12 13 Koncerthuset Klassisk Sæson Fredag 23. november kl. 19.30 Lørdag 24. november kl. 16.00 DR SymfoniOrkestret Dirigent: Solist:, klaver Pro
Program Koncerthuset 2008/09 2012/13 2 Torsdagskoncert Koncerthuset 2008/09 2012/13 3 FREDAGSKONCERT Fredag 23. november 2012 kl. 19.30 LØRDAGSKONCERT Lørdag 24. november 2012 kl. 16.00 DR SymfoniOrkestret Dirigent: Korindstudering: Søren Kinch Hansen Solist:, klaver Koncertmester: Christina Åstrand Fredagskoncerten sendes direkte i P2 Klassisk (FM og DAB) og genudsendes søndag 25. november kl. 12:15 (DAB) Bernard Herrmann (1911-1975) The Man Who Knew Too Much (1956) Concert Overture (edit.: ) Varighed: ca. 3 Franz Waxman (1906-1967) Rebecca (1940) Varighed: ca. 8 Rear Window (1954) Prelude. Lisa Intermezzo. Ballet. Lisa Finale Varighed: ca. 11 Dimitri Tiomkin (1894-1979) Strangers on a Train (1951) Varighed ca. 9 Dial M for Murder (1954) Varighed ca. 8 Miklós Rózsa (1907-1995) Spellbound (1945) Concerto for piano and orchestra Varighed ca. 12 Af Jens Cornelius Af Oversættelse: Jens Cornelius Alfred Hitchcock udvalgte meget omhyggeligt de komponister, der i et tæt samarbejde med ham selv kunne give filmene en stærk og original musikside. Resultaterne var fantastiske: Komponister som Franz Waxman og Bernard Herrmann satte en helt ny standard og var i høj grad med til at gøre Hitchcocks film så intense. I aften dirigerer verdens førende Hollywood-dirigent et rent Hitchcock-program. Dirigenten er en ildsjæl, der elsker amerikansk musik, og ikke mindst at vise resten af verden, hvordan klassiske musiktraditioner fra Europa levede videre i Hollywoods guldalder. præsenterer selv koncerten fra scenen, men specielt til det danske publikum har han også skrevet denne introduktion til et unikke område af det 20. århundredes musik. Alfred Hitchcock og musikken Instruktører skriver selvfølgelig ikke musik. De hyrer komponister. De samarbejder med komponister. De stiller krav til komponister. Og de kan fyre komponister. Mød musikken: En time før koncerterne er der koncertintroduktion i Koncertsalen med P2- værten Mathias Hammer, der fortæller om programmet og interviewer medvirkende fra koncerten I koncertpausen vil der være cd-salg i foyeren, hvor publikum har mulighed for at købe orkestrets seneste udgivelser Ensemblechef: Kim Bohr Konst. kor- og orkesterchef: Kim Bohr Producent: Curt Kollavik Jensen PAUSE Bernard Herrmann (1911-1975) Psycho (1960/68). A Narrative for String Orchestra (edit.: ) Varighed ca. 16 Vertigo. (1958) Prelude and Scene d Amour Varighed ca. 9 Arthur Benjamin (1893-1960) The Man Who Knew Too Much (1934/56). The Storm Clouds. Cantata (arr.: Bernard Herrmann) Solo: Klaudia Kidon, sopran Varighed ca. 12 Producer: Bernhard Güttler Teknik: Jan Oldrup Regissører: Henrik Overgaard Kristensen, Peter Gundestrup Tönshoff Redaktion: Niki Robson Korrektur: Magna Blanke Design: E-types A/S Tryk: Hellbrandt Alfred Hitchcocks store livsværk er tæt forbundet med musik. Han vidste, at film og musik skaber en alkymistisk helhed, og at hver historie har brug for sin helt egen musik for at kunne fortælle netop den historie. Derfor er det ikke nogen overraskelse, at musikken ved denne koncert er i mange forskellige stilarter. Romantisk, grotesk, vittig, skræmmende, glamourøs, atonal, jazzet, i barokstil, storladen og intim, blid og voldsom. Koncertens første del er domineret af tre komponister, der alle flygtede fra krig og revolution i Europa og kom til Amerika, hvor de fejrede triumfer inden for filmmusikkens blomstrende verden, og hvor de døde som amerikanske statsborgere. Hitchcocks film Rebecca kaldte på dyster og romantisk musik. Franz Waxman, der var uddannet på Tysklands førende konservatorier, var den helt rigtige komponist til at skabe den klangverden. Waxman var også jazzmusiker og havde været medlem af et jødisk jazzorkester i Berlin. Derfor kunne
