Fuglene i Svanninge Bjerge

Fuglene i Svanninge Bjerge 2014

Fuglene i Svanninge Bjerge 2014 Fra publikationen Ornitologisk Artsdiversitet i Svanninge Bjerge Udarbejdet for Bikubenfonden af Jan Drachmann Feltarbejde: Jacob Sterup og Jan Drachmann Fuglene i Svanninge Bjerge 2014 Tekst: Jan Drachmann Kontrolleret af: Bjarke Laubek Forside: Rødhals, fotograf Casper Tyberg Fuglebillederne er taget af Christian A. Jensen, Eva Foss Henriksen, Jacob Damborg, Jacob Sterup, Jan Drachmann, Johnny Laursen, Kent Olsen, Klaus Dichmann, Kim Aaen, Kim Biledgaard, Kim Jensen, Lars S. Madsen og Søren Kristoffersen Design og sats: Sigrún Gudbrandsdóttir Læs mere på www.svanningebjerge.dk Bikubenfonden 4 5

indhold På vinger over et unikt naturområde 7-9 Fuglene i Svanninge Bjerge 10-115 Fugleregister 116-117 Kort over Svanninge Bjerge 118 På vinger over et unikt naturområde På Sydfyn ligger et historisk og unikt naturområde, forme t af trykket fra de enorme mængder af is under den sidste istid. Området kaldes de Fynske Alper og bestå r af det statsejede naturområde Svanninge Bakker og Svanninge Bjerge, som i dag ejes og drives af Bikubenfonden. Fonden ønsker at sikre et bredt udvalg af dyr og planter de bedste muligheder for at udvikle sig og dermed skabe og sikre et mangfoldigt naturområde, som gæster og både firbenede og flyvende beboere kan nyde godt af. En sådan vision kræver en balancegang mellem benyttelse og beskyttelse af det knap 600 hektar store naturare al. En væsentlig opgave er derfor at formidle områdets betydning, bl.a. for besøgende gæster, og samtidig bevare bjergenes unikke karakter med udvikling af sårbare naturtyper, landskabets ro og storhed samt de mange relativt uforstyrrede yngleområder. 6 7

Hvis du som gæst lytter efter, er området præget af særegne lyde fra de mange fugle, der yngler, fouragerer og raster i Svanninge Bjerge. Et fokusområde er at sikre en stor diversitet i de arter, der findes i det enestående naturområde. I 2013 blev der gennemført en omfangsrig registrering af, hvilke fuglearter der er i området. Formålet var at under søge mulighederne for at udvide bestanden af fugle i Svanninge Bjerge samt antallet af arter ved hjælp af naturmæssige forbedringer/forandringer. Resultaterne er formuleret i en rapport ved navn Ornitologisk artsdiversitet i Svanninge Bjerge, som nærværende fugleguide er en del af. Udredningen er udarbejdet for Bikubenfonden af ph.d. Jan Drachmann. I rapporten gennemgår han de registrerede arter og forklarer nogle af de muligheder, der er for forbedringer og forandringer i naturen, så fuglebestanden og artsdiversiteten kan udvides og Svanninge Bjerge også i fremtiden vil genlyde af kald og kvidren. Det med småt: For hver fugleart er der angivet dens hyppig hed, hvor, hvornår og hvordan man kan se arten, samt om det er en ynglefugl (Y) i Svanninge Bjerge. Yngle fuglene er opdelt i standfugle (S), der kan ses året rundt, og trækfugle (T), som forlader området om vinteren. De arter, som ikke blev fundet ynglende i 2013, er opdelt i rastefugle (R), som benyttede området til rast og fouragering, samt overflyvende fugle (OF), som ikke blev set benytte Svanninge Bjerge til rast eller fouragering. Forekomsttidspunkter for trækfuglene er angivet som primo (pri. = 1.-10.), medio (med. = 11.-20.) og ultimo (ult. = 21.-30./31.) i en given måned. Under artsbeskrivelserne angives det, når de to køn kan adskilles i felten. Hvis der ikke står noget om kønsforskelle, skyldes det, at de to køn er mere eller mindre identiske og normalt ikke kan skelnes i felten. Mange af de beskrevne arter kan bedst kendes eller opdages på deres kald eller sang. I disse tilfælde er fuglenes stemmer forsøgt beskrevet med ord, hvilket for de fleste arters vedkommende er meget svært. Det anbefales derfor at opsøge egnede optagelser af de relevante arters stemmer. Alle de beskrevne arter kan f.eks. høres på www.xeno-canto.org God fornøjelse! 8 9

Knopsvane Cygnus olor (OF) Forekomst i 2013: Set overflyvende ved flere lejligheder, vil potentielt kunne raste i nogle af områdets større søer. Hvordan kendes arten: Knopsvanen kendes på sit orange næb med stor sort knop ved næbbasis. Hannen er lidt større end hunnen og har større næbknop. I modsætning til sang- og pibesvane frembringer knopsvanens vinger en karakteristisk susende lyd, når den flyver. De voksne fugle er rent hvide, mens ungfuglene er grå. Sangsvane Cygnus cygnus (OF) Forekomst i 2013: Set overflyvende ved enkel te lejligheder, vil potentielt kunne raste på de omkringliggende marker. Arten ses i vintermån eder ne ofte raste i større tal i og omkring Arreskov Sø lidt nord for Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Sangsvanen kendes fra knopsvanen på sit gule næb med sort næbspids. Når den svømmer eller går, har den typisk strakt hals, mens knopsvanen ofte holder halsen i en typisk S-form. Sang svanen kan forveksles med pibesvane, som dog er mindre og har mindre gult på næbbet end sangsvane. Pibe svane blev dog ikke set i området i 2013. Unge sangsvaner er grålige, som det ses hos ungfuglene af knopsvane. 10 Jan Drachmann Søren Kristoffersen 11

Grågås Anser anser (YT) Forekomst: Fåtallig yngle trækfugl som ynglede med firefem par på øen i Bræn delung. Udenfor yngle tiden ses grågåsen også regelmæssigt på træk over Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Grågåsen er en kraftig grå gås med lyst hoved og lyserødt til orange næb. De to køn er ens af udseende, men hannen er lidt større end hunnen. Grågåsen kan ses i områdets vådområder samt i flugt henover området. I flugten kendes den især på sine mege t lyse forvinger. Bramgås Branta leucopsis (OF) Forekomst i 2013: Flere flokke af trækkende bramgæs blev set i forbindelse med trækobservationer fra Lerbjerg i september. Den 26/9 sås tre flokke (220 fug le), og 29/9 sås en flo k på 16 fugle. Hvordan kendes arten: Bramgåsen er en mindre gås, som let kendes på sit hvide ansigt i kontrast til sort hals og bryst. Bramgåsen giver overordnet et sort-hvidt-gråligt indtryk og optræder ofte i store flokke. 12 Søren Kristoffersen NatureEyes/Kim Biledgaard 13

Gravand Tadorna tadorna (R) Forekomst i 2013: To gravænder ras tede ved Lergrav i Knagelbjerg Skov den 28. april, og samme sted blev en overflyvende fugl set den 8. juni. Hvordan kendes arten: Grav anden er en stor, gåse agtig and, som med sine markan te farver ikke kan forveks les med andre arter. Det røde næb, grønsorte hoved og den overvejende hvide krop med rustrødt bånd om forkroppen gør den meget let at kende. Hannen er noget større end hunnen og kan i yngletiden også kendes på sin knop over næbbet. Gråand Anas platyrhynchos (YS) Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl, som optræder i mange af områdets vådområder, blandt andet i Brændelung. Gråanden kan ses året rundt i Svanninge Bjerge og er lettest at finde, når den raster eller fouragerer i om rådets søer og vandhuller. Hvordan kendes arten: Hannen i pragttragt kendes på sit grønne hoved, hvide halsring og krølle på halen. Hunne n er brunplettet. Begge køn kan i flugten kende s på et mørkeblåt, hvidkantet spejl på vingen. Gråanden kan ses raste i områdets søer og vandhulle r samt overflyvende området året rundt. Han og hun Han og hun 14 Søren Kristoffersen Jan Drachmann 15

Krikand Anas crecca (R) Forekomst i 2013: Nogle få observationer af rastende fugle (op til fire sammen) i Brændelung og ved Høbbet. Hvordan kendes arten: Krik anden er Danmarks mindste svømmeand. Hannen i pragtdragt kendes på det rødbrune hoved med bred, grøn øjenstribe samt den gule gump med sorte kanter. Hunnen er brunplettet og mere uanselig, men har, ligesom hannen, grønt vingespejl med bredt hvidt bånd, som tydeligt ses i flugten. Troldand Aythya fuligula (R) Forekomst i 2013: Nogle få observationer af rastende fugle i Brændelung og ved Høbbet. Hvordan kendes arten: En mindre dykand, hvor hannen i pragtdragt let kendes på sin sorte fjerdragt med hvide kropssider og de lange nakkefjer, som danner en karakteristisk top. Hunnen er brun med lidt lysere kropssider og har en kort nakketop og gult øje. I flugten ses et tydeligt hvidt vingebånd hos begge køn. Hanner og hunner Han og hun 16 Søren Kristoffersen Øverst NatureEyes/Kent Olsen, nederst Søren Kristoffersen 17

