Vejleder: Hans Henrik Edlund. Virksomheders organisering i relation til produktansvar

Kandidatafhandling Cand.merc.jur. Forfatter: Anette Kjærulff Pedersen Vejleder: Hans Henrik Edlund Virksomheders organisering i relation til produktansvar Handelshøjskolen, Århus Universitet Erhvervsjuridisk Institut November 2011

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 4 1.1. Problemformulering... 4 1.2. Metode... 5 1.3. Systematik og afgrænsning... 6 2. Produktansvar ifølge dansk lovgivning... 8 2.1. Produktansvarets grundlag... 8 2.1.1. Harmonisering... 8 2.1.2. Kontraktforhold og deliktforhold... 9 2.2. Produktansvaret To regelsæt... 10 2.2.1. Produktansvarsloven (PAL), herunder ligeledes direktiv 85/374/EF... 10 2.2.2. Dansk retspraksis... 21 2.3. Sammendrag - Udfordringer på det danske marked... 25 3. Produktansvar ved eksport... 26 3.1. Eksport indenfor EU... 26 3.1.1. Lovgivning... 26 3.1.2. Udfordringer ved indtræden på dette marked... 27 3.2. International eksport, herunder hovedsageligt USA... 28 3.2.1. Amerikansk produktansvarslovgivning... 29 3.2.2. Udfordringer ved indtræden på det amerikanske marked... 35 3.2.3. Anden international produktansvarslovgivning... 36 3.3. Sammendrag... 36 4. Virksomhedens håndtering af produktansvar... 37 4.1. Generelle forholdsregler i forbindelse med produktansvar... 37 Side 2 af 77

4.1.1. Risk management... 37 4.1.2. Kvalitetsstyring... 39 4.1.3. Produktansvarsforsikring... 40 4.1.4. Ansvarsfraskrivelse... 46 4.1.5. Lovvalg... 47 4.1.6. Rådgivning... 47 4.2. Organisering... 48 4.2.1. Intern organisering... 48 4.2.2. Håndtering af problemer udadtil... 51 4.3. Sammenfatning... 52 5. Strategiske og økonomiske perspektiver... 53 5.1. Vurdering af et projekt, herunder cost/benefit analyse (CBA)... 53 5.1.1. Identifikation af omkostninger og fordele... 54 5.1.2. Måling af omkostninger og fordele... 56 5.1.3. Sammenligning af omkostninger og fordele... 58 5.1.4. Projektudvælgelse... 59 5.1.5. Vurdering af en cost/benefit analyse... 59 5.3. Medtagning af andre økonomiske/strategiske overvejelser... 60 5.4. Sammenfatning... 62 6. Et samfundsøkonomisk perspektiv... 63 7. Konklusion... 66 8. Engelsk referat (summary)... 69 9. Referenceliste... 71 10. Bilag... 77 Side 3 af 77

1. Indledning Konkurrencen er de sidste mange år forøget betydeligt, da nye markeder er blevet mere tilgængelige grundet globaliseringen. Forbrugere finder frem til flere forskellige udbud, og dette skærper på alle måder kravene til virksomheder, som skal sikre, at deres output er konkurrencedygtigt i alle aspekter. Virksomheders konkurrenceevne er essentielt for deres succes, og de skal være opmærksomme på forretningsførelsen, for at sikre en sund konkurrenceevne. I modsat fald kan det betyde make it, or break it for virksomheden. Dog må en af de grundlæggende faktorer givetvis være at producere et produkt, som kunderne finder attraktive hvad angår pris, kvalitet, design eller funktion. I relation hertil indgår produktets sikkerhed, da dette umiddelbart kan have effekt på, hvad forbrugere mener om såvel pris, kvalitet, design og funktion. Det bliver derfor essentielt for virksomheder at fremstille forsvarlige produkter, som ikke kan forårsage nogen form for skade på andre ting eller personer. Herved skal juridiske krav til produktet tillægges meget opmærksomhed. I modsat fald kan det få konsekvenser og skade virksomhedens økonomi og renommé. Virksomheder bliver derfor i høj grad nødt til at prioritere risikoen for produktansvar ved forretning i Danmark men også ved eksport, hvor strengere eller differentierede regler og kulturer kan forekomme. I USA er produktansvarssager stort set en hel industri, som til stadighed synes at blive større. 1 Ud fra et økonomisk synspunkt handler dette om, at virksomheden i deres udviklingsfaser lægger stor vægt på nøje at vurderer projekter rent økonomisk men samtidig også, hvilke markeder produkterne kan klare sig bedst på i forhold til produktansvarets regler. Dette betyder såvel interne som eksterne faktorer således skal prioriteres. 1.1. Problemformulering Afhandlingen belyser og analyserer området for produktansvar set fra danske virksomheders perspektiv herunder de udfordringer, som dette giver. Dette betyder primært en gennemgang og vurdering af de danske regler men samtidig, hvorvidt disse differentierer sig fra andre landes regler, og hvad det betyder for en dansk virksomhed? Virksomheders problemområder i EU vurderes, og dernæst USA, idet der her synes at forekomme den største frygt for at indtræde, grundet det ekstreme 1 Dette ses i lyset af en stigning i civile anlagte produktansvarssager ved personskader, som i USA 1990 var 18.839 og i 2009 var steget til 58.335, jf. United States Courts, Judicial Facts and Figures Table, Multi-year Statistical Compilations of Federal Court Caseload Through Fiscal Year 2009. Side 4 af 77

antal af produktansvarssager. I denne forbindelse inddrages en analyse af, hvad virksomheder bør have fokus på ved indtræden på et nyt marked. Hvilke udfordringer og risici kan opstå? Markedernes problemområder analyseres undervejs og efterfølgende analyseres, hvordan en virksomhed garderer sig bedst muligt mod produktansvar, eller mindsker deres risiko. Det belyses endvidere, hvordan virksomheden kan håndtere og organisere produktansvar, samt hvordan eventuelle sager takles med hensyn til økonomi og renommé. Afslutningsvis inddrages en økonomisk vinkel på opgaven, hvor reglernes konsekvenser lægges til grund. Det analyseres, hvorledes en virksomhed kan vurdere deres projekters rentabilitet. Dette gælder i tilfælde, hvor nye produkter skal produceres samt ved indtrædelse på nye markeder. Herunder det vigtige spørgsmål; Kan det betale sig for virksomheden at producere dette produkt eller gå ind på et marked frem for andre, grundet øgede omkostninger og risici? I forlængelse heraf udarbejdes en samfundsøkonomiske analyse, som skal belyse, hvordan disse regler påvirker samfundet. Herunder blandt andet om produktansvarsreglerne medfører mere sikre produkter. 1.2. Metode Ovenstående problemformuleringen søges løst via en retsdogmatisk tilgang, for således at beskrive, analysere samt kategorisere gældende ret indenfor produktansvar. Dette vil fremgå gennem obligationsrettens retskilder samt litteratur, først beskrevet gennem produktansvarsloven grundet dens præcise fremstilling og efterfølgende gennem retspraksis for en bredere skildring af retstilstanden. Retstilstanden fastlægges gennem fortolkning af såvel danske som EU-retlige og amerikanske regler. Det er ikke en komparativ analyse, men eksempler inddrages for at pointere retstilstanden ud over Danmarks grænser. Opgaven skal vise en praktisk og anvendelsesorienteret tilgang for at vurdere, hvor virksomheders problemområder antages størst i forhold til produktansvar. Grundet forskelligartede regler indenfor visse af produktansvaret områder, søges dette løst ved en gennemgang af ensartede hovedprincipper, hvilket grundet opgavens længde også synes optimalt. Produktansvarsrettens primære retskilder, herunder loven, direktivet og retspraksis anvendes med supplement af den udbredte litteratur på området. Herunder blandt andet juridiske publikationer, rapporter, undersøgelser og artikler. Idet opgavens formål er at analysere eventuelle problemområder samt løsninger herpå, vurderes på det enkelte emne undervejs, for således at lede frem til løsningsforslag. Side 5 af 77