Torsdagskoncert Koncerthuset 2008/09 2012/13 4 Torsdagskoncert Koncerthuset 2008/09 2012/13 5 han lave den jazzede populærmusik til Skjulte øjne ( Rear Window ), en af Hitchcocks mest nyskabende film, fordi musikken opleves, som om den strømmer ud ad vinduerne i New Yorks gader. Det er kunstmusik forklædt som amerikanernes hverdagsmusik i 1950 erne. To film med musik af den russiskfødte Dimitri Tiomkin er valgt for at vise de stilkontraster, der skal til, hvis man skal følge en histories behov: Farligt møde ( Strangers on a Train ) handler om en professionel tennisspiller med en psykotisk fan. Musikken rummer både jazz i Gershwin-stil (Tiomkin havde i 1928 været solist i den europæiske førsteopførelse af Gershwins Klaverkoncert), rovgrisk ondskab, lidenskabelig romantik og fugaer i Bach-stil. Det lå altsammen naturligt for Tiomkin takket være hans særlige baggrund: Han havde været elev af Glasunov i Skt. Petersborg og var fortrolig med traditionen fra de russiske mestre. Han elskede amerikansk ragtime, og i Berlin studerede han hos Busoni, der var berømt for sine Bach-transskriptioner. Ikke underligt, at Tiomkin fandt på at bruge en fuga musikkens svar på problemløsning som den oplagte måde at understøtte opklaringen af et mysterium. I hans musik til Drej M for mord ( Dial M for Murder ) har det endnu større betydning. På samme måde som Waxman i Skjulte øjne fandt på en smukt melodi som metafor for Grace Kelly, laver Tiomkin her en elegant vals til hende men omgiver den med en russisk monumentalitet, der på uhyggelig måde viderefører de udtryk for mord og skyld, man møder i Musorgskijs opera Boris Godunov. Også i denne film bliver opklaringen af forbrydelsen ledsaget af en ivrig fuga, der giver fortællingen en intens afslutning. Miklós Rózsas Spellbound afslutter koncertens første halvdel. Til Troldbunden ( Spellbound ) havde Hitchcock brug for musik til både romantik og til hovedpersonens psykotiske mareridt. Her anvender Rózsa en theremin, et af de første elektriske instrumenter, der er perfekt til at udtrykke fornemmelsen af angst. Musikken vandt en Oscar i 1945 og var en vigtig grund til, at filmen blev så populær. Publikum ville simpelthen høre musikken igen og igen. Derfor blev der lavet flere forskellige orkestersuiter med musikken, en af dem endda før filmen havde haft premiere. Versionen for klaver og orkester, som vi spiller i aften, blev indspillet med komponisten selv som dirigent. Anden del af koncerten har fokus på Hitchcocks samarbejde med komponisten Bernard Herrmann. Kun Steven Spielbergs parløb med John Williams kan måle sig med det. Musikken til Psycho er udelukkende for strygere og benytter sig af alle tænkelige spilleteknikker for at skabe en hel verden af skræk og rædsel i sort/hvid. Det er nok Herrmanns bedste arbejde, fordi det er så kontrolleret og så opfindsomt. Musikken blev skrevet i 1960, men Herrmann vendte tilbage til den i 1968 og skrev et selvstændigt orkesterværk med undertitlen Fortælling for strygeorkester. Stykket lå hen indtil 1999 Hitchcocks 100 år hvor det blev uropført af Hollywood Bowl Orkestret i Los Angeles. En kvinde skygges ( Vertigo ) har det mest omfattende partitur, der er skrevet til nogen Hitchcock-film. Indledningsmusikken skifter mellem dissonante akkorder, gennemhullet af messingblæsere, der får det til at føles, som om man falder gennem gulvet, og et nedadgående motiv, der pisker sindet op i kraftige bølgebevægelser. Det er energien fra denne besættelse, der driver historien fremad. 'Besættelses-temaet' dukker senere op i kærlighedsscenen som et perfekt udtryk for tvangs-neurotiske handlinger. Manden der vidste for meget ( The Man Who Knew To Much ) indspillede Hitchcock undtagelsesvist to gange i 1934 og 1956. Da den derfor både repræsenterer hans tidlige år i London og årene i Hollywood, er det en god afrunding af koncerten, som jo blev indledt af ouverturen fra 1956-udgaven. Bernard Herrmann skrev musikken til den sene version med James Stewart og Doris Day, men valgte at beholde Storm Cloud-kantaten fra musikken til den første udgave. Kantaten er komponeret af Arthur Benjamin i en stil, der er beslægtet med Vaughan Williams. I Herrmanns stærkt udvidede arrangement til farvefilmen lyder den endnu mere storladen. Alfred Hitchcock var ikke komponist, men takket være sin store forståelse for den afgørende sammenhæng mellem billede og musik fik han iværksat hundreder af timers orkestermusik, der er en betydningsfuld del af det 20. århundredes kultur.