Fasan Phasianus colchicus (YS) Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl, som kan ses året rundt i Svanninge Bjerge. Fasanen blev regi streret i de fleste habitattyper under punkttællingerne og kan således findes overalt i Svannin ge Bjerge. Hvordan kendes arten: Hannen kendes let på sin lange, tværstribede hale og det grønsorte hoved med røde si der. Hunnen er brun med mørke pletter, men har også den karakteristiske lange hale. Når hannen spiller i yngle tiden, opdages han let på sit korte, kraftige umelodiske korrk-kok, som efter følges af kraftigt vingebask. Ellers ses fasanen oftest, når man tilfældigt skræmmer den op, hvor den så typisk flyver larmende væk. Han og hun 18 Klaus Dichmann NatureEyes/Jacob Damborg 19

Lille lappedykker Tachybaptus ruficollis (YT) Forekomst: Fåtalig yngletrækfugl (marts-oktober), som ynglede med et par i Brændelung i 2013. Hvordan kendes arten: Lille lappedykker kan på grund af størrelsen tages for at være en ælling. Den kendes dog let i yngle tiden på sine rødbrune kinder og den gule mundvi g. Den færdes ret skjult i yngle tiden og opdages derfor oft e lettest på sin stemme, som er en høj, langtrukke n trille bibibibibibibi. Gråstrubet lappedykker Podiceps grisegena (YT) Forekomst: Fåtallig yngle trækfugl udenfor undersøgelses området (ult. februar-oktober). Et ynglepar i Pas på-sø ved Høbbet, men ingen forekomster inden for undersøgelsesområdet. Hvordan kendes arten: Gråstrubet lappedykker kendes let på sin fjerdragt med grå strube i tydelig kontrast til den sorte hætte og den rødbrune hals. Arten ses typisk på den åbne vandflade eller i kanten af vegetationen og er således let at observere. Lille lappedykker (Foto: Søren Kristoffersen). 20 Søren Kristoffersen Søren Kristoffersen 21

Skarv Phalacrocorax carbo (OF) Forekomst i 2013: Skarv sås hyppigt over området på fouragerings træk mellem Helnæsbugten og kolonierne ved Brændegård Sø og Nørresø. Hvordan kendes arten: Skarven har mørk og metalglinsende fjerdragt. Den lange hals, det aflange og kantede hoved, det lange kraftige næb med krog og den lange hale giver skarven et karakteristisk udseende. Kan i flugten ligne en gås, men kendes på den aktive flugt med korte glidemomenter, længere hale og løftet hoved for enden af den let bugtede hals. Ungfuglene er brunlige med lys strube og hals. Fiskehejre Ardea cinerea (R) Forekomst i 2013: Enkelte fiskehejrer sås nu og da ved søerne ved Høbbet, i Brændelung og ved Rislebækken. Hvordan kendes arten: Fiskehejren er en stor hejre med en karakteristisk fjerdragt; hvid og grålig hals, hvidt hove d med sort øjenbrynsstribe og nakketop samt kraftigt, langt, gulligt næb. Kendes i flugten på at den flyver med hvælvede vinger og halsen trukket ind i en tydelig S-form. 22 Søren Kristoffersen Søren Kristoffersen 23

Havørn Haliaeetus albicilla (R) Forekomst i 2013: Havørn yngler ved den nærliggende Brændegård Sø, og der er her udover ofte rastende havørne ved både Brændegård Sø og Arreskov Sø. Arten ses derfor jævnligt flyvende over Svanninge Bjerge. I januar 2013 blev en rastende havørn observeret sidde i toppen af et træ i Stensgård Skov. Havørnen yngle r også i Løgismose ved Helnæsbugten. Hvordan kendes arten: Havørn er en meget stor rovfugl med lange, brede vinger og en karakteristisk kort og kileformet hale. Den korte hale giver sammen med en relativ lang hals, et kraftigt næb og de brede vinger havørnen en karakteristisk flugtprofil. Flyver aktivt med rolige, stive vingeslag og kredser på plane vinger. De fuldvoksne havørne har en helt hvid hale, mens halen er mere eller mindr e brunlig hos yngre individer. Fiskeørn Pandion haliaetus (OF) Forekomst i 2013: Fiskeørn blev set en enkelt gang i 2013, da en trækkende fugl blev set den 4. maj. Der er dog gode muligheder for at se fiskeørn fra Lerbjerg i træktiden forår (april-maj) og efter år (august-september). Hvordan kendes arten: Fiskeørn er en mellemstor og langvinget rovfugl, som på grund af sin lyse underside og lange vinger på afstand kan minde om en stor måge. Hovedet er hvidt med en bred, sort øjenstribe. Hunnen har mørkt brystbånd, mens dette er svagt hos hannen eller helt manglende. 24 Johnny Laursen Søren Kristoffersen 25

Blå kærhøg Circus cyaneus (OF) Forekomst i 2013: Blå kærhøg blev set den 29. september, da en trækkende fugl blev set fra Lerbjerg. Blå kærhø g antages at kunne ses regelmæssigt på træk fra Lerbjerg. Hvordan kendes arten: Blå kærhøg er en typisk kærhøg med lange, smalle vinger og lang hale, som under glideflugt holder vingerne løftet i høj V-form. Hunnerne og ungfuglene er brunlige med stribet underside og næsten ensfarvet mørkebrun overside. Hannen (ikke afbildet) har blågrå fjerdragt med hvid bug og sorte vinge spidser. Begge køn har tydelig hvid overgump, som let ses afbilledet i flugten. Rød glente Milvus milvus (OF) Forekomst i 2013: Rød glente blev jævnligt observeret på træk over området både forår og efterår (f.eks. blev der set syv trækkende røde glenter fra Lerbjerg den 26. september). Rød Glente har i flere år ynglet ved Holstenshuus få kilometer fra Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Rød glente er en mellemstor rovfugl med lange vinger og en lang, dybt kløftet, rødbrun hale, hvilket giver rød glente en umiskendelig flugt profil. Under den lette og afslappede flugt drejes halen ofte konstant, og de markante hvide vingefelter på håndsvingfjerene ses tydeligt. 26 Søren Kristoffersen Søren Kristoffersen 27

Musvåge Buteo buteo (YST) Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl og regelmæssig trækfugl. Der blev ikke registreret nogle sikre ynglefund i 2013, men arten formodes at yngle regelmæssigt i Svanninge Bjerge med få par. Musvågen kan ses overalt i Svanninge Bjerge, og forår og især efterår er der gode muligheder for at se trækkende musvåger i store antal fra Lerbjerg. Hvordan kendes arten: Musvågen er en mellemstor, bred vinget og kompakt rovfugl med kort, tykt hoved og halvlang hale. Musvågen optræder i mange farvevarianter fra helt lyse til meget mørke individer. Arten ses typisk overflyvende eller kredsende over skoven, men kan også opdages, når den sidder stille inde i skoven. I yngletiden kan dens mjavende og langtrukne kald hiiææh ofte høres. Hvepsevåge Pernis apivorus (OF) Forekomst i 2013: Hvepsevåge blev ikke konstateret ynglende i Svanninge Bjerges løvskove, men blev jævnligt set på træk i maj. Derimod er den er en ret fåtallig trækfugl på Sydfyn om efteråret. Hvordan kendes arten: Hvepsevågen kan være svær at skelne fra den mere almindelige musvåge. Lidt længere vinger, mindre og dueagtigt hoved, samt plane vinger med hængende hånd adskiller dog hvepsevågen på afstand. I modsætning hertil har musvågen typisk vingerne løftet over vandret, når den kredser. Tæt på lægger man mærke til de tydeligt stribede vingeundersider (hos udvoksede hvepsevåger) og en hale med tre tydelige, brede bånd, hvor musvågen har flere, smalle tværbånd på halen. 28 Søren Kristoffersen Søren Kristoffersen 29

