HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 19. december 2012 Sag 189/2012 (2. afdeling) Rigsadvokaten mod T (advokat Kåre Pihlmann, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den 20. december 2011 og af Østre Landsrets 11. afdeling den 16. februar 2012. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben og Kurt Rasmussen. Påstande Dommen er anket af T med påstand om frifindelse for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1, jf. 21, subsidiært frifindelse for overtrædelse af straffelovens 252, stk. 1, og i øvrigt formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Anbringender T har navnlig anført, at hun enten havde forsæt til at volde nærliggende fare for forurettedes liv eller førlighed, jf. straffelovens 252, stk. 1, eller forsæt til at realisere faren, jf. straffelovens 245. Det savner mening at hævde, at hun havde forsæt til samtidig at begå begge forbrydelser, når der er tale om én kørsel over for samme forurettede. Da der er tale om en farlig situation opstået i trafikken under anvendelse af et køretøj, bør forholdet henføres under straffelovens 252, stk. 1, i overensstemmelse med fast retspraksis på området.
- 2 - Hvis Højesteret finder, at T har haft forsæt til forsøg på vold, skal der ske frifindelse for overtrædelse af straffelovens 252, stk. 1, da straffelovens 245 er et skadedelikt, og skadedelikter fortrænger konkrete faredelikter. Under alle omstændigheder bør straffen nedsættes, da der var tale om en enkeltstående spontan handling, hvor forurettede ikke kom til skade. Hertil kommer, at T er ustraffet og har gode personlige forhold. Anklagemyndigheden har navnlig anført, at det ikke er udelukket at straffe i sammenstød for overtrædelse af et skadedelikt og et konkret faredelikt i forbindelse med samme handling rettet mod samme person. Forholdet er ikke reguleret af straffelovens 88, og det er overladt til domstolene at træffe afgørelse herom. Der er i retspraksis en række eksempler på, at der er straffet i sammenstød mellem straffelovens 119, 241, 245 eller 249 på den ene side og straffelovens 252 på den anden side. Det afhænger af en konkret vurdering herunder af tilregnelsen om der kan straffes i sammenstød, og det kan f.eks. forekomme, at en person har forsæt til både at forvolde fare og skade ved den samme handling og i relation til samme person eller personer. I den foreliggende sag har landsretten efter bevisførelsen fundet, at T havde forsæt til både at udsætte forurettede for fare og til at forvolde skade på hende. Efter landsrettens bevisbedømmelse kan det lægges til grund, at T kørte bilen op på fortovet med en hastighed på 30-50 km/t og kørte frem mod forurettede, som var nødt til at springe til side for at undgå at blive påkørt. Som følge af forholdets alvorlige karakter bør straffen skærpes, og der er ikke grundlag for at gøre straffen betinget. Højesterets begrundelse og resultat T er efter anklageskriftets forhold 1 tiltalt for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1, jf. 21, og 252, stk. 1, ved at have forsøgt at udøve et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter og ved grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have voldt nærliggende fare for As liv eller førlighed, idet tiltalte den 30. juni 2011 ca. kl. 14.30 ud for X- vej, 2730 Herlev, førte personbil med reg. nr. ZZ op på et fortov med en hastighed af 30-50 km/t og kørte frem mod A, der kom gående på fortovet få meter fra køretøjet således, at A var nødsaget til at springe til siden for at undgå at blive påkørt.
- 3 - I byrettens dom er om den bevismæssige bedømmelse anført, at retten lægger til grund, at forurettede var blevet påkørt, hvis hun ikke var hoppet til siden, og at tiltalte måtte have indset, at der var nærliggende risiko for, at hun ved sin kørsel kunne ramme forurettede. Landsretten fandt, at T også efter bevisførelsen for landsretten var skyldig efter anklageskriftet af de grunde, der var anført af byretten. Det fremgår ikke af anklageskriftets beskrivelse af de faktiske omstændigheder, at T ved sin kørsel forsøgte at ramme forurettede, og det fremgår heller ikke af landsrettens præmisser for bevisresultatet, at landsretten har fundet dette bevist. Landsrettens bevisresultat er derimod dækkende for den situation, at T blot har villet forskrække forurettede, idet hun forlod sig på, at forurettede ville springe til side, således som det også skete. Højesteret kan ikke efterprøve den konkret foretagne bevisbedømmelse vedrørende skyldspørgsmålet, jf. retsplejelovens 933, stk. 2, sammenholdt med 912, stk. 1, nr. 4, modsætningsvis. Højesteret kan imidlertid tage stilling til, om landsretten har anvendt forsætsbegrebet rigtigt, og om de faktiske omstændigheder, som er lagt til grund af landsretten, herunder vedrørende Ts subjektive forhold, kan begrunde, at der foreligger forsæt, jf. retsplejelovens 933, stk. 2, sammenholdt med 912, stk. 1, nr. 3. Da landsrettens bevisresultat ikke siger noget om, hvorvidt det er lagt til grund, at T under kørslen forsøgte at ramme forurettede, og da dette heller ikke kan udledes af landsrettens henvisning til anklageskriftet, hvis gerningsbeskrivelse ikke nævner noget herom, finder Højesteret, at det ikke med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at landsretten har fundet det bevist, at T havde forsæt til at ramme forurettede. Da der herefter ikke kan ske domfældelse for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1, jf. 21, tager Højesteret Ts påstand om frifindelse for overtrædelse af denne bestemmelse til følge. Landsrettens bevisresultat er som nævnt dækkende for overtrædelse af straffelovens 252, stk. 1, og straffen fastsættes herefter til fængsel i 30 dage, som af de grunde, der er anført af byretten, gøres betinget bl.a. på vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt. Således som sagen har været procederet for Højesteret, finder Højesteret i øvrigt anledning til at bemærke følgende om muligheden for at straffe i sammenstød med straffelovens 252, stk. 1:
- 4 - Hvis en fører af et motorkøretøj med en ikke ubetydelig hastighed kører frem mod en bestemt person, må der efter Højesterets opfattelse foretages en konkret bedømmelse af, om føreren af bilen havde forsæt til at ramme personen, eller om den pågældende kun havde forsæt til at forvolde nærliggende fare. Der er i denne situation som udgangspunkt ikke grundlag for at straffe efter straffelovens 252, stk. 1, hvis der kan straffes efter 245. Har handlingen også rummet anden fare, f.eks. fare for andre end den eller dem, som blev påkørt eller forsøgt påkørt, kan der efter omstændighederne straffes efter begge bestemmelser. Tilhører den forurettede den personkreds, som straffelovens 119 tilsigter at give et særligt strafferetligt værn, vil der ved en fareforvoldelse omfattet af straffelovens 252, stk. 1, tillige kunne straffes efter straffelovens 119, hvis gerningsindholdet i denne bestemmelse er realiseret. Der vil endvidere kunne straffes i sammenstød mellem straffelovens 252, stk. 1, og straffelovens 241 eller 249 i situationer, hvor der ud over forsæt til fareforvoldelse tillige foreligger tilregnelse i form af uagtsomhed i forhold til den forvoldte død eller betydelige legemsbeskadigelse. Thi kendes for ret: T straffes med fængsel i 30 dage, der gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af, at hun i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at hun i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og at hun udfører ulønnet samfundstjeneste i 30 timer efter Kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 6 måneder. Prøvetiden ophører, når længstetiden er udløbet. Landsrettens afgørelse om frakendelse af førerretten stadfæstes.
- 5 - T skal betale sagens omkostninger for byretten. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten og Højesteret.