På vildspor
På vildspor Gc3903W - en mystery-cache af Fjollerikkerne 12.12.2011
Råd og vejledning e ee Cachen er ikke på disse koordinater: N56 49.254 E010 03.926, men det er et godt sted at starte. Cachen er placeret i en skov, og derfor skal reglerne for færdsel i denne overholdes. Reglerne for færdsel findes ved indgangsvejene til skoven. Cachen er placeret i et område, hvor der er mulighed for leg og for bevægelse. Cachen er velegnet til børnefamilier og turister. Ved løsning af opgaven og fundet af cachen kan det være en god ting at være iført tøj, der kan tåle at blive vådt og beskidt. Når cachen findes og genplaceres bør I tænke på oplevelsen for de næste findere. Genplacér defor cachen korrekt, og hvis der byttes ting, så byt fair. Cachen er tilgængelig døgnet og året rundt, men den er nemmest at finde om vinteren og sjovest at forestille sig om sommeren, hvor historien udspiller sig. e
På vildspor Solen var ved at gå ned i det fjerne, og skovens fugle var ved at vende hjem fra den sidste fodringstur, så de kunne finde en gren at sove på. Det havde været en dejlig dag med varme og næsten ingen vind. Skoven var et dejligt sted, og denne lille lund havde meget at byde på. Der var både nåle- og løvtræer, små stier og store veje. Der var steder, hvor der kunne bygges huler og leges røvere og soldater. Der var bakker, der kunne tumles ned af, og der var steder, hvor man kunne sidde på lur og kigge på dyrene. Midt i skoven var der en spejderhytte, hvor der af og til holdtes fester. Før i tiden holdtes der mange flere fester, ja faktisk var stedet berømt for sine fester i skoven. Nu var det kun grundlovsfesten hvert år, som omverdenen efterhånden kendte til. Det var til gengæld også den ældste grundlovsfest i Danmark, så lidt stolthed havde skoven da tilbage. Det var på denne dejlige højsommerdag, at Isabella var taget ned i skoven for at lege. Isabella var en pige på fire år, der elskede at lege i skoven. Nogle gange var hendes far og mor med hende i skoven, og andre gange var farmor med hende. Farmor og Isabella elskede at finde ting i skoven. Det kunne være en fuglefjer, der var tabt på stien, eller en underlig sten, der lå i vejkanten. Nogle gange plukkede de blomster, som de tog med hjem til farmor og satte i en vase på bordet.
Hvis far og Isabella var i skoven, var det som regel for at lege indianere i de hemmelige dale, der var i skoven. Så tog de fuglefjer i håret og på tøjet, mens de løb rundt i bakkerne og skjulte sig for de dyr og mennesker, der måtte krydse deres vej. Andre gange var de jægere på opdagelse efter sjældne dyr, som bare kunne være et egern eller en rødkælk, som de så gav andre navne. Isabella og mor brugte mest skoven til at gå tur i og kigge på alle de smukke ting. Nogle gange legede det også gemmeleg, og Isabella kunne allerede tælle til ti. Var det ikke helt nok at gemme sig, mens der blev talt til ti, talte Isabella bare til ti et par gange mere. Alt dette var med til at gøre Isabella tryg i skoven, som hun nærmest betragtede som sin egen private legeplads. Det var også derfor, at hun i dag var taget ned i skoven alene. Hun havde aldrig været i skoven alene før, men det var ikke noget hun havde tænkt over, da hun først var i skoven. Mor, far, farmor og Isabella havde været på besøg ved oldemor og fået kaffe. Oldemor boede tættere på skoven end farmor, og Isabella skulle bare krydse en vej, forbi skolen og så kunne hun se skoven. De mindre befærdede villaveje ved skoven var ikke så farlige, så Isabella var kommet sikkert derned. Der havde heller ikke været nogle mennesker i skoven, så Isabella havde kunnet lege i fred. Isabella elskede vand, så hun var næsten med det samme gået ned til åen, der løb i udkanten af skoven. Hun havde kun gjort et enkelt stop undervejs for at samle nogle grene og fjer op, som hun ville bruge til at lave skibe af, der kunne sejle i vandet. Det havde hendes far og morfar lært hende. Der skulle bare bruges nogle blade, der kunne bøjes, så pinden eller fjeren kunne stikkes igennem. Derved blev den fineste båd dannet, og den kunne så bruges til at plumpe i vandet. Isabella havde lavet den ene båd efter den anden, indtil det var blevet kedeligt, og noget nyt skulle findes på. Hun havde leget balancegang på stenene og svunget sig i rebet fra side til side hen over det farlige vand fyldt med hajer. For ikke at få våde sko, havde hun smidt sin str. 23 på en af de store sten ved kanten af åen. Tiden var gået hurtigt, og Isabella var blevet træt. Faktisk var hun blevet så træt, at hun havde lagt sig ned på den store sten, der var helt lun i solen, og inden længe var hun faldet i søvn. Hun lå i sin blomstrede kjole og fik solens varme stråler på sin krop. Mens Isabella sov var det blevet aften, og der var nu ikke meget tilbage af solens varme stråler, og da det var begyndt at blive koldt, vågnede Isabella og kom til sig selv.