Spurvehøg Accipiter nisus (YST) Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl og regelmæssig trækfugl. Et par med udfløjne unger blev registreret i en granbevoksning i Knagelbjerg skov. Foretrækker oftest granbevoksninger til rede sted, men kan ses overalt, når den kommer flyvende gennem skoven. Forår og efterår er der gode muligheder for at se trækkende spurve høge fra Lerbjerg. Hvordan kendes arten: Spurvehøgen er en lille rovfugl med lang hale, korte, afrundede vinger samt stribet bryst og vingeundersider. Hannen er mindre end hunnen og har, i modsætning til hunnen, rødbrune kinder og rødbrune tværstriber på undersiden. Spurvehøgen ses typis k, når den kommer flyvende gennem skoven, men kan også opdages på dens stemme; et højt og kraftigt ki-ki-ki-kik, kiij, når den kalder i yngletiden. Trækfugle kan også ses, når de trækker henover området forår og efterår. Duehøg Accipiter gentilis (R) Forekomst i 2013: Duehøg blev set tre gange i løbet af året; en gammel fugl ved Høbbet i februar, en ungfugl i Stensgård Skov i april samt en fugl over Knagelbjerg Skov i september. Arten yngler formentlig i de skovområder, der grænser op til Høbbet. Hvordan kendes arten: Duehøgen er større end spurvehøgen, som den ellers ligner meget. Karakteristisk for duehøgen er dens mørke isse og kind, som giver duehøgen en tydeligere øjenstribe end spurvehøgen. Ellers kendes duehøgen bedst på sin store størrelse, den brede halebasis og bred, hvid undergump. I kredsflugt ligner duehøgens profil et kors på grund af det relativt store hoved, mens spurvehøgens profil mere minder om et T. Hunnen er på størrelse med en musvåge og betydeligt større end hannen, som i størrelse minder om en stor spurvehøghun. 30 Søren Kristoffersen Søren Kristoffersen 31

Tårnfalk Falco tinnunculus (R) Forekomst i 2013: Fouragerende fugle blev jævnligt set ved de åbne områder omkring Lerbjerg, hvor den kan have ynglet. Hvordan kendes arten: Tårnfalken er en typisk falk med lang hale og lange, smalle, spidse vinger. Kendes let på sin karakteristiske fødesøgningsadfærd, hvor den står stille på svirrende vinger og muser, mens den kigger efter gnavere og andre byttedyr. Hunnen har brunlig, tværstribet hale, mens hannen (ikke afbilledet) har grå hale med sort endebånd. 32 Søren Kristoffersen 33

Grønbenet rørhøne Gallinula chloropus (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl, som godt kan overvintre i milde vintre. Grønbenet rørhøne er tilknyttet småsøer, moser og vandhuller, og i Svanninge Bjerge skal den findes i tilgroede småsøer. I 2013 ynglede et enkelt par grønbenet rørhøne i Peter Nielsens Sø. Hvordan kendes arten: Grønbenet rørhøne kendes let på de lange, grønne ben og det røde næb med gul spids. Den færdes ret skjult, men kan med lidt tålmodighed let ses i de vandhuller, den lever i. Blishøne Fulica atra (YS) Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl, som normalt overvintrer langs de danske kyster. Blishønen kan i forårs- og sommermånederne ses i flere af småsøerne i området. Den er lettest at se i Brændelung, hvor der i 2013 ynglede to-tre par. Hvordan kendes arten: Blishønen er mørk og kompakt med rundt hoved og hvidt næb og pandeblis. Den ses ofte svømme rundt med nikkende hovedbevægelser. Den dykker normalt kun i kortere perioder. 34 NatureEyes/Jacob Damborg Jan Drachmann 35

Trane Grus grus (OF) Forekomst i 2013: Ni trækkende traner blev set fra Lerbjerg den 26. september. Hvordan kendes arten: Tranen er en stor, grålig fugl med lange ben og hals. Øverste del af halsen og hovedet er sort, og hovedet har iøjnefaldende røde og hvide tegninger. I flugten ses de sorte svingfjer, og i modsætning til fiskehejre, som også er en stor, grålig fugl, flyver tranen altid med strakt hals og ofte i større flokke. 36 NatureEyes/Christian A. Jensen 37

Hvidklire Tringa nebularia (OF) Forekomst i 2013: En enkelt observation af to trækkende hvidklirer over Brillesø den 25. august. Hvordan kendes arten: Hvidklire er en stor klire med lange ben og langt, svagt opadbuet næb. I flugten kendes den på sin størrelse, de mørke vinger og en hvid overgump, som går langt opad ryggen i en smal kile. Hvidkliren har også et karakteristisk kraftigt og tretonet kald tju-tju-tju. Skovsneppe Scolopax rusticula (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og regelmæssig træk- og vintergæst. Skovsneppe ses lettest på forårsaftener fra lysninger og andre åbne steder i skoven, hvor man kan iagttage hannernes territorieflugt. I 2013 blev der set en fugl i territorieflugt ved Pouls Tørvelung, og ynglebestanden anslås at tælle to-fire par. Hvordan kendes arten: Skovsneppen er en stor, tyk og dueagtig vadefugl med langt næb. Den ses lettest på stille forårs aftener, når den hævder territorium, og hvor den flyver i langsom flugt over trætoppene i faste ruter. Under denne territorieflugt udstøder hannen regelmæssigt lave knurrelyde efterfulgt af et eks plosivt og skarpt piftende kald. Skovsneppen kan også ses om dage n, hvis man tilfældigt skræmmer den op. 38 Søren Kristoffersen Johnny Laursen 39

Hættemåge Chroicocephalus ridibundus (OF) Forekomst i 2013: Ses hyppigt overflyvende eller på træk året rundt. Hvordan kendes arten: I yngletiden kendes hættemågen let på sin brune hætte, mens den udenfor yngletiden bedst kendes på de hvide vingeforkanter på hånden. Om vinteren har hættemågen mørk øreplet og mørke bånd over isse og nakken. Stormmåge Larus canus (OF) Forekomst i 2013: Ses hyppigt overflyvende eller på træk året rundt. Hvordan kendes arten: Ligner med sine grå vingeoversider og sorte vingespidser en mindre udgave af sølvmåge. Stormmågen har dog mindre, slankere næb og rundere hoved med relativt store øjne og mangler sølvmågens røde plet på undernæbbet. 40 Søren Kristoffersen NatureEyes/Kim Biledgaard 41

Sølvmåge Larus argentatus (R) Forekomst i 2013: Ses hyppigst overflyvende eller på træk over området, men er også set ved Brændelung i maj, hvor den formo dentlig var på udkig efter små gæslinger fra de ynglende grågæs i søen. Hvordan kendes arten: Sølvmågen er en stor måge med grå vinge undersider og sort-hvide vingespidser. Den har kraftigt, gult næb med rød plet og er meget større og mere bredvinget end stormmågen. Ungfuglene er mørke og kan være svære at skelne fra sildemåger og svartbags, men disse to arter blev ikke registreret i Svanninge Bjerge, da de begge er mere udprægede kystfugle. Ringdue Columba palumbus (YST) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl og regelmæssig trækgæst. Ringduen kan ses overalt i Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Ringduen er vores største due, som kendes på den hvide halsplet og bredt, hvidt tværbånd på over vingen. Ringduen ses typisk, når den flyver rundt i området. I yngle tiden kan man se dens karakteristiske parringsflugt, hvor fuglen klapper med vingerne på toppen af en kort og kraftigt stigende flugt, hvor efter den daler med udbredte vinger. Skræmmes ringduen op, høres også ofte klappende vingeslag. I yngletiden kan den opdages på stemmen, som er en gentagen kurren bestående af fem lyde ku-kuu-ku, ku-ku med tryk på anden stavelse. På træk kan den ses i større flokke over området. 42 Søren Kristoffersen Søren Kristoffersen 43

Natugle Strix aluco (YS) Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl. Natuglen skal findes i områder med gamle træer, da den yngler i hule træer og andre hulheder. I 2013 blev der registreret to mulige ynglepar i henholdsvis Stensgård Skov og Knagelbjerg. Hvordan kendes arten: Natuglen er en mellemstor ugle med stort, rundt hoved, som findes i både en grå og en rødbrun farvevariant. Natuglen er overvejende nataktiv og opdages lettest på dens stemme. Natuglens to almindeligste stemmer er kaldet, et skarpt ki-vik, og sangen hooouh hu hu hu hoooouh. Det bedste tidspunkt at høre natuglen er i yngletiden (ult. januar-med. april). Man kan også være heldig at finde en dagrastende ugle, som sidde r helt stille og hviler sig i f.eks. et hult træ. 44 Søren Kristoffersen 45

Gøg Cuculus canorus (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl uden for undersøgelses området (ult. april-med. september). Gøge, der opholdt sig i naboområderne, blev hørt flere gange. Hvordan kendes arten: Med den grå overside og tværstribede bug kan gøgen umiddelbart ligne en spurvehøg, men den har f.eks. et meget anderledes og lige næb. Gøgens bedste kendetegn er dens velkendte stemme, som er den to-tonede kukken med tryk på første tone. Mursejler Apus apus (OF) Forekomst i 2013: Overflyvende fugle blev registreret ved enkelte lejligheder. Hvordan kendes arten: Mursejleren har i flugten en karak teristisk form med lange, smalle og spidse vinger, samt en smal krop og kort, kløftet hale. Fjerdragten er brunsort med lys strube. I modsætning til svaler flyver mursejleren med stive, hurtige vingeslag, hvor vingerne ikke føres ind mod kroppen, men blot op og ned. 46 Søren Kristoffersen Søren Kristoffersen 47