Intentionen er således at skabe en guide indenfor produktansvar for virksomheder, der skal påbegynde forretning, enten i Danmark eller via eksport. Guiden vil derfor i opgavens sidste fase fokusere på strategiske og økonomiske værktøjer til analyse af et projekts holdbarhed. Dette foretages primært gennem en cost/benefit analyse, hvor et projekts fordele, ulemper, omkostninger og muligheder belyses på baggrund af relevant litteratur, artikler, undersøgelser og statistik. Cost/benefit analysen vil inddrager overordnede perspektiver, som enhver virksomhed bør forholde sig til, da deciderede eksempler synes for snævert. Udover cost/benefit analysen foretages en analyse af de samfundsøkonomiske aspekter, som produktansvaret medbringer. Gennem hele fremstillingen anvendes udtalelser fra et interview foretaget med en international virksomhedsgigant beliggende i Danmark, benævnt Virksomhed X. Virksomhedens risiko og sikkerhedsrepræsentant bidrager således med anonyme erfaringer indenfor produktansvar, hvor netop denne virksomheds produkter har høj risiko. Grundet fortrolighed kan virksomheden ikke fremgå med navn, og således kan udleverede dokumenter fra virksomheden heller ikke medtages som bilag. Kvalitative interviews af denne art er ikke nødvendigvis udtryk for en fælles holdning, men bør imidlertid tillægges stor værdi, grundet deres markedserfaring. 1.3. Systematik og afgrænsning Afhandlingen er opdelt traditionelt, hvor produktansvarets juridiske grundlag først beskrives med efterfølgende analyse. I fremstillingen vil produktansvarsloven fremgå som grundlag for beskrivelsen af de danske regler, da den giver det mest præcise overblik over retstilstanden i forhold til retspraksis. Retspraksis vil også indgå, men de deciderede forskelle opstilles efter en gennemgang af produktansvarsloven. Afsnit 2 lægger således vægt på de danske regler angående produktansvar med vurderinger heraf, hvor afsnit 3 vil omhandle produktansvarsreglerne i tilfælde af eksport udover Danmarks grænser, her med fokus på USA. Jævnfør problemformuleringen vurderes i afsnit 4 forholdsregler, der imødekommes ud fra retstilstanden, samt hvorledes de kan håndteres. Afslutningsvis inddrages økonomiske aspekter i afsnit 5 set i forhold til, hvorledes et projekt kan vurderes, hvad enten projektet indebærer opstart af produktion i Danmark eller til eksport til nye markeder. Opgavens konklusion i afsnit 6 sammenfatter de erfaringer, som afhandlingen har medbragt herunder i hovedtræk hvilke områder, virksomheder bør have fokus på i forhold til produktansvar, og hvorledes disse bedst muligt håndteres. Side 6 af 77

Produktansvarsloven indeholder et producentbegreb. Dette betyder, at når der i opgaven omtales producenter menes efter lovens definition. Såfremt mellemhandlere m.fl. er inklusiv omtales disse som producenter m.fl.. Når begrebet virksomheder benyttes, er det et udtryk for virksomheder generelt. Området for produktansvar kan anskues fra rigtig mange vinkler. Nogle af disse ikke vil være genstand for væsentlig gennemgang og analyse i denne fremstilling. Det drejer sig blandt andet om begrænsning af produktansvar i kontrakt, eftersom dette ikke findes centralt. Da opgavens hovedformål er at belyse de elementer, som en virksomhed skal have fokus på, når forbrugeren er den primære handelspart. Det er i sådanne tilfælde de mest interessante problemstillinger fremkommer, da intet kan aftales via kontrakt, og producenter således ikke på forhånd kan begrænse deres ansvar. Forskellen vil dog fremgå. Endvidere fokuseres ikke direkte på erhvervstingsskader. Dette synes ligeledes mindre relevant, da problemstillingen som udgangspunkt er den samme som ved person- og tingsskader. Enkelte problemstillinger herom medtages dog for at give den bedst mulige indsigt. Der medtages endvidere ikke problemstillinger vedrørende mellemhandleransvarets forekomst i dansk ret contra udeblivelsen i EU-direktivet. Dette er grundet opgavens kerneområde, hvor dette ikke er centralt. ------ Afhandlingen indeholder 140.161 tegn (uden blanktegn, indholdsfortegnelse, litteraturliste mv., men inkl. fodnoter o.l.). Dette svarer til ca. 63 normalsider af 2.200 tegn. Side 7 af 77

2. Produktansvar ifølge dansk lovgivning I dette afsnit lægges der vægt på de problemstillinger en dansk virksomhed skal være opmærksom på ved forretningsførelse indenfor Danmarks grænser. Produktansvarsreglerne gennemgås herunder via problem- og fokusområder. 2.1. Produktansvarets grundlag 2.1.1. Harmonisering Grundlaget for reglerne om produktansvar i Danmark udsprang ikke ud fra et ønske om decideret at beskytte forbrugeren, men blev udviklet gennem mange års retspraksis, herunder culpareglen, som senere gennemgås. På europæisk plan var der siden 1969 blevet arbejdet på et fælles regelsæt, som via rådsdirektiv 1985/374/EF tilnærmede medlemsstaternes bestemmelser. 2 Dette betyder hermed, at problemstillinger i Danmark vedrørende produktansvar, grundlæggende bliver reguleret af de direktivbaserede regler jævnfør Rådets direktiv af 25. juli 1985 (85/374/EF) i Produktansvarsloven af 10. juni 1989 samt gældende retspraksis. Grunden til denne harmonisering var forskellige holdninger til produktsikkerhed og produktansvar landene imellem, hvilket kunne medføre forskelligartet forbrugerbeskyttelse samt tekniske barrierer for den almindelige vareomsætning. Et lands mere vidtgående erstatningsforpligtelser i forhold til produktansvar i et andet land kunne betyde, at virksomheder valgte at afsætte deres varer andetsteds, og dermed skabe en potentiel forvridning af konkurrencen og berøring af de frie markedsbevægelser indenfor det fælles marked. 3 På nogle punkter har medlemslandene dog mulighed for valgfrihed, og harmoniseringen er derfor ikke komplet. Det betyder også skærpet opmærksomhed fra virksomhederne på området. Dog bliver der gradvist udviklet en mere vidtgående harmonisering. Hvor kan eksempelvis nævnes Europaparlamentets og Rådets direktiv 1999/34/EF af 10. maj 1999, som dermed også inkorporerede uforarbejdede landbrugsvarer under produktansvaret. 4 2 Jævnfør Produktansvaret i praksis Erstatning og forsikring af Georg Lett & Niels Macholm, 1. udgave 2002, side 12 3 Jævnfør direktiv 85/374/EF s præambel samt Lærebog i Obligationsret I, Mads Bryde Andersen & Joseph Lookofsky, 3. udgave 2010, side 454-455 4 Inspiration fra Produktansvaret i praksis Erstatning og forsikring af Georg Lett & Niels Macholm, 1. udgave 2002, side 12 Side 8 af 77

