Familien under pres: Analytiske tips til hver af de 23 tv-reklamer

Familien under pres: Analytiske tips til hver af de 23 tv-reklamer Taffel chips: Tv-quizzer har været en del af weekendunderholdningen siden fjernsynets barndom, og reklamen spiller på, at et quizspørgsmål om Taffel chips kunne have været på dagsordenen siden 1959, da produktionen af Taffel chips begyndte. De 4 quiz-episoder skal forestille at være fra henholdsvis 1960 erne, 1970 erne, 1980 erne og 1990 erne, som også var Taffel chips levetid. I 1993 blev navnet ændret til Estrella, da Kraft Foods overtog produktionen fra De Danske Spritfabrikker, men Estrella slog aldrig igennem i Danmark, og nu relanceres Taffel chips altså med en tv-reklame, der gennem konnotationer kæder Taffel chips sammen med en tid, da verden endnu ikke var af lave. En tid, da tv var dansk (DR s statsmonopol og siden 1988 TV2) og tv-quizzerne var et fælles forankringspunkt for danskernes familiehygge. Reklamen ser altså sentimentaliserende bagud, men det sker samtidig med et mildt ironisk blik, der vil kunne appellere til et yngre publikum for hvem den gyldne tid bare er historie. De 4 quiz-episoder er således typiske for deres årti, men også karikerede i både sprogbrug, tøjstil, frisurer, kropssprog, farvevalg, studiets interiør, belysning, lydeffekter osv. som når 1970 er-værten med provinsiel og endnu ikke globaliseret engelsk udtale kalder produktet for [kartoffel ships] og der bag den speedsnakkende Kim Schumacher-vært fra 1980 erne diskret er placeret en mørklødet herre, der minder os om det multikulturelles indtog i Danmark i den periode. Eller læg mærke til den knasende lyd på 1960 er-episoden, der minder om en rigtig gammel film, eller hvordan alt er badet i brunt i 1970 er-episoden osv. osv. Philadelphia: De væsentligste pointer i denne tv-reklame er dels, hvorledes den smukke unge mor godt nok forskrækket opdager, at klokken er fem minutter i otte og arbejdet kalder, men alligevel vælger at skulke lidt og tage sig tid til sig selv og endnu et stykke brød med Philadelphia, og dels samspillet mellem den sungne tekst og billederne. Et kvindeband synger opfordrende om, hvorledes man bør sprede kærlighed, glæde osv., spread a little love today, spread a little love my way, spread a little something to remember, spread a little joy osv. Pointen er, at man samtidig ser Philadelphia blive smurt ud på en skive brød, og morens, drengens og farens glade ansigter. At smøre et stykke brød hedder på engelsk fx to spread butter on a slice of bread, så budskabet om at spread love, joy osv. knyttes altså direkte til

det at spread Philadelphia på et stykke brød. Det siger sig selv, at associationsforbindelsen virker bedst i forhold til en engelsk/amerikansk målgruppe, og reklamen er da også lavet til en sådan, men vises altså også i bl.a. Danmark. Brugen af reklamer, der vises i mange lande og med engelsk tale, er udbredt, men det sker også, at den slags reklamer dubbes med stemmer på det nationale sprog. I Danmark kender vi det fx fra Cillit Bang reklamerne, hvor man tydeligt kan se, at mundbevægelserne ikke passer med den danske tale. I Philadelphia-reklamen bruges der ud over den engelske sang også kvindelig dansk speak for at appellere til reklamens primære målgruppe Flügger: De første billeder af familiebilen (en Volvo caravan) i store granskove giver konnotationer til Sverige, hvor adskillige danskere jo har en ødegård eller et sommerhus. Ledsagemusikken er åndeagtig, spirituel, eftertænksom og ophøjet, og det passer fint med, at denne typiske kernefamilie umiddelbart overraskende ikke er optaget af et fælles projekt (snak om indkøb, badning el. lign.). De er derimod hver for sig drømmende optaget af sommerhuset og omgivelserne, der venter, og de styrter ud af bilen i hver sin retning, da de ankommer: Moren er betaget af træerne og sollysets spil gennem træhusets vinduer; den lille datter af noget træværk, hun kan hænge i armene i; den lille dreng af sit hjemmelavede træfly og faren af træhusets generelle tilstand. Træ er en fællesnævner i deres interesser, og natur (træerne og sollyset) og kultur (sommerhuset af træ, træflyet, halskæden af knogler osv.) eksisterer i smuk harmoni uden modsætninger. Der antydes ikke nogen konflikt i familielivet, men lige nu er de hver for sig fordybet i personlige minder fra sidste besøg, og man kan næsten fornemme duften af solvarmt træ, mens de oplever en stille glæde ved gensynet med de mange detaljer, som er bevaret og vækker erindringer. Filmisk vises dette specielt med de mange nærbilleder af deres ansigter og øjne, der ikke ser ud på os, men dvæler ved noget uden for rammen. En undtagelse er den lille pige, der i et nærbillede stirrer indtrængende på os, men alligevel indadvendt. Hun forsøger ikke smilende at appellere til os eller at sælge os noget, men virker snarere som om hun semi-religiøst repræsenterer en eller anden form for autentisk værdi. Netop i dette øjeblik kommer der et ophold i ledsagemusikken, og en høj lidt skinger violintone (?) bryder ind nogle sekunder og hæver det spirituelle niveau endnu en tak, mens vi nu ser morens opadvendte profil badet i sollys. Og hvad skyldes denne næsten naturromantiske oplevelse af enhed mellem ånd og natur? Den skyldes Flügger, som bevarer det, du holder af