Stor flagspætte Dendrocopus major (YS) Hun Forekomst: Almindelig ynglestandfugl. Stor flagspætte kan mødes overalt i skoven, på nær i de helt unge beplant ninger, hvor træerne stadig er for små til fouragering og redebygning. Yngle bestanden anslås til at være 20-25 par og er jævnt fordelt i området. Hvordan kendes arten: Stor flagspætte er mindre end grønspætten og kendes let på dens sorte, hvide og røde fjerdragt. Hunnen har helt sort nakke, mens hannen har en rød nakkeplet. Flugten er målrettet og i store buer. Den ses ofte klatre rundt på træstammer og grene for at søge føde, og opdages tit på dens kald, der er et kort, skarpt skrig tjik. Både han og hun trommer hyppigt om foråret på udgåede grene, der er hule og giver god genlyd. 48 NatureEyes/Jacob Damborg 49

Grønspætte Picus viridis (YS) Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl. Højst sandsynligt et ynglepar i Stensgård Skov i 2013, men ingen sikre yngle beviser. Grønspætten kan ses over det meste af Svanninge Bjerge, især fordi den overvejende lever af myrer, som kan findes over det meste af området. Hvordan kendes arten: Grønspætten kendes let på sin grønne farve og røde isse. Den flyver i store, dybe buer, og i flugten ses også den gulgrønne overgump. Hannen kendes på rød midte i den sorte skægstribe. Grønspætten opdages også ofte på stemmen, som er et skarpt, vidtlydende kjyk-kjyk-kjyk. Grønspætten trommer i modsætning til stor flagspætte sjældent. Sanglærke Alauda arvensis (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og regelmæssig trækgæst (februar-november). Sanglærken yngler med nogle få par i det åbne agerland omkring Høbbet. Hvordan kendes arten: Sanglærken har gråbrun overside med mørke striber og hvid bug. Den kendes let på dens velkendte lærkesang og ses ofte hænge i luften og synge på svirrende vinger. Sanglærken ses også på træk om foråret og efteråret, hvor den i stort antal passerer hen over Svanninge Bjerge. Hun 50 Kim Jensen Søren Kristoffersen 51

Landsvale Hirundo rustica (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og almindelig trækgæst (april-med. oktober). Landsvalen ses ofte i luften over Svanninge Bjerge i både yngletid og træktid. I 2013 ynglede der ét par på Sandbjerggård. Hvordan kendes arten: Landsvalen kendes på blåsort overside og brystbånd, rød strube og pande samt dybt kløftet hale med forlængede yderhalefjer. Den ses ofte overflyvende eller fouragerende efter insekter. Digesvale Riparia riparia (OF/R) Forekomst i 2013: Overflyvende og fouragerende fugle blev observeret ved flere lejligheder. Hvordan kendes arten: Digesvalen er den mindste af de danske svaler og har en karakteristisk brun fjerdragt, hvid underside med brunt brystbånd og en svagt kløftet hale. 52 Jan Drachmann Klaus Dichmann 53

Bysvale Delichon urbicum (OF/R) Forekomst i 2013: Der var en ynglekoloni på en bygning ved Høbbet umiddelbart uden for Bikubenfondens område, og overflyvende og fouragerende fugle kunne gennem forårs- og sommermånederne ses i dette område. Hvordan kendes arten: En lille, buttet svale, som let kendes på sin hvide overgump i skarp kontrast til den sorte overside. Undersiden er hvid, og halen er kort med svag kløft. Engpiber Anthus pratensis (OF) Forekomst i 2013: Trækkende engpibere blev observeret ved enkelte lejligheder i efteråret. Hvordan kendes arten: Engpiberen kan med sin brunlige overside og lyse, plettede underside lettest forveksles med skovpiberen, som den bedst kendes fra på stemmen og dens habitatvalg. Engpiberens flugtkald er et energisk og gentaget sit-sit-sit, mens skovpiberens er et mere stemt, eksplosivt og nærmest snurrende bzyzz. Engpiberen er tilknyttet åbne områder, som strandenge, moser og enge, og er således slet ikke en skovfugl som skovpiberen. 54 Søren Kristoffersen Søren Kristoffersen 55

Skovpiber Anthus trivialis (YT) Forekomst: Almindelig yngletrækfugl og trækgæst (med. april-med. oktober). Skovpiberen kan findes over det meste af Svanninge Bjerge og yngler i lysninger, skovbryn og andre åbne dele af skoven. Der blev kortlagt ca. 20 syngende hanner med den tætteste bestand i de åbne områder omkring Lerbjerg. Hvordan kendes arten: Skovpiberen er en typisk piber med stribet ryg og markante bryststriber. Den kendes let fra den lignende engpiber på dens melodiske sang, som indledes med en række korte strofer, der går over i nogle kraftige, kanariefugleagtige triller, og afsluttes med nogle langsomme vemodige toner. Sangflugten starter typisk fra et træ hvorfra den stiger til vejrs for at dale syngende og på udbredte vinger, ned til det samme eller et andet træ. Ses også ofte raste eller søge føde på jorden. I træktiden når den passerer henover området, opdages den bedst på kaldet, et stemt og eksplosivt bzyzz. Hvid vipstjert Motacilla alba (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og almindelig trækgæs t (ult. februar-med. oktober). Hvid vipstjert ses fåtal ligt i de åbne områder i Svanninge Bjerge, især ved områdets søer samt nær menneskelig bebyggelse. Arten yngler typisk i tilknytning til bebyggelse, og i 2013 registreredes et enkelt par ved Sandbjerggård. Hvordan kendes arten: Hvid vipstjert er let at kende på dens sort-hvide fjerdragt og lange hale. Går med nik kende hovedbevægelser, og ses ofte vippe med den lange hale. Flugten foregår i store buer. Hvid vipstjert ses ofte løbe rundt i åbne områder, som græsplæner, veje og tage, hvor den søger efter insekter. 56 Søren Kristoffersen Jan Drachmann 57

Jernspurv Prunella modularis (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl. Jernspurven kan stort set ses overalt i Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Jernspurven har tyndt næb, gråt hoved og stribet overside, men giver generelt et ensartet, mørkt indtryk, når man ser den. Sidder ofte frit fremme og synger, men ellers er den ret sky i yngletiden. Rødhals Erithacus rubecula (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl. Rødhalsen findes i de fleste skovtyper samt buskadser og haver, og kan således ses over det meste af Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Rødhalsen kendes let på den orange røde halsplet og de tynde og relativt lange ben. I yngletiden er rødhalsen ofte sky og forsigtig, og her opdager man den lettest, når den synger fra træ kronerne. Udenfor yngletiden ser man mere til den, når den livligt hopper rundt efter føde. 58 NatureEyes/Lars S. Madsen Johnny Laursen 59

Rødstjert Phoenicurus phoenicurus (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl (med. april-september). Rødstjerten er tilknyttet ældre, parkagtig løv- og blandskov. I 2013 ynglede der ca. fem par i området, bl.a. i den gamle ellemose ved Høbbet samt omkring Knagelbjerghytten i Knagelbjerg Skov. Hvordan kendes arten: Både hannen og hunnen har, som navnet antyder, en rødbrun hale. Hannen er meget karakteris tisk med orangerødt bryst, sort hage og kinder samt hvid pande. Hunnen er en mere anonym, brunlig fugl, som bedst kendes på sin rødbrune hale og relativt oprejste silhuet. Hannen ses i yngletiden ofte synge fra toppen af et træ. Ellers ses rødstjerten ofte, når den jage r insekter, hvor den fra en gren eller lignende gør et udfald mod jorden for så at forsvinde tilbage i skjul. Når den lander, kan man se dens typiske rysten med halen. Han og hun 60 Johnny Laursen 61

Sangdrossel Turdus philomelos (YT) Forekomst: Almindelig yngletrækfugl (pri. martsnovem ber). Sang drossel kan findes i stort set alle habitattyper i Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Sangdrossel er en lille drossel med brun overside og en mørkplettet, hvid underside. I flugten kan dens gulbrune undervinger ses. Man bliver oftest opmærksom på sangdroslen, når den sidder i toppe n af en høj gran og synger, hvilket den mest gør morgen og aften. Sangen er vidtlydende og består af gentagne lyde, som gentages to-fire gange, inden der synges nye toner. Man kan dog også jævnligt jage sangdroslen op fra skovbunden. Vindrossel Turdus iliacus (R) Forekomst i 2013: Rastende vindrosler blev ved enkelte lejligheder observeret i området i træktiden forår og efterår. Hvordan kendes arten: Vindrossel er en lille drossel med arts typiske rustrøde vingeundersider og flanker, samt en markant lang, hvid øjenbrynsstribe og tydelig, hvid skægstribe. Især den markante hovedtegning er synlig på lang afstand. 62 Eva Foss Henriksen Søren Kristoffersen 63