Insekterne summede og vandet i åen klukkede, da Isabella skubbede sig op med den ene arm, så hun kom til at sidde op. Hun kløede sig i håret og missede med øjnene. Hun var vist ikke helt klar over, hvor hun var. Hun havde røde mærker på den kind, der havde hvilet på hendes hånd og stenen, mens hun sov. Det snurrede også i hendes højre ben, da det var blevet klemt i hendes akavede sovestilling. Isabella kiggede fra side til side, og hun kunne svagt huske, at hun var taget herned til åen for at lege. Hun kløede sig på sine bare arme. Myggene havde stukket hende, mens hun sov. Hun havde nok sødt blod, som hendes oldemor altid plejede at sige, når man var eftertragtet af insekter. Isabella havde ikke helt forstået det med det søde blod endnu. Hun vidste bare, at det kløede, og at hun ikke havde den stift med, som de plejede at smøre myggestik med. Isabella var også sulten. Hendes mave rumlede, men hun havde ikke noget mad med. Det sidste hun havde fået at spise var de nøddehorn og æblekage, hun havde fået hos oldemor, inden hun var smuttet ned i skoven. Isabella forsøgte at rejse sig, men det snurrede sådan i hendes ben, at da hun ville støtte på det, snublede hun ned på åbrinken. Der var lidt mudret, så hun blev beskidt, men det var nu ikke noget, der bekymrede Isabella. Hun kom efter et par forsøg op på benene, og gik nu rundt i små cirkler og stampede, så der kunne komme gang i blodomløbet igen. Det havde hendes far lært hende. Hvis benet snurrer, skal man bare bevæge det og stampe, så bliver det snart godt igen. Mens Isabella gik rundt i cirkler kiggede hun rundt efter noget at spise, men der var kun brændenælder og træer i omegnen. Der var faktisk mange brændenælder omkring hende. Der var kun lige her på den lille plads ved åen, at der ikke var nogen. Isabella tog sine sko på igen og gjorde sig klar til at forlade stedet. Hun ville helst gå gennem vandet i bare tæer, men vandet var hundekoldt, nu hvor solens stråler var forsvundet, og solen snart var væk. Isabella samlede sine ting i hænderne og fandt den hemmelige vej gennem brændenælderne, så hun kom ud på græsset. Når ikke det var sommer kunne man sagtens gå langs vandet, men i sommerens løb var krattet langs åbredden vokset betydeligt. Isabella viftede et par myg væk hænderne, mens hun gik langs græsset hen mod broen over åen. Myggene og deres insektvenner var begyndt at samles i skumringen omkring de fugtige vandhuller. Det ville være rart, når hun kom hjem til mor og far, så hun kunne få smurt myggestikkene med myggestiften. Nu skulle hun bare lige finde vej først. Isabella stod nu ved broen og kunne høre, hvordan vandet klukkede, når det løb forbi stenene og under broen. Hun kiggede sig lidt omkring og vidste, at hun var kommet gennem skoven, da hun var kommet tidligere på dagen.eller var hun? Jo, det måtte være rigtigt. Hun havde flere stier at vælge imellem, men hun smuttede ind af den sti med den store sten. Isabella havde lige tid til at kravle op på stenen og hoppe ned et par gange. Mens Isabella hoppede lagde hun sine ting på jorden. Det var jo med at kunne holde fast, når der skulle kravles op på stenen. En, to, tre.hop!
Isabella samlede sine ting op igen og fortsatte langs stien. Der var en spændende træstub med hul i. Mon der var skatte i den, tænkte Isabella. Eller måske en mus eller trold? Isabella havde nogle gange set en mus pile rundt i skovbunden. Hun smed et par nødder ind i hullet, som hun havde haft med sig. Så har musen eller trolden lidt at spise., sagde Isabella og smilede. Isabella havde flere nødder i lommen. Hun havde faktisk samlet en del nødder på vej ned til åen. Isabella kunne godt lide at samle ting i skoven. Der var flere slags nødder, som hun havde samlet. Isabellas far havde forklaret hende, at de ikke alle var nødder, men at nogen af dem var frø, men det var underordnet. For Isabella var det nødder, og nu var der et par stykker i træstubben. Isabella gik længere ind i skoven af stien. Stien fortsatte gennem to træer, der stod på hver sin side. Isabella kiggede lidt omkring og holdt ikke øje med, hvor hun gik, så lige pludselig fik hun en gren fra et rønnetræ i hovedet. Argh!, udbrød Isabella. Hun gned sig lidt i panden. Der var kommet en lille rift, men Isabella fortsatte på stien. Hun synes ikke rigtig, at hun kunne genkende stedet, og nu blev der også helt mudret. Hendes fine sommersko var ikke lige det bedste at gå rundt i lige nu, så godt hun havde bare tæer. Der var blødt, og det var helt sikkert ikke her, at hun havde været tidligere på dagen. Isabella vendte sig om og så nu en person stå næsten ved siden af hende. Isabella turde ikke sige noget. Hun stod helt stille og stirrede på personen. Det lignede lidt en mand eller måske en HEKS?! Der var en spids næse, og hun var lidt krumbøjet. Der var meget lidt lys her, så Isabella havde svært ved at se det tydeligt. Hun havde våde fødder, solen var næsten væk, og nu var der nogen, som hun ikke kunne se tydeligt. Hurtigt løb hun tilbage af stien, så hurtigt hun kunne. Hun passede på ikke at ramme rønnegrenene med hovedet igen, og hun stoppede først, da hun var kommet forbi den store sten, hun hoppede ned fra. Hun stod nu ved en masse stier igen. Der var lidt mere lys her, men solen var snart borte. Isabella måtte skynde sig nu, hvis ikke det skulle blive helt mørkt. Nåede det at blive helt mørkt, ville hun ikke kunne finde hjem. Det var hun helt sikker på. Hun havde heller ingen lommelygte med. Hendes far havde ellers givet hende en, men hvem kunne vide, at hun skulle være ude i mørket. Hun ville jo bare ned i skoven og lege lidt, inden hun ville gå tilbage til oldemor, uden nogen havde opdaget, at hun var væk. Hvilken vej skulle hun tage?