2.1.2. Kontraktforhold og deliktforhold I de fleste tilfælde, hvor en produktskade opstår, vil skadelidte kun sjældent have modtaget en ydelse eller et løfte direkte fra den skadevolder, som erstatningskravet rettes imod. Grunden hertil er forretningsforhold, hvor blandt andet mellemhandlere har stor indflydelse på markedet. Dog kan det forekomme, at der forvoldes produktskade i et kontraktforhold. Dette kunne eksempelvis være tilfældet, hvis skadevolder har udlejet eller solgt et produkt direkte til skadelidte. Derfor kan producenter m.fl. ikke overlade ansvaret for deres produkt med det samme, det kommer videre i omsætningskæden, 5 da ansvarssubjekterne er blevet væsentligt udvidet. Dette betyder, at hele omsætningskæden er omfattet, så enhver af produktets forhandlere hæfter for det ansvar, som ellers tilfaldt tidligere led i omsætningskæden. Producenter m.fl. skal derfor i højere grad være opmærksomme på, hvad de bør gøre, for at nedsætte risikoen for defekter. 6 Reglerne blev udviklet ud fra et ønske om en mere effektiv beskyttelse af selve forbrugeren, og en placering af ansvaret hos den part, som har bragt produktet i omsætning, og dermed samtidig burde have ansvaret for, at produktet var uden skadevoldende defekter. Denne, oftest økonomisk stærkere part, har derved muligheden for at nedsætte risikoen for produktskader, og mulighed for tegning af produktansvarsforsikring. Der kan spores en tilbøjelighed til at skærpe ansvaret. Dette betyder, at produktskadevolderen ikke længere kun bør ifalde ansvar, hvis denne eller dennes medarbejdere har udvist culpa. Der foregår i denne forbindelse en objektivisering af den almindelige culpabedømmelse, eftersom der gradvist er større tilbøjelighed til at fokusere på den udviste adfærds farlighed og skadeevne frem for, hvad skadevolderen indså om farlighed, skadeevne og forebyggelse. 7 Direktivets artikel 13 8 og PAL 13 benævner, at skadelidtes adgang til erstatning ikke begrænser adgangen til erstatning efter almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning. Hertil kommer, at i tilfælde hvor de kontraktretlige regler kan benyttes samtidigt med de deliktsretlige regler ved et eventuelt kontraktforhold mellem skadevolder og skadelidte, at den skadelidte kan vælge det regelsæt, som han 5 Tidligere blev der lagt stor vægt på, hvorvidt parterne havde et kontraktforhold, hvad angik sælgers ansvar for skade forvoldt på købers person eller ting, idet sælgerens ansvar overfor andre en medkontrahenten søgtes løst via teorien om direkte krav. Kontraktfaktoren havde også stor indflydelse i både England og USA, hvor man tidligere ikke kunne rette krav mod skadevolder uden et kontraktforhold, også selvom udvist culpa. 6 Mere om producent- og mellemhandlerbegrebet i afsnit 2.2.1.3 7 Jævnfør Lærebog i Obligationsret I, Mads Bryde Andersen & Joseph Lookofsky, 3. udgave 2010, side 460-461 8 EF direktiv 85/374/EF artikel 13: Dette direktiv beroerer ikke de rettigheder, som skadelidte kan paaberaabe sig under henvisning til retsregler-ne om ansvar i og uden for kontraktforhold eller under henvisning til saerregler om ansvar, der er gaeldende paa tidspunktet for diretivets meddelelse. Side 9 af 77

finder mest gunstig. Dette betyder dermed endvidere, at i tilfælde udenfor kontrakt, kan et krav i Danmark baseres på såvel PAL, men også de retspraksisudviklede regler om produktansvar. 9 2.2. Produktansvaret To regelsæt I Danmark eksisterer to sæt regler, der kan finde anvendelse ved en produktansvarsskade. Inden for produktansvarslovens anvendelsesområde gælder det direktivbaserede ansvar, hvorimod der uden for lovens område gælder retspraksisudviklede regler. Det er i særdeleshed vigtigt for virksomheder, at kende denne forskel, og dermed vide hvilke regler, der hersker hvornår. Dog vil det ikke altid være muligt på forhånd at vide, hvornår hvilke regler gælder, idet disse to regelsæt vil frembringe forskelligheder. Alligevel vil grundkernen i begge regelsæt medvirke til en samlet grundholdning indenfor dette område, som således forhåbentligt vil medvirke til et bedre overblik. 2.2.1. Produktansvarsloven (PAL), herunder ligeledes direktiv 85/374/EF Den danske produktansvarslov trådte i kraft den 10. juni 1989, og var som nævnt et resultat af en implementering af EF-direktivet af 25. juli 1985 vedrørende produktansvar. PAL angår produkter, der er bragt i omsætning af producenten efter denne dato, jævnfør PAL 17, stk.2. 10 Jævnfør PAL 1 gælder loven for det ansvar, der påhviler en producent og en mellemhandler for skade forårsaget af en defekt ved et produkt, der er produceret eller leveret af denne (produktskade). Man skal imidlertid være opmærksom på, at loven ikke omfatter erhvervsansvar 11 eller ansvar i forbindelse med tjenesteydelser. Mere herom i afsnit 2.2.2.2. Overordnet kan man sige, at produktansvarslovens fire bestanddele er: 12 1. Der skal være sket skade på person eller ting (bortset fra produktet selv) 2. Skaden skal være forvoldt af et produkt 3. Ansvaret påhviler producenten/mellemhandleren 9 Jævnfør Lærebog i Obligationsret I, Mads Bryde Andersen & Joseph Lookofsky, 3. udgave 2010, side 461-462 10 Den 4. december 2000 trådte en ændringslov i kraft på baggrund af et ændringsdirektiv af 10. maj 1999 (1999/34/EF), hvor den tidligere PAL 3, stk. 2 blev ophævet. Derved omfatter loven nu også uforarbejdede produkter hidrørende fra jordbrug, husdyrbrug, fiskeri og jagt. 11 Erhvervsansvar: Ansvar i forbindelse med erhvervsudøvelse for person- eller tingskade, der ikke er forvoldt af den ansvarliges produkter. 12 Inspiration fra bogen Produktansvaret i praksis Erstatning og forsikring af Georg Lett & Niels Macholm, 1. udgave 2002, side 14. Side 10 af 77