Misteldrossel Turdus viscivorus (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl (marts-oktober). Mistel drosselen ynglende med to par i Stensgård Skov i 2013. Hvordan kendes arten: Misteldroslen er vores største drossel og kendes bedst fra sangdrossel på størrelsen, de store, sorte pletter på den hvide underside og hvide halehjørner. Har en langsom og let bølgende flugt, hvor dens hvide vingeundersider kan ses. Misteldroslen er sky og tilbageholdende, og man ser således ikke meget til den på ynglepladsen. Tidligt på foråret kan man dog være heldig at høre dens sang, som minder om solsortens, men er mere monoton og ikke har solsortens kvidren mellem stroferne. Sjagger Turdus pilaris (R) Forekomst i 2013: En flok rastende sjaggere blev observeret i området ved en enkelt lejlighed i april, og overflyvende fugle sås enkelte gange i vintermånederne. Hvordan kendes arten: Sjaggeren er en stor, kraftig og langhalet drossel med gråt hoved og overgump, samt kraftigt plettet og orangefarvet bryst. I flugten er kombinationen af hvide vingeundersider og den grå overgump gode kendetegn. 64 Klaus Dichmann Jan Drachmann 65

Solsort Turdus merula (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som kan ses overalt i Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Solsorthannen kendes let på den sorte fjerdragt, gule næb og gul øjenring. Hunnen er mørkebrun med lys strube. Solsorten ses ofte hoppe rundt på de åbne græsarealer eller i skovbunden, hvor den roder op mellem bladene under fødesøgningen. Om foråret opdages den også ofte på dens melodiske sang, som tit synges frit fremme fra toppen af et træ. Han og hun 66 Øverst Jan Drachmann, nederst Søren Kristoffersen 67

Havesanger Sylvia borin (YT) Forekomst: Almindelig yngletrækfugl (ult. april-september), som fortrinsvis holder til i løvskov, parker og haver. Havesangeren blev under de månedlige punkttællinger registreret i ege- og bøgeskov samt i lysåbne habitater i tilknytning til brunvandede søer. Hvordan kendes arten: Havesangeren er en uanselig fugl uden markante kendetegn, men med et kort, tykt næb. Den brunlige, karakterløse fjerdragt er i sig selv havesangerens vigtigste kende tegn. Den færdes skjult inde mellem grenene i træer og buske, og opdages derfor ofte på sangen. Sangen er en jævn rislende strøm af toner, som minder om munkens sang, men den mangler denne arts afsluttende høje fløjtetoner. Havesangerens sang sammenlignes ofte med lyden af en rislende bæk. Tornsanger Sylvia communis (YT) Forekomst: Almindelig yngletrækfugl (ult. april-september). Yngler i det åbne landskab med buskadser og træffes derfor bl.a. på overdrev og i græsningsskove samt i agerlandet med krat omkring Høbbet. Hvordan kendes arten: Tornsangeren er en mellemstor og ret kraftig sanger, som har karakteristiske rødbrune kanter på de store vingedækfjer. Om foråret har hannen grå hætte, hvid strube og lys underside med rosafarvet bryst. Dette ses stort set ikke hos hunnen, som dog også har brunlig hætte. Tornsangeren synger ofte fra toppen af en busk, hvorfra den også ofte udfører sin korte, hoppen de sangflugt. Den fouragerer også mere frit fremme end mange andre sangere, så den er relativt let at få at se. 68 Eva Foss Henriksen NatureEyes/Christian A. Jensen 69

Munk Sylvia atricapilla (YT) Forekomst: Meget almindelig yngletrækfugl (med. apriloktober). I milde vintre kan få individer godt over vintre i Danmark. Munken træffes i løvskov med krat og ældre haver med buskadser, men kan også yngle i nåleskov med indslag af løvtræer. Munken blev derfor også set i alle de undersøgte habitattyper under de månedlige punkttællinger. Hvordan kendes arten: Munken kendes let på sin hætte, som er sort hos hannen og brun hos hunnen, mens resten af fjerdragten er grålig. I modsætning til munken, har den noget lignende sumpmejse større sort hætte og sort hage smæk, så munken er letgenkendelig i skoven. Munken færdes skjult inde mellem grenene i træer og buske og opdages normalt lettest på sangen. Starten af sangen kan minde om havesangerens sang, men afsluttes med en række høje klare fløjtetoner. Han og hun 70 Øverst NatureEyes/Jacob Damborg, nederst Kim Aaen 71

Kærsanger Acrocephalus palustris (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl (med. maj-september). Kærsangeren holder til i kraftig urtevegetation i fugtige områder, gerne nær søer og moser. I 2013 ynglede sandsynligvis et par ved Høbbet, hvor en syngende fugl blev hørt i en passende ynglebiotop for arten. Hvordan kendes arten: Kærsangeren er en typisk Acrocephalus sanger med flad pande og langt, slankt næb, som giver den et spidst hoved. Kærsangeren er en brunlig sanger, som næsten er identisk med en rørsanger, som dog ikke blev regi streret i Svanninge Bjerge i 2013. Kærsangeren kendes bedst på sin sang, som er meget melodisk og afvekslende med høje triller og et rigt repertoire af efterligninger af andre fuglestemmer. Sangen afbrydes hyppigt af det karakteristiske kald tsæ-bi, tsæ-bi. Udover at give sig til kende på stemmen, lever kærsangeren en meget skjult tilværelse. I starten af yngletiden kan den dog også ses synge frit fremme i toppen af en busk eller anden vegetation. Løvsanger Phylloscopus trochilus (YT) Forekomst: Meget almindelig yngletrækfugl (pri. aprilseptember). Løvsangeren yngler i alle skovtyper, der er så lysåbne, at der kan vokse urter og buske i skov bunden. Den kan således træffes over det meste af Svanninge Bjerge og er den almindeligste sanger i området. Hvordan kendes arten: Løvsangeren er en lille, spinkelt bygget grøn sanger, som meget ligner gransangeren. Løvsangeren har normalt lysebrune ben, mens gransangerens er mørke, men de to arter kendes lettest på deres sang. Løvsangeren synger en lille afsluttet strofe bestående af nogle bløde, klare, næsten vemodige toner, som aftager i hastighed og styrke hen mod slutningen. Løvsangeren bruger det meste af dagen på at fange insek ter i bladhanget på buske og træer. Den lever dog ikke helt så skjult som andre sangere, da den ofte viser sig frit fremme under fou rageringen. 72 Søren Kristoffersen NatureEyes/Kim Biledgaard 73

Gransanger Phylloscopus collybita (YT) Forekomst: Meget almindelig yngletrækfugl (ult. martspri. oktober). Gransangeren kan dog overvintre i milde vintre. Gransangeren blev registreret i alle habitattyper på nær ung bøg og kan således findes overalt i Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Gransangeren ligner meget løvsangeren, men kendes bedst fra denne art på sin karakteristiske sang, som består af to-tre toner, der gentages i tilfældig rækkefølge, som tjif-tjaf-tjaf-tjif-tjaf-tjif-tjif. Det er således lettest at opdage gransangeren på dens sang. Skovsanger Phylloscopus sibilatrix (YT) Forekomst: Almindelig yngletrækfugl (ult. april-pri. september). Skovsangeren yngler i ældre løvskov og træffes derfor lettest i de gamle bøge- og egeskove i Svanninge Bjerge. Der blev i 2013 kort lagt 11 territorier med syngende fugle, de fleste i den nordøstlige halvdel af Knagelbjerg Skov. Dette tyder på, at Svanninge Bjerge rummer en af de største bestande af skovsanger på Fyn. Hvordan kendes arten: Skovsangeren har samme størrelse og form som en løvsanger. Den kendes bedst på sin gulgrønne overside, den svovlgule brystfarve og renhvide bug. Derudover har skovsangeren en meget karakteristisk sang bestående af en række accelererende toner. Sangen sammenlignes ofte med en mønt, der snurres rundt på en glasplade og svirrer i stigende tempo mod pladen, når den falder til ro. Skovsangeren tilbringer det meste af tiden med at fouragere i træernes kroner, men har rede på jorden. Den kan være svær at få øje på højt oppe i trækronerne, men er den først lokaliseret på stemmen, kan den med lidt tålmodighed godt observeres. 74 Søren Kristoffersen Søren Kristoffersen 75

Fuglekonge Regulus regulus (YS) Forekomst: Meget almindelig ynglestandfugl. Fuglekongen yngler primært i nåleskov, men holder også til i blandskov med indslag af nåletræer. Hvordan kendes arten: Fuglekongen er Danmarks mindste fugl og kendes let på sin lille størrelse, den grønne overside og det lille, spinkle næb. Hannen har orange fjer i den ellers gule isse, mens hunnen har helt gul isse. Hannens orange issefjer kan dog være svære at se i felten. Udenfor yngletiden bevæger fuglekongerne sig ofte rundt i flok, gerne sammen med mejseflokke, mens de holder kontakt med hinanden ved hjælp af deres spinkle, fine kald, som i tonehøjde ligger nær den menneskelige høregrænse. Under fødesøgningen bevæger fuglekongen sig meget aktivt rundt, gerne i de yderste grene, og indimellem med hovedet nedad eller i svirreflugt på jagt efter insekter. Udenfor yngletiden er fuglekongen således let at få at se, mens man ser mindre til den i yngletiden, hvor den ofte opholder sig i de øvre dele af nåletræerne. Gærdesmutte Troglodytes troglodytes (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl som yngler i både nåle- og løvskov, markhegn, parker og haver, da den blot kræver tæt krat eller kvasbunker for at kunne bygge rede. Gærdesmutten kan således ses overalt i Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Gærdesmutten er en meget lille, brun og tværstribet fugl, som let kendes på sin korte, strittende hale. Den ses ofte flyve eller hoppe lavt rundt i vegetationen. Oftest bliver man opmærksom på gærdesmutten på grund af dens høje sang, som stort set kan høres året rundt. Sangen er meget kraftig og lang bestående af en række metalliske toner og triller, hvor man især bemærker en kraftigt betonet slagrække i noget lavere toneleje. 76 NatureEyes/Kim Aaen Søren Kristoffersen 77