(træværk, erindringer, familiebånd, oplevelsen af samhørighed med naturen osv.). Det hele bliver noget mere jordnært, da reklamen slutter med en mandlig speak, der med en lidt slibrig stemme informerer os om, at vi netop nu kan få 20% rabat på produktet Merci: Der startes med en rammefortælling, hvor den modne hustru sidder og tænker tilbage på sit parforhold via fotos, mens hendes mand ser kærligt på fra sit skjul. Hun genoplever i sine tanker, hvordan deres forhold har udviklet sig gennem årene, og der trækkes i den sammenhæng på en række kulturhistorisk tidstypiske træk, som vil være lette at afkode for den midaldrende middelklasse i det meste af Europa. Det starter med, hvordan parret mødes og udveksler skjulte og sigende blikke som 15-16-årige en vinterdag måske sidst i 1960 erne, da hun egentlig allerede er sammen med en lidt ældre kæreste. Der fortsættes med, at de i 1970 erne på en sommerdag fuld af fri kærlighed er lykkelige hippier ude i naturen. Dernæst er de omkring 1980 punkere/bz ere i storbyen og har et skænderi, hvorunder hun smider hans palæstinensertørklæde og andre ting ud af vinduet. Derpå viser hun sig cirka midt i 1980 erne pludselig frem for hans beundrende blik i sin graviditetskjole. I 1990 erne ser vi hende som business woman sammen med den ca. 10-årige datter og ca. 5-årige søn, da de op til jul og overstadigt lykkelige er i lufthavnen for at hente familiefaren, der måske har været på forretningsrejse. I den følgende scene tager han et foto i husets have af storfamilien en sommerdag omkring år 2000, hvor hun holder om den ca. 13-årige søn og den ca. 18-årige datter, der meget ligner sin mor som ung, mens moren blinker skælmsk til sin ægtefælle bag kameraet. Tilbage i rammefortællingens nutid træder han nu frem bag hende og erklærer sin trofaste kærlighed til hende med en pakke Merci. De omfavner hinanden, men kysser ikke lidenskabeligt, og det er måske fordi, erotisk passion ville lede vores opmærksomhed bort fra den pakke Merci, der i konteksten skal symbolisere bestandig kærlighed og trofasthed, men ikke erotik. Sangen og billederne går hånd i hånd: Du er det nye rim i min poesi = vi ser hende skifte kæreste med et besnærende blik; du er min rejse gennem tid og sted = vi ser dem nu til hippiefestival; du er stormen, der hvirvler i mit liv = hun smider hans ting hvirvlende ud af vinduet ned på gaden; merci fordi du er til = graviditet og julehjemkomst som eksistentielle højdepunkter; du er det smukke øjeblik, der vil bestå = han fotograferer som et minde det øjeblik, hvor hun og teenagedatteren

smiler til kameraet, og hun så at sige viser sig som evig ved at gå igen som ung i datterens ansigt; merci fordi du er til = nu erstatter produktet deres fælles højdepunktsoplevelser som metafor for deres sølvbryllupskærlighed. Det er en mand, der synger og udtrykker ægtemandens følelser, i det produktets navn diskret flettes ind i teksten. Der er tale om en klassisk dannelsesfortælling, hvor parforholdet udvikles til en kernefamilie over lang tid gennem konflikter (men dog ikke sorg, hvilket måske ville vække for negative følelser i en reklame?). Der flirtes med hippielivsstil, bz-livsstil osv., men der er kun tale om overfladiske stadier på livets vej hen mod etableringen af den konsumerende kernefamilie Nordea: Denne tv-reklame gør ligesom den foregående brug af en rammefortælling. En gravid kvinde forestiller sig, hvordan hendes og mandens fremtid som forældre vil blive i det moderne og rummelige hus, de er ude at se på. Hendes tanker udtrykkes af den kvindelige speak, der taler om et du, og som belærende fortæller om, hvorledes de økonomiske realiteter sætter rammerne for familielivets udfoldelsesmuligheder. Kvinden falder i staver, mens hun fra et værelse kigger ud i haven, og hun forestiller sig deres første charterferie med den kommende baby ved havet. Mens bølgesprøjt går over i regnvejrsplask, forestiller hun sig, at hun sætter sig ind i deres fremtidige bil ved supermarkedet, hvor manden sidder bag rattet og den nu 3-4-årige søn venter på bagsædet. Speakeren har allerede snusfornuftigt fortalt, at økonomien sætter rammerne for størrelsen af den kommende bolig og de kommende ferier, men da speakeren siger det samme om den fremtidige bil, forvandles bilen pludselig fra en gammel VW Golf til en splinterny Volvo XC 90, så man får syn for sagn. Den gravide kvinde forestiller sig videre, at hun og manden er ved at genindrette det værelse i huset, de netop nu står i, da en fodbold smadrer glasset i vinduet ud til haven. Da hun kigger ud i haven, forestiller hun sig, at det er den nu 5-6-årige søn, der sammen med legekammeraterne har spillet bold i haven og uheldigt har skudt bolden gennem ruden. Synsvinklen for dette fremtidsbillede falder fysisk sammen med det sted, hvor den gravide kvinde netop nu (i rammen om fortællingen) står sammen med sin mand i det tomme værelse, og hun vågner op af sine dagdrømme om fremtiden. Speakeren kommenterer uheldet med bolden ved at påpege, at man skal sørge for at levne plads til den uforudsete udgift i sin økonomi og anbefaler en personlig bankrådgiver hos Nordea. Reklamens billeder ledsages af musik, som rytmisk følger de følelser, som billederne fremkalder i den

gravide kvinde/os: Til at begynde med er der kun lidt langsom guitarklang og et par klavertoner, men da hun begynder at dagdrømme om fremtidens ferier, tilføjes der på lydsiden en rask banjoklang. Da bilerne kommer på banen tilføjes yderligere en trommerytme og klap, og da fodbolden ryger gennem vinduet tilføjes endnu en banjorytme i et højere toneleje. Da den gravide kvinde opgiver sit dagdrømmeri og ser eftertænksom og økonomisk bevidst ud, fader de øvrige instrumenter ud, og der er kun den langsomme guitar tilbage, som ender i en lille sløjfe, da Nordeas logo kommer på. Det fremgår af kvindens dagdrømmeri, at hun opfatter sig selv som den, der har bukserne på og styr på det praktiske i parforholdet, for her spiller manden nemlig kun en mindre rolle: Han er en bebrillet funktionærtype med fuldskæg, og som et lidt komisk element er han i hvert fald ikke en handyman, for han er ikke meget værd med en boremaskine. Måske sønnens uheld med bolden skal bekræfte, at han er sin fars søn? Målgruppen synes i hvert fald primært at være kvinder, der kan identificere sig med kvinden i reklamen Home: Anders W. Berthelsen (AWB) fortæller om problemerne med at sælge bolig og gør det med den autoritet, han som skuespiller har opnået ved at slå sit navn fast som en rar, pålidelig og hverdagsagtig, men lun mandetype. I reklamen kommer det til udtryk ved, at AWB s påklædning er ren, men upåfaldende, casual og lidt sjusket som hos en af middelklassens gennemsnitlige familiefædre. Reklamen gør brug af flere forskellige kamerateknikker (zoom, travelling osv.), som sammen med de elegante sceneskift og AWB s kontinuerlige bevægelser og speak til kameraet gør den meget dynamisk. Billedsiden illustrerer mere eller mindre indirekte de temaer, der tages op i speaken. Det starter med, at AWB rejser sig fra en bænk i en park og kommer talende hen mod kameraet, der begynder at zoome ud, så han og parken pludselig er et billede i en kalender, som hænger på et køleskab (kalenderen illustrerer AWB s speak, der fortæller, at det i gennemsnit tager 6 måneder at sælge sin bolig lige nu). AWB dykker ud af kalenderen og kommer ud gennem køleskabsdøren under kalenderen, mens kameraet 1-2 meter borte stadig zoomer ud til køkkenet i en lille etagelejlighed. Der klippes til, at han nu (stadig talende) ses 3-4 meter borte, mens vi i baggrunden kan se en mor med en baby. På grund af perspektivforvrængning virker AWB imidlertid alt for stor i forhold til hende og til køkkenet, hvor han støder hovedet mod loftet. Mens han duknakket og talende kommer hen mod kameraet, kigger han op mod loftet, fordi der høres fodtrin