4. Skaden skal skyldes en defekt ved produktet (årsagsforbindelse) 2.2.1.1. Skadesbegrebet, PAL 2 (direktivets art. 9) Lovens 2 13 benævner, at denne omfatter erstatning og godtgørelse for personskade, tab af forsørger samt skade på ting i tilfælde hvor genstanden efter sin art sædvanligvis er beregnet til ikkeerhvervsmæssig benyttelse og hovedsageligt er anvendt af skadelidte i overensstemmelse hermed. Dog omfatter loven ikke skade på selve det defekte produkt, jævnfør senere i dette afsnit. Personskade defineres i henhold til de almindelige erstatningsretlige regler, hvor det består af skade på det menneskelige legeme, herunder både fysisk og psykisk skade. 14 Som virksomhed kan man i denne situation ikke gardere sig yderligere mod psykiske skader, idet én skade kan have forskellige følger for forskellige personer. Man skal være opmærksom på, at der herunder ikke kan udelukkes erstatningskrav fra personer som overværer skaden, da dette også kan medfølge psykiske men. 15 Man kan, i betragtning af dette, ikke på forhånd fastslå, hvilke konsekvenser produkter vil have. Og som virksomhed bliver man derfor i sin udviklingsproces også nødt til at tage højde for alle de måder, hvorpå et produkt kan anvendes forkert og dermed forårsage ikke bare materielle skader, men også personskader. Hvad angår forbrugertingsskade indeholder lovens 2, stk. 2 to betingelser for, at dette er omfattet; Den beskadigede ting skal være beregnet til privat benyttelse, hvor eksempelvis større maskiner ikke er inkluderet. Loven beskytter dermed imod, at private ikke kan nedsætte krav, hvor skader er sket med større maskiner, som kun bør betjenes af mennesker med erfaring. Derudover skal den beskadigede ting hovedsageligt have været anvendt af skadelidte til privat benyttelse. Ordet hovedsageligt må derfor vurderes i det enkelte tilfælde. Meget væsentligt skal det pointeres, at der jævnfør PAL 8, stk. 1 16 skal fradrages et beløb på 4.000 kr. ved fastsættelse af erstatning. Denne selvrisiko bidrager til, at der ikke indbringes sager med uvæsentlig værdi, hvilket både er en fordel for retssystemet, men i særdeleshed også for involverede virksomheder. Der skal således ikke bruges ressourcer på sager uden særlig værdi. Dog bør der tages 13 Produktansvarslovens 2 svarer til direktivets artikel 9 14 I afgørelsen U.1973.451H blev der erkendt personskadeerstatning til en person med udviklet angstneurose efter et færdselsuheld. 15 Jævnfør Lærebog i Erstatningsret, af Bo von Eyben & Helle Isager, 6. udgave 2007, side 10 16 Svarer til direktivets art. 9, litra b) beløbsgrænsen er her 500 euro. Side 11 af 77

højde for, at erstatningsstørrelser varierer meget fra land til land, hvor altså små sager kan resultere i store erstatningsbeløb. 17 18, 19 Afslutningsvis skal nævnes, at loven ikke omfatter skade på selve det defekte produkt, som derved kan afgøres efter de almindelige mangelsregler i købeloven. 20,21 Mere herom nedenfor i dette afsnit. I praksis vil det være yderst besværligt, at adskille det defekte produkt fra andre produkter i en større enhed, hvor ingrediens- og komponenttilfælde derved skal vurderes. 22 Såfremt det defekte produkt indgår som ingrediens 23 og på denne vis ikke er udtageligt, vil en skade på det samlede produkt ikke være omfattet af lovens regler. Derimod er konklusionen modsat, hvis produktet indgår som komponent og derved kan adskilles fra det samlede produkt. 24 I afgørelsen U.1999.255H 25 er et eksempel herpå, hvor et utæt fjernvarmerør efter nedlæggelse ødelagde omkringliggende isolering. Eftersom det i denne situation var muligt, at udtage fjernvarmerøret efter endelig montering, var røret omfattet af produktansvaret. Angående emballage finder ovenstående regel også anvendelse. I tilfælde hvor mangelfuld emballage ikke skader det emballerede, skal en mangel behandles efter mangelsreglerne. Produktansvarsreglerne tages derimod i brug forudsat, at emballagen på nogen måde har skadet det emballerede ved eventuel misfarvning eller afsmag til fødevarer. 26 U.1989.435H viser et sådant tilfælde, hvor noget emballeret påvirkes af defekt ved emballage, da plastemballage afgav smag til småkager. Leverandører blev her erstatningsansvarlige efter produktansvarsloven. Dette viser, hvor essentielt det er for leverandører i alle brancher og af alle produkter at forhåndsteste produkter. Resultatet kunne være, at mange produktioner blev ødelagt, hvorved en plastemballageproducent ikke bare vil blive erstatningsansvarlig 17 Belyses i afsnit 3.2 om eksport til blandt andet USA 18 Defektbegrebet belyses i afsnit 2.2.1.4. 19 Jævnfør PAL 3 20 Jævnfør U.2003B.1 - Totalharmonisering af produktansvaret, Køberetlige regler som alternativ til mellemhandlerhæftelsen? 21 Mangelsreglerne angår levering af den genstand, som svarer til aftalen, hvilket afgøres ud fra obligationsrettens uskrevne sætninger. Mangelsbedømmelsen kigger blandt andet på, hvilken vare (species/genus) eller hvilket køb (forbruger-, handels- eller civilkøb) der er tale om, tidspunktet for risikoens overgang, hvad aftalen siger, samt meget mere, jf. Køb Dansk indenlandsk købsret, 3. udgave 2008, af Joseph Lookofsky, side 67-97. 22 Juristen, af Børge Dahl m.fl., 1990 årg. 72 nr. 4, side 163 23 Eksempler på ingredienser er mel eller krydderier 24 Jævnfør Produktansvar, af Børge Dahl, 1973, side 151 + side 158 25 U.1999.255H benævnes også i Produktansvarsloven med kommentarer, af Jens Rostock-Jensen & Allan Kvist- Kristensen, 1. udgave 2004, side 114 26 Inspiration fra Produktansvaret i praksis Erstatning og forsikring af Georg Lett & Niels Macholm, 1. udgave 2002, side 67 Side 12 af 77

