i den nationale sag. Derfor besluttede Bundesfinanzhof at udsætte sagen og forelægge Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt artikel 135, stk. 1, litra i, i momsdirektivet skal fortolkes således, at udøvelsen af den beføjelse, som medlemsstaterne har til at fastsætte betingelser og begrænsninger for den i denne bestemmelse fastsatte merværdiafgiftsfritagelse, kun tillader dem at fritage visse former for spil for denne afgift. Sagen, Leo-Libera GmbH, blev registreret under C-58/09. Den 10. juni 2010 afsagde Domstolen sin dom i sagen. Hvad angår formålet med fritagelsesspørgsmålet klarlagde Domstolen, at medlemsstaterne, hvad angår spil, ikke blot frit kan fastsætte betingelser og begrænsninger for fritagelsen i henhold til artikel 135, stk. 1, litra i, i momsdirektivet, men at de også kan udøve skøn, som giver dem mulighed for helt eller delvist at forbyde aktiviteter af denne form eller begrænse dem og fastsætte mere eller mindre strenge procedurer til kontrol heraf. Domstolen bemærkede, at dette forhold stammer fra den nøjagtige ordlyd i artikel 135, stk. 1, litra i, momsdirektivet om, at denne bestemmelse overlader en bred skønsmargen til medlemsstaterne med hensyn til fritagelse af de omhandlede transaktioner, idet den tillader medlemsstaterne at fastsætte betingelser og begrænsninger for denne fritagelse. Endelig afgjorde Domstolen, at artikel 135, stk. 1, litra i, i momsdirektivet skal fortolkes således, at udøvelsen af den beføjelse, som medlemsstaterne har til at fastsætte betingelser og begrænsninger for den i denne bestemmelse fastsatte momsfritagelse, kun tillader dem at fritage visse former for spil for denne afgift. Den gældende bestemmelse i den tyske lovgivning om merværdiafgifter er derfor ikke i strid med artikel 135, stk. 1, litra i. b) Formålet med forelæggelse med henblik på præjudiciel afgørelse Inden for rammerne af forelæggelse med henblik på præjudiciel afgørelse i sag 58/09 forelagde Domstolens justitssekretær Kommissionen en kopi af anmodningen om en præjudiciel afgørelse, som var indgivet i henhold til artikel 267 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (tidligere artikel 226 i EF-traktaten). I henhold til artikel 23, stk. 2, i protokollen (nr. 3) om statutten for Den Europæiske Unions Domstol 1 kan parterne i sagen ved den nationale ret, medlemsstaterne, Kommissionen og, hvor det er relevant, Europa-Parlamentet, Rådet og Den Europæiske Centralbank indgive skriftlige udtalelser til Domstolen om anmodninger om en præjudiciel afgørelse. I overensstemmelse hermed indgav Kommissionens befuldmægtigede sine skriftlige (og under høringen mundtlige) bemærkninger til sagen vedrørende spørgsmålet fra den nationale ret. 1 Offentliggjort i EUT den 9. maj 2008, C115/210. CM\834575.doc 3/5 PE450.795v01-00
Det bør bemærkes, at artikel 267 i TEUF er den mekanisme, hvorigennem nationale retter og Domstolen drøfter EU-lovgivningens anvendelsesområde, når lovgivningen ikke er i overensstemmelse med nationale normer. Som regel er det de nationale retter, som træffer beslutning om at forelægge sagen, selv om Højesteretten bør henvise sagen, hvis den vedrører fortolkning. Hvis en af parterne ved den nationale ret mener, at disputten giver anledning til et spørgsmål vedrørende fortolkning af EU-lovgivningen, betyder det dog ikke, at retten er forpligtet til at forelægge et spørgsmål, der er rejst inden for betydningen af artikel 267 i TEUF. Der var dog intet, der tydede på, at spørgsmålet som blev henvist af Bundesfinanzhof, ikke var korrekt rejst eller ikke var korrekt formuleret. Domstolen er villig til at korrigere ukorrekt formulerede henvisninger 1. Spørgsmål, som forelægges af de nationale retter med henblik på præjudiciel afgørelse, skal være relevante for sagen, og dette afgøres af den nationale ret. En sag, hvor det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål, kan afvises. I sådanne tilfælde er Domstolen i princippet ikke forpligtet til at afgøre spørgsmål vedrørende fortolkning af EU-lovgivningen. Andragerens anmodning om at udvide procedurens anvendelsesområde til at omfatte forældelsesregler savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen. Rent faktisk er et svar, navnlig på spørgsmålet om, hvorvidt urimeligt opkrævede merværdiafgifter skal tilbagebetales i tilfælde, hvor tidsfristen for indsigelse er overskredet, naturligvis irrelevant i den forelagte sag, Leo-Libera GmbH, idet den pågældende sag omhandlede momsopkrævning, som ikke hørte under reglerne. Derudover skal det til trods for ovenstående bemærkninger understreges, at Kommissionen ikke har mulighed for at påvirke indholdet af sådanne spørgsmål. Det tilkommer alene de nationale retter at træffe afgørelse om, hvorvidt et spørgsmål skal forelægges Domstolen med henblik på præjudiciel afgørelse, og afgøre indholdet af spørgsmålet. Endelig vil en sag for Domstolen ikke automatisk få direkte indflydelse på individuelle sager. Det er kun myndighederne og domstolene i de pågældende medlemsstater, som direkte kan træffe afgørelse i individuelle sager. Det er derfor vigtigt, at personer, som føler, at deres rettigheder er blevet krænket, i første omgang udnytter deres klagemuligheder på nationalt plan. Konklusioner EU-lovgivningen som fortolket af Domstolen forhindrer ikke medlemsstater i at opkræve merværdiafgifter for transaktioner fra spilleautomater og andre former for spil. Kommissionen 1 Domme af 15. juli 1964 i sag C-6/64, Costa mod ENEL, og af 1. december 1965 i sag C-16/65, Firma C. Schwarze mod Einfuhr- und Vorratsstelle für Getreide und Futtermittel. PE450.795v01-00 4/5 CM\834575.doc
kan hverken påvirke indholdet af spørgsmål, der forelægges Domstolen af nationale retter, eller tilføje spørgsmål i en sådan procedure." CM\834575.doc 5/5 PE450.795v01-00