Grå fluesnapper Muscicapa striata (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (pri. maj-ult. september), som foretrækker åben løvskov eller ældre haver som ynglelokalitet. Den grå fluesnapper blev i 2013 registreret i den gamle ellesump ved Høbbet, samt i både Stensgård Skov og Knagelbjerg, og ynglebestanden vurderes til omkring tre par. Arten kan dog være svær at registrere på grund af dens meget diskrete sang. Især i maj kan den grå fluesnapper opleves i Svannin ge Bjerge, når der på visse dage kan raste flere trækkende individer i området. Hvordan kendes arten: Den grå fluesnapper er en lille, grålig fugl uden særlige kendetegn. Det bedste kendetegn er dens adfærd kombineret med den lyse underside med svage længdestriber på brystet. Arten udviser typisk fluesnapperadfærd, hvor den fra en udsigtspost i et åbent område kaster sig ud efter et flyvende insekt eller står kortvarigt stille i luften på svirrende vinger for at fange insekter, hvorefter den sætter sig igen i en meget opret stilling. Lille fluesnapper Ficedula parva (R) Forekomst i 2013: En syngende gammel han holdt til i en ældre pyntegrøntbevoksning i Knagelbjerg Skov fra den 20. maj til den 5. juni. Hvordan kendes arten: Lille fluesnapper kendes bedst på sine haletegninger med tydelige, hvide felter på kanter ne. Oversiden er ensfarvet gråbrun, og den lyse øjenring er ofte meget tydelig. Gamle hanner har orange strube og gråt hoved. Den er, som de andre fluesnappere, urolig og rastløs, og bevæger sig konstant fra sted til sted. 78 Søren Kristoffersen Jacob Sterup 79

Broget fluesnapper Ficedula hypoleuca (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (med. april-ult. september). Broget fluesnapper foretrækker åben løvskov og gamle haver og parker med større løvtræer. I 2013 blev der regi streret to par i Knagelbjerg Skov i henholdsvis Tyttebær Lung og egeskoven ved Owaihi. Ligesom med den grå fluesnapper kan der på nogle majdage raste flere trækkende broget fluesnappere i området, når de er på vej videre nordpå. Hvordan kendes arten: Hannen er meget karakteristisk med sin sort-hvide fjerdragt. Hunnen er en brun udgave af hannen, dog uden hvid pande og med mindre hvidt på vingerne. Broget fluesnapper opdages ofte når den, ligesom den grå fluesnapper, aktivt fanger insekter fra en egnet udkigspost. Som de andre fluesnappere er broge t fluesnapper en rastløs fugl, der konstant er i bevægel se og jævnligt knikser med vinger og hale. Man kan ofte finde den i solbeskinnede skovkanter med mange insekter. Han og hun 80 Øverst Johnny Laursen, nederst NatureEyes/Kim Aaen 81

Musvit Parus major (YS) Forekomst: Meget almindelig ynglestandfugl, som kan ses i alle naturtyperne i Svanninge Bjerge året rundt. Hvordan kendes arten: Musvitten er vores største mejse og kendes let på sin gule underside med sort midterstribe. Hannen har en kraftigere, gul underside med en bredere, sort midterstribe end hunnen. Man opdager ofte musvitten, når den alene eller i blandede mejs e flokke aktivt søger føde i vegetationen, eller når man bliver opmærksom på syngende hanner, som allerede kan starte med at synge sidst i januar. Sortmejse Periparus ater (YS) Forekomst: Meget almindelig ynglestandfugl, som yngler i nåle skov. Sortmejsen ses dog også i andre af naturtyperne i Svanninge Bjerge, såsom overdrev og ege- og bøgeskov, hvor den bl.a. kan ses søge føde. Hvordan kendes arten: Sortmejsen er en lille mejse, som bedst kendes på det sorte hoved med hvide kinder og en karakteristisk, hvid nakkeplet. Sortmejsen opholder sig ofte højt oppe i nåletræernes kroner, hvor den tager granfrø, insekter og edderkopper. Den ses ofte hænge i det yderste af en grangren under fødesøgningen. Han 82 NatureEyes/Kim Aaen NatureEyes/Lars S. Madsen 83

Blåmejse Cyanistes caeruleus (YS) Forekomst: Meget almindelig ynglestandfugl, som især yngler i løv- eller blandskov, men blåmejsen kan mødes i de fleste naturtyper under dens jagt efter føde. Hvordan kendes arten: Den blå kalot, gule underside og de blålige vinger er karakteristiske for blåmejsen. Hunnen er lidt mattere i farverne end hannen, men ellers er de to køn ens. Blåmejsen kan ses overalt i Svanninge Bjerge, hvor den ofte ses, når den aktivt søger føde i vege tationen eller høres syngende i yngletiden. Topmejse Lophophanes cristatus (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som normalt yngler i granskov. Topmejsen kan dog også mødes i løvog blandskov samt lysåbne habitater under dens fødesøgning. Hvordan kendes arten: Topmejsen kendes let på sit sorthvide hoved med den karakteristiske, trekantede top. Man oplever lettest arten ved at opsøge den ude i granskoven, hvor den lever året rundt. Her bliver man ofte opmærksom på topmejsen på grund af dens karakteristiske, trillende kald. Kan også ofte ses søge føde på jorden eller i vegetationens lave grene. 84 NatureEyes/Kim Aaen NatureEyes/Lars S. Madsen 85

Sumpmejse Poecile palustris (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som yngler i løvskov. Sumpmejsen kan findes i fugtig skov, men er ikke nødvendigvis tilknyttet denne habitattype, som navnet ellers antyder. Sumpmejsen er den mest fåtallige af de mejser, der optræder i området. Hvordan kendes arten: Sumpmejsen er en lille, grå mejse med sort hætte og sort hagesmæk. Den kan være svær at skelne fra den lidt større fyrremejse, som den lettest kendes fra på stemmen, men fyrremejsen er ikke truffet i Svanninge Bjerge. Sumpmejsen er livlig og i evig bevægel se rundt i træernes grene i sin jagt på insekter og andre egnede fødeemner. Om vinteren kan den hamstre føde, som den gemmer i træer og buske (se i publikationen Ornitologisk artsdiversitet i Svanninge Bjerge). Halemejse Aegithalos caudatus (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som yngler i løvog blandskov med rig undervegetation og gerne i fugtige skovpartier med indslag af døde træer. Hvordan kendes arten: Halemejsen kendes let på sin lille størrelse, den runde kropsform og den meget lange hale. I Danmark findes både en sydlig variant med sort bånd over øjet (afbildet) og en nordlig med helt hvidt hoved. Udenfor yngle tiden optræder halemejsen ofte i flok, og her kan man se individerne bevæge sig ustandselig rundt i træerne. Når de flyver fra træ til træ, sker det typisk én efter én under livlig kalden. I yngle tiden lever hale mejsen mere skjult. 86 NatureEyes/Jacob Damborg NatureEyes/Lars S. Madsen 87

Spætmejse Sitta europaea (YS) Forekomst: Fåtallig til almindelig ynglestandfugl. Spætmejsen er tilknyttet bland- og løvskov med indslag af ældre træer. I Svanninge Bjerge forekommer arten især i den nordlige og østlige del af skovområdet, og bestanden er på 10-15 par. Hvordan kendes arten: Spætmejsen kendes på den blågrå overside, hvid til orange underside og den tydelige, sorte øjenstribe. Kønnene er næsten ens, men hannen har kraftigere orange flanke. Spætmejsen er en livlig, korthalet og træklatrende fugl, som ofte bevæger sig i ryk, når den klatrer rundt. Det er den eneste danske fugle art, som kan klatre med hovedet nedad. Spætmejsen er hulruger og tilpasser ofte indgangshullets størrelse med ler. Korttået træløber Certhia brachydactyla (YS) Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl. Yngler i skove og parker og foretrækker ældre, åben løvskov med gamle træer. Er mere en løvskovsfugl end almindelig træløber. Der blev i 2013 registreret syngende korttået træløber fire steder i området, blandt andet i ellemosen ved Høbbet og i egeskoven ved Owaihi i Knagelbjerg Skov. Hvordan kendes arten: Korttået træløber har mere grålig underside end træløberen, hvilket kan give en kontrast til den hvidere strube, og så har den lidt længere næb og svagere, hvidt øjenbryn. De to træløberarter kendes bedst på deres sang. Korttået træløber har en noget kraftigere, skarpere klang og er kortere (ca. et til halvandet sekunder) end den almindelige træløbers sang, og den mangler desuden dennes fine, høje toner. Kan gen gives som sit-sit-sittere-uitt, men den kan let overhøres i et kor af fuglestemmer, da sangen er så kort. Korttået træløber benytter samme karakteristiske fødesøgnings adfærd som den almindelige træløber. 88 Jan Drachmann Søren Kristoffersen 89