for alle disse, men efterfølgende også kan risikere at miste deres kunder, og dermed hele deres eksistensgrundlag. Ovenstående sondring mellem hvilket ansvar man kan blive gjort ansvarlig efter, vil have en betydning for producenter m.fl. Men gør det nogen forskel, at skader behandles efter produktansvaret eller mangelsansvaret? Sondringen mellem mangel og defekt skal vurderes efter forskellige regelsæt, men vil dog sjældent udmønte sig i forskellige resultater. Der skal her gøres opmærksom på, at der jævnfør købeloven kan forekomme en undersøgelsespligt hos køberen, som kan medføre, at køber ikke senere kan påberåbe sig mangler, som han burde have opdaget ved en undersøgelse af varen. I købeloven ( 54) findes endvidere en forældelsesbestemmelse, som bevirker, at skjulte mangler ikke kan påberåbes efter 2 år. 27 I produktansvarsloven findes der forældelsesfrister af længere varighed, der skal overholdes for, at kravet ikke bortfalder. 28 Men der er intet krav til undersøgelse af produktet i samme grad som i købeloven. Køber kan derimod miste retten til at påberåbe sig produktansvarsreglerne i tilfælde, hvor egen skyld spiller ind (jævnfør PAL 9/direktivets art. 8, stk. 2). Dette bevirker, at produkter, som bliver behandlet uagtsomt eller hvis skadelidte medvirker til skaden med fortsæt, ikke i samme omfang kan beskyttes efter reglerne. Her menes, at erstatning i tilfælde helt kan bortfalde eller nedsættes. Loven giver formentligt denne beskyttelse til producenter m.fl., eftersom ethvert produkt i sagens natur kan forårsage skade, hvis det benyttes på en ikke tilregnet eller uagtsom manér. Der er dog mere vidtrækkende forskelle på at påberåbe sig produktansvaret frem for mangelsansvaret, når der ses på de processuelle virkninger. Jævnfør mangelsreglerne kan skadelidte kun gøre kravet gældende overfor medkontrahenten, hvor hele handelskæden som tidligere nævnt kan gøres ansvarlige for at markedsføre et defekt produkt. Der behøver således ved produktansvaret ikke at 27 For byggematerialer sker forældelse for skjulte mangler efter fem år (KBL 54, stk. 2) 28 Dels forældes et erstatningskrav 3 år efter det tidspunkt, hvor den skadelidte har fået eller burde have fået kendskab til skaden, defekten og vedkommende producents navn og opholdssted jævnfør lovens 14, stk. 1. Produktansvarsloven bevirker derfor en noget længere periode både til at opdage skadesvirkningerne af en mulig defekt samt tid til at undersøge produktets oprindelse. Derudover er der dels en 10årig frist, der regnes der regnes fra det tidspunkt, hvor det konkrete produkt blev bragt i omsætning ( 14, stk. 2). Side 13 af 77

være noget kontraktforhold mellem parterne, hvor det som udgangspunkt skal være tilfældet ved mangelsansvaret. 29 Derudover skal producenter m.fl. være opmærksomme på, at krav om produktansvar kan rejses ved den ret, hvor skaden er sket, hvilket ikke er tilfældet ved mangelskrav. I sådanne tilfælde skal kravet typisk rejses ved sælgers værneting. 30 Dette kan have stor betydning for danske producenter m.fl., da reglerne i Danmark kan være særdeles mere gennemskuelige end udenlandske regler, her eksempelvis nordamerikansk ret, hvor regler kan variere fra stat til stat. 31 Producenter skal derfor være opmærksomme på, at på trods af, at de sælger deres produkter indenlandsk eller sælger produkter til en mellemhandler, kan disse produkter skabe krav fra en tredje part i et andet land. Derudfra må det afgøres ud fra den givne situation, men producenter m.fl. bør dog være opmærksomme på, at selvom produktansvarsloven ikke omfatter skade på selve produktet, så er dette ikke tilfældet ved mangelsreglerne. Således kan ansvar efter mangelsreglerne imidlertid pålægge større omkostninger. 2.2.1.2. Produktbegrebet, PAL 3 (direktivets art. 2) I forhold til produktansvar er det vigtig at fastslå, hvilke produkter der er omfattet af loven. Produktbegrebet i loven omfatter kun løsøregenstande. Dog er dette begreb forholdsvist bredt, eftersom det jævnfør lovens 3 gælder enhver løsøregenstand, hvad enten den er forarbejdet eller er et naturprodukt, og uanset om genstanden er indføjet som en bestanddel af en anden løsøregenstand eller en fast ejendom. Dette betyder, at et produkt, som bringes i omsætning som løsøregenstand ikke mister sin karakter ved at blive indføjet som en bestanddel i en anden løsøregenstand eller i fast ejendom. 32 Løsørebetegnelsen inkluderer blandt andet Elektricitet 33 og fysiske genstande indeholdende immateriel ydelse. 34 29 Jævnfør Produktansvaret i praksis Erstatning og forsikring af Georg Lett & Niels Macholm, 1. udgave 2002, side 68 30 Jævnfør Produktansvaret i praksis Erstatning og forsikring af Georg Lett & Niels Macholm, 1. udgave 2002, side 68 31 Problemet af sådan art belyses i afsnit 3 32 Jævnfør Juristen, af Børge Dahl m.fl., 1990 årg. 72 nr. 4, side 159-160 33 Jævnfør PAL 3, stk. 1, 2. pkt., herunder også gas og vand, jf. Produktansvaret i praksis Erstatning og forsikring af Georg Lett & Niels Macholm, 1. udgave 2002, side 69 34 Det er stadig oppe til diskussion, hvorvidt software er en løsøregenstand ifølge loven. Dog udledes af EFT C-114/42 af 8. maj 1989, at uagtet at immaterielle ydelser ikke er et produkt i lovens forstand, vil en fysisk genstand, som indeholder et ophavsretligt beskyttet værk være omfattet af loven, uanset om en skade er forårsaget af den fysiske genstand eller dens indeholdende ophavsbeskyttede værk. Dette synspunkt argumenterer Dahl m.fl. i Juristen 1990, Side 14 af 77