ovenpå. Kameraet følger hans blik op og skærer gennem loftet til lejligheden oven på, hvor der er stepdansende ben på gulvet (den lille lejlighed og den irriterende stepdanser oven på illustrerer AWB s speak, der fortæller, at seks måneders salgstid kan være lang tid at vente, når man gerne vil flytte med det samme). Der klippes til AWB, der nu som stepdanser i hvid smoking taler videre til kameraet. Der zoomes ind på stepdanserens overkrop, men så glider kameraet forbi ham og lidt ned mod et Boing 707 modelrutefly på en kommode. Der klippes og AWB er nu flypassager set 1-2 meter udenfor flyruden, mens han fortsat taler til kameraet. Det zoomer ind på ham, og han læner sig frem, mens han pludselig blitzfotograferes. Af blitzlyset fremstår et bryllupsfoto med AWB og en kvinde, og fotoet trækkes af en hånd væk fra kameraet og sættes åbnet på nogle bøger (flyet og ægteskabet illustrerer AWB s speak, der fortæller, at seks måneders salgstid kan være lang tid at vente, når man skal flytte til udlandet). I næste klip ses AWB nu i halvtotal gående mod venstre, mens kameraet laver en travelling med ham i en ny lejlighed. Den viser sig at være meget dyb og med mondæn københavnsk sydhavnsudsigt, og mens en Homemægler og et ungt par snakker om papirer bag AWB i lejligheden, vender han sig mod kameraet og står stille, men taler stadig om, hvorledes Home vil lægge sig i selen for at sælge kundernes bolig så hurtigt som muligt. Og hans tale er fortsat kedelig og faktuel, men på grund af lidt humor og den dynamiske og spændende billedside, bliver det alligevel en spændende reklame. Home kommer på denne måde til at fremstå som både dynamisk og fantasifuld, men også som både troværdig, umiddelbar og nede på jorden Falck: Tv-reklamen spiller på barnets møde med voksenverdenen. I rammefortællingen spørger den lille dreng den venlige og pædagogiske Falckmand, hvad han laver i familiens villa. Oppe fra sin stiges olympiske højder fortæller Falckmanden ned til drengen, at han sætter en alarm op, der gør huset i stand til selv at opdage brand, oversvømmelse og tyveri. Der vises reaktionsbilleder af drengens måbende ansigt og en stille klavermelodi sætter ind, som skal vise os, at de næste billeder illustrerer drengens visuelle fantasi, når han prøver at konkretisere Falckmandens abstrakte ord om, at huset selv kan opdage farerne. Drengen forestiller sig, at det er familiens udstoppede grævling, der sniffer med næsen og opdager, at der er røg; at hans egen plasticand vugger på vandet i den oversvømmede kælder og drejer hovedet hen mod ham; og at kvinden på et

portrætmaleri i gangen blinker fortroligt med øjet for at vise, at hun holder øje med tyve. Reklamen stoler ikke på, at vi forstår, at det foregår i drengens fantasi, så der sættes billeder ind af drengen undervejs, der skal gøre det helt klart, at det er drengens tanker, vi ser på billederne. Drengen rives brat ud af sine fantasier, og rammen genetableres, da moren kommer til og spørger, om drengen forstyrrer Falckmanden i hans arbejde. Med et fortroligt blink til drengen, forklarer Falckmanden, at det ikke er tilfældet, og at han (allerede) er færdig. Drengen smiler gengældende op til sin nye helt og faderfigur, og i den forbindelse er det påfaldende, at den rigtige far er helt fraværende. På portrætmaleriet med den blinkende kvinde er der godt nok en mand, men han vender ansigtet bort og er ikke opmærksom på tyve, for Falckmanden skal være den eneste faderfigur, der er på banen i reklamen. Faktisk er det kun samspillet mellem drengen og Falckmanden, der skal være i centrum, og derfor ser vi også kun ser en lille del af morens krop og slet ikke hendes ansigt. Fortolker vi portrætmaleriet som et billede af forældrene, er faren jo bortvendt og ikke årvågen, mens moren er årvågen, men kun i kraft af Falck(manden)s hjælp, som en slags mandlig modpart. Denne figur gentages i slutningen af reklamen, da en kvindelig speaker forklarer om Falcks ressourcer ( vi gør noget ), og vi ser villaens hoveddør smække solidt i med et skilt monteret ved håndtaget, der advarer tyve om, at her vogter Falck alarm et skilt, som i fortællingens ramme selvfølgelig er sat op af Falckmanden efter fuldført arbejde Jem&fix: Ligusterkvartererne er kendt som et distinktionshelvede, og det vises her med humor i en billigt produceret og fortællemæssigt primitiv tv-reklame, der skal appellere til handymen og andre brugere af Jem&fix. Der skal hygges på terrassen, hvor husets par har inviteret et andet par på mad. Konen i huset vil skåle i hvidvin og gør det hele mere formelt, end manden i huset ser ud til at være indstillet på, for han må kaldes til, mens han bakser med grillkullene. Gæsterne er dog i pænt tøj, og her anlægger gæstekonen også et formelt niveau ved elskværdigt at spille forbavset over, at der skal grilles, og ved at udtrykke forkærlighed for grillmad på egne og husbonds vegne. Han siger ikke noget. Gæstekonen undlader dog heller ikke at nævne, at de er sultne, hvilket manden i huset fortolker som en opfordring til at komme i gang med at grille. Den gamle grill i udhuset falder dog fra hinanden ved første berøring, og vor helt må improvisere. I de næste par klip bruges suspense, for hvad har han mon fundet på? Vi ser hans kones indignerede blik til ham, og vi ser