Dirigent Koncerthuset 2012/13 6 Solist Koncerthuset 2012/13 7 Dirigent Solist Amerikansk dirigent, født 1945 i New York Elev af blandt andre Leonard Bernstein og Leopold Stokowski Har været operachef i Torino og Washington Genskabte Hollywood Bowl Orkestret i 1991 er en af USA s mest alsidige dirigenter. Han debuterede med Los Angeles Filharmonikerne i begyndelsen af 1970 erne, og siden har han dirigeret alle de store amerikanske symfoniorkestre. Gennem årene har han desuden været chefdirigent for hele fire operahuse: Teatro Regio i Torino, Den skotske Opera i Glasgow, Washington Operaen og Pittsburgh Operaen. Ved siden af sine mange optrædener verden rundt er han også rektor for University of North Carolina School of the Arts. For flere end 20 år siden genskabte en ægte institution: Hollywood Bowl Orkestret. Hollywood Bowl er en udendørsscene med plads til 18.000 tilhørere(!), og i årene efter 2. verdenskrig havde den sit eget symfoniorkester. At det blev, der tog arven op, er ikke så mærkeligt. Som ung studerede han nemlig hos den legendariske dirigent Leopold Stokowski, der grundlagde det oprindelige Hollywood Bowl Orkester. Mauceri var chef for orkestret indtil 2006, og han optræder stadig i Hollywood Bowl af og til. interesserer sig meget for historiens oversete værker og for musik, der krydser grænser. En helt speciel del af karrieren har han tilegnet de komponister, der led under 2. verdenskrig. Flere vigtige værker er på den måde blevet reddet fra glemslen, bl.a. Korngolds store opera Das Wunder der Heliane og Erwin Schulhoffs dramatiske Flammen., som også er en flittig skribent, arbejder for tiden på en bog om netop fascismen og nazismens indflydelse på musikken, The War on Music. Populærkulturen ligger også meget på sinde, og han har dirigeret adskillige shows på Broadway og indspillet bl.a. Andrew Lloyd Webbers musical Evita med Madonna i titelrollen. I sit arbejde med klassisk filmmusik har han ud fra de oprindelige manuskripter rekonstrueret hele soundtracks og arrangeret nye koncertsalsudgaver af musikken. Den store indsats har skabt ny respekt omkring dette særlige amerikanske hjørne af den klassiske orkestermusik., dansk pianist og organist, født 1962 Uddannet i København og New York Siden 1989 ansat som DR SymfoniOrkestrets pianist Flittig kammermusiker, bl.a. i duo med DR SymfoniOrketrets koncertmester Christina Åstrand DR SymfoniOrkestret består af strygere, blæsere og slagtøjsmusikere og en pianist. Der skal bruges klaver i mange orkesterværker, og også andre tangentinstrumenter er i spil. Det sorterer under pianisten, som har haft denne særlige post i orkestret siden 1989. er en meget alsidig musiker, der både er uddannet som organist og pianist. Han er klaverelev af Esther Vagning og John Damgaard og har studeret orgel hos Flemming Dreisig. Derefter har han videreuddannet sig på den berømte Juilliard School of Music hos pianisten Seymour Lipkin. Til koncerter med DR SymfoniOrkestret kan man opleve i de mest forskelligeartede opgaver på alle klassiske klaviaturinstrumenter. Lige fra celeste i Nøddeknækkeren til barokmusik på cembalo, klaver i moderne musik og orgel i de store senromantiske symfonier. Nogle gange er han også egentlig solist, bl.a. i Per Nørgårds Klaverkoncert, der er tilegnet ham, og som han har optrådt med i England, Finland og Korea. Ved siden af sit arbejde i DR SymfoniOrkestret er en flittig deltager i dansk musikliv. Ikke mindst som medlem af to af Danmarks bedste kammerensembler: Sammen med DR SymfoniOrkestrets koncertmester Christina Åstrand udgør han duoen Åstrand/Salo, og de danner Den Danske Horntrio med hornisten Jakob Keiding som tredjemand. Duoen Åstrand/Salo har indspillet alle violinsonater af Carl Nielsen og Niels W. Gade, og Den Danske Horntrio både nye og klassiske værker. Trioens cd med musik af Brahms og Ligeti blev valgt som månedens cd af BBC Music Magazine. For få måneder siden udkom på det engelske plademærke Orchid Classics en cd og dvd, hvor og Christina Åstrand spiller violinsonater af Ravel, Janáček og Ernest Bloch.