Oprindeligt omfattede direktivet og produktansvarsloven ikke uforarbejdede produkter hidrørende fra jordbrug, husdyrbrug, fiskeri og jagt. Denne undtagelse blev ophævet ved ændringsdirektiv af 10. maj 1999 (1999/34/EF), og produktansvarsloven blev dermed den 4. december 2000 ændret, og gælder efterfølgende produkter der er bragt i omsætning efter denne dato. Bestemmelsen er jævnfør ovenstående meget bred, hvorved producenter overskueligt kan kategorisere deres produkt. 2.2.1.3. Producentbegrebet, PAL 4 (direktivets art. 3) Produktansvarslovens producentbegreb er jævnfør direktivets fjerde betragtning 35 baseret på, at forbrugeren altid kan finde en producent i EU, som kan gøres ansvarlig for defekter. Ud fra ovenstående betragtninger fremgår, at man ikke nødvendigvis behøver at deltage i fremstillingsprocessen af et produkt eller delprodukt, for at kunne holdes ansvarlig for dets skader. Det er kun en forudsætning, at produktet er fremstillet, frembragt, indsamlet eller bragt i omsætning som led i erhvervsvirksomhed. Herunder indgår blandt andet alle, der har andel i produktionsprocessen. Udover erhvervsdrivende, som har deltaget i fremstillingen på en eller anden vis, indgår erhvervsdrivende som udgiver sig for at være producent, såkaldt private label 36, jf. PAL 4, stk. 1/direktivets art. 3, nr. 1. Det afgørende er i sådanne tilfælde, at mærkningen objektivt set vil kunne anses som udarbejdet af en producent. 37 For eksempel vil en detailhandlers mærke ikke anses som sådan, hvis det er placeret ved siden af et producentmærke. 38 Derfor skal man som ansvarssubjekt være opmærksom på, at hvis man samler komponenter til et samlet produkt, anses man som producent. Imidlertid vil en cykelhandler, som i forbindelse med videresalg af en cykel sælger og monterer ekstraudstyr, blive kategoriseret som mellemhandler. 39 side 160 også for. Dette synes af stor betydning, grundet samfundets teknologiske udvikling og derved denne kategoris størrelse. Her tænkes ikke mindst på software, der således kan medvirke til, at hardware forårsager skade. 35 Direktiv 85/374/EF s fjerde betragtning: Beskyttelsen af forbrugerne goer det noedvendigt at enhver, der har andel i produktionsprocessen, skal kunne goeres ansvarlig, for saa vidt som et faerdigt produkt eller et delprodukt af et saadant eller et leveret materiale lider af en defekt; af samme grund omfatter ansvaret importoerer af produkter fremstillet uden for Faellesskabet samt enhver, der praesenterer sig som producent i eget navn eller med sit eget maerke eller kendetegn, samt enhver, der leverer et produkt, hvis producent ikke kan identificeres. 36 Jævnfør Produktansvarsloven med kommentarer, af Jens Rostock-Jensen & Allan Kvist-Kristensen, 1. udgave 2004, side 123 37 I denne forbindelse kan nævnes afgørelse U.1998.111V: Supermarked ansås som producent af salmonellainficeret kød forsynet med dets navn. 38 Jævnfør Juristen, af Børge Dahl m.fl., 1990 årg. 72 nr. 4, side 164 39 Jævnfør Juristen, af Børge Dahl m.fl., 1990 årg. 72 nr. 4, side 163-164 Side 15 af 77

Denne flydende grænse mellem at fremstille et produkt eller udføre en tjenesteydelse er i situationer meget svær at fastlægge, hvor der således må vurderes ifølge PAL 3. 2.2.1.4. Defektbegrebet, PAL 5 (direktivets art. 6) En yderligere betingelse for at et produktansvar kan opstå er, at det skadevoldende produkt kan anses defekt. Dette defektbegreb fremgår af PAL 5, stk. 1, og fastlægger, at et produkt lider af en defekt, når den ikke frembyder den sikkerhed man med rette kan forvente. 40 Defekter kan have mange årsager. En defekt kan opstå som følge af en konstruktionsfejl, hvor et produkt er fremstillet forkert. Der er i sådanne tilfælde derfor ikke tale om et uheld, men dermed en fejl, som stammer fra udviklingen af produktet. Derudover kan defekter fremkomme af instruktionsfejl, hvor produktets ledsagende oplysninger ikke har været fyldestgørende eller direkte forkerte. Denne form for defekt kan påpeges via afgørelse U.1994.53H; Et ægtepar havde købt et komfur og anbragte det ovenpå en sokkel, hvilket der ikke er nævnt noget om i instruktionen. Komfuret vælter efterfølgende ned over konen. Ægteparret fik erstatning, idet instruktion om anvendelse ikke var tilstrækkelig. 41 Hvis der advares om fare ved produktet, fritager det ikke producenten for ansvar, hvis faren kunne fjernes ved mindre konstruktionsmæssige ændringer ved produktet. Det er modsat ikke nødvendigt at advare mod kendte farer ved et produkt. Man behøver dermed ikke advare mod, at man kan skære sig på en kniv. Men der skal advares mod nærliggende forkert brug af et produkt. Producenter bør derfor have stor opmærksomhed på dette område, da området for kendte farer mindskes, idet flere forskelligartede produkter findes, hvilket kan gøre en forskel, hvis den oprindelige målgruppe er anderledes. Foruden konstruktionsfejl og instruktionsfejl, kan en fabrikationsfejl også være årsag til en defekt. Der vil i sådanne tilfælde kun være tale om enkelte eksemplarer i en serie, der er påført fejl. Men det vil næsten være umuligt at undgå sådanne fejl, da disse oftest skyldes en kalkuleret fejlmargin ved fremstilling. 40 Før PAL blev til, havde retspraksis udviklet begrebet farligt produkt, hvilket der anses for at være enstydigt med defektbegrebet. I dag vil det være mest naturligt at anvende defektbegrebet jævnfør PAL, her også i tilfælde hvor regler fra retspraksis benyttes, jævnfør herved Erstatningsretlige grænseområder Professionsansvar, produktansvar og offentlige myndigheders erstatningsansvar, 2. udgave 2010, af Vibe Ulfbeck, side 193 41 Det skal i denne forbindelse nævnes, at 2 ud af 5 højesteretsdommere i denne afgørelse fandt, at det var så åbenbart, at der ville være en stor risiko ved at anbringe et komfur på en sokkel, at der ikke burde være tale om en defekt. I Danmark vil der således stadig være en tendens i retning af, at man selv kunne tænke sig til at en skade ville ske, men alligevel blev producenten ansvarlig, da de i princippet kunne have forhindret uheldet. Side 16 af 77