ham sidde på knæ og se ynkeligt undskyldende ud, før vi får clouet serveret: Han har sat bøffer og pølser på spidserne af en bladrive, som han holder hen over kullene. I et totalbillede ser vi ham sidde på knæ til venstre i billedet, mens de tre andre står til højre og med deres lukkede kropssprog klart udtrykker afstandtagen og en følelse af pinlighed. Så kommer en frisk, mandlig speak indover, som opfordrer (manden) til at få det nu fixet (naturligvis en association til/ordspil på Jem&fix), samtidig med at samme ordlyd smækkes på billedet i form af hvide bogstaver på en rød baggrund. Jem&fix har nemlig grill på tilbud til lave priser, så der er ingen undskyldning for fortsat at være pinlig. Det skal bemærkes, at der i reklamen er tale om det pinlige i ikke at have en grill, der fungerer. Målgruppen er ikke umiddelbart brugere, der ønsker at bruge typen, størrelsen osv. af grillen som distinktion i forhold til naboer og venner, så den tilbudte grill kunne for så vidt være et billigt, kinesisk produkt. Det grillmærke, der tilbydes i reklamen, er imidlertid faktisk et af Danmarks bedst kendte mærker, Weber, og kun blandt sande grill-snobber vil en Weber-grill (muligvis) være pinlig og få naboerne til i hemmelighed at trække nedladende på smilebåndet og udveksle sigende blikke. Fortællemåden i reklamen er som nævnt primitiv, for i virkeligheden ville grillen allerede være tændt, før gæsterne kom, og det selskabelige forløb ville tage relativt lang tid, men nu stanger skuespillerne bare de nødvendige replikker ud, som kan koge handlingen ned til nogle få centrale scener, som oven i købet klippes temmelig råt og kaotisk sammen. Det er sandsynligvis bevidst, fordi Jem&fix ønsker at konnotere en billig og brugsorienteret æstetik, der ikke er snobbet og svælger i smukke billeder med usynlige klip, og det er typisk for en lang række fact-orienterede tv-reklamer (Jysk Sengetøjslager, Netto osv.) Änglamark: Coop Änglamark har rødder i brugsforeningerne og deres engagerede forbrugere, og det er netop en sådan målgruppe, der appelleres til i denne tvreklame. Men perspektivet er dystert: En lille pige er hos lægen med allergifremkaldte udslæt på kroppen; små fodbolddrenge fejrer sejren ved at drikke sodavand fuld af tilsætningsstoffer; en bil stopper op i den naturskønne skov og sætter en plasticpose med affald midt i idyllen; en ung kvinde klager på en restaurant forgæves over at få serveret et stykke kød, der er sejt som læder; en midaldrende kvinde ligger trist og søvnløs i sin side af dobbeltsengen lige før midnat, hvor en ny dag og nye muligheder gryr, men så slukker hun lyset frem for at stå op

og gøre noget. De blege billeder af nødstedte forbrugere kontrasteres imidlertid dels af musikken, som er feel good, harmonisk og melodiøs guitarmusik og sang, og dels af de spørgsmål, der fortløbende fader ind over billederne med hvid skrift: Hvem siger vi skal finde os i det klør?, Hvem siger vi skal fylde os med tilsætningsstoffer?, Hvem siger vi skal glemme den natur der har skabt os?, Hvem siger vi skal nøjes med det næstbedste?, Hvem siger vi skal vente til i morgen?. Da den midaldrende kvinde i dobbeltsengen slukker lyset, står svaret skrevet hvidt på sort: Ingen. Der er altså håb midt i elendigheden, og her kunne man så tro, at der ville følge en opfordring til den kritiske og økologisk bevidste forbruger om selv at komme ind i kampen, men i stedet opfordres man af en mandlig speaker til at se efter Änglamark-mærkatet, der har gjort det lidt nemmere at handle økologisk, miljøvenligt og allergivenligt. Ordet handle bliver med sin dobbeltbetydning centralt her, for hvem kan midt i hverdagens stress og jag overkomme at engagere sig som miljøaktivist på barrikaderne og handle (= gøre noget)? Denne målgruppe er ganske lille, mens der er en langt større målgruppe, der er parat til at købe aflad for deres dårlige samvittighed ved at handle (= købe) økologisk korrekt. Og Änglamark forklarer, at man handler politisk korrekt ved at handle med dem. Ja, Änglamark er sågar en helt naturlig del af livet, så hvis forbrugerne blot vænner sig til bevidstløst og per refleks at købe Änglamarks produkter, vil de i virkeligheden leve i overensstemmelse med både deres egen indre natur og den ydre natur VW Polo Blue Motion: Rollerne er vendt om i denne morsomme tv-reklame, hvor det er den ca. 12-årige og miljøbevidste datter, der opdrager sin funktionæransatte middelklassefar. Vi følger hans behavioristiske konditionering gennem flere etaper. Da han barberer sig med det varme vand løbende på badeværelset, er han helt uforstående over for hendes misbilligende lyde, indtil hun viser ham, at der bør lukkes for det varme vand, der løber til ingen nytte. I næste sekvens taler han i mobiltelefon om aftenen, men ved hendes misbilligende lyd er han øjeblikkeligt med og slukker lyset i stuen. Da han i næste sekvens efter en joggingtur nyder et glas koldt mælk med køleskabsdøren stående åben og hører hende komme, er han i stand til at foregribe hendes løftede pegefinger og smækker hurtigt køleskabsdøren i. Hun går forbi uden at sige noget, og han ser ud til at være tilfreds med at have narret hende (det ydre/ikke-assimilerede overjeg)? Eller med at have handlet