Træløber Certhia familiaris (YS) Forekomst: Fåtallig til almindelig ynglestandfugl. Træffes typisk i ældre løvskov, men kan også forekomme i både blandskov og ældre, ret åben nåleskov. Træløber yngler spredt i området med anslået 10-15 par og er dermed den almindeligste af de to træløberarter. Hvordan kendes arten: Træløberen kendes lettest fra korttået træløber på stemmen, men kan være svær at kende på udseendet alene. Den almindelige træløber har lidt kortere næb, hvidere underside og bredere, hvidt øjenbryn end korttået træløber. Træløberens sang er en svag, to-tre sekunder lang højtliggende sang (næsten som fuglekonge), og temaet består ofte af to identiske halvdele. Træløberen har en karakteristisk føde søg ningsadfærd, når den søger efter insekter på træernes stammer. Den starter ofte nederst på stammen og bevæger sig opad i små ryk, mens den afsøger alle sider af stammen. Når et træ er afsøgt, flyver den videre til næste træ og starter forfra. 90 NatureEyes/Kim Aaen 91

Rødrygget tornskade Lanius collurio (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl (pri. maj-pri. september). Yngler i tørre, lune, åbne områder med mange insekter, såsom overdrev, skovbryn og -lysninger, og helst i forbindelse med tornet krat. Der blev registreret tre-fire ynglepar i 2013; et par i en ryddet remise ved Høbbet og to-tre par i Stensgård Skov. Hvordan kendes arten: Hannen af rødrygget tornskade er let at kende med sin grå isse og nakke, sort ansigtsmaske, rosa bryst og rødbrun ryg. Hunnen er en mere brunlig fugl, som lettest kendes på sin vatrede underside, brune ansigtsmaske og rødbrune ryg. Fuglene er lette at se, når de sidder i opret stilling i toppen af en busk og spejder efter insekter og andet bytte. Forstyrres en rødrygget tornskade, vipper den ofte med halen eller svinger den fra side til side, inden den flyver lavt hen over jorden til en anden busk. Han og hun 92 Søren Kristoffersen 93

Stor tornskade Lanius excubitor (R) Forekomst i 2013: En overvintrende stor tornskade holdt til nord øst for Lerbjerg i det første halvår. Hvordan kendes arten: En større og kraftigere torn skade end rødrygget tornskade, og den kendes let på sin gråhvide fjerdragt, sorte ansigtsmaske og lange hale. Som rødrygget tornskade er den store tornskade ofte let at observere, hvis den er i området, da den typisk sidder frit fremme i træer og buske på udkig efter bytte. Skovskade Garrulus glandarius (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som yngler i de fleste skov typer, og kan således ses overalt i området. Hvordan kendes arten: Skovskadens karakteristiske, rødbrune fjerdragt, mørkstribede isse, hvide overgump og lysende blå vingedækfjer gør, at den ikke kan for veksles med andre arter. Skovskaden er relativt sky, og ofte hører man blot dens kraftige og hæse kald kræææh, inden den flygter. Den er meget glad for agern, og kan om efteråret ses flyve i fast rutefart til og fra egebevoksningerne for at samle agern, som den gemmer i skovbunden til senere brug. 94 Klaus Dichmann Søren Kristoffersen 95

Allike Corvus monedula (YS) Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl, som yngler i løvskov med egnede, hule redetræer. Den kan også yngle i hulheder i forbindelse med bebyggelse (f.eks. skorstene). I 2013 blev der registreret ét ynglepar ved Sandbjerggård. Hvordan kendes arten: Alliken er den mindste af de sorte kragefugle. Tæt på kan man se, at fjerdragten er mørkegrå med lysere grå nakke og halssider. I skoven er alliken for det meste en sky fugl, mens den er mere tillidsfuld, der hvor den yngler nær menneskelig bebyggelse. Alliken søger ofte føde i flok på marker og gerne sammen med andre kragefugle. I vinterhalvåret overnatter allikerne i store flokke på bestemte steder, hvilket også ofte foregår sammen med råger og krager. Råge Corvus frugilegus (OF) Forekomst i 2013: Råger sås hyppigt over området på fourage ringstræk til og fra ynglekolonierne. I vintermånederne er der en større overnatningsplads i Svanninge Bakker. Hvordan kendes arten: Rågen har glinsende, metallisk, sort fjerdragt, og de voksne råger kendes let på det store, nøgne, hvide parti ved næbbets basis. I flugten kendes den lettest fra ravn på sin mindre størrelse, og at den ikke har kileformet hale som ravnen. I Svanninge Bjerge er rågen let at kende fra krage, da der her kun findes gråkrage, som har grå krop. 96 Søren Kristoffersen Søren Kristoffersen 97

Krage Corvus cornix (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som yngler i åben skov, hvor den kan bygge rede i både løvtræer og nåletræer. Kragen er også meget almindelig i det åbne, dyrkede land, hvor der er egnede redetræer i nærheden. Hvordan kendes arten: I Danmark findes kragen i to under arter, grå- og sortkrage. I Svanninge Bjerge er det kun gråkragen, der optræder, og den kendes let på den tofarvede fjerdragt med grå krop og sorte vinger, hale, hoved og hagesmæk. Gråkragen ses let, når den går rundt på marker og enge for at søge føde, og i vinterhalvåret sker dette ofte i større flokke. På denne årstid overnatter kragerne også ofte i større flokke sammen med andre kragefuglearter. Ravn Corvus corax (YS) Forekomst: Sjælden ynglestandfugl, som ynglede med ét par i Knagelbjerg Skov i 2013. Hvordan kendes arten: Ravnen er Europas største spurve fugl, og den kendes bedst på størrelsen, en helt sort og glinsende fjerdragt, et meget kraftigt næb og en kileformet hale. Ravnen er en relativt sky fugl, som kan ses flyve i stor højde med rolige, dybe vingeslag eller kredse som et sort kors på plane vinger. Man bliver ofte opmærksom på ravnen på grund af dens stemme, som er et dybt og kraftigt krooap, krooap, der kan høres vidt omkring. 98 Søren Kristoffersen Søren Kristoffersen 99

Stær Sturnus vulgaris (YT) Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl (februar-med. novem ber), som yngler i agerland, haver og løvskove, hvor der er hule træer eller redekasser til dens rede. Kan overvintre i landet i milde vintre. Ynglede med ca. fem par i området i 2013. Hvordan kendes arten: Stæren har en sort, metalglinsende fjerdragt med lyse pletter, og gult næb. Hannen har blågrå basis på undernæbbet, mens hunnens har gullig næbbasis. Stæren ses hyppigt i de områder hvor den yngler i redekasser, mens den kan være svær at se, når den yngler i naturlige hulheder i skoven. Udenfor yngletiden samles stærene i store flokke for at søge føde sammen på især marker. Skovspurv Passer montanus (R) Forekomst i 2013: Skovspurv blev set en enkelt gang i august ved bebyggelsen omkring det gamle teglværk i Knagelbjerg Skov. Hvordan kendes arten: Skovspurven kendes let på sin rødbrune isse, og den hvide kind med en stor, sort plet. Den har også en næsten komplet, hvid halsring, som kun brydes lidt i nakken. 100 Jan Drachmann NatureEyes/Kim Aaen 101

Bogfinke Fringilla coelebs (YS) Forekomst: Meget almindelig ynglestandfugl, som yngler i al slags skov, samt parker og haver. Bogfinken kan således ses overalt i Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Hos bogfinken er hannen og hunne n forskellige, og kønnene kendes let på de karakteristiske, dobbelte, hvide vingebånd, hvide halesider og den grågrønne overgump. Bogfinken søger ofte føde på jorden, hvor den kan være svær at se på grund af dens farvetegninger. Man får derfor ofte øje på bogfinken, når den flyver op fra jorden og lander i et nærtstående træ. Han og hun 102 NatureEyes 103