Der kan ske fejl fra producenters side, hvor ekstraordinære årsager kan påføre produkter unormale defekter, som man måske ikke er opmærksom på. I denne forbindelse bør nævnes afgørelse U.2003.2288V omhandlende salmonellainficerede æg, hvor æg måtte anses som defekte, da de blev bragt i omsætning, eftersom de blev markedsført som salmonellakontrolleret. Syv personer blev som følge heraf syge ved at spise koldskål, hvorved der var bevist årsagssammenhæng mellem brugen af æggene og den opståede personskade. Slutteligt skal nævnes udviklingsskader og systemskader, hvor førstnævnte skyldes defekter, som ikke på daværende tidspunkt ud fra tilgængelig viden kunne forudses. Jævnfør PAL 7, stk. 1 nr. 4 42 vil dette være en ansvarsfrihedsgrund. Sidstnævnte skyldes en kendt men uundgåelig risiko ved produktet. Eksempelvis kan nævnes bivirkninger ved tobak og medicin, hvor der ikke forelægger en defekt. 43 Ved både udviklingsskader og systemskader lægges der culpaovervejelser til grund, hvor der modsat ved konstruktionsfejl, instruktionsfejl og fabrikationsfejl blot vurderes ud fra en objektiv konstatering af årsagen til defekt. Ved bedømmelsen af hvornår der er tale om en defekt, altså hvorvidt et produkt ikke frembyder den sikkerhed man med rette kan forvente, skal man vurdere, hvilken grad af sikkerhed et produkt bør frembyde, for ikke at være defekt. Jævnfør PAL 5, tages der hensyn til alle omstændigheder, men hovedsageligt hvad angår 1) produktets markedsføring, 2) den anvendelse af produktet som med rimelighed kan forventes, samt 3) tidspunktet for omsætningen. Disse tre situationer skal producenter m.fl. dermed navnlig være opmærksomme på. Særligt markedsføring kan give et forkert eller skævt billede af, hvad et produkt i virkeligheden kan. Eller eventuelt gør man ikke opmærksom på specifikke måder, hvorpå et produkt bør behandles. Termen markedsføring indebærer såvel annoncer, brugsanvisninger, advarsler, reklamer, mundtlige oplysninger og lignende. 44 Derfor vil dette indebære mange faldgrupper for producenter m.fl., der jævnfør bestemmelse ikke alene kan holdes til ansvar for noget de har gjort, men også noget de har undladt, eksempelvis at advare mod specifik ufordelagtig benyttelse af produktet. Som tidligere nævnt er det det ikke nødvendigt at advare mod kendte farer, men derimod meget vigtigt, at advare om ukendte farer eller forkert/uhensigtsmæssig brug. I afgørelse U.1996.174/2Ø var et tivoli ikke 42 Ansvarsfrihedsgrunde er oplistet i direktivets art. 7 43 Jævnfør Juristen, af Børge Dahl m.fl., 1990 årg. 72 nr. 4, side 161 44 Her kan nævnes Euronormen 62079, som anviser hvordan vejledninger skal udformes. Blandt andet vedrørende fremhævninger i teksten, så forbrugeren er opmærksom på vigtigheden, jf. Udarbejdelse af vejledninger Strukturering, indhold og fremstilling (DS/EN 62079), 2. udgave 2003,af Dansk Standard Side 17 af 77

erstatningsansvarlig efter en 10årig drengs tilskadekomst i karrusel, da drengen burde have forstået, at han skulle holde godt fast. Dette kan dog umiddelbart synes urimeligt, at en bare 10årig dreng burde have indset faren, men fra producentens synsvinkel kunne de ikke have foretaget sig yderligere, hvilket dermed ikke kunne straffes. Foruden markedsføringen lægges der meget vægt på, hvilken anvendelse af produktet, der med rimelighed kan forventes. Producenten kan i tilfælde af upåregnelige brug fra forbrugers side gøres ansvarsfri, men producenten må imidlertid forvente, at produktet kan benyttes på anden vis, og skal derfor beskytte mod skader herved. 45 Det sidste område, der hovedsageligt vurderes i forbindelse med en defekt, vedrører tidspunktet. Defektvurderingen skal nemlig ske efter de forhold, der herskede på tidspunktet, hvor produktet blev bragt i omsætning (jf. PAL 7, stk. 2), da teknologisk udvikling kan have ændret sig. Ældre produkter opfylder givetvist ikke sikkerhedsforanstaltninger, som senere er fremkommet. Et produkt skal dermed ikke anses for defekt alene fordi, der senere er bragt et bedre produkt i omsætning, jævnfør PAL 5, stk. 2. Markedets hurtigere udvikling er dermed ikke ensbetydende med, at producenter m.fl. kan drages til ansvar for manglende teknologi, som ikke var til rådighed på tidspunktet. Det vil utrolig vanskeligt for producenter m.fl. at beskytte sig helt mod alle defekter. Defekter kan opstå ligegyldigt hvor mange forholdsregler, der tages. Enten anvendes produktet på en måde, som man ikke havde overvejet, eller der sker fejl i fremstillingen, som man måske ikke kunne have garderet sig i mod. Derfor er det utroligt vigtigt, at producenter m.fl. sørger for at beskytte sig mod de risici, man har kendskab til enten fra indgående kendskab i sin egen virksomhed eller via erfaringer fra såvel egen som andre virksomheder. 2.2.1.5. Ansvarsgrundlag, PAL 6 (direktivets art. 1 og 4), samt bevisbyrde og ansvarsfrihedsgrunde, PAL 7 (direktivets art. 7) Når en skade er forekommet, er det vigtigt at vurdere, hvem der har ansvaret. Det har betydning for at fastlægge, hvem der bærer risikoen og, hvem der har bevisbyrden for, at den pågældende kan drages til ansvar. Ifølge PAL 6, stk. 1 skal en producent erstatte en skade, der er forårsaget af en defekt ved et produkt, som er produceret eller leveret af denne. Der foreligger dermed som udgangspunkt et objektivt 45 Jævnfør Juristen, af Børge Dahl m.fl., 1990 årg. 72 nr. 4, side 161-162 Side 18 af 77

ansvar, som medfører en ensartethed i retsanvendelsen i EU-landene, der var et af hovedformålene med produktansvarsdirektivet. Hertil kommer ansvarsfrihedsgrundene i PAL 7, stk. 1 (direktivets art. 7). Producenter kan på baggrund af såvel ansvarsbestemmelsen som ansvarsfrihedsgrundene tage udgangspunkt i følgende situationer, hvor der foreligger ansvarsfrihed: 46 Produktet er ikke bragt i omsætning af producenten/mellemhandleren Fx ved tyveri Produktet er defekt på skadestidspunktet men ikke på omsætningstidspunktet Fx ved andres modifikationer, slid eller manglende vedligeholdelse Produktet er defekt på skadestidspunktet men ikke på omsætningstidspunktet 47 På grund af den teknologiske udvikling Produktet er defekt ved omsætning, men kunne ikke indses grundet tidens viden Udviklingsskader Produktet er defekt ved omsætning grundet ufravigelige offentlige forskrifter Produktet er ikke fremstillet erhvervsmæssigt Delprodukters defekt skyldes udformning af det færdige produkt eller anvisninger fra fremstilleren heraf Ved tvivl om, hvorvidt disse ansvarsfrihedsgrunde foreligger, er det producenten, der har bevisbyrden herfor ifølge direktivets art. 7. 48 Produktansvarsdirektivet nævner intet om mellemhandleransvar, hvilket er overladt til de enkelte lande selv at regulere. 49 I Danmark er dette sket via PAL 10, som derved fastslår, at en mellemhandler skal erstatte produktskader omfattet af PAL 2, medmindre mellemhandleren kan godtgøre, at skaden ikke skyldes dennes fejl eller forsømmelse. 50 Hvorvidt det er rimeligt, at mellemhandleren pålægges denne byrde, i form af et sådant præsumptionsansvar, kan diskuteres. Det 46 Jævnfør direktivets art. 7a-f samt inspiration fra Produktansvaret i praksis Erstatning og forsikring af Georg Lett & Niels Macholm, 1. udgave 2002, side 32-33 47 EF-domstolen tog i Sag C-203/99 stilling til, at defekt transplantationsnyre var bragt i omsætning, da den var forarbejdet. 48 Denne bevisbyrde synes meget tung for producenten, da EF-domstolen i sag C-300/95 udtalte, at skadelidte ikke behøver at bevise, at producenten har handlet culpøst, også jævnfør Lærebog i Obligationsret I, 3. udgave 2010, af Mads Bryde Andersen & Joseph Lookofsky, side 499 49 Se hertil kommentarer i lovens forarbejder (44) 50 Se endvidere afgørelse U.1997.203V, hvor både producent og mellemhandler skulle bevise, at der var tale om en udviklingsskade. Side 19 af 77