korrekt (næsten) af sig selv (at have erhvervet et indre/assimileret overjeg)? Der er dog stadig noget at lære, for i næste sekvens ser han spørgende på hende ved bilen: Burde de bruge et offentligt transportmiddel eller er det legitimt at køre privatbil, når det er en VW Polo Blue Motion? Pigen billiger smilende, og han ser stolt ud: Hans usikkerhed i situationen udløser ikke kritik, men ros, for den viser, at han ikke bare er konditioneret til blind automatik som en laboratorierotte, men kan overskue, at der er tale om en kompliceret afgørelse, og at han tør stå ved sin indsigt. Og hans egen vurdering sanktioneres endvidere af pigen: VW Polo Blue Motion er med sine 30,3 km/l ved blandet kørsel økologisk forsvarlig. Her har han anledning til at ranke ryggen ekstra, for bilen må han jo have købt uden hendes anbefaling (ellers ville han ikke være usikker), så han har helt på eget initiativ vist sund økologisk dømmekraft Milda: I denne tv-reklame er det værd at hæfte sig ved, hvorledes oplevelsen af tid formidles med filmiske midler. I de første 14 sekunder af reklamen er der 9 klip, men i de følgende 9 sekunder af reklamen er der hele 13 klip, før reklamen fader ud med en 3 sekunder lang indstilling. Når de enkelte indstillinger/klip afløser hinanden hurtigere midtvejs i reklamen, og den ledsagende musik- og stemmerytme også med ét bliver hurtigere, skyldes det, at den lille pige på ca. 7 år 14 sekunder inde i reklamen pludselig mener at forstå, at hun med det samme kan vokse sig større og få tiden til at gå hurtigere, hvis hun skynder sig at spise en masse mad, der er stegt i Milda. Det sker lige efter, at hun har vist bemærkelsesværdige evner i forhold til sin alder, for vi hører hende være i stand til at læse og forstå teksten på Milda-flasken: Indeholder essentielle fedtsyrer. Essentielle fedtsyrer er nødvendige for børns normale vækst og udvikling. Hun er i det hele taget en selvstændig lille dame, der ikke længere smiler, når moren måler hendes højde, men skuler forurettet til hundehvalpen, der på 8 måneder har formastet sig til at vokse sig stor meget hurtigere end hende. Fordi hun pludselig mener at have opdaget, at Milda hjælper hende til at blive hurtigt stor, trækker hun konsekvent nok tallerkenen væk, da hundehvalpen forsøger at indynde sig for at få noget af hendes mad: Nu er det alene hendes tur til at vokse! Moren sender barnet kærlige, men overbærende blikke, og en kvindelig speak (der kunne være moderens stemme) fortæller os, at Milda selvfølgelig ikke får tiden til at gå hurtigere, men at produktet til gengæld hjælper pigen til at få alle de gode fedtstoffer (vi ledes implicit til at formode, at der ikke er

skadelige fedtstoffer i Milda). Samtidig sættes musik- og stemmerytme igen ned og ender med at fade harmonisk ud, mens billedet af Milda-flasken får lov at stå relativt længe på skærmen. Reklamen benytter sig på en sentimental måde af et voksent blik på barnets manglende erfaring med og kendskab til, at der gives et biologisk ur og en biologisk tid, der ikke, som på film, lader sig manipulere, men i overensstemmelse med sin natur tager en bestemt tid og ikke lader sig fremskynde Arla: En gennemsnitlig kernefamilie kommer på besøg hos bedstemor, men mens fars, mors og datters glade ansigter smiler til bedstemor (og os), da hun åbner døren, er den ca. 14-årige og mørkklædte søns ansigt vendt bort. Han smiler ikke, men ser ned med næsten lukkede øjne og er narcissistisk opslugt af den metallisk støjende musik, der disharmonisk skratter fra hans høretelefoner. Familieidyllen er brudt, og det aflæses på bedstemors anstrengte og bekymrede smil. Inde i huset opsøger drengen med ludende kropsholdning straks en stue, hvor han kan være alene, men han lader sig robotagtigt servicere af bedstemoderen, der bringer ham yoghurt. Vi møder altså sindbilledet på en oprørsk og indadvendt teenager, der gennem psykisk isolation vil frigøre sig fra familiens bånd, men endnu er for ung til at kunne undslå sig et besøg hos bedstemor og (fysisk) følger med under protest. Den kloge, gamle bedstemor har imidlertid bragt ham det vidundermiddel, der kan lede teenageren på vej i hans identitetsmæssige dannelsesproces: Yoggi! Knap har han mekanisk ført den første skefuld til munden, før han synes at vågne op og gøre store øjne. Han hører en ræv pibe og tager høretelefonerne af. Mens den støjende musik fader ud, begynder en enkel, glad, lys og harmonisk melodi, for nu starter eventyret. En hvid polarræv kommer op gennem det hvide gulvtæppe og synes dunkelt at opfordre drengen til at følge sig ned i hullet i tæppet igen. Som en Alice i Eventyrland gør han det og dukker forvirret og smilende op midt ude i en lys skov, hvor polarræven venter og stirrer på ham, til drengen følger efter den og en anden polarræv. Reklamen hævder, at Arla har bragt drengen tættere på naturen, som i konteksten altså får konnotationer som: fysisk aktivitet, harmoni, lys, glæde, udadvendthed, gensidighed og sammenhold. Odds er gode for, at disse naturlige værdier, som han erfarer egenhændigt og uden for familiens rammer, senere også vil åbne drengens øjne for, at de samme værdier gør sig gældende i det sociale, menneskelige fællesskab, som hans familie udgør. Det er naturligvis en gammel traver at hævde, at de værdier, man sætter pris på, er naturlige, for i vores

kulturkreds tillægges det naturlige traditionelt en form for uomtvistelig sandhedsværdi og permanens, som de kulturelle og relative værdier ikke har Ikea: Det, der gør denne tv-reklame så morsom, er dens leg med forskellige lag af iscenesættelse. I og for sig er det i virkeligheden ikke så morsomt at skulle fortælle sin helt egen og kære teenagedatter, at man ikke synes, at hun er gammel nok til at tage til Sunny Beach, og konfrontationen, skuffelsen, vreden osv. kan være svær at udholde. Men det er tydeligt, at forældrene har talt om det og har valgt at iscenesætte konfrontationen i køkkenet, så datteren kan rase ud, uden at alt bliver smadret (damage control). De føler sig modenhedsmæssigt på et højere niveau end datteren og er parat til at tage beslutninger på hendes vegne, som hun ikke vil kunne acceptere, men alligevel må finde sig i. Derfor føler de, at det er i orden at manipulere/iscenesætte konfrontationen på en måde, så det uafvendelige bliver så nemt at bære som muligt. Der er ikke tale om en diskussion med rationelle argumenter mellem det unikke kompetente barn og dets unikke forældre, men om et veto: Du får ikke lov at tage til Sunny Beach i år. Forældrene påtager sig en rolle som strenge forældre og tildeler datteren en rolle som umoden teenager : Vi gør bare det, alle fornuftige forældre ville gøre. Dermed bliver konfrontationen allerede en kliché, der udfolder sig efter manuskript, der kunne være fælles for tusinder af den slags konfrontationer i køkkener landet over. I Ikeas iscenesættelse er forældrene imidlertid selv blot roller i en test, der ikke handler om en forældre/teenager konfrontation, men om at teste holdbarheden af Ikeas køkkener. Det ses tydeligt i starten af reklamen, hvor speakeren og en skreven tekst gør opmærksom på, at dette er en test, hvorpå faderen som en slags marionetdukke siger de samme ord i køkkenet: Vi synes, du er for ung til at ta til Sunny Beach. Faderen er naturligvis ikke klar over, at han blot er en slags laboratorierotte i Ikeas test, for hans ord er henvendt til datteren, som på sin side ikke ved, at hun netop nu bliver laboratorierotte i forældrenes iscenesatte konfrontation. Datteren ser da også helt perpleks ud. Og så flipper hun ud. Eller lader som om, for det hele er jo udført af skuespillere. Alt er skuespil her, og alligevel er der noget realitet i det, for den slags konfrontationer finder jo faktisk sted, og derfor kan Ikea hævde, at deres køkken er kvalitetstestet af hverdagen Copenhagen Airport: I denne tv-reklame er det værd at lægge godt mærke til synsvinkelskiftene, for hvis begærende eller bekymrede blikke er der tale om? I