Kvækerfinke Fringilla montifringilla (R) Forekomst i 2013: Kvækerfinken observeres hyppigt i Svanninge Bjerge udenfor yngletiden. Hvordan kendes arten: Kvækerfinken ligner bogfinken i størrelse, form og adfærd. Den kendes dog let på sin hvide overgump, som er meget tydelig, når kvækerfinken letter. I Danmark ses kvækerfinken hyppigst i vinter dragt, hvor hannen har sort hoved og ryg med brede, grå fjerbræmmer, mens hunnen er mere diskret farvet. Det orangefarvede bryst og den hvide overgump er dog et sikkert kendetegn for begge køn året rundt. Gråsisken Carduelis flammea (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som er meget alsi dig i sit valg af ynglehabitat og findes i bl.a. nåle-, bland-, birke- og pileskov, samt tilgroede moser. Der er således gode chancer for at se gråsisken mange steder i Svanninge Bjerge. Hvordan kendes arten: Gråsisken er en lille, mørkstribet finke med gulligt næb, lille, sort hagesmæk og rød isse. Hannen kan have rødt bryst, men ellers kan de to køn være svære at skelne i naturen. I yngletiden er gråsiskener ret diskrete, så de ses lettest udenfor yngletiden, hvor de samles i kompakte flokke. Typisk opsøger de her elle- og birketræer, hvor de hænger i de yderste grene for at samle frø. Han 104 NatureEyes/Jacob Damborg Søren Kristoffersen 105

Stillits Carduelis carduelis (R) Forekomst i 2013: Rastende stillits er set ved enkelte lejlig heder i de åbne områder omkring Lerbjerg. Kan poten tielt have ynglet med få par indenfor undersøgelsesområdet i 2013. Hvordan kendes arten: Førstehåndsindtrykket af stillits er en lille, farvestrålende fugl, som let kendes på sit røde, sorte og hvide hoved samt stærkt kontrastrige sort gule vinger. Grønirisk Carduelis chloris (YS) Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl. Grønirisk er en udpræ get have- og parkfugl, der kun yngler fåtalligt i blandskov og yderst sjældent i ren nåle- eller løvskov. I skoven yngler den typisk i skovbryn eller lysninger. I Svanninge Bjerge blev der registreret et enkelt par i Stensgård Skov i 2013. Hvordan kendes arten: Grønirisk er en stor, grøn finke med stort hoved og næb, som har karakteristiske gule kanter på hånd svingfjerene og gule felter i halen. Hunnen er mattere i farverne og har mindre gult på vinger og hale. Tidligt forår til langt hen på sommeren kan man høre hannen synge sin hæse strofe fra toppen af et træ. Indimellem letter han og flyver syngende rundt over territo riet med langsomme sommerfugleagtige vingeslag. Ellers ses grønirisken lettest, når den søger efter frø i mindre flokke på marker og lignende. 106 Søren Kristoffersen Jan Drachmann 107

Grønsisken Carduelis spinus (R) Forekomst i 2013: Grønsisken observeres regelmæssigt i Svanninge Bjerge året rundt, dog kun fåtalligt i sommermånederne. Grønsisken er ret diskret i yngletiden og har typisk sin rede højt oppe i en gran, og den kan derfor potentielt være overset som ynglefugl i 2013. Hvordan kendes arten: Grønsisken er en lille, grønlig finke med kort hale og relativt langt, spidst næb. Bedste kendetegn er de gule vingebånd, gule halesider og gul overgump samt de stribede flanker. Hannen har sort hætte og hageplet, mens hunnen er mere uanselig med stribet grågrøn fjerdragt. Ses ofte opsøge elle- og birketræer, hvor de hænger i de yderste grene for at samle frø. 108 Øverst Søren Kristoffersen, nederst NatureEyes 109

Dompap Pyrrhula pyrrhula (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl. Dompap kan yngle i både nåle- og løvskov, men foretrækker frodig blandskov, gerne nær fugtige områder. Hvordan kendes arten: Dompappen er en stor finke, med stort hoved og kraftigt, sort, kort næb. Begge køn har markant, sort kalot. Hannen har kraftig rød underside, mens hunnens er gråbrun. I flugten ses den artstypiske hvide overgump. Man ser mest til dompap i vinter halvåret, hvor de flyver rundt i småflokke på jagt efter føde. I yngletiden er den derimod mere diskret. 110 Øverst NatureEyes, nederst Søren Kristoffersen 111

Kernebider Coccothraustes coccothraustes (YS) Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl, der især yngler i ældre løvskov, men kan også yngle i blandskov. Det blev vurderet, at der ynglede omkring tre-fem par i Svanninge Bjerge i 2013. Hvordan kendes arten: Kernebider er en meget stor fink e, med meget kraftigt næb, stort hoved, kraftig hals og kort hale. Kønnene er ret ens, men hunnen er mere bleg i farverne. Kernebideren lever diskret i yngletiden. Den har ingen markant sang, opholder sig mest i trækronerne og er ret sky. Man bliver normalt opmærksom på den gennem dens skarpe, korte kald, når den bevæger sig gennem trækronerne eller kommer flyvende. Lille korsnæb Loxia curvirostra (R) Forekomst i 2013: Lille korsnæb er en invasionsfugl, og forekomsten fluktuerer kraftigt. Der var invasion af arten fra sommeren 2013, og der blev observeret pæne tal i Svanninge Bjerge fra juli og året ud. Lille korsnæb blev ikke set i første halvår. Arten kan be gynde at yngle allerede i december og har sin rede godt skjult højt oppe i nåletræerne. Det kan derfor ikke udelukkes, at lille korsnæb kan have ynglet i 2013. Hvordan kendes arten: Lille korsnæb er en kraftig, korthalet finke med stort hoved og et karakteris tisk, buet næb med krydsede spidser. Hannen er teglrød med brunlige vinger, mens hunnen er grågrøn med svage striber. Han og hun 112 NatureEyes/Jakob Damborg Johnny Laursen Søren Kristoffersen 113

Gulspurv Emberiza citrinella (YS) Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som yngler i agerland, skov bryn, lysninger og andre åbne områder i skoven. Hvordan kendes arten: Gulspurven er en langhalet værling med rødbrun overgump, som tydeligt ses i flugten. Hannen har tydeligt gult hoved og underside, mens hunnen er mere diffust tegnet med mindre gult i fjerdragten. Forår og sommer ser man typisk gulspurvehannen, når han sidder frit fremme og synger, mens hunnen oftere ses på jorden. Udenfor yngletiden lever gulspurvene i flok og ses ofte søge føde på især marker. 114 Søren Kristoffersen 115

FUGLERegister Allike 96 Blishøne 35 Blå kærhøg 26 Blåmejse 84 Bogfinke 102 Bramgås 13 Broget fluesnapper 80 Bysvale 54 Digesvale 53 Dompap 110 Duehøg 31 Engpiber 55 Fasan 18 Fiskehejre 23 Fiskeørn 25 Fuglekonge 76 Gransanger 74 Gravand 14 Grønbenet rørhøne 34 Grønirisk 107 Grønsisken 108 Grønspætte 50 Grå fluesnapper 78 Gråand 15 Grågås 12 Gråsisken 105 Gråstrubet lappedykker 21 Gulspurv 114 Gærdesmutte 77 Gøg 46 Halemejse 87 Havesanger 68 Havørn 24 Hvepsevåge 29 Hvid vipstjert 57 Hvidklire 38 Hættemåge 40 Jernspurv 58 Kernebider 112 Knopsvane 10 Korttået træløber 89 Krage 98 Krikand 16 Kvækerfinke 104 Kærsanger 72 Landsvale 52 Lille fluesnapper 79 Lille korsnæb 113 Lille lappedykker 20 Løvsanger 73 Misteldrossel 64 Munk 70 Mursejler 47 Musvit 82 Musvåge 28 Natugle 44 Ravn 99 Ringdue 43 Rød glente 27 Rødhals 59 Rødrygget tornskade 92 Rødstjert 60 Råge 97 Sangdrossel 62 Sanglærke 51 Sangsvane 11 Sjagger 65 Skarv 22 Skovpiber 56 Skovsanger 75 Skovskade 95 Skovsneppe 39 Skovspurv 101 Solsort 66 Sortmejse 83 Spurvehøg 30 Spætmejse 88 Stillits 106 Stor flagspætte 48 Stor tornskade 94 Stormmåge 41 Stær 100 Sumpmejse 86 Sølvmåge 42 Topmejse 85 Tornsanger 69 Trane 36 Troldand 17 Træløber 90 Tårnfalk 32 Vindrossel 63 116 117

kort over svanninge bjerge Odense Rislebæk SOLLERUP SKOV Helvedes Hule N Odensevej Brillesøerne Peter Nielsens Sø Pouls Tørvelung Owaihi Troldekær Lergrav Brænde Lung Teglværk Knagelbjerg Nyborg SVANNINGE BAKKER Kamelbakkerne Knagelbjerg Studekær Ærtedalen Kildemose Lerbjerg Nyborgvej Røjle Maen HØBBET Åkande Sø Sandbjerggård Jagtsø Sandbjerg Højmose Rallebæk Faaborg Hesbjerg 0 m 300 De fem bedste fuglelokaliteter i Svanninge Bjerge finder man ved: Ellesump ved Høbbet, Egeskov ved Owaihi, Brænde Lung, Egeskov i Stensgårdskov og Lerbjerg. 118