kan dog medføre en uheldig retsstilling for mellemhandleren i tilfælde, hvor bevisbyrden ikke kan løftes, og regressen over for producenten dermed forringes. Det er derfor særdeles vigtigt, at man som virksomhed er klar over, hvorvidt man anses som mellemhandler eller som producent. Det følger af direktivet, 51 at skadelidte har bevisbyrden for en given skade, defekten og årsagsforbindelsen mellem defekten og skaden. Det faktum, at skadelidte har lidt en skade, er således ikke tilstrækkeligt til at pålægge producenten et retligt ansvar. Dette betyder, at skadelidte skal bevise, at skaden er forårsaget af en defekt ved produktet. Producenter har som resultat af dette en stor fordel, idet der nemt kan forekomme problemer i en sådan bevisførelse, hvis der er tale om tekniske produkter samt fortærede eller ødelagte produkter, her eksempelvis fødevarer eller lægemidler. Disse problemer benævnes i den såkaldte Grønbog 52, hvor det endvidere klarlægges, at direktivet ikke fastlægger en standard for de beviser, der måtte være nødvendige for, at et krav mod producenten kan gennemføres. Der består derved diskussion om, hvorvidt skadelidtes bevisbyrde burde lettes, eftersom det givetvis er producenten, der har det bedste kendskab til selve produktionsprocessen, og dermed bedre end skadelidte burde vide, hvordan et problem kunne opstå. For producenter ville en lempelse af skadelidtes bevisbyrde skabe adskillige flere sager, herunder en stigning af falske krav, hvor flere ville tage chancen i håb om, at producenten ikke ville have mulighed for at bevise det modsatte. For helt at eliminere uholdbare krav, ville det fra producentens synspunkt være mere optimalt, hvis skadelidte skulle bevise sit krav på et tidligt stadie i sagen. Men dette synes dog ikke at være en sandsynlig løsning. 2.2.1.6. PAL 11-13 (direktivets art. 5, art. 8, stk. 1 + art. 12 + art. 13) I produktansvarsloven findes der flere bestemmelser end de hidtil nævnte. Ovenstående anses dog som de mest centrale, hvorved de resterende vil henvises til i loven, eller som nu, overordnet belyses. Produktansvarslovens 11 53 vedrører forhold, hvor to eller flere er ansvarlige for samme skade og dermed hæfter solidarisk. Dette svarer til det almindelige udgangspunkt i dansk ret, hvilket kan være af stor ulempe for en af de ansvarlige. Eftersom skadelidte kan rette det fulde erstatningskrav mod en eller flere, kan det for virksomheder med stort økonomisk fundament hurtigt blive en dyr forretning. 51 Dennes artikel 4 52 Grønbogen (KOM (1999) 396) blev gennemført af Kommissionen, for blandt andet at muliggøre en undersøgelse af gennemførelsen af direktivet på basis af berørte parters erfaringer og klarlæggelser af, om direktivet opfylder de opstillede mål, samt måle reaktionerne på en eventuel revision af direktivet. 53 Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5 og artikel 8, stk. 1. Side 20 af 77

Dog forbedres denne retsstilling ved bestemmelsens stk. 2 54, der benævner at skyldsfordelingen foretages under hensynstagen til defektens årsag i mangel af aftale. Således kan en producents kontrol eller udviste fejl bibringe en større skyldsdel. Dette betyder derfor, at virksomheder der sørger for en grundig kvalitetsstyring m.v. har bedre grundlag for at opdage defekter, hvilket dermed kan mindske deres del af skylden. Produktansvarslovens 12 vedrører lovens ufravigelighed. Dette angår både skadelidte, men også mellemhandleren, da bestemmelsen angår såvel skadelidte eller den, som indtræder i skadelidtes krav. 55 Som producent m.fl. er det derfor ikke muligt at begrænse sit ansvar ved forudgående aftale i eksempelvis brugervejledninger eller lignende. Herved siges det også, at det er i orden at indgå aftaler angående ansvaret efter skaden er indtrådt, hvor aftalelovens 36 56 vil kunne benyttes i tilfælde af urimelige aftalevilkår. Imidlertid er det kun egentlige ansvarsfraskrivelser, som bestemmelsen udelukker. Mere herom i afsnit 4.1.4. Afslutningsvis skal produktansvarslovens 13 belyses. Bestemmelsen giver adgang til påberåbelse af andre regler end loven til støtte for sit erstatningskrav. Producenter m.fl. kan som resultat heraf udover loven endvidere drages til ansvar efter eksempelvis retspraksis. Dette fører videre til næste afsnit, der omhandler forskelligheder fra produktansvarsloven til dansk retspraksis. 2.2.2. Dansk retspraksis Produktansvarslovens anvendelsesområde er begrænset, hvor de retspraksisbaserede regler derfor er et supplement, 57 jf. PAL 13. Dette leder derfor til spørgsmålet: Hvornår kan lovens regler ikke anvendes, og retspraksis må træde i stedet? Alle reglerne for retspraksis gennemgås ikke i dette afsnit, da væsentlige forskelle fra loven ikke synes at eksistere, samt visse tilfælde allerede er gennemgået i ovenstående afsnit. For at undgå en gentagelse, vil der derfor i stedet blive skitseret hovedlinjer ud fra opdelingen i foregående afsnit, samt hvad disse indebærer for en virksomhed. Herunder medtages derved grundtanken bag retspraksissen samt de skader, som dermed falder udenfor loven. 54 PAL 11, stk. 3 vedrører regres, og benævner at Den, der som mellemhandler eller som producent i henhold til 4, stk. 2 eller 4, har betalt erstatning til skadelidte eller en senere mellemhandler, indtræder i skadelidtes krav mod tidligere led i produktions- og omsætningskæden. Regreskravet kan bortfalde eller nedsættes, hvis den regressøgende forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skadens indtræden eller forøget dens omfang. 55 Direktivets artikel 12 også vedrørende ufravigelighed medtager ikke mellemhandleren! 56 AFTL 36: En aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Det samme gælder andre retshandler. Stk. 2. Ved afgørelsen efter stk. 1 tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. 57 Jævnfør Produktansvar, 1. udgave 2006, af Martin Haug, side 116 Side 21 af 77