starten ser vi fra en ikke-personbåren synsvinkel den stereotype kernefamilie ankomme til hotellet i syden. Så ser vi den kønne blonde teenagedatter stige ud af taxaen i sin uskyldsrene, hvide kjole, mens hun kigger lige ind i kameraet. Her er synsvinklen personbåren, for det er den flotte dørmand, hun ser i øjnene. Først sender hun ham et udfordrende blik, og så slår hun kysk øjnene ned. På vej gennem hallen får datteren øjenkontakt med en charmerende fyr, der vasker gulv. Vi kan se, at det er datterens synsvinkel, for til højre i billedet anes faderens skjorte, og vi har set hende gå lige bag forældrene. Charmetrolden ser på datteren, og hun ser ham smile indsmigrende til hende. Han ser hende smile tilbage med sensuelt åbne læber, hvorpå hun atter kysk slår øjnene ned og strammer læberne. Men faren har set datteren og charmetrolden udveksle blikke, som det fremgår af hans smil, der pludselig stivner. I næste indstilling ser vi en muskuløs piccolo komme ned ad trappen, og vi ser det tilsyneladende fra datterens synsvinkel, for morens hår skimtes til venstre i billedet. Piccoloen synes at se datteren komme direkte hen imod sig, hvorpå datteren synes at se piccoloen rive sin skjorte af, så hans mandige, solbrune, ubehårede og tatoverede bryst åbenbares. Her bliver billedet imidlertid sløret, og den inciterende guitarmusik, der har ledsaget billederne, afbrydes brat af en lyd, der kunne være en skjorte, der rives itu, eller en pick-up, der rives af en vinylplade. Samtidig spørger receptionisten faren, om han vil have et eller to værelser. For iturivningen af piccoloens skjorte foregik kun i farens fantasi, hvor han forestillede sig, hvad datteren så for sit indre blik. Og nu rives faren ud af fantasien og er forvirret. At det forholder sig sådan, kan vi se i baggrunden af billedet, hvor piccoloen stadig er på vej ned af trappen med intakt skjorte. Og konfus vender faren sig da også (for sent) mod trappen for at se, hvad der egentlig skete lige der. Farens forvirring og ubeslutsomhed symboliseres af, at han ikke svarer receptionisten, men ubevidst blot trykker sine briller længere op over næsen med halvanden finger: ikke én finger, ikke to fingre. For tør han lade datteren få sit eget værelse, når hendes dyd i den grad er truet? En mandlig speaker kommenterer humoristisk, at der er nok at tænke på, når man rejser, og guitarmusikken sætter muntert ind igen Heineken: I denne europæiske tv-reklame spilles der ironisk på forskellen mellem kønnene. Der tales et uidentificerbart og nydeligt engelsk, og miljøet er den øvre middelklasse. Der er indflytterfest, og værtinden viser tre veninder rundt i den nye lejlighed/det nye hus. Rosinen i pølseenden er værtindens walk-in-closet, der

udløser en hvinende begejstring, som er Sex and the City værdig. Netop som man formoder, at der er tale om en reklame med en kvindelig målgruppe, overdøves kvindernes hvin af tilsvarende mandebrøl. Værten og tre af hans venner (kvindernes ægtefæller?) er nemlig nået til hans walk-in-heineken øl-closet. Mens der i værtindens walk-in-closet er tale om personligt udvalgte sko og klæder med raffinerede forskelle og udsøgt kvalitet, er der i værtens walk-in-closet bare tale om nogle få forskellige typer massefremstillede øl, men med vægt på kvantiteten: der er masser af øl. Værtens walk-in-closet er en joke, der gør grin med kvinders evindelige distinktionsspil, som de kommer til udtryk i stadig nye sko, klæder, duge osv. Reklamens målgruppe er netop rigtige mænd, der bare vil have en god og velkendt øl og ikke fx går op i at prøvesmage, diskutere og lave distinktioner mellem forskellige specialøl eller vine You See: Også i denne tv-reklame er det kvinden, der bliver gjort grin med. Iben Hjejle spiller den hysteriske og herskesyge kvinde, der absolut skal gense sit yndlingsafsnit af Sex and the City i parrets eneste fjernsyn, skønt hun ved, at hendes mand (Nicolaj Kopernikus) har glædet sig i ugevis til at se den store fodboldfinale, når han kommer hjem. Med et aggressivt kropssprog kværner hun løs, så snart han er inde ad døren og mistolker hans ophøjede ro og ironi som et kampsignal. Det går aldrig op for hende, at han med You See kan se kampen på sin computer. Selv ikke da han lukker døren ind til det lille skjulested med hans trommesæt, hans utjekkede lænestol osv. og placerer den bærbare på en pude i You See s farver og mønster. Uforstående står hun tilbage med en af deres småbørns legetøjstraktor i hænderne, mens en mandlig speaker lunt og ironisk kommenterer, at ja, det er ikke alle der ved det, men med You See bredbånd får du adgang til web-tv. Ikke desto mindre får man indtryk af, at manden normalt er under tøflen, og at han (igen) skal kanøfles, for det pågældende afsnit af Sex and the city kan selvfølgelig erhverves på dvd og afspilles når som helst, så hvorfor insistere netop nu? Man hører Der er et yndigt land spillet i baggrunden på hans computer, så denne årets kamp involverer tilsyneladende det danske landshold, og man må spørge sig, hvorfor han ikke ser den sammen med andre fodboldvenner? Har han ikke længere nogen buddies, han kan få lov at se den med? Komikken udspiller sig måske på en dyster baggrund, hvis man lodder dybden af dette strindbergske parforhold