Isabella valgte at gå langs den store vej ind i skoven. Det var vejen til venstre for stenen. Isabella havde ikke helt styr på det med højre og venstre endnu, så det kunne lige så godt være til højre hun gik, som til venstre. Isabella havde våde og beskidte tæer. Hun måtte tage et bad, når hun kom hjem, tænkte hun. Isabella kiggede fra side til side, mens hun gik på vejen, men hun havde svært ved at se ret langt ind i skoven på begge sider, da sollyset var væk. Hun kiggede også ned for ikke at falde i hullerne på den ujævne skovvej. Isabella kom forbi endnu et rønnebærtræ på sin højre side, men hun synes nu ikke, at hun var på rette vej. Sæt nu hun kom så langt ind i skoven, at hun ikke kunne finde ud igen. Så ville hun gå rundt i mørket og blive mere og mere bange. Det ville Isabella ikke. Hun tog en hurtig beslutning og vendte om igen. Hun gik og nynnede en hjemmelavet sang, mens hun sprang af sted mellem hullerne for ikke at falde. Isabella var begyndt at fryse, men det hjalp lidt, at hun hoppede og sprang. Isabella stod nu ved broen igen og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Det havde måske ikke været så smart at smutte ned i skoven alene, nu når hun ikke kunne finde hjem igen. Isabella gik lidt frem og tilbage En, to, tre, talte hun. Hvad nu hvis hun gemte sine ting et sted, så hun altid kunne finde dem igen. Hun skulle bare finde det rigtige sted. syv, otte, ni., fortsatte hun. Bare hun havde haft en mobiltelefon med, så kunne hun måske have ringet til nogen. tooo, treeee, fiiiire.. eller. Isabella kunne jo rent faktisk ikke trykke et rigtigt nummer på mobiltelefonen. Hun havde en masse mobiltelefoner, som hun legede med, men hun legede jo bare, at hun ringede til nogen. Hendes telefoner virkede heller ikke rigtigt, det var jo bare noget hun legede. Isabella ville ønske, at hendes mor var her nu. Hun ville ha hendes mor. otte..niiii.ti!, talte Isabella. Hun talte sine skridt. Hvis nu hun gemte sine ting, satte sig ned og ventede, mon så ikke mor og far ville komme og hente hende? Isabella var ked af det nu, og der kom snot ud af hendes næse. Hun var begyndt at blive mere og mere kold, og myggestikkene kløede mere og mere. Maven rumlede også lidt. Isabella var sulten. Det hele var ikke så sjovt mere.
Hun havde nu talt fem gange, og havde næsten fundet det perfekte sted. Tre, fire, fem!, sluttede Isabella. Her skulle det være. Isabella gemte sine ting godt og smuttede væk fra gemmestedet igen. Solen var nu gået ned og den varme sensommerdag var blevet til en kølig aften. Skoven lignede ikke sit tidligere jeg, der havde hygget sig i solstrålerne om dagen. Nu var det en træt skov, der ventede på nattens komme. Fuglene kvidrede ikke så meget mere, men til gengæld summede insekterne en del mere end tidligere på dagen. Isabella stod på stien og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun ville ha sin mor og far. Hun var træt, våd, kold og sulten. Hun råbte på dem.og lukkede sine øjne
hvor er skatten? Nu er tiden kommet, hvor du skal tænke dig om og bevare overblikket. Kan du sætte dig i Isabellas situation, følge hendes fodspor og måske finde skatten? Hvis du finder skatten, kan du måske også finde ud af, hvad der skete med Isabella. God fornøjelse med at løse opgaven og finde vores cache! Tak til Terndrup Lund Fonden for lån af deres oversigtskort.