Adresse: Emil Holms Kanal 20 0999 København C Tlf.: 35 20 62 62 e-mail: koncerthuset@dr.dk DR SymfoniOrkestret Musikerliste 1. violin Christina Åstrand Johannes Søe Hansen Alexandre Zapolski Anders Fog-Nielsen Helle Hanskov Palm Anders Jonsson Per Friman Camilla Sand Kjeldsen Fogh Josefin Lykken Sarah McClelland Tine Rudloff Sabine Bretschneider Runi Bæk Inger Høj Camilla Nobusawa Arne Balk-Møller 2. violin Elisabeth Dingstad Bodil Kuhlmann Ludmila Spektor Julie Meile Line Most Austeja Justakityte Morten Dulong Anne Marie Kjærulff Andrea Rebekka Alsted Jonida Tafilaj Deborah Jungnickel Øssur Bæk Johanna Andersson Loussine Azizian Bratsch Claus Myrup Dmitri Golovanov Gunnar Lychou Carina Andersson Kristian Fogh Astrid Christensen Anne Soren Stine Hasbirk Brandt Katarzyna Bugala Alexander Butz Benedikte Artved Linda Skride Zondervan Cello Henrik Dam Thomsen Soo-Kyung Hong Carsten Tagmose Inger Guldbrandt Jensen Nils Sylvest Jeppesen Vanja Louro Mats Olof Larsson Johan Krarup Peter Morrison Karin Dalsgaard Kontrabas Michal Stadnicki Joel González Mads Lundahl Kristensen Henrik Schou Kristensen Ditlev Damkjær Gerrit Hamacher Katharina Richter Andreas Hjort Fløjte Ulla Miilmann Jørgensen Toke Lund Christiansen Mikael Beier Obo Kristine Vestergaard Ulrich Ortmann Sven Buller Klarinet Mathias Kjøller Klaus Tönshoff Søren Elbo Pelle Fridell Kasper Wagner Saxofon Jesper Løvdal Fagot Sebastian Uno Stevensson Lucia Amerise Aksel Kaae Trige Horn Lasse Mauritzen Dominika Piwkowska Leif Lind Per Jacobsen Trompet Michael Frank Møller Karl Husum Joris De Rijbel Jens Chr. Gotholdt Basun Jesper Juul Windahl Peter Bennet Schmidt Thomas Dahlkvist Tuba Christian Bay Harpe Caitríona Yeats Berit Spælling Tasteinstrumenter Manuel Martinez Esperilla Rikke Sandberg Pauke René Mathiesen Slagtøj Gert Sørensen Tom Nybye Christian Utke Schiøler Mads Hebsgaard Andersen Mads Drewsen Marcus Wall Guitar Allan Sjølin Sangerliste Sopran Astrid Kastensson Hjørdis Jakobsen Klaudia Kidon Lene Arberg Malene Nordtorp Julie Borgwardt-Stampe Hanne Andersen Anne Aaen Hall Carrie Becker Marianne Heuer Camilla Toldi Bugge Hanna Kappelin Nina Fischer Pernille Manly Larsen Marianne G. Nielsen Louise Odgaard Eva Rudkøbing Iben Silberg Anna Carina Sundstedt Anna Maria Wierød Alt Rikke Lender Kirsten Grove Ulla Munch Susanne Balle Henriette Elimar Anne Brandt Helle Grarup Ellen Marie Christensen Lone Selchau Aleksandra Pedersen Hanna-Maria Strand Elenor Wiman Ulla Wittenburg Eva Wöllinger-Bengtson Tenor Poul Emborg Lars Pedersen Emil Lykke Palle S. Jensen Adam Riis Finn Bielenberg Christian Damsgaard-Madsen Brian Petro Hansen Mogens Halken Jacob Heide Madsen Rasmus G. Knive Tomas Medici Jens Rademacher Morten S. Sørensen Bas Torsten Nielsen Steffen Bruun Hans-Henrik Raaholt Johan Karlström Daniel Åberg Jens Brückner Lasse Christian Bach Jørgen Ditlevsen Johan Bogren Uffe Henriksen Tore Asbjørn Hansen Jacob Lech Martin Palsmar Rasmus Kure Thomsen Asger Lynge Petersen Med forbehold for ændringer efter redaktionens afslutning DRs koncertvirksomhed støttes af blandt andre: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal Augustinus Fonden Beckett-Fonden Bikubenfonden Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat Det obelske Familiefond FrederiksbergFonden Nordea-fonden er sponsor for Koncerthuset www.dr.dk/koncerthuset www.dr.dk/drso