TDC (skideballe, billard & flashdance): De tre tv-reklamer tager fat i tre forskellige aspekter af TDC s produkter, nemlig mobilt bredbånd, internetadgang fra mobilen og musik via bredbånd. Serien omfatter (mindst) 13 afsnit og præsenterer os for naturisterne Claus (Kirsten Lehfeldt) og Britta (Peter Frödin), der er storforbrugere af TDC s produkter. I provinsbyens parcelhuskvarter med villa og Volvo hjælper de deres nye nabo, den sorte sømand Klaus (Hella Joof), med at få styr på det elektroniske isenkram. Selv om sømanden Klaus er teknisk analfabet i endnu højere grad end Britta, behandler Claus ham alligevel anderledes jovialt og kammeratligt, fordi de har samme køn (som i billard ). Til gengæld nægter Britta at blive gammel og slår sig løs som kvinde i kælderen, når hun er alene og danser flashdance til What a feeling i en tro, men selvfølgelig gumpetung, kopi af dansen fra filmen Flashdance. Mere generelt er Claus en selvfed svagstrømsingeniør, mens Britta er en godmodig afspændingspædagog, og Claus bliver aldrig træt af at belære og nogle gange håne Britta, fordi hun savner teknisk indsigt (som i skideballe ), men alligevel ser Britta op til Claus og elsker hans platte og vovede humor. På denne måde inkarnerer ægteparret nogle meget traditionelle og genkendelige kønsroller. Kun deres naturisme gør dem lidt atypiske, men måske er et atypisk træk eller to eller ti netop typisk for nutidens parcelhusdanskere? Ægteparret er gode og meget hjælpsomme naboer, så mange seere vil sikkert kunne se sig selv i Claus og Britta samtidig med, at karikaturen og naturismen gør, at seerne også kan le ad dem og ikke føler sig trådt for nær. Et helt andet spørgsmål er, om serien vil få seerne til at sætte spørgsmålstegn ved de værdier, de deler med Claus og Britta? Ægteparret er nemlig typiske repræsentanter for det Danmark, der i løbet af de sidste 20 år har oplevet en enorm stigning i deres materielle vækst, uden at deres åndelige vækst er steget tilsvarende. Mindst siden det politiske magtskifte i 2001 og opgøret med ekspertvældet er kvaliteten af deres åndelige værdier imidlertid ikke længere noget, de behøver at bekymre sig om eller ligefrem skamme sig over. Britta og Claus interesserer sig hverken for finkultur, videnskab eller politik, men det behøver ikke på nogen måde at få dem til at føle sig underlegne. Eller hvad? Arbejdsmæssigt er ægteparret typisk nok en tekniker (der holder samfundets tekniske maskineri kørende) og en terapeut (der udbedrer de skader, som vedligeholdelsen af samfundsmaskineriet løbende påfører sine udøvere). De skal blot være eksperter på deres eget lille delområde og behøver ikke at kende til samfundets overordnede struktur og ledelse. I hvert fald ikke så længe de ikke løber ind i problemer. De

sætter sandsynligvis deres kryds, når der er valg, og således opfylder de 100% deres demokratiske pligt. Eller hvad? Danske spil: En leverpostejsfarvet funktionær og ægtemand vender hjem fra arbejde og parkerer den fornuftige familiebil foran villaen i forstadskvarteret. Genkendeligt og realistisk, men så opdager han, at en smilende flot ung fyr med bar overkrop og klart aftegnet six pack er ved at slå græsset i forhaven. Han studser, men forsætter ind i huset, hvor han lidt overrasket møder flere smilende og flotte unge fyre, mens han selv trækker i badetøjet og tager sig et skinnende, rødt æble. Det kunne godt være det æble, Eva fristede Adam med ved syndefaldet, for når først slangen er sluppet løs, og man har fået smag for æblet, er der ifølge psykologerne ingen ende på det umættelige begær. Ved poolen i baghaven er der et sandt mylder af smilende og flotte unge fyre: en handyman, en sort pool boy, en latino grill master og en boheme guitarist (der spiller de riffs, vi lytter til). For enden af denne perlerække af mænd venter funktionærens kone, der troner i en liggestol og nådigt anviser ægtemanden plads i en almindelig stol ved sin højre side. Han smiler og takker med et underdanigt lille buk, men den iltert rødhårede og Joan Ørting-agtige kone er allerede igen fordybet i sin mobilsamtale, der får hende til at le overgivent. Der påklistres til sidst en rammefortælling, hvor en speaker bag et skrivebord henvender sig til os seere og kommenterer det sete med, at lottomillionærer nøjes ikke med at drømme om det og opfordrer os til at prøve lykken, mens han hænger den rødhåredes portrætfoto op på væggen med fotografier af de mange øvrige lottomillionærer. Reklamen er naturligvis humoristisk, men på ægtemandens bekostning, for han fremstilles som en slatten karklud, der bare finder sig i, at hans kone ydmyger ham ved åbenlyst at udleve sine seksuelle drømme om unge mænd. Man kan givetvis argumentere for, at et massemedies fremstilling af kvinden som seksuel dronning/gudinde er endnu et progressivt skridt i retning af kvindens seksuelle frigørelse, men man kan også argumentere for, at fremstillingen af manden som en psykologisk set slatten karklud giver et realistisk billede af den kulturelle og samfundsmæssige krise, som de mandlige værdier er i, og som får mange (unge) mænd til at søge til fitness-centrene for i hvert fald at se ud som en rigtig mand og skjule den indre forvirring Match Affinity: Den smukke kvinde i denne tv-reklame er ikke helt ung og er parat til at satse på kærligheden igen, så meget taler for, at hun kunne være fraskilt.

Den livskloge kvindelige speak, der ledsager billederne, synes at bestyrke denne tese, for det antydes, at kvinden tidligere har følt, at hun valgte forkert, men hun er klar over nu, at ting falder på plads. Hun har altså gennem sin kærlighedsmæssige dannelsesproces opnået afklaring, indsigt og erfaring. Billederne er hverken i farver eller sort/hvid, men holdt i bløde gråtoner, der løfter indholdet ud af en al for bastant realitet og i stedet giver dem en drømmeagtig idealitet. Det passer fint med, at hun ikke taler direkte til os, men at vi hører hendes indre tanker formidlet gennem den følsomme, kvindelige speak. At det er kvindens tanker, ser vi, da hun ude på altanen for første gang kigger direkte ind i kameraet/ud på os, mens speakeren spørger er du? (parat til at turde satse på kærligheden igen, du singlekvinde foran tv-skærmen). Indtil da har kvinden været opslugt af sine tanker, følelser og minder om kærlighedsnatten i hotellets (?) dobbeltseng. Iført sin uskyldshvide og romantiske natkjole kærtegner hun aftrykket af mandens legeme i lagenet, og det er oplagt at sammenligne med Schack Staffeldts platonisk/romantiske digt Sonetkrands, hvor det bl.a. hedder: Sneehvide liin! Nedtrykte svanehynde! Hvor hendes ånde luften rundt forsøder, Når her bag nattens forhæng sig afføder Et billede af min elsktes skjulte ynde! I opholdt indtryk her sig tør forkynde Hvad intet øje under solen møder Af den ambrosiske natur end gløder De hvide liin, det bløde svanehynde! O meer end billede af den elskelige! Du indholdsfulde tomhed, varm af hende! Den uberørte møes affødte datter! Jeg kan fra denne helligdom ej vige Og må afgudisk for et væsen brænde Som, ak, forgår, så snart jeg det omfatter! Reklamen er lavet et par hundrede år efter Staffeldts digt og deler naturligvis ikke digtets rene og ukropslige idealisme, for kvinden er splittet. Alene i sengen har hun sine ideelle forestillinger om kærligheden, men hendes livserfaring gør, at hun godt tør satse på et virkeligt og kødeligt parforhold igen med den risiko for bristede illusioner, hjertesorg og alt for virkelige, fornedrende og grimme skænderier og oplevelser, det indebærer. Derfor går hun fra soveværelsets halvmørke ud i lyset for at blive holdt beskyttende om skuldrene af sin nye mandlige kæreste. Det vækker associationer til fangen fra Platons hulelignelse, men i en moderne og psykologisk udgave med nærmest modsatrettede værdier: Hun opgiver de imaginære og masturbatoriske kærlighedsfantasier inde i mørket til fordel for den virkelige mand ude på terrassen

Dr Oetker: Denne tv-reklame handler om forførelsens kunst i mødet mellem mand og kvinde og tv-seere! Vi ser først hendes smilende ansigt, et brændende stearinlys i forgrunden og hans hvide skjorte i baggrunden: Er han en tjener på en restaurant, der høfligt er ved at skubbe stolen ind under gæsten, da hun sætter sig til bords? Nej, han sætter sig over for hende ved det veldækkede og blomsterbladsbestrøede bord, der står foran et overdådigt barokspringvand. Han kærtegner tilfældigt hendes ringfinger, der ikke bærer nogen ring, og de udveksler sigende blikke. Med et sensuelt blik og ditto mund og læber smager hun på hans Dr. Oetker pizza, og lidt senere mader de hinanden med en lille snip pizza hen over bordet. Hun udtrykker alle tegn på nydelse, og han kysser let hendes hånd. Hendes øjne bifalder det overmåde. De skåler med langstilkede og halvfyldte rødvinsglas, men nu klippes der pludselig til en filmfremviser. Han ser spørgende på hende; hun ser op mod filmfremviseren og smiler bekræftende til ham: hans arrangement er vellykket og forførende. For mens billederne hidtil har været nær- og halvnærbilleder, zoomes der nu ud, så vi kan se hele sceneriet: Der er slet intet barokspringvand, det er blot et filmbillede på en skærm. Det var altså i virkeligheden os tv-seere, der blev forført (til at tro, at omgivelserne var grandiose), mens kvinden hele tiden har vidst, at der var tale om en forførelse, hvilket manden vidste, at hun vidste osv.: forførelse er måske netop dette bundløse spil af simulering og ikkeviden? Speaken er en mandlig stemme, der også prøver at være forførende og ligefrem omtaler pizzaen som skabt af de lækreste råvarer, mens vi ser på de to lækre mennesker. Måske spiller Dr.Oetker forførende på, at de jo godt ved, at vi ved, at deres produkt blot er en massefremstillet gennemsnitspizza, men i den rette forførende kontekst? Det er dog ikke det, speaken siger; den holder tungen lige i munden og påstår det modsatte: at Dr. Oetkers pizza er fantastisk, uanset hvor man nyder den. Til de storslåede omgivelser, vi tilsyneladende får præsenteret i starten af reklamen, hører også stor musik: Verdis opera Rigoletto. Det er fra arien La donna e mobile, og den italienske tekst handler selvfølgelig om forførelse (ordene er i dansk oversættelse: altid sød, smukt ansigt, i tårer eller latter lyver hun, kvinden er flyvsk, som en fjer i vinden, ændrer tonen i sin stemme og sine tanker ) Tuborg: Jokeren lægger stemme til denne tv-reklame, hvor Tuborg tilsyneladende takker alle de danskere, der ikke lader sig binde af familiebånd og parforhold, men med fremmede eller venner er parate til at benytte enhver lejlighed til at feste

igennem. Der er dog ikke en eneste sekvens, hvor det ikke er øllen Grøn Tuborg, der er festens omdrejningspunkt, så Tuborg prøver i virkeligheden ganske åbenlyst at få os til at knytte Grøn Tuborg og fest sammen. Tuborg opfordrer til fest på værtshuset, på diskoteket, til fødselsdagen derhjemme og til firmafesten. Og hver gang er der en seksuel undertone, for disse frække chicks og friske fyre er jo ubundne og fri. Den skæggede bamse på værtshuset har et godt øje til den sexede bartenderskes skjorte, der allerede er knappet så tilpas meget op, at de fyldige bryster truer med at vælte ud, mens Jokeren kommenterer: (tak til) jer, der altid er friske på at knappe op. Bartendersken knapper Tuborg øl op samtidig med, at vi ser hendes (endnu) skjortetilknappede kavalergang, så her knyttes produktet meget klart til sex. Til sidst i reklamen ser vi igen den storsmilende bartenderske og umiddelbart derpå den skæggede bamse, hvis øl nu skummer gevaldigt over: Freud er muligvis ikke helt død endnu! På diskoteket bunder en af de sexede dansepiger en Grøn Tuborg, hvorpå hun sender kameraet/os et indbydende blik. Der klippes til, at der nu kun er denne pige og hendes veninde på diskotekets dansegulv, for det er hen mod lukketid ( (tak til) jer, der lukker og slukker ), og den mandlige seer er fri til at fantasere om de seksuelle muligheder, denne gunstige situation måtte rumme. Ved fødselsdagen derhjemme må den unge mand skjule sin blusel, da han under bruseren overraskes af fødselsdagsgæsterne, der bringer øl, men ellers er det seksuelle nedtonet her. Det er til gengæld i centrum ved firmafesten, hvor den mandlige chef bager heftigt på den kønne, unge praktikant (?), der med munden åbnet til et stort, rundt o ser beundrende op mod hans skridt, mens han danser som en alfa-han foran hende på et bord. Tja. Der er mange hurtige klip, mange sjove situationer og mange medvirkende i denne reklame, så de seksuelle situationer virker ikke anmassende eller påfaldende, men sammen med musikkens stadig mere intense rytme og fart (efterhånden som de forskellige instrumenter sætter ind) skaber de en stadig stigende spænding gennem reklamen Kommentarer til materialet modtages gerne. Skriv til: chho@viauc.dk Christian Houmøller, bibliotekar, VIA CFU, cand.mag & cand.scient